Højesterets dom af 19. marts 2004 i sag 1. afdeling, 225/2003

SKM2004.162.HR

Relaterede love

Relaterede retsområder

Resumé

Skatteyderen havde ved opgørelsen af sit befordringsfradrag lagt til grund at have daglig kørsel mellem hjemmet i Vestjylland og arbejdsstederne i København og Vestsjælland i alt 698 km, og i en senere periode daglig kørsel mellem hjemmet på Lolland og de samme arbejdssteder i alt 409 km.

Højesteret udtalte, at ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, giver mulighed for standardiseret fradrag for befordring mellem skatteyderens sædvanlige bopæl og arbejdsplads. Videre udtalte Højesteret, at fradrag kun kan opnås for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og at bevisbyrden herfor som udgangspunkt påhviler skatteyderen. Videre udtalte Højesteret, at beviskravet typisk vil blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider.

Herefter bemærkede Højesteret, at ikke alene skatteyderens selvangivne fradrag mellem den angivne bopæl i Vestjylland og arbejdsstederne i København og Vestsjælland, men også den selvangivne befordring mellem den angivne senere bopæl på Lolland og de samme arbejdssteder klart oversteg det sædvanlige, og at det måtte påhvile skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene med de lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgiverne, som skatteyderen havde fremlagt. Trods skattemyndighedernes opfordring var det heller ikke sandsynliggjort, at han havde kørt mellem arbejdsstederne i København og Vestsjælland i det selvangivne omfang.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, hvorefter Skatteministeriet var frifundet.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Peter Blok, Niels Grubbe, Thomas Rørdam og Lars Bay Larsen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 28. maj 2003.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Anbringender

A har for Højesteret yderligere gjort gældende, at han ikke modtog skatteforvaltningens breve af 25. februar og 15. juli 1999 og først blev bekendt med dem i forbindelse med aktindsigt i august 1999.

Supplerende sagsfremstilling

A har i sine opgørelser lagt til grund, at den daglige kørsel mellem Vestjylland og arbejdsstederne i København og Vestsjælland udgjorde 698 km, og at den daglige kørsel mellem Lolland og de samme arbejdssteder udgjorde 409 km.

Højesterets begrundelse og resultat

Ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, giver mulighed for et standardiseret fradrag for befordring mellem skatteyderens sædvanlige bopæl og arbejdsplads. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter kilometertakster, der fastsættes af Ligningsrådet, uanset om befordringen rent faktisk er foregået med andre transportmidler, og uanset hvilke udgifter skatteyderen konkret har haft til sin transport. Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider.

Ikke alene den selvangivne befordring mellem den angivne bopæl i Vestjylland og arbejdsstederne i København og Vestsjælland, men også den selvangivne befordring mellem den angivne senere bopæl på Lolland og de samme arbejdssteder overstiger klart det sædvanlige, og det må påhvile A at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk har fundet sted. Dette kan ikke anses for sket alene ved de fremlagte lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgiverne. Trods skattemyndighedernes opfordring hertil har A heller ikke - f.eks. ved fremlæggelse af undervisningsplaner - sandsynliggjort, at han har kørt mellem arbejdsstedet i København og arbejdsstedet i Vestsjælland i det angivne omfang.

Højesteret tiltræder herefter, at ingen af As påstande kan tages til følge, og stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.