Højesterets dom af 17. december 2019 i sag BS-13514/2019-HJR

Det hørte under Arbejdsrettens enekompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt en over­enskomst lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer

Kæresagen angik, om landsretten med rette havde afvist den materielle tvist i sagen med henvisning til, at Arbejdsretten var enekompetent til at træffe afgørelse herom. Den materielle tvist angik, om A havde ret til løn under sygdom ved udsendelsen som vikar. Ansættel­ses­for­hol­det mel­lem A og vikarbureauet var bl.a. reguleret af funktionæroverenskomsten. Hoved­spørgsmålet i den ma­­terielle tvist var, om betingelserne i vikarlovens § 3, stk. 5, for at fravige ligebehandl­ingsprin­cippet i § 3, stk. 1, var opfyldt.

Højesteret fandt, at vikarlovens § 3, stk. 5, ud over betingelserne om tiltrædelse af overens­komsten, om overenskomstparternes repræsentativitet og om overenskomstens geografiske ud­strækning indeholder en betingelse om den generelle beskyttelse af vikarer. Parterne var ikke enige om denne sidste betingelse.

Højesteret anførte, at Arbejdsretten efter ordlyden af vikarlovens § 3, stk. 7, og arbejdsrets­lo­vens § 9, stk. 1, nr. 9, har kompetence til at træffe afgørelse om alle betingelser i vikarlovens § 3, stk. 5. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af forarbejderne, at Arbejdsretten også er til­­lagt kompetence til at tage stilling til betingelsen om den generelle direktivmæssige be­skyt­telse af vikarer, fandt Højesteret, at kompetencen ved overførslen fra de almindelige dom­stole til Arbejdsretten ved en lovændring i 2014 ikke kunne anses for begrænset til kun at omfatte visse af de spørgsmål, der kan opstå tvist om i relation til vikarlovens § 3, stk. 5. Vikarlovens § 3, stk. 7, og den tilsvarende bestemmelse i arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, måtte ses som udtryk for en særlig kompetenceordning, der som anført i forarbejderne ændrer den kompe­ten­cefordeling mellem Arbejdsretten og de almindelige domstole, der i øvrigt gælder.

Højesteret fandt på denne baggrund, at vikarlovens § 3, stk. 7, og arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, jf. § 11, må forstås således, at det hører under Arbejdsrettens enekompetence at træffe af­gørelse om, hvorvidt funktionæroverenskomsten lever op til den direktivmæssige beskyt­tel­se af vikarer.

Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens dom om afvisning.