Højesterets dom af 13. september 2006 i sag 2. afdeling, 249/2005

Info
  • SKM2006.592.HR

Resumé:

Ifølge dødsboskattelovens § 92 tilfalder 2/5 af dødsboskatten den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet.

Skattepligtige personer svarer for kalenderåret kommunal indkomstskat til den kommune (skattekommune), hvor de har bopæl den 5. september forud for det pågældende indkomstår, jf. kommuneskattelovens § 2.

Skatteyderen, der ved sin død i 1999 havde bopæl i Høng Kommune, havde den 5. september 1998 ubestridt bopæl i Frederiksberg Kommune. Landsretten fandt derfor, at Told- og Skattestyrelsens fordeling af dødsboskatten til Frederiksberg - og ikke Høng - Kommune var rigtig i henhold til dødsboskattelovens § 92, jf. kommuneskattelovens § 2. Fordelingsreglen i kommuneskattelovens § 3, hvorefter skatten fordeles mellem til- og fraflytningskommunen, fandt ikke anvendelse.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Parter

Høng Kommune
(advokat Lida Hulgaard)

mod

SKAT (tidligere Told- og Skattestyrelsen)
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Biintervenient

Frederiksberg Kommune
(advokat Finn Jepsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Per Walsøe, Niels Grubbe og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 9. juni 2005.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, Høng Kommune, har gentaget sin påstand.

Indstævnte SKAT, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Høng Kommune har for Højesteret frafaldet sit subsidiære anbringende.

Højesterets begrundelse og resultat

Dødsboskatteloven bestemmer i § 92, stk. 1, 1. pkt., at nærmere bestemte faste andele af både dødsboskatten og mellemperiodeskatten tilfalder "den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet". Efter ordlyden må bestemmelsen forstås som en henvisning til kommuneskattelovens § 2, stk. 1, der anvender samme ordvalg, "... personer svarer ... kommunal indkomstskat ... til den kommune (skattekommunen)", og ikke til § 3, stk. 1, der anvender andre udtryk, "... fordeler staten en andel af den kommunale indkomstskat ..., der påhviler skatteyderen, til tilflytningskommunen".

Denne forståelse støttes af udviklingen i lovgrundlaget. Før 1969 var indkomstskat af dødsboer omfattet af kommuneskattelovens § 3 om skattekommunens afgivelse af en del af skatten til tilflytningskommunen, jf. kommuneskattelovens dagældende § 7. 1 1969 blev denne fordelingsordning afskaffet. Kommuneskattelovens § 7 blev ophævet, og i stedet blev det i kildeskattelovens § 35, stk. 2, bestemt, at en nærmere bestemt andel af indkomstskatten af dødsboer "tilfalder ... den kommune, hvortil afdøde efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat svarede kommuneskat på dødsfaldets tidspunkt". Afskaffelsen af ordningen med fordeling i tilfælde af flytning er nærmere begrundet i lovens forarbejder. I 1986 blev bestemmelsen overført med uændret ordlyd til personskattelovens § 17. 1 1996 blev denne bestemmelse afløst af dødsboskattelovens § 92. Ordene "efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat" udgik, men den øvrige ordlyd, "tilfalder ... den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat", blev fastholdt. Forarbejderne omtaler ikke udeladelsen af ordene "efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat". Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at det var hensigten at genindføre den fordelingsregel ved flytning, som blev afskaffet i 1969, og der er heller ikke i lovteksten indarbejdet en henvisning til reglen i kommuneskattelovens § 3, stk. 1, eller andre holdepunkter for, at denne bestemmelse fremtidig skulle anvendes ved fordeling mellem kommunerne af skatteprovenu i forbindelse med en skatteyders død.

På denne baggrund må bestemmelsen i dødsboskattelovens § 92, stk. 1, 1. pkt., om, hvilken kommune nærmere bestemte faste andele af dødsboskatten og mellemperiodeskatten tilfalder, forstås som en henvisning til den skattekommune, der defineres i kommuneskattelovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1, finder således ikke anvendelse.

Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Høng Kommune betale 200.000 kr. til SKAT.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.