Højesterets dom af 16. august 2010 i sag 108/2008 + 122/2009

Info

Resumé:

Skadelidte på deltid fik erstatning ud fra, at de kunne arbejde på fuld tid

Sagerne angik erstatning for tab af erhvervsevne til to kvinder, der begge blev udsat for en arbejdsulykke, og som på ulykkestidspunktet arbejdede på deltid. Den ene af de afgjorte sager vedrørte A, der på skadestidspunktet i 1995 arbejdede som dagplejepædagog med en ugentlig arbejdstid på 30 timer. Hun havde tre børn, der på dette tidspunkt var henholdsvis 2, 6 og 8 år. Indtil 1990 havde A i det væsentlige arbejdet på fuld tid.

Spørgsmålet i sagerne var, hvorledes erstatningen skal fastsættes i en situation, hvor en kvinde efter gennem nogle år at have arbejdet på fuld tid går ned i arbejdstid for at få tid til at passe mindre børn og derefter bliver ramt af en arbejdsulykke, med den følge at hun nu ikke længere ville kunne arbejde på fuld tid. Landsretterne var nået til forskellige resultater.

Både A og B fik for Højesteret medhold i, at deres erstatning skulle beregnes ud fra, at de kunne arbejde på fuld tid. Højesteret fastslog, at hvis skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte – uden skaden – kunne arbejde på fuld tid. At skadelidte på ulykkestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten. Højesteret fastslog endvidere, at den årsløn, der indgår ved udmålingen af skadelidtes erhvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, såfremt skadelidtes ansættelse på nedsat tid må anses for at være af midlertidig karakter.