Kommune havde ikke efter byfornyelsesloven pligt til at tilbyde lejer en erstatningsbolig, hvor huslejen ikke oversteg et bestemt lejeniveau
Sagen angik, om der efter byfornyelseslovens § 61, stk. 2, og § 62, gælder et huslejeloft ved en kommunes anvisning af en erstatningsbolig.
Højesteret fastslog, at dette ikke er tilfældet. Frederiksberg Kommune havde som følge heraf ikke pligt til at tilbyde L en erstatningsbolig, hvor huslejen ikke oversteg et bestemt lejeniveau. Højesteret henviste herved til ordlyden og sammenhængen mellem bestemmelserne i § 61, stk. 2 og § 62, til bestemmelsernes forarbejder og historik samt til den særlige støtteordning i byfornyelsesloven, herunder i lovens § 67, der er indført med det formål at afbøde de økonomiske konsekvenser for lejere af huslejestigninger som følge af byfornyelse.
Højesteret lagde til grund, at Frederiksberg Kommune i forbindelse med sin søgning efter en passende bolig til L havde været opmærksom på hendes ønsker og økonomiske formåen, og fandt, at kommunen havde udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at finde en passende erstatningsbolig til hende.