Parter
A
(v/Adv. Karum Ahmed)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Sebastian Knop Reventlow)
Afsagt af Byretsdommer
Lene Falk
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er modtaget den 12. august 2016, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har modtaget maskerede udlodninger fra sit selskab, således at der skal ske beskatning.
A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgers indkomst nedsættes med 521.305 kr. i indkomståret 2009 og 866.522 kr. i 2010.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Landsskatteretten afsagde den 12. maj 2016 en afgørelse vedrørende A for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Af kendelsen fremgik blandt andet:
"...
Der klages over, at SKAT har forhøjet indkomsten med maskeret udbytte fra selskab samt, at SKAT ikke har godkendt fradrag for renteudgifter.
Indkomståret 2008
...
Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen til 0 kr.
Indkomståret 2009
...
Landsskatteretten ansætter beløb til 521.305 kr.
Indkomståret 2010
...
SKAT har forhøjet indkomsten med 866.522 kr. vedrørende maskeret udbytte fra G1.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
...
Faktiske oplysninger
Klageren var i 2008 – 2010 hovedanpartshaver og direktør i det nu konkursramte selskab G1. Selskabet blev taget under konkursbehandling ved dekret af 12. juni 2012. Konkursen er endelig afsluttet den 22. august 2013 efter en analogi til konkurslovens § 143 som værende uden midler.
Selskabet havde regnskabsår fra 1. september – 31. august. Den seneste årsrapport, der er aflagt forud for konkursen, er rapporten, der omfatter året 1. september 2009 – 31. august 2010 (indkomståret 2010). G1 drev rådgivende ingeniørvirksomhed inden for byggeri- og anlægsarbejder.
G1 var moderselskab for selskaberne G1.1, G1.2 og G1.3 AB. Selskabet ejede 50 % af selskaberne G2 og G3 samt 33,3 % af G4. G3 blev taget under konkursbehandling den 12. juni 2012.
G1.1 blev den 7. september 2011 erklæret konkurs efter en forgæves rekonstruktionsbehandling. Klageren var direktør i selskabet. Den senest foreliggende årsrapport for G1.1 er rapporten for perioden 1. september 2009 – 31. august 2010. G1.1 drev entreprisevirksomhed inden for bygge- og anlæg.
Ifølge de indberettede oplysninger for 2009 og 2010 (R-75) modtog klageren løn fra G1.1 på hhv. 112.182 kr. og 0 kr. I 2008 modtog klageren løn fra G1.1 på 651.285 kr. Klagerens beregningsmæssige formue udgjorde pr. 31. december 2008 -5.190.560 kr. Klagerens beregningsmæssige formue udgjorde pr. 31. december 2009 -6.714.380 kr. Klagerens beregningsmæssige formue udgjorde pr. 31. december 2010 -6.728.279 kr.
Aktionærlån, optionsaftale/køberetsaftale og samarbejdsaftale
Den 16. marts 2007 indgik G5 som ejer og klageren (A) eller ordre til G1.1 en køberetsaftale (optionsaftale). Optionsaftalen er benævnt ”Y1-optionen”.
Køberetsaftalen er fremlagt af klageren i forbindelse med behandlingen af klagen i Skatteankestyrelsen. Køberetsaftalen blev fremsendt i et supplerende indlæg.
Af pkt. 1 i Køberetsaftalen (”Y1-optionen”) fremgår, at køberetten er gældende fra 15. april 2007, og at køberetten omfatter 3 matrikler alle beliggende på adressen Y1-adresse. Køberetten giver A ret til at erhverve de tre matrikler på vilkår, der er fastsat i aftalen i tiden til om med 15. april 2009. Af pkt. 4 fremgår, at A eller ordre til ejer skal betale et månedligt beløb på 175.000 kr. hver den 1. i måneden Første betaling skal ske den 1. juni 2007. Vederlaget skal betales månedligt bagud indtil køberettens udløb eller indtil den overtagelsesdag, der måtte blive aftalt, såfremt køberetten udnyttes. Hvis køberetten udnyttes inden aftalens udløb, fragår de betalte månedlige ydelser i købesummen for ejendommen. I modsat fald anses disse for endelig betaling for køberetten.
Af pkt. 4 fremgår endvidere følgende:
”A eller ordre stiller senest den 20. april 2007 en bankgaranti på kr. 4.800.000,00, der nedskrives månedligt med de erlagte ydelser, første gang 1.5.2007. Garantien dækker udover de månedlige ydelser et aftalt bodsbeløb på kr. 600.000,00, der pålægges A, såfremt det bliver nødvendigt inden køberettens udløb at bringe garantien i anvendelse grundet manglende betaling fra A´s side. Såfremt garantien ikke bringes i anvendelse og køberettens udnyttes, tilkommer der til gengæld A et fradrag i købesummen på kr. 25.000,00 pr. måned indtil overtagelsesdagen.”
Af pkt. 7 fremgår, at køberetten udløber den 15. april 2009, idet der dog i sidste pkt. i afsnit 7 er indsat en bestemmelse om indgåelse af en ny aftale.
Sidste pkt. i Køberetsaftalens pkt. 7 har følgende ordlyd:
”Det meddeles dog A forret til at indgå en ny køberetsaftale fra tidspunktet for udløbet af nærværende køberetsaftale, såfremt A senest på tidspunktet for udløbet 15.4.2009 indgår ny køberetsaftale med indhold identisk med nærværende, dog således, at de månedlige beløb for betaling af køberetten som anført i punkt 4 forhøjes fra kr. 175.000,00 til kr. 250.000,00 pr. måned, og at der samtidigt stilles bankgaranti for 6.000.000,00 til afløsning af den hidtidige garanti på kr. 4.800.000,00.”
Køberetten blev ikke udnyttet.
Den 5. december 2007 indgik G1.1 ifølge cirkulæreskrivelse nr. 3 af 5. oktober 2011 fra kurator i G1.1´s konkursbo en Samarbejdsaftale med G6 vedrørende udnyttelse af optionen i henhold til Køberetsaftalen af 16. marts 2007 indgået mellem klageren eller ordre til G1.1. I henhold til aftalen skulle G6 ifølge kurator indtræde som meddebitor for en kassekredit i F1-bank (som august/september 2008 blev overtaget af F2-banken AB ”). Trækket på kassekreditten udgjorde den 5. december 2007 2.181.684,86 kr.
Den 1. april 2008 meddelte klageren G6, at Y1-optionen nu lå hos ham privat og således ikke længere var en del af G1.1.
G6 meddelte i et brev af 11. november 2008 G1.1, at selskabet anså samarbejdsaftalen som bortfaldet som følge af personskiftet samt G1.1´s økonomiske forhold.
G1.1 indtrådte ikke som meddebitor på kassekreditten.
Den 15. februar 2010 indklagede G1.1, G6 for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
G1.1´s konkursbo indtrådte ikke i klagesagen, idet boet vurderede, at det ville være meget vanskeligt for boet at løfte bevisbyrden for, at boet havde et krav mod G6 henset til, at det ikke fremgår klart af sagen, at Y1-optionen og kassekreditten formelt tilhørte G1.1 på tidspunktet for indgåelse af samarbejdsaftalen, og at Y1-optionen blev ”flyttet” tilbage til A og dermed ikke tilhørte G1.1, da samarbejdsaftalen blev krævet effektueret. Boet lagde endvidere vægt på, at aftalen ikke straks blev opfyldt og effektueret i overensstemmelse med parternes aftale.
Klageren har bestridt, at han personligt har været ejer af Y1-optionen.
I forbindelse med G1’s konkursbehandling konstaterede konkursboets kurator advokat LB fra R1, at der i den seneste årsrapport forud for konkursen pr. 31. august 2010 var optaget et tilgodehavende hos virksomhedsdeltager og ledelse på 1.464.764,67 kr.
I en e-mail af 17. oktober 2012 til kurator i G1’s konkursbo oplyste klageren, at han ikke har lånt penge af G3 eller G1, hvorfor oplysningen fra selskabets tidligere revisor må bero på en fejl.
”….så er tilgodehavende opstået, fordi man har flyttet en optionsret til mig. Først fra G1.1 til G1 og derfra til mig. Optionsretten tilhørte rettelig G1.1. Men som følge af dette selskabs truende konkurs flyttede man arrangementet på papiret. Beløbet er alene en kreditfacilitet stillet til rådighed af F4-bank, oprindelig til G1.1. Herefter er kreditfaciliteten flyttet til G1 og så til mig….”
Revisor LK, som var revisor i G1, har i en e-mail af 13. oktober 2012 til kurator i G1’s konkursbo bl.a. oplyst følgende:
”…for G1 er der tale om et tilgodehavende hos A. Tilgodehavenderne fremgår af selskabernes bogføring og derudover er jeg ikke bekendt med, hvorvidt der er udarbejdet lånedokumenter eller lignende.”
I en e-mail fra kurator af 26. oktober 2012 modtog SKAT en kontospecifikation af mellemregningskontoen mellem G1.1 og klageren for perioden 1. september 2009 – 31. august 2010 og en kontospecifikation af mellemregningskontoen mellem G1 og klageren for perioden 1. september 2009 – 7. august 2010.
Kurator i G1 under konkurs meddelte den 10. april 2013 SKAT, at boet ikke havde midler til at forfølge det ulovlige aktionærlån på 1.464.756 kr.
Af redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, over boet forhold i G1 under konkurs fremgår, at kurator har givet orientering til politiet om ulovligt aktionærlån.
...
Klageren har i en mail af 19. november 2011 til SKAT oplyst følgende:
”Jeg har i sagens natur ikke præcise data, men husker således:
I 20xx indgår G1.1 en optionsaftale med Grundejer JS (har ikke data) omkring en betinget købsaftale på en større grund i Y2-by.
Aftalen indebar en månedlig betaling på kr. xxx.000, pr. måned som blev overført til dennes konto og kr. 35.000, i kontanter som skulle afleveres af undertegnede eller en af undertegnets medarbejdere på JS’s privat adresse – i perioden som – jeg husker – var på 3 år. (Medarbejder IV afleverede ved flere lejligheder beløbet).
Denne aftale løb over flere år og blev forlænget én gang med mindst ét år.
Købsaftalen skulle effektueres når grunden forventeligt blev lagt ind under byzone i lokalplanen. G1.1 stillede betalingsgaranti for den samlede optionssum via garantiforsikringsselskabet G7.
F3-bank (som efterfølgende blev overtaget af F4-bank) stillede en kreditfacilitet til rådighed for optionerne med baggrund i optionsaftalen.
I begyndelsen fungerede alt tilfredsstillende, gælden på kassekreditten voksede planmæssigt og Y2 Kommune var positive.
Hen over julen efterfølgende år kom G1.1 i vanskeligheder som følge af at en kunde tilbageholdte godt 20 millioner.
Banken, nu F4-bank ønskede ikke at optionsretten skulle falde i hænderne i et eventuelt konkursbo for G1.1, hvorfor F4-bank bestemte at optionsretten og den tilhørende gæld skulle overføres til mig privat og imellem selskaberne.
Jeg har forklaret R1 disse forhold, men de har ikke ønsket at forfølge yderligere.
Der er ingen lånedokumenter – andet end dem i banken? – for kontoen er bare flyttet til mig og der er således opstået en gæld i forhold til mig. Men optionsretten tilhørte G1.1 og det var G1.1 som havde stillet betalingsgarantien.
Jeg har således ikke kunnet dokumentere de præcise forhold overfor R1 og jeg har ikke kunnet gøre det overfor SKAT – jeg kan ikke huske de præcise omstændigheder 3 til 4 år tilbage og jeg har ingen muligheder for at kunne dokumentere disse forhold uden, at have adgang til bogholderi for G1.1, G3 og G1.
Men sagen er at jeg ikke har optaget lån i disse selskaber, men alene at man i banken har (forsøgt) at flytte en optionsret som tilhørte G1.1 og som G1.1 havde stillet garanti for.
Samtidigt så forholder det sig således at koncernen havde trukket samlet godt 10 millioner på sine kreditfaciliteter, herunder disse optioner mv. Disse kreditfaciliteter har jeg personligt garanteret for i forhold til F4-bank og jeg skylder derfor nærværende mere end 10 millioner til F4-bank. Herunder de ”samme” penge som SKAT nu vil beskatte mig af?.
Det forholder sig altså således, at SKAT vil beskatte penge fra mine egne lån i F4-bank ? Og herudover penge som jeg faktuelt aldrig har lånt i selskaberne?
..."
...
SKATs afgørelse
Alt hvad en hovedanpartshaver hæver i sit selskab enten i form af likvider eller lignende i er skattepligtig enten som løn, udbytte eller likvidationsprovenu (aktieavance).
Klageren har ved sin underskrift på årsrapporten anerkendt rigtigheden af revisors oplysninger om det ulovlige anpartshaverlån samt størrelsen heraf.
Årsrapporten 2009/10 er fremlagt og godkendt på selskabets ordinære generalforsamling den 21. februar 2011 og er godkendt af klageren. Årsrapporten 2008/09 er underskrevet af klageren den 14. januar 2010.
SKAT har efterfølgende ikke modtaget eller fundet dokumentation for, at klageren har tilbagebetalt hele det ulovlige anpartshaverlån til G1. Der har heller ikke været muligt, via kurator, at fremskaffe optionsaftalen, hvorfor klagerens påstand om, at der ikke er tale om et lån, men alene en kreditfacilitet, ikke er dokumenteret. Det skal i øvrigt bemærkes, at posteringerne benævnt ”optionsret” på henholdsvis 35.000 kr. og 75.000 kr. indgår på mellemregningskontoen mellem klageren og G1.1 med regelmæssige intervaller i perioden september 2009 til og med marts 2010.
Den skattemæssige behandling af det ulovlige anpartshaverlån skal ske ud fra en vurdering af, hvorvidt klageren på hæve tidspunktet var i stand til at tilbagebetale lånet.
Klageren havde i 2008 – 2010 en negativ formue. Det understøtter, at klageren ikke på hæve tidspunktet ville have været i stand til at tilbagebetale det ulovlige anpartshaverlån og, at klageren ikke var i stand til løbende at betale sine forpligtelser på aktionærlånet. Den manglende betalingsevne anses ikke for forbigående. Det understøttes af, at det ulovlige anpartshaverlån ikke blev tilbagebetalt, forinden selskabet gik konkurs.
SKAT har beskattet klageren af hævningerne på mellemregningskontoen som maskeret ud med hjemmel, jf. ligningsloven § 16 A, stk. 1. Maskeret udbytte skal selvangives på samme måde som almindelige udbytter uden indeholdelse af udbytteskat, hvilket vil sige som aktieindkomst, jf. personskatteloven § 4 a, stk. 1, nr. 1.
...
Landsskatterettens afgørelse
Af ligningslovens § 16 A, stk. 1, nr. 1 fremgår, at som udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere.
Ved § 1 i lov nr. 926 af 18. september 2012 blev § 16 E indsat i ligningsloven. Efter bestemmelsen skal et lån eller en sikkerhedsstillelse, der ydes fra et selskab direkte eller indirekte til en aktionær med bestemmende indflydelse, beskattes hos aktionæren som en hævning uden tilbagebetalingspligt. Ligningslovens § 16 E har virkning for lån, der ydes, for sikkerheder, der stilles, og for midler, der stilles til rådighed, fra og med den 14. august 2012.
Af ligningslovens § 5, stk. 8 fremgår, at renteudgifter mv. først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter mv. anses ved anvendelsen af reglerne i dette stykke for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum.
Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 fremgår, at SKAT ikke kan afsende varsel som om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.
Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 fremgår, at fristerne efter stk. 1 først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven.
Landsskatteretten lægger for sagens afgørelse til grund, at klageren er hovedanpartshaver i G1, som ejer 100 % af kapitalen i G1.1. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at klageren, G1 og G1.1 er omfattet af den personkreds, der er nævnt i skattekontrollovens § 3 B.
Det må anses som godtgjort, at klageren den 16. marts 2007 indgik en køberetsaftale (”Y1-optionen”) med G5 klageren havde i henhold til ”eller ordre” klausulen i køberetsaftalen ret til at overdrage sin ret til G1.1.
Landsskatteretten lægger til grund, at klageren i 2007 overdrog Y1-optionen til G1.1. Det understøttes af, at der efter det oplyste blev indgået en samarbejdsaftale mellem G1.1 og G6. I overensstemmelse med klagerens meddelelse af 1. april 2008 til G6 lægger Landsskatteretten til grund, at Y1-optionen den 1. april 2008 gik tilbage til klageren.
Køberetsaftalen af 16. marts 2007 udløb den 15. april 2009. Y1-optionen var derfor udløbet den 1. oktober 2009, da mellemregningskontoen mellem G1.1 og klageren blev debiteret med hhv. 35.000 kr. og 75.000 kr., i alt 110.000 kr. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at køberetsaftalen af 16. marts 2007 blev afløst af en ny aftale, hvori det blev aftalt, at de månedlige ydelser skulle udgøre 110.000 kr., heraf skulle 35.000 kr. efter det oplyste betales kontant og 75.000 kr. ved en bankoverførsel. Det er ikke ved fremlæggelse af objektive kendsgerninger f.eks. i form af en ny aftale eller en overdragelsesaftale mellem G1.1 og klageren dokumenteret eller sandsynliggjort, at G1.1 er part i den nye aftale.
Af kontospecifikation af mellemregningskontoen mellem klageren og G1.1 fremgår, at G1.1 i oktober 2009 – april 2010 betalte de månedlige ydelser, som det påhvilede klageren at betale til G5 Klageren hævede i 2009 og 2010 kontante midler i G1.1 og lod i 2009 og 2010 G1 betale sine private udgifter. Gælden til G1.1, der den 31. maj 2010 udgjorde, 943.212,28 kr., blev overtaget af G1, der ligeledes i 2010 overtog den yderligere gæld, som klageren fra 31. maj 2010 – 31. august 2010 pådrog sig overfor G1.1.
Det omtvistede beløb på i alt 1.464.764 kr. er i årsrapporten for G1 regnskabsmæssigt optaget som et tilgodehavende hos klageren. Selskabsretligt er tilgodehavendet blevet anset som et ulovligt aktionærlån. Selskabets tilgodehavende hos klageren er opstået før 14. august 2012. Hvorvidt klageren kan beskattes af maskeret udlodning på tidspunktet for foretagelse af hævningerne beror på praksis forud for 14. august 2012.
Lån, som opstår ved, at en hovedanpartshaver hæver beløb i selskabet – hvad enten det sker kontant eller ved, at anpartshaveren lader selskabet betale for sine private udgifter må i henhold til dagældende praksis i almindelighed anerkendes i skattemæssig henseende, når anpartshaveren er solvent, dog forudsat at det på tidspunktet for de enkelte hævninger har været meningen, at anpartshaveren skal tilbagebetale beløbet. Det er ikke godtgjort, at klageren i 2009 og 2010, hvor hævningerne fandt sted, var i stand til at betale.
Landsskatteretten er derfor enig med SKAT i, at hævningerne skal beskattes som maskeret udbytte hos klageren, jf. ligningslovens § 16 A.
..."
Den 23. marts 2017 blev der afsagt dom i Byretten, hvoraf det fremgik, at A var tiltalt for overtrædelse af selskabslovens § 367, stk. 1, jf. § 210, stk. 1, ved som direktør i holdingselskabet G1, siden årsregnskabet 2008-2009 at have ladet selskabet opretholde et lån til sig, som ikke ses indfriet. A blev frifundet.
Af en redegørelse af 10. november 2017 fra politiet fremgår blandt andet, at mødende anklager efter en samlet vurdering fandt, at bevisbyrden for overtrædelse af selskabslovens § 367, stk. 1, jf. § 210 ikke kunne løftes, hvorfor der blev nedlagt påstand om frifindelse.
Af årsrapport 1. september 2008 31. august 2009 for G1 fremgik blandt andet, at årsrapporten var underskrevet af A, at revisoren under supplerende oplysninger vedrørende øvrige forhold havde anført, at der i strid med anpartsselskabslovens bestemmelser var ydet lån til selskabets ledelse, hvorved ledelsen kunne ifalde ansvar, og at der pr. 31. august 2009 var et tilgodehavende hos virksomhedstagere og ledelse på 131.284 kr.
Af årsrapport 1. september 2009 31. august 2010 for G1 fremgik blandt andet, at årsrapporten var underskrevet af A, at revisoren under forbehold havde anført et forbehold for værdiansættelsen af tilgodehavender hos virksomhedstagere og ledelsen, der i koncernens balance var indregnet til 1.464.765 kr., samt under supplerende oplysninger anført, at der i strid med selskabslovens bestemmelser var ydet lån til selskabets ledelse, hvorved ledelsen kunne ifalde ansvar.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af A.
A har forklaret, at optionsaftalen blev lavet, fordi han kendte NC. De havde tidligere handlet ejendomme med hinanden via G1.1. Sagsøgeren ejede G1, som ejede 80 % af G1.1.
G1.1 var et entreprenørselskab. Optionsaftalen blev indgået, fordi de havde planer om at bygge en ny G8 på grunden. De ville derfor sælge og bygge for G8. Optionsaftalen kom på plads i samarbejde med F3-bank (senere F4-banken). Der skulle derfor oprettes en kreditfacilitet på 6 mio. kr. til G1.1. Sagsøgeren havde i forvejen afgivet en selvskyldnerkaution i forhold til alle kreditfaciliteter i alle selskaberne i koncernen over for F3-bank. Sagsøgeren kautionerede derfor også for kreditfaciliteten i forbindelse med optionsaftalen. Det endte med at blive sagsøgerens, da G1.1 ikke kunne betale på grund af problemer med en kunde, der ikke kunne betale 20 mio. kr.
Sagsøgeren var ansat som lønmodtager i G1.1. Eneste formueværdier havde han i sit hus og i nogle biler. Formuen var på omkring 5-6 mio. kr.
Optionsaftalen var tidsbegrænset. Det skyldtes, at kommunen skulle lave en ny revision af lokalplanen, så der kunne bygges på grunden. De forventede derfor i første omgang, at kommunen var færdig på det tidspunkt, hvor optionsaftalen udløb. I første omgang troede de, at der ville gå 2-3 år. G1.1 havde stillet en garanti i forbindelse med optionsaftalen. Garantien betød, at hvis de ikke betalte de månedlige ydelser, så ville de resterende betalinger blive trukket på garantien. Der blev på et tidspunkt trukket 330.000 kr. Garantistiller var G7. De månedlige ydelser blev løbende hævet på kreditten hos F3-bank. Kreditfaciliteten var øremærket til betaling af optionen. Hver måned skrev sagsøgeren under på en forøgelse af kautionen. Helt frem til G1.1 gik konkurs, betalte de fra kreditfaciliteten hver måned. De forsøgte en rekonstruktion af G1.1. Optionen blev i den forbindelse overført til sagsøgeren. Det skyldtes, at hvis der blev en byggesag var den 100 mio. kr. værd. Derfor ville man gerne sikre optionsretten og ville forhindre, at den indgik i konkursboet. Det var bankens ide.
Banken stillede betingelser for kreditterne. Det var ikke noget, sagsøgeren selv bestemte. Revisoren vidste ikke noget om, hvad der skete. Det var i øvrigt ikke revisoren selv, der udførte revisionen, men derimod hans ansatte.
Der har været en straffesag, hvor politiet har taget kontakt til banken for at høre nærmere om optionen. Banken har i den forbindelse bekræftet, at det var noget, som de havde fundet på. Optionen var ikke noget værd, før der kom en ny lokalplan. Der er i øvrigt endnu ikke kommet en ny lokalplan for området.
Han kan ikke huske, hvornår optionen blev flyttet fra G1.1 til sagsøgeren, men det var før rekonstruktionen. MH var også kunde i F4-bank, og han var bekymret for, at G1.1 gik konkurs, så han pressede også på, for at aftalen gik over til sagsøgeren. MH var imidlertid også presset og stoppede derfor med at betale på optionsaftalen. Derfor blev sagen taget i voldgiftsretten.
Sagen med SKAT startede for nogle år siden. Han husker ikke datoen. Han havde korrespondance med kurator, svarende til det, der ligger i sagen. Kurator bad ikke sagsøgeren om at indbetale den bogførte mellemregningskonto på 1,4 mio. kr.
Sagsøgeren så først bogføringen af mellemregningskontiene i Byretten. Her fortalte han også, at det var første gang, at han så kontiene, og at bogføringen ikke passede. Det var ST, der flyttede pengene i regnskabet på mellemregningskontiene. Det var imidlertid G1.1, der havde kreditfaciliteten. Der var også andre posteringer på mellemregningskontiene, som ikke havde noget med sagsøgeren at gøre. Pengene blev udlignet med G1. Sagsøgeren ved ikke, hvorfor ST gjorde det. Sagsøgeren talte ikke med ST herom. Der er underbilag til alle posteringerne, hvor man vil kunne finde en forklaring. Sagsøgeren har imidlertid ikke bilagene. Sagsøgeren husker ikke, hvor optionen lå den 31. maj 2010.
Sagsøgeren underskrev regnskaberne. Han vidste godt, at der stod i regnskaberne, at der var et ulovligt aktionærlån. Han vidste godt, hvad det betød.
Men han havde ikke noget valg, for hvis han ikke skrev under, så ville alle selskaberne lukke. Det var revisorernes holdning, men ikke sagsøgerens holdning. Sagsøgeren har ikke lånt nogle penge af selskaberne. Det eneste man gjorde var at flytte en option.
Optionsretten blev bogført i G1.1. Kreditfaciliteten og garantien var ligeledes i G1.1. G1.1 afholdt alle beløb løbende, så længe den var i live. Kreditfaciliteten blev flyttet op i G1, da G1.1 ikke længere kunne betale.
Foreholdt at kurator i en cirkulæreskrivelse nr. 3 til kreditorerne i G1.1 under konkurs, skrev, at A den 1. april 2008 havde meddelt G6, at optionen nu lå hos ham privat og således ikke mere var en del af G1.1, forklarede sagsøgeren, at G6 ikke ville indgå i aftalen, fordi MH var bange for, at G1.1 ville gå konkurs. Sagsøgeren sagde derfor til MH, at hvis G1.1 gik konkurs ville optionen blive flyttet. Optionsaftalen var derfor ikke flyttet den 1. april 2008. MH betalte imidlertid aldrig til optionsaftalen, da der opstod problemer med en anden byggesag mellem MH og G1.1, hvor G1.1 trak nogle penge fra MH. Sagsøgeren mente derfor, at MH brugte det som løftestang for at komme ud af aftalen, og derfor i et brev af 11. november 2008 skrev, at samarbejdsaftalen var bortfaldet som følge af personskiftet, samt G1.1's økonomiske forhold.
Optionsaftalen blev flyttet til G1, og så kom den aldrig længere. Sagsøgeren vidste godt, at grunden var værdiløs og var ikke interesseret i at få den privat.
Foreholdt at sagsøgerens rådgivere R2 den 27. februar 2014 og 31. juli 2015 til Skatteankestyrelsen skrev, at optionsretten og den tilhørende gæld blev overført til A privat og imellem selskaberne, forklarede sagsøgeren, at han ikke havde noget valg over for banken. Banken ville gerne sikre grunden og vidste, at den var mange penge værd, hvis lokalplanen blev ændret. Optionen blev imidlertid ikke flyttet over til sagsøgeren. Når sagsøgerens rådgiver skriver noget andet den 27. februar 2014 og 31. juli 2015, så har rådgiveren misforstået det. Sagsøgeren kender ikke årsagen til, at rådgiveren har skrevet sådan. Han husker ikke, om han så indlæggene fra rådgiverne, måske fik han dem tilsendt, men læste dem ikke. Hans arrangement var ikke så stort på dette tidspunkt med mange konkurser.
Optionen kunne derimod overføres til sagsøgeren. Det skrev han ikke i redegørelsen til SKAT i november 2013, men det burde han have gjort, men der var så mange ting på det tidspunkt. Det er derfor forkert, når han skrev, at optionen var flyttet over til ham.
Bogføringen på mellemregningskontoen blev foretaget af bogholderen. Der blev blandt andet betalt hestefoder via mellemregningskontoen. G1 havde en hest. Sagsøgeren havde en firmabil, hvor han nogle gange havde et udlæg. Sagsøgeren brugte sine egne penge, når han betalte noget og aldrig nogle af firmaets penge. Kiggede man på bogføringen af mellemregningskontiene i årene før, ville man kunne se, at mellemregningskontoen var i sagsøgerens favør. Tingene er ikke, som det fremgår af mellemregningskontiene.
Parternes synspunkter
A har i påstandsdokument af 25. april 2017 anført blandt andet og i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed:
Overordnet er spørgsmålet i sagen, hvorvidt der er tilgået sagsøger midler fra selskabet G1, som han skal beskattes af. Det er sagsøgers opfattelse, at der ikke er tilgået sagsøger midler eller andre former for økonomiske fordele fra selskabet G1, hvorfor sagsøger følgelig ikke skal beskattes af sådanne.
Der er alene tale om en forskydning og en regnskabsteknisk omfordeling, hvorfor revisors note i regnskabet ikke skal anses, som værende omfattet af LL § 16 A.
Ad. Er der tale om maskeret udbytte?
Sagsøgte har anført, at sagsøger har fået maskeret udbytte fra selskabet G1 og derfor skal beskattes heraf.
Sagsøger er ikke uenig i, at der skal ske beskatning i det tilfælde, at sagsøger havde fået maskeret udbytte fra selskabet. Da det imidlertid ikke er tilfældet, skal der ikke ske beskatning af sagsøger, som om det var.
De tilfælde, hvor der er tale om maskeret udbytte fremgår direkte af den juridiske vejlednings afsnit C,B.3.5.1:
”Maskeret udbytte eller udlodning kan i princippet opstå på tre forskellige måder:
I nærværende sag er der ikke foretaget dispositioner, der kan sidestilles med ovenstående, hvorfor der ikke er tale om maskeret udbytte.
Ad. Beskatning af uudnyttede køberetter?
I det tilfælde, at retten måtte nå frem til, at sagsøger har opnået ret til optionen, er spørgsmålet herefter, hvornår der i givet fald skal ske beskatning af en sådan uudnyttet køberet.
Beskatning af salg af fast ejendom er omfattet af ejendomsværdiskatteloven, hvorefter beskatning sker på salgstidspunktet.
Der fremgår ikke noget direkte i SKATs juridiske vejledning vedrørende beskatning af uudnyttede køberetter på fast ejendom.
Derimod fremgår følgende vedrørende køberetter omfattet af aktieavancebeskatningsloven jf. den juridiske vejledning afsnit C,A.5.17.2.2.1.3:
Er køberetter omfattet af aktieavancebeskatningsloven, og udløber de uden at blive udnyttede, så beskattes de ikke, fordi køberetterne beskattes sammen med den underliggende aktie, som aldrig blev købt.
Det samme princip gør sig følgelig gældende ved køberetterne i denne sag. Køberetten er aldrig blevet udnyttet og der skal følgelig heller ikke ske beskatning heraf.
Til yderligere støtte for sagsøgers påstand gøres følgende gældende:
På denne baggrund fastholdes det, at sagsøgers indkomstgrundlag skal nedsættes i 2009 med kr. 521.305 og i 2010 med kr. 866.522, svarende til sagsøgers påstand.
A har derudover under hovedforhandlingen anført, at købsoptionen ikke blev flyttet over til sagsøgeren. Købsoptionen blev ikke udnyttet og er heller ikke udnyttet i dag. Sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at der ikke forelå et ulovligt selskabslån med henvisningen til straffesagen, hvor sagsøgeren blev frifundet.
Skatteministeriet har i påstandsdokument af 25. april 2017 anført blandt andet og i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed:
Denne sag handler om, hvorvidt sagsøgeren, A, modtog maskerede udlodninger fra sit selskab G1, i hvilket han i den i sagen omhandlende periode var hovedanpartshaver og direktør.
G1 ejede 100 pct. af kapitalandelene i G1.1, hvori sagsøgeren også var direktør.
Sagsøgeren var således i 2009 og 2010 hovedanpartshaver i G1, der var eneejer af G1.1. Sagsøgeren har derfor haft bestemmende indflydelse over G1 og G1.1 i skattekontrollovens § 3 B’s forstand.
G1 blev den 12. juni 2012 taget under konkursbehandling, og konkursboet blev endeligt afsluttet den 22. august 2013 efter en analogi af konkurslovens § 143 som værende uden midler.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren i 2009 og 2010 modtog maskerede udlodninger fra G1.
Sagens primære omdrejningspunkt er den såkaldte Y1-option – en aftale indgået den 16. marts 2007 mellem sagsøgeren og NC om en køberet til en række ejendomme. Køberetten blev aldrig udnyttet.
Optionsretten har ubestridt i en periode efter aftaleindgåelsen mellem NC og sagsøgeren været overdraget til G1.1.
Sagens hovedspørgsmål drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren fik tilbageoverdraget Y1-optionen til sig selv personligt, og herefter lod sine selskaber afholde – de nu – private udgifter, som knyttede sig til optionen; herunder navnlig de løbende ydelser, som sagsøgeren skulle betale til NC for køberetten til de førnævnte ejendomme.
Sagsøgeren har gjort gældende, at han aldrig fik optionsretten overdraget til sig selv. Han har således gjort gældende, at overdragelsen ”kun skete på papiret” og derfor aldrig modtog betalinger fra sine selskaber, eller fik disse til at afholde de dertil forbundne udgifter for sig.
Skatteministeriet gør heroverfor gældende, at sagsøgeren fik overdraget optionen personligt, at G1 (i sidste ende) afholdt sagsøgerens udgifter, som knyttede sig til optionen, og at sagsøgeren derved modtog maskeret udbytte i form af aktionærlån, som han ikke havde evne eller vilje til at betale tilbage.
Under de i sagen foreliggende omstændigheder, hvor sagsøgeren gør gældende, at aftalearrangementet alene er overdraget ”på papiret”, hvor sagsøgerens mellemregningskonto hos sine selskaber løbende blev tilskrevet beløb som vedrørte optionen, hvor sagsøgeren har ændret forklaringer om forholdene i sagen, hvor sagsøgeren aldrig helt eller delvist tilbagebetalte nogen dele af mellemværendet med selskabet, og hvor sagsøgeren havde fuld kontrol med G1.1 og G1, påhviler det sagsøgeren at godtgøre, at der med de løbende krediteringer på mellemregningskontoen ikke er sket maskeret udlodning fra G1.
Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
1.1. Sagsøgeren fik optionen overdraget til ham selv personligt
Den 5. december 2007 indgik G1.1 en samarbejdsaftale med G6 vedrørende udnyttelse af Y1-optionen.
Den 1. april 2008 oplyste sagsøgeren G6 om, at Y1-optionen nu lå hos ham privat, og således ikke længere var en del af G1.1.
Det må derfor lægges til grund, at aftalen af 16. marts 2007 (Y1-optionen), i forlængelse af selve aftaleindgåelsen, i 2007 blev overdraget til G1.1, og at aftalen senest den 1. april 2008 blev tilbageoverdraget til sagsøgeren personligt. Dette bekræftes også af, at sagsøgeren i foråret 2012 i en e-mail til kuratoren i G1’s konkursbo oplyste, at selskabets tilgodehavende hos ham var opstået:
”[…] fordi man har flyttet en optionsret til mig. Først fra G1.1 til G1 og derfra til mig. Optionsretten tilhørte rettelig G1.1.
Men som følge af dette selskabs truende konkurs flyttede man arrangementet på papiret.
Beløbet er alene en kreditfacilitet stillet til rådighed af F4-bank, oprindelig til G1.1. Herefter er kreditfaciliteten flyttet til G1 og så til mig.” (sagsøgtes understregning)
At optionen var overdraget til sagsøgeren personligt, fremgår også af sagsøgerens anbringender under den administrative sag.
Sagsøgerens daværende rådgiver, SJ, oplyste ved brev af 27. februar 2014 til Landsskatteretten blandt andet:
”Det fremgår af regnskabet for G1, at der i regnskabsårene 2008, 2009 og 2010 er en mellemregning ned anpartshaver. A har forklaret SKAT, at der ikke er tale om et lån mellem G1 og ham personligt. Derimod har A forklaret, at der er tale om en overdragelse af en optionsaftale.” (sagsøgtes understregning) SJ, oplyste senere i brev af 31. juli 2015, at:
”Vi skal fastholde, at beløbet på den nærliggende mellemregningskonto vedrører den omstændighed at optionsretten og den tilhørende gæld blev overført til A privat og mellem selskaberne. Det skal supplerende bemærkes, at A ikke havde et valg vedrørende overdragelsen af optionsaftalen. Banken gjorde på daværende tidspunkt gældende, at såfremt man fortsat ønskede garanti samt kredit fra banken, var det en nødvendighed at flytte optionsaftalen.” (sagsøgtes understregning)
Sagsøgeren har således både overfor sine samarbejdspartnere og skattemyndighederne oplyst, at han fik Y1-optionen overdraget til sig selv.
Som det fremgår af optionsaftalens pkt. 4, skulle der ske månedlige betalinger for køberetten. Sagsøgeren betalte imidlertid aldrig selv for denne forpligtelse, jf. straks nedenfor, men posteringerne på sagsøgerens selskabers mellemregningskonti viser, at optionsretten reelt tilkom ham, da han personligt blev krediteret for betalingerne.
Sagsøgeren og sagsøgerens rådgiver har således tilkendegivet, at optionsretten blev overført til sagsøgeren personligt, ligesom samarbejdet mellem G1.1 og G6 ophørte til dels som følge af, at Y1-optionen ikke længere var hos G1.1. Hertil kommer, jf. straks nedenfor, at betalingerne for optionsretten blev krediteret sagsøgerens mellemregningskonto hos G1.1. Alle disse forhold viser, at sagsøgeren fik overdraget optionsretten.
1.2. G1.1 og G1 afholdt sagsøgerens udgifter
Det fremgår således af sagsøgerens mellemregningskonto med G1.1, at selskabet i 2009 og 2010 krediterede kontoen løbende med beløb vedrørende optionsretten, hvorved selskabets tilgodehavende hos sagsøgeren voksede. Således voksede selskabets tilgodehavende fra 0 kr. pr. 1. september 2009 til 943.212,28 kr. pr. 26. maj 2010, som følge af betalinger vedrørende optionsretten.
Betalingerne for optionsaftalen fortsatte altså i 2010, og optionsaftalen må således være blevet forlænget. G1.1 afholdte som nævnt alle de hertil forbundne udgifter, som i første omgang blev krediteret sagsøgerens mellemregningskonto, selvom optionsaftalen allerede i april 2008 var overdraget til sagsøgeren. Dette bekræftes også af sagsøgerens e-mail af 19. november 2013 til SKAT:
”[i] 20xx indgår G1.1 en optionsaftale med Grundejer JS (har ikke data) omkring en betinget købsaftale på en større grund i Y2-by.
[…]
Denne aftale løb over flere år og blev forlænget én gang med mindst ét år.
[…]
Hen over julen efterfølgende år kom G1.1 i vanskeligheder som følge af at en kunde tilbageholdt godt 20 millioner.
Banken, nu F4-bank ønskede ikke at optionsretten skulle falde i hænder i eventuelt konkursbo for G1.1, hvorfor F4-bank bestemte at Optionsretten og den tilhørende gæld skulle overføres til mig privat og imellem selskaberne.” (sagsøgtes understregning)
G1.1 udlignede den 31. maj 2010 et tilgodehavende hos sagsøgeren på 943.212,28 kr. ved at debitere hele det skyldige beløb på mellemregningskontoen, hvorved sagsøgeren ikke længere havde et mellemværende med G1.1. Debiteringen har på kontoudtoget fået teksten ”Udlign. G1 m/r med A / ST efterpost perioderegnskab. 310510”.
Samme dag blev G1’s mellemregningskonto med sagsøgeren (bilag E), krediteret med samme beløb. Krediteringen har på kontoudtoget teksten ”Udlign. mellemregn. A / ST efterpost. perioderegnskab. 310510”.
Med andre ord blev det tilgodehavende G1.1 havde hos sagsøgeren flyttet til G1, hvor G1 efter krediteringen havde et samlet tilgodehavende hos sagsøgeren på 1.054.180,38 kr.
Den 31. august 2010 var saldoen på G1.1’s mellemregningskonto med sagsøgeren på ny vokset til 379.439,70 kr. Denne saldo blev igen udlignet med en kreditering på det fulde beløb og med teksten ”Udligning G1 m/r med A”.
Samme dag voksede G1’s tilgodehavende hos sagsøgeren med de 379.439,70 kr. Dette beløb blev brugt til at udligne G1.1’ krav mod sagsøgeren. Hertil kommer, at kontoen er tilskrevet 37.293,09 kr. i renter, så sagsøgerens samlede gæld til G1 udgjorde 1.464.764,67 kr.
1.3. Sagsøgeren har modtaget maskeret udbytte (aktionærlån) fra G1
Lån der er opstået ved, at en hovedanpartshaver hæver beløb direkte i selskabet eller lader selskabet betale for sine private udgifter – skal ifølge ligningslovens § 16 A beskattes som udbytte til hovedanpartshaveren, hvis denne ikke er i stand til at betale lånet tilbage.
Sagsøgeren har ikke betalt lånet tilbage, og konkursboet efter G1 opgav at forfølge kravet. Ved ikke at indbetale lånet til konkursboet har sagsøgeren ikke haft evnen eller viljen til at tilbagebetale lånet. I øvrigt er der ingen oplysninger der peger på, at der forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse, hvilket understreges derved, at sagsøgeren netop gør gældende, at der ikke er tale om et aktionærlån. Det må på den baggrund lægges til grund, at beløbet i skatteretlig henseende må anses for udloddet til sagsøgeren.
At G1 forud for sin konkurs havde ydet sagsøgeren aktionærlån er også bekræftet af selskabets revisor, LK. LK har således i selskabets årsrapport for perioden 1. september 2008 til 31. august 2009, under overskriften ”Supplerende oplysninger vedrørende øvrige forhold” anført:
”Uden at det har påvirket vor konklusion skal vi henlede opmærksomheden på, at selskabet i strid med anpartsselskabslovens bestemmelser har ydet lån til selskabets ledelse, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar.” (sagsøgtes understregning)
I overensstemmelse hermed fremgår det af årsrapportens side 30, at selskabet har et tilgodehavende hos ”virksomhedsdeltagere og ledelse” på 131.284 kr.
Årsrapporten er på side 2 underskrevet af sagsøgeren og JC som direktører for selskabet. Det fremgår af årsrapportens side 36, at sagsøgeren, som den eneste, har bestemmende indflydelse over selskabet.
Tilsvarende oplysninger fremgår af selskabets årsrapport for perioden 1. september 2009 til 31. august 2010.
G1’s revisor, LK, har i en e-mail af 13. oktober 2012 til selskabets kurator, som svar på spørgsmålet, hvem der er kreditor/debitor på G1’s lån til virksomhedsdeltagere på 1.464.765 kr., oplyst, at
”[…] der tale om et tilgodehavende hos A. Tilgodehavenderne fremgår af selskabernes bogføring, og derudover er jeg ikke bekendt med, hvorvidt der er udarbejdet lånedokumenter eller lignende.”
G1.1 har således afholdt alle udgifter forbundet med den aftale, som sagsøgeren havde fået overdraget til sig personligt. Hvis ikke G1.1 havde afholdt udgifterne, skulle sagsøgeren – for at kunne honorere aftalen – selv have afholdt disse udgifter. Ved at lade selskabet betale alle udgifterne, som knyttede sig til optionen, har sagsøgeren modtaget maskeret udlodning, som han retteligt skal beskattes af, jf. ligningslovens § 16 A.
Skatteministeriet har derudover under hovedforhandlingen anført, at der er forskel på bevisbyrden i en straffesag, hvor det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden, og som her bevisbyrden i en skattesag.
Rettens begrundelse og afgørelse
På baggrund af bevisførelsen, herunder forklaringen fra A, lægges det til grund, at der som betaling for Y1-optionen (købsoptionen) skulle betales en løbende månedlig ydelse. I forbindelse med købsoptionens indgåelse blev der samtidig oprettet en kreditfacilitet med F3-bank (senere F4-bank), hvorfra de løbende månedlige ydelser blev trukket.
A har forklaret, at købsoptionen blev overdraget til G1.1, og at kreditfaciliteten blev oprettet hos G1.1. På et tidspunkt kom G1.1 i økonomiske vanskeligheder. Banken ville gerne sikre købsoptionen og ville forhindre, at købsoptionen indgik i konkursboet.
A har under hovedforhandlingen forklaret, at købsoptionen blev overført til sagsøgeren i forbindelse med rekonstruktionen af G1.1. Kreditfaciliteten i F3-bank (F4-bank), hvorfra de månedlige ydelser blev trukket, forblev imidlertid i G1.1.
Som følge af det ovenfor anførte medførte overførelsen af købsoptionen uden den tilhørende kreditfacilitet, at hævningerne på kreditfaciliteten i F3-bank blev modposteret på mellemregningskonti mellem G1.1 og G1 og videre fra G1 til A. Dette støttes ligeledes af bogføringen på mellemregningskontiene og årsrapporterne 2009/2010 og 2009/2010 for G1. Årsrapporterne blev underskrevet af A.
A har under hovedforhandlingen forklaret, at købsoptionen blev flyttet til G1 og herefter aldrig kom længere. Denne forklaring støttes imidlertid ikke af bogføringen i G1, årsrapporterne fra G1, samt A’s tidligere oplysninger i mail af 19. november 2013 til SKAT.
Retten lægger derfor til grund, at købsoptionen blev overført fra G1.1 til A, men at den tilhørende kreditfacilitet forblev i G1.1. Som følge heraf blev de månedlige betalinger vedrørende købsoptionen trukket på kreditfaciliteten i G1.1, som dermed fortsat afholdt udgifterne til købsoptionen på trods af, at købsoptionen var overført til A. Som følge heraf opstod der et tilgodehavende hos A, som det på baggrund af bevisførelsen må lægges til grund, at han hverken har haft viljen eller evnen til at tilbagebetale. De månedlige betalinger på købsoptionen skal derfor beskattes, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.
Det forhold, at A har forklaret, at købsoptionen aldrig blev udnyttet, findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der på tidspunktet for overdragelsen fra G1.1 til A blev betalt løbende på købsoptionen, sammenholdt med oplysningerne om forventningerne til, at kommunen ville ændre lokalplanen.
Under hensyn til beviskravene i en straffesag findes det forhold, at A er blevet frifundet i en straffesag om overtrædelse af selskabslovens § 367, stk. 1, jf. § 210, stk. 1, ikke at kunne tillægges betydning i nærværende sag.
Som følge af det ovenfor anførte tages Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger betale 50.000 kr. inklusive moms som et passende beløb til dækning af advokatbistand.
Der er ved fastsættelse af sagsomkostninger taget hensyn til sagens omfang, herunder sagens værdi og hovedforhandlingens varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Skatteministeriet frifindes.
A skal inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.