Statsforvaltningens afgørelser om frigivelse af et barn til adoption og efterfølgende bevilling af adoption var gyldige
Sagen angik, om Statsforvaltningens afgørelser om frigivelse af et barn til adoption og efterfølgende bevilling af adoption skulle ophæves. Hovedspørgsmålet i sagen var, om afgørelserne var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Barnet var blevet tvangsfjernet fra sine biologiske forældre umiddelbart efter fødslen og anbragt i pleje. Der blev etableret samvær mellem barnet og de biologiske forældre, da barnet var ca. et halvt år. Samværet ophørte ved Statsforvaltningens bevilling af adoption af barnet, da barnet var ca. et år og ni måneder. Statsforvaltningen havde på tidspunktet for sagens hovedforhandling i Højesteret endnu ikke taget stilling til, om der kunne fastsættes samvær mellem barnet og de biologiske forældre efter adoptionen.
Højesteret fandt, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at de biologiske forældre uanset støtteforanstaltninger varigt var ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst indebar, at adoption var det bedste for barnet. Betingelserne for adoption efter adoptionsloven var derfor opfyldt. Højesteret fandt endvidere, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til barnets bedste, at adoption uden samtykke var forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Højesteret udtalte dog, at det næppe er foreneligt med Menneskerettighedskonventionen, hvis samvær eller anden kontakt efter adoptionen kun er en mulighed i helt særlige tilfælde, og at Statsforvaltningen så hurtigt, som det er muligt, bør træffe afgørelse, om det er bedst for barnet, at barnet fortsat skal have samvær eller anden kontakt med sine biologiske forældre.
