Parter
A
(v/adv. Mogens Olesen)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. fm. Rebecca Hannibal Hjorth)
Afsagt af byretsdommer
Helle Dietz
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger skal betale skat af værdi af fri bil for indkomstårene 2012 og 2013.
Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte dømmes til at anerkende, at sagsøger ikke er pligtig at betale skat af værdi af fri bil for indkomstårene 2012 og 2013.
Sagsøgtes påstand er frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har under hovedforhandlingen uddybet sine anbringender i påstandsdokument af 14. marts 2018, hvor følgende er anført:
"Til støtte for påstanden gøres det gældende,
at hverken G1, CVR-nr. …11, eller G2, CVR-nr. …12, har stillet bil til rådighed for sagsøgers private benyttelse,
at sagsøger ikke har haft kendskab til og ej heller burde have haft kendskab til, hvorvidt nogen af de nævnte selskaber måtte have erhvervet den i sagen omtalte automobil, og
at sagsøger ikke har benyttet eller på anden måde gjort brug af den i sagen omhandlede au-tomobil og ej heller har haft mulighed herfor eller anledning hertil.
Sagsøger bestrider, at nogen af de nævnte selskaber på noget tidspunkt har været ejer af den i sagen omhandlede automobil.
Der henvises i øvrigt til det i sagens processkrifter anførte."
Sagsøgte har under hovedforhandlingen uddybet sine anbringender i påstandsdokument af 19. marts 2018, hvor følgende er anført:
"Anbringender
A har i 2012 og 2013 haft rådighed over selskabets bil, og skal derfor beskattes af værdien heraf.
Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4, at en hovedanpartshaver, der modtager udbytte fra sit selskab i form af, at der stilles en bil til rådighed, skal medregne værdien heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er ikke den faktiske anvendelse af bilen der beskattes, men derimod selve rådigheden.
Som hovedanpartshaver anses den, som ejer eller inden for de seneste 5 år har ejet 25 % eller mere af anpartskapitalen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1. Idet A ejede 53 % af selskabet i de omhandlede indkomstår (bilag A-E), anses han altså for hovedanpartshaver.
A var foruden hovedanpartshaver også direktør i selskabet (bilag F).
Uanset at A formelt var fratrådt direktionen i selskabet i perioden 20. juni 2012 til 13. september 2013 (bilag F), underskrev han henholdsvis den 20. juni 2012 og den 2. august 2013 selskabets årsrapporter for 2011 og 2012 som direktør (bilag G og H). Der er altså ingen realitet i, at han formelt var frameldt som direktør, og det må derfor lægges til grund, at A de facto har været direktør for selskabet i hele 2012 og 2013.
Selskabet blev den 17. august 2012 registreret som ejer og bruger af bilen i motorregistreret (bilag K). Det må allerede derfor lægges til grund, at det faktisk forholdt sig sådan, jf. bl.a. UfR 1988.906/2 H og UfR 2011.1114 H (SKM2011.110.HR), hvilket desuden også understøttes af, at det var selskabet, der fik tilsendt afgiftsopkrævning vedrørende bilen (bilag L).
Der består herefter en formodning for, at selskabets bil stod til rådighed for A – både i kraft af hans stilling som direktør og anpartshaver. Det gælder så meget desto mere, fordi bilen var en almindelig personbil, jf. SKM2009.239HR, SKM2005.204.ØLR og SKM2014.182.ØLR, fordi bilen var indregistreret på hvide nummerplader, jf. SKM2014.426.ØLR, fordi bilens anskaffelse efter det oplyste ikke var særligt begrundet i selskabets driftsmæssige forhold, jf. UfR 2008.2162 H (SKM2008.534.HR), SKM2013.539.ØLR, SKM2014.182.ØLR og SKM2014.520.ØLR, og fordi der alene var alene ca. 5km mellem selskabets adresse Y1-adresse, og A’s privatadresse Y2-adresse.
Det påhviler herefter A at godtgøre, at bilen ikke stod til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel, jf. f.eks. også UfR 2005.1691 H (SKM2005.138.HR) og UfR 2008.2162 H (SKM2008.534.HR).
A har ikke løftet denne bevisbyrde.
For det første foreligger der ikke en skriftlig aftale mellem selskabet og A, hvorefter han ikke måtte benytte bilerne privat i de omstridte måneder. En sådan aftale er et minimumskrav for at undgå rådighedsbeskatning, jf. Skatteministerens svar i Folketingstidende 1992/93, Tillæg B, sp. 2393, og TfS 1998, 326 Ø.
For det andet er der ikke ført kørselsregnskab for selskabets bil.
SKM2009.239.HR angik således, ligesom denne sag, om skatteyderen havde bevist, at bilen ikke var stillet til hans rådighed for privat benyttelse. Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene, hvorefter:
"[…]
Denne formodning kan ikke afkræftes blot ved at hævde, at bilen udelukkende anvendes til erhvervsmæssigt brug. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Derimod kræves det at der forelægges konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Et sådant bevis kan navnlig og efter retspraksis i realiteten på eneste måde føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab.
[…]."
Også i f.eks. UfR 2005.1691 H (SKM2005.138.HR) og UfR 2008.2162 H (SKM2005.138.HR) afviste Højesteret, at rådighedsformodningen var afkræftet bl.a. med henvisning til manglende kørselsregnskaber.
A kan heller ikke afkræfte formodningen med henvisning til, at der var andre biler til rådighed i husstanden, jf. f.eks. SKM2009.239.HR og SKM2012.464.ØLR.
Det oplyste om, at bilen blev brugt af A’s bror, IJ, er ikke bevist og ville i øvrigt heller ikke afkræfte formodningen for, at bilen stod til A’s rådighed for hans private benyttelse. Tværtimod måtte et udlån til IJ anses for at være en direkte følge af A’s råderet over bilen.
I øvrigt forekommer forklaringen om, at selskabets bil skulle have været udlånt til A’s bror ikke umiddelbart at stemme med, at A ikke skulle have haft kendskab til selskabets ejerskab af bilen.
Sammenfattende har A ikke bevist, at selskabets bil ikke var stillet til hans rådighed og ikke blev anvendt til privat kørsel. Han skal derfor i sin egenskab af hovedanpartshaver i selskabet rådighedsbeskattes efter ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4."
Rettens begrundelse og afgørelse
G2 er registreret som ejer af en personbil, mrk. Peugeot 406, med reg. nr. …Q, bilen er registreret med selskabet som ejer fra den 17. august 2012. Opkrævninger på grøn ejerafgift er fremsendt til selskabets frem til 13. september 2013 registrerede adresse, Y1-adresse i Y3-by, uden at der blev truffet foranstaltninger til at ændre registreringsforholdene på bilen, ligesom det, som sagen er forelagt retten, ikke er dokumenteret, at bilen er købt af andre end selskabet. Retten finder på den baggrund, at der herefter er en formodning for, at G2' registrerede ejerforhold er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og det påhviler herefter sagsøger at bevise, at han ikke havde rådighed over bilen. Sagsøger var på det tidspunkt hovedanpartshaver i og direktør for G1, der ejede 53 % af G2. Sagsøger var på tidspunktet for registreringen af Peugeot'en fratrådt som direktør i G2 men underskrev selskabets årsregnskab for 2012, uagtet han formelt på det tidspunkt var fratrådt som direktør. Sagsøgeren har ikke fraskrevet sig rådigheden over bilen, der er ikke ført kørselsregnskab for bilens anvendelse, og bilen er efter sagsøgerens forklaring anvendt af sagsøgers bror. Under disse omstændigheder har sagsøger ikke bevist, at han ikke havde rådighed over bilen, hvorfor sagsøgtes påstand om frifindelse tages til følge.
Sagsøgeren skal betale sagsomkostninger til sagsøgte med 20.000 kr., der dækker rimelige udgifter til advokatbistand. Beløbet er inclusiv moms, da sagsøgte ikke er momsregistreret.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 20.000 kr.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a