Byrets dom af 22. december 2008 i sag BS 27-1108/2008

Parter

A
(Advokat Anders S Mathiesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Merete Strøm

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 16. maj 2008 har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøger ikke skal beskattes af fri bil i indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Påstanden støttes på, at sagsøgeren ikke er skattepligtig af værdien af fri bil for de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens § 16 stk. 1 og stk. 4. Sagsøgeren bestrider ikke den beløbsmæssige opgørelse af skatteberegningen fra skattemyndighederne for de pågældende indkomstår.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder følgende

Landsskatteretten afsagde den 10. marts 2008 kendelse, hvorved Landsskatteretten stadfæstede Ligningsmyndighedernes og Skatteankenævnets afgørelser. Ved afgørelserne var sagsøgeren anset skattepligtig af værdien af fri bil for indkomstårene 2001, 2002 og 2003 med henholdsvis 86.167 kr., 94.000 kr. og 94.000 kr. For landsskatteretten omhandlede sagen tillige spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at beskatte sagsøgeren af værdi af fri bolig. Dette spørgsmål er ikke indbragt for retten.

I Landsskatterettens kendelse er det blandt andet anført

"...

Ad fri bil

Sagens oplysninger

H1 Finans ApS har den 23. februar 2001 købt en Mercedes-Benz, årgang 1997, registreringsnummer ... til 395.000 kr. Bilen er til personkørsel og på hvide plader.

Der er indgået en aftale mellem H1 Finans ApS og A, om at selskabet stiller bilen til rådighed for A fra den 23. februar 2001 til udelukkende erhvervsmæssig kørsel.

Hovedanpartshaveren A har samme adresse som selskabet. Selskabet har lejet sig ind hos A og B på deres privat adresse ...

A har ikke en privatbil. B har en Mazda 323 fra 1995, som hun har ejet i perioden 21. maj 1996 til 30. december 2003.

Husstanden består udover af A og B også af 2 sønner født henholdsvis i 1991 og 1993.

Selskabsafdelingen har for indkomståret 1997 set på selskabets køb af Mercedes registreringsnummer ... På det tidspunkt nåede selskabsafdelingen frem til følgende resultat, som fremgår af Skattevæsnets sagsfremstilling af 29. marts 1998 for H1 Finans ApS:

"Det er skattevæsenets vurdering, at overdragelsen af bilen mellem A og B er foretaget til markedspris, hvorfor skattevæsnet ingen bemærkninger har til dette.

Ved besøg på selskabets adresse, blev der foretaget en hurtig gennemgang af den foreviste kørebog, ligesom aftalen mellem hovedanpartshaveren og selskabet blev gennemset. På baggrund af dette er skattevæsenet af den opfattelse, at bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. A skal derfor ikke beskattes af fri bil."

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet selskabsbeskatningens afgørelse hvorefter klageren er beskattet af fri bil fra den 23/2 2001, idet man har henvist til:

Der er ikke set kørselsregnskab for bilen, men alene en erklæring om at bilen er til rådighed for A til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. For hovedaktionær gælder der et skærpet dokumentationskrav.

• Bilen er egnet til privat kørsel - er ikke speciel indrettet.
• Hovedanpartshaveren og selskab har samme adresse på ...
• Hovedanpartshaveren har ikke selv bil.
• !Der har gennem de 3 år været en jævn udgift til autodrift, som er følgende
  
  -Indkomståret 2001: 36.344 kr.
  -Indkomståret 2002: 42.618 kr.
  -Indkomståret 2003: 35.161 kr.
  
  
• Brændstofniveauet pr måned er rimelig ens.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privatkørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privatkørsel, jf. skatteministerens svar i TfS 1997, 584:

"...

Spørgsmål 215

Ministeren bedes oplyse, om en hovedaktionær, på trods af privat råderet over en bedre og større bil, beskattes af råderet over en af selskabet ejet personbil, selv om denne alene anvendes til transport af selskabets medarbejdere i erhvervsmæssigt øjemed.

Svar

Før skattereformen blev beskatning af firmabil foretaget enten på grundlag af det opgjorte antal kørte kilometer privat eller efter et skøn over den private kørsel. Efter vedtagelsen af lov nr. 483 af 31. juni 1993 om ændring af blandt andet ligningsloven (telefonudgifter og personalegoder) bliver beskatning af firmabil foretaget alene på grundlag af rådighed over firmabil til privat kørsel, og beskatningen er således uafhængig af privatkørselens omfang, og om den pågældende har råderet over en anden bil til privat kørsel.

Når en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må hovedaktionæren, der ønsker at undgå beskatning af rådigheden over bilen til privat kørsel, over for den kommunale ligningsmyndighed sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privat kørsel. En nærmere prøvelse heraf må bero på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.

Da der i den nævnte situation imidlertid er tale om interesseforbundne parter, nemlig hovedaktionær og selskab, må det formodes, at dokumentationskravene skærpes. Der vil således formentlig blive lagt mere vægt på nøjagtigheden af såvel eventuelle kørebogsregistreringer som den mellem parterne indgåede aftale om, at bilen kun må anvendes til erhvervsmæssig befordring.

..."

I Landsskatterettens kendelse er det videre anført

"...

Kontorets forslag til afgørelse

Kontoret har indstillet stadfæstelse, idet der ikke foreligger nogen kørebog. Kontoret har bl.a. henvist til SKM2007.349.VLR og SKM2007.522.VLR:

..."

Advokatens bemærkninger til kontorindstillingen

"...

Landsskatterettens kontor har alene med henvisning til, at der ikke foreligger kørebog stadfæstet Skatteankenævnets afgørelse. Som den eneste begrundelse for kontorindstillingen har Landsskatterettens kontor henvist til to afgørelser optrykt i henholdsvis SKM2007.349.VLR og SKM2007.522.VLR, hvoraf et uddrag af præmisserne i sidstnævnte dom er citeret i indstillingen.

Hertil skal først og fremmest konstateres, at begge afgørelser er appelleret til Højesteret, hvorfor afgørelsernes præjudikatsværdi efter almindelige retskildebetragtninger selvsagt er begrænset. Det er derfor allerede af denne årsag yderst kritisabelt, at afgørelserne anvendes som den eneste begrundelse for Landsskatterettens kontorindstilling. Af den i kontorindstillingen citerede passage i SKM2007.522.VLR følger, at det for at afkræfte formodningen for privat anvendelse kræves, at:

"Der forelægges konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Et sådant bevis kan navnlig - og efter retspraksis i realiteten på eneste måde - føres ved, at der udarbejdes kørselsregnskaber."

Rigtigheden af Vestre Landsrets præmis er efter min opfattelse endda særdeles tvivlsom.

Til støtte for mit synspunkt skal jeg, som jeg også har gjort i min klage til Landsskatteretten, henvise til SKM2005.503.ØLR. Af præmisserne til denne afgørelse følger, at:

"Under disse omstændigheder, herunder særlig oplysninger om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at VJ i tilstrækkeligt grad havde rådighed over Volvo'en til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at VJs i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 (min. fremhævning)."

Der kan endvidere henvises til SKM2004.85.ØLR, hvor Østre Landsret fandt, at en hovedanpartshaver havde kørt erhvervsmæssigt, bl.a. på grundlag af de afgivne forklaringer og efter et efterfølgende estimeret kørselsregnskab.

Retspraksis viser således alene, at der skal foretages en konkret vurdering af sagen, hvilket også følger af Skatteministerens svar af 13. juni 1997 offentliggjort i TfS 1997.584 samt nu også af SKM2007.349.VLR.

Det gøres derfor gældende, at det ikke er korrekt, når det i præmisserne til SKM2007.522.VLR er anført, at formodningen for privat anvendelse alene kan afkræftes ved at føre kørselsregnskab, og afgørelsen kan derfor under ingen omstændigheder tages til udtryk for den gældende retstilstand på området. Henvisningen til SKM2007.522.VLR understøtter derfor ikke Landsskatterettens kontorindstilling.

Til yderligere understøttelse af dette anbringende følger det af SKM2007.349.VLR, som Landsskatteretten tillige har henvist til i kontorindstillingen, at:

"MM har i perioden ikke ført kørselsregnskab for bilen eller på anden måde sandsynliggjort, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel, eller at omfanget af en sådan kørsel har været helt bagatelagtig (min fremhævning)."

Således har Vestre Landsret lagt til grund for bedømmelsen af den pågældende sag, at der dels ikke er ført et kørselsregnskab, dels at det ikke på en anden måde er sandsynliggjort, at bilen ikke har været benyttet til privat anvendelse.

Til forskel herfra har klageren i denne sag - ubestridt - ført kørselsregnskab såvel før, under som efter de påklagede indkomstår, hvilket ToldSkat, for så vidt angår perioden 1997 - 1999, har gennemgået og godkendt. At kørselsregnskabet for de påklagede indkomstår ikke foreligger i fysisk stand skyldes alene, at kørebogen som følge af uheldige omstændigheder er blevet stjålet, hvilket på ingen måde ses at være bestridt i Landsskatterettens kontorindstilling.

Da det derfor ikke er muligt at fremlægge det af klageren udarbejdede kørselsregnskab, er det således - i overensstemmelse med præmisserne i SKM2007.349.VLR - nødvendigt at vurdere, om det på anden måde er sandsynliggjort, at klagerens bil ikke har været benyttet privat.

Landsskatterettens sagsbehandler har øjensynligt ikke taget stilling til de i denne sammenhæng fremsatte anbringender, idet mine anbringender fremført i klagen til Landsskatteretten side 6-8 samt i mit brev til Landsskatteretten af 18. juni 2007, hverken fremgår af sagens oplysning eller af indstillingens præmisser.

Det fastholdes, at det i denne sag utvivlsomt er sandsynliggjort, at klageren har benyttet bilen privat.

Først og fremmest skal det endnu engang påpeges, at klageren har indgået en aftale med selskabet, hvorved han har erklæret, at bilen alene anvendes erhvervsmæssigt. Der er således i overensstemmelse med Ligningsvejledningens forskrifter indgået en aftale mellem to parter, som efter grundlæggende skatteretlige principper skal anerkendes skattemæssigt.

Dertil kommer, at ToldSkat for så vidt angår indkomstårene 1997- 1999 har kontrolleret klagerens kørselsregnskaber og anerkendt, at klageren i disse indkomstår alene har anvendt sin bil erhvervsmæssigt. Når det i denne sammenhæng tages i betragtning, at klageren stort set hvert år bliver underlagt kontrolbesøg fra ToldSkat, er der ikke reale grunde der taler for, at klageren i tre indkomstår pludselig skulle have fundet anledning til at benytte bilen privat. Dertil kommer, at klageren på linie med alle tidligere indkomstår har ført kørselsregnskab i årene efter de påklagede indkomstår.

Når det herudover tages i betragtning, at det på baggrund af fremlagte kvitteringer for værkstedsregninger, brændstofudgifter mv. kan konstateres, at klageren har kørt et antal tilsvarende kilometer i de påklagede indkomstår som i indkomstårene 1997-1999, er det utvivlsomt, at klageren alene har benyttet bilen erhvervsmæssigt. Dette skyldes, at det kørte antal kilometer i de påklagede indkomstår - ud fra en sammenligning med erhvervsmæssigt kørte kilometer i indkomstårene 1997-1999 - ikke levner plads til privat kørsel - ganske enkelt.

Endelig skal det endnu engang fremhæves, at klagerens private kørselsbehov, der er i øvrigt er særdeles begrænset, til fulde er dækket igennem den bil, som klagerens samlever ejer. Det følger blandt andet af SKM2005.503.ØLR, at det forhold at skatteyderen har rådighed over en anden bil til privat benyttelse indgår et afgørende moment i vurderinggen af, om formodningen for privat anvendelse er afkræftet.

Det fastholdes under disse omstændigheder, at klageren har afkræftet formodningen for privat anvendelse, og Landsskatteretten opfordres til at inddrage ovenstående momenter i en fornyet og egentlig juridisk vurdering af sagen.

Dersom Landsskatterettens kontorindstilling fastholdes, vil det have den konsekvens, at det fremover vil være vigtigere for skatteyderen at forsikre kørebogen end at forsikre bilen, idet bortkomst af kørebogen kan overstige værdien af bilen. Dette skyldes, at skatteyderen ifølge Landsskatterettens kontorindstilling er objektiv ansvarlig for altid at kunne præsentere et kørselsregnskab og derved bærer ansvaret for, hvis kørselsregnskabet går tabt som følge af, at bilen bliver stjålet eller går til i brand. Landsskatterettens antagelser er urimeligt bebyrdende for skatteyderne, og forudsætter efter min opfattelse en klar lovhjemmel eller fast støtte i retspraksis, hvilket ikke foreligger i skrivende stund."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det påhviler klageren som hovedanpartshaver at afkræfte en formodning om, at selskabets personbil, der dagligt har holdt på selskabets adresse, som er beliggende på klagerens bopæl, har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Østre Landsrets dom af 20. november 1998 (TfS1999.28 Ø) og højesterets dom af 11. november 1999 (TfS 1999.919 H). Landsskatteretten bemærker, at det er rådigheden, der beskattes, jf. ligningslovens §16, stk. 4.

Det fremgår af sagen, at klageren i august 2004 fik stjålet kørebogen. Kørebogen omfattede ikke kun det aktuelle kørselsår 2004, men tillige de 3 tidligere år 2001-2003.

Repræsentanten har henvist til SKM2005.503.ØLR, hvor der ikke var ført kørebog, men hvor landsretten kom til det resultat, at skatteyderen havde afkræftet formodningen om, at 2 biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse. Den pågældende skatteyder var en fraskilt kvinde, der var hovedanpartshaver og direktør i et selskab, som ejede 3 biler. I nærværende sag har klageren ikke selv har ejet en bil, men hans samleverske har ejet en Mazda. Klagerens husstand består af 4 personer henholdsvis klageren, samleversken og deres 2 bøn. Landsskatteretten er af den opfattelse, at de faktiske omstændigheder i SKM2005.503.ØLR og nærværende sag er så væsentligt forskellige, at SKM2005.503.ØLR ikke har præjudikatsværdi for nærværende sag.

Retten bemærker dernæst, at det forhold, at skattemyndigheden har godkendt kørebogen for 1997-1999, ikke kan tages til indtægt for efterfølgende års kørsel. For så vidt angår kørselsforbruget opgjort på grundlag af brændstofudgifter bemærkes, at kørselsforbruget ikke dokumenterer, at firmabilen ikke også har været privat anvendt. Formodningen om, at firmabilen har stået til rådighed for privat kørsel, er derfor ikke afkræftet, hvorfor det er med rette, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets afgørelse.

..."

H1 Finans ApS blev ved brev af 14. juli 2004 til brug for behandlingen af selskabets selvangivelse for 2003 bedt om inden den 20. august at fremsende forskelligt regnskabsmateriale, herunder dokumentation for "autodrift personvogn".

Den 6. oktober 2004 aflagde Ligningsmyndighederne kontrolbesøg på selskabets adresse. Under kontrolbesøget medtog Ligningsmyndighederne kopi af den mellem selskabet og sagsøgeren indgåede aftale om sagsøgers fraskrivelse af privat rådighed over bilen. Ligningsmyndighederne anmodede ikke sagsøgeren om at forevise kørebog for bilen.

Ved brev af 8. november 2004 rykkede Ligningsmyndighederne for modtagelsen af det materiale, der var anmodet om under kontrolbesøget, ligesom Ligningsmyndigheden ved denne lejlighed anmodede om at modtage sagsøgerens kørebog.

Sagsøgeren har ved sagens behandling hos skattemyndighederne oplyst at have ført kørebog for Mercedes'en for indkomstårene 2001, 2002 og 2003. H1 Finans ApS solgte Mercedes'en den 10. august 2004 til en taxavognmand. Den 11. august 2004 anmeldte sagsøgeren en dokumentmappe stjålet. Det fremgår af den fremlagte kosterrapport, at der anmeldes stjålet en kørebog, skrevet i blåt hæfte.

Der er mellem parterne enighed om, at kravene til udarbejdelse af kørselsregnskaber ikke er defineret i lovgivningen, samt at det eneste sted begrebet er defineret i skattemyndighedernes behandling af sagsøgerens og H1 Finans ApS's skatteforhold er i Skatteankenævnets afgørelse. Der er i afgørelsen herom anført følgende:

"...

Kørselsregnskab m.v.

For at et kørselsregnskab skal kunne lægges til grund ved skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse af

1. Kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels begyndelse og ved dens afslutning.
2. Datoen for kørslen.
3. Den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel,

idet der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet

bestemmelsessteder og lign. notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

..."

Sagsøgerens revisor R1 havde til brug for skattemyndighedernes behandling af spørgsmålet om beskatning af bilen foretaget en række beregninger med udgangspunkt i, at en bil som den i sagen omhandlede kører gennemsnitligt 11 km/pr. l.

Sagsøgeren har under nærværende sag fremlagt to nye bilag, bilag 15 og 16. Bilagene er vedhæftet dommen som henholdsvis bilag 1 og bilag 2. Sagsøgeren har oplyst, at bilag 15 er et rekonstrueret kørselsregnskab for 2002. Sagsøgeren har oplyst, at bilaget er udarbejdet af ham selv på grundlag af faktiske brændstofudgifter og en anslået gennemsnitlig kørsel på 11 km/pr. l. Antallet af kørte kilometer for 2002 er derved opgjort til 9.803,42, hvoraf sagsøger konkret på grundlag af bogføringsbilag og kalendernotater kan redegøre for de 8.255 km, svarende til 84,21 %. Differencen på ca. 1500 km. kan efter sagsøgerens opfattelse tilskrives "småture" til erhvervsmæssig kørsel, som ikke er noteret ind i sagsøgers kalender.

Bilag 16 er et rekonstrueret kørselsregnskab for 2003 udarbejdet på samme måde. Sagsøgeren har opgjort antallet af kørte af kilometer i 2003 til 10.109,69, hvoraf sagsøgeren konkret kan redegøre for 9.226 km svarende til 91,25 %. Differencen på ca. 900 km. har samme årsager som for indkomståret 2002.

Sagsøgeren har under sin forklaring uddybet oplysningerne i bilag 15 og 16.

Det materiale, der danner grundlag for skattemyndighedernes afgørelse, omfatter tillige oplysninger om, at sagsøgeren og dennes husstand har haft rådighed over ægtefællens Mazda 323.

Til brug for sagen har sagsøgeren fremlagt sålydende email til sin advokat:

"...

Vedr. vore privatbiler kan oplyses følgende

Vi har altid haft vor egen privatbil og vi har boet sammen i over 20 år.

Således udskiftede vi den 19. maj 1996 vor gamle Mazda 323 med en næsten ny Mazda 323 der var registreret 1 gang den 29.03.1995. Bilen var således kun 14 mdr. gammel. Denne havde kørt 80.000 km da vi købte den idet den havde været brugt af en repræsentant men der var således næsten 2 års fabriksgaranti på den endnu.

Den 23.12.2003 solgte vi den Mazda 323 4D 1,5 som vi købte den 19.05.1996. Denne havde da kørt 101.000 km, jf. Bilag fra Mazda forhandler JO som købte den. Samtidig købte vi /B den 23.12.2003 en fabriksny Mazda 626 stationcar i hendes firma H2 ApS, som fri firmabil, som hun hvert år bliver beskattet af. Denne har d.d. den 25.11.2008 kørt præcist 32.250 km, svarende til 5.375 km pr. år.

Grunden til stigningen i antal kørte km fra 2006 til 2008 skyldes hovedsageligt, at vor søn C startede på efterskole i august 2007, hvorefter vi har kørt ham frem og tilbage.

..."

Sagsøgeren gør gældende, at ægtefællens Mazda biler har dækket sagsøgerens og husstandens behov for privatkørsel. Mazda 323'eren blev købt den 19. maj 1996 og solgt den 23. december 2003. I den periode havde Mazda 323'eren kørt 21.000 km, hvilket svarer til 2.800 kørte km pr. år. Mazda 626'eren erhverves i forbindelse med salget af Mazda 323'eren. Det første år - 2004 - har Mazda 626'eren kørt ca. 4.700 km. I 2005 har Mazda 626'eren kørt ca. 4.300 km og i 2006 har Mazda 626'eren kørt ca. 15.000 km.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han er uddannet revisor. Siden 90'erne har han haft forskellige chefstillinger i F1 Bank og F2 Bank. Han har drevet selvstændig virksomhed siden 1993. Man kan kalde ham en slags erhvervsmægler. H1 Finans ApS investerer fortrinsvis i erhvervsejendomme. Nogle gange sælger han ejendomsprojekter, andre gange færdiggør han dem. Han er fuldt ud bekendt med, at der skulle føres kørselsregnskab for Mercedes'en. Det har han også gjort. Han har aldrig kørt meget, hverken erhvervsmæssigt eller privat. Erhvervsmæssigt har han typisk kørt 10.000 km + / - 10 % om året. I de omhandlede indkomstår har han primært kørt til og fra ... og til og fra ... Han er den eneste ansatte i H1 Finans ApS. Han er derfor nødt til at være mest muligt på kontoret og køre mindst muligt ude. Han forbereder derfor sine investeringer grundigt på kontoret. I kraft af dette forarbejde har han dannet sig en klar mening om, hvorvidt der skal investeres i en ejendom. Han har ikke tid til at køre til projekter, der ikke er interessante. Han vil anslå, at han kører væsentligt mindre end andre erhvervsmæglere. Han får normalt sent fri og har derfor ikke lyst til at køre meget i privatbil. Han har almindeligvis fri mellem kl. 18 og kl. 19. Han har ført kørselsregnskab for de relevante indkomstår på samme måde som det kørselsregnskab, skattemyndighederne har godkendt vedrørende et andet indkomstår. Den i sagen omhandlede Mercedes havde været til salg i nogen tid. Der havde været en taxachauffør for at se den. Han hørte ikke noget fra taxachaufføren i 3-5 uger, men så ringede chaufføren og sagde, at han gerne ville købe bilen til sin kone. Han ville komme kort efter. Det hele gik derfor lidt hurtigt, og sagsøgeren skulle tømme bilen for personlige ejendele, herunder CD'ere og kørselsbogen for indkomståret 2001, 2002 og 2003, der hele tiden havde ligget i bilen. Han puttede tingene i en taske, som han i forvirringen glemte ude i indkørslen. Indkørslen ligger ved et stisystem, hvor der er meget færdsel. Næste dag opdagede han, at tasken var væk, og han anmeldte tyveriet til politiet. Da skattemyndighederne startede med at bede om oplysninger ved H1 Finans ApS den 14. juli, var han i besiddelse af kørebogen. Han kunne have forevist kørselsregnskabet, hvis han var blevet bedt om det, men det blev han ikke. Han og hans hustru har et udmærket forhold til skattevæsenet. De har haft besøg af skattevæsenet 10-15 gange i årene fra 2000 til 2005. De kommer og beder om materiale, som de får udleveret. Der har aldrig været andre sager mellem ham og skattevæsenet end denne om fri bil og bolig. Da hans hustru købte Mazda 323'eren, var børnene 3 og 5 år. Deres hus ligger centralt i forhold til institutioner, skole og indkøbsmuligheder. De har derfor altid haft en meget begrænset anvendelse af bilen til privatkørsel. I takt med at børnene er blevet større og går til fodbold og efterskole er kørselsbehovet steget. Det kan man også se på det materiale der er fremlagt vedrørende Mazda 323'eren og 626'eren til brug for sagen. C er startet på efterskole i ..., og han bliver kørt frem og tilbage. Det giver en kørsel på ca. 1.000 km pr. måned. Den beskattes hans hustru af. Han har efter opfordring fra advokaten lavet de som bilag 15 og 16 fremlagte beregninger. Det har været et meget stort arbejde. Han er i besiddelse af de bilag, der har dannet grundlag for beregningerne, og de kan forevises til skattevæsenet. Grunden til, at der ikke er lavet et regnskab for 2001, er, at han ikke er i besiddelse af bilag fra den 1. maj 2001 og frem. Det hænger sammen med regnskabsperioden i H1 Finans ApS. Han har ved udarbejdelse af bilag 15 og 16 taget udgangspunkt i, at en Mercedes gennemsnitligt kører 11 km pr. l. Han har lavet regnskabet på grundlag af tilstedeværende bilag vedrørende p-billetter i ..., udgifter til brændstof, kontoudskrifter og kalendertilførsler. Der indgår kun udgift til brændstof til kørsel. Han har aldrig kørt privat i Mercedes'en. Han er ikke klar over, hvor mange kilometer Mercedes'en har kørt i H1 Finans ApS's ejertid.

Sagsøgerens hustru, B, har forklaret, at hun og sagsøgeren har boet sammen i 20 år. De blev gift i september i år. Hun har eget bogholderifirma, som udfører bogholderiarbejde for ca. 20 andre virksomheder + deres egne. Skattevæsenet har inden for de sidste 6 - 7 år været på kontrolbesøg på deres adresse 10-15 gange. De har et udmærket forhold til skattemyndighederne, der får adgang til de bilag de ønsker, når de kommer. Familiens behov for privatkørsel er altid blevet dækket i hendes Mazda 323 og Mazda 626. De sidste 10 år er de rejst på ferie med fly fra ... til ... og videre. De kører ikke i bil på ferie. Da børnene var små, gik de til noget i nærheden, hvor de kunne cykle eller gå. I de senere år, er kørselsbehovet vokset i takt med, at børnene er blevet større. Den ene skal til fodbold og den anden køres til og fra efterskole. Hun har set sagsøgeren føre kørebog for Mercedes'en i indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Hun har set ham føre kørebogen mange gange. Hverken hun eller sagsøgeren har kørt privat i Mercedes'en. Hun har nogle gange været med til møder vedrørende H1 Finans ApS i Mercedes'en. Da har sagsøgeren også ført kørebogen, som har ligget i bilen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke er grundlag for, at anse sagsøger for skattepligtig af værdien af fri bil i indkomstårene 2001, 2002 og 2003 i medfør af Ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 4.

Det bestrides ikke, at sagsøger var eneanpartshaver og direktør i H1 Finans ApS, at sagsøger var ansat i selskabet, eller at Mercedes'en, der var egnet til privatkørsel, holdt parkeret ved sagsøgerens bopæl, der var sammenfaldende med selskabets. Det bestrides endvidere ikke, at sagsøger var pligtig at føre kørselsregnskab for bilens anvendelse til erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren.

Sagsøgerens påstand støttes i første række på, at det ved sagens afgørelse må lægges til grund, at sagsøger rent faktisk har ført kørebog, hvorfor sagsøgte ikke er berettiget til at anse ham for skattepligtig af værdien af fri bil.

Frifindelsespåstanden støttes i anden række på, at bevisbyrden for, at bilen har været stillet til rådighed for sagsøgerens privatkørsel i den foreliggende sag påhviler sagsøgte. Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet. Det må herved tillægges betydning, at Ligningsmyndigheden for tidligere indkomstår har gennemgået den af sagsøger udarbejdede kørebog og på denne baggrund kontrolleret, at sagsøger udelukkende kørte erhvervsmæssigt i selskabets bil. Sagsøger har ført kørebog i de omtvistede indkomstår, hvilken dog er bortkommet som følge af tyveri. Der er ingen grund til at tro, at sagsøger pludselig skulle have kørt privat i selskabets bil i de omtvistede indkomstår. Risikoen for, at kørebogen ikke kan indgå ved sagens behandling må i den foreliggende sag påhvile Ligningsmyndighederne. Myndighederne havde haft rig mulighed for at gennemgå kørebogen, såfremt Ligningsmyndighederne havde udvist rettidig omhu og anmodet om kørebogen ved indhentelse af dokumentation til brug for den skattemæssige behandling af indkomståret 2003. Dette undlod Ligningsmyndighederne, selv om sagsøger udleverede fraskrivelsesaftalen under kontrolbesøg og selv om Ligningsmyndigheden anmodede om at få udleveret oplysninger vedrørende autodriften hos selskabet. Det må endvidere tillægges betydning, at sagsøger også for efterfølgende indkomstår har ført kørebog, der opfylder kravene i Ligningsloven.

Såfremt retten lægger til grund, at det påhviler sagsøger at afkræfte en formodning for privat anvendelse af selskabets bil, har sagsøgeren i tredie række anført, at sagsøger i den konkrete sag har sandsynliggjort, at selskabets bil ikke stod til fri rådighed for sagsøgerens anvendelse til privat kørsel. Sagsøgeren havde indgået en fraskrivelsesaftale med selskabet, som skal anerkendes også i skattemæssigt henseende. Sagsøgerens ægtefælle B har i hele perioden været ejer af biler, der fuldt ud har kunnet dække husstandens private kørselsbehov, og der har derfor ikke foreligget hverken incitament eller behov for anvendelse af selskabets bil privat. Det må i denne sammenhæng tillægges væsentlig betydning, at såvel sagsøgeren som dennes ægtefælle under strafansvar har erklæret, at Mercedes'en aldrig har været anvendt til privat kørsel. Sagsøgerens revisor og sagsøgeren har efterfølgende foretaget beregninger med henblik på at rekonstruere kørselsregnskab for de omtvistede indkomstår. Dette materiale sammenholdt med oplysningerne om hustruens Mazda-biler må tillægges afgørende betydning ved sagens bedømmelse. Sagsøgeren har ved rekonstruktionen af kørebogen for 2002 og 2003 stort set kunnet redegøre for den faktiske kørsel. Under disse omstændigheder har sagsøgeren afkræftet formodningen for, at selskabets bil er anvendt privat.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøger med rette er anset for skattepligtig af værdien af fri bil, jf. Ligningslovens § 16, stk. 4 for indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Det er den blotte rådighed over bilen, der beskattes i henhold til Ligningsloven. Det må i den foreliggende sag lægges til grund som ubestridt, at sagsøger var direktør og hovedanpartshaver i selskabet H1 Finans ApS, som i denne periode havde lejet sig ind på sagsøgerens og dennes samlevers private adresse. Selskabet købte den 23. februar 2001 en Mercedes Benz, som var indregistreret på hvide nummerplader, og som dagligt holdt parkeret ved sagsøgerens bopæl. Sagsøger havde underskrevet en fraskrivelsesaftale, men sagsøgeren var ikke selv ejer af en bil i indkomstårene 2001 til 2003. I henhold til motiverne til Ligningsloven, ligningsmæssig praksis omfattende retspraksis er der under disse omstændigheder en formodning for, at bilen også er stillet til rådighed for privat kørsel. Det påhviler sagsøger at afkræfte denne formodning. I ligningsmæssig praksis og i retspraksis tillægges udfærdigelse af kørebog afgørende betydning ved denne vurdering. Det er sagsøgers risiko, at kørebogen er blevet stjålet. Hverken den omstændighed, at kørebogen er blevet stjålet, eller sagsøgerens anbringender vedrørende skattemyndighedernes behandling af ligningen for selskabet og sagsøger, kan føre til at fravige det udgangspunkt, at bevisbyrden påhviler skatteyderen.

Sagsøgte har endvidere anført, at sagsøger ikke har afkræftet formodningen om privatkørsel. Dette underbygges af, at sagsøger ikke har fremlagt et kørselsregnskab vedrørende de omtvistede indkomstår, hvilket ifølge praksis er helt afgørende. Det kan ikke tillægges betydning, om sagsøgeren har ført kørebog for tidligere og efterfølgende indkomstår vedrørende andre biler. Hvert indkomstår pålignes for sig, og det kan ikke afkræfte formodningen i nærværende sag, at der er godkendt kørselsregnskab i andre indkomstår. De af revisoren foretagne beregninger til brug for Ligningsmyndighedernes afgørelse og de af sagsøgeren udarbejdede beregninger vedrørende indkomståret 2002 og 2003 til brug for nærværende sag, kan ikke erstatte et egentligt kørselsregnskab. Der foreligger en omfattende retspraksis om den bevismæssige betydning af efterfølgende forsøg på rekonstruktion af kørselsregnskaber. Det svækker oplysningernes værdi, at det ikke er muligt at sammenholde oplysninger om antal kørte kilometer med udgiften til brændstof. Sagsøgeren har end ikke i forbindelse med udarbejdelse af bilag 15 og 16 forsøgt at fremskaffe oplysninger om, hvor meget Mercedes'en har kørt i selskabets ejertid. Sagsøgerens beregninger på grundlag af ikke fremlagte underbilag kan således ikke sammenlignes med objektive oplysninger om hvor mange kilometer Mercedesbilen har kørt i selskabets ejertid. De fremlagte oplysninger kan således ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, om sagsøgeren har afkræftet formodningen for, at bilen tillige har været stillet til rådighed for privatkørsel.

Sagsøgte har endelig anført, at oplysningerne om hustruens besiddelse af Mazda-bilerne og ægtefællernes forklaring om deres privatkørsel hverken i sig selv eller sammen med sagens øvrige oplysninger kan føre til, at sagsøgeren er beskattet med urette. I henhold til retspraksis tillægges det ikke betydningen, om en samlever/ægtefælle har haft rådighed over en bil. Dertil kommer, at ægtefællens bil stort set ikke er benyttet til privat kørsel, hvilket underbygger, at sagsøgeren har haft Mercedes-bilen til rådighed også for privat kørsel.

Rettens bemærkninger

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren med rette for indkomstårene 2001 til 2003 er anset for skattepligtig af værdien af fri bil, jf. Ligningslovens § 16, stk. 4. Tvisten angår alene spørgsmålet om, hvorvidt der er skattepligt eller ej. Der er mellem parterne enighed om, at Ligningsmyndighedernes skatteansættelse kan lægges til grund, såfremt Ligningsmyndighederne har været berettiget til at anse sagsøgeren for skattepligtig. Der er mellem parterne enighed om, at det ved sagens afgørelse kan lægges til grund, at sagsøger var ansat som direktør i selskabet H1 Finans ApS, hvor han også var hovedanpartshaver. Anpartsselskabet havde i de omtvistede indkomstår samme adresse som sagsøger og dennes samlever på deres privatadresse i .... Anpartsselskabet erhvervede den i sagen omhandlede Mercedes den 23. februar 2001. Bilen blev indregistreret på hvide nummerplader, var ikke særligt indrettet og holdt dagligt parkeret ved sagsøgerens bopæl i ... Bilen var egnet til privat kørsel. Sagsøgeren var ikke selv ejer af en privatbil i de omtvistede indkomstår. Sagsøgeren har som hovedanpartshaver haft rådighed over bilen. Sagsøgerens ægtefælle ejede i årene en Mazda, og ægtefællerne har samstemmende forklaret, at Mazda'en blev anvendt til og fuldt ud dækkede familiens behov for privat kørsel. Ligningsmyndighederne og domstolene har behandlet en lang række sager som den foreliggende. Der er opstillet en formodning for, at bilen har været stillet til rådighed for skatteyderen også til privat kørsel.

I cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om Ligningsloven er det bl.a. anført:

"...

Holder firmabilen derimod ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firmabilen uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis/rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat, herunder bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvareforretninger, om familien har egen bil, familiens størrelse m.v., således at familiens samlevede levevis/rutiner bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat.

Foretager den ansatte daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel, og udviser registreringerne alene erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

..."

I henhold til ligningsmæssig praksis og retspraksis tillægges udfærdigelse af kørebog afgørende bevismæssig betydning, fordi dette materiale gør det muligt for skattemyndighederne at kontrollere skatteyderens oplysninger. Sagsøgeren har forklaret, at han var bekendt med, at han skulle føre kørebøger, hvilket han har gjort for de omtvistede indkomstår samt for tidligere og efterfølgende indkomstår. På grund af tyveri er sagsøgeren ikke i stand til at fremlægge kørebogen. Retten finder, at risikoen for, at kørebogen ikke kan fremlægges påhviler sagsøgeren, uanset at dette skyldes tyveri. Retten finder ikke, at det kan pålægges sagsøgte at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for sagsøgeren til brug for privat kørsel hverken med henvisning til tyveriet af kørebogen eller skattemyndighedernes behandling af sagen. Sagsøgte har ikke fraskrevet sig retten til under den ligningsmæssige behandling af sagsøgerens skattepligtigt for de omtvistede indkomstår at anmode om fremlæggelse af kørselsregnskaber. Retten anvender derfor ved afgørelsen af nærværende sag den opstillede formodningsregel.

Sagsøgerens revisor har foretaget forskellige beregninger til brug for skattemyndighedernes behandling af sagen. Sagsøgeren har til brug for nærværende sag opstillet beregninger for indkomstårene 2002 og 2003, der er baseret på kalenderoplysninger, p-billetter og udgifter til brændstof. Der er ikke fremlagt dokumentation for, hvor langt Mercedes'en har kørt i selskabets ejertid, ligesom der er gået lang tid fra de aktuelle kørsler til rekonstruktionsforsøget. Sagsøgeren har ikke fremlagt de underliggende bilag, og der er ingen beregninger for 2001. Ved den anvendte fremgangsmåde har sagsøgeren ikke kunnet redegøre for henholdsvis 1.500 km og 900 km. Efter en samlet bedømmelse af de af sagens oplysninger, finder retten ikke, at sagsøgeren har afkræftet formodningen for, at bilen også har været stillet til rådighed for ham til brug for privat kørsel. Som følge heraf frifindes sagsøgte.

Parterne er enige om, at sagens værdi kan ansættes til 180.000 kr. Under hensyn til sagens udfald og de nedlagte påstande, skal sagsøger inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 31.863,75 kr. Omkostningerne er fastsat således, at 30.000 kr. dækker sagsøgtes udgift til advokatbistand og 1863,75 kr. dækker sagsøgtes udgift til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, sagens omkostninger til sagsøgte med 31.863,75 kr.