Efter offererstatningslovens § 10 er erstatning betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer. Betingelsen kan dog fraviges, hvis forholdene taler for det.
Erstatningsnævnet havde før 2014 en lempelig praksis for at meddele dispensation fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor pædagoger mv. udsættes for vold på deres arbejde. I 2014 skærpede Erstatningsnævnet denne praksis, således at dispensation kun blev meddelt, hvis konkrete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolder talte imod politianmeldelse. Praksisændringen blev først offentliggjort i juni 2015.
A var ansat på en institution for unge, hvor hun i marts 2014 var udsat for en episode, hvor en 14-årig elev tog halsgreb på hende. Episoden blev ikke anmeldt til politiet. Erstatningsnævnet afslog A’s ansøgning om erstatning efter offererstatningsloven, fordi nævnet fandt, at den manglende politianmeldelse ikke var begrundet i konkrete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolder.
Spørgsmålet i sagen var, om Erstatningsnævnet havde pligt til at dispensere fra kravet om politianmeldelse.
Højesteret fandt, at Erstatningsnævnets praksisændring i 2014 var uden hjemmel i loven, og at nævnet derfor var forpligtet til som efter den tidligere praksis at dispensere også i tilfælde, hvor den manglende politianmeldelse som i den foreliggende sag var begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution.
Højesteret bemærkede i øvrigt, at Erstatningsnævnet ikke ville have været berettiget til at ændre praksis uden varsel og med virkning for voldsepisoder, der som episoden vedrørende A havde fundet sted forud for praksisændringen.
