Retsplejeloven
Straffeloven
Færdselsloven
Forvaltningsret
Færdselsret
Procesret
Strafferet
Transportret
Højesteret fastslog, at anklageskrifterne var udformet på en måde, der levede op til præciseringskravet i retsplejeloven og til de krav, der stilles efter artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret fastslog endvidere, at det ikke udgjorde en fejl, at landsretten havde tilladt dokumentation af politirapporter med de tiltaltes forklaringer om forholdene.
De overtrædelser af taxilovgivningen og færdselsloven, som de tiltalte var dømt for, måtte anses for en række ensartede og kontinuerlige handlinger med en sådan indre sammenhæng, at de udgjorde en fortsat forbrydelse, og Højesteret fastslog derfor, at der på tidspunktet for sigtelserne ikke var indtrådt forældelse af strafansvaret.
Højesteret udtalte endvidere, at det var berettiget, at de oplysninger, som SKAT modtog fra de hollandske skattemyndigheder, indgik i straffesagen mod de tiltalte.
Ved strafudmålingen havde landsretten lagt vægt på karakteren af de begåede forhold, og at der var tale om et betydeligt antal kørsler til samtidig pådømmelse. Landsretten havde under disse omstændigheder fastsat bøderne med udgangspunkt i de af Uber udbetalte beløb. Højesteret fastslog – henset til, at anklagemyndigheden ikke havde nedlagt påstande om konfiskation – at bøderne under de anførte omstændigheder var fastsat med udgangspunkt i de udbetalte beløb.
Højesteret fandt, at de bødestraffe på mellem 40.000 kr. og 486.500 kr., som landsretten havde idømt de tiltalte, var passende.
Højesteret nåede således til samme resultat som landsretten.