Overdragelse af ejendom mellem interesseforbundne parter kunne ikke ske til den offentlige ejendomsvurdering
Sagen angik, om Strandhuset ApS i skattemæssig henseende var berettiget til at sælge en ejendom til Svend Petersen for 5 mio. kr. svarende til den seneste offentlige ejendomsvurdering. Der var enighed om, at Svend Petersen og Strandhuset var interesseforbundne parter, og at overdragelsen derfor skulle ske i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
Efter administrativ praksis anvendes ved bedømmelsen af, om et salg er sket i overensstemmelse med armslængdeprincippet, som udgangspunkt den seneste offentlige ejendomsvurdering som udtryk for handelsværdien, men hverken skattemyndighederne eller parterne er bundet af denne vurdering, hvis den ikke giver et retvisende udtryk for handelsværdien ved aftalens indgåelse.
Højesteret udtalte, at den part, der gør gældende, at den offentlige ejendomsvurdering ikke giver et retvisende udtryk for handelsværdien, har bevisbyrden for dette.
Højesteret fastslog, at Skatteministeriet bl.a. ved salgspriser på andre ejendomme i samme område havde godtgjort, at den seneste offentlige ejendomsvurdering for ejendommen ikke var et retvisende udtryk for ejendommens handelsværdi. Overdragelse af ejendommen til Svend Petersen for 5 mio. kr. var derfor ikke i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
Da den offentlige ejendomsvurdering ikke var retvisende, havde SKAT været berettiget til skønsmæssigt at ansætte ejendommens handelsværdi. Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, hvorefter handelsværdien af ejendommen i 2014 var 10 mio. kr. Overdragelse til Svend Petersen til en pris, der var mindre end 10 mio. kr., var således heller ikke i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
