Der var ikke grundlag for forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som følge af forsinket diagnosticering af kræft
Sagen angik, om A havde krav på forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som følge af forsinket diagnosticering af hendes afdøde mand B’s spiserørs- og mavesækskræft (cardiacancer).
Højesteret fastslog, at lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet må forstås således, at tilkendelse af forsørgertabserstatning og overgangsbeløb efter erstatningsansvarsloven som følge af forsinket diagnose af en patients grundsygdom forudsætter, at den forsinkede diagnose – med den fornødne bevissikkerhed – har forvoldt patientens død, og at det ikke vil udgøre en patientskade, der berettiger til forsørgertabserstatning og overgangsbeløb, at en forsinket diagnose alene har ført til fremrykning af patientens død på grund af grundsygdommen.
Højesteret fandt, at A ikke havde godtgjort, at den forsinkede diagnose af B’s cardiacancer med overvejende sandsynlighed havde forvoldt hans død.
Højesteret tog herefter Ankenævnet for Patienterstatningens påstand om frifindelse til følge.
