Parter
A
(v/Adv. Tage Siboni)
Mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. fm. Esben Ravnsbæk Johannsen)
Afsagt af Byretsdommer
Sine Nascou
Sagernes baggrund og parternes påstande
Sagerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, A, for indkomstårene 2010 og 2011 er berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 1.
Vedrørende BS 150-1049/2015:
A har principalt påstået, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende fradrag for rejseudgifter på 50.000 kr. for indkomståret 2011.
Subsidiært har A påstået, at skatteansættelsen af hendes fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2011 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.
Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse.
Skatteministeriet har subsidiært påstået ansættelsen af A fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2011 hjemvist til fornyet behandling ved SKAT.
Vedrørende BS 150-1050/2015:
A har principalt påstået, at Skatteministeriet skal anerkende fradrag for rejseudgifter på 50.000 kr. for indkomståret 2010.
Subsidiært har A påstået, at skatteansættelsen af hendes fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2010 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.
Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse.
Skatteministeriet har subsidiært påstået ansættelsen af As fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2010 hjemvist til fornyet behandling ved SKAT.
Oplysningerne i sagen
A blev med virkning fra den 18. august 2009 ansat som timelønnet terminalassistent ved G1. Ansættelsen var tidsbegrænset frem til den 31. december 2009. Ansættelsen blev forlænget tre gange, indtil hun den 22. december 2010 indgik en tidsubegrænset ansættelsesaftale.
Det fremgår af samtlige ansættelsesaftaler, at arbejds- eller tjenestestedet indtil videre var Y2-, Y3-, Y4- og Y5-Havn, og ansættelsesområdet var kundebetjening ved check-in samt forfaldende arbejde.
A har på baggrund af sin ansættelse efter ligningsloven § 9A, stk. 7, jf. stk. 1 foretaget fradrag for rejseudgifter med 50.000 kr. i 2010 og 2011.
Ved Skatteankenævnets afgørelse af 23. januar 2013 blev A nægtet fradrag for rejseudgifter med 50.000 kr. for indkomståret 2010.
Ved Skatteankenævnets afgørelse af 11. december 2013 blev A nægtet fradrag for rejseudgifter med 50.000 kr. for indkomståret 2011.
Afgørelserne blev indbragt for Landsskatteretten, som ved afgørelser af 14. juli 2015 stadfæstede Skatteankenævnets afgørelser.
Af Landsskatteretten kendelse af 14. juli 2015 vedrørende As skattepligtige indkomst i 2010 fremgår blandt andet:
Faktiske oplysninger
"...
Klageren har siden 8. august 2009 været ansat som timelønnet terminalassistent ved G1 med "arbejds- eller tjenestested indtil videre: Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn".
Hun har fra starten af ansættelsesforholdet været ansat på midlertidige kontrakter, der er udstedt i forlængelse af hinanden. Hun var i hele 2010 ansat hele året og havde en A-indkomst på 331.665 kr.
Der er fremlagt 3 ansættelsesaftaler med G1:
1) Kontrakten, der er underskrevet af arbejdsgiver den 20. januar 2010, starter den 1. januar 2010. Af kontraktens punkt 10 om opsigelse fremgår: "Ansættelsen ophører uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør: 30.04.2010."
2) Kontrakten, der er underskrevet af klageren den 9. april 2010 og af arbejdsgiveren den 15. april 2010, starter den 1. maj 2010. Af kontraktens punkt om opsigelse fremgår: "Ansættelsen ophører uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør: 30.09.2010."
3) Kontrakten, der er underskrevet af klageren og arbejdsgiveren den 26. september 2010 er angivet med starttidspunkt den 8. august 2009. Af kontraktens punkt 10 om opsigelse fremgår: "Ansættelsen ophører uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør: 31.12.2010."
Fælles for de tre kontrakter er:
"Arbejdstid
Arbejdstiden er indtil videre aftalt til gennemsnitlig ... timer pr. uge. Medarbejderen har pligt til over-/merarbejde."
Ansættelsesforholdet hos G1 er ifølge de registrerede oplysninger stoppet pr. 30. juni 2013. Klageren har ikke haft andre arbejdsgivere samtidigt med ansættelsen hos G1.
Over for SKAT har klageren oplyst, at hun var ansat som landbaseret personale i Y4 på Y1. Hun har indsendt udskrifter af "oversigt over arbejdstid", hvor hun har markeret hvilke dage, hun har været nødsaget til at overnatte på Y1.
Ifølge oversigten har klageren som hovedregel arbejdet 3 eller 4 sammenhængende dage i forbindelse med weekenden. Hun har hele året haft samme lønnummer, og der er ingen ændringer i arbejdsmønstret i forbindelse med ophør af én kontrakt og starten af en anden.
Klageren, bor i Y6-by, har oplyst, at hun var nødsaget til at rejse til Y1 dagen i forvejen, når hun skulle møde kl. 5, idet første færge fra Jylland havde ankomst på Y1 kl. 8. Når hendes vagter sluttede kl. 21, var hun også nødsaget til at overnatte på Y1, da sidste færge mod Jylland sejlede kl. 20.45.
Klageren har angivet at hun har været på rejse med overnatning i 167 døgn i 2010.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med 50.000 kr. Nævnet har som begrundelse for afgørelsen anført:
.....
Skatteankenævnet finder i forhold til den foreliggende sag, at der ikke kan anses at være tale om et midlertidigt arbejdssted efter den 1. januar 2010, idet A ikke ses at have dokumenteret, jf. ovenstående, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.
SKATs ansættelse stadfæstes"
.....
Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7, at en lønmodtager ved indkomstopgørelsen kan foretage fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost og logi med standardsatserne efter ligningslovens § 9 A, stk. 1 og 3, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne for at have været på rejse.
Ligningslovens § 9 A, stk. 1, fastlægger hvornår en person er på rejse. Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når han på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter for det første, at den pågældende lønmodtager har en sædvanlig bopæl og er så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for i eget hjem.
Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.
Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.
Når et arbejde ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for fortsat at anse arbejdsstedet som midlertidigt ved en forlængelse ar arbejdsforholdet, at det kan dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen. Dette gælder også, hvor den oprindelige midlertidige ansættelse er kortere end 12 måneder.
Det fremgår af SKATs meddelelse af 28. oktober 2008 - SKM2008.853.SKAT, - at det ikke er muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år til at midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden.
Der henvises endvidere til SKM2012.699.LSR, hvor en køkkenmedhjælper, der arbejde for at cateringfirma på tidsbegrænsede kontrakter over flere år, ikke ansås for at have et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1.
Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejse begrebet, må afgørelse konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold.
Med virkning fra og med indkomståret 2010 er der, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, ikke fradragsret for rejseudgifter, der overstiger 50.000 kr. (2010-niveau).
Det lægges til grund, at klageren har bevaret sædvanlig bopæl i Y6-by.
Klagerens ansættelseskontrakter har fra første ansættelse den 8. august været tidsbegrænsede, og kontrakterne har afløst hinanden. Der er ikke dokumenteret en konkret arbejdsmæssig begrundelse for forlængelse af arbejdsforholdene. At der har været problemer med selve færgen anses ikke for at være en begrundelse for udelukkende at ansætte klageren - som er terminalassistent - på tidsbegrænsede kontrakter. I hele ansættelsesperioden har klageren været ansat som landbaseret personale i Y4 på Y1.
Klagerens arbejdssted kan således ikke i 2010 anses for midlertidige i relation til spørgsmålet om fradrag for rejseudgifter.
Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse.
..."
Af Landsskatteretten kendelse af 14. juli 2015 vedrørende As skattepligtige indkomst i 2011 fremgår blandt andet:
"...
Faktiske oplysninger
Klageren har siden 8. august 2009 været ansat som terminalassistent ved G1.
Hun har fra starten af ansættelsesforholdet været ansat på tidsbegrænsede kontrakter, der var udstedt i forlængelse af hinanden. Hun var i 2010 ansat hele året, men på 3 kontrakter.
Der trådte en ny ansættelseskontrakt i kraft den 1. januar 2011.
Denne aftale var ikke tidsbegrænset. Det fremgår af aftalen, af klageren var ansat på fuldtid, og at hun - som tidligere - var ansat med arbejds- eller tjenestested indtil videre i Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn.
Af punkt 10 i ansættelsesaftalen fra 1. januar 2011 fremgår det, at klageren var omfattet af funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelser. Anciennitetsdato var 8. august 2009.
Klageren har oplyst, at hun var ansat som landbaseret personale i Servicecenter Y4 på Y1.
Af klageskrivelsen fremgår det, at hun også har haft arbejdsdage, hvor hun har haft vagter i Y5 og vagter med automatoptælling i alle servicecentre under Y1 Færgen, hvilket vil sige servicecentrene Y5, Y4, Y3 og Y2.
Klageren, der bor i Y6-by, har forklaret, at hun var nødsaget til at rejse til Y1 dagen i forvejen, når hun skulle møde kl. 5, idet første færge fra Jylland havde ankomst på Y1 kl. 8. Når hendes vagter sluttede kl. 21, var hun også nødsaget til at overnatte på Y1, da sidste færge mod Jylland sejlede 20.45.
Skatteankenævn Midtøstjyllands afgørelse
Skatteankenævnet har fastholdt SKATs afgørelse om at forhøje klagerens indkomst med 50.000 kr. vedrørende fradrag for rejseudgifter.
.....
Ankenævnet finder i forhold til den foreliggende sag, at der ikke er tale om et midlertidigt arbejdssted efter 1. januar 2010, idet A ikke ses at have dokumenteret, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.
....
Landsskatteretten afgørelse
Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7, at en lønmodtager ved indkomstopgørelse kan foretage fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost og logi med standardsatserne efter ligningslovens § 9A, stk. 2 og 3, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne for at have været på rejse.
Ligningslovens § 9 A, stk. 1, fastlægger hvornår en person er på rejse. Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når han på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter for det første, at den pågældende lønmodtager har en sædvanlig bopæl og er så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for i eget hjem.
Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.
Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.
Når et arbejde ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for fortsat at anse arbejdsstedet som midlertidigt ved en forlængelse ar arbejdsforholdet, at det kan dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen. Dette gælder også, hvor den oprindelige midlertidige ansættelse er kortere end 12 måneder.
Det fremgår af SKATs meddelelse af 28. oktober 2008 - SKM2008.853.SKAT - , at det ikke er muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år til at midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden.
Der henvises endvidere til SKM2012.699.LSR, hvor en køkkenmedhjælper, der arbejde for at cateringfirma på tidsbegrænsede kontrakter over flere år, ikke ansås for at have et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1.
Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejse begrebet, må afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold.
Med virkning fra og med indkomståret 2010 er der, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, ikke fradragsret for rejseudgifter, der overstiger 50.000 kr. (2010-niveau).
Klageren var ansat som terminalassistent med arbejds- eller tjenestested indtil videre i Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn. Ifølge det oplyste har hun primært arbejdet i Servicecenter Y4, hvilket også fremgår af arbejdsplanerne. Klageren har bevaret sædvanlig bopæl i Y6-by.
Klageren anses ikke for at arbejde på et midlertidigt arbejdssted i 2011. Der er herved lagt vægt på, at det ikke af ansættelsesaftalen fra 1. januar 211 fremgår, at ansættelsesforholdet er midlertidigt. Af aftalen fremgår tillige, at funktionærlovens regler om opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelser finder anvendelse, hvilet også indikerer, at der er tale om fast ansættelse.
Alene det forhold, at der ikke er tale om et midlertidigt arbejdssted bevirker, at klageren ikke er omfattet af rejsereglerne i ligningslovens § 9 A.
Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse.
..."
Det fremgår blandt andet af artikel fra Avisen af 7. april 2010, at
"...
i Y1 trafikken kan vi se tilbage på en veloverstået påske med ganske megen rejseaktivitet. Samtidigt kan vi se, at det faktisk betyder noget, at vi i dag har en større færge til at betjene ruten, end vi havde tidligere.
....
Bizzer godt i gang
Sluttelig vil jeg lige oplyse, at de nye bizzer er blevet taget rigtig godt imod på Y1. Der har været et par enkelte tilfælde, hvor teknikken ikke har virket ved første forsøg, men i det store hele virker det. De tilbagemeldinger vi får fra vores kunder er meget positive, men giver udtryk for en begejstring over, hvor hurtigt man nu kan tjekke ind på færgen. Det er glædeligt for mig som formand at høre disse gode historier, som bekræfter mig i, at vi er på rette vej.
..."
Af brev fra kommerciel Direktør, JJ af 1. april 2016 fremgår:
"...
Bekræftelse på tidsbegrænsede ansættelser i 2009.
Kære A
Med henvisning til din mail incl. Vedhæftede bilag 15 af 28. marts 2016 skal jeg hermed bekræfte validiteten af de angivne ansættelsesperioder.
Jeg kan ligeledes bekræfte, at der i perioden var store driftsmæssige udfordringer på overfarten Y4-Y5 i forbindelse med indsejlingen af den nye færge Z. Disse udfordringer indvirkede kraftigt på bemandingen i land og betød blandt andet, at det blev nødvendigt at forlænge dit ansættelsesforhold i flere omgange.
I forhold til de anførte tidspunkter for sejltider til/fra Y4 (jf. sejlplanen) og mødetider start/slut på dagen kan jeg bekræfte, at det ikke var muligt at komme til Jylland fra Y4 til den første vagt of modsat ved den sidste vagt.
..."
Stævningerne er modtaget den 14. oktober 2015.
Sagerne er ved kendelser af 28. januar 2016 overgået til behandling efter de almindelige civilprocessuelle regler.
Sagerne er hovedforhandlet den 7. oktober 2016.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Forklaringer
A har forklaret, at hun i 2010 og 2011 havde bopæl i Y7 i Y6-by. Hun havde 40 km fra sin bopæl til Y5 havn. Hun havde en times kørsel til arbejde. Hun var i 2010 ansat på midlertidige ansættelseskontrakter. Hun havde i 2010 167 overnatninger. Hun havde indrettet hverdagen således, at hun overnattede i Y4. Hun havde sammen med hendes mand lejet et hus på Y1. Det blev for dyrt, og efterfølgende overnattede de på værelser ovenpå terminalen i havnen. Det var muligt at tage et bad, men man kunne ikke lave mad. Det var samtlige sejlpersonaler fra Sjælland og Jylland, der overnattede på terminalen. Færgen havde hjemstavn i Y4, og færgen havde derfor den første tidlige sejlads fra Y4 havn. Hendes mand arbejdede ligeledes på færgen og overnattede derfor også nogle gange. De havde huset på Y1 frem til den 31. december 2009. Hvis de havde mulighed for det, tog de hjem. De kunne ikke lave mad på terminalen, så de købte sandwich i grillbaren. Det havde været billigere, hvis de kunne have lavet maden selv.
Enkelte af de gange, hvor hun overnattede, kunne hun have taget en sen afgang hjem i stedet for. Dette kunne hun have gjort de dage, hvor hun ikke skulle møde tidligt næste morgen, men der var tale om hårde vagter. Det var lange og krævende vagter, så hun var træt. Hun kunne godt være nået hjem til Y6-by, men hun ville ikke have ydet den samme service dagen efter, da hun ville være træt.
Hun fik fri ½ time efter færgen var sejlet fra havnen. Hun kunne derfor ikke tage med færgen. Hun skulle sørge for at aflåse og tjekke terminalerne og desuden rydde op og tjekke, at ventesalen så ordentlig ud. Hun har overnattet 167 gange. Måske kunne hun været taget hjem til bopælen 14 nætter, men de 153 overnatninger var nødvendige for at passe arbejdet.
Hun blev ansat på midlertidige ansættelseskontakter, hvilket skyldes, at terminalerne på sigt skulle være selvkørende uden personale. På grund af forsinkelser og problemer med de selvkørende terminaler blev havnen nød til at ansætte ekstra personale for at få tingene til at køre bedre. Beboerne på Y1 var meget utilfredse med færgen. Hun blev ansat tidsbegrænset, da man håbede, utilfredsheden fra beboerne på Y1 ville være løst efter hendes første ansættelse. Hendes ansættelse blev forlænget i 2010. Hendes mand arbejdede også på færgen, men skulle ikke overnatte. Den tredje ansættelsesperiode var den sidste. Det hang ikke sammen økonomisk. Hun er oprindeligt uddannet bogholder, så hun havde mulighed for at finde andet arbejde. Hun blev fastansat i 2010. Der var stadig mange klager fra beboerne på Y1, og der var stadig store forsinkelser. Hendes primære opgave i 2010 var at servicere beboerne på Y1. Hun skulle sørge for at alle passagererne var klar til at gå om bord, når færgen kom til havnen. Hun skulle sørge for at terminalerne fungerede og desuden gøre rent.
Hun arbejdede i alle fire havne, men i 2010 var hun primært i Y4. Hun havde enkelte vagter i Y2, hvor hun talte penge i automaterne. De dage, hvor hun arbejdede i Y5 Havn, tog hun hjem til bopælen.
Hun ville have været fastansat på et tidligere tidspunkt, men det kunne hun ikke bliver, da arbejdsgiver ikke vidste, hvordan situationen så ud 3 måneder frem. Da hun blev fastansat i 2010 var arbejdsopgaverne indholdsmæssigt de samme som tidligere. Hun fik lidt flere rengøringsopgaver i 2011. I 2011 begyndte automaterne at fungere bedre, og færgen sejlede mere regelmæssigt. Det hele forbedrede sig derfor i 2011. Hun var derfor også mere rundt i 2011. Hun var imidlertid ikke så meget i Y2 i 2011. Hun havde færre overnatninger i 2011 end i 2010. Hun havde 100 overnatninger i 2011. Hun har ikke kunnet finde sin arbejdsplan for 2011.
Forevist bilag 3, side 2 (BS 150-1049/2015), har sagsøgeren forklaret, at hun i hele september 2011 arbejde i Y4 Havn. Når hun mødte klokken 6.16 var det altid i Y5 Havn, og hun har derfor arbejdet i Y4 hele september, da hun er mødt kl. 05.00. Den 9. september 2011 var hun i Y4 om natten og startede dagen den 10. september 2011 i Y4 Havn.
Forevist bilag 4, side 2 (BS 150-1049/2015), har sagsøgeren forklaret, at hun havde 5 overnatninger i december 2011. Hun havde mange overnatninger i Y4 i 2011. Hun vil skønne, at hun overnattede over 100 gange. Hun havde cirka 20 vagter i Y5 i 2011. Hun tog vagter i Y5 i tilfælde af sygdom og ferie. Når hun var på Y1 passede, hun også havnen i Y3. Der var ikke så mange afgange fra Y3, så de kørte frem og tilbage mellem havnene. Hun vil skønne, at hun i både i 2010 og 2011 var mellem 120-130 gange i Y3. Hun skønner, at hun både i 2010 og 2011 var 10 gange i Y2 Havn. Hendes primære arbejdssted i 2010 var Y4 Havn. Hun har arbejdet på færgen frem til 2012, hvor hun fik problemer med sit knæ.
Hendes mand arbejdede allerede på færgen. Hun havde sammen med hendes søster åbnet en lille sandwichforretning på Y1. Forretningen var meget sæsonbetonet. Efter den 1. august havde de ikke mere at lave i forretningen. Hun valgte derfor at starte med at arbejde på færgen. De lejede huset på Y1 fra marts 2009 til december 2009. Hun blev ansat af PC, der var terminalchef. Det var hendes mand, der lavede vagtplanerne.
Forevist bilag B (BS 150-1050/201) oplyste sagsøgeren, at hun har sat 167 krydser på vagtplanen. Hun har i forbindelse med sagen kigget vagtplanen igennem og sat krydser de dage, hvor hun overnattede ude. Det er korrekt, at hun den 2. maj 2010 overnattede, selvom hun ifølge sejlplanen kunne have taget færgen hjem. Hun er ikke klar over, hvorfor hun valgt at overnatte.
Hun ved ikke, hvorfor hun ikke tidligere har oplyst, hvor hun overnattede. Hun har ikke tænkt på at oplyse det før nu. Hun lærte kommerciel direktør JJ at kende i 2010. Terminalchefen PC blev fyret, og der blev ansat en anden terminalchef. Hun rettede henvendelse til JJ, da hun kendte ham godt.
Som det fremgår af de fremlagte artikler, var der problemer med færgen i 2009. Hendes første ansættelse startede i august 2009, men der var fortsat problemer i 2010. Terminalerne fungerede ikke i 2010.
Foreholdt artikel fra Avisen den 7. april 2010 har hun forklaret, at færgens ledelse havde behov for at berolige byrådet på Y1, og det er derfor det fremgår af artiklen at færgefarten går godt. Hun erindrer ikke om hun foretog fradrag i 2009.
Parternes synspunkter
Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med de anbringender, der fremgår af parternes påstandsdokumenter.
BS-150-1049/2015:
A har til støtte for sin påstand anført, at hun i 2011 var ansat som terminalassistent ved Nordic Ferry Service A/S med arbejds- og tjenestested indtil videre i Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn. Der var tale om skiftende arbejdssteder. Der var desuden tale om, at hun var nødsaget til at overnatte udenfor hjemme i et sådant omfang, at der for 2010 var grundlag for det maksimale fradrag på 50.000 kr., jf. dagældende udformning af ligningslovens § 9 A.
Skatteministeriet har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at hun er berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og Højesterets afgørelse af 19. juli 2016 i sag 120/2015. Det er således A, der skal bevise, at fradragsbetingelserne efter ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. stk. 7, er opfyldt.
A har ikke løftet denne bevisbyrde.
Hun blev pr. 1. januar 2011 fastansat i en tidsubegrænset stilling i det arbejde, hun har haft siden 18. august 2009. Hendes arbejde blev igennem hele perioden hovedsageligt udført i Y4 havn. Hertil kommer, at As arbejdsgiver og arbejdsopgaver - kundebetjening ved check-in - har været de samme i hele perioden.
A har derfor haft et fast arbejdssted på Y4 havn i ligningslovens forstand, da det samme arbejde lader sig udføre det samme sted i ubegrænset tid, jf. eksempelvis SKM2008.853.SKAT.
Derudover har A gjort gældende, at hun havde skiftende arbejdssteder, da hun havde vagter på flere forskellige havne, hvorfor hun opfyldte betingelserne for fradrag i 2011, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.
Det forhold, at A - foruden vagterne i Y4 på Y1 - har oplyst at have haft én vagt, hvor hun skulle lave automatoptælling for alle servicecentre under Y1-færgen, dvs. i Y2-, Y3-, Y4- og Y5 Havn, betyder ikke, hun har ét eller flere midlertidige arbejdssteder.
A har været ansat under Y1-færgen siden den 18. august 2009, og hendes arbejds- eller tjenestested har ifølge ansættelseskontrakterne været uændret. De fire arbejdssteder: Y2-, Y3-, Y4- og Y5-Havn har således været omfattet af ansættelsesvilkårene og kendt af A i hele perioden, ligesom de fire havne har været anvendt som basishavne for Y1-færgen hele den pågældende periode.
Det følger af retspraksis, at det er muligt at have flere faste arbejdssteder på én gang, jf. UfR 2007.2452 H (SKM2007.559.HR), hvor tre havne: Hals, Skagen og Strandby blev anset for erhvervsfiskerens faste arbejdssteder ved anvendelse af ligningslovens § 9 A, stk. 1. Det var desuden først når én af disse tre havne blev forladt, at rejsen begyndte, og der således opstod et midlertidigt arbejdssted. Det gøres denne baggrund gældende, at alle fire havne; Y2, Y3, Y4 og Y5 må anses som faste arbejdssteder, jf. bl.a. UfR 2007.2452 H (SKM2007.559.HR).
Hun har derfor ikke ret til fradrag for de rejseudgifter, som hun måtte have haft, idet hendes arbejdssted ikke var af midlertidig karakter.
A har desuden ikke dokumenteret, at hun rent faktisk har arbejdet i forskellige havne som hævdet. De fremlagte vagtplaner, der er udarbejdet af hendes mand, er ikke tilstrækkelig dokumentation herfor. Det gøres endvidere gældende, at A hverken ved de fremlagte vagtplaner eller på andet objektivt grundlag har bevist, at hun ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1. Det er alene oplyst, at den tidligste færgeafgang fra Y5 til Y4 var kl. 07.00, og at den sidste færge fra Y4 til Y5 havde afgang kl. 20.45, men der er hverken fremlagt dokumentation herfor eller for hendes vagter i løbet af 2011.
A har heller ikke bevist, at det i forbindelse med vagterne ved Y5 Havn, jf. de røde markeringer på bilag 4, var nødvendigt at overnatte et andet sted end på hendes sædvanlige bopæl, ligesom hun ikke har bevist, at hun rent faktisk har overnattet et andet sted end på sin sædvanlige bopæl.
A opfylder på den baggrund ikke betingelserne for at være på rejse i ligningslovens forstand, og hun er derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 1.
Til støtte for Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning henvises til, at SKAT afviste fradraget allerede fordi, A ikke havde et midlertidigt arbejdssted.
Måtte retten finde, at A er berettiget til fradrag for rejseudgifter, men dog ikke i det påståede omfang (50.000 kr.), bemærkes, at SKAT ikke har foretaget en talmæssig opgørelse af det selvangivne fradrag. A har end ikke oplyst hvilke og hvor mange dage, hun har angiveligt har overnattet væk fra sin sædvanlige bopæl. Det er derfor ikke grundlag for at fastsætte et fradrag, og det skal derfor overlades til SKAT at opgøre størrelsen af et eventuelt fradrag.
BS 150-1050/2015:
A har til støtte for sin påstand anført, at hun i 2010 ansat som timelønnet terminalassistent ved G1 med arbejds- og tjenestested indtil videre i Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn.
Der var tale om midlertidige ansættelsesforhold, der flere gange blev forlænget.
De midlertidige ansættelser havde en arbejdsmæssig begrundelse i færgeselskabets forhold.
Der var desuden tale om, at sagsøger var nødsaget til at overnatte uden for hjemmet i et sådant omfang, at der for 2010 var grundlag det maksimale fradrag på kr. 50.000, jf. dagældende udformning af ligningslovens § 9A.
Skatteministeriet har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at hun er berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og Højesterets afgørelse af 19. juli 2016 i sag 120/2015. Det er således A, der skal bevise, at fradragsbetingelserne efter ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. stk. 7, er opfyldt.
A har ikke løftet denne bevisbyrde.
Hun har haft uafbrudt ansættelse som terminalassistent ved G1 fra den 18. august 2009 til hendes aftale blev permanent den 1. januar 2011. Hun har endvidere været tilknyttet det samme arbejdssted i hele den tidsbegrænsede ansættelsesperiode - nemlig færgeterminalen på havnen i Y4 på Y1, jf. bilag A. Hertil kommer, at As arbejdsgiver og arbejdsopgaver - kundebetjening ved check-in - har været de samme i hele perioden.
Der er derfor ikke tale om et midlertidigt arbejdssted i ligningslovens forstand, da det samme arbejde lader sig udføre det samme sted i ubegrænset tid, jf. eksempelvis SKM2008.853.SKAT.
Det forhold, at ansættelsesaftalerne (bilag 3-5) var tidsbegrænsede til cirka fire måneder ad gangen, kan ikke føre til, at arbejdsstedet har midlertidig karakter, jf. eksempelvis SKM2008.853.SKAT og SKM2012.699.LSR, hvor en køkkenmedhjælper, der arbejdede for et cateringfirma på tidsbegrænsede kontrakter over flere år, ikke havde et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1.
Det er i hvert fald ikke tilfældet for 2010, hvor A blev forlænget efter ansættelsen i 2009.
Da arbejdsstedet således ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for alligevel at kunne anse arbejdsstedet for midlertidigt, at det dokumenteres, at der har været en arbejdsmæssig begrundelse for at forlænge de tidsbegrænsede ansættelser. Det har A ikke bevist.
A har anført i stævningen, at ansættelsesforholdet blev forlænget fire gange, herunder tre gange i indkomståret 2010, på grund af problemer med færgen på ruten mellem Y5 og Y4. Hun har i den forbindelse fremlagt ni artikler fra Avisen, og en erklæring fra JJ, der er kommerciel direktør i rederiet "G2", tidligere G1, dateret den 1. april 2016.
Brevet fra JJ til A har hun indhentet under retssagen. Brevet har derfor begrænset bevisværdi, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H. I øvrigt er der ikke noget i brevet, der viser, at A er berettiget til at fratrække de omstridte rejseudgifter. Om problemerne med færgen anfører JJ i brevets 2. afsnit, at: "Disse udfordringer indvirkede kraftigt på bemandingen i land og betød blandt andet, at det blev nødvendigt at forlænge dit ansættelsesforhold i flere omgange". A var ansat som landbaseret terminalassistent på havnen i Y4, hvorfor den omstændighed, at der har været problemer med selve færgens drift, ikke er en konkret arbejdsmæssig begrundelse for at forlænge hendes ansættelse gang på gang. Det fremgår heller ikke konkret af brevet i bilag 15, hvorfor problemerne med færgen "indvirkede kraftigt på bemandingen i land og betød blandt andet, at det blev nødvendigt at forlænge dit ansættelsesforhold i flere omgange". Hertil kommer, at A fortsatte på en tidsubegrænset ansættelsesaftale pr. 1. januar 2011, hvor problemerne med færgen var løst, jf. stævningen, side 2.
Der har derfor ikke været særlige arbejdsmæssige forhold, som kan begrunde forlængelserne af As ansættelsesforhold.
Derudover er det uoplyst, hvor A skulle have overnattet på Y1. Hun har således ikke besvaret Skatteministeriets opfordring herom i svarskriftet, side 6 (opfordring 2). Af arbejdskortene fremgår det dog, at hun i 2010 skulle have haft 167 overnatninger på Y1. Det er en betingelse efter ligningslovens § 9A, stk. 1, at der rent faktisk er overnattet, og det påhviler A at føre bevis herfor. Et sådant bevis er ikke ført. Tværtimod har A markeret dage på sit arbejdskort, hvor hun beviseligt har haft mulighed for at overnatte hjemme. Af fartplanen (bilag 16) fremgår således, at der afgik en færge fra Y4 kl. 23:30 i udvalgte weekender og alle dage i juni, juli og august 2010, hvorfor A i hvert fald i denne periode havde mulighed for at tage hjem efter endt vagt kl. 21:15. A har i hendes vagtplan for 2010 markeret overnatninger på datoerne 4. april, 2. maj, 16. maj, 24. maj, 5. juli, 23. juli, 25. juli, 30. juli, 5. august, 8. august, 15. august, 21. august, 1. oktober og 3. oktober, uagtet at hun ifølge sejlplanen havde mulighed for at tage hjem og overnatte. Hertil kommer at hun har markeret arbejdsdage, hvor hun skulle checke færgepassagererne ind til færgens sidste afgang fra Y4. Som billetkontrollør på land må hun derfor have været i stand til at have taget med færgen til Jylland den 25. januar, 1. februar, 15. februar, 22. februar, 1. marts, 19. april, 21. maj, 22. maj, 10. juli, 20. juli, 29. juli, 31. juli, 14. august og 20. august 2010, da hun på disse dage først skulle møde på Y1 efter første færge ankomst.
Det forhold at JJ i brev af 1. april anfører, at: "det ikke var muligt at komme fra Jylland til Y4 til den første vagt og modsat ved den sidste vagt", fremstår i det hele som en udokumenteret påstand fremsat på et ukonkret grundlag. Det er da også forkert for en række dage, jf. ovenfor. A har således heller ikke bevist, at hun faktisk overnattede på Y1, og at hun ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1.
Til støtte for Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning henvises til, at SKAT afviste fradraget allerede fordi, A ikke havde et midlertidigt arbejdssted.
Måtte retten finde, at A er berettiget til fradrag for rejseudgifter, men dog ikke i det påståede omfang (50.000 kr.), bemærkes, at SKAT ikke har foretaget en talmæssig opgørelse af det selvangivne fradrag. SKAT er berettiget til en sådan prøvelse.
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter ligningslovens § 9 A, stk. 1, jf. stk.7, kan en lønmodtager foretage fradrag for rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Vurderingen af, hvornår et arbejdssted er midlertidigt i relation til rejsebegrebet, beror på en konkret og individuel vurdering af lønmodtagerens ansættelses- og arbejdsforhold.
BS 150-1050/2015
A blev den 18. august 2009 ansat i en tidsbegrænset stilling hos G1. Ansættelsen blev forlænget 3 gange indtil A pr. 1. januar 2011 blev fastansat i en tidsubegrænset stilling.
As arbejdsopgaver har siden den første ansættelseskontakt været kundebetjening ved tjek-in samt forefaldende arbejde, og hendes arbejdssted har været Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn. A har endvidere forklaret, at hendes arbejdsopgaver efter fastansættelsen i 2011 indholdsmæssigt var de samme som tidligere, dog havde hun lidt mere rengøring. Retten finder på denne baggrund, at As arbejde efter dets karakter kan udføres samme sted i ubegrænset tid. Da arbejdet ikke i sig selv kan anses for at være af midlertidig karakter, er det herefter en forudsætning for at kunne anse et arbejdssted som midlertidigt ved en forlængelse af arbejdsforholdet, at det dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen.
A har forklaret, at hendes ansættelse hos G1 var konkret begrundet i problemer med færgeoverfarten Y5 - Y4. A har henvist til de fremlagte artikler fra Avisen fra perioden august 2009 til januar 2010. Det fremgår af de fremlagte artikler, at der var problemer med Y1-færgen. Det fremgår ligeledes af den fremlagte artikel fra april 2010 fra Avisen, at trafikken med færgen i påsken 2010 blev veloverstået med meget rejseaktivitet. A har endvidere efter sagens anlæg indhentet en erklæring fra Kommerciel direktør, JJ, hvor direktøren ved G1, JJ, anfører, at udfordringerne med færgen indvirkede kraftigt på bemandingen i land og betød, at det blandt andet blev nødvendigt at forlænge As ansættelsesforhold. A arbejdsopgave var i henhold til alle ansættelsesaftalerne kundebetjening ved tjek-in samt forefaldende arbejde. Da problemerne med færgen ifølge oplysningerne fra artiklen fra Avisen fra april 2010 var ophørt, og da A pr. 1. januar 2011 fortsatte på en tidsubegrænset ansættelseskontrakt med samme arbejdsopgaver som hidtil, finder retten ikke, at der i 2010 har været særlige arbejdsmæssige forhold, der har begrundet forlængelserne af A ansættelsesforhold. As arbejdssted kan således ikke anses for midlertidigt i relation til spørgsmålet om fradrag for rejseudgifter, og hun har derfor ikke krav på fradrag for rejseudgifter i 2010 efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
BS 150-1049/2015
A blev pr. 1. januar 2011 fastansat i en tidsubegrænset stilling. As ansættelsessted har siden den første tidsbegrænsede ansættelse pr. 18. august 2009 været havnene i Y2, Y3, Y4 og Y5 Havn. A har forklaret, at hun primært arbejdede i havnene på Y1, men hun havde også vagter i Y5 og Y2 i forbindelse med sygdom, ferie eller automatoptælling. A har ved ansættelsesaftalens indgåelse været bekendt med de fire arbejdssteder, og de fire havne har gennem hele As ansættelsesforhold været basishavne for Y1færgen. Havnene Y2, Y4, Y3 og Y5 skal derfor anses som As faste arbejdssteder, og A har derfor ikke krav på fradrag for rejseudgifter i 2011 efter ligningslovens § 9A, stk. 5, 3. pkt. og stk. 7, jf. stk. 1.
Retten tager herefter Skatteministeriets frifindelsespåstande til følge.
Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand og er inklusive moms. Retten har ved sagsomkostningsafgørelsen lagt vægt på sagernes værdi samt, at sagerne har været behandlet samlet.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Skatteministeriet frifindes.
I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 25.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.
http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=14-0183519&docId=dom-lsr-14-0183519-full