Dom for fire kørsler i frakendelsestiden gav grundlag for konfiskation af to biler, der henholdsvis var anvendt ved fjerde kørsel og var anskaffet som erstatning for den bil, som var anvendt ved tredje kørsel
T var dømt for i alt fire kørsler i frakendelsestiden. De to første og den sidste kørsel blev foretaget i Ts Mercedes-Benz, mens den tredje kørsel blev foretaget i Ts BMW. Denne BMW blev efterfølgende solgt, og i stedet anskaffede T sig en ny BMW. Både Mercedes-Benz’en og den nye BMW blev beslaglagt af politiet efter den fjerde kørsel.
T benyttede således ved de to sidste kørsler i frakendelsestiden, der gav grundlag for obligatorisk konfiskation, et motorkøretøj, som han selv var ejer af. Højesteret fastslog, at færdselslovens § 133 a, stk. 11, ikke indeholder hjemmel til obligatorisk konfiskation af Ts andre biler, der ikke blev anvendt ved den aktuelle overtrædelse.
Ved den fjerde kørsel i frakendelsestiden anvendte T sin Mercedes-Benz, som skal konfiskeres efter færdselslovens § 133 a, stk. 6, og denne kørsel kan derfor ikke give anledning til konfiskation af yderligere køretøjer. Ved den tredje kørsel i frakendelsestiden anvendte T sin oprindelige BMW. Dette køretøj skulle ligeledes have været konfiskeret efter færdselslovens § 133 a, stk. 6, men det var imidlertid solgt og erstattet af den nye BMW, inden politiet foretog beslaglæggelse i sagen. Højesteret tiltrådte, at der også for det nye køretøj var hjemmel til obligatorisk konfiskation, da det var anskaffet til erstatning for det køretøj, der blev anvendt ved kørslen.
Der forelå ikke sådanne særlige grunde, der undtagelsesvis kunne tale for at fravige reglerne om obligatorisk konfiskation.
Højesteret stadfæstede i det væsentligste landsrettens dom.
