Byrets dom af 15. februar 2019 i sag BS E-1589-2016

Parter

A

(v/adv. Sten Sørensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mette Halmø Rasmussen)

Afsagt af Byretsdommer

Mads Bjerre Østergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om sagsøgeren, A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010 til 2012 skønsmæssigt er sat for højt af skattemyndighederne og derfor kan kræves nedsat.

A har nedlagt følgende endelige principale påstande:

Påstand 1:

A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 nedsættes med 40.000 kr.

Påstand 2:

A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 nedsættes med 190.223 kr.

Påstand 3:

A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 nedsættes med 130.000 kr.

A har nedlagt subsidiær påstand om, at de skønsmæssige forhøjelser af A’s personlige indkomst for indkomstårene 2010-2012 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Skatteministeriet har nedlagt endelig påstand om frifindelse.

Skatteministeriet har nedlagt subsidiært påstand om, at de skønsmæssige forhøjelser af A’s personlige indkomst for indkomstårene 2010-2012 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

For så vidt angår indkomståret 2011 har A fremlagt dokumentation for, at nedbringelse af gælden med 209.777 kr. til F1-finans ikke skyldes A’s indbetalinger, men derimod skyldes forældelse. På denne baggrund har Skatteministeriet anerkendt, at A’s skattepligtige indkomst for dette indkomstår nedsættes med 209.777 kr. Dette er baggrunden for, at A har nedsat påstandsbeløbet i påstand 2 med et tilsvarende beløb.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 30. maj 2016 traf Skatteankenævnet afgørelse, hvorved skatteankenævnet i forhold til SKATs skønsmæssige ansættelse nedsatte A’s personlige indkomst for skatteårene 2010 til 2012 til henholdsvis 125.000 kr., 510.000 kr. og 230.000 kr.

Af Skatteankenævnets afgørelse af 30. maj 2016 fremgår blandt andet:

".....

Skatteankenævns afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. SKAT kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der henvises til Højesterets afgørelse refereret i SKM2011.208.HR.

Klageren har dokumenteret, at han har været gift i indkomstårene 2010-2012, hvorfor der skal tages udgangspunkt i SKATs privatforbrugsberegninger for de pågældende indkomstår 2010-2012, hvor også klagerens ægtefælles økonomiske forhold er medregnet.

Det fremgår af de reviderede privatforbrugsberegninger, som SKAT har udarbejdet, at klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2010-2012 udgjorde henholdsvis 312.173 kr., 223.752 kr. og 312.173 kr.

Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at gælden for indkomståret 2011 er nedbragt som følge af forældelse, eller at der på anden måde er gæld i indkomstårene 2010-2012, der er blevet nedbragt uden betaling.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at gældsnedsættelsen for indkomstårene 2010-2012 ikke er dokumenteret ved underskrevne og daterede dokumenter, hvori der fremgår oplysninger om, at klageren ikke skal betale af på gælden.

Idet gældsnedsættelsen ikke er dokumenteret, skal SKATs privatforbrugsberegninger for indkomstårene 2010-2012 reduceres med gældsnedsættelsen på henholdsvis 37.487 kr. i indkomståret 2010, 342.988 kr. i indkomståret 2011 og 94.250 kr. i indkomståret 2012, som SKAT er gået ud fra var nedbragt som følge af forældelse.

Skatteankestyrelsen har i den forbindelse udarbejdet nye privatforbrugsberegninger for indkomstårene 2010-2012, hvori der er taget udgangspunkt i SKATs reviderede opgørelser, men hvor gældsnedsættelsen er fratrukket.

Herefter kan klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2010-2012 opgøres til henholdsvis 274.686 kr., -119.236 kr. og 143.839 kr.

For indkomståret 2010 er privatforbruget beregnet ud fra følgende:

For indkomståret 2011 er privatforbruget beregnet ud fra følgende:

For indkomståret 2012 er privatforbruget beregnet ud fra følgende:

Til sammenligning er det gennemsnitlige privatforbrug opgjort i Danmarks Statistik for indkomstårene 2010-2012 på henholdsvis 454.535 kr., 445.642 kr. og 433.207 kr. for to voksne med børn.

Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at klagerens ægtefælle økonomisk har haft midler til at finansiere parrets privatforbrug, eller hvorfra klagerens husstand har oppebåret midler til familiens underhold.

Da klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2010-2012 herefter ikke giver mulighed for, at klagerens husstand kan have et rimeligt privatforbrug, skal der foretages en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst for de pågældende indkomstår.

Med baggrund i Danmarks Statistiks opgjorte gennemsnitlige privatforbrug, anses det for rimeligt, at klagerens privatforbrug for indkomstårene 2010-2012 forhøjes med henholdsvis 125.000 kr., 510.000 kr. og 230.000 kr.

Herefter udgør klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2010-2012 henholdsvis 399.686 kr., 390.764 kr. og 373.839 kr., og der er ved forhøjelsen af klagerens indkomst taget hensyn til, at klageren kun har et barn i alderen 15-18 år i indkomstårene 2010-2012.

Efter den skønsmæssige forhøjelse ligger privatforbruget for indkomstårene 2010-2012 på et niveau, som må anses for passende, når klagerens forhold tages i betragtning.

Klagerens indkomst for indkomstårene 2010-2012 fastsættes derfor til henholdsvis 125.000 kr., 510.000 kr. og 230.000 kr.

...."

Forklaringer

A har forklaret, at han tidligere har rådgivet i skattespørgsmål og derfor har forstand herpå, herunder hvorledes man beregner privatforbrug. Han mener, at det privatforbrug, skattemyndighederne har lagt til grund for årene, er alt for højt, fordi familien levede meget spartansk på grund af hans beskedne indkomst, hvilket gav anledning til diskussioner mellem ham og hans tidligere ægtefælle. Han mener derfor, at der ikke kan tages udgangspunkt i Danmarks Statistiks beregninger over gennemsnitsprivatforbrug. Derfor burde SKAT have taget udgangspunkt i det faktiske privatforbrug.

Renteloven blev på et tidspunkt ændret, således at renter nu blev forældet efter 3 år. Den gæld, han havde, blev derfor nedskrevet på grund af forældelse af nogle af de påløbne renter, hvilket han nærmere har opgjort i det fremlagte regneark, som han selv har lavet. Han gæld er således blevet nedskrevet i overensstemmelse hermed, og der er således ikke tale om, at han har afbetalt på gælden. Oplysningerne vedrørende nedskrivningen af gælden har han fra skatteskemaet fra SKAT og fra årsopgørelserne.

Parternes synspunkter

Parterne har med visse ændringer procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

A har frafaldet sit anbringende om, at hans daværende ægtefælles indkomst i skatteårene 2010 til 2012 ved privatforbrugsberegningerne er medtaget med for små beløb.

Som anført under redegørelsen for påstandene har Skatteministeriet anerkendt, at A’s gæld til F1-finans er nedskrevet med 209.777 kr. som følge af forældelse og ikke som følge af, at A har betalt af på gælden.

A har i sit påstandsdokument i øvrigt anført:

"Sagsøger skal gøre følgende overordnede anbringender gældende til støtte for de nedlagte principale påstande:

at som det fremgår af bilag 1 har Skatteankenævnet beskattet klageren/sagsøger af skønsmæssigt mere end kr. 40.000 for indkomståret 2010, og skønsmæssigt af mere end kr. 400.000 for indkomståret 2011, og af skønsmæssigt mere end kr. 130.000 for indkomståret 2012,

at ændringer i sagsøgers gæld i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 skyldes bl.a. forældelse af gæld til F1-finans i form af forældelse af påløbne renteudgifter, der indgår i gælden primo årene, men ikke ultimo årene som følge af forældelse, hvor det særligt bemærkes, at renterne i indkomståret 2010 blev forældet efter 5 år, mens renter forældes i 2011 og 2012 efter 3 år som følge af ændring af forældelsesloven, og dermed af inkassoloven, da renter mere end 3 år gamle ikke kunne opkræves i indkomståret 2011 og 2012, mens renter mere end 5 år gamle ikke kunne opkræves i 2010. Dette får væsentlig betydning særligt i indkomståret 2011, hvor gælden til F1-finans primo år 2011 (31. december 2010), og gælden til F1-finans ultimo 2011 (31. december 2011) er påvirket væsentligt særligt i 2011 af, at påløbne renter, der indgår primo år 2011 (dvs. pr. 31. december 2010, hvor renterne fremgår af årsopgørelsen fra F1-finans) er bortfaldet/forældet i indkomståret 2011 og dermed ikke indgår i årsopgørelsen fra F1-finans ultimo år 2011 (31. december 2011), selv om sagsøger ikke har betalt af på gælden, der blot er formindsket med et væsentligt beløb som følge af forældelsen af påløbne renter på sagsøgers gæld til F1-finans,

at SKAT således fejlagtigt har forhøjet sagsøgers skattepligtige indkomst med en indkomst som følge af faldet i sagsøgers gæld til F1-finans, selvom faldet af sagsøgers gæld til F1-finans for bl.a. indkomståret 2011 alene skyldes et bortfald/forældelse af væsentlige renteudgifter som følge af ændring af forældelsesloven, der medførte, at bl.a. renter allerede forældes efter 3 år i stedet for 5 år,

at sagsøger er ved at indhente yderligere bekræftelser fra F1-finans, der nøjagtigt opgør størrelsen af de forældede renter for indkomstårene 2010, 2011 og 2012, men at systematikken og forløbet fremgår af fremlagte bilag 2 . bilag 6, der dokumenterer at der i indkomståret 2011 skete forældelse af i alt kr. 475.332,06 i indkomståret 2011 som følge af forældelse af påløbne renter på hovedstolen af sagsøgers gæld til F1-finans, mens hovedstolen hele tiden er den samme,

at sagsøger således ikke har haft de kr. 40.000 i indkomståret 2012, og de kr. 400.000 i indkomståret 2011, og de kr. 130.000 i indkomståret 2012 i indkomst, og derfor ikke er skattepligtig af disse beløb, jf. statsskattelovens § 4 modsætningsvis, da det alene er indkomst, som sagsøger har haft, som skal beskattes, jf. statsskattelovens § 4,

at det således er fejlagtigt, at Skatteankenævnet ikke tager højde for, at sagsøger har fået gældsnedsættelse med kr. 37.487 i indkomståret 2010, og med kr. 342.988 i indkomståret 2011, og med kr. 94.250 i indkomståret 2012 som følge af forældelse, og sagsøgers gæld skal dermed reduceres med disse beløb ved opgørelsen af sagsøgers privatforbrug for disse indkomstår, og dermed skal sagsøgers skønsmæssige indkomst for disse indkomstår reduceres med disse beløb,

...

Der fremlægges yderligere bilag 7, der er F1-finanss bekræftelse af 3. februar 2017 på, at sagsøger ikke har indbetalt noget beløb til F1-finans i 2010, 2011 og 2012, og yderligere har sagsøger slet ikke indbetalt noget beløb helt frem til og med år 2015.

F1-finans bekræfter endvidere i bilag 7, at nedbringelsen af sagsøgers gæld til F1-finans fra år 2010 til 2011 skyldes, at renteberegningen er ændret fra 5 til 3 år.

Der er således fremlagt dokumentation for, at sagsøger ikke har indbetalt noget beløb til F1-finans i årene 2010, 2011 og 2012 som ellers hævdet af SKAT, ligesom nedbringelsen af sagsøgers gæld i årene 2010, 2011 og 2012 alene skyldes, at forældelsen af renter som følge af nye forældelsesregler ændrede sig til at renter blev forældet efter 3 år med virkning pr. 1. januar 2011 fra tidligere 5 år.

Herefter skal Skattenævnets skønsmæssige forhøjelser af sagsøgers skattepligtige indkomster for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 i bilag 1 nedsættes med i hvert fald minimum de beløb, som F1-finans har nedsat sagsøgers skyldige beløb med, da disse beløb nu dokumenteret ikke hidrører fra midler indbetalt af sagsøger, og dermed ikke kommer fra skattepligtig indkomster som sagsøger skal beskattes af, og dermed ikke skal medvirke til at sagsøgers privatforbrug nedsættes som ændringen i sagsøgers gæld, da dette nu dokumenteret ikke skal påvirke sagsøgers privatforbrug i årene 2010, 2011 og 2012,

at det således er fejlagtigt, at Skatteankenævnet ikke tager højde for, at sagsøger har fået gældsnedsættelse med kr. 37.487 i indkomståret 2010, og med kr. 342.988 i indkomståret 2011, og med kr. 94.250 i indkomståret 2012 som følge af forældelse, og sagsøgers gæld skal dermed reduceres med disse beløb ved opgørelsen af sagsøgers privatforbrug for disse indkomstår, og dermed skal sagsøgers skønsmæssige indkomst for disse indkomstår reduceres med disse beløb,

at sagsøger derfor er berettiget til at få sagsøgers skatteansættelse nedsat med kr. 40.000 for indkomståret 2010, og med kr. 400.000 for indkomståret 2011, og med kr. 130.000 for indkomståret 2012.

Det er således et faktum, at SKAT og Skatteankenævnets privatforbrugsberegning er fejlagtig, og endog med både åbenbare og væsentlige beløb, og at sagen derfor som minimum skal hjemvises til fornyet behandling ved SKAT,

Samtidigt er sagsøger ved at indhente dokumentation for, at sagsøger ikke har indbetalt noget beløb i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 til de kreditorer, hvis gældsnedsættelser at SKAT ligger til grund for at foretage indkomstforhøjelsen i øvrigt af sagsøger for 2010, 2011 og 2012, jf. bilag 11.

Det er et faktum, at sagsøger ikke har indbetalt noget beløb til de kreditorer, som det hævdes, at har nedbragt gælden ved gældseftergivelse og forældelse, herunder af renter og/eller hovedstol.

Hertil kommer, at de af SKAT og Skatteankenævnets beløb for det samlede privatforbrug for sagsøger og dennes tidligere ægtefælle er sat for højt, da sagsøger og dennes tidligere ægtefælles faktiske privatforbrug er væsentligt mindre end hvad der beregnes som privatforbrug i henhold til Danmarks Statistik, da familien har levet forholdsvis spartansk, herunder i andelsbolig og med begrænsede privatudgifter. Det fremgår af bilag 12, at ægtefællerne havde fælles bopæl i indkomstårene 2010, 2011 og 2012,

..."

Til støtte for den subsidiære påstand har A under hovedforhandlingen anført, at såfremt retten finder, at der er grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets/skattemyndighedernes skøn, da bør sagen hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne

Skatteministeriet har til støtte for sine påstande anført:

"...

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende,

at skattemyndighederne har været berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser af A’s skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010-2012, idet hans privatforbrug var uantageligt lavt eller negativt.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler den skattepligtige at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 1. Hvis den skattepligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Det følger derudover af fast højesteretspraksis, at den skattepligtige indkomst kan ansættes skønsmæssigt, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt, jf. bl.a. UfR 1967.635 H og SKM2002.70.HR.

En skønsmæssig ansættelse kan alene tilsidesættes, hvis skatteyderen beviser, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2007.1007 H (SKM2007.96.HR), UfR 2009.476/2 H og UfR 2011.1458 H (SKM2011.209.HR).

Bevisbyrden for, at skønnet er tilsidesætteligt, påhviler A.

A har ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelig, hvorfor der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteankenævnets afgørelse af 30. maj 2016 (bilag 1).

Skatteankenævnet har i forbindelse med de skattemæssige forhøjelser opgjort privatforbruget for A’s husstand til henholdsvis 274.686 kr., -119.236 kr. og 143.829 kr. i indkomstårene 2010-2012 (bilag 1, side 15-18).

Skattemyndighederne var derfor berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser af A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene, idet privatforbruget var uantageligt lavt eller negativt. Skatteankenævnet har ved de skønsmæssige forhøjelser taget udgangspunkt i de oplysninger om privatforbrug, som fremgår af Danmarks Statistik, jf. bilag 1, side 18. Her fremgår det, at to voksne med børn i de samme indkomstår havde et gennemsnitligt privatforbrug på henholdsvis 454.535 kr., 445.642 kr. og 433.207 kr., jf. udskrifter fra Dansk Statistik (bilag C).

Efter Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelser udgjorde privatforbruget for A’s husstand henholdsvis 399.686 kr., 390.764 kr. og 373.829 kr., idet der ved forhøjelserne er taget hensyn til, at A’s husstand alene bestod af to voksne med et barn i alderen 15-18 år (bilag 1, side 19). Skatteankenævnet har således foretaget en skønsmæssig forhøjelse efter A’s konkrete forhold.

A anfører i sin stævning (s. 4, afsnit 1), at Skatteankenævnets afgørelse åbenbart er fejlagtig henset til, at skatteankenævnet ikke har taget højde for, at A’s gæld (bilag E) er formindsket som følge af forældelse og dermed ikke er betalt af ham. Ifølge A har han fået gældsnedsættelse med (stævningen, side 4, afsnit 2):

Indkomståret 2010:            37.487,kr.

Indkomståret 2011:            342.988,kr.

Indkomståret 2012:            94.250,kr.

A gør på denne baggrund gældende (stævningen, side 4, afsnit 3), at skatteansættelserne for indkomstårene skal nedsættes med:

Indkomståret 2010:            40.000,kr.

Indkomståret 2011:            400.000,kr.

Indkomståret 2012:            130.000,kr.

A har ikke redegjort for, hvorfor de skønsmæssige forhøjelser skal nedsættes med større beløb end de påståede gældsnedsættelser. Det bestrides, at der skulle være grundlag herfor.

A har – bortset fra det forhold ministeriet anerkender – heller ikke dokumenteret, at hans gæld er reduceret som følge af forældelse, og at gælden dermed ikke er indfriet af ham.

Ved SKATs afgørelse af 14. januar 2014 (bilag A, side 3), Skatteankenævnets forslag til afgørelse (bilag B, side 17) samt i afgørelsen af 30. maj 2016 (bilag 1, side 14-15) har skattemyndighederne lagt vægt på, at A ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at reduceringen af hans gæld var sket som følge af forældelse.

For byretten er der fortsat ikke fremlagt dokumentation fra langt størstedelen af kreditorerne. Det er således ikke bevist, at gælden ved F2-finans, F3-finans, F4-finans, F5-finans, F6-finans, F7-finans kort (F7-finans), F8-bank og F9-bank, er nedbragt som følge af forældelse.

Til støtte for den subsidiære nedlagte påstand gøres det gældende, at det følger af retspraksis, at domstolene, såfremt de finder et skatteskøn tilsidesætteligt, ikke overtager skønsudøvelsen og udøver et skøn, jf. bl.a. UfR 1978.87 H, UfR 1978.660 H og SKM2013.68.BR. Domstolene hjemviser i stedet skatteansættelsen til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Rettens begrundelse og afgørelse

Parterne er nu enige om, at A’s tidligere ægtefælles indkomst er medtaget med de korrekte beløb i de privatforbrugsberegninger, som skatteankenævnet har lagt til grund i forbindelse med sagen.

Det lægges til grund, at Skatteministeriet som følge af fremlagt dokumentation under sagen har anerkendt, at A’s gæld til F1-finans er reduceret med 209.777 kr., og at dette skyldes forældelse, og ikke at A har afbetalt på gælden. A’s påstand 2 er korrigeret i overensstemmelse hermed.

Retten tiltræder, at A ikke ved indhentelse af erklæringer fra kreditorerne har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at dele af A’s gæld til øvrige kreditorer er bortfaldet som følge af forældelse og ikke som følge af A’s indbetalinger.

Retten finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn for så vidt angår privatforbrugsberegningerne. Endvidere finder retten, at skatteankenævnet ved de skønsmæssige forhøjelser af den skattepligtige indkomst med rette har taget udgangspunkt i de oplysninger om privatforbrug, som fremgår af Danmarks Statistik, idet A hverken overfor skatteankenævnet eller retten har fremlagt budgetter eller i øvrigt har fremlagt budgetmæssige oplysninger, der giver grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Retten bemærker, at det fremgår af skatteankenævnets afgørelse, at der ved afgørelsen er taget hensyn til, at A’s husstand bestod af 2 voksne og et barn.

Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Sagsomkostningerne fastsættes som nedenfor bestemt. Retten har taget udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende takster i proceduresager og har lagt vægt på påstandenes økonomiske værdi og sagens karakter, forløb og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A til Skatteministeriet betale 30.000 kr. i sagsomkostninger.