Byrets dom af 15. august 2011 i sag BS 39B-3124/2010

Parter

A
(Advokat Jackie P. Bohnstedt-Michelsen)

 

mod

 

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat William Lindsay-Poulsen)

Afsagt af byretsdommer

Rønning-Jølver

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 18. maj 2010, har sagsøger, A, overfor sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt følgende endelige påstande:

Sagsøgte tilpligtes principalt at nedsætte sagsøgers skattepligtige og personlige indkomst for indkomståret 2007 med kr. 110.000 og for indkomståret 2008 med kr. 165.000.

Sagsøgte tilpligtes subsidiært at anerkende, at sagsøgers skattepligtige og personlige indkomst for 2008 nedsættes med kr. 25.000.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen drejer sig om beskatningen af sagsøgeren for værdien af fri bil i relation til en varevogn af mærket Mercedes.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten afsagde den 7. april 2010 sålydende kendelse:

"...

Klagen vedrører

 

Der klages over, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

 

 

Indkomståret 2007
Personlig indkomst
Skattecentret har ansat værdi af fri bil,
jf. ligningslovens § 16, stk. 4, til	110.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster ansættelsen.
Indkomståret 2008
Personlig indkomst
Skattecentret har ansat værdi af fri bil,
jf. ligningslovens § 16, stk. 4, til	165.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster ansættelsen.

 

 

Sagens oplysninger

 

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet H1 ApS, som ejer en bil af mærket Mercedes-Benz, anskaffet af selskabet 24. maj 2007 og en bil af mærket BMW, anskaffet af selskabet 13. september 2008.

 

SKAT har ved breve af henholdsvis 30. marts 2009 og 27. april 2009 anmodet selskabet om at oplyse, hvem der har rådighed over selskabets biler tillige med oplysning om anskaffelsesprisen på bilerne.

 

SKAT har ikke modtaget svar på henvendelsen.

 

Da klageren er hovedanpartshaver i selskabet, er det SKAT's opfattelse, at klageren har haft rådighed over bilerne og derved skal beskattes af rådigheden, jf. bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 4.

 

Bilen af mærket Mercedes-Benz - anskaffet 24. maj 2007 - skønsmæssig anskaffelsespris 400.000 kr.:

 

SKAT har konstateret, at bilen er registreret til blandet anvendelse, dvs. selskabet har tilkendegivet, at bilen anvendes privat.

 

Værdi af fri bil til rådighed kan opgøres således:

 

Bilen af mærket BMW - anskaffet 13. september 2008 - skønsmæssig anskaffelsespris 350.000 kr.:

Beløbet medregnes i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, jfr. § 4.

SKATs afgørelse

Ved brev af henholdsvis 27. maj 2009 og 23. juni 2009 er der fremkommet indsigelse mod den påtænkte ændring af ansættelsen for 2007 og 2008.

Vedrørende bilen af mærket BMW:

I brev af 27. maj 2009 oplyses det, at det er en ren forglemmelse, at der ikke er sket beskatning. Samtidig vedlægges købsbilag, hvoraf det fremgår, at bilen er købt for 300.000 kr., dvs. at beskatningen for 2008 udgør 25 % af 300.000 kr. eller 75.000 kr. fordelt 4/12 eller 25.000 kr.

Vedrørende bilen af mærket Mercedes:

Det er oplyst, at indregistreringen blev foretaget i forbindelse med, at en medarbejder havde kørt privat i en af varevognene. Bilen blev derefter registreret med en mærkat, dvs. blandet anvendelse, så bilen kunne bruges privat. Det er dog oplyst, at dette ikke er sket, idet privat befordring altid er foregået på anden måde.

Ved mail af 23. juni 2009 er der fremsendt leasingkontrakt, hvoraf det fremgår, at bilens anskaffelsessum udgjorde 750.000 kr.

Det er SKAT's opfattelse, at der skal ske beskatning af fri bil. Det følger af ligningslovens § 16, at det er selve rådigheden, som beskattes og ikke den faktiske anvendelse.

SKAT finder, at der ved registreringen af bilen (blandet anvendelse) er tilkendegivet, at der gives mulighed for ikke udelukkende privat anvendelse.

Værdien kan opgøres således:

Det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 12.4.6.1., at såfremt arbejdsgiveren stiller en lejet bil til rådighed for en ansat, beskattes den ansatte efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet den skattepligtige værdi fastsættes, som om bilen var erhvervet til eje af arbejdsgiveren på lejetidspunktet. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1 - 4. pkt., at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Nyvognsprisen i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, fastsættes i medfør af fast praksis med udgangspunkt i fakturaprisen inkl. moms, registreringsafgift, leveringsomkostninger og normalt tilbehør.

Beløbene medregnes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 4, jf. § 3.

Ansættelsen vil blive oversendt til ansvarsafdelingen med henblik på vurdering af ansvar.

SKAT vil ydermere pålægge selskabet at indberette værdi af frie biler for 2009.

Klagerens påstand og argumenter

Faktum

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i H1 ApS. Han er endvidere hovedanpartshaver i H2 ApS og ejer 60 % af H3 ApS.

H1 ApS har to varevogne, som anvendes til erhvervsmæssig kørsel med levering af varer til kunderne. Vognene er helt neutrale af hensyn til kunderne, dels for at nedsætte risikoen for tyveri, og dels for at andre ikke umiddelbart skal kunne konstatere, at der leveres varer fra H1 ApS til den enkelte kunde.

Der er fire ansatte i selskabet foruden klageren, og varevognen er indregistreret til blandet anvendelse, fordi man i selskabet har været ude for, at de ansatte har kørt privat i vogne, for hvilke der var afløftet moms. Dette gav en række ubehagelige henvendelser fra myndighederne, som man ønskede at undgå med den pågældende varevogn.

Selskabet er indstillet på at omregistrere vognen nu, da reglerne er blevet lidt mindre restriktive.

En del af selskabets varelager befinder sig hos klageren personligt af hensyn til tyveririsikoen. Derfor skal bilen i visse tilfælde køre til privatadressen.

Klageren ejer personligt en bil af mærket Land Rover og en varevogn af mærket Renault, og herudover har han fri bil til rådighed i form af en bil af mærket BMW.

Klageren anvender ikke bilen privat, idet han allerede har fri bil til rådighed og derudover en varevogn i privat regi. Den omhandlede varevogn af mærket Mercedes anvendes til udbringning af varer og kørsel til kunder i øvrigt.

I de sager, hvor hovedaktionærer og direktører er beskattet af fri bil, har der i overvejende grad været tale om personbiler. Der henvises således til SKM2002.203.VLR, SKM2005.204.ØLR, SKM2007.173.ØLR og SKM2008.617.ØLR.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra 1. januar 2002 ændret. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum (lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002. jf. lov nr. 342 af 27. maj 2002).

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt:

For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af bilen.

Der betales tillæg for privat anvendelse af en varebil ved både hel og delvis privat anvendelse.

Firmabiler registreret til og med den 2. juni 1998, er ikke omfattet af ligningslovens § 16. stk. 4, såfremt momsen af anskaffelsessummen helt eller delvis er fratrukket på firmabilen efter momslovens § 37, stk. 1, og § 41, fordi firmabilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt.

Når der ikke betales tillægsafgift for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen er fratrukket, er dette en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat, hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.

Da den omhandlede bil var registreret til blandet og erhvervsmæssig brug, og der ikke er fremlagt materiale, der godtgør, at klageren ikke har benyttet bilen privat, stadfæstes den påklagede ansættelse.

..."

I brevet af 27. maj 2009 til SKAT, hvori sagsøger fremsætter indsigelse mod den påtænkte ændring af ansættelsen for 2007 og 2008, hedder det blandt andet:

"...

 

Jeg kan oplyse, at indregisteringen af Mercedes blev foretaget i forbindelse med at en medarbejder, uden min viden, havde kørt privat i en af mine varevogne. I samme tidsrum indregistrerede jeg Mercedesen med mærkat, så jeg, hvis jeg skulle få brug for det, kunne bruge bilen til private formål. Dette er ikke sket, da jeg altid har brugt cykel, motorcykel eller min private bil, når jeg havde fri.

 

..."

Sagsøger har under sagen fremlagt kørebog (kørselsregnskab) - sagens bilag 7 - for den omhandlede Mercedes. Regnskabet er ifølge sagsøger inddelt ugevis (5 dage ad gangen) med anførsel af formålet med køreturen, antal kørte kilometer og et total antal kørte kilometer (yderst til højre). Regnskabet for maj 2007 har følgende indhold:

"...

 

..."

Sagsøger har endvidere fremlagt kopi af fakturaer, der knytter sig til nogle af de anførte kørselsformål.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger og vidnerne IN, SJ og JK.

Sagsøger har forklaret, at han i dag er hovedanpartshaver og registreret direktør i H1 ApS og i H2 A/S. Han ejer 60 % af anparterne i H3 ApS. I 1996 blev han forhandler af G1s produkter i virksomheden i ...15. Virksomheden blev i begyndelsen drevet fra mindre lokaler, og det var derfor nødvendigt i et vist omfang at benytte hans privatadresse som lager. I december 2006 overtog han sammen med en partner i lige sameje H1 ApS. Ved erhvervelsen betalte man 6 mio. kr. for goodwill. I maj 2008 udtrådte partneren, og sagsøger har siden været eneanpartshaver. Virksomheden på ...16, der har en stor omsætning på grundlag af forholdsvis få handler, er hans daglige base. Virksomheden har til huse i et center, og i kælderetagen er der indrettet parkering. Virksomheden har tre parkeringspladser, hvoraf de to i 2007 og 2008 blev benyttet til virksomhedens varevogne, herunder den i sagen omhandlede Mercedes, mens den tredie plads blev benyttet af ham, når han kørte i egen bil til arbejde.

Han ejede i 2007 og 2008 en motorcykel, en Landrover og en BMW, som han benyttede til privatkørsel. Han cyklede også en del, og valget af transportmiddel til og fra arbejde beroede på vejret.

Virksomheden på ...16 havde ved overtagelsen i 2006 en varevogn af mærket Mercedes Vito. Bilen, der blev benyttet som montørbil, var leaset af virksomheden i januar 2006. En del af hans arbejde består i kundebesøg, og på grund af kundekredsens sammensætning og for at mindske risikoen for, at kunderne udsættes for tyveri, er det nødvendigt med en neutral vogn til kundebesøg og levering af mindre varepartier. Derfor leasede virksomheden i maj 2007 den omhandlede Mercedes. Virksomheden havde ved overtagelsen i 2006 en førstemand ansat. Det viste sig, at førstemanden benyttede Mercedes Vito varevognen til privat kørsel, og i februar 2007 blev førstemanden stoppet ved en politikontrol. Episoden førte til, at førstemanden blev afskediget. Episoden førte til en længere dialog med SKAT, der frafaldt krav om efterbetaling. Episoden havde imidlertid gjort sagsøger nervøs vedrørende registreringsforholdene, og derfor forhørte han sig hos revisor og hos sælger af den omhandlede Mercedes om, hvordan virksomheden skulle forholde sig ved registreringen af denne. Revisor og sælger anbefalede, at bilen blev registreret til "blandet kørsel". Han fik at vide, at virksomheden ved denne registreringsform ville få et mærkat til bilen, der skulle sættes på, hvis den blev benyttet privat. Det blev aldrig sat på, og bilen er aldrig blevet benyttet til privat kørsel. Momsen blev løftet fuldt ud, og det er der bilagsmateriale på i bogholderiet. Bilen ændrede ikke registreringsmæssig status under leasingperioden. Brugen af bilen var ikke forbeholdt ham, og den kunne benyttes af enhver medarbejder i virksomheden, der havde behov herfor. De ansatte benyttede ofte bilen, og han husker, at den ved en af disse lejligheder fik en ridse. Der er ingen, der har benyttet bilen til privat kørsel, og derfor er der ikke sket indberetning til SKAT herom.

I forbindelse med regnskabsaflæggelsen i foråret/sommeren 2008 oplyste revisor, at bilen ikke var korrekt indregistreret, og revisor gjorde ham opmærksom på, at han kunne få afgiften tilbagebetalt.

I 2009 havde virksomheden i ...17 problemer med en medarbejder, og det var nødvendigt med et møde med den pågældende efter normal arbejdstid. Han benyttede den omhandlede Mercedes til besøget i ...17, der sluttede sent. Han valgte derfor at køre direkte hjem. Det er grunden til, at bilen er set udenfor hans hjem den 2. april 2009. Dagen efter kørte han direkte på arbejde i bilen.

Kørselsregnskabet i bilag 7 førte han på sin pc'er i "Outlook". Det blev ført løbende dagen efter de enkelte ture. Det blev lavet af ham, og der var tale om en fast rutine. Han blev opfordret hertil af revisor. Han blev ikke opfordret til at fremlægge regnskabet under sagens behandling for Landsskatteretten. Han hentede bilen hos forhandleren den 25. maj 2007. Bilen havde på det tidspunkt, herunder som følge af hans prøvetur, kørt 109 km. Regnskabet er opbygget således, at der er en linie for hver dag, mens hvert afsnit omfatter en uge. De større afsnit omfatter en måned. Da regnskabet blev udskrevet, kom datoen ikke med. Det skyldes, at virksomheden nu anvender Mac pc-er. Det har derfor heller ikke været muligt at overføre oplysningerne til en USB-nøgle.

Om de enkelte registreringer har sagsøger forklaret. at der normalt skulle to til tre kundebesøg til, før en salgsaftale blev indgået. Han var også teknisk ansvarlig/rådgiver i virksomheden og kørte i den egenskab rundt til forskellige projekter. Afdelingsturen fandt sted, når der blev clearet varer mellem de tre forretninger, eller når varer blev kørt til forretningen i ...17 til reparation. PL var en kunde, der havde problemer med et større installationsarbejde. De varer, der blev leveret til kunden fremgår af side 2 af bilaget 7-6. Kørslerne til OJ i ...1 angik et arbejde med at trække nye kabler til en installation i forbindelse med en ombygning. Leveringerne af varer til PL og OJ fandt sted efter besøgene, og derfor er fakturadatoerne yngre end tidspunkterne for kørslerne. Kunden IJ er bosiddende i udlandet. Vidnet besøgte normalt denne kunde en gang hvert år, men det kunne variere alt efter, hvornår nye produkter kom på markedet. Han havde de nyeste G1 produkter med ved sine besøg. Som det fremgår af kørselsregnskabet, er der tale om en lang køretur. Han ville aldrig have kunnet benytte Vitoen til en sådan tur, da den ikke passer til dette kundebesøg. Udover varer havde han værktøj med i bilen. UK i ...18 og MK i ...19 var, som det fremgår af det underliggende fakturamateriale, også "gode kunder" i virksomheden. Turen til G2 i ...20 vedrørte et eftersyn. Der var problemer med bagklappen. Som det fremgår, stemmer kilometerantallet i regnskabet med kilometerantallet på fakturaen fra G2.

Da virksomheden blev ramt af virkningerne af den økonomiske krise, var han i kontakt med G2 om at lade bilen gå tilbage. Han forhørte sig omkring den 1. juni 2008 hos SKAT om muligheden for at få registreringsafgiften tilbagebetalt. Det drejede sig om 10 - 12.000 kr. årligt. Han husker, at han skrev et kort brev til SKAT, men det hele løb ud i sandet. Han var meget aktiv i bestræbelserne på at få bilen solgt, og den blev - efter udløbet af leasingperioden - solgt og omregistreret i 2010.

Han var for lidt involveret i sagens behandling hos myndighederne. Han overlod det meste til revisor i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten. Han svarede revisor på de spørgsmål, som denne stillede. Han var lidt presset, da han skrev brevet af 27. maj 2009 til SKAT, og derfor blev formuleringen noget kluntet. Han burde også have svaret noget tidligere. Han læste de breve, som han fik fra SKAT, hvorefter han faxede dem til revisor. SKAT's høringssvar om, at man manglede kørselsregnskab, gav ham ikke anledning til at kontakte revisor. Han regnede med, at denne havde styr på det.

IN har forklaret, at han er medindehaver af H3 forretningen i ...17. Inden han blev partner med sagsøger, arbejdede han for sagsøger. Han husker, at sagsøger kom på besøg i forretningen i ...17 omkring den 1. april. Det fremgår også af hans kalender. De skulle have et møde efter fyraften med en nu tidligere ansat. Mødet blev afholdt, og han spiste middag med sagsøger. Han bor i ...21. Han kørte ikke tilbage til ...21 sammen med sagsøger.

SJ har forklaret blandt andet, at han har været hos R1 A/S i snart 37 år. Han lærte sagsøger at kende i forbindelse med, at sagsøger startede virksomhed i ...15 i midten af 90 ´erne, og han har siden haft sagsøger som kunde. Forretningen i ...15 startede som enkeltmands virksomhed, men blev i 2006 omdannet til et selskab. I begyndelsen drev sagsøger forretningen fra små lokaler, og blandt andet derfor blev sagsøgers bopæl benyttet til opbevaring af få større enheder, som sagsøger kunne købe med rabat. Omkring 2004/2005 fik forretningen i ...15 større lokaler, og det var ikke længere nødvendigt at benytte sagsøgers privatadresse som lager. Ved købet af forretningen på ...16, der var en af de ti største G1 forretninger i Danmark, skulle der betales ca. 5 mio. kr. for goodwill. Ved overdragelsen var der kun én varevogn af mrk. Mercedes Vito. Da der var flere ansatte, og da der hører service og montering med til G1s produkter, var det nødvendigt at anskaffe en yderligere bil. Derfor blev den omhandlede Mercedes anskaffet i foråret 2007. Den skulle benyttes til kundebesøg og til kørsel af varer mellem de tre forretninger. Vidnet og sagsøger talte om leasingmodellen og fandt den velegnet på grund af den lave rente og den omstændighed, at det i øvrigt havde været nødvendigt for sagsøger at låne en del i banken. De talte om de tre muligheder, der forelå vedrørende indregistrering. De blev enige om, at bilen skulle indregistreres til erhvervsmæssig kørsel, fordi det derfor ville være muligt at afløfte momsen og alle driftsudgifterne. Han foreslog således ikke, at bilen blev indregistreret til blandet anvendelse. Han har gennemgået kontokortet og kan se, at 20 % moms af hver af de løbende ydelser er afløftet. De talte ikke om, hvorvidt bilen skulle bruges til privat kørsel. Det havde sagsøger ikke behov for, men han præciserede overfor sagsøger, at der ikke måtte køres så meget som 1 cm privat i bilen. Ved udarbejdelsen af årsregnskabet for 2007/2008 fandt han ud af, at der var betalt delvis benyttelsesafgift for bilen. Han tog fat i sagsøger, idet det måtte bero på en fejl ved indregistreringen, og at bilen måtte omregistreres. Det lovede sagsøger at gøre, når han fik tid til det. Vidnet husker, at de talte om det mere end en gang. Det fortoner sig i det uvisse for vidnet, hvorfor bilen blev registreret til blandet benyttelse, men måske kan det have noget med leasingaftalen at gøre.

Det var ikke hans kontor, men derimod skatteafdelingen hos R1 A/S, der behandlede sagen, og som derfor skrev oplægget til Landsskatteretten. I perioden fra december 2006 til maj 2008 ejede sagsøger 50 % af anparterne i forretningen på ...16 og var derfor ikke hovedanpartshaver. Det var, som forklaret, kun i begyndelsen, at sagsøgers privatadresse blev benyttet til lager, så bemærkningen om lager i klagers indlæg må være et levn fra fortiden. Når han skriver til skattevæsenet for en klient, bliver brevet altid forelagt klienten forinden.

Han er imidlertid ikke sikker på, at klienten forstår indholdet, selvom klienten formelt godkender det. Høringssvaret fra SKAT blev behandlet i skatteafdelingen. Det gav ikke anledning til at tage kontakt til sagsøger. På det tidspunkt var sagsøger meget presset i forretningen og havde ikke energi/tid til at beskæftige sig med sagen.

Bilen blev brugt til erhvervskørsel. Han har set den holde på en af de tre parkeringspladser, som forretningen har i kælderen. Han husker ikke, om bilen var udstyret med et mærkat, men hælder mest til, at det ikke var tilfældet. Han er ikke bekendt med, at sagsøger benyttede bilen til privatkørsel.

JK har forklaret blandt andet, at han nu er butikschef hos G3 i ...22. Han var først ansat i sagsøgers forretning i ...15 og derefter ansat i et år i forretningen på ...16. Han kender til den omhandlede bil. Den blev blandt brugt til at køre mindre varer ud i og til kundebesøg.

Forretningen havde også en kassevogn. Ved lukketid blev bilen anbragt i kælderen. Han ved faktisk ikke, om sagsøger har benyttet den til privat kørsel, for sagsøger fortsatte med at arbejde, når vidnet gik hjem.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 26. maj 2011 anført følgende:

"...

 

Forklaring af påstandene:

 

Principalt:

 

Den i sagen omhandlede Mercedes Benz varevogn blev anskaffet 24. maj 2007 til en værdi af kr. 750.000. Den skattemæssige værdi af fri bil er opgjort til kr. 110.000 for Mercedes Benz'en for indkomståret 2007, mens indkomståret 2008 er opgjort til kr. 165.000. Denne opgørelse bestrides ikke af sagsøger, og kan lægges til grund for sagens behandling. Den i sagen omhandlede bil har imidlertid ikke været anvendt i privatregi, hvorfor den personlige indkomst skal nedsættes som påstået.

 

Subsidiært:

 

Den i sagen nedlagte subsidiære påstand vedrører nedsættelse af skattepligten for sagsøger, såfremt Byretten - mod forventning - finder, at sagsøger har haft rådighed eller faktisk benyttet den i sagen omtalte Mercedes Benz varevogn. Som det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, er sagsøgers indkomst for skatteåret 2008 forhøjet med kr. 25.000, som følge af sagsøgers private benyttelse af en til selskabet hørende BMW. Sagsøger har med andre ord haft fri rådighed og benyttet ovennævnte BMW i selskabs- og privatregi, og har desuden accepteret skat heraf for 2008, hvorfor kr. 25.000 skal fratrækkes, da sagsøger kun skal beskattes af den dyreste af de to vogne.

 

Den juridiske tvist:

 

Nærværende sag omhandler fastsættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst for 2007 og 2008 som følge af beskatning af såkaldt "fri bil". Sagsøger mener, at Landskatteretten har truffet en forkert beslutning ved at lade sagsøger beskatte af "fri bil" for indkomstårene 2007 og 2008, som følge af påstået rådighed og benyttelse af en Mercedes varevogn til privat brug. Den beløbsmæssige fastsættelse af en evt. skattepligt bestrides ikke af sagsøger, men derimod bestrides det, at der foreligger et grundlag for overhovedet at beskatte sagsøger af "fri bil".

 

Den i sagen omhandlede varevogn er en Mercedes Benz varevogn. Den principielle påstand vedrører udelukkende beskatningen af Mercedes Benz varevognen. Det understreges, at sagsøger bestrider, at denne skulle have haft rådighed over, eller faktisk have benyttet Mercedes Benz varevognen til privat kørsel.

 

Sagen tager sit udspring i, at H1 ApS (selskabet) og sagsøgers arbejdsgiver, køber den i sagen omhandlede Mercedes Benz varevogn, og i retsvildfarelse om konsekvensen heraf, foretager en registrering af "blandet kørsel".

 

Som anført, så er den påståede private rådighed og benyttelse udokumenteret fra sagsøgtes side. Hertil kommer, at sagsøger har fremlagt dokumentation for varevognens virksomhedsmæssige brug gennem kørejournal (bilag 7), ligesom sagsøger har underskrevet en frasigelseserklæring (bilag 5) - sagsøger har dermed gjort alt, hvad sagsøger kan for at bevise, at der ikke har fundet privat benyttelse sted af varevognen. Det bemærkes, at det bestrides, at den som bilag 7 fremlagte kørejournal ikke skulle tjene som dokumentation som et fuldstændigt kørselsregnskab. Endvidere har sagsøger i privat regi haft rådighed over BMW (værdi over kr. 500.000), motorcykel (værdi over kr. 270.000) og en Landrover (værdi kr. 600.000), hvorfor sagsøgte ikke har haft behov for at anvende en af selskabets varevogne til privat kørsel.

 

Som bevis for at varevognen har stået til rådighed for sagsøgers private brug, anfører sagsøgte, bilens indregistrering, hvor tillægsafgift for privat kørsel er betalt sammenholdt med det faktum, at sagsøger er anpartshaver og direktør i virksomheden, som ejede varevognen. Den "blandede" indregistrering bestrides ikke af sagsøger, men registreringen er sket i en retsvildfarelse og efter instruks fra sagsøgers revisor. Den bevismæssige side af sagen forplumres endvidere af, at der under Landsskatterettens behandling af sagen er ført forskellige forhold til protokol, som sagsøger bestrider som faktuelt korrekte.

 

Sagens essentielle spørgsmål og tvist er derfor, om sagsøger har sandsynliggjort, at denne ikke har haft rådighed over varevognen til privatbrug, idet sagsøgte ikke under sagens forberedelse har ført skriftligt bevis for, at sagsøger faktisk har brugt varevognen i private ærinder.

 

Sagsøgers vigtigste anbringender er derfor, at varevognen ikke har stået til rådighed for sagsøger privat, endsige rent faktisk været brugt af sagsøger privat henseende. Samtidigt gøres det af sagsøger gældende, at denne i følge praksis kun skal sandsynliggøre, at denne ikke har haft råderet over varevognen, og at denne sandsynliggørelse er sket gennem førelse af fuldstændig kørejournal, samt afgivelse af frasigelseserklæring. Dermed er det sagsøgte som skal bevisliggøre, at sagsøgte har haft privat råderet over bilen, og denne bevisbyrde ses ikke løftet.

 

Subsidiært er det fra sagsøgtes side gjort gældende, at sagsøger maksimalt skal beskattes af én "fri bil", og at sagsøgte allerede i den ene del af den nævnte periode (2007-08) blev beskattet af en BMW, hvorfor den skattepligtige indkomst skal nedsættes med kr. 25.000.

 

Anbringender:

 

Den principale påstand

 

Til støtte for den principale påstand gøres det overordnet gældende

at	sagsøger bevisligt hverken har haft rådighed over, eller benyttet den i sagen omhandlede Mercedes Benz til privat kørsel,
at	den i sagen omhandlede Mercedes udelukkende har været anvendt i forbindelse med selskabets drift,
at	sagsøgers arbejdsgiver, selskabet, har lidt af en retsvildfarelse omkring konsekvensen af at indregistrere køretøjet til "blandet kørsel" men at det ikke har haft virkning på den faktiske anvendelse, og
at	sagsøgeren ikke er skattepligtig af "fri bil" i forhold til den i sagen omhandlede Mercedes Benz.

Til støtte for den principale påstand gøres det specifikt gældende:

Den subsidiære påstand

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det overordnet gældende,

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det specifikt gældende,

Sagsøgers provokationer:

Sagsøgte opfordres (1) til at fremlægge korrespondance mellem SKAT og sagsøger vedr. den omtvistede varevogn. Uopfyldt af sagsøgte f.s.v.a. e-mail korrespondance, mens leasing kontrakt fremlagt (bilag H).

Sagsøgte opfordres (2) til at fremlægge internt notat om en medarbejders misbrug af en anden varevogn. Opfyldt af sagsøgte.

Sagsøgte opfordres (3) til at dokumentere, at Mercedesen for den i sagen omhandlede periode er anvendt til private formål og i øvrigt stået til rådighed for sagsøgeren. Uopfyldt af sagsøgte.

Sagsøgte opfordres (4) til dokumentere udsagnet om, at den omtvistede bil er set foran sagsøgers bopæl i den i sagen omhandlede periode 2007 2008. Uopfyldt af sagsøgte.

Det gøres gældende, at sagsøgtes manglende opfyldelse af sagsøgers provokationer skal tillægges processuel skadesvirkning.

Sagsøgtes provokationer:

Sagsøgtes provokation 1-3 og 6 er efterkommet gennem sagsøgers tilpasning af påstande og anbringender. Provokation nr. 7 er opfyldt den 20. maj 2011.

Sagsøgtes provokation 4 angår et ubestridt faktum, nemlig at sagsøger har betalt tillægsafgift for privatkørsel, hvorfor provokation er overflødig.

Sagsøgtes provokation 5 vedrører et forhold. som bestrides af sagsøger, nemlig at denne skulle have et lager på sagsøgers privatadresse, hvorfor sagsøger ikke kan fremlægge forsikringspolice til dokumentation herfor.

Sagsøgtes provokation 7 er opfyldt af sagsøger vedr. oplysning om selskabets øvrige biler herunder omkring privat benyttelsesafgift. Provokation 8 er besvaret og er essensen i sagen, herunder at disse biler netop ikke har været anvendt i privatregi, hvorfor der ikke er indeholdt skat for fri bil.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 27. maj 2011 anført følgende:

"...

Sagsfremstilling

 

Nærværende sag drejer sig om beskatningen af sagsøgeren for værdien af fri bil i relation til varevognen af mærket Mercedes

.

Der henvises til Landsskatterettens sagsfremstilling (bilag 1), samt til SKATs afgørelse af 17. august 2009 med tilhørende sagsfremstilling (bilag A).

Anbringender

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren har haft rådighed over ovennævnte varevogn, hvorfor sagsøgeren er pligtig til at svare skat af værdien af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, og at dette beløb skal medregnes til sagsøgerens personlige indkomst i medfør af personskattelovens § 3, jf. § 4.

Når lønmodtagere opnår fordele ved et sparet privatforbrug ved ydelser stillet til rådighed af deres arbejdsgivere, er udgangspunktet, at sådanne goder er skattepligtige, jf. princippet i statsskattelovens § 4. Dette generelle princip finder sit udtryk i ligningslovens § 16, stk. 4, hvorefter det klare udgangspunkt er, at lønmodtagere beskattes af værdien af fri bil, som har stået til deres private rådighed af en arbejdsgiver. Dette gælder også i relation til medarbejdere, der står for virksomhedens daglige drift, f.eks. direktører.

Ved § 4 i lov nr. 342 af 27. maj 2002 blev der indført to undtagelser hertil. Ifølge ligningslovens § 16, stk. 4, pkt. 12, finder reglen i 1.- 11. pkt. for det første kun anvendelse for biler omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i vægtafgiftsloven, såfremt der skal betales tillægsafgift for privat anvendelse efter § 2 i vægtafgiftsloven.

Endvidere finder reglen i 1.- 11. pkt. heller ikke anvendelse for biler, der er indregistreret første gang den 2. juni 1998 eller tidligere, hvor moms vedrørende anskaffelsen af køretøjet er fratrukket, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, jf. momslovens § 37, stk. 1, § 38. stk. 1 eller § 48.

Sagsøgeren har ubestridt betalt tillægsafgift af privat kørsel, hvorfor undtagelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, 12. pkt., ikke finder anvendelse. Sagsøgeren har endvidere ikke gjort gældende eller i øvrigt dokumenteret. at varevognen skulle være indregistreret første gang den 2. juni 1998 eller tidligere, hvorfor ligningslovens § 16, stk. 4, 13. pkt., heller ikke er opfyldt. Forholdet falder derfor inden for hovedreglen i ligningslovens § 16, stk. 4, pkt. 1 - 11.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal der, jf. hovedreglen i ligningslovens § 16, stk. 1, medregnes vederlag i form af formuegoder, pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af hel eller vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Den skattepligtige værdi af fri bil fastsættes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Det bemærkes, at det følger af selve lovens ordlyd, at det er selve "rådigheden" over bilen, der beskattes og ikke værdien af den faktisk foretagne private kørsel.

Det gøres gældende, at køretøjet af mærket Mercedes-Benz har stået til sagsøgerens private rådighed.

Virksomheden, som sagsøgeren både er direktør i og indehaver af, har betalt privatbenyttelsesafgift for køretøjet, således at den kunne benyttes både privat og erhvervsmæssigt. Det er hermed positivt tilkendegivet fra virksomhedens side, at sagsøgeren havde adgang til at bruge varevognen til private formål. Dertil kommer, at sagsøgeren for SKAT selv har oplyst, at privatbenyttelsesafgiften blev betalt

"så jeg, hvis jeg skulle få brug for det, kunne bruge bilen til privat formål."

jf. bilag 2 (fremhævet hér). At det efterfølgende sammesteds hævdes, at det ikke skete, er uden betydning, da det som nævnt er rådigheden, der beskattes.

Allerede af disse grunde gøres det gældende, at bilen har stået til sagsøgerens private rådighed.

Hertil kommer, at der i sager som denne ifølge en omfattende og fast retspraksis vedrørende ligningslovens § 16, stk. 4, gælder en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat kørsel, når skatteyderen ligesom sagsøgeren i nærværende sag dels er hovedanpartshaver og dels har haft bilen parkeret på den private adresse, jf. eksempelvis Ligningsvejledningen 2011-1. afsnit A.B.1.9.2, UfR 1995, side 40 H, UfR 2000, side 329 H, SKM2005.138.HR, SKM2007.88.ØLR, SKM2008.617.ØLR, SKM2009.629.VLR samt lovbemærkningerne til § 4 i lov nr. 342 af 27. maj 2002, jf. Folketingstidende 2001-02, Tillæg A. side 4721, ad. punkt 3.8.

Sagsøgeren har selv tidligere forklaret for Landsskatteretten (bilag G). jf. dennes side 2. 2. afsnit, at

"...

 

en del af selskabets varelager befinder sig hos A personligt af hensyn til tyveririsikoen. Derfor skal bilen i visse tilfælde køre til privatadressen.

 

..."

Dermed har bilen efter sagsøgerens eget udsagn henstået på privatadressen.

Sagsøgeren har så i replikken, side 4, 3. afsnit, bestridt faktum som gengivet i Landsskatterettens kendelse om, at sagsøgeren har lager på privatadressen. Når sagsøgeren for byretten bestrider det, han anførte over for Landsskatteretten, jf. replikken, side 4. 3. afsnit - hvilket i øvrigt skete efter, at sagsøgte havde fremsat opfordring (5) om at fremlægge bevis for varelageret, f.eks. ved forsikringsdokumenter el.lign. - må det komme ham bevismæssigt til skade, jf. f.eks. UfR 1998. side 898 H. Det gøres gældende, at bilen som tidligere oplyst har været parkeret på sagsøgerens bopæl.

Dette bestyrkes af, at bilen konkret er observeret af SKAT den 2. april 2009 ude foran sagsøgerens bopæl. I sit brev af 23. maj 2011 synes sagsøgeren at have tilsluttet sig, at bilen er observeret som sket, idet det alene er gjort gældende, at bilen stod der af erhvervsmæssige årsager. Når bilen er observeret i begyndelsen af 2009 som sket, er der intet grundlag for at antage, at bilen ikke også skulle have kørt til og holdt på privatadressen i de to forudgående år. Dette harmonerer med, hvad sagsøgeren selv forklarede for SKAT, jf. bilag 2, og for Landsskatteretten, jf. bilag G. Endvidere bestrides det, at det er godtgjort, at bilen har stået der af erhvervsmæssige årsager.

Endelig gøres det gældende, at det forhold, at der er betalt privatbenyttelsesafgift, og at der ikke samtidig er indeholdt A-skat hos nogle af de ansatte, jf. sagsøgerens ufyldestgørende besvarelse af ministeriets opfordring (8) i sit brev af 26. maj 2011, skaber (endnu) en formodning for, at adgangen til at benytte bilen privat kun har tilkommet indehaveren, dvs. sagsøgeren.

Under disse omstændigheder gøres det gældende, at bilen har stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse. Det påhviler herefter sagsøgeren at bevise, at bilen ikke har stået til rådighed for sagsøgerens private brug. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Sagsøgeren har ikke fremlagt et oprindeligt ført kørselsregnskab, hvilket ifølge retspraksis er et helt afgørende beviskrav. Sagsøgeren er tidligere af de lokale skattemyndigheder blevet opfordret til at fremlægge kørselsregnskab. Dette er ikke sket, og de nu fremlagte kørselsregnskaber (bilag 6 og 7) må være konstrueret efterfølgende og kan derfor ikke tillægges bevisværdi som et oprindeligt ført kørselsregnskab. Hertil kommer, at regnskabet under alle omstændigheder ikke udgør tilstrækkeligt dokumentationsgrundlag. Regnskabet, der ifølge stævningen, side 4, 11. afsnit, er ført af sagsøgeren, er ikke objektivt bekræftet ved anden dokumentation, herunder f.eks. oplysning om antal kilometer på overtagelsesdagen, jf. Ligningsvejledningen punkt A.F.3.4.1.

Bilag 7 udgør endvidere ikke andet end bilag 6 suppleret med en række fakturaer, og udgør under alle omstændigheder ikke et tilstrækkeligt kørselsregnskab, jf. det i duplikken, side 5, 3. afsnit anførte, jf. SKM2010.778.VLR. At sagsøgeren agter at afgive partsforklaring herom, bevirker ikke, at regnskabet i kraft af denne efterfølgende bevisførelse pludselig bliver tilstrækkeligt.

I relation til kørselsregnskabet viser bilag H en udateret leasingaftale vedrørende Mercedes, som sagsøgeren fremlagde for SKAT under sagen, samt bilag I udskrift af 26. maj 2005 af SKATs køretøjsregister vedrørende samme bil, idet det bemærkes, at kilometertallet ikke fremgår nogetsteds heraf. Dette står i kontrast til salgsaftalen vedrørende det andet køretøj, der var en del af denne sag (BMW'en - sagens bilag K), og som sagsøgeren den 13. november 2008 solgte til sin på det tidspunkt helejede virksomhed og i øvrigt frivilligt lod sig beskatte af.

Det bestrides, at bilag H ikke skulle hidrøre fra sagsøgeren. For så vidt angår bilag I bemærkes, at oplysningerne heri ikke er blevet bestridt af sagsøgeren. Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation, der modsiger denne udskrift. Endelig bemærkes, at bilag K rent faktisk er udarbejdet af sagsøgeren selv, og at kilometertal fremgår heraf.

Kørselsregnskabet opfylder endvidere ikke de almindelige krav til regnskabets udformning, som må forventes af et sådant. Der er ikke angivet en udførlig beskrivelse af rejsemål, formålet med turen. og ofte er der blot anført "afd tur" uden nærmere beskrivelse. Hertil bemærkes, at regnskabet i øvrigt ikke indeholder oplysning om de gange, hvor køretøjet ifølge sagsøgerens egen klage til Landsskatteretten blev kørt til og fra sagsøgerens bopæl og derfor har holdt på privatadressen.

Skattemyndighederne kan stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for fradrag for befordringsudgifter, jf. TfS 1999. 878 H, SKM2007.417.SR, Ligningsvejledningen punkt A.F.3.4.1 og princippet i § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 173/2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Myndighederne har imidlertid - trods bemærkning herom i hvert fald senest under sagens behandling ved Landsskatteretten - på intet tidspunkt haft lejlighed til at efterprøve rigtigheden af dette regnskab. Det bestrides således, at regnskabet er fuldstændigt, jf. TfS 1994, 154.

For så vidt angår friholdelseserklæringerne (bilag 4-5) bemærkes specifikt, at en friholdelseserklæring ikke i sig selv er tilstrækkelig til at dokumentere, at bilen ikke har stået til sagsøgerens rådighed, jf. skatteministerens besvarelse af spørgsmål 38 under lovforslagets behandling i Skatteudvalget, Folketingstidende 1992/93, Tillæg B, sp. 2392f. Her anføres det, at den ansatte med firmabil, der ikke ønsker at blive beskattet af rådigheden over bilen til privat kørsel, må sandsynliggøre dette over for skattemyndigheden, og at dette som et minimum kræver, at der foreligger en forudgående skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, jf. tillige Ligningsvejledningens punkt A.B.1.9.2. og TfS 1994, 154. I øvrigt bemærkes, at der for sagsøgerens vedkommende er tale om, at han sætter sin egen underskrift på en friholdelseserklæring (bilag 4) til det selskab, han på daværende tidspunkt ejede halvdelen af, og på hvis vegne han også skrev under.

Den blotte formelle indførelse af kontrolforanstaltninger er imidlertid ikke afgørende, når det som i denne sag viser sig, at disse ikke bevirker, at reglerne efterleves, jf. herved skatteministerens besvarelse af spørgsmål 38. Folketingstidende 1992-93. tillæg B. sp. 2392f. Når kontrolforanstaltningerne ikke har været tilstrækkelige, er det ikke godtgjort, at sagsøgeren ikke har kunnet benytte bilen privat.

Sagsøgeren kan heller ikke løfte sin bevisbyrde ved at henvise til, at han har haft rådighed over en anden bil. jf. UfR 1995, side 40 H, UfR 2000, side 329 H, SKM2005.138.HR og SKM2009.239.HR. Det forhold, at der er tale om en varevogn i modsætning til en personbil, udelukker ikke rådighed til private formål, jf. SKM2004.358.VLR.

I øvrigt bemærkes, at det er underordnet, at sagsøgeren i 2007 og indtil 30. marts 2008 "blot" ejede halvdelen af selskabet, idet sagsøgeren i begge indkomstår må betegnes som hovedanpartshaver med afgørende indflydelse i selskabet qua anpartsbesiddelsen og direktørstillingen. Under alle omstændigheder gælder denne bevisbyrde også for minoritetsdeltagere i et selskab, jf. SKM2002.206.VLR og SKM2004.209.ØLR, medejere, der senere bliver eneejere, jf. SKM2008.47.BR, og i øvrigt også for andre nærtstående, jf. UfR 2000, side 329 H og SKM2003.154.ØLR.

De øvrige indsigelser, sagsøgeren er fremkommet med undervejs, bestrides. Ex tuto gøres det overordnet gældende, at det er uden betydning for skattepligten, hvilken subjektiv hensigt der lå bag virksomhedens betaling af privatbenyttelsesafgift.

Under alle omstændigheder bestrides det som udokumenteret, at registreringen skulle være "fejlagtig", som anført i stævningen, samt det på replikkens side 2 øverst anførte om, at

"...

 

sagsøgeren ikke ville være blevet pålagt beskatning af fri bil, såfremt man blot korrekt havde indregistreret varevognen til erhvervsmæssig kørsel.

 

..."

Der findes ingen forretningsmæssigt begrundet forklaring for, at sagsøgeren valgte at lade selskabet betale privatbenyttelsesafgift for varevognen.

Heroverfor har sagsøgeren anført, bl.a. i replikken, side 3, 3. afsnit, at

"...

 

det var således selskabets hensigt, at beskytte sig selv (selskabet) mod ubehagelige, og mulige økonomiske overraskelser fra SKAT, såfremt den tidligere episode med uautoriseret privatkørsel skulle gentage sig, idet selskabet var klar over sin pligt til at oplyse om fri bil for personalet

 

...",

således, at

"...

 

selskabet derved havde "sit på det tørre"

 

...",

som det også hedder i stævningen, side 3.

Dette er i direkte modstrid med sagsøgerens tidligere forklaring over for SKAT, jf. ovennævnte citat fra bilag 2. Det var udelukkende sagsøgerens personlige interesser, der bevirkede, at der blev betalt privatbenyttelsesafgift.

Når sagsøgeren under skriftvekslingen efterfølgende forklarer, at privatbenyttelsesafgiften blev betalt som en art "forsikring", er udtryk for en skiftende forklaring i forhold til det tidligere forklaret, som ikke kan tillægges bevismæssig betydning, jf. f.eks. UfR 1998, side 898 H.

"Forsikringssynspunktet" stemmer endvidere ikke overens med det forhold, at der var tale om et lille selskab, der udelukkende bestod af fire personer ud over sagsøgeren selv, jf. bilag G, og som i perioden havde højst tre varevogne og én luksusbil (idet i hvert fald sidstnævnte blev erhvervet efter det relevante indkomstår), jf. stævningen, side 2 nederst, sammenlignet med det i bilag G, 6. afsnit anførte. Videre bemærkes. at sagsøgeren ved brev af 20. maj 2011 har oplyst, at der ikke er blevet betalt privatbenyttelsesafgift for Mercedes-Benz Vito.

Af samme årsag er det i svarskriftet, side 4. 3. afsnit, allerede blevet bestridt som udokumenteret, at betalingen af privatbenyttelsesafgiften skulle have været en "fejl" og ikke begrundet i sagsøgerens private interesser, jf. stævningen, side 3. 4. afsnit.

Videre bemærkes, at sagsøgeren selv har anført at være

"...

 

vidende om at man ikke kan undgå at blive beskattet af bil som også bliver brugt til privat kørsel

 

...",

jf. bilag 2, og derfor frivilligt lod sig beskatte af den anden bil, som oprindeligt blev påklaget (BMW), idet den manglende beskatning blot var en "forglemmelse". Der findes ikke holdepunkter for at antage, at det skulle forholde sig anderledes for så vidt angår Mercedes-Benz varevognen.

Ligeledes bestrides som udokumenteret det i stævningen, side 3. anførte om, at varevognen "efter det oplyste" er ved at blive omregistreret, hvortil kommer, at en eventuel efterfølgende omregistrering ikke tillægges betydning ved afgørelsen af, om sagsøgeren har haft fri bil til rådighed i indkomstårene 2007 og 2008.

I relation til den foretagne observation af 2. april 2009 har sagsøgeren i sit brev af 23. maj 2011 gjort gældende, at bilen skulle have holdt foran hjemmet af arbejdsmæssige årsager. Dette bestrides som udokumenteret.

Sagsøgerens egen angivelse af, hvilke opfordringer under denne sag, der er blevet besvaret, samt hvilke konsekvenser, man skal drage heraf, er udtryk for sagsøgerens egen opfattelse og binder hverken ministeriet eller retten.

I relation til sagsøgerens opfordring (1) bemærkes, at ministeriet har fremlagt alle relevante akter i ministeriets besiddelse, som vedrører korrespondance mellem SKAT og sagsøgeren om den omtvistede varevogn. Under alle omstændigheder burde sagsøgeren som anført i svarskriftet. side 7 nederst, selv være i besiddelse af mail-korrespondance mellem ham selv og SKAT, og sagsøgeren kan ikke vælte sin bevisbyrde over på ministeriet blot ved at hævde, at der stadig findes korrespondance, som ministeriet ikke har fremlagt.

Hertil kommer, at den korrespondance, sagsøgeren fortsat efterlyser, efter alt at dømme ikke vedrører sagens materielle spørgsmål, som er, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort ikke at have rådighed over den omtvistede varevogn - hvilket ikke er tilfældet.

Over for den subsidiære påstand gøres det gældende, at den beløbsmæssige opgørelse af værdien af fri bil følger direkte af ligningslovens § 16, stk. 4, hvoraf det fremgår, at beregningsgrundlaget for beskatning af fri bil sker med udgangspunkt i bilens værdi, og at beskatning sker for hvert enkelt køretøj. I denne sag er værdien opgjort på baggrund af en anskaffelsessum på kr. 750.000-.

Parterne er enige om, at anskaffelsessummen for bilen - og dermed bilens værdi - udgjorde kr. 750.000,-, jf. stævningen side 2, sidste afsnit, idet sagsøgeren selv har oplyst dette over for skattemyndighederne. Skattemyndighederne har opgjort værdien af fri bil på baggrund af den dokumenterede anskaffelsessum. Beskatningen er lovbunden, og der er dermed ikke foretaget noget skøn, som kan tilsidesættes af domstolene.

Sagsøgerens beskatning af bilen af mærket BMW er uden betydning for nærværende sag. Den forhøjelse på 25.000,- kr., som sagsøgeren er blevet pålignet i relation til denne bil, kan ikke blot overføres til denne sag, der angår, hvorvidt sagsøgeren er skattepligtig af værdien af fri bil af bilen af mærket Mercedes-Benz.

For at være skattefri af værdien af fri bil for Mercedes Benzen må sagsøgeren føre bevis for, at han ikke har haft den til sin private rådighed i hele dette indkomstår. Derimod er det uden betydning, om sagsøgeren allerede er blevet beskattet af en eller flere andre biler. Hverken SKM2002.255.LR eller SKM2005.503.ØLR kan således tages til indtægt for, at sagsøgeren i nærværende sag har valget mellem, hvilken bil han skal beskattes af. Udgangspunktet er, at ligningslovens § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, virksomheden stiller til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat), jf. også cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 om ligningsloven, punkt 12.4.6.1.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Den omhandlede Mercedes blev indregistreret til blandet brug og dermed både til privat og erhvervsmæssig benyttelse. Det er ubestridt, at der er indbetalt tillægsafgift af privat kørsel, og der er efter de afgivne forklaringer og bevisførelsen i øvrigt, ikke grundlag for at antage, at registreringen til blandet brug var en fejl. Udover at være direktør i det selskab, der leasede Mercedesen, ejede sagsøger 50 % af anparterne i selskabet indtil den 30. marts 2008, hvor han blev eneanpartshaver. Under disse omstændigheder finder retten, at det påhviler sagsøger at sandsynliggøre, at den omhandlede Mercedes ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Det af sagsøger udarbejdede kørselsregnskab er først fremlagt under forberedelsen af denne sag, og retten finder ikke, at sagsøger har godtgjort, at regnskab er ført løbende i de omhandlede indkomstår. Regnskabet, der i øvrigt blandt andet ikke indeholder en udførlig beskrivelse af rejsemål og turens formål, findes derfor ikke at kunne tillægges bevismæssig betydning. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende finder retten, at sagsøger ikke har sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Som følge heraf, og da der af de af sagsøgte anførte grunde ikke findes grundlag for at fritage sagsøger for beskatning af bilen af mærket BMW, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Som følge af sagens udfald skal sagsøgte tilkendes sagsomkostninger, der fastsættes til 46.875 kr. til dækning af udgiften til advokat og 1.276 kr. til dækning af udgiften til materialesamling. Der er ved fastsættelsen af beløbet på taget udgangspunkt i sagens værdi, der efter det oplyste andrager 187.612,80 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Sagsøgte. Skatteministeriet. frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøger, A, betale 48.151 kr. i omkostninger til sagsøgte.