Ikke årsagsforbindelse mellem et færdselsuheld og en kronisk smertetilstand.
Ved et færdselsuheld den 3. juli 2002 blev A som fører af en personbil påkørt bagfra af en anden bil, mens hun holdt stille for at dreje til højre og ventede på en ligeudkørende cyklist. Den bagfra kommende bil blev i uheldsøjeblikket ført med en hastighed af ca. 10 km/t. Ved påkørslen pådrog A sig en forvridning af halshvirvelsøjlen. Efterfølgende udviklede A en kronisk smertetilstand.
Højesteret bemærkede, at der ved vurderingen af, om der var ført bevis for årsagsforbindelse, måtte tages hensyn til karakteren af færdselsuheldet med lav påkørselshastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning og til, at den kroniske smertetilstand, som A led af, var karakteriseret ved symptomer, der var uspecifikke og hyppigt forekommende i den almindelige befolkning.
Efter Retslægerådets udtalelse i sagen er årsagerne til kroniske smertetilstande mange og komplekse. I A’s tilfælde fandt Retslægerådet det vanskeligt at udtale sig om årsagen, og Retslægerådet betegnede sammenhængen mellem A’s nuværende tilstand og færdselsuheldet som usikker.
På denne baggrund fandt Højesteret det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at A’s kroniske smertetilstand var en følge af færdselsuheldet. Det kunne ikke føre til en anden bedømmelse, at A forud for færdselsuheldet var rask, og at der ikke var oplysninger om forudbestående lidelser af betydning. (Dissens)
