Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse om ikke at genoptage en sag vedrørende patienterstatning
Sagen angik, om Ankenævnet for Patienterstatningen skulle genoptage en sag vedrørende patienterstatning, efter at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ved en afgørelse havde fundet, at den overlæge, som havde behandlet den nu afdøde A, havde handlet under normen for anerkendt faglig standard. Disciplinærnævnet vurderede bl.a., at overlægen ”burde have iværksat videre undersøgelse med ambulant opfølgning og kontrol af A”.
Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn var truffet på baggrund af de samme faktiske oplysninger, som indgik i den oprindelige afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen. Endvidere indgik disciplinærnævnets vurdering i ankenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen, men dette førte ikke til en anden vurdering af, om korrekt behandling ville have forhindret A’s død.
Efter det anførte fandt Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen, idet der ikke i forbindelse med genoptagelsesanmodningen var fremkommet nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at den ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med ankenævnets oprindelige stillingtagen.
