Parter
A
(v/adv. René Bjerre)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. Kirsten-Marie Fog Pedersen)
Afsagt af byretsdommer
Jakob O. Ebbensgaard
Sagens baggrund og parternes påstande.
Denne sag, der er anlagt den 29. august 2017, vedrører spørgsmålet, om sagsøgeren, A, skal beskattes af værdien af fri helårsbolig i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 og af værdien af fri bil i indkomståret 2010.
A har nedlagt påstand om, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 nedsættes med henholdsvis 367.459,00 kr., 355.287,00 kr. og 380.496,00 kr.
A har subsidiært nedlagt påstand om, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
A oprettede i 1989 sammen med sin søster, LI, selskabet G1. Af anpartshaverfortegnelsen fremgår, at A indskød 16.000 kr. i selskabet, og LI indskød 64.000 kr. Det fremgår endvidere af anpartshaverfortegnelsen, at A i 1994 overdrog sin andel af selskabet til LI.
Af udskrift fra Erhvervsstyrelsen dateret den 16. november 2017 fremgår, at A blev registreret som direktør i G1 den 25. august 1989, og at han fortsat er registreret som direktør. Endvidere fremgår det, at selskabet tegnes af direktøren. Derudover fremgår det, at G1’s branche er engroshandel med træ, trælast og byggematerialer.
I 1997 købte G1 sammen med A’s samlever, IM, ejendommen beliggende Y1-adresse.
Af samejeoverenskomsten af 15. april 1997 indgået mellem G1 og IM fremgår bl.a.:
"...
..."
G1 har siden den 17. september 1997 haft registreret adresse på Y1-adresse. Endvidere har A og IM siden erhvervelsen haft adresse på ejendommen.
Landsskatteretten traf ved kendelse af 9. juli 2001 afgørelse om, at A for indkomstårene 1997 og 1998 var skattepligtig af værdien af fri bolig. Af Landsskatterettens kendelse fremgår bl.a.:
"...
Det fremgår at sagens oplysninger, at klageren har været direktør og eneste ansatte i selskabet G1, og at selskabet har ejet 50 % af enfamiliehuset Y1-adresse. Klageren har været samlevende med IM, der ejer de øvrige 50 % af enfamiliehuset, og begge har været tilmeldt adressen sammen med to hjemmeboende fælles børn.
Det er oplyst, at klagerens løn fra selskabet har udgjort 221.902 kr. i 1997 og 209.555 i 1998, at selskabet ikke har lønoplyst fri bolig for klageren, og at der ikke foreligger lejekontrakt mellem selskabet og klageren, mellem selskabet og IM og mellem klageren og IM.
Ved besigtigelse af ejendommen har forvaltningen konstateret, at hele ejendommen med undtagelse af kælderen er indrettet til privat beboelse for klageren.
Klageren har oplyst, at selskabets vareprøver er opmagasineret i kælderen, at selskabet har adgang til ejendommens toilet og køkken i stueetagen, at husets to stuer er blevet brugt lejlighedsvis til repræsentation / møder, at selskabet gør brug af to værelser på l. salen, at værelserne er blevet brugt til at huse overnattende gæster typisk fra de baltiske lande, og at der har været ca. 100 overnatninger i huset om året.
Klageren har fremlagt en arealplan for ejendommen, hvor klageren har skraveret de arealer, der har været benyttet af selskabet.
Som dokumentation for markedslejen for ejendommen til den fulde markedsværdi i 1997 har klageren fremlagt en skrivelse fra G2 af 7. august 2000 stilet til klageren. Af skrivelsen fremgår, at ejendommen forinden klagerens køb har været udlejet til den G6 i Y3-by, at udlejningsprisen var 17.000 kr. pr. måned excl. forbrug, at G6 forlængede kontrakten for nogle måneder yderligere end der oprindelig var aftalt, og at G6 herfor betalte 18.200 pr. måned.
Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med 48.000 kr. i 1997 og 90.000 kr. i 1998. Nævnet har begrundet forhøjelsen med, at klageren er skattepligtig af værdien af fri bolig i selskabets andel af ejendommen. Til støtte herfor har nævnet henvist til statsskattelovens § 4.
Nævnet har fundet, at der har været tale om indgåelse af aftale om bofællesskab mellem interesseforbundne parter. Nævnet har herved henset til, at klageren bor og er samlevende med IM har to fælles børn i enfamiliehuset på Y1-adresse, at huset ejes med 50 % af IM og 50 % af G1, at klageren er lønansat direktør og eneste ansatte i G1, og at en del af selskabets halvpart af ejendommen tillige anvendes privat. Nævnet har henvist til forvaltningens besigtigelse.
Nævnet har herefter skønsmæssigt ansat værdien af den fri bolig til 7.000 kr. pr. måned i 1997 og 7.500 kr. pr. måned i 1998. Nævnet har baseret skønnet på, at værdiansættelsen af fri bolig for hovedaktionærer / direktører i henhold til gældende praksis kan ansættes til 8 % af den til enhver tid værende ejendomsvurdering med tillæg af de udgifter anpartsselskabet i den forbindelse i øvrigt måtte afholde. Nævnet har herved henset til, at klageren, som direktør og eneste ansatte i G1, har indflydelse på egen aflønningsform.
Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne beskatning nedsættes.
Til støtte for påstanden har klageren gjort gældende, at det af forvaltningen udøvede skøn er forkert. Klageren har anført, at selskabet kun har benyttet de arealer som fremgår af arealplanen for ejendommen, at godkendelse af 145 m2 kælderareal uden adgangsarealer / toilet / køkkenfaciliteter er i strid med de faktiske forhold og arbejdstilsynets regler, at arealberegningen ikke er korrekt, idet den er udarbejdet ud fra en forudsætning om, at hver etage er lig bebygget grundareal, at den dokumenterede årsleje ved udlejning til G6 opgjort til 204.000 rettelig anses for at være ejendommens fulde markedsværdi, og at den af skattemyndighederne udarbejdede leje for hele ejendommen langt overstiger lejeværdien i det frie marked.
Landsskatteretten skal udtale:
Vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, der modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af et personligt arbejde i øvrigt, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 16, stk. l, jf. statsskattelovens § 4, litra b.
For direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform skal værdien af benyttelsen ansættes efter et skøn over den objektive udlejningsværdi, jf. Højesterets dom af 24. marts 1988 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter nr. 1988, 190.
På baggrund af det i sagen oplyste finder retten, at klageren er skattepligtig af værdien af fri bolig.
Retten finder herefter, at værdien af fri bolig skal fastsættes skønsmæssigt, og da retten ikke finder grundlag for at tilsidesætte det af skatteankenævnet udøvede skøn stadfæstes afgørelsen."
Afgørelsen blev ikke indbragt for domstolene.
Den 27. juni 2006 købte G1 en bil, mrk. Jaguar. Bilen blev stillet til rådighed for A, der til og med indkomståret 2009 indberettede værdien af fri bil. Den 30. juni 2010 blev bilen overdraget til IM.
A gik i november 2009 på pension.
SKAT traf den 1. august 2014 afgørelse om at forhøje A’s personlige indkomst med værdien af fri bil for indkomståret 2010 og værdien af fri bolig for indkomstårene 2010-2012. Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten. Af Landsskatterettens afgørelse af 30. maj 2017 fremgår bl.a.:
"...
Faktiske oplysninger
Klageren er registreret som direktør i selskabet G1, hvis formål ifølge cvr.dk er at drive handel, industri og investering. Det fremgår af cvr.dk, at selskabet er ejet at LI, der efter det oplyste er bosiddende i Y2-land, ligesom det fremgår af cvr.dk, at selskabet gennem årene kun har haft én ansat.
Selskabet ejede i årene 1997-2013 beboelsesejendommen Y1-adresse, i lige sameje med klagerens samlever.
Klageren har oplyst, at han og hans samlever beboede samleverens halvdel af ejendommen, imens selskabets halvdel blev anvendt af selskabet.
Klageren har i den forbindelse fremlagt en plantegning, hvorpå er skraveret den del af ejendommen, der ifølge klageren alene har været til rådighed for selskabet.
Ved kendelse af 9. juli 2001 fandt Landsskatteretten, at klageren i indkomstårene 1997 og 1998 var skattepligtig af værdi af fri bolig. Det fremgår af kendelsen, at forvaltningen ved besigtigelse af ejendommen havde konstateret, at hele ejendommen med undtagelse af kælderen var indrettet til privat beboelse for klageren.
Klageren havde oplyst, at selskabets vareprøver var opmagasineret i kælderen, at selskabet havde adgang til ejendommens toilet og køkken i stueetagen, at husets to stuer var blevet brugt lejlighedsvis til repræsentation/møder, at selskabet gjorde brug af to værelser på 1. salen, at værelserne var blevet brugt til at huse overnattende gæster typisk fra de baltiske lande, og at der havde været ca. 100 overnatninger i huset om året.
Klageren har anført, at han var og er uenig i afgørelsen, og at det alene var af økonomiske årsager, at den ikke blev indbragt for domstolene. Klageren har således ikke efterlevet afgørelsen i de efterfølgende år, og der er således ikke betalt skat af fri bolig i indkomstårene 1999-2009. Klageren har endvidere oplyst, at forholdene på ejendommen vedrørende opdeling, brug mv. ikke har ændret sig i de mellemliggende år.
Klageren har dog henvist til, at der henholdsvis i 2010 og 2011 har været omfattende vandskader på ejendommen. Klageren har i den forbindelse fremlagt billeder af skaderne samt korrespondance vedrørende udbedring af skaderne.
Vedrørende sin rolle i selskabet har klageren oplyst, at han fratrådte sin stilling i selskabet pr. 1. november 2009. Af hensyn til afviklingen af selskabet og navnlig salg af domicilejendommen forblev han imidlertid registreret som direktør i selskabet, idet der ikke var andre bosiddende i Danmark til at indtræde i direktionen.
Klageren blev efter det oplyste beskattet af fri bil frem til 1. november 2009, hvorefter han efter eget udsagn ikke længere var ansat i selskabet. Klageren har forklaret, at bilen herefter blev sat til salg, men forblev på ejendommen. Klageren har endvidere oplyst, at det viste sig vanskeligt at afsætte bilen, og at den derfor pr. 30. juni 2010 blev overdraget til klagerens samlever til delvis dækning af et mellemværende mellem selskabet og hende.
Selskabets resultater har ifølge selskabets årsrapporter været svingende i en længere årrække. Den oplyste planlagte afvikling af selskabets aktiviteter er ikke omtalt.
Klageren har endvidere under møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst om selskabets eneanpartshaver, at der er tale om et familiemedlem, der hjalp ham med kapital til at starte op i branchen igen efter hans personlige konkurs.
SKATs afgørelse
SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med henholdsvis værdi af fri bil i indkomståret 2010 med 51.000 kr., og med værdi af fri bolig i indkomstårene 2010-2012 med 316.459 kr., 355.287 kr., og 380.496 kr.
SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:
“Det er SKATs opfattelse, at du må anses som direktør og daglig leder af selskabet G1. Der er ved dette henset til, at det er dig der underskriver og i diverse breve repræsenterer selskabet, samt du fremgår som direktør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det må således forudsættes, at du fortsat “ulønnet” driver selskabet og er direktør for selskabet.
I henhold til ligningslovens § 16, stk. 9, skal en direktør med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform der får stillet fri helårsbolig til rådighed medregne den skattepligtige værdi af godet, tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet, til den skattepligtige indkomst, i henhold til ligningslovens § 16, stk. 9. Derudover henvises der til ligningsvejledningens afsnit A,B.1.9.5.
…
Vi har anset den manglende betaling af husleje til selskabet for løn til dig. Dette begrundes med, at du ikke har modtaget løn fra selskabet selvom du reelt har udført arbejde for selskabet.
Den yderligere løn beskattes som personlig indkomst efter reglerne i personskattelovens § 3.
Der ses ikke at være indsendt yderligere oplysninger af dig eller din advokat, der dokumenterer, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil, hvorfor SKAT fastholder beskatningen.
[…]
Det er SKATs opfattelse, at du som direktør i selskabet G1 skal beskattes af fri bil. Der er ved dette henset til, at bilen først pr. 30. juni 2010 sælges til din samlever og der i skatteregnskabet i selskabet 2010, er fratrukket autoudgifter.
Reglerne for beskatning af fri bil fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4:
[…]
Af den juridiske vejledning afsnit C,A.5.14.1.11 fremgår det, at Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.
Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen
Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen uanset en eventuel aftale med firmaer om det modsatte rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.
Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug.
I bedømmelsen indgår fx:
Bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvareforretninger
Om familien har egen bil
Familiens størrelse mv.
Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.
Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer, direktører mv.:
Hvis en hovedaktionær/direktør har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.
Derfor skal en hovedaktionær/direktør, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.
Der er tale om en konkret ligningsmæssig bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt. Se skatteministerens svar i TfS 1997, 584.
Selskabet/du har ikke dokumenteret, at bilen ikke har stået til rådighed for privat anvendelse af dig, for perioden indtil salget den 30. juni 2010. Selskabets revisor skriver ligeledes i sit brev af den 14. september 2013, at der ikke er ført kørebog, idet du op til din pensionering blev beskattet af værdi af fri bil.
Det er SKATs opfattelse at du i lighed til tidligere år skal beskattes af værdi af fri bil indtil salget den 30. juni 2010.
Der er for perioden 1/1-2009 til 1/11-2009 indberettet værdi af fri bil med 84.997 kr. hvilket månedligt svarer til 8.500 kr.
I mangel af yderligere oplysninger omkring anskaffelsessum mv. må det formodes, at værdi af fri bil tidligere år er korrekt beregnet, hvorfor værdi af fri bil kan ansættes til 8.500 kr. månedligt.
For perioden indtil salget, 6 måneder er værdi af fri bil kr. 51.000. Det er SKATs opfattelse at du skal beskattes af værdi af fri bil med 51.000 kr.
Ligningsfristen
Det er SKATs opfattelse, at du har handlet groft uagtsomt, ved ikke at have selvangivet værdi af fri bolig og værdi fri bil. Du har ikke efterlevet den trufne afgørelse af Landsskatteretten af den 9. juli 2001, vedrørende beskatning af fri bolig til rådighed. Der kan derfor ske genoptagelse af indkomstårene 2010 og 2011, i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.”
…
Landsskatterettens afgørelse
Værdien af hel eller delvis fri bolig er skattepligtig efter statsskattelovens § 4.
Når en person er ansat som direktør, eller hvis der er tale om en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, skal den skattepligtige værdi af en fri bolig fastsættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9.
Klageren har gjort gældende, at han siden 1. november 2009 ikke har været ansat i selskabet, og at han heller ikke forinden sin afsked har været omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9.
Landsskatteretten finder, at klageren er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, i de i sagen omhandlede indkomstår.
Landskatteretten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren har været registreret som selskabets direktør i hele selskabets levetid, og at selskabet efter det oplyste ikke har haft andre ansatte.
Der er endvidere lagt vægt på, at sagens oplysninger herunder selskabets regnskaber i øvrigt ikke understøtter klagerens forklaring om, at hans ansættelse i selskabet de facto ophørte pr. 1. november 2009 og at registreringen som direktør alene fortsatte af hensyn til afviklingen af selskabets aktiviteter.
Det ses i den forbindelse ikke at kunne tillægges afgørende vægt, at der efter det oplyste ikke er udbetalt løn fra selskabet til klager efter 1. november 2009. Det bemærkes endvidere, at eksempelvis rådighed over fri bolig kan udgøre en form for aflønning.
Da klageren må anses for omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, og han i de omhandlede år rent faktisk har haft bolig i selskabets ejendom, påhviler det klageren at godtgøre eventuelle indskrænkninger i hans rådighed over ejendommen.
Der ses ikke at være fremlagt dokumentation for en sådan erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen, at klageren har været afskåret fra at råde over dele af den.
Det bemærkes endvidere, at det forhold, at der har været vandskader på ejendommen i de omhandlede indkomstår, ikke ses at føre til, at ejendommen må anses for at have været ubeboelig. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom af 18. januar 2012, der et offentliggjort som SKM2012.66.VLR.
Der ses således ikke at være grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse om beskatning af fri bolig.
Vedrørende værdi af fri bil bemærkes, at værdien af, at en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan bruge privat medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, jf. stk. 1. Det er i den forbindelse ubestridt, at klageren havde bilen til rådighed frem til 1. november 2009, og der er ikke fremlagt et kørselsregnskab og fraskrivelseserklæring eller anden form for dokumentation for, at bilen ikke ligeledes har været til rådighed derefter.
Det ses således ikke at være sandsynliggjort, at klagerens rådighed over bilen blev afsluttet pr. 1. november 2009.
Der er herved henset til ovenstående bemærkninger vedrørende klagerens fortsatte ansættelse i selskabet og til, at bilen efter det oplyste fortsat befandt sig på ejendommen.
Der ses således ikke at være grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse om beskatning af fri bil."
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af A og revisor KJ.
A har forklaret, at han i 1989 drev et firma i Danmark under firmaet G3. Han stiftede selskabet G1 sammen med sin søster, LI. G1 skulle stå for handlen i Østeuropa. Han indskød 16.000 kr. i selskabet, og LI indskød 64.000 kr. I 1994 solgte han sin andel til LI.
Det var ham, der var direktør i G1, og det var ham, der stod for driften. LI var ikke involveret i driften. Hun var alene involveret, når der skulle tages stilling til større finansielle spørgsmål.
Driften i G1 bestod i opkøb af hel- og halvfabrikata fra firmaer i Østeuropa, som herefter blev videresolgt til x-industrien i Europa. Det gik godt, og de havde mange store kunder, heriblandt G4. Forretningen udviklede sig fortrinligt, og de fik egne produktionsfaciliteter i Litauen.
G1 blev fra begyndelsen i 1989 drevet fra et kontorcenter i Y4-vej i Y3-by. Det var på det tidspunkt ham og en sekretær. De havde imidlertid behov for mere plads. De lejede derfor kontorlokaler ved Y5 i Y3-by. Lokalerne lå på 6. sal, og var omkring 80-90 m2. Lokalerne blev anvendt til kontor og fremvisning samt til besøg. De fik dog behov for endnu mere plads, og han fandt frem til villaen beliggende Y1-adresse. Han undersøgte, om man kunne have kontor i ejendommen. Det var ikke muligt at lave ejendommen om til en kontorejendom, men det var tilladt at bruge ejendommen til liberalt erhverv. Ejendommen kostede 2,8 mio. kr. Ejendommen var alt for stor til G1’s behov, men den havde en rigtig god placering for selskabet. De overvejede forskellige muligheder vedrørende køb og inddeling af ejendommen. Resultatet af overvejelserne blev, at hans samlever, IM, købte 50 % af ejendommen, og selskabet købte 50 % af ejendommen. I forbindelse med købet blev der udarbejdet en samejeoverenskomst. Samejeoverenskomsten blev godkendt af G1’s advokat.
Han havde ikke forestillet sig, at der kunne være skattemæssige problemer ved køb af ejendommen. Advokaten så ikke noget problem, så længe det blev noteret, hvem der ejede hvad i ejendommen. Der blev ikke i forbindelse med erhvervelsen lavet en tegning over ejendommen, og det blev heller ikke diskuteret, om fordelingen af lokalerne i ejendommen skulle præciseres yderligere i samejeoverenskomsten. G1 benyttede kælderen, toilet og køkken i stueetagen samt to værelser på 1. sal, når der kom kunder på besøg. Der blev indrettet fire almindelige kontorarbejdspladser og et møderum i kælderen. Kælderen blev benyttet af medarbejdere fra Litauen, som f.eks. var under oplæring. Værelserne på 1. sal blev anvendt af overnattende gæster fra Litauen eller overnattende kunder. Han blev ikke i forbindelse med købet af ejendommen rådgivet om, at han skulle lave en nærmere opdeling af ejendommen i erhvervsmæssig brug og privat brug.
Han har ikke påklaget Landsskatterettens afgørelse af 9. juli 2001. Han havde på det tidspunkt hverken penge eller overskud til at indbringe sagen for domstolene. SKAT har aldrig opkrævet pengene vedrørende afgørelsen. Han har heller ikke indberettet værdien af fri bolig for tiden efter afgørelsen.
I 2008 begyndte det at gå dårligt på grund af finanskrisen. Hele branchen blev ramt af krisen allerede i 2007. G1 måtte nedtrappe driften, og de havde svært med at komme af med varelageret. De måtte til sidst stoppe produktionen og udleje produktionsfaciliteterne.
I midten af 2009 fik han problemer med helbredet, idet han fik konstateret diabetes. Han aftalte med LI, at han ville gå på pension i slutningen af 2009. Han blev førtidspensioneret den 1. november 2009. Han lovede i den forbindelse LI, at han ville stå for afviklingen af G1.
Der var på det tidspunkt ikke længere ansatte i virksomheden i Litauen, og der var derfor ikke mange aktiviteter, der skulle afvikles. G1 solgte ud af varelageret og forsøgte at komme ud af de kontraktmæssige forpligtelser. G1 blev dog ikke fuldstændigt afviklet, da der fortsat lå nogle ejendomsaktiviteter i selskabet. Han sørgede for at lukke x-delen ned. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Han fortsatte som direktør i selskabet, idet der ikke var råd til at ansætte en ny direktør.
Hans arbejde i G1 efter pensioneringen i november 2009 har dog været meget begrænset.
I 2010 havde de vandskade i kælderen efter et skybrud. Inden udbedringen var færdig, blev de ramt af yderligere vandskade efter et nyt skybrud i 2011. Samlet set har der været skader for over en million. Skaderne var først endeligt udbedret sent i 2012, og først herefter kunne G1 tage kælderen i brug. Under oversvømmelsen i kælderen brugte han lokalerne på 1. sal, når han skulle lave arbejde for selskabet.
Han har ikke været særligt involveret i G1’s ejendomsinvesteringer. G1 ejede halvdelen af ejendommen "Y6". Den anden halvdel var ejet af G5, der imidlertid gik konkurs. G1 købte G5’s ejerandel af konkursboet. Det var G1’s advokat, der stod for forhandlingerne med kurator. G1 var på det tidspunkt ikke interesseret i at udvide aktiviteterne, medmindre det var uundgåeligt, hvilket det i dette tilfælde var. Overtagelsen af G5’s halvdel havde intet med x-varedelen at gøre. Det var både ham og LI, der tog initiativ til at købe hele ejendommen.
G1 købte på et tidspunkt en bil, mrk. Jaguar. Så vidt han husker, kostede den 300.000 kr. Jaguaren blev anvendt som firmabil, bl.a. til kundebesøg. Han havde vareprøver med i bilen, hvis det var nødvendigt. Det var vigtigt, at bilen også repræsenterede firmaet. Han brugte ikke bilen efter sin pensionering. Han prøvede at sælge bilen, da den skulle til service i november 2009. Han har endvidere været i Jylland for at forsøge at sælge bilen, men det lykkedes ikke. Derfor blev bilen solgt til IM som delvis betaling for et lån, hun tidligere havde ydet selskabet. IM har efterfølgende byttet bilen til en anden. Bilen holdt på firmaets adresse. Han brugte ikke bilen, medmindre det var i forbindelse med hans forsøg på at sælge den.
G1’s hjemmeside blev ikke lukket ned. Hjemmesiden fungerede som en slags visitkort. G1 havde stadig et varelager, som skulle afhændes, og hjemmesiden blev derfor beholdt. Der er dog ikke blevet ændret på hjemmesidens indhold siden 2008-2009.
Han er stadig registreret som direktør. Han har dog ikke fået udbetalt løn efter pensioneringen i 2009. Han har alene været registreret som direktør for at hjælpe med afviklingen af G1. Opgørelsen over selskabets omsætning i 2010/2011 viser, at der ikke længere var et varesalg i G1.
Omsætningen i 2011/2012 er meget lille og svarer til omkring seks paller x. Det har formentlig været salg af et restlager i Litauen. Det er ham, der har stået for salget. Han husker ikke de nærmere omstændigheder omkring salget. På det tidspunkt var der ikke noget opsøgende salgsarbejde, og der er derfor muligvis tale om, at han er blevet kontaktet af en tidligere kunde.
G1 eksisterer fortsat. G1 har for nylig solgt to lejligheder i ejendommen "Y6". G1 har en ejendomsadministrator tilknyttet, som står for udlejning af lejlighederne.
Revisor KJ har forklaret, at han i 1996 blev valgt som revisor for G1. Han har været selskabets revisor, indtil selskabet ikke længere var revisionspligtigt. Han udarbejder stadig selskabets regnskaber m.v.
Det var ham, der stod for bogholderiet i selskabet. Han havde personligt påtaget sig denne opgave, da der ofte opstod mange tekniske spørgsmål omkring bogføringen. Bogføringen foregik i kælderen på Y1-adresse. Kælderen var indrettet med kontor og vareprøvelager. Kælderen blev ikke benyttet privat.
Han har været i stueetagen flere gange, bl.a. når der var møder. Han arbejdede også i stueetagen, mens vandskaden i kælderen blev udbedret. Stueetagen blev både brugt til erhverv og til privat brug. Man kan ikke sige, at den erhvervsmæssige del var afskærmet fra den private del. Der var bl.a. et mødebord i stueetagen, som også kunne bruges som spisebord. Det blev dog brugt som mødebord. Han har ikke været oppe på 1. sal.
Der var ofte medarbejdere fra selskabets samarbejdspartner i Litauen, som overnattede på adressen.
Han så skaderne i kælderen efter skybruddet. Der var mudder op ad væggene, og selskabets bilagsmateriale var totalt ødelagt. Computerne var også ødelagte. Det var umuligt at arbejde i kælderen, og han arbejdede derfor i stueetagen, mens skaderne blev udbedret. Ca. et år efter den første vandskade indtraf endnu en vandskade, hvor også stueetagen blev ramt. Det var dog stadig muligt at arbejde i stuen. Han begyndte alligevel at tage arbejdet med hjem i stedet.
A var den eneste ansatte i G1. Der har været enkelte andre ansatte, men det har været korttidsansatte.
A var direktør i selskabet, og han beholdt også udadtil funktionen efter sin pensionering. Det var dog LI, som instruerede A, og som gav tilladelse til at underskrive på selskabets vegne. Tingene foregik igennem LI. I forbindelse med afviklingen af G1 blev alle produktionsenhederne i Litauen sat til salg. G1 halverede omsætningen, indtil omsætningen gik i nul i 2012. Nedlukningen af driften begyndte allerede i 2007-2008 på grund af krisen. A fik ikke løn, efter han gik på pension.
I 2010 var der noget rejseaktivitet, idet A blev nødt til at tage til udlandet for at få afviklet tingene.
G1 ejer en ejendom. Det er meningen, at lejlighederne i ejendommen skal sælges. Det er en advokat, der står for salget.
Han har ikke været involveret i skattesagen i 2001. Han drøftede ikke sagen nærmere med A. Han ved ikke, om A efterfølgende har selvangivet fri bolig.
Parternes synspunkter
A har i sit sammenfattende processkrift af 18. maj 2018 anført følgende:
"HOVEDANBRINGENDER
Nærværende sag drejer sig helt overordnet om, hvorvidt A skal beskattes af værdi af fri bolig fra selskabet G1 i årene 2010, 2011 og 2012, samt hvorvidt A i indkomståret 2010 skal beskattes af værdi af fri bil stillet til rådighed af G1.
I forhold til problemstillingen vedrørende beskatning af værdi af fri bolig i årene 2010-2012 er det omtvistet, hvorvidt A er omfattet af den personkreds, der i henhold til ligningslovens § 16, stk. 9, har ”væsentlig indflydelse på egen aflønningsform”, således at den eventuelle rådighed over ejendommen beliggende Y1-adresse.
Det gøres gældende, at A ikke er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, hvilket bliver helt klart efter A’s pensionering i november 2009.
I forhold til beskatning af værdi af fri bolig er det videre omtvistet, hvorvidt den halvdel af ejendommen Y1-adresse, der var ejet af G1, har været stillet til rådighed for A. Det gøres gældende, at dette ikke er tilfældet. Det gøres videre gældende, at ejendommen i hovedparten af 2010-2012 har været vandskadet i et sådant omfang, at der ikke har kunnet være tale om reel rådighed, selv hvis retten mod forventning måtte nå frem til, at A har haft en sådan.
Problemstillingen vedrørende beskatning af værdi af fri bil beror på, hvorvidt bilen har været stillet til rådighed for A i den periode, hvor G1 var ejer af bilen i 2010.
Det gøres gældende, at der ikke foreligger en formodning for, at bilen har stået til rådighed for A efter pensioneringen i november 2009, samt at sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for privat benyttelse eller rådighed over bilen i 2010.
Nærmere om fri bolig
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at A ikke er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9.
Det følger af ligningslovens § 16, stk. 9, at såfremt en ansat er direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, skal beskatning af værdi af fri bolig gennemføres efter det i bestemmelsen fastsatte objektive beregningsgrundlag, der opgøres på baggrund af ejendommens ejendomsværdi. Det bemærkes for god ordens skyld, at sagsøger ikke bestrider den af SKAT beregnede beskatningsværdi, uagtet at denne er væsentligt over den reelle markedsværdi.
Det bestrides at A er omfattet af personkredsen, der har haft væsentlig indflydelse på egen aflønningsform i de i nærværende sag omhandlede år 2010-2012.
A’s ansættelse i G1 ophørte pr. 1. november 2009. Siden denne dato har A ikke modtaget løn fra G1, hverken i kontanter eller i form af naturalier, eksempelvis fri bil og fri bolig.
Landsskatteretten anfører i sin afgørelse af den 30. maj 2017, at:
”Landsskatteretten finder, at klageren er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, i de i sagen omhandlede indkomstår.
Landsskatteretten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren har været registreret som selskabets direktør i hele selskabets levetid, og at selskabet efter det oplyste ikke har haft andre ansatte.
Der er endvidere lagt vægt på, at sagens oplysninger herunder selskabets regnskaber i øvrigt ikke understøtter klagerens forklaring om, at han ansættelse i selskabet de facto ophørte pr. 1. november 2009 og at registreringen som direktør alene fortsatte af hensyn til afviklingen af selskabets aktiviteter.
Det ses i den forbindelse ikke at kunne tillægges afgørende vægt, at der efter det oplyste ikke er udbetalt løn fra selskabet til klager efter 1. november 2009. Det bemærkes endvidere, at eksempelvis rådighed over fri bolig kan udgøre en form for aflønning.
Da klageren må anses for omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, og han i de omhandlede år rent faktisk har haft bolig i selskabets ejendom, påhviler det klageren at godtgøre eventuelle indskrænkninger i hans rådighed over ejendommen.
Der ses ikke og være fremlagt dokumentation for en sådan erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen, at klageren har været afskåret fra at råde over dele af den.
Det bemærkes endvidere, at det forhold, at der har været vandskader på ejendommen i de omhandlede indkomstår, ikke ses at føre til, at ejendommen må anses for at have været ubeboelig. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom af 18. januar 2012, der er offentliggjort som SKM2012.66.VLR.
Der ses således ikke og være grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse om beskatning af fri bolig.”
Det bestrides ikke, at A til trods for pensioneringen pr. 1. november 2009 efterfølgende fortsat har været registreret som direktør i G1. Dette har alene været tilfældet som en tjeneste for A’s søster, LI, der dermed sikrede sig, at der var en person i Danmark, der var registreret og kunne modtage henvendelser til selskabet i afviklingsperioden. I realiteten har der været meget få henvendelser vedrørende selskabet i de omhandlede år, og A’s involvering i selskabets dispositioner har været af begrænset karakter bortset fra, at han har bistået med det løbende forsøg på at afhænde produktionsfaciliteterne i Litauen.
Det gøres gældende, at A’s meget begrænsede aktiviteter i G1 ikke på nogen måde medfører, at han skal anses som en reel direktør i selskabet eller som en person med ”væsentlig indflydelse på egen aflønningsform”. I realiteten har A ikke modtaget nogen form for aflønning og har alene været G1 og hovedanpartshaver LI behjælpelig med nedlukning af x-aktiviteterne.
A har således ikke baseret på sin tilknytning til G1 fra den 1. november 2009 og fremefter haft en sådan tilknytning til selskabet, at han er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9. I den forbindelse skal der henvises til cirkulære 2001-01-02, hvor det under punkt 3.1 om fri helårsbolig, fri sommerbolig og fri lystbåd blandt andet anføres, at:
”Det er ikke muligt præcist at angive, hvilke personer der vil være omfattet – det afgørende er, om vedkommende konkret har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. En direktør-titel er derfor ikke i sig selv nok til at være omfattet af personkredsen. Det er endvidere en betingelse, at personen er ansat. Dette indebærer, at f.eks. bestyrelsesmedlemmer ikke er omfattet af reglerne, medmindre de tillige er ansatte med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.
Vedkommende skal ikke nødvendigvis være (hoved)aktionær, men en ansat hovedaktionær vil imidlertid altid være omfattet.
Der skal være tale om en væsentlig indflydelse på, hvordan aflønningen sker. Det er således ikke nok, at den pågældende person har indflydelse på sin aflønningsform eksempelvis ved, at den ansatte kan vælge at få en del af sin løn udbetalt i naturalier. Af forhold, der peger i retning af væsentlig indflydelse, kan nævnes besiddelse af en stor del af aktiekapitalen i selskabet og/eller råden over en stor del af stemmeværdien i selskabet – uden at den pågældende person er hovedaktionær som defineret i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4. Endvidere kan en meget betydelig løn, en indflydelsesrig position i selskabet via en høj overordnet stilling eller andre forhold, der viser, at den pågældende har væsentlig indflydelse på arbejdsgiveren/ selskabets ledelse, pege i retning af, at den pågældende har væsentlig indflydelse egen aflønningsform.” (min fremhævning)
Indholdet i cirkulæret viser med al tydelighed, at en person, der ikke modtager en reel løn og alene bistår et selskab i forbindelse med nedlukning af en tidligere afdeling, som han har haft ansvaret for gennem en længere periode, ikke konkret skal betragtes som omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9.
Det gøres gældende, at det faktum, at G1 har haft en fortsat drift med afvikling af selskabets aktiviteter i årene efter A’s pension, ikke på nogen måde indikerer eller understøtter, at A er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9. Tværtimod. Økonomiske dispositioner i årene efter 2013 og efterfølgende år vedrører kapitalanbringelse foretaget af LI og har været A uvedkommende.
Det skal derfor tillægges afgørende vægt, at A ikke har modtaget løn eller ekstraordinære personalegoder fra selskabet. Dette hverken i den periode, hvor han var ansat, eller særligt efter sin pension pr. 1. november 2009.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det videre gældende, at A ikke har benyttet eller haft rådighed over G1's andel af ejendommen Y1-adresse.
A havde ikke nogen form for privat behov for benyttelse af G1's andel af ejendommen. A boede sammen med sin samlever, IM, der var ejer af den øvrige del af ejendommen, i IM’s del af denne. Der er tale om en ganske stor ejendom, og halvdelen heraf har fuldt ud været tilstrækkeligt til at dække IM og A’s private bopælsbehov. Halvdelen af ejendommen udgør et betydeligt større areal, end A og IM tidligere havde forud for flytningen til ejendommen. Der er endvidere tale om en ejendom, hvoraf halvdelen udgør et betydeligt større areal, end langt de fleste personer med bopæl i og omkring Y3-by har til rådighed for selv en større familie.
G1 har i årene helt frem til A’s pension benyttet sin andel af ejendommen Y1-adresse, fuldt ud. G1 benyttede sin andel af ejendommen til kontor, til opbevaring af vareprøver m.v., til lager og showroom samt i perioder til overnatning for personer involveret i driften i Litauen, der kunne overnatte i forbindelse med optræning og oplæring i Danmark. Det faktum, at SKAT ikke har foretaget en fordeling af ejendomsværdien på privat og erhverv ved ejendomsvurderingen, kan ikke i denne forbindelse komme A til skade.
Det gøres gældende, at det under de foreliggende omstændigheder påhviler SKAT at bevise, at A har haft G1's andel af ejendommen til rådighed for privat benyttelse i de omhandlede perioder. Der var intet privat behov for A’s benyttelse af ejendommen, ligesom G1 havde et fuldt erhvervsmæssigt behov for benyttelse af sin andel af ejendommen helt frem til A’s pension pr. 1. november 2009.
For det tilfælde, at retten mod forventning måtte finde det dokumenteret, at A har haft rådighed over G1's andel af ejendommen beliggende Y1-adresse, gøres det gældende, at der på tidspunktet fra vandskaden i september 2010 (bilag 6) og frem til afslutningen af skadesforløbet ultimo 2012 ikke har været reelle lokaler at stille til rådighed for A.
I realiteten var hele G1's andel af ejendommen påvirket af vandskaderne i både 2010, 2011 og 2012.
Det gøres gældende, at der i en situation, hvor en ejendom grundet udefrakommende faktorer i form af vandskader ikke kan være til rådighed for hovedanpartshaveren, ikke er baggrund for at gennemføre beskatning af værdi af fri bolig. Rådighedsberøvelsen beror i et sådant tilfælde ikke på egne dispositioner eller aktive valg, hvorfor der ikke er baggrund for at gennemføre beskatning af værdi af rådigheden over et gode som ikke reelt er til rådighed.
Beskatning af fri bil
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at A ikke er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 4.
A var ikke efter den 1. november 2009 ansat i G1. Videre ejede A ikke anparter i G1, ligesom han ikke på anden måde havde en sådan tilknytning til selskabet, at han efter sin pension i 2009 skal anses for at have haft fri bil stillet til rådighed.
I perioden efter den 1. november 2009, hvor A ikke hverken var ansat eller hovedanpartshaver i G1, påhviler det SKAT at dokumentere en konkret anvendelse af bilen, for at denne kan anses for stillet til rådighed for A.
Der foreligger ikke dokumentation af nogen art for en eventuel privat benyttelse af bilen efter A’s pensionering. Der er således ikke baggrund for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil hos A i den periode af 2010 hvor bilen var ejet af G1.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at udgifterne vedrørende bilen i regnskabet alene forefindes i dette grundet det forskudte regnskabsår. Der er ikke efter A’s pension afholdt udgifter til bilen i G1´s regi, bortset fra enkelte mindre udgifter i forbindelse med forsøg på afhændelse af bilen.
Den subsidiære påstand
Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten finder, at A er skattepligtig af værdi af fri bolig, men alene i den periode, hvor ejendommen ikke har været ramt af vandskade. Er dette tilfældet, bør sagen hjemvises til SKAT til fornyet behandling med henblik på at fastlægge, i hvilke måneder beskatning af værdi af fri bolig skal gennemføres."
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 18. maj 2018 anført følgende:
"1. Selskabet G1 og sagsøgerens rolle i selskabet G1’s aktiviteter består ifølge årsrapporterne af salg af x til x-industrien samt ejendomsinvestering, jf. årsrapporterne fremlagt som bilag A-D.
Det fremgår af årsrapporterne, at selskabet har en ejendom i Litauen, og at selskabet tidligere har haft driftsmidler (eks. bilag A, side 9). Herudover fremgår det af noterne til årsrapporterne, at oplysninger om varesalg og vareforbrug ikke oplyses af konkurrencemæssige årsager.
Sagsøgeren har oplyst, at selskabets indtægter er genereret ved handel, industri og investering, hovedsageligt inden for x-industrien.
Det fremgår endvidere af årsrapporterne, at selskabet har haft et udlæg vedrørende ejendomsinvestering (bilag A, side 9) og senere foretog yderligere opkøb af en investeringsejendom, jf. bilag C, side 2. Det fremgår af årsrapporten for 2011/2012 (bilag C), at selskabet har vundet en retssag vedrørende et tidligere salg af ejerlejligheder i selskabets investeringsejendom. Det er af sagsøgeren oplyst, at aftalerne om køb og salg af lejlighederne er underskrevet af sagsøgeren.
Selskabet blev stiftet den 1. februar 1989 af sagsøgeren og dennes søster, LI. Sagsøgeren solgte ifølge anpartshaverfortegnelse (bilag 2) sin del af selskabet til søsteren i 1994, hvorefter selskabet udelukkende har været ejet af LI, som er bosiddende i Y2-land.
Sagsøgeren har siden 26. maj 1989 været direktør i selskabet, jf. udskrift fra Erhvervsstyrelsen (bilag E).
Sagsøgeren har under et møde i Landsskatteretten den 29. september 2016 udtalt sig om ejerskabet og stiftelsen af selskabet. Følgende fremgår af mødereferatet (bilag F):
”Adspurgt om relationen til selskabets hovedanpartshaver oplyste klager, at der er tale om et familiemedlem, der hjalp ham med kapital til at starte op i branchen igen efter hans personlige konkurs.”
Sagsøgeren oplyser i stævningen, side 6, 6. afsnit, at det var ham, der havde indsigten i x-delen af virksomheden, og at han reelt var hovedansvarlig for virksomheden.
Sagsøgeren har som direktør i G1 underskrevet ledelsespåtegningerne i årsrapporterne for 2009/2010, 2011/2012 og 2012/2013 (bilag A og bilag C og bilag D). Ledelsespåtegningen i årsrapporten for 2010/2011 er underskrevet ”for sagsøgeren” af en person, hvis underskrift ikke kan læses (bilag B).
Sagsøgeren har som selskabets direktør endvidere godkendt og underskrevet selskabets skatteregnskab for alle tre år, jf. bilag G.
Som nævnt har sagsøgeren oplyst, at det var ham, der underskrev aftaler vedrørende køb og salg af ejerlejligheder i selskabets investeringsejendom. Det skyldtes ifølge sagsøgeren, at ”… hovedanpartshaver LI ikke har prokura til at handle på G1’s vegne…”, jf. replikken, side 2, 2. afsnit.
Under sagens behandling ved Landsskatteretten indsendte SKAT en udtalelse af 2. oktober 2014 til sagen (bilag H), hvor SKAT citerede følgende fra G1’s hjemmeside, hjemmeside 1:
“With more than 30 years of experience G1 is the ideal partner for business ventures and production partnerships in G7 and components from x, x, x and other European-x.
For more than 15 years G1 has financed, owned and operated production facilities – from x-places to component factories in the Baltic region. We have participated and successfully exited a number of ventures in the industry.
Please contact managing director A via e-mail, e-mail-1 or tel. xxxxxx21.”
Ovenstående citat fremgår fortsat af selskabets hjemmeside, jf. bilag I.
Sagsøgeren har til Landsskatteretten oplyst, at der ikke er sket ændringer af selskabets hjemmeside siden 2008 (bilag 1, side 17). Det kan således lægges til grund, at det også i 2010 til 2012 fremgik af selskabets hjemmeside, at sagsøgeren var direktør i selskabet.
2. Rådighed over helårsbolig - Ejendommen på Y1-adresse
Ved skøde tinglyst den 21. maj 1997 købte G1 halvdelen af ejendommen på Y1-adresse. Den anden halvdel af ejendommen blev købt af sagsøgerens samlever, IM. Den samlede købesum var kr. 2.781.000,-. Udprint fra tinglysning.dk vedrørende historiske adkomster er fremlagt i sagen som bilag J.
Ejendommen er i selskabets regnskaber anført som ”domicilejendom”, og selskabet har siden erhvervelsen af ejendommen haft adresse på Y1-adresse.
Siden erhvervelsen har sagsøgeren boet på ejendommen sammen med samleveren, IM, og deres to fællesbørn.
Sagsøgeren har oplyst, at ejendommens grundareal er på 1.218 kvadratmeter, og at boligen er på 308 kvadratmeter fordelt på 2 plan og med et kælderareal på 182 kvadratmeter. Der er tale om et enfamilieshus til beboelse. Det fremgår af SKATs vurderingsoplysninger (bilag K), at ejendomsbenyttelsen er beboelse. Der er ikke registreret erhverv på ejendommen. Uddrag fra BBR-registret samt billeder af ejendommen er fremlagt som bilag L.
Det fremgår af stævningen, side 4, 3. afsnit, at der mellem IM og G1 blev indgået en aftale om den konkrete fordeling og benyttelse af ejendommen. Sagsøgeren har efter opfordring fra ministeriet fremlagt den i stævningen omtalte aftale (bilag 12). Aftalen indeholder imidlertid ingen bestemmelser om fordeling og benyttelse af ejendommen.
Der foreligger således ingen skriftlig aftale om den konkrete anvendelse og opdeling af ejendommen. Den fremlagte plantegning med skraveringer (bilag 4) ses ikke at være udarbejdet som led i aftalen om benyttelsen af ejendommen.
Det må således lægges til grund, at der ikke mellem sagsøgeren og dennes samlever på den ene side og selskabet på den anden foreligger en aftale, hvorefter sagsøgerens og dennes samlevers rådighed over (dele af) ejendommen begrænses eller afskæres.
Selskabet og IM solgte ejendommen ved tinglyst skøde af 19. maj 2014 til en salgssum på kr. 11.900.000,-, jf. bilag J.
Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, side 2, 2. afsnit), at Landsskatteretten ved kendelse af 9. juli 2001 (bilag M) fandt, at sagsøgeren var skattepligtig af værdi af fri bolig vedrørende ejendommen i indkomstårene 1997 og 1998. Det fremgår af kendelsen, side 2, at SKAT var på besigtigelse på ejendommen og fandt, at hele ejendommen var indrettet til privat beboelse, undtagen kælderen:
”Ved besigtigelse af ejendommen har forvaltningen konstateret, at hele ejendommen med undtagelse af kælderen er indrettet til privat beboelse for klageren.”
Sagsøgeren indbragte ikke landsskatteretskendelsen vedrørende indkomstårene 1997 og 1998 for domstolene. Sagsøgeren har ikke i de efterfølgende indkomstår selvangivet fri helårsbolig, og SKAT har ikke rejst nogen sag.
Under mødet i Skatteankestyrelsen den 29. september 2016 har sagsøgeren oplyst, at der ikke er sket ændringer i indretningen og brugen af ejendommen siden SKATs besigtigelse og siden afgørelsen vedrørende indkomstårene 1997 og 1998, jf. mødereferatet, side 1, sidste afsnit (bilag F).
Det fremgår af landsskatteretskendelsen (bilag M), at sagsøgeren fremlagde en plantegning for ejendommen, hvor han havde skraveret de arealer, som efter hans opfattelse blev benyttet af selskabet. En sådan plantegning er også fremlagt i nærværende sag, jf. bilag 4. Sagsøgeren oplyste i sagen vedrørende 1997 og 1998 (bilag M, side 2):
”… at selskabets vareprøver er opmagasineret i kælderen, at selskabet har adgang til ejendommens toilet og køkken i stueetagen, at husets to stuer er blevet brugt lejlighedsvis til repræsentation / møder, at selskabet gør brug af to værelser på 1. salen, at værelserne er blevet brugt til at huse overnattende gæster – typisk fra de baltiske lande, og at der har været ca. 100 overnatninger i huset om året.”
Landsskatteretskendelsen vedrørende indkomstårene 1997 og 1998 blev afsagt på baggrund af de tidligere regler i ligningslovens § 16, stk. 1, hvorefter den beløbsmæssige opgørelse af rådighedsbeskatningen blev opgjort på baggrund af et skøn over den objektive udlejningsværdi.
Det gøres det gældende, at sagsøgeren som direktør i selskabet G1 i perioden 2010 til 2012 havde væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og derfor er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9. Herefter gøres det gældende, at sagsøgeren har haft rådighed over hele ejendommen på Y1-adresse, og derfor skal beskattes af værdien af rådigheden over fri helårsbolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 9.
2.1 Sagsøgeren er omfattet af personkredsen i § 16, stk. 9
Sagsøgeren har som direktør og daglig leder i selskabet haft væsentlig indflydelse på egen lønningsform i medfør af ligningslovens § 16, stk. 9, 1. pkt. (”direktørreglen”).
Det er ubestridt, at sagsøgeren i samtlige år siden selskabets stiftelse i 1989 har været registreret som selskabets direktør. Det fremgår af både årsrapporter, skatteregnskaber og på selskabets hjemmeside.
Han har endvidere i al den tid været den eneste, der har forestået driften af selskabet, og det er ham, der har indsigt i og har været den hovedansvarlige for virksomheden.
Selve selskabets stiftelse har endda udelukkende været begrundet i sagsøgerens indsigt i og kendskab til branchen, jf. sagsøgerens egne oplysninger, som citeret ovenfor.
Der ses ikke ud fra årsrapporterne fra 2010 til 2012, skatteregnskaberne eller hjemmesiden at være sket nogen ændring i selskabets drift eller en afvikling heraf, og der ses heller ikke at være sket nogen ændring af sagsøgerens rolle og involvering i selskabet efter november 2009. Al drift i selskabet er således både før og efter sagsøgerens pensionering foretaget af ham.
Herudover foretog selskabet i 2011 yderligere ejendomsinvesteringer, hvilket således ikke viser en afvikling af selskabet. Selskabet er da også fortsat aktivt i 2017, jf. udprint fra Erhvervsstyrelsen (bilag E).
På baggrund af disse omstændigheder skal sagsøgeren dokumentere, at han fra november 2009 ikke længere er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9.
Den bevisbyrde har han ikke løftet.
Sagsøgeren har gjort gældende, at han fra sin pensionering pr. 1. november 2009 ikke har været omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9 (”direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform”).
Sagsøgeren har ikke peget på, hvem der efter november 2009 ellers skulle have haft væsentlig indflydelse i selskabet og på hans aflønning. Ud fra det anførte i stævningen, side 9, sidste afsnit, har han været den eneste i Danmark til at drive selskabet. Sagsøgerens søster har efter hans eget udsagn alene skullet bidrage med kapital grundet hans personlige konkurs, og søsteren, som boede i udlandet, har i øvrigt ikke haft indsigt i eller viden om selskabets drift af virksomheden.
Som sagsøgeren har oplyst sagen, var søsteren bare ”stråmand”. Dette understreges også af, at LI ikke kunne disponere på selskabets vegne, jf. det ovenfor citerede fra replikken, side 2, 2. afsnit.
Det ser ud som om sagsøgeren blot er stoppet med at få udbetalt en løn, men at han fortsatte i stillingen som direktør og daglig leder. Sagsøgeren har således ikke bevist, at han efter november 2009 ikke længere var omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9.
2.2 Sagsøgeren har haft rådighed over ejendommen
Værdien af helt eller delvis fri bolig er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt. For så vidt angår personalegoder er beskatningen nærmere reguleret i ligningslovens § 16, stk. 1. For ansatte, der er direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, fastsættes den skattepligtige værdi af en bolig, der er stillet til rådighed, i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9. Efter ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 9, og bestemmelsens forarbejder i Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 6463 ff., er det ikke en betingelse for beskatning af en ansat med bestemmende indflydelse på egen lønningsform, at den pågældende rent faktisk har benyttet boligen privat, jf. f.eks. også U.2009.2883H (SKM2009.558.HR) (angående sommerbolig) og SKM2009.93.ØLR (angående helårsbolig). Det afgørende er derimod, hvorvidt helårsboligen er stillet til rådighed for den pågældende.
Det gøres gældende, at sagsøgeren har haft rådighed over hele ejendommen og derfor skal beskattes af værdien af rådighed over den del af ejendommen, som selskabet ejede.
Sagsøgeren var direktør i selskabet, der ejede halvdelen af ejendommen. Der er tale om en beboelsesejendom, og ikke en kontorejendom. Som anført er der ikke registreret erhverv på ejendommen. Sagsøgeren har sammen med sin familie rent faktisk boet i huset.
Under disse omstændigheder påhviler det ham at godtgøre, at han ikke har haft rådighed over hele ejendommen.
Denne bevisbyrde har han ikke løftet.
Det er uden betydning, at G1 kunne benytte lokaler på førstesalen og havde adgang til køkken, toilet og stuerne i stueetagen til repræsentationsmøder/showroom og herudover havde adgang til kontorfaciliteter i kælderen. Det afgørende i henhold til § 16, stk. 9, er, om sagsøgeren – og dennes familie – (også) havde rådighed over hele ejendommen.
I øvrigt er det udokumenteret, at G1 rent faktisk overhovedet har benyttet ejendommen. Der foreligger ingen dokumenterede oplysninger om, at f.eks. personer involveret i driften i Litauen skulle have overnattet på førstesalen, og der er heller ingen dokumentation for selskabets anvendelse af køkken, toilet og stuelokaler. Den som bilag 12 fremlagte aftale indeholder ingen bestemmelser om fordeling og benyttelse af ejendommen.
Det er under alle omstændigheder udokumenteret, at selskabets eventuelle brug af ejendommen havde en sådan karakter og omfang, at det havde nævneværdig betydning for sagsøgerens – og dennes families – råderet over hele ejendommen, jf. en i det afgørende tilsvarende situation i SKM2017.199.ØLR. Selskabets eventuelle brug af ejendommen har således under alle omstændigheder ikke afskåret sagsøgeren fra at råde privat over hele ejendommen. Den omstændighed, at sagsøgerens råderet eventuelt ikke var eksklusiv, kan ikke føre til et andet resultat.
Den omstændighed, at ejendommen i en periode var ramt af vandskade er ikke relevant for vurderingen af, om ejendommen har stået til rådighed for sagsøgeren, jf. SKM2011.262.VLR, hvor det ikke var relevant for rådighedsbeskatningen, at en sommerbolig i en periode ikke kunne benyttes på grund af vedligeholdelse eller reparation. Herudover henvises til SKM2012.445.BR, hvor retten fandt, at den omstændighed, at en ejendom ikke havde været beboelig i dele af perioden ikke kunne føre til, at der ikke skulle ske rådighedsbeskatning, idet skatteyderen fortsat havde rådighed over ejendommen. Bortset fra det er det ikke bevist, at vandskaden var af et sådant omfang, at ejendommen var ubeboelig.
3. Rådighed over fri bil G1’s Jaguar
G1 købte den 27. juni 2006 en Jaguar, jf. biloplysninger fra selskabets R75 fra 2010 (bilag N). Bilen var på daværende tidspunkt ca. 11 år gammel (indregistreret første gang den 6. september 1995, jf. bilag N). I selskabets årsrapport fra 2005/2006 (bilag O), side 8 og side 11, ses en tilgang i selskabets driftsmidler på kr. 393.750,-. Sagsøgeren har oplyst, at det fortsat undersøges, om denne tilgang udgør selskabets købspris for bilen.
Den 30. juni 2010 købte sagsøgerens samlever, IM, bilen af G1 til en oplyst pris på kr. 150.000,-. Købesummen blev efter det oplyste berigtiget ved nedskrivning af et tilgodehavende, som IM skulle have haft i selskabet, jf. stævningen, side 7. IM solgte bilen i februar 2014, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, side 10 nederst).
Bilen har efter sagsøgerens oplysninger i stævningen, side 7, været parkeret på selskabets adresse på Y1-adresse, som jo også er sagsøgerens privatadresse.
Frem til november 2009 har sagsøgeren ladet sig beskatte af værdi af fri bil vedrørende denne Jaguar tilhørende selskabet.
SKAT – stadfæstet af Landsskatteretten (bilag 1) – har fundet, at sagsøgeren skal beskattes af værdien af rådighed over bilen i perioden fra 1. januar 2010 og frem til den 30. juni 2010, hvorefter bilen overgår til sagsøgerens og dennes families private sfære i kraft af salget til IM.
Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for privat benyttelse, opgøres efter ligningslovens § 16, stk. 4. Det er selve rådigheden over bilen til privat benyttelse, uafhængig af den faktiske benyttelse, der beskattes. Den skattepligtige værdi opgøres således efter den skematiske regel i § 16, stk. 4, uanset omfanget af den private benyttelse.
Det gøres gældende, at sagsøgeren, som direktør og som den eneste i Danmark med tilknytning til selskabet, havde rådighed over G1’s Jaguar til privat benyttelse også i perioden fra 1. januar 2010 til 30. juni 2010, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Der er tale om en Jaguar en dyr luksusbil som er velegnet til privat kørsel, og som ikke blev købt med særlig erhvervsmæssig anvendelse i virksomheden for øje. Anvendelsen af bilen i tidligere indkomstår har da også bestået i, at selskabet har stillet bilen til rådighed for sagsøgeren til privat benyttelse, hvilket sagsøgeren har ladet sig beskatte af. Hertil kommer, at sagsøgerens samlever efterfølgende køber bilen af G1.
Bilen har været parkeret på sagsøgerens privatadresse, som også var selskabets adresse.
Under disse omstændigheder har det formodningen for sig, at bilen har været anvendt privat, jf. SKM2015.343.ØLR og U.2000.329H, og det påhviler sagsøgeren at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel, jf. eksempelvis U.2005.1691H (SKM2005.138.HR), SKM2008.617.ØLR og U.2000.124H.
Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.
Sagsøgeren har gjort gældende, at han efter sin pensionering ikke har anvendt bilen eller haft rådighed over den til privat benyttelse.
Sagsøgeren kan ikke afkræfte formodningen for privat rådighed og benyttelse af bilen blot ved at hævde, at den ikke blev benyttet privat. Derimod kræves det, at der forelægges konkret bevis for, at bilen ikke var til rådighed og ikke blev anvendt privat. Et sådant bevis kan navnlig – og efter retspraksis i realiteten på eneste måde – føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab, jf. U.2009.1202H (SKM2009.239.HR), der stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene.
Sagsøgeren har ikke ført kørebog og har dermed ikke afkræftet formodningen om, at bilen var til rådighed for og blev benyttet til privat brug.
Sagsøgeren har heller ikke fremlagt eller på anden vis godtgjort eksistensen af en skriftlig aftale med G1, hvorefter han efter 2009 ikke længere måtte benytte Jaguaren til privat brug, jf. skatteministerens svar i Folketingstidende 1992/93, Tillæg B, sp. 2393, og TfS 1998.326Ø. Efter ministerens svar er en sådan aftale et minimumskrav for at undgå rådighedsbeskatning.
Den omstændighed, at familien rådede over en anden bil, jf. stævningen side 7, 2. sidste afsnit, er ikke afgørende for vurderingen af, om Jaguaren har været stillet til sagsøgerens rådighed, jf. f.eks. U2009. 1202H (SKM2009.239.HR), TfS 2006, 96V (SKM2006.17.VLR) og Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.A.5.14.1.3 om ”Biler omfattet af reglen”. Det afgørende er, om sagsøgeren havde rådighed over Jaguaren."
Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og afgørelse
A har siden 1989 været direktør i G1, og han er fortsat registreret som direktør. Han er endvidere angivet som direktør i selskabets årsrapporter for regnskabsårene 2009/2010, 2010/2011, 2011/2012 og 2012/ 2013, der alle bortset fra årsrapporten for 2010/2011 er underskrevet af A. Det er ikke oplyst, at andre skulle have varetaget hvervet som direktør i selskabet. Derimod har A selv forklaret, at han også efter sin pensionering i 2009 varetog selskabets interesser.
Retten finder herefter, at A for indkomstårene 2010-2012 er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, 1. pkt. Han er derfor skattepligtig af fri bolig, der er stillet til rådighed for ham som led i ansættelsesforholdet i den periode.
Ejendommen Y1-adresse er en beboelsesejendom, der er velegnet til privat benyttelse, og A og IM har sammen boet på ejendommen siden erhvervelsen i 1997.
Retten finder det ikke bevist, at G1’s benyttelse af ejendommen, herunder med indretning af kontorfaciliteter i kælderen, har haft et sådant omfang eller en sådan karakter, at A som direktør og eneste ansatte skulle være afskåret fra også at råde privat over hele ejendommen.
A må således anses for at have haft rådighed over ejendommen i indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Han har også haft rådighed over ejendommen under udbedringen efter vandskaderne i 2010 og 2011. Det er i den forbindelse uden betydning, at den faktiske benyttelse af kælderen og stueetagen i perioder har været indskrænket.
Henset til at A også efter sin pensionering i 2009 må anses som selskabets direktør og eneste ansatte, og da bilen også efter 2009 har været parkeret på hans privatadresse, påhviler det A at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel i 1. halvår af 2010.
Der er ikke fremlagt kørselsregnskab, fraskrivelseserklæring eller anden form for dokumentation for, at bilen ikke har været til A’s rådighed i 2010.
Retten finder det herefter ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for A’s private benyttelse i indkomståret 2010. A er herefter skattepligtig af værdien af fri bil for indkomståret 2010.
Skatteministeriet frifindes derfor i det hele.
Under hensyn til sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.
Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet der er tilkendt et passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 50.000 kr. inkl. moms. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne taget udgangspunkt i sagens værdi og omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Skatteministeriet frifindes.
A skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 50.000 kr.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.