Familieret
Menneskerettigheder
Statsforvaltnings afgørelse om frigivelse af et barn til adoption og efterfølgende bevilling af adoption til en plejefamilie var gyldig
Sagen angik, om Statsforvaltningens afgørelser om frigivelse af et barn til adoption og efterfølgende bevilling af adoption skulle ophæves.
Barnet var blevet tvangsfjernet fra sine biologiske forældre umiddelbart efter fødslen i april 2012 og anbragt hos en plejefamilie. I forbindelse med tvangsanbringelsen indstillede kommunen, at barnet skulle bortadopteres, hvilket Ankestyrelsen i august 2012 nægtede at give samtykke til, da det ikke var godtgjort, at forældrene ikke ville være i stand til at spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær. Barnet forblev tvangsanbragt hos plejefamilien, og der blev fastsat samvær mellem barnet og de biologiske forældre på ca. en time om måneden. I november 2016 besluttede Ankestyrelsen på baggrund af en ny indstilling fra kommunen at give samtykke til, at barnet kunne bortadopteres til plejeforældrene uden de biologiske forældres samtykke. På denne baggrund besluttede Statsforvaltningen i marts 2017 at frigive barnet til adoption, og i januar 2018 blev der meddelt plejeforældrene bevilling til adoption af barnet. Herefter ophørte samværet mellem barnet og de biologiske forældre.
Højesteret fandt ikke grundlag for at tage en af forældrene nedlagt principal påstand om afvisning til følge som følge af, at Ankestyrelsen i 2012 havde nægtet at give samtykke til bortadoption.
Højesteret fandt, at barnets tilknytning til plejefamilien havde antaget en sådan karakter, at det ville være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst. Betingelserne for adoption uden samtykke efter adoptionsloven var derfor opfyldt. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at de biologiske forældre med støtte fra kommunen havde haft samvær med barnet indtil adoptionsbevillingen, og at de ikke havde søgt om samvær efter adoptionsbevillingen. Bortadoptionen var endvidere forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention.
Landsretten var nået til samme resultat.