Der forelå i forbindelse med tvangsanbringelse ikke ulovlig frihedsberøvelse eller ulovlig indskrænkning i bevægelsesfriheden
Ankestyrelsen havde i februar 2014 besluttet, at A skulle være anbragt uden for hjemmet indtil august 2014, hvor han fyldte 18 år. Efter at A flere gange havde forladt de opholdssteder, hvor han blev forsøgt anbragt, blev det efter aftale mellem Odense Kommune og Fonden Sparta besluttet, at A skulle anbringes i et sommerhus på Endelave. Han opholdt sig dér fra den 15. april til den 25. maj 2014.
Sagen angik, om A under opholdet på Endelave blev udsat for ulovlig frihedsberøvelse eller ulovlig indskrænkning i sin bevægelsesfrihed, og om der i givet fald var grundlag for godtgørelse for tort.
Højesteret lagde bl.a. til grund, at sognefogeden på øen ved As ankomst den 15. april 2014 dels ved samtale, dels ved at tage ham i hånden fik ham med til det sommerhus, hvor han skulle anbringes, og at sognefogeden – da A næste dag forsøgte at komme med færgen fra Endelave – sagde til ham, at han ikke måtte komme med, og i den forbindelse muligt havde en arm om hans skulder og en hånd på hans arm. Højesteret lagde også til grund, at medarbejderne i Fonden Sparta navnlig i begyndelsen af opholdet fulgte A tæt og i den forbindelse tilkendegav, at de – hvis A ville forlade øen – ikke fysisk ville kunne forhindre ham i det, men i så fald ville bede politiet om at anholde ham og bringe ham tilbage.
Højesteret fandt, at der ikke var tale om forhold, som gik ud over, hvad der på daværende tidspunkt var hjemmel til som led i den almindelige omsorgspligt i forbindelse med udmøntning af afgørelser om anbringelse uden for hjemmet. Der forelå heller ikke frihedsberøvelse eller begrænsning i retten til at færdes frit og selv vælge sit opholdssted i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
