Byrets dom af 16. december 2009 i sag BS 1-1983/2008

Print

SKM2010.75.BR

Relaterede love

Retsplejeloven
Skatteforvaltningsloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt stævningen skulle afvises i henhold til skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, fordi stævningen blev indleveret efter udløbet af en fristforlængelse, som Skatteministeriet have bevilget sagsøgeren.

Ministeriet havde i et af sine breve som følge af forkerte oplysninger fra Landsskatteretten skriftligt tilkendegivet sagsøgeren, at en fristforlængelse stadig var gældende. Ministeriet korrigerede dette i et nyt brev en uge senere. Sagsøgeren hævdede desuden, at han havde fået telefonisk vejledning fra ministeriet, som var vildledende.

Retten fandt det ikke godtgjort, at ministeriet havde givet anden vejledning end den, der fremgik af ministeriets breve. Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren måtte være klar over, hvornår fristforlængelsen ville udløbe, og at det anførte i et af ministeriets breve beroede på en fejl.

Henset til, at søgsmålsfristen i øvrigt er absolut og fortolkes strengt i retspraksis, tog retten Skatteministeriets afvisningspåstand til følge.

Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Rune Wold)

Afsagt af byretsdommer

Ole Kaels

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, A - i det følgende betegnet A - har under denne sag nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende fradrag på 156.963 kr. som nærmere opgjort i bilag 1 i sagen. Af dette bilag fremgår bl. a., at A ønsker yderligere fradrag for kørsel, telefonudgifter og en række andre forhold i skatteårene 1997-2003.

Under sagen har Skatteministeriet nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagens oplysninger

Sagen er anlagt den 20. november 2008.

Retten har udskilt afvisningspåstanden til særskilt påkendelse.

A har selv ført sin sag.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Landsskatteretten ved kendelse af 11. marts 2008 traf afgørelse vedrørende As skattemæssige forhold i de nævnte indkomstår. Ved brev af 4. juni 2008 anmodede A Landsskatteretten om genoptagelse af sagen og Skatteministeriet om, at ministeriet forlængede fristen for indbringelse af Landsskatterettens kendelse for domstolene. Skatteministeriet meddelte i et brev af 9. juni 2008, at ministeriet ikke ville nedlægge påstand om afvisning, hvis kendelsen af 11. marts 2008 blev indbragt for retten senest en måned efter, at Landsskatteretten har afgjort spørgsmålet om genoptagelse. Ved kendelse af 23. juli 2008 afviste Landsskatteretten at genoptage sagen. A skrev på ny til Skatteministeriet ved brev af 16. oktober 2008 og anmodede om en yderligere forlængelse af fristen for indbringelsen af kendelsen af 11. marts 2008. Det fremgår af Skatteministeriets brev af 24. oktober 2008, at ministeriet fra Landsskatteretten havde fået oplyst, at Landsskatteretten endnu ikke havde taget stilling til As anmodning om genoptagelse, og ministeriet meddelte, at man ikke ville nedlægge påstand om afvisning af sagen, hvis kendelsen af 11. marts 2008 blev indbragt for retten senest en måned efter, at Landsskatteretten havde afgjort spørgsmålet om genoptagelse. Den 30. oktober 2008 skrev Skatteministeriet til A, at man fra Landsskatteretten nu var blevet orienteret om, at spørgsmålet om eventuel genoptagelse af afgørelsen af 11. marts 2008 var afgjort ved kendelsen af 23. juli 2008. På den baggrund meddelte ministeriet A, at den frist, ministeriet havde fastsat i brevet af 9. juni 2008, var udløbet den 22. august 2008, og at ministeriet på den baggrund ville nedlægge påstand om afvisning, hvis kendelsen af 11. marts 2008 blev indbragt for domstolene. Ministeriet anførte samtidig, at man betragtede As brev som en anmodning om at forlænge fristen for at indbringe Landsskatterettens kendelse af 23. juli 2008 for domstolene og meddelte, at man ikke ville nedlægge påstand om afvisning, hvis denne kendelse blev indbragt for domstolene senest den 23. oktober 2008.

Dommen gengiver ikke i øvrigt sagens dokumenter, jf. herved retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

A har under sagen blandt andet forklaret, at han måske har misforstået det, som Skatteministeriet skrev til ham, men han er jo heller ikke jurist. Han må henholde sig til, at ML fra Skatteministeriet stedse har fortalt ham, at fristen for at indbringe kendelsen af 11. marts 2008 for domstolene var omkring den 20. november 2008, og den frist har han overholdt.

Parternes synspunkter (procedure)

A har påstået sagen fremmet til realitetsbehandling ved retten. Ministeriets medarbejder ML har telefonisk givet udtryk for, at fristen for at indbringe afgørelsen var som ovenfor anført, og det må han henholde sig til.

Skatteministeriet har særlig anført, at sagen skal afvises, da den objektive og absolutte frist i skattestyrelseslovens § 48, stk. 3, på 3 måneder ikke er overholdt. Fristen for denne afgørelse udløb oprindeligt den 11. juni 2008 og blev senere af Skatteministeriet forlænget, således at stævning skulle være indleveret til retten senest den 22. august 2008. Skatteministeriet har stedse givet korrekt klagevejledning, og A kan ikke have været i berettiget tvivl om, at Landsskatteretten havde afvist at genoptage sagen, da han i oktober 2008 på ny anmodede om fristforlængelse, og at den fastsatte frist var udløbet den 22. august 2008. Der er ingen hjemmel til at indfortolke undtagelser i søgsmålsfristen, bortset fra de tilfælde hvor der er givet mangelfuld klagevejledning, eller hvor en skatteyder ikke har modtaget en afgørelse, og disse forhold er ikke gældende i sagen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af As stævning med tilhørende bilag, at det, han ønsker prøvet under sagen, er de spørgsmål, der er afgjort ved Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2008.

Mod Skatteministeriets bestridelse kan det ikke lægges til grund, at der telefonisk fra Skatteministeriets side er givet anden vejledning end den, der fremgår af de fremlagte breve.

Det fremgår af Skatteministeriets brev af 9. juni 2008, at rettidig indbringelse for at indbringe den nævnte kendelse for domstolene var senest en måned, fra svaret om genoptagelse forelå. Landsskatteretten tog stilling til spørgsmålet om genoptagelse ved kendelsen af 23. juli 2008.

Det er ubestridt at A umiddelbart efter den 23. juli 2008 modtog Landsskatterettens afvisning af at genoptage sagen, og han måtte således være klar over, at den fastsatte frist på en måned var udløbet, da han på ny søgte om forlængelse af fristen, og at det måtte bero på en fejl, når det i Skatteministeriets brev af 24. oktober 2008 var nævnt, at Landsskatteretten ikke havde taget stilling til spørgsmålet om genoptagelse. Dette blev da også præciseret i ministeriets brev af 30. oktober 2008.

Fristen i skattestyrelseslovens § 48, stk. 3, er absolut og fortolket strengt i retspraksis. Da stævning om prøvelse af kendelsen af 11. marts 2008 efter det anførte skulle have været indbragt for retten senest den 22. august 2008, tages Skatteministeriets afvisningspåstand herefter til følge.

Sagsomkostningerne dækker udgift til advokatbistand og materialesamling og fastsættes til i alt 15.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagen afvises.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, til sagsøgte, Skatteministeriet, sagens omkostninger med 15.000 kr.