Tjenestemands krav i henhold til sit ansættelsesforhold skulle forrentes som formueretligt krav efter renteloven
A blev på grund af strukturændringer afskediget fra sin tjenestemandsstilling i Københavns Kommune, og han blev derved berettiget til at modtage rådighedsløn i tre år. A fyldte 65 år ét år efter sin fratræden og fik dermed ret til tjenestemandspension. Kommunen ophørte herefter med at udbetale rådighedsløn. Efter Højesteret i en dom i 2013 fastslog, at tjenestemænd har ret til rådighedsløn efter det fyldte 65. år, rejste DJØF på vegne af A et krav om efterbetaling af to års rådighedsløn, hvilket kommunen udbetalte. Kommunen afslog dog at betale renter af efterbetalingskravet.
Sagen drejede sig hovedsageligt om, hvorvidt A’s krav på rådighedsløn var et pengekrav inden for formuerettens område eller var et offentligretligt krav.
Højesteret udtalte, at tjenestemænds krav indeholder elementer af både formueretlig og offentligretlig karakter, og at der ved sådanne typer af krav skal foretages en samlet vurdering af, om retsforholdet har de karakteristika, der normalt kendetegner et formueretligt krav.
Højesteret udtalte endvidere, at krav, der udspringer af ansættelsesforhold i det offentlige, har de karakteristika, der normalt kendetegner formueretlige krav, og at også tjenestemænds krav med tiden har fået de samme karakteristika. Efter en samlet vurdering udtalte Højesteret, at tjenestemænds krav ikke kunne anses for i særlig grad at være bestemt af offentligretlige hensyn, og at de derfor faldt inden for formuerettens område.
A var derfor berettiget til renter af efterbetalingskravet efter renteloven.
