Parter
A
og
B
(advokat Peter Ørbæk for begge)mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/adv.fm. Lau Franzmann Berthelsen)
Afsagt af byretsdommer
Kari Sørensen
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne dom vedrører prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 11. august 2010 vedrørende skønsmæssig forhøjelse af indkomst for 2004.
Sagen er anlagt den 2. september 2010, og sagsøgerne, A og B, har som deres endelige påstand nedlagt følgende sideordnede påstande over for sagsøgte, Skatteministeriet:
Påstand nr. 1:
Sagsøgte dømmes til at anerkende, at sagsøgernes samlede privatforbrug 2004 er positivt med 33.861 kr. og ikke negativt med 321.139 kr., og at der ikke er grundlag for at forhøje A's indkomst og moms med henholdsvis 400.000 kr. og 100.000 kr.
Påstand nr. 2:
En forhøjelse af A's indkomst og moms bør ansættes til (178.861 - 33.861) = 145.000 kr.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om hjemvisning til fornyet skønsmæssig ansættelse af A's personlige indkomst for indkomståret 2004.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
A har efter det oplyste siden den 1. april 1998 drevet virksomheden G1 fra ejendommen ...2.
Ved kendelse af 11. august 2010 traf Landsskatteretten afgørelse om at stadfæste Skatteankenævnets afgørelse af 19. februar 2010, hvorved der skete en skønsmæssig forhøjelse af A's virksomheds resultat for indkomståret 2004 med 400.000 kr. eksl. moms. Skatteankenævnets afgørelse var en stadfæstelse af SKATs afgørelse af 15. juli 2008 om skønsmæssigt at forhøje overskuddet af virksomheden med 400.000 kr. eksl. moms på baggrund af negativt privatforbrug.
Landsskatteretten opgjorde sagsøgernes privatforbrug i 2004 som negativt til -321.139 kr. og fastslog, at der efter forhøjelsen på 400.000 kr. eksl. moms var plads til et antageligt positivt privatforbrug på 178.861 kr. i 2004. Da Landsskatteretten ikke fandt, at der var tale om et usandsynligt privatforbrug, var der ikke grundlag for at ændre Skatteankenævnets skøn over det skattemæssige resultat af virksomheden.
Ifølge købekontrakt af 2. juni 2004 overdrog A pr. den 1. juli 2004 1/3 af virksomheden G2, beliggende ...2, til KP for en købesum på 366.666,67 kr., hvoraf 200.000 kr. skulle betales senest den 1. juli 2004, og resten senest den 1. januar 2005. Købesummen blev ved tillæg 7. juli 2004 reguleret til 402.541 kr., hvoraf 200.000 kr. skulle betales straks og resten den 1. januar 2005.
I henhold til kvitteringer modtog A den 7. juli 2004 200.000 kr. fra KP og den 1. december 2004 202.541 kr. fra KP.
Med virkning fra den 29. november 2004 blev G1 omdannet til et anpartsselskab.
Ved brev af 28. december 2004 til A hævede KP handlen vedrørende køb af 1/3 af virksomheden og anmodede om tilbagebetaling af 200.000 kr.
Det fremgår af sagen, at A ejede 2/3 af ejendommen ...2, og i 2004 tilkøbte den sidste 1/3 af ejendommen.
Ved brev af 27. oktober 2010 påbød ...1 kommune A med øjeblikkelig virkning af ophøre enhver form for anvendelse af ...2, til beboelse.
Der har under sagen været afholdt syn og skøn vedrørende ejendommen ...2, og der foreligger en skønserklæring af 20. oktober 2011, hvoraf fremgår, at ...1 kommunes påbud af 27. oktober 2010 ikke ville have medført en anden kontant værdi i fri handel og vandel, svarende til den kontante købesum på 500.000 kr., som ejendommen er erhvervet for pr. 1. september 2004, herunder såfremt der var kendskab til ...1 kommunes påbud af 27. oktober 2010. Det fremgår endvidere, at såfremt bygning nr. 1 i 2004 udlejedes til andet end beboelse, at det årlige lejeniveau ville udgøre årligt 50.000 kr., idet der ikke er nogen nævneværdig forskel på, hvorvidt der sker udlejning til beboelse eller til erhvervsformål.
Forklaringer
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A, B og advokat KP.
Parternes synspunkter
Sagsøgerne har i påstandsdokument af 28. maj 2012 gjort følgende gældende:
"...
Til støtte for sagsøgernes principale påstand gøres det gældende som faktum og jus,
at
Landskatterettens ansættelse af sagsøgernes privatforbrug til -321.139 kr. (bilag I, side 10) er behæftet med fejl,
at
sagen har skiftet karakter efter foretagelse af syn og skøn (bilag 27), hvor skønsmanden ansatte årslejen til 50.000 kr. for bygning nr. 1 på matr. nr. ..., ...1 (bilag 27, side 5: spørgsmål 3, besvarelse og begrundelse), hvor årslejen tidligere var sat til 125.000 kr., dengang bygningen blev anvendt til beboelse (bilag 24, side 2),
at
sagsøgerne - i en helt anden sag end nærværende sag - ved brev af 12. juli 2011 (bilag 28) har anmodet sagsøgte om at tage stilling til en omberegning af ejendommens ejendomsværdi pr. 1/1-2004 og pr. 31/12-2004 (bilag 28),
at
sagsøgte i svarbrev af 19. april 2012 (bilag 29) ikke har taget stilling til sagsøgernes omberegning,
at
sagsøgte ved medarbejderen IS under en senere telefonsamtale med sagsøgernes advokat oplyste, at grundet manglende personale kunne svar på omberegningen ikke forventes,
at
sagsøgerne selv har beregnet (bilag 30) privatforbruget i 2004 + 33.861 kr., jfr. processkrift 3, side 2, og tillige med det glemte passiv 200.000 kr. (bilagene 8, 9 og 10) og med udgangspunkt i de af Landsskatteretten (bilag I, side 10) angivne samlede formuer pr. 1/1-2004 og pr. 31/12-2004,
at
en ejendoms handelsværdi ikke anvendes ved beregning af privatforbrug med den følge, at sagsøgtes spørgsmål nr. 1 og nr. 2 i skønstemaet (bilag 27) er irrelevante, og det samme gælder skønsmandens svar på spørgsmål nr. 1 og nr. 2.
Til støtte for sagsøgernes subsidiære påstand gøres det gældende som faktum og jus,
at Landsskatteretten (i bilag I, side 10) har opgjort et acceptabelt privatforbrug til 178.861 kr.,
at sagsøgernes privatforbrug for 2004 bør sættes til 178.861 kr.,
at A's indkomst højst bør forhøjes med (178.861 - 33.861) = 145.000 kr. og moms forhøjes med 36.250 kr.
Vedrørende sagsomkostninger bemærkes,
at
uanset sagens udfald bør sagsøgerne tilkendes omkostninger,
idet sagsøgte, Landsskatteretten og ...3 Skatteankenævn i strid med retsplejelovens § 344, stk. 2, har siddet sagsøgernes provokation i bilag IV, side 5, overhørig om fremlæggelse af en hidtil hemmeligholdt formueopgørelse (senere fremlagt som bilag C),
idet sagsøgtes talrige ændringer af sagsøgernes ansatte privatforbrug har skabt overflødigt arbejde/bevisførelse,
idet de talrige ændringer er således:
SKAT har i bilag 8, side 1, ansat privatforbruget til - 647.531 kr.
SKAT har ændret privatforbruget til -371.394 kr., jfr. bilag 1, side 2,
Skatteankenævn ...3 har ændret privatforbruget til - 354.472 kr., jfr. bilag 4, side 5,
Landsskatteretten har beregnet privatforbruget (bilag 30) til + 33.861 kr., og
idet sagsøgte i strid med sandheden har forledt sagsøgerne til at tro, at bygning nr. 1 på matr.nr. ..., ...1, måtte bruges til beboelse dels ved at lade NP (sælgeren af 1/3 af matr.nr. ..., ...1, jfr. bilag 12, bebo bygning nr. 1 over en lang årrække, og dels ved i bilag 19, bilag 22 og bilag 24 selv at betegne bygning nr. 1 som en beboelsesejendom.
..."
Sagsøgte har i påstandsdokument af 4. juni 2012 gjort følgende gældende:
"...
Når virksomhedens regnskab og regnskabsgrundlag ikke lever op til de herom gældende krav, herunder kravene i mindstekravsbekendtgørelsen og bogføringsloven, udgør regnskabet ikke et betryggende grundlag for indkomstansættelsen, som derfor må foretages på grundlag af et skøn, jf. skattekontrolloven § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.
I den konkrete sag er det ubestridt, at sagsøgernes regnskabsgrundlag er tilsidesætteligt. Den skønsmæssige ansættelse skal derfor lægges til grund, medmindre sagsøgerne kan godtgøre, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag, jf. f.eks. SKM2009.37.HR. Det gøres gældende, at sagsøgerne ikke har løftet den bevisbyrde.
Sagsøgerne er under skriftvekslingen fremkommet med en række skiftende indsigelser mod skattemyndighedernes forhøjelse af sagsøgernes skatte- og afgiftstilsvar. Senest kan det konstateres, at sagsøgernes påstandsdokument indeholder nye påstande, nye anbringender og en ny beregning af sagsøgernes privatforbrug.
Sagsøgte er indforstået med, at de nye påstande, anbringender og den nye beregning af sagsøgernes privatforbrug tages i betragtning. I konsekvens heraf tages der imidlertid kun udgangspunkt i de indsigelser mod skattemyndighedernes privatforbrugsberegning, der er fremsat i påstandsdokumentet.
Indsigelserne i sagsøgernes påstandsdokument angår overordnet:
1) Ejendomsværdien af ...2
2) Gæld til advokat KP
1. Ejendomsværdien af ...2
Det fremgår af sagsøgernes påstandsdokument, at det er sagsøgernes opfattelse, at skattemyndighederne fejlagtigt har lagt til grund, at ejendomsværdien af ...2, der indgår som et aktiv i opgørelsen af sagsøgernes formue pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004, udgjorde kr. 1.300.000,- pr. 1. januar 2004 og kr. 1.350.000,- pr. 31. december 2004.
Efter sagsøgernes opfattelse burde de ejendomsværdier, som skattemyndighederne anvendte i deres beregning, i stedet have været kr. 835.000,- pr. 1. januar 2004 og kr. 885.000,- pr. 31. december 2004. Opfattelsen hviler på ...1 kommunes afgørelse af 27. oktober 2010, jf. bilag 20, og skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3, jf. bilag 27, side 5.
Sagsøgernes indsigelse mod de ejendomsværdier, skattemyndighederne har anvendt ved opgørelsen af sagsøgernes formue pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004, er ikke korrekt. Desuden er indsigelsen under alle omstændigheder uden betydning for beregningen af sagsøgernes privatforbrug i 2004.
Som det fremgår af vurderingsoplysningerne, jf. bilag D, side 1-2, og SKATs R75, jf. bilag E, side 4, udgjorde ejendomsværdien af ...2 kr. 1.300.000,- pr. 1. januar 2004 og kr. 1.350.000,- pr. 31. december 2004.
Allerede af den grund er der ikke grundlag for at anfægte de ejendomsværdier, skattemyndighederne har benyttet ved beregningen af sagsøgernes privatforbrug.
Men selv hvis lejeværdien - og dermed ejendomsværdien - af ...2 i 2004 var lavere end forudsat i skattemyndighedernes opgørelse af sagsøgernes formue pr. 1. januar 2004 og 31. december 2004, er det alligevel uden betydning for beregningen af sagsøgernes privatforbrug i 2004.
Både ...1 kommunes afgørelse af 27. oktober 2010, jf. bilag 20, og skønsmandens erklæring af 20. oktober 2011, jf. bilag 27, ligger i tid efter indkomståret 2004.
Sagsøgerne kan umuligt have haft, hverken flere eller færre midler til privatforbrug i 2004 som følge af en myndighedsafgørelse vedrørende ejendommen i 2010 eller en skønserklæring i 2011.
I det omfang sagsøgerne havde lejeindtægter i 2004, hvor der endnu ikke var truffet afgørelse om, at ejendommen ikke kunne anvendes til beboelse, skal sagsøgerne naturligvis heller ikke tilbagebetale disse indtægter.
For alle tilfældes skyld bemærkes dog, at også skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1-2 fører til, at der ikke er grundlag for at anfægte de ejendomsværdier, skattemyndighederne har anvendt. Der henvises herved til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1-2, hvori det erklæres, at ...1 kommunes påbud af 27. oktober 2010 ikke har forringet ejendommens værdi i 2004.
Endelig henledes opmærksomheden på, at selv hvis sagsøgernes forudsætninger om ejendomsværdien af ...2 pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004 lægges til grund, er sagsøgernes beregnede privatforbrug under alle omstændigheder uændret.
Det skyldes, at det ikke er størrelsen af sagsøgernes formue pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004, der er afgørende for beregningen af sagsøgernes privatforbrug. Det afgørende er derimod, hvorvidt de indtægter og udgifter sagsøgerne har haft i 2004 kan forklare udviklingen i sagsøgernes formue fra 1. januar 2004 til 31. december 2004.
Til illustration fremlægges som (notat A-B) to privatforbrugsberegninger: En, der viser skattemyndighedernes beregning af sagsøgernes privatforbrug (notat A), en, der viser beregningen af sagsøgernes privatforbrug, hvis sagsøgernes forudsætninger om ejendomsværdien af ...2 pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004 lægges til grund (notat B). Som anført er sagsøgernes privatforbrug også i dette tilfælde uændret.
De anførte grunde indebærer både hver for sig og tilsammen, at sagsøgernes synspunkter om ejendomsværdien af ...2 pr. 1. januar 2004 og pr. 31. december 2004, hverken helt eller delvist kan føre til en reduktion af sagsøgernes skatte- og afgiftstilsvar.
2. Gæld til advokat KP
I sagsøgernes privatforbrugsberegning, jf. bilag 30, indgår endvidere et passiv på kr. 200.000,-, der er fratrukket ved opgørelsen af sagsøgernes formue pr. 31. december 2004. Der er angiveligt tale om gæld til advokat KP for en kontant udbetaling på kr. 200.000,- for køb af 1/3 af sagsøgernes virksomhed, jf. bilag 8, side 3.
Det gøres gældende, at sagsøgerne ikke har dokumenteret at have modtaget udbetalingen på kr. 200.000,- fra advokat KP, og at der som følge af udbetalingen blev etableret et gældsforhold mellem parterne. Der skal derfor ses bort fra det påståede lån ved beregningen af sagsøgernes privatforbrug. Der kan i den forbindelse henvises til flere forhold:
Sagsøgerne har ikke fremlagt dokumentation for pengestrømmen mellem sagsøgerne og advokat KP, hverken i form af dokumentation for modtagelsen af beløbet, anvendelse af beløbet eller for, at beløbet efterfølgende er blevet helt eller delvist tilbagebetalt.
Sagsøgerne har heller ikke i øvrigt bestyrket, at der skulle foreligge et gældsforhold mellem sagsøgerne og advokat KP. F.eks. har sagsøgerne ikke har fremlagt korrespondance med advokat KP i form af f.eks. rykker- eller påkravsskrivelser eller evt. i form af en afdragsordning mellem parterne.
Endelig indeholder sagsøgernes regnskab, jf. bilag 5, heller intet om en gældspost på kr. 200.000,- til advokat KP.
På baggrund af det anførte gøres det gældende, at sagsøgerne ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at revisor har glemt en gældspost på kr. 200.000,- i formueopgørelsen pr. 31. december 2004. I tilslutning hertil gøres det gældende, at samstemmende forklaringer fra advokat KP og sagsøgerne ikke er tilstrækkeligt bevis for det påståede gældsforhold under de foreliggende omstændigheder.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Det lægges som ubestridt til grund, at regnskabsgrundlaget for A's virksomhed i indkomståret 2004 er behæftet med så væsentlige fejl, at det ikke udgør et forsvarligt grundlag for indkomstansættelsen, og at skattemyndighederne derfor har været berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens overskud, og til brug herfor har foretaget en beregning af sagsøgernes privatforbrug.
Sagsøgerne har ikke godtgjort, at hverken ændringen i ejendomsværdien af ejendommen ...2, skønsmandens vurdering af lejeniveauet for 2004, eller det af ...1 kommune udstedte påbud af 27. oktober 2010 har haft betydning for opgørelsen af sagsøgernes privatforbrug.
Sagsøgerne har endvidere ikke godtgjort, at der foreligger et gældsforhold mellem A og KP, som skal inddrages i sagsøgernes privatforbrugsberegning. Retten har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger objektive beviser for et sådant gældsforhold.
Da sagsøgerne således ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag, frifindes sagsøgte.
Efter sagens udfald skal sagsøgerne til sagsøgte betale sagsomkostninger, som fastsættes til 50.000 kr., som udgør dækning af udgifter til advokatbistand. Sagsøgerne afholder endeligt udgifterne til syn og skøn.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgerne, A og B, skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 50.000 kr. til sagsøgte.