Højesterets dom af 05. januar 2021 i sag BS-24726/2020-HJR

Info

Resumé:

Bedst for 9-årig pige at have samvær med sin mor


Barnet B, der var født i 2011, boede hos sin far, der havde forældremyndigheden over hende. Sagen angik spørgsmålet om samvær for B med sin mor, M.


Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Be­stem­melsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4. Spørgsmålet var, om der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det ville være bedst for B, at hun ikke havde samvær med M.


Højesteret lagde til grund, at B siden 2013 med afbrydelser havde haft overvågede samvær med M. Samværene for­­løb godt fra februar 2015 og indtil februar 2017, hvor M som følge af afslag på opholds­tilladelse måtte udrejse af Danmark. Siden havde der kun været en sporadisk kontakt mellem mor og datter. Efter at de fysiske samvær blev genoptaget i foråret 2019, hav­de der været gen­nemført eller forsøgt gennemført fire samvær i foråret 2019 og et samvær i januar 2020. Ingen af disse samvær var forløbet godt for B.


Der forelå to børnesagkyndige vurderinger fra 2015 og 2019. Begge vurderinger talte entydigt for, at det ville være bedst for B – med passende støtte – at have samvær med M.


Højesteret fandt, at det ville være bedst for B, at hun havde samvær med M i nærmere bestemt omfang.

Landsretten var nået til et andet resultat.