Byrets dom af 25. marts 2019 i sag Retten på Frederiksberg, BS-9167/2017

SKM2019.169.BR

Relaterede love

Renteloven
Ligningsloven
Skatteforvaltningsloven

Relaterede retsområder

Resumé

Sagen angik, om et boligselskab, var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapi- tel 19 for udgifter til sagkyndig bistand ydet af et advokatselskab. Det var i sagen ubestridt, at boligselskabet ikke havde betalt honoraret, og spørgsmålet var herefter, om det på baggrund af aftalegrundlaget kunne lægges til grund, at boligselskabet skulle betale rådgiverhonoraret. Bevisbyrden herfor påhvilede boligselskabet. Retten bemærkede, at sagen var én ud af et stort antal sager vedrørende lignende tvister om omkostningsgodt- gørelse, hvor der består et trepartsforhold mellem den skattepligtige og rådgivningsfirmaet og advokatselska- bet. En af disse sager blev behandlet i U 2015.3383 H, hvor Højesteret fandt, at den skattepligtige ikke opfyldte betingelserne for godtgørelse, da den skattepligtige ikke hæftede for betaling af advokatselskabets honorar. Retten bemærkede videre, at i lighed med højesteretssagen var der i nærværende sag indgået en uopsigelig aftale mellem den skattepligtige, her boligselskabet, og rådgivningsfirmaet, hvor det fremgik, at rådgivnings- firmaet skulle honoreres efter ”no cure no pay-modellen”, således, at der ikke blev opkrævet honorar, hvis der ikke blev opnået nogen ejendomsskattebesparelse. Boligselskabet havde desuden givet fuldmagt til rådgiv- ningsfirmaet, hvorefter firmaet kunne uddelegere procesfuldmagt til tredjemand. Retten bemærkede, at der til forskel fra sagen i U 2015.3383 H bl.a. var indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem den skattepligtige – boligselskabet – og advokatselskabet. Retten fandt, at aftalegrundlaget i sagen ikke afgørende adskilte sig fra det grundlag, der forelå i U 2015.3383 H, uanset, at der var indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem boligselskabet og advokatselskabet. Det var forsat rådgivningsfirmaet, der havde råderet over sagen, og der var en klar, underliggende forudsæt- ning om, at boligselskabet ikke skulle betale mere i rådgiverhonorar end, hvad der fremgik af den oprindelige ”no cure no pay-aftale” med rådgivningsfirmaet. Retten bemærkede, at dette også blev understøttet af den fremlagte erklæring, udarbejdet få måneder før domsafsigelsen i U 2015.3383 H, hvor boligselskabet erklærede, at boligselskabet hæftede overfor advokatsel- skabet. Retten bemærkede videre, at selv hvis denne erklæring blev taget for pålydende, var realiteten den, at boligselskabet ikke havde nogen reel, direkte forpligtelse til at betale honoraret til advokatselskabet. Herefter fandt retten det ikke bevist, at boligselskabet skulle betale advokatselskabets honorar, hvorfor betin- gelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ikke var opfyldt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

(v/adv. Claus Rosenkilde)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Steffen Sværke)

Afsagt af Byretsdommerne

Dan Bjerring, Søren Hafstrøm og Anna Rudolf

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 27. juni 2017 og hovedforhandlet den 26. november 2018.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1, er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af R1 i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende retten til fradrag for grundforbedringer.

Sagsøgeren, H1, har fremsat påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 28.000,- kr. (inklusiv moms).

Sagsøgte, Skatteministeriet, har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er indbragt for retten til prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 27. marts 2017. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

”Klager: H1 (Y1-adresser, Y2-adresser og Y3-adresser)

Cvr-nr.: …11

Klage over: SKATs afgørelse af 16. juli 2013

Genoptagelse af: Skatteankestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2015

Klagernes repræsentant har på vegne af klageren ansøgt om acontogodtgørelse med 50 % af 24.500 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

SKAT har ikke imødekommet klagerens ansøgning om acontogodtgørelse, da klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte beløb.

Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 20. oktober 2015 stadfæstet SKATs afgørelse. Skatteankestyrelsen har dog genoptaget afgørelsen af 20. oktober 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 35g, stk. 1. Sagen er herefter visiteret til Landsskatteretten i henhold til skatteforvaltningslovens § 35b, stk. 1, 2. punktum.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse og fastholder således Skatteankestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2015.

[…]

To retsmedlemmer, herunder retsformanden udtaler:

R1 har ikke løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er herved lagt vægt på det samlede aftalegrundlag mellem klageren, R2 og R1. Inddragelsen af R1 sker på foranledning af R2, jf. procesfuldmagten af 27. november 2011 [rettelig 2008] og oversendelsesbrevet fra R2 til R1 af 27. april 2012, og det fremgår ikke direkte af aftalen mellem R1 og klageren, at klageren hæfter for betalingen af R1’s salær. Forholdene i nærværende sag synes således ikke at afvige væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret, offentliggjort som SKM2015.479.HR.

Af de grunde som Højesteret har henvist til, jf. herved landsrettens dom, kan klageren derfor ikke anses for at hæfte for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er således ikke tale om, at klageren skulle betale eller har betalt den omhandlede salærnota.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen om omkostningsgodtgørelse vedrører, er dermed ikke opfyldt i nærværende tilfælde.

SKAT har derfor med rette afslået den omhandlende ansøgning om acontogodtgørelse.

Disse retsmedlemmer stemmer således for, at den pågældende afgørelse stadfæstet.

Et retsmedlem udtaler:

R1 og klageren har ved underskrivelsen af aftalen om advokatbistand indgået en aftale om, at R1 yder advokatbistand i forbindelse med klagerens klage i Landsskatteretten over vurderingsankenævnets afgørelse, at R1 forventer at anvende 20-30 timer i forbindelse med klagen, og at R1’s honorar afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klageren er ved underskrivelsen af aftalen informeret om, at R1 overtager partrepræsentationen i den konkrete sag, at R1 alene repræsenterer klageren i den konkrete sag fremadrettet, at den del af R1’s honorar, der ikke vil dækket af omkostningsgodtgørelse, skal betales af klageren, og at R2 har givet tilsagn om, at R2 vil betale denne del af R1’s honorar for klageren, jf. brevet fra R2 til R1 af 27. april 2012.

Klageren ved således ved underskrivelsen af aftalen, at aftalen med R1 kan medføre, at klageren kan komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2.

Det må herefter anses for at være dokumenteret, at klageren hæfter for betalingen af den af R1 udstedte salærnota af 4. december 2012.

Det forhold, at kontrakten mellem R2 og klageren af 16. januar 2006 er uopsigelig, og at kontrakten derfor ikke ophører i forbindelse med, at klageren indgår aftalen med R1, kan ikke ændre herved.

Endvidere kan det forhold, at det af procesfuldmagten udstedt af klageren den 27. november 2011 [rettelig 2008] fremgår, at R2 kan tilbagekalde den uddelegerede procesfuldmagt til R1 på klagerens vegne, ikke ændre ved, at klageren hæfter for salærnotaen.

Den grundlæggende betingelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, er dermed opfyldt.

Dette retsmedlem stemmer derfor for, at den påklagede afgørelse ændres således, at klagerens ansøgning om acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten skal behandles hos SKAT i 1. instans.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes.”

H1 indgik den 16. januar 2006 aftale med R2 om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat. Af aftalen fremgår:

”…. Baggrund og formål

R2 har identificeret en række områder, hvor privatpersoner og erhvervsdrivende, der ejer bolig- og erhvervsgrunde, lovmæssigt har krav på at få reduceret ejendomsskatten. En reduktion i ejendomsskatten, der ikke senere efterbeskattes og som har effekt i op til 30 år frem i tiden.

Formålet med konsulentydelsen er, på kundens vegne at fremskaffe nødvendig dokumentation og argumentation med henblik på at opnå det lovbestemte fradrag, samt at gennemføre sagsbehandlingen således at fradraget realiseres.

Ydelsen omfatter udelukkende lovbestemte anliggender og følger gældende dansk lovgivning. Der er ikke tale om spekulation, risiko, udskydelse af skatter eller andre skjulte hensigter, som senere kan bringe kunden i et tilbagebetalingsforhold. Ydelsen skal sikre, at kunden udelukkende betaler det, der er lovbestemt.

Omfang

At få ejendomsskatten fastsat korrekt er en større proces, der indeholder følgende hovedaktiviteter:

Indhente information om den eksisterende situation, herunder:

1. Indsamle baggrundsmateriale, f.eks. oplysninger fra skøde, ejendomsskattebillet, tilslutningsafgifter m.m.
2. Sammenligne grundværdier med andre områder.
3. Foretage beregninger og vurderinger af materialet.

Forbedre procesmateriale til myndighederne.

1. Udarbejde dokumenter og bilagsmateriale til sagsopstart.
2. Beregne nyt vurderingsgrundlag, herunder identificere argumenter.

Gennemføre procesbehandling med
1. Afholder møder med myndighederne
2. anke sag til højere instans.
3. Sikre at ankefrister

Opfølgning på resultatet, herunder sikre, at fradrag realiseres.

R2 forpligter sig gennem denne kontrakt til at gennemføre ovennævnte proces med henblik på at identificere og realisere en potentiel ejendomsskattebesparelse.

Ressourcer

R2’s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven. Konsulentydelsen iværksættes umiddelbart efter kontraktens indgåelse, og vil tage 12-18 måneder afhængig af, hvor hurtigt myndighederne ekspederer sagen.

Med henblik på at kunne dokumentere omkostninger afholdt i forbindelse med en byggemodning, forpligter kunden sig til at give R2 adgang til materiale, som måtte være relevant for processen. Kunden er kun forpligtet til at give adgang til materiale, som kunden er i besiddelse af og som kunden ikke betragter som fortrolig. Søgning efter materiale i kundens arkiver er alene R2’s opgave, uanset arkivernes tilstand og placering.

Alt materiale behandles fortroligt.

Honorar

Honoraret for konsulentydelsen udgør første hele års ejendomsskattebesparelse til amt og kommune i det år afgørelsen/kendelsen foreligger hos kunden. Såfremt ejendomsskattebesparelsen også omfatter tidligere år, endvidere 25% af ejendomsskattebesparelsen for de tidligere år (den skat, der gennem tiden er betalt for meget).

Honoraret skal tillægges 25% moms.

Opnås ingen ejendomsskattebesparelse medfører dette, at ingen honorar opkræves.

Beregningsgrundlaget for honoraret er til stede når vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse foreligger hos kunden eller senest når reguleringen fra kommunen finder sted.

Som følge af antallet af sager som R2 skal gennemgå på vegne af kunden, tildeles kunden en rabat på 30% på ovenstående honorar.

Kunden faktureres, når regulering af ejendomsskatten er foretaget af kommunen. Det er en forudsætning for fakturering, at beløbet kan indeholdes i kundens realiserede besparelser.

Til nærværende kontrakt eksisterer et tilhørende bilag indeholdende en liste med ejendomme, som kunden ønsker, at R2 skal gennemgå ejendomsskattematerialet for.

Hvis kunden skulle ønske det, tilbyder R2 gennem nærværende kontrakt at afholde et seminar om fradrag i grundværdien for forbedringer for udvalgte af kundens medarbejdere med det mål at uddanne medarbejderne til fremover at kunne varetage opgaven selv.

Nærværende kontrakt er uopsigelig for de i vedhæftede bilag nævnte ejendomme og gældende, indtil honorarafregning med R2 har fundet sted, eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. Hvis en ejendom ikke længere administreres af forretningsførerorganisationen H1, udgår ejendommen af denne kontrakt. ”

Den 27. november 2008 gav H1 R2 følgende fuldmagt:

”Hermed befuldmægtiges R2 (Cvr.nr. …12) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor R2 er eller har været partsrepræsentant, til tredjemand.

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.

Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede.

Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand enten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning.”

Den 27. april 2012 sendte R2 et brev til R1 vedrørende oversendelse af sagen, hvoraf fremgår:

” Vedrørende oversendelse af sag

Vi har på vegne af vor klient H1 ført sag om ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende Y1-adresser. Y2-adresser. Y3-adresser.

Klienten har den 27. november 2008 befuldmægtiget os til at overdrage sagen til eksternt advokatfirma med henblik på den videre førelse af sagen ved Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene, såfremt dette måtte blive nødvendigt.

De har mundtligt indvilliget i at føre sagen videre for klienten, og jeg skal på denne baggrund oversende sagen samt sagens akter til Deres videre foranstaltning.

Idet oversendelsen af sagen sker som led i en generelfuldmagt udstedt til R2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet.

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes – eller ikke dækkes fuldt ud – af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os.

De bedes bekræfte modtagelsen af nærværende brev samt fremsende kopi af kundens skriftlige samtykke, når dette foreligger.”

Den 9. maj 2012 sendte R1 et brev til H1, hvoraf fremgår, at R2 har oplyst, at H1 ønsker, at R1 skal føre skattesagen ved Landsskatteretten. Vedlagt fremsendtes en aftale om advokatbistand, som R1 bad H1 om at underskrive og returnere. Aftalen om advokatbistand af 9. maj 2012 er underskrevet den 19. juni 2012. Af aftalen fremgår følgende:

”R1 og H1 (herefter klienten) indgår herved aftale om, at R1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe vurderingsankenævnets afgørelse af 18. april 2012 vedrørende ejendommen Y1-adresser. Y2-adresser. Y3-adresser for Landsskatteretten.

Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang – herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager R1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder.

Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten.”

Af en salærnota af 4. december 2012 fra R1 ved IH stilet til H1 fremgår:

”Salærnotanr. 4202

Vores salær for bistand i sagen vedrørende ejendommen Y1-adresser, Y2-adresser, Y3-adresser (journalnr. H1), herunder gennemgang af foreliggende afgørelser fra vurderingsmyndigheden og vurderingsankenævnet, gennemgang og vurdering af sagens bilag, indhentelse af betingede og endelige skøder (4 stk. i alt), byggeregnskab (3 stk.), ansøgningsskemaer, interne og eksterne ledningskort m.m., indledende overvejelser om sagens juridiske holdbarhed, opmåling og beregning af udgifter til internt sti- og kloakforsyningsanlæg, beregning af tilslutningsbidrag for vand-, el- og varmeforsyning, beregning af udgifter til projektering og tilsyn, udarbejdelse af klage til Landsskatteretten inklusiv bilag 1-21 samt ekspedition.

Advokat LH (8 timer á 2.800 kr.) 22.400,00 kr.
Moms 25% 5.600,00 kr.

Klageafgift 800,00 kr.

I alt 28.800,00 kr.

Såfremt De måtte have nogen spørgsmål til opgørelsen, er De velkommen til at kontakte undertegnede.”

Ved en transporterklæring af 4. december 2012 overdrog H1 deres krav på omkostningsgodtgørelse i sagen til R1.

Den 28. februar 2013 ansøgte R1 ved IH SKAT om omkostningsgodtgørelse på 50 % i sagen.

Der er endvidere fremlagt en erklæring af 7. april 2015 fra H1 til R1, hvoraf fremgår:

”Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem R1 og undertegnede, enten som direkte part i en skattesag eller som befuldmægtiget repræsentant for boligorganisationen, der er direkte part i sagen, og at vi eller boligorganisationen hæfter overfor R1 i relation til deres honorar.

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50% eller 100% af honoraret til R1. R2 giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes R1’s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.

Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor R1, hvis R2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.”

Højesterets dom af 30. juni 2017, trykt i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR)

Den 30. juni 2017 afsagde Højesteret dom i en sag mellem en skatteyder og Skatteministeriet om omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for R1’s honorar for bistand i en skattesag om grundskyld.

Af dommen fremgår bl.a.:

”Byrettens dom 13. december 2013, BS 9-489/2013 (SKM2014.89.BR)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen handler om, hvorvidt S er berettiget til godtgørelse af de udgifter, som R1 har faktureret ham for advokatfirmaets bistand i en skattesag om nedslag i grundværdien for afholdte udgifter til ekstrafundering.

Sagen er anlagt den 7. marts 2013.

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har påstået, at sagsøgte, S, til Skatteministeriet skal betale 37.806,25 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.

S har påstået frifindelse. […]

Rettens begrundelse og resultat

Ifølge skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. punktum, ydes der en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 til de sager, som er nævnt i § 55. Efter 2. punktum ydes en godtgørelse på 100 %, hvis den pågældende har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i skattesagen.

Der er enighed om, at S i skattesagen alene har fået medhold i et omfang, der berettiger til 50 % godtgørelse. Der er ligeledes enighed om, at udgifter til advokatbistand er omfattet af godtgørelsen. Endelig er der enighed om, at det efter en lovændring i 2000 er uden betydning for beregningen af godtgørelsen, at den godtgørelsesberettigede af tredjemand får betalt den del af de pågældende udgifter, som han ikke får omkostningsdækning for efter loven.

Efter S' forklaring lægges det til grund, at S ikke selv på noget tidspunkt har været i kontakt med R1. Alligevel oversendte R2 den 10. juni 2008 sagen til R1, der den 24. juni 2008 på vegne af S påklagede Vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten og sendte en salærnota for det arbejde, der var forbundet hermed. R2 underrettede imidlertid først den 1. juli 2008 skriftligt S om, at sagsbehandlingen fremadrettet blev varetaget af R1, og først den 2. august 2008 underskrev S en fuldmagt til R2 til at uddelegere procesfuldmagten og til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt.

S' kontrakt af 11. august 2004 med R2 var ifølge sit indhold uopsigelig, indtil skattesagen havde fundet sin afslutning, og R2 hvis skattesagen faldt gunstigt ud for S havde fået sit honorar i form af første års skattebesparelse og 25 % af tidligere års skattebesparelse. Hvis der ikke blev opnået en skattebesparelse, blev der ikke opkrævet honorar.

Det var således R2, der i kraft af aftalen reelt havde »rådigheden« over S' skattesag, ligesom R2 i kraft af salæraftalen også havde en afgørende økonomisk interesse i sagens udfald. R1 var bekendt med R2’s brev af 1. juli 2008 til S, hvoraf fremgik, at samarbejdet med R1 ikke ville medføre yderligere udgifter for S i forhold til hans oprindelige aftale med R2.

På den baggrund finder retten det tvivlsomt, at R1 under nogen omstændigheder ville kunne rette et honorarkrav mod S, ligesom retten finder det tvivlsomt, om S har haft nogen form for instruktionsbeføjelse over for R1. R1’s advokatbistand har således i realiteten været ydet til R2 for dennes regning og ikke til S. Den omstændighed, at R1 har stilet sine a conto-regninger til S kan under disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Herefter har S ikke haft krav på godtgørelse af nogen del af de a conto-regninger, som R1 fremsendte til ham, og Skatteministeriets påstand om tilbagebetaling af den udbetalte omkostningsdækning på 37.806,25 kr. tages til følge.

Efter sagens udfald og økonomiske værdi skal S i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 28.000 kr., hvoraf 20.000 kr. er til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og til ekstrakt og materialesamling og 500 kr. er til dækning af udgiften til retsafgift. […]

Landsrettens begrundelse og resultat

Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem R2 og S. Aftalegrundlaget, som R1 kendte, indebar bl.a., at R1’s varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af R1 skete på foranledning af R2 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1.

På denne baggrund har S uanset forklaringerne om retsforholdet mellem R1 og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af R1. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her S, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da S' anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen.

S skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. Beløbet angår advokatudgifter (inkl. moms). […]

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for advokatfirmaet R1’s honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige »skal betale eller har betalt« rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet R1’s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

S opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal S betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.”

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af UH, IH og MC.

UH har forklaret, at han er økonomichef i H1, der administrerer almene boliger. De har 33 afdelinger fordelt på ca. 650 ejendomme og med ca. 35.000 lejere i alt. Han har ansvaret for H1’s regnskab og budgetter. Han har været ansat siden juni 2013. Inden da havde der været en periode uden økonomichef.

Det er ikke ham, der har indgået aftalen med R2 eller R1, og det er heller ikke ham, der har givet fuldmagten til R2, da han først blev ansat senere. Han sidder i dag med kontakten til R2 og R1 i de verserende sager. Y4 er én ud af ca. 500 sager, der er kørt gennem R2. Heraf er ca. 200-250 sager blevet overdraget til R1. Der er anlagt ca. 30 retssager til prøvelse af Landsskatterettens afgørelser. Sagerne har direkte betydning for lejerne. H1 har fået væsentlige beløb tilbagebetalt, og det betyder, at H1 kan sætte lejen ned for lejerne, fordi pengene ryger direkte tilbage i den omhandlede afdeling.

Det er ikke R2, der fører sagerne. Det gør R1, fordi R1 i modsætning til dem selv og R2 har de fornødne kompetencer, når en sag løftes et niveau op, og det er nødvendigt med advokatbistand. Aftalen med R2 ophører ikke, når sagen overgår til R1. De skal stadig betale honorar til R2, selvom sagen er overdraget til R1. De får ekstra bistand fra R1, og den er de villig til at betale for. De er vant til at bruge ekstern advokatbistand i mange tilfælde.

Der var ikke nogen egentlig overdragelse af sagerne til ham, da han startede som økonomichef i H1. En medarbejder ved navn VJ satte ham ind i tingene. Han vil tro, at han ville vide det, hvis der eksisterer et brev, hvoraf det fremgår, at H1 ikke skal betale for R1’s bistand. Han har ikke set sådan et brev. Han har heller ikke ledt efter det. Han tror, at VJ ville have orienteret ham om, hvis der forelå sådan et brev.

I den hypotetiske situation, at R2 ikke ville overholde aftalen om at yde tilskud, ville H1 betale R1 beløbet, fordi de mener, at de har indgået en aftale med R1.

Adspurgt af advokat Steffen Sværke har han endvidere forklaret, at det ofte er i personalesager, at H1 bruger advokatbistand i øvrigt. De betaler selv for bistanden i de sager. Han ved ikke, om der er nogen andre, der i disse tilfælde yder tilskud til betalingen.

Han har ikke personligt ledt efter en eventuel korrespondance vedrørende betalingen for R1’s bistand.

Han står også for notaer til H1. Han mener, at han har modtaget notaer fra R1 løbende, men han kan ikke huske det. Han synes ikke, at det er mærkeligt, at R2 også skal have honorar, når det er R1, der fører sagen for Landsskatteretten, fordi det er R2, der laver det første, forberedende arbejde.

IH har forklaret, at han har været selvstændig advokat siden 1983. Han har drevet advokatvirksomhed først i Y5-by på Y6 og sidenhen i Y7-by. I 1999 solgte han afdelingen i Y5-by. Han stiftede R1 omkring 2008. Det gjorde han, fordi han og JB havde haft en snak om, hvorvidt han kunne være behjælpelig med sager om ejendomsskat. Han har kendt familien NR i mange år. Han arbejdede med JB’s mor ved Retten i Y7-by helt tilbage i 1979.

Som selvstændig advokat havde han påtaget sig alle slags sager og fungerede bl.a. som kurator. Han førte også skattesager, herunder i Landsskatteretten et par gange, inden han stiftede R1.

R1 fører kun sager om ejendomsskat, herunder manglende fradrag for grundforbedringer. Det var ikke på R2’s foranledning eller i deres interesse, at han stiftede R1. Det kan han totalt afvise. Der var tale om en helt naturligt opstået forretningsforbindelse. Det er rigtigt, at han samarbejde med R2, og han var også advokat for familien NR, inden han stiftede R1.

Når R2 mente, at en sag var moden til Landsskatteretten, så spurgte R2 kunden, om de måtte sende sagen over til ham. Hvis kunden sagde ok til det, henvendte han sig til kunden og spurgte, om kunden var indforstået med det. Det er sædvanligt, at der blev henvist sager på den måde i den branche.

I 2011 begyndte SKAT at stille spørgsmålstegn ved hans klienters ansøgninger om sagsomkostningsgodtgørelse. SKAT gav afslag på ansøgninger, fordi de mente, at klienterne ikke var berettiget til sagsomkostningsgodtgørelse, fordi R2 havde givet tredjemandstilskud. Det kom meget bag på ham.

Inden sagerne, der førte til højesteretsdommen fra 2015, havde man ikke skriftlig indgået aftaler direkte med klienterne om advokatbistanden. Det var bare indforstået, at R1 skulle føre sagen videre. Da SKAT begyndte at afslå ansøgningerne om sagsomkostningsgodtgørelse, lavede han en formaliseret klient-advokataftale. Han justerede sin forretningsgang på grund af højesteretsdommen fra 2015. Han gjorde det også for at være sikker på, at han overholdt de advokatetiske regler.

Hvad angår aftalen om advokatbistand dateret den 9. maj 2012 og adresseret til H1, mente de, at den aftale opfyldte reglerne, så der ikke ville være flere problemer.

Han mener ikke, at der har været anden korrespondance med H1 om, at de skulle underskrive aftalen om advokatbistand, udover den sædvanlige oversendelsesskrivelse. Der har heller ikke været afholdt et møde med H1.

Når der skulle overdrages en sag til R1 fra R2, fik han som regel besked om det på den måde, at det blev nævnt mundtligt for ham, at nu kom der en eller flere sager, som derefter blev oversendt. Oversendelsesbrevet af 27. april 2012 fra R2 til R1 er et eksempel herpå.

Det er ikke kun SKAT, men også Advokatsamfundet, der har interesseret sig for overdragelsen af klienter fra R2 til R1. Advokatsamfundet kontaktede ham i 2014-15, fordi Advokatsamfundet havde modtaget en anonym henvendelse om, at den fakturering, der foregik mellem R1 og klienterne, var i strid med de advokatetiske regler. Mistanken gik bl.a. på en sammenblanding af R2 og R1. Derfor tog han med UT, som er advokat og kontorleder i R1, til et møde i Advokatsamfundet. Advokatsamfundet ville gerne have en skriftlig redegørelse for deres forretningsgang, så den sendte de til dem med omkring 10-15 fakturaer vedlagt. Derefter fik de at vide, at Advokatsamfundet tog det til efterretning og ikke ville foretage sig yderligere.

Adspurgt af advokat Steffen Sværke har han endvidere forklaret, at han ikke stiftede et selskab, hver gang han fik en ny klient, men at R1 heller ikke var et særtilfælde. Han har stiftet mange andre selskaber, dog ikke med advokatarbejde.

Han kan ikke sige præcist hvor mange sager, der er henvist fra R2, men det er flere tusinde. Der har været et par andre sager, der ikke blev henvist fra R2.

Aftalen om advokatbistand af 9. maj 2012 blev lavet for at imødekomme SKATs bekymringer og for at overholde de advokatetiske regler. De var flere advokater i selskabet dengang. Han lavede aftalekonceptet med en af advokaterne. Det var nok NA. Han havde ingen drøftelser med R2 om udarbejdelsen af det. Han ved ikke, om NA havde drøftelser med R2 om det, men det havde hun formentligt.

Han tror ikke, at de har sendt aftalegrundlaget til Advokatsamfundet. De har nok bare skriftligt redegjort for det.

Foreholdt oversendelsesskrivelsen af 27. april 2012 fra R2 af sagen vedrørende ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende Y1-adresser, Y8-adresser, Y9-adresser, kan han ikke huske, om han har set netop denne oversendelsesskrivelse. Der var nogle stykker af denne type sager. Hvad angår de to henvisninger til en fuldmagt i skrivelsen, er han ikke sikker på, at han kender til den omtalte fuldmagt.

Foreholdt fuldmagten fra H1 til R2, underskrevet den 27. november 2008 af SH, har han set den før, men han har ikke hæftet sig meget ved den. Han har ikke tænkt over adgangen for R2 til at tilbagekalde procesfuldmagten. Han har ikke forholdt sig til, om fuldmagten fortsat gjaldt, efter sagen var oversendt til R1. Han har ikke set det som særligt presserende eller nødvendigt, efter de havde fået oversendt sagen. Han ved ikke, om det er denne fuldmagt, der henvises til i oversendelsesskrivelsen af 27. april 2012.

Nogle klienter betalte, når der blev sendt notaer, inden sagen var afgjort, det vil sige inden man vidste, om der kunne søges om 50 % eller 100 % sagsomkostningsgodtgørelse.

Der blev sendt en kopi af fakturaen til klienten. Han er ikke sikker på, at de skrev mere om betalingen, end hvad der fremgår af salærnotaen af 4. december 2012. De bad klienten om at skrive under på en ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Der står ikke noget i salærnotaen om, hvem klienten skal betale til, men det er vel underforstået.

Han tror ikke, at salærnotaen på 28.800 kr. er betalt endnu. Man har ikke fået H1 til at betale i de sager, hvor man ikke kender resultatet endnu. Han ved ikke, hvordan H1 kan se af salærnotaen, at de skal betale halvdelen af og ikke hele beløbet på 28.800 kr., men der er ingen tvivl om, at de ved, at det er 50 %. De sender salærnotaen til H1. Det er rigtigt, at H1 ikke har særlig juridisk eller anden sagkyndig viden herom. Det kan godt være, at det var underforstået, at enten staten eller R2 ville betale salæret.

Han kan ikke huske, om klienterne indbetalte 50 % i de tilfælde, hvor staten ikke betalte sagsomkostningsgodtgørelse på 100 %. Han kan huske, at der har været nogle sager, hvor andre klienter har betalt.

I brevet af 9. maj 2012 til H1 fra R1 fremgår det af første sætning, at ”R2 har oplyst, at De ønsker, at R1 fører Deres skattesag vedrørende ejendommen beliggende Y1-adresser. Y10-adresser, Y11-adresser ved Landsskatteretten, jf. det vedlagte brev fra R2.”, fordi de vidste, at R2 havde rettet henvendelse til H1. Det er korrekt, at det ikke fremgår af oversendelsesskrivelsen af 27. april 2012, at H1 ønskede, at R1 skulle overtage.

I aftalen om advokatbistand er det i 2. afsnit anført ”medmindre der træffes særskilt aftale”, fordi der skulle være fleksibilitet i aftalen om honorar. Det er en aftale om honorar efter timetakster, men med mulighed for at træffe anden aftale. Grunden til, at det fremgår af aftalen, at ”R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten” er, at R2 gerne ville følge sagerne til dørs. Han ved ikke, om klienten også har modtaget processkrifter mm. i kopi.

Han har været med til udarbejdelsen af erklæringen af 7. april 2015 vedrørende forholdet mellem R1 og H1. Han har nok udarbejdet erklæringen sammen med UT, men han kan ikke huske det. Formålet med erklæringen var, at H1 erklærede, at han var advokat for dem.

Han mener, at grunden til, at de nævner konkurs i erklæringen, er, at der var en medarbejder fra SKAT, der sagde, at de skulle formulere det på den måde. Det var sådan, at hvis R2 ikke kunne eller ville betale, skulle H1 betale. Det fremgår muligvis ikke af denne erklæring, men det fremgår jo af hele sagen. Han kan ikke huske hvor, men det står skrevet et sted.

Der var tale om rigtigt mange penge, der ikke blev betalt i sagsomkostningsgodtgørelse på grund af SKATs afslag, men han ved ikke, om det var millioner. Det var både R2 og R1, der dækkede tabet i de mange sager, hvor SKAT meddelte afslag på sagsomkostningsgodtgørelse. Han kan ikke sige nærmere, hvordan det foregik.

MC har forklaret, at han er uddannet cand. jur fra Y12-Universitet. Han blev ansat i R2 i slutningen af 2007, da han lige var blevet færdig med sin uddannelse. Han startede i begyndelsen af 2008. Han blev ansat som jurist til varetagelse af skattesager. Han blev chefjurist 2 år senere, da der kom nogen flere jurister at være chef for.

R2 blev stiftet i 2003-2004. De var ikke eksperter på området i starten. De var ikke særligt juridisk kvalificerede til at arbejde med området. Det var tanken om, at der måtte være noget galt med ejendomsbeskatningen, der førte til stiftelsen af selskabet.

Det var JB, der tog sig af kontrakter mm., inden han startede i firmaet. Da han startede, fik han selv ansvaret for kontrakt, samarbejdsaftale og hele den operationelle del.

Der bliver ikke lavet aftaler i R2, uden at de først kommer forbi hans skrivebord. Det er usandsynligt, at der skulle være lavet aftaler, som han ikke har været inde over. Han ville være bekendt med, hvis der forelå en aftale om, at H1 ikke skal hæfte for R1’s salær.

De har lovet deres klienter et tredjemandstilskud, hvis de ikke får sagsomkostningsgodtgørelse i sagerne for Landsskatteretten. Det er korrekt, som han har skrevet i en mail af 9. februar 2017 til advokat Claus Rosenkilde, at der ikke foreligger et tilskudsbrev i sagen vedrørende Y4 ejendommen. Han havde talt med H1 om, at tredjemandstilskud var en løsning. Det har været underforstået imellem R2 og H1, og de har efterlevet det. H1 er deres største klient. De har haft berøring med over 100-150 af H1’s ejendomme og har haft ca. 3-400 sager for H1.

Den fuldmagt, der er fremlagt i sagen, som er underskrevet af SH fra H1 den 27. november 2008, var en af de første fuldmagter, de lavede.

Den medførte, at hvis R2 havde en sag for H1, kunne de udpege en anden repræsentant for H1. Det var tilbage i 2008.

Det er JB og ham selv, der har udarbejdet oversendelsesbrevet til R1 af 27. april 2012. Han er overbevist om, at det er fuldmagten af 27. november 2008, der henvises til i oversendelsesbrevet. Fuldmagten har været grundstammen i overdragelsen af sager til R1.

Det er ikke JB, der på vegne af H1 antager R1. Det er en opfordring til, at H1 og R1 indgår en aftale.

Der gik 4 år imellem udarbejdelsen af den fremlagte fuldmagt underskrevet den 27. november 2008 og det fremlagte oversendelsesbrev af 27. april 2012.

Fuldmagten er ikke blevet udnyttet, da de ikke har brugt den til det, der står, de kan.

H1 er de eneste, der råder over sagen. De er de eneste, der er klageberettigede. Hverken R2 eller R1 kan råde over sagen. R2 har ikke haft råderum i de sager, hvor R1 har overtaget partsrepræsentationen.

Det er en fejl, at der under afsnittet ”Ressourcer” i kontrakten mellem R2 og H1 står, at blandt andre R2’s advokater vil forestå udførelsen af opgaven. Der er ikke advokater ansat i R2, og det var der heller ikke dengang, kontrakten blev indgået. Der var kun én jurist, der havde deponeret sin advokatbestalling. Kontrakten er med al sandsynlighed skrevet af JB, der er uddannet civilingeniør, og han er ikke sikker på, om JB var klar over forskellen på en advokat og en jurist.

Der er ikke tale om skattetænkning fra R2’s side. SKAT havde lavet en forkert vurdering angående H1’s ejendom på Y4, og det har de hjulpet H1 med at klage over. Hvis man forestiller sig, at R1 ikke havde ført sagen for Landsskatteretten, så havde det været R2, der havde gjort det, og så havde H1 også haft ret til sagsomkostningsgodtgørelse. Det er udgiftsneutralt for Skatteministeriet, uanset om det er R2 eller R1, der fører sagen for H1 i Landsskatteretten. Der er ikke tale om, at de pumper sagen op således, at der skal betales sagsomkostningsgodtgørelse til både R2 og R1.

Efter hans opfattelse er det Skatteministeriet, der foretager skattetænkning ved at problematisere trepartsforholdet. Tilskuddet tilfalder H1 i tilfælde af, at der ikke gives fuldt medhold i Landsskatteretten. Det tilfalder ikke R1.

R2 har ikke betalt nogen fakturaer til R1. Tilskuddet kan ikke fradrages, og det er indberettet til SKAT.

Det er ikke alle deres klienter, der tager imod tilbuddet om at overdrage sagen til R1 med henblik på at føre sagen i Landsskatteretten. Han vil gætte på, at det er 2/3 af klienterne, der vælger at skifte rådgiver.

R1 er ikke det eneste advokatfirma, R2 arbejder sammen med. De har også benyttet sig af blandt andre G1, G2, G3 og G4. Sidstnævnte har også haft H1 som klient, men samarbejdet med ham stoppede, da han blev udnævnt som retsformand i Landsskatteretten.

Han er ikke enig i Skatteministeriets synspunkt om, at de har aftalt sig ind i en model, der uberettiget fører til sagsomkostningsgodtgørelse. Sagsomkostningsgodtgørelsen ville være gået til R2, hvis ikke til R1.

Adspurgt af advokat Steffen Sværke har han supplerende forklaret, at de havde lovet H1 at yde tredjemandstilskud på det tidspunkt, hvor samarbejdet blev indgået mellem R1 og R2. Han kan ikke huske, hvornår de første gang sendte en sag for H1 over til R1.

Da fuldmagten fra H1 blev givet til R2, har det nok været første gang, de talte om et tilskud. Han vil gætte på, at han har fået fuldmagten til et møde med SH fra H1. Han kan ikke huske, hvad han sagde til SH på mødet. Han kan ikke huske, om han drøftede de økonomiske konsekvenser ved, at de overdrog sagen til R1. Han har undersøgt, om der er nogen skriftlig korrespondance mellem dem og H1 herom, og han har ikke fundet noget.

Det giver mening, at kommunikationen i sagen, som højesteretsdommen fra 2015 vedrørte, og denne sag er forskellig. Højesteretssagen omhandlede LV, som var én enkelt ”lille” grundejer, hvorimod H1 er deres største klient. De havde så mange sager for H1, at de talte sammen ofte. De sendte breve skriftligt til LV, fordi det i forhold til en ”lille” grundejer som ham var nødvendigt med en meget udtrykkelig forsikring. Det foregik meget mere afslappet og professionelt med H1. Han tror, at SH ikke gik så meget op i det, men han ved det ikke.

Han kan huske, at de sagde til alle deres klienter, at hvis klienterne ikke fik sagsomkostningsgodtgørelse, ville R2 yde tilskud og dække omkostningerne. Idéen var, at deres klienter ikke skulle hænge på en stor regning, så derfor tilbød de tilskud.

Aftalerne om advokatbistand er ikke lavet på grund af SKATs afslag på sagsomkostningsgodtgørelse. I mange år blev der udbetalt sagsomkostningsgodtgørelse til deres klienter. Fra udarbejdelsen af fuldmagten underskrevet af SH på vegne af H1 den 27. november 2008 til udarbejdelsen af oversendelsesbrevet til R1 af 27. april 2012 blev der lavet om i processen. Det er udviklet over tid, og der har været 5-6 forskellige fuldmagter. Konceptet har så vidt han ved foreligget siden 2010, det vil sige før, problemerne med SKAT begyndte. Det blev så vidt han ved udarbejdet, da NA var nervøs for advokatetiske problemer, hvis sagerne bare blev oversendt uden videre.

Det fremgår af oversendelsesbrevet, at det sker ”som led i en generalfuldmagt”, men det var på basis af, at H1 havde givet R2 frie hænder. Det fremgår samtidigt, at de skulle indgå en aftale direkte med klienten.

Forskellen mellem sagen i højesteretsdommen fra 2015 og denne sag, er, at der i denne sag er etableret et direkte 2-partsforhold mellem R1 og klienten.

Han mener, at hvis R2 selv skulle repræsentere klienten i Landsskatteretten, ville der også skulle betales sagsomkostningsgodtgørelse. Kun i tilfælde hvor der slet ikke bliver givet medhold, ville det ikke være udgiftsneutralt for Skatteministeriet, og de tilfælde er få.

Det er korrekt, at fakturaerne sendes i kopi til dem af praktiske årsager. Kunderne modtager også fakturaerne. Der sker ikke betaling af de sidste 50 %, når det endnu ikke vides, om der gives medhold. Der bliver ikke betalt undervejs. R2 har i stedet for ydet lån til driften i R1 i forbindelse med, at SKAT begyndte at problematisere omkostningsafgørelserne.

Der var 500 sager, der blev berørt af højesteretsdommen fra 2015. Betalingen for disse sager har R2 taget 100 % efterfølgende. De har betalt det hele til R1 som underleverandør, fordi Højesteret har sagt, at R1 i disse sager skal anses som en underleverandør.

Procedure

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 12. november 2018, hvoraf bl.a. fremgår:

”… Sagsøger gør overordnet gældende, at betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt, hvorfor sagsøger er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet det er ubestridt, at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder.

5.1 Nærmere om Landsskatterettens afgørelse

Et flertal af Landsskatterettens medlemmer fandt det ikke dokumenteret, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar, hvorfor der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Af Landsskatterettens præmisser (bilag 1, side 51, E s. xx) ses det, at flertallet af Landsskatterettens medlemmer har lagt vægt på følgende forhold:

Det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, R2 og R1

At inddragelsen af R1 sker på foranledning af R2, jf. den af sagsøger udstedte fuldmagt til R2 (bilag 3) og oversendelsesbrevet fra R2 til R1 (bilag 4).

At det ikke direkte af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) fremgår, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

At forholdene ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM2015.479.HR.

Sagsøger er for så vidt enig i, at man skal se på tingene i deres helhed og derfor bliver nødt til at se på det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, R2 og R1, når det skal vurderes om sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Sagsøger er derimod ikke enig i, at en samlet vurdering af aftalegrundlaget kan føre til den konklusion, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Heller ikke det forhold, at R1 inddrages i sagen på foranledning af R2 med henvisning til den af sagsøger udstedte fuldmagt (bilag 3, E s. xx) kan føre til, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Endvidere kan der ud fra helt grundlæggende obligations- og aftaleretlige principper ikke stilles krav om, at det direkte af en aftale skal fremgå, at den modtagende part hæfter for de ydelser, som den leverende part har ydet i henhold til den indgåede aftale, når der i øvrigt er leveret i overensstemmelse med kontrakten.

Endelig er sagsøger ikke enig i, at forholdene i den foreliggende sag ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM2015.479.HR. Tværtimod er der, jf. gennemgangen nedenfor under pkt. 5.3, kun få ligheder, men til gengæld helt afgørende forskelle, når man ser på, hvad Vestre Landsret lagde vægt på i sine præmisser i SKM2014.399.VLR, som Højesteret altså tiltrådte i SKM2015.479.HR.

Højesterets dom udgør et centralt omdrejningspunkt i Landsskatterettens flertals vurdering af sagsøgers hæftelse og i Skatteministeriets argumentation, hvorfor denne i det følgende vil blive gennemgået.

5.2 Højesterets dom af 30. juni 2015 – SKM2015.479.HR

Allerede af den grund, at der i Højesteretssagen var tale om en konkret bevisvurdering er præjudikatværdien af dommen ikke stor og under alle omstændigheder begrænset til sager med tilsvarende faktum – altså samme aftalegrundlag, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, jf. pkt. 5.3 nedenfor.

I sagen havde grundejeren ligeledes indgået en aftale med R2 om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat. Efter at vurderingsankenævnet havde truffet afgørelse i sagen blev denne på foranledning af R2 overdraget til R1, der indbragte sagen for Landsskatteretten.

Af byrettens præmisser fremgår det, at sagen blev oversendt fra R2 til R1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter – og efter at R1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten – blev underrettet herom i et brev fra R2, og at grundejeren først yderligere en måned efter underretningen fra R2 udstedte en fuldmagt til R2.

Det fremgår endvidere af byrettens gengivelse af sagens oplysninger, at det af orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren fremgik, at overdragelsen af sagen til R1 ikke ville medføre yderligere udgifter for grundejeren og at denne aldrig kommer til at betale mere end fastsat i kontrakten mellem grundejeren og R2.

Højesteret når efter en konkret bevisvurdering frem til, at grundejeren i sagen ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar, hvorfor han ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Samme konklusion var Byretten nået frem til i SKM2013.489.BR og ligeledes Vestre Landsret i SKM2014.399.VLR.

Af Højesterets præmisser fremgår det, at Højesteret af de grunde, som landsretten anførte, tiltrådte, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Af landsrettens præmisser ses det, at landsretten særligt har lagt vægt på følgende forhold:

At aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2, som R1 kendte, bl.a. indebar, at grundejeren aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2.

At inddragelsen af R1 skete på foranledning af R2 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1.

At grundejeren – uanset forklaringerne for byret og landsret om retsforholdet mellem ham og R1 – ikke havde været forpligtiget til at betale R1’s honorar.

I forhold til nr. 1 ovenfor bemærkes det, at det ikke fremgår af sagsøgers honoraraftale med R2 (bilag 2), at sagsøger aldrig vil komme til at betale mere i honorar end hvad der er fast heri. Dette gjorde det heller ikke i SKM2015.479.HR. I Højesteretssagen fremgik det derimod af et orienteringsbrev fremsendt til grundejeren af R2 efter sagens overdragelse til R1, som i øvrigt blev fremsendt til grundejere efter, at sagen var overdraget til R1, og efter at R1 havde indbragt vurderingsankenævnets afgørelse for Landsskatteretten.

Det følger af en udtalelse af 17. maj 2016 fra SKAT til Landsskatteretten, at SKAT er enig i, at der i den foreliggende sag ikke er et sådant orienteringsbrev, jf. bilag 1, side 17, 2. afsnit under overskriften ”SKATs vurdering” (E s. xx).

At der ikke foreligger et sådant orienteringsbrev blev ligeledes bekræftet i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten. I et brev af 6. februar 2017 anmodede Skatteankestyrelsen bl.a. om at få oplyst, hvorledes R2 har givet det tilsagn om tilskud til sagens førelse, som omtales i R2’s brev (bilag 4) til R1.

Til besvarelse heraf fremsendtes en e-mail af 9. februar 2017 fra chefjurist MC fra R2 (bilag 13, E s. xx). Indholdet af denne e-mail er gengivet i Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, side 5, 2. citering, E s. xx).

I forhold til nr. 2 ovenfor bemærkes det, at der i Højesteretssagen ikke blev indgået en særskilt skriftlig aftale mellem R1 og grundejeren efter R2’s kontakt til R1. I Højesteretssagen blev R1 antaget af R2 til at føre sagen på grundejerens vegne i Landsskatteretten med henvisning til en fuldmagt, som grundejeren endda først underskrev efter overdragelsen af sagen var sket.

I den foreliggende sag er der derimod direkte kontrakt mellem sagsøger og R1 med henblik på at R1 skulle overtage partsrepræsentationen i sagen, hvorefter der er indgået en særskilt og skriftlig aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx), hvor såvel opdraget som honoraret for R1’s partsrepræsentation kvalificeres. Denne kontakt og aftaleindgåelse sker forud for og som betingelse for R1’s indtræden i sagen.

I forhold til nr. 3 ovenfor bemærkes det, at det af landsrettens præmisser kan udledes, at det henset til grundejerens honoraraftale med R2, herunder orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren fremsendt ca. 3 uger efter sagens overdragelse til R1, i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar.

I relation hertil ses landsretten at have lagt afgørende vægt på, at der ikke var sket en formalisering af retsforholdet mellem grundejeren og R1, f.eks. i form af et skriftligt aftalegrundlag. Endvidere ses landsretten at have lagt stor vægt på, at grundejerens forklaring om retsforholdet skete efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

I den foreliggende sag formaliseres retsforholdet forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen.

5.3 Det konkrete aftalegrundlag og forskellene i forhold til SKM2015.479.HR

Sagsøger har indgået en honoraraftale (bilag 2, E s. xx) med R2, der er tilsvarende den grundejeren i Højesteretssagen havde indgået med R2.

Sagsøger har ligeledes udstedt en fuldmagt (bilag 3, E s. xx) til R2, hvis indhold er tilsvarende den fuldmagt grundejeren i Højesteretssagen udstedte til R2 efter sagens overdragelse til R1.

Så vidt er aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR og aftalegrundlaget i den foreliggende sag ens. Men her hører lighederne til gengæld op.

Som gennemgået ovenfor under punkt 5.1, er der i den foreliggende sag ikke et orienteringsbrev fra R2 til sagsøger, som der var det i Højesteretssagen.

Dette er en meget væsentlig forskel i forhold til SKM2015.479.HR, idet det var af dette orienteringsbrev fra R2 til grundejeren, at det fremgik, at overdragelsen af sagen til R1 aldrig ville medføre, at grundejeren i Højesteretssagen ville komme til at betale mere i honorar for sagens førelse end fastsat i honoraraftalen med R2. Et forhold, der ses at være tillagt væsentlig betydning i Vestre Landsrets præmisser, som Højesteret tiltrådte.

Brevet fra R2 til R1 (bilag 4, E s. xx) adskiller sig også i den foreliggende sag i forhold til det tilsvarende brev i SKM2015.479.HR.

Af brevet i Højesteretssagen fremgik det, at R2 havde mulighed for at tilbagekalde sagen til egen fortsat behandling. En sådan mulighed for tilbagekaldelse fremgår ikke af brevet i den foreliggende sag (bilag 4, E s. xx).

Det fremgår derimod, at R2 opfordrer R1 til at rette henvendelse til sagsøger med henblik på at sikre dennes skriftlige samtykke til sagens overdragelse, og at R1 herefter alene repræsenterer sagsøger i den fremadrettede behandling af sagen.

Endvidere fremgår det, at R2 har påtaget sig at yde et tredjemandstilskud i det tilfælde, at R1’s honorar ikke dækkes fuldt ud af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Efter modtagelsen af R2’s brev (bilag 4, E s. xx) rettede R1 skriftlig henvendelse til sagsøger med fremsendelse af en aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx). Sagsøger anmodes om at underskrive denne og returnere til R1. Sagsøger har her et valg, og kan vælge at lade sig repræsentere af R1, men kan også vælge ikke at lade sig repræsentere af R1.

Af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) fremgår det, at opdraget kvalificeres til indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse vedrørende ejendommen Y1-adresser, Y2-adresser og Y3-adresser for Landsskatteretten. Endvidere fremgår principperne for fastsættelse af honoraret, herunder at der afregnes efter medgået tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster, og at der kan forventes et tidsforbrug på mellem 20 og 30 timer.

Eksistensen af et egentligt skriftligt aftalegrundlag i form af en aftale om advokatbistand indgået direkte mellem sagsøger og R1 forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet er en helt afgørende forskel i forhold til SKM2015.479.HR.

Af Højesteretssagen fremgår det netop, at det henset til aftaleforholdet mellem grundejeren og R2, herunder særligt orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren, hvoraf det fremgik, at grundejeren aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i honoraraftalen med R2 (der altså ikke eksisterer i den foreliggende sag), i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at dette aftaleforhold var fraveget.

Grundejeren i Højesteretssagen kunne ikke dokumentere dette med sin vidneforklaring for byretten og landsretten, hvor landsretten ses at have lagt vægt på, at denne var afgivet efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

I den foreliggende sag er der forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet indgået en skriftlig aftale om advokatbistand, hvor opdraget kvalificeres ligesom der gives oplysninger om, hvorledes honoraret fastsættes.

Der foreligger altså lige præcis den dokumentation for/formalisering af retsforholdet mellem sagsøger og R1, som manglen på samme af var den helt afgørende faktor i Højesteretssagen. Det fremhæves ligeledes, at retsforholdet i den foreliggende sag er formaliseret forud for og som betingelse for R1 overtagelse af partsrepræsentationen i sagen.

Som det fremgår ovenfor, er der meget få ligheder mellem aftalegrundlaget i den foreliggende sag og aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR, men til gengæld helt afgørende forskelle. Det er derfor ganske overraskende, at flertallet af Landsskatterettens medlemmer kan nå frem til den konklusion, at ”Forholdene i nærværende sag synes således ikke at afvige væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret”.

Til illustration af de endog betydelige forskelle og for overblikkets skyld, kan ligheder og forskelle opstilles som følger:

Dokument	SKM2015.479.HR	Den foreliggende sag	Bemærkninger
Honoraraftale – R2 og grundejeren.	+	+	Enslydende
Fuldmagt – udstedt af grundejeren til R2	+	+	Enslydende
Orienteringsbrev – R2 til grundejeren	+	-	Det er her det i HR sagen fremgår, at grundejeren aldrig vil kunne komme til at betale mere i honorar end fastsat i kontrakten med R2
Brev fra R2 til R1	+	+	Ikke passus om R2’s mulighed for at tilbagekalde sagen. Opfordring til indgåelse af skriftlig aftale. Præcisering af repræsentations forholdet (kun R1)
Aftale om advokatbistand	-	+	Opdraget og honoraret kvalificeres

Det er disse forskelle, herunder særligt tilstedeværelsen af et skriftligt aftalegrundlag mellem sagsøger og R1 indgået forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen, der gør, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Sagsøger har indgået en aftale om advokatbistand med R1 (bilag 6, E s. xx), hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres. Idet R1 har leveret i henhold til aftalen, hæfter sagsøger for betaling af R1’s honorar – og omvendt kan R1 med henvisning til samme gøre sit krav på betaling direkte over for sagsøger.

Som anført af det dissentierende retsmedlem i Landsskatteretten (bilag 1, side 52, E s. xx) kan hverken det forhold, at kontrakten med R2 er uopsigelig og ikke ophører i forbindelse med sagsøgers indgåelse af aftalen med R1, eller det forhold, at det af fuldmagten (bilag 3, E s. xx) fremgår, at R2 kan tilbagekalde den uddelegerede procesfuldmagt føre til et andet resultat.

Ingen af disse forhold afskærer R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger, hvis R2 ikke kan eller vil honorere sin tilskudsforpligtelse og sagsøger ikke vil betale for den af R1 levererede ydelse.

5.4. Skatteministeriets fire grunde

På trods af, at Skatteministeriet i svarskriftet (s. 5, 2. afsnit, E s. xx) anfører, at det er vigtigt at se tingene i sin helhed, fokuserer ministeriet i sine skriftlige indlæg ensidigt på R2, og ser fuldstændig bort fra eksistensen af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

Skatteministeriet anfører, at en række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

Ingen af de af Skatteministeriet anførte grunde – hverken hver for sig eller tilsammen – kan føre til, at sagsøgeren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i den foreliggende sag.

5.4.1 Den første grund

Den første af Skatteministeriets fire grunde udspringer af det forhold, at sagsøger har indgået en honoraraftale med R2 (bilag 2, E s. xx), der er uopsigelig, samt det forhold, at sagsøger har udstedt en procesfuldmagt (bilag 3, E s. xx) til R2.

5.4.1.1 Honoraraftalens bestemmelse om uopsigelighed

Det forhold, at der i sagsøgers aftale med R2 (bilag 2, E s. xx) er en passus om uopsigelighed medfører ikke, at sagsøgeren ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar i henhold til den med R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

Det var også denne konklusion det dissentierende retsmedlem nåede frem til, jf. bilag 1, s. 52 (E s. xx).

Et vilkår om uopsigelighed medfører ikke en eksklusiv ret for R2 til at være den eneste repræsentant for sagsøgeren, ligesom det ikke begrænser sagsøgeren til kun at lade sig repræsentere af R2.

Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en skatteyder/grundejer i en klage- eller domstolssag kan antage to repræsentanter og få sine udgifter til disse to repræsentanter helt eller delvist dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Bestemmelsen om uopsigelighed, afskærer ikke R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand.

5.4.1.2 Fuldmagtens betydning

At sagsøger ikke skulle hæfte for betalingen af R1’s honorar fordi henvendelsen fra R2 til R1 om overtagelse af sagen sker med henvisning til den udstedte fuldmagt (bilag 3, E s. xx) strider mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold.

Det skal understreges, at fuldmagten ikke er udnyttet af R2 til på vegne af sagsøger at antage R1 som repræsentant. Det er alene den indledende henvendelse til R1, der sker med henvisning til fuldmagten. Selve aftaleindgåelsen sker direkte mellem sagsøger og R1 forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen.

Fuldmagten – der altså ikke er udnyttet – medfører heller ikke, at sagsøger ikke råder over sagen. Det er sagsøger selv, der antager R1 som partsrepræsentant, hvilket sker med underskriften på aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx). Sagsøger har et valg, og kan vælge at lade sig repræsentere af R1, men sagsøger kan også vælge ikke at lade sig repræsentere af R1. Dette forhold viser om noget, at sagsøger selv råder over sagen.

Det forhold, at sagsøger har udstedt en fuldmagt til R2 (bilag 2, E s. xx), ændrer ikke på sagsøgers adgang til at indgå i et direkte aftaleforhold med R1. Fuldmagten har derfor heller ikke betydning for den hæftelse, der følger af det direkte aftaleforhold mellem sagsøger og R1.

Idet det er sagsøger selv, der direkte har indgået aftale med R1 om fremtidig repræsentation, kan R2 heller ikke tilbagekalde sagen med henvisning til fuldmagten. R2’s mulighed for at tilbagekalde sagen fordrer, at overdragelsen er sket med hjemmel i fuldmagten – altså at R2 på vegne af sagsøger har antaget R1 til at føre sagen i Landsskatteretten, hvilket ikke er tilfældet.

Det er således direkte forkert, når Skatteministeriet med henvisning til fuldmagten anfører, at det er R2, der råder over sagen. R2 kan ikke tilbagekalde sagen, idet R1 ikke er antaget af R2 på vegne af sagsøger med henvisning til fuldmagten. Det er i fuldmagten, R2’s hjemmel til tilbagekaldes findes.

Det fremgår i øvrigt intet sted af fuldmagten, at denne er uigenkaldelig, således som det tilsyneladende lægges til grund af Skatteministeriet.

Selv hvis det lægges til grund, at fuldmagten var udnyttet og R2 på sagsøgers vegne havde antaget R1 til føre sagen i Landsskatteretten – hvilket altså ikke er tilfældet – er det fortsat uden betydning for vurderingen af, om sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

En sådan handling ligger inden for rammerne af fuldmagten, og så hæfter fuldmægtigen (sagsøger) for den befuldmægtigedes (R2) handlinger, herunder betalingen af R1’s honorar, ifølge helt grundlæggende obligationsretlige regler.

I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne. Et fuldmagtsforhold medfører ikke, at den befuldmægtige bliver hvervgiveren i stedet for fuldmægtigen.

Fuldmagten – uanset hvordan man anskuer dens udnyttelse – afskærer derfor heller ikke R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand.

5.4.2 Den anden grund

Som den anden grund anfører Skatteministeriet, at såfremt sagsøger har påtaget sig en hæftelse for betalingen af R1’s honorar, er en sådan forpligtelse uden betydning.

Henset til, at der ses at være enighed om, at det er helt afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at sagsøgeren hæfter for betalingen af R1’s honorar, er det ganske mærkværdigt, at Skatteministeriet hævder, at lige netop hæftelsesforholdet er uden betydning.

Skatteministeriet anfører videre (svarskriftet s. 6, 3. sidste afsnit, E s. xx), at ”to parter kan ikke aftale, at en tredjemand – her staten – skal betale en udgift som aftaleforholdet mellem de to parter udløser”.

Det fremstår ikke klart, hvem de ”to parter” er. Det må dog antages, at Skatteministeriet refererer til R2 og R1. Desuagtet giver det anførte ikke rigtig mening.

Sagsøger er for så vidt enig i, at to parter ikke kan aftale, at en tredje part skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er der vel næppe nogen, som kan være uenige i. Men der er ikke noget aftaleforhold mellem R2 og R1 om at staten skal betale en udgift.

Derimod er der et aftaleforhold mellem sagsøger og R1 om førelse af en ejendomsvurderingssag i Landsskatteretten i form af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

5.4.3 Den tredje grund

Som den tredje grund anfører Skatteministeriet, at en forpligtelse for sagsøger til at betale R1’s honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvisning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager, der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Dette illustreres bl.a. af forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52), der blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, hvor reglerne i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager blev indskrevet som et nyt kapitel 3A i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (§ 1, nr. 1), hvor bl.a. godtgørelsessatsen blev ændret, og der blev indført 100 % godtgørelse såfremt den godtgørelsesberettigede person i sagen fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Om baggrunden for denne ændring er bl.a. anført følgende i lovforlagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002):

Det foreslås, at ordningen forbedres, således at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige vinder sin sag, kan vedkommende stå tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v.

Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet.

På et område som ejendomsvurderingsområdet, hvor mediernes dækning og Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013, viser, at Skatteministeriets håndtering af området har været endog særdeles kritisabel, mangelfuld og fyldt med fejl, og hvor Kammeradvokatens undersøgelse af november 2012 konkluderer, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klart ulovlig og ansvarspådragende, kommer ordningen netop til sin berettigelse.

Skatteministeriets bemærkning om (svarskriftet s. 7, 1. afsnit, E s. xx), at ”Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådant setup, som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem R2 og boligselskabet ligger fast og opgavefordelingen er klar”, illustrerer med alt ønskelig tydelighed, at Skatteministeriet kun ser på enkeltelementer i aftalegrundlaget i stedet for at se tingene i helhed.

Man kan ikke, som Skatteministeriet vælger at gøre det, se bort fra aftaleforholdet mellem sagsøger og R1.

R1 har i overensstemmelse med den indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) udført godtgørelsesberettiget arbejde (skatteforvaltningslovens § 54) i en godtgørelsesberettiget sag (skatteforvaltningslovens § 55) for en godtgørelsesberettiget person (skatteforvaltningslovens § 53).

Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelsesordningens formål. Sagsøgerens aftale med R2 ændrer ikke herpå.

Det strider således mod sagsøgers lovfæstede ret til omkostningsgodtgørelse, når omkostningsgodtgørelse nægtes.

Sagsøger har ikke indgået nogen aftale med R1 om førelse af sagen på ”no cure no pay-vilkår” ligesom R1 ikke yder noget tredjemandstilskud til sagsøger. Skatteministeriets bemærkninger i svarskriftet (s. 7, 4. afsnit, E s. xx) om ændringen af ligningsloven og mulighederne for at yde et skattefrit tredjemandstilskud (lov nr. 1501 af 23. december 2014), savner derfor relevans.

5.4.4 Den fjerde grund

Det står ikke helt klart, hvad den fjerde grund er, men det er tilsyneladende Skatteministeriets opfattelse, at det helt specifikt af den mellem R1 og sagsøger indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) skal fremgå, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar for, at den hæftelse, som efter helt grundlæggende aftaleretlige regler følger af den indgåede aftale, efter ministeriets opfattelse er til stede.

I obligations- og aftaleretten stilles der ikke noget krav om, at der i en aftale om levering af en ydelse specifikt skal fremgå, at modtageren af ydelsen hæfter for betalingen heraf for at en hæftelse reelt består. Dette ligger implicit i aftaleindgåelsen.

Der henvises i det hele til det nedenfor under pkt. 5.6 om betydningen af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand.

5.5 Skatteministeriets identitetsforvirring

Det er ikke R2, der – som anført i svarskriftet på side 4, 1. afsnit (E s. xx) – søger om at få statskassen til at betale for R2’s udgifter til R1. For det første, har R2 ingen udgifter til R1 allerede af den grund, at R1 ikke er antaget af R2. R1 er antaget af sagsøger, jf. den indgåede aftaler om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

R2 har derimod en udgift til sagsøgeren i form af det lovede tredjemandstilskud for den del af R1’s honorar, der ikke måtte blive dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse. En udgift, der jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 2, ikke af R2 kan fradrages som en driftsudgift, men skal føres på egenkapitalen og således betales af allerede beskattede midler – et forhold, som jeg føler mig overbevist om allerede er kontrolleret af SKAT.

Synspunktet om, at det er R2, der har antaget R1 som underleverandør til opfyldelse af R2’s forpligtelser over for sagsøgeren, ses at være inspireret af byrettens præmisser i SKM2014.89.BR, hvor byretten bl.a. anførte følgende i præmisserne:

A's advokatbistand har således i realiteten har været ydet til B for dennes regning og ikke til S. Den omstændighed, at A har stilet sine á contoregninger til S kan under disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Vestre Landsret hverken henviste til eller tiltrådte byrettens præmisser i SKM2014.399.VLR. Højesteret tiltrådte i SKM2015.479.HR landsrettens præmisser med nogle yderligere bemærkninger om administrativ praksis, og har således heller ikke anset R1 som underleverandør til R2.

Det fremhæves endvidere, at det fremgår af byrettens præmisser, at sagen blev oversendt fra R2 til R1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter blev underrettet herom efter, at R1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, og at grundejeren først yderligere en måned senere udstedte en fuldmagt til R2, der gav dem mulighed for at overdrage sagen til tredjemand.

Det er altså ikke et synspunkt, der kan tillægges nogen vægt – og i særdeleshed ikke, når aftalegrundlaget i den foreliggende sag adskiller sig væsentligt på helt afgørende punkter i forhold til aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR, jf. gennemgangen heraf ovenfor under pkt. 5.3.

For det andet, er det R1 der som sagkyndig bistandsyder på vegne af sin klient ansøger om omkostningsgodtgørelse akkurat som andre sagkyndige bistandsydere gør det på vegne af deres klienter i tusindvis af andre skattesager, hvor der er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Det er heller ikke R2, der – som anført i svarskriftet på side 5, 3. afsnit – har ændret i R1’s aftalegrundlag med grundejerne for ”at aftale sig ind i en model, der gav tilskud”.

Som enhver ansvarlig advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centreret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved R1’s klienters berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens manglende direkte aftale med R1, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at R1 introducerede en egentlig aftale om advokatbistand, som klienterne, herunder sagsøger, blev præsenteret for og skulle acceptere og underskrive, forud for R1’s påbegyndelse af arbejde på en sag.

Skatteministeriet anfører endeligt (svarskriftet s. 9, sidste afsnit, E s. xx), at ”Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2, hvis ikke staten betaler hele udgiften – og altså ikke til klienten – understreger hele meningen med arrangementet”. [min understregning]

Sagsøger antager, at Skatteministeriet med ovenstående henviser til R2’s oversendelsesskrivelse til R1 (bilag 4, E s. xx). Intet sted står det, at R1’s fakturaer skal sendes til R2 og ikke til klienten.

Af oversendelsesskrivelsen til R1 fremgår følgende:

Her fremgår det, at R1 anmodes om at rette henvendelse til R2 med oplysning om skyldigt beløb vedlagt kopi af R1’s salærnota til klienten. Det af Skatteministeriet anførte, er altså direkte forkert og i strid med sagens faktiske forhold.

Som det også fremgår af oversendelsesbrevet er der tale om en rent praktisk foranstaltning, hvor R2 betaler tredjemandstilskuddet direkte til R1 fremfor, at det betales til sagsøger, der herefter så skal betale det til R1.

Akkurat som det forhold, at en af bevæggrundene for, at en godtgørelsesberettiget kan transportere sit krav på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige bistandsyder netop er af praktisk karakter, således at SKAT ikke først skal overføre godtgørelsen til den godtgørelsesberettigede, der herefter så skal overføre godtgørelsen til den sagkyndige.

5.6 Betydningen af den indgåede aftale om advokatbistand

Det afgørende for hæftelsesspørgsmålet i den foreliggende sag må være den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

Det følger af helt grundlæggende aftaleretlige regler, at sagsøger som følge af den indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) hæfter for betaling af R1’s honorar.

Der er mellem to professionelle parter indgået en aftale om advokatbistand. Aftalen bliver bindende for begge parter på det tidspunkt, hvor sagsøger accepterer R1’s tilbud om repræsentation (accept af tilbud). Dette formaliseres ved parternes underskrift af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx).

R1 er herefter forpligtet til at levere den ydelse, som fremgår af aftalen – konkret indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse for Landsskatteretten. Omvendt er sagsøger forpligtiget til at betale for den leverede ydelser i overensstemmelse med aftalens honorarbestemmelser. Såfremt en af parterne ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til den indgåede aftale, kan den anden part gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

I den foreliggende sag er såvel opdraget (ydelsen) som honoraret kvalificeret i aftalen. R1 har leveret den aftalte ydelse, hvorfor der ingen som helst tvivl kan være om, at grundejeren er forpligtet til at betale honorar til R1 i overensstemmelse med aftalen.

Når flertallet af Landsskatterettens medlemmer og Skatteministeriet lægger vægt, at det ikke direkte af aftalen om advokatbistand fremgår, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar, stilles et krav til R1’s aftaleindgåelse med klienter, der på ingen måde er hjemmel til i obligations- og /eller aftaleretten eller andre steder.

Hvis man lægger vægt på, at det ikke direkte af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx) fremgår, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar, stiller man krav til R1’s aftaleindgåelse med klienter, der på ingen måde er hjemmel til i obligations- og /eller aftaleretten eller andre steder. Der vil være tale om en usaglig forskelsbehandling af R1’s klienter contra andre skatteydere, der ikke repræsenteres af R1, i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Den forudgående indgåelse af aftalen om advokatbistand er den helt afgørende forskel i forhold til aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR. Det er lige præcis den manglende eksistens af et konkret aftaleforhold mellem grundejeren og R1, der var udslagsgivende i Højesteretssagen. Grundejeren kunne ikke med sine efterfølgende forklaringer for by- og landsret afgivet til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse dokumentere, at aftalegrundlaget med R2 var fraveget i en sådan grad, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar.

Det er således hævet over enhver tvivl, at R1 med henvisning til aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. xx), vil kunne gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger.

6. SAMMENFATNING

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar og følgelig er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der ubestridt er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder, hvis honorar sagsøger efter helt almindelige obligations- og aftaleretlige regler hæfter for betaling af.

Det skal særligt fremhæves

at aftalegrundlaget på helt afgørende punkter – også aftalegrundlaget mellem R2 og sagsøger – adskiller sig fra aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR.

at der helt specifikt er indgået en aftaleretligt bindende aftale om advokatbistand mellem grundejeren og R1, hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres, som man ikke blot kan vælge at se bort fra.

at netop manglen på en sådan konkret, skriftlig og forudgående indgået aftale mellem grundejeren og R1 var helt afgørende for udfaldet af Højesteretssagen.

at sagsøgers aftalegrundlag med R2 på ingen måde afskærer R1 for at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand.”

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 12. november 2018, hvoraf bl.a. fremgår:

”… Frifindelsespåstanden støttes på, at H1 ikke hæfter for R1’s faktura, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse.

Bevisbyrden for, at boligselskabet er retligt forpligtet til at betale den omhandlende faktura, påhviler den, der påstår at have ret til omkostningsgodtgørelse, dvs. enten R1, da det eventuelle krav er overdraget til R1, og/eller H1. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1, (M5) at:

”Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.” (min understregning)

Det er således en betingelse for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede enten har betalt regningen eller er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand. Det er ikke en betingelse, at regningen faktisk er betalt, men at det kan dokumenteres, at udgifterne til den sagkyndige skal betales ifølge regning.

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, indebærer det derfor, at omkostningsgodtgørelse er udelukket.

Det er afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar over for den sagkyndige, jf. også UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (M25).

Det er i den forbindelse afgørende at se tingene i helhed, herunder at R2 – da det gik op for selskabet, at selskabets udformning af modellen var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, jf. UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (side 3384ff – M26ff) – har forsøgt at ændre enkeltelementer.

R2 har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der gav tilskud, men uden at miste sit kommercielt meget stærke kort – no cure no pay-modellen. SKAT har således i nogle sager konstateret, at nogle klienter ikke ville påtage sig den reelt teoretiske risiko for at ende med at hænge på advokatregningen.

Disse klienter fik derfor en bankgaranti betalt af R2, der skulle dække, hvis R2 gik konkurs (bilag 1, s. 22, næstsidste afsnit – E25).

I denne sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre R2, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem R2 og boligselskabet er en uopsigelig aftale, der var indgået i januar 2006 (bilag 2 – E132).

Brevene mv. i sagen af 27. april 2012 (bilag 4 – E136) og 9. maj 2012 (bilag 5 – E137) har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler R2’s udgifter til selskabets underleverandør, R1.

En række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

For det første har R2 og boligselskabet indgået en uopsigelig aftale (bilag 2, side 3, 2. afsnit – E134, 2. afsnit):

”Nærværende kontrakt er uopsigelig for de i vedhæftede bilag nævnte ejendomme og gældende, indtil honorarafregning med R2 har fundet sted, eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. Hvis en ejendom ikke længere administreres af forretningsførerorganisationen H1, udgår ejendommen af denne kontrakt.”

Vilkåret om uopsigelighed er en eksklusiv ret for R2 til at repræsentere boligselskabet vedrørende sagen, da vilkåret indebærer, at R2 kan bestemme i hvilket omfang, der anvendes andre repræsentanter, herunder underleverandører

Af aftalen fremgår endvidere (bilag 2, side 2, 2. afsnit – E133, 2. afsnit):

”Ressourcer

R2’s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven.” (min understregning).

R2 fik ved fuldmagt af 27. november 2008 (bilag 3 – E135) ret til at ”uddelegere” selskabets procesfuldmagt til tredjemand – det være sig i det administrative system og ved domstolene. Videre hedder det:

”Som en del af fuldmagten indgår tillige rettet til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnet.” (min understregning)

Tredjemand skulle enten være advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning.

Tilbagekaldelsesretten viser, at den advokat, som R2 udpeger – overvejende typisk R1 – ikke er advokat for klienten, men for R2. R2 har således også mulighed for at tilbagekalde sagen fra R1, uanset det af boligselskabet anførte på stævningens side 9, 6. afsnit (E64, 6. afsnit) og replikkens side 5, 6. afsnit (E86, 6. afsnit).

Boligselskabets aftale med R2 er ikke ændret, sådan at boligselskabet kan komme til at hænge på en advokatregning. Det vil sige den uopsigelige aftale mellem R2 og boligselskabet (bilag 2 – E132-134) indgået efter no cure no pay-modellen. Boligselskabet har også ved besvarelsen af opfordring 4, 4a og 4b (E90 og 99) oplyst, at honorarbestemmelsen i aftalen (bilag 2 – E133f) også gælder efter inddragelsen af R1. Tillige har boligselskabet betalt honorar til R2 i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af R1’s arbejdes med sagen (processkrift I, side 2, 6. afsnit – E99, 6. afsnit).

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og R2 har en ret til at indsætte en advokat og tilbagekalde denne underleverandøraftale, er betalingen af advokaten, her R1, ikke en forpligtigelse for R2’s klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig R2.

At R1 er en underleverandør understreges af, at det bl.a. fremgår af aftale om advokatbistand, at (bilag 6, 3. afsnit – E138, 3. afsnit):

”Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten.”

For det andet gælder, hvis R2’s klient – boligselskabet – har påtaget sig en reel betalingsforpligtelse, er en sådan forpligtelse uden betydning.

To parter kan ikke aftale, at en tredjemand – her staten – skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er en ”gratis” omgang for begge parter, som der efter loven ikke er pligt til at respektere.

For det tredje må en sådan påtagelse af en forpligtelse frakendes enhver retlig betydning overfor staten, jf. eksempelvis UfR 2014.2742 H (SKM2014.422.HR) (M38).

Der er tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådan set-up som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem R2 og boligselskabet ligger fast og opgavefordelingen er klar.

Det er R2, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandører, og boligselskabets opgave er at ”betale”, hvis det bliver en succes. Boligselskabets teoretiske risiko for at ”hænge” på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved ”fiasko”, altså hvor der ikke opnås succes.

Set-uppet når der som her foreligger en uigenkaldelig aftale er et forsøg på misbrug af en ordning, hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikkerhed, derved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter til rådgiverne, herunder advokater, der er ved at føre skattesager. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

Ordningen var selvsagt ikke tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag. Dette understreges også af den senere lovændring, hvor Folketinget afskaffede muligheden for repræsentanter til at yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der var indgået honoraraftaler baseret på sagens udfald, også kaldet no cure no pay-vilkår, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven (betingelser for tredjemandstilskud) (M11).

Fra retspraksis kan også henvises til UfR 2017.2439 H (M20) om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

For det fjerde påhviler det, som anført, R1 at løfte bevisbyrden for, at boligselskabet var forpligtet til at betale R1’s honorar, da det eventuelle krav er overdraget til R1, jf. bilag 9 (E142).

Som det fremgår af ovenstående, har R2 forsøgt at arbejde sig ind på en ”hæftelse” for klienten, men uden at denne er tyngende for klienten. Og som anført, er det i strid med meningen med godtgørelsesordningen, at staten skal betale for R2’s underleverandør.

Hvis disse grunde ikke fører til, at det ikke kan komme på tale, at staten bærer udgiften, så betyder forholdene i hvert fald, at R1’s bevisbyrde er skærpet væsentligt.

Det ligger efter brevene af 27. april 2012 (bilag 4 – E136) og 9. maj 2012 (bilag 5 – E137) fast, at inddragelsen af R1 – ligesom i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (M25) – sker i R2’s interesse og ikke boligselskabets. Det sker, ligesom i sagen ved Højesteret, på R2’s initiativ.

I R2’s brev af 27. april 2012 (bilag 4 – E136) til R1 fremgår det af de tre første afsnit, at det er R2, der kontakter R1, der siger ja til opgaven.

At det ikke sker på boligselskabets initiativ, fremgår også af 4. afsnit i brevet, der lyder:

”Idet oversendelse af sagen sker som led i en generelfuldmagt udstedt til R2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet.” (min understregning)

Uanset dette, anfører R1 alligevel i skrivelsen af 9. maj 2012 til boligselskabet følgende (bilag 5, 1. afsnit – E137, 1. afsnit):

”R2 har oplyst, at De ønsker, at R1 fører Deres skattesag vedrørende ejendommen beliggende Y1-adresser, Y2-adresser, Y3-adresser ved Landsskatteretten, jf. det vedlagte brev fra R2.” (min understregning)

Det af R1 anførte er i strid med det, som R2 anfører til R1.

Det er også centralt, at det intet steds, hverken af R1’s brev af 9. maj 2012 (bilag 5 – E137) eller i aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138), fremgår, at boligselskabet hæfter for advokatudgiften.

Det fremgår ikke, at boligselskabets aftale med R2 skulle være ændret, sådan at boligselskabet kan komme til at hænge på en advokatregning.

Det vil sige den uopsigelige aftale mellem R2 og boligselskabet (bilag 2 – E132-134) indgået efter no cure no pay-modellen. Boligselskabet har også ved besvarelsen af opfordring 4, 4a og 4b (E90 og 99) oplyst, at honorarbestemmelsen i aftalen (bilag 2 – E133f ) også gælder efter inddragelsen af R1, og at boligselskabet har betalt honorar til R2 i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af R1’s arbejdes med sagen (processkrift I, side 2, 6. afsnit – E99).

Det bestrides således også, at boligselskabet hæfter for R2’s betaling af R1’s honorar som følge af helt grundlæggende obligationsretlige regler, jf. bl.a. stævningens side 12, 2. afsnit (E67, 2. afsnit) og replikkens side 7, 7. afsnit (E88, 7. afsnit).

Det fremgår heller ikke, at boligselskabet skulle have en egen interesse i en sådan ændring, der kan påføre yderligere udgifter for boligselskabet.

I aftalen om advokatbistand hedder det i 2. afsnit (bilag 6 – E138):

”Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang – herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager R1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder.”

Det fremgår ikke – hverken indirekte og slet ikke direkte – at boligselskabet er ansvarlig for advokatregningen. En ændring af en af de helt afgørende aftalekomponenter – nemlig no cure no pay-vilkåret – kræver en utvetydig og udtrykkelig aftale. Dette skærpes yderligere af, at boligselskabet ingen interesse har i sådan en ændring, der ville ske i R2’s interesse.

Det er også påfaldende, at omkostningsgodtgørelsesordningen ikke nævnes i brevet fra R1 til boligselskabet (bilag 5 – E137) eller aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138). Hvis boligselskabet var ansvarlig for advokatregningen, var det oplagt at nævne ordningen om omkostningsgodtgørelse i dokumenterne henvendt til boligselskabet (bilag 5 og 6 – E137 og 138).

I brevet fra R2 til R1 hedder det (bilag 4, 5. og 6. afsnit – E136, 5. og 6. afsnit):

”Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes – eller ikke dækkes fuldt ud – af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os.”

Heller ikke her fremgår det utvetydigt, at klienten hæfter for advokatregningen. Det er bemærkelsesværdigt, at disse indikationer ikke er gengivet i aftale om advokatbistand, men alene i den ”interne” korrespondance mellem R1 og R2.

Det bemærkes i den forbindelse, at boligselskabet hverken har modtaget mundtlig eller skriftlig rådgivning fra R2 eller R1 om eventuelle konsekvenser ved boligselskabets underskrift af aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138), jf. boligselskabets besvarelse af opfordring 9 og 10 (replikken side 9, 3. sidste afsnit – E90, 3. sidste afsnit).

Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2, hvis ikke staten betaler hele udgiften – og altså ikke til klienten – understreger hele meningen med arrangementet.

Formuleringen af aftalen af advokatbistand (bilag 6 – E138) understreger også hensigten med arrangementet. Således fremgår det af aftalen om advokatbistand (bilag 6, 2. og 3. afsnit – E138, 2. og 3. afsnit), at

”Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag…” og ”Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb…” (mine understregninger).

Boligselskabets er ved opfordring 8 (svarskriftet, side 10, 6. afsnit – E79, 6. afsnit, og duplikken, side 5, 5. afsnit – E96, 5. afsnit) bl.a. blevet opfordret til oplyse, om selskabet forud for modtagelsen af bilag 6 (E138) både var blevet informeret om det forventede tidsforbrug på en normal sag, og havde aftalt, at R2 løbende skulle informeres om sagens forløb mv.

Boligselskabet har ved besvarelsen af opfordring 8 i replikken (side 9, 7. afsnit – E90, 7. afsnit) oplyst, at selskabet har modtaget information om tidsforbruget for en normal sag i forbindelse med modtagelsen af aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138). Dette er udokumenteret og må i så fald være sket mundtligt, jf. selskabets besvarelse af opfordring 11 (processkrift I, side 3, 1. afsnit – E100, 1. afsnit).

Derudover må det lægges til grund, at det ikke forud for modtagelsen af aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138) var aftalt, at R2 løbende skulle informeres om sagens forløb mv., da boligselskabet ved besvarelsen af opfordring 8 i replikken (side 9, 8. afsnit – E90, 8. afsnit) og processkrift I (side 2, sidste afsnit – E99, sidste afsnit), med henvisning til netop aftalen om advokatbistand (bilag 6 – E138) har oplyst, at det var generelt indforstået mellem R2 og boligselskabet, at R1 skulle holde R2 løbende informeret om sagens forløb.

Endelig bemærkes det, at erklæringen af 7. april 2015 (bilag 14 – E144) ikke har betydning for hæftelsesspørgsmålet, da erklæringen er udarbejdet efter at der var blevet nægtet omkostningsgodtgørelse, jf. at bl.a. SKATs afgørelse af 16. juli 2013 (bilag 11).”

Rettens begrundelse og resultat

H1’s ret til omkostningsgodtgørelse for R1’s honorar for den ydede bistand i forbindelse med klagesagen i Landsskatteretten er betinget af, at H1 ”skal betale eller har betalt” rådgiverhonoraret, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Bevisbyrden for, at H1 opfylder betingelserne for omkostningsgodtgørelse, påhviler H1.

Det er ubestridt, at H1 ikke har betalt honoraret. Spørgsmålet er herefter, om det på baggrund af aftalegrundlaget kan lægges til grund, at H1 skal betale rådgiverhonoraret.

R2 har over for H1 påtaget sig at yde et såkaldt tredjemandstilskud for den del af R1’s honorar, som ikke måtte blive dækket af omkostningsgodtgørelse. Det er ubestridt, at tredjemandstilskuddet ikke afskærer muligheden for omkostningsgodtgørelse, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Denne sag er én ud af et stort antal sager vedrørende lignende tvister om omkostningsgodtgørelse, hvor der består et trepartsforhold mellem den skattepligtige og R2 og R1. En af disse sager blev behandlet af Højesteret i den ovenfor citerede dom, U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), hvor Højesteret fandt, at den skattepligtige ikke opfyldte betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse, fordi den skattepligtige ikke hæftede for betaling af R1’s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

I lighed med højesteretssagen er der i denne sag indgået en aftale mellem den skattepligtige, her H1, og R2, hvoraf det fremgår, at R2 skal honoreres efter ”no cure no pay”-modellen, således at der ikke opkræves honorar, hvis der ikke opnås nogen ejendomsskattebesparelse. Det fremgår endvidere, at aftalen er uopsigelig, indtil honorarafregning med R2 har fundet sted, eller myndighedernes afgørelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

H1 har endvidere givet en fuldmagt til R2, i henhold til hvilken R2 kan uddelegere procesfuldmagt til tredjemand. Det fremgår af fuldmagten, at der heraf også følger en ret til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt.

Til forskel fra sagen i U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) er der i denne sag indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem H1 og R1.

Det fremgår af et oversendelsesbrev af 27. april 2012, at R2 oversendte H1’s sag til R1 som led i generalfuldmagten udstedt til R2. Det fremgår også, at såfremt der ikke ville blive ydet fuld omkostningsgodtgørelse, ville R2 yde tilskud ved at indfri R1’s krav mod H1.

H1 har herefter den 9. maj 2012 indgået aftale om advokatbistand med R1, hvoraf det fremgår, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster, og at R1 løbende informerer R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til H1.

Det fremgår ikke af aftalen om advokatbistand eller det skriftlige aftalegrundlag i øvrigt, at H1 skal betale R1’s honorar.

Salærnotaen af 4. december 2012 for R1’s honorar for bistand i sagen er adresseret til H1, men det fremgår ikke af salærnotaen hvordan eller hvornår, den skal betales. Det fremgår ej heller, hvad der skal ske i tilfælde af, at H1 ydes omkostningsgodtgørelse på henholdsvis 50 eller 100 %.

Retten finder, at det foreliggende aftalegrundlag i denne sag ikke afgørende adskiller sig fra det grundlag, der forelå i sagen afgjort af Højesteret i U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), uanset at der er indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem H1 og R1. Det er fortsat R2, som har råderet over sagen, og der er en klar, underliggende forudsætning om, at H1 ikke skal betale mere i rådgiverhonorar end, hvad der fremgår af den oprindelige ”no cure no pay”-aftale med R2.

Dette understøttes også af den fremlagte erklæring af 7. april 2015, netop udarbejdet få måneder før domsafsigelsen i højesteretssagen, U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), hvor H1 erklærer, at H1 hæfter overfor R1, hvis R2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse. Selv hvis denne erklæring tages for pålydende, er realiteten altså den, at H1 ikke har nogen reel, direkte forpligtelse til at betale honorar til R1.

Herefter finder retten det ikke bevist, at H1 skal betale R1’s honorar, hvorfor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ikke er opfyldt.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr. inklusiv moms. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 20.000 kr. inklusiv moms. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.