Parter
A
(advokat Søren Aagaard)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Morten Wahl Liljenbøl)
Afsagt af byretsdommer
Sv. Aa. Feier
Sagens baggrund og parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt ved Østre Landsret den 17. juli 2006 og overført til byretten den 2. februar 2007 og hvor dommen i medfør af retsplejelovens § 218a, stk. 2, er udfærdiget uden fuldstændig sagsfremstilling har sagsøgeren, A, over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt følgende påstande:
Indkomståret 2000
Principalt
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den af Landsskatteretten fastsatte forhøjelse vedrørende sagsøgers personlige indkomst skal nedsættes fra 35.000,00 kr. til 0,00 kr.
Subsidiært
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos de stedlige myndigheder.
Indkomståret 2001
Principalt
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den af Landsskatteretten fastsatte forhøjelse vedrørende sagsøgers personlige indkomst, skal nedsættes fra 70.000,00 kr. til 30.000,00 kr.
Subsidiært
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos de stedlige skattemyndigheder.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Sagsøgeren arbejdede i indkomstårene 2000 og 2001 som VVS-installatør, primært som underentreprenør for hans fars VVS-firma.
Skattemyndighederne fandt i forbindelse med ligningen af de pågældende indkomstår, at den omsætning som sagsøgeren havde haft skulle henføres til lønindkomst for sagsøgeren således, at sagsøgeren i skattemæssig henseende blev anset som lønmodtager i de to indkomstår.
Den omstændighed, at sagsøgeren blev anset som lønmodtager medførte dels, at sagsøgeren ikke fik fradrag for en række private udgifter, som var fratrukket i hans regnskab og dels, at skattemyndighederne, da han undlod at efterkomme en anmodning om at indsende en kapitalforklaring, foretog en skønsmæssig forhøjelse af hans indkomst, fordi det beregnede kontante rådighedsbeløb efter skattemyndighedernes opfattelse ikke var tilstrækkeligt til et acceptabelt privat forbrug.
Den af skattemyndighederne beregnede indkomst til rådighed for privatforbrug er for sagsøgeren i Landsskatteretten opgjort til 104.209,00 kr. for år 2000 og til 64.857,00 kr. for år 2001. Disse beløb danner udgangspunkt for opgørelserne af sagsøgerens rådighedsbeløb efter alle sagsøgerens dokumenterede udgifter. For indkomståret 2000 udgør rådighedsbeløbet efter alle udgifter 5.515,00 kr. og for 2001 - 33.598,00 kr.
Der er under sagen afgivet partsforklaring af sagsøgeren og vidneforklaring af revisor NS.
Forklaringer
Sagsøgeren, A, har bl.a. forklaret, at han er autoriseret VVS-installatør. I 2000 og 2001 arbejdede han ikke i lange perioder på grund af gigtsygdom, der kunne dukke op fra den ene dag til den anden. Han mistede jævnligt en dag eller to, som han ikke fik nogen kompensation for. Han arbejdede i sin fars firma som underleverandør. Han bor i et hus, som han købte i 1981 for 480.000,00 kr. på tvangsauktion. Huset er i dag væsentligt mere værd. Han skylder ca. 300.000,00 kr. i huset. Han har ikke optaget lån i huset i 2000 og 2001. Han købte nogle nye møbler i 1983. De resterende møbler stammer fra tiden før han købte huset. Han går normalt i arbejdsbukser i arbejdstiden, men bruger ellers sit sædvanlige tøj. Han køber sjældent tøj. Han købet ikke dyrt mærkevaretøj, men køber ofte sit tøj i Netto eller i et supermarked. Han omgås kun sin familie og han har familien på besøg 2-3 gange om året. Han bruger ikke penge på at gå i byen. Han holder ikke ferie udover, at han besøger sine forældre i deres sommerhus. Han kører i dag i den samme bil som han havde i 2001. Han har ingen dyre vaner og lever et enkelt liv. Han har altid ført husholdningsbøger. Han gemmer sine bilag fra når han har købt noget og fører dem ind i bogen med korte intervaller. Han har svært ved at få penge fra til større udgiftsposter, som da han f.eks. havde problemer med sin computer. Han finder det usandsynligt, at han skulle have brugt ca. 3.000,00 kr. mere om måneden end anført som påstået af skattemyndighederne.
Størsteparten af hans udgifter er indeholdt i det som han har trukket fra som erhvervsudgifter, idet der er opført i husholdningsbogen, samt hvad han har brugt til at købe benzin for. Han mener ikke, at han har haft væsentlige udgifter herudover.
Han har en livsforsikring. Han betaler radio- og tv licens. Hans hus opvarmes med olie og brændeovne. Han har ikke betalt meget for fyringsolie. Han havde noget olie stående i dunke, som stammede fra at han i forbindelse med sit arbejde af og til skulle tømme en olietank.
Der er kommet madvarer med mellem erhvervsudgifterne, fordi han har købt varer til erhverv og madvarer til privatforbrug, og det er kommet på samme bon.
Han har en søn, der i dag er 19 år. Han har normalt haft ham på besøg en weekend hver 14. dag. Han har givet sønnen gaver, bl.a. en cykel som han købte i Metro.
Vidnet NS har bl.a. forklaret, at han er registreret revisor. Han har kendt sagsøgeren siden 1985, hvor vidnet blev revisor for hans far.
Det er hans indtryk, at sagsøgeren er anderledes end de fleste andre mennesker. Han har bevidst valgt at afskrive karrieremuligheder. Han har ikke ønsket at overtaget faderens forretning med alt hvad det indebærer. Han kender til sagsøgerens forhold, fordi han har hjulpet ham med nærværende sag og været på besøg i hans hjem.
Sagsøgerens økonomi har til tider været trængt og han har måttet optage lån i sit hus. Hans indbo består af ældre møbler og der er ikke foretaget nyindretning af køkken og lignende. Det er en 1970'er villa, der ikke er gjort noget ved siden opførelsen. Sagsøgeren har altid været pænt klædt, men går ikke i mærkevarer eller modetøj. Det er hans indtryk, at sagsøgeren jævnligt benytter familiesommerhuset på .... Han har ikke hos sagsøgeren fundet bilag, der tyder på, at han udover besøgene på ..., har været på ferie.
Det er ikke hans indtryk, at sagsøgeren har brugt ca. 3.000,00 kr. om måneden udover, hvad der er dokumenteret i sagen. Han lever nøjsomt, og der er et tæt forhold til familien. Han har ofte oplevet, at sagsøgeren er kommet hos sine forældre efter fyraften og han formoder, at han har spist aftensmad hos dem.
Han har kendt sagsøgeren på venskabelig basis og lærte ham som nævnt at kende, fordi han har fungeret som revisor for hans far.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført det der fremgår af hans påstandsdokument, hvori anføres følgende:
"Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende at sagsøger af skattemyndighederne er anset som lønmodtager, hvorfor han ikke var bogføringspligtig og dermed ikke var pligtig at udfærdige kapitalforklaring i de pågældende indkomstår. Sagsøgte har således ikke på baggrund af mangler ved regnskaber mv. som hævdet af sagsøgte kunne foretage en skønsmæssig forhøjelse.
Det gøres endvidere gældende at det er en betingelse for at foretage en egentlig samlet skønsmæssig ansættelse - i modsætning til blot en forhøjelse med påviste uretmæssigt fratrukne private udgifter - at sagsøgers indkomst med tillæg af de således uretmæssigt fratrukne private udgifter ikke levner plads til et acceptabelt kontant privatforbrug.
Det gøres gældende at sagsøgte dels ikke har tilladt sagsøgers private udgifter fratrukket, jf. bilag 1 og 2 og dels herudover har foretaget en skønsmæssig forhøjelse svarende til de uretmæssigt fratrukne udgifter. Beløbene er således tillagt sagsøgers indkomst to gange. De af sagsøger uretmæssigt fratrukne private udgifter er netop udgifter som normalt også skal dækkes af det beregnede kontante privatforbrug. Men da disse jo allerede er betalt og beskattet, skal de ikke indgå i beregningen af sagsøgers udgifter to gange.
Kun hvis skattemyndighedernes vurdering af sagsøgtes indkomst med tillæg af de uretmæssigt fratrukne udgifter viser at der er et væsentligt misforhold mellem det dokumenterede privatforbrug og den til rådighed værende indkomst er skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.
Dette er ikke er tilfældet, jf. bilag 14 og 15, som er opgørelser af sagsøgers samlede kontante privatforbrug i år 2000 og 2001 baseret på de af skattemyndighederne anvendte beløb i bilag C og D (som reguleret ved bilag E og F) samt bilag 1 og 2 samt de dokumenterede konkret anvendte beløb til øvrigt privatforbrug, jf. bilag 1, 2, 8, 11, 12 og 13.
Sagsøgte har ikke dokumenteret at sagsøger har haft yderligere udgifter end de i bilag 14 og 15 anførte - og bevisbyrden herfor er sagsøgtes. Sagsøger kan ikke pålægges at dokumentere udgifter eller forbrug han ikke har haft og der er herefter ikke hjemmel til at skønne yderligere udgifter eller forbrug. Det af sagsøgte udøvede skøn er herefter åbenbart urimeligt og udøvet på et klart forkert grundlag.
Det gøres endvidere gældende at den af sagsøgte som bilag G fremlagte Center for Alternativ Samfundsanalyses tabeller for marts 2002 "Hvad koster det at leve?" er udtryk for et udokumenteret gennemsnitsforbrug, som ikke har bevismæssig betydning i nærværende sag. Det er ved bilag 8 samt 11-13 sammenholdt med bilag 1 og 2 dokumenteret, at sagsøgers levevis ikke kan sammenlignes med en gennemsnitlig persons levevis, som hævdet af sagsøgte og sagsøgers forhold skal således vurderes konkret og ikke i forhold til en statistik.
Det gøres gældende at sagsøger har dokumenteret, at der er betalt en udgift på kr. 11.660,00 til G1 A/S i 2001, jf. bilag 16 hvorfor udgiften i relation til privatforbruget skal henføres til 2001.
Bilag 1 og 2 - som danner grundlag for skattemyndighedernes beregning af privatforbruget, jf. bilag C og E samt bilag D og F er udfærdiget af de lokale skattemyndigheder og har dannet grundlag for det udøvede skøn og skal dermed lægges til grund. Sagsøgte har bevisbyrden for at beløbene i disse opgørelser er urigtige, og har ikke løftet denne bevisbyrde.
Det gøres gældende at det er et nyt anbringende i sagsøgtes påstandsdokumentet at de af sagsøgte foretagne privatforbrugsberegninger er fejlbehæftede dels for så vidt angår moms og dels for så vidt angår bundgrænsen for ligningsmæssige fradrag. Jeg henviser til sagsøgtes påstandsdokument side 2 og 3.
Det gøres i den forbindelse gældende at sagsøgte på intet tidspunkt tidligere under sagen - hverken i skatteankenævn, Landsskatteret eller under nærværende sag har gjort gældende at de beløb der fremgår af privatforbrugsberegningerne i bilag C og D ikke skulle være korrekte og fyldestgørende som grundlag for privatforbrugsberegningen.
Det har heller ikke på noget tidspunkt tidligere været bestridt fra sagsøgtes side at sagsøger var momsregistreret og således naturligvis har fradraget momsen af de udgifter der fremgår af bilag 1 og 2. Sagsøgte har selv anvendt de i de nævnte bilag opgjorte beløb uden moms i sine beregninger i svarskriftet og har heller ikke i beregningerne i svarskriftet medtaget et "manglende fradrag" for bundgrænsen for ligningsmæssige fradrag. Endvidere har sagsøgte i sin duplik igen henvist til de i svarskriftet foretagne beregninger.
Ud over at sagsøger bestrider at der er fejl i privatforbrugsberegningerne i bilag C og D for så vidt angår moms og bundgrænsen for ligningsmæssige fradrag, så er det efter sagsøgers opfattelse helt urimeligt hvis retten tillader at sagsøgte først i sit påstandsdokument gør gældende at der er fejl i sagsøgtes egne beregninger til skade for sagsøger.
Det gøres således gældende at det er beløbene eksklusive moms der skal medregnes i privatforbrugsberegningen, som sket fra skattemyndighedernes side. Sagsøgtes nye støttebilag H til O giver i øvrigt sagsøger anledning til følgende supplerende og præciserende bemærkninger:
Ad bilag H (2000) og bilag J (2001)
Beløbene skal ikke være inklusive moms, hvilket sagsøgte helt korrekt tidligere har anerkendt i bilag C + D, jf. bilag 1 og 2.
Udgifterne er faktisk afholdt uden moms, idet sagsøger var momsregistreret i de pågældende indkomstår.
Hvis der nu pålægges udgifterne moms skal der tilsvarende reguleres i privatforbrugsopgørelsen i sagsøgtes bilag C og D for skyldig moms, således at sagsøgers rådighedsbeløb stiger tilsvarende. Reguleringen er momsteknisk og vedrører metodikken i selve privatforbrugsberegningen, således:
År 2000, jf. bilag C og 1
År 2001, jf. bilag D og 2
Der er således ingen forskel - enten om der tillægges moms dels på udgifterne og i privatforbrugsberegningen eller om man holder momsen udenfor både udgifterne og privatforbrugsberegningen. Derimod kan man ikke som sagsøgte har gjort nøjes med at tillægge udgifterne moms uden at korrigere formuen primo/ultimo.
Ad bilag K
Sagsøgte har som et nyt anbringende medtaget bundgrænsen for ligningsmæssige fradrag - henholdsvis kr. 4.300 i 2000 og kr. 4.400 i 2001 som en udgift der skal påvirke opgørelsen af hvilke private udgifter sagsøger har i de pågældende indkomstår. Sagsøgte formoder at dette sker ud fra den betragtning at sagsøger har fået et ligningsmæssigt fradrag for de udgifter som er "godkendte" i bilag 1 og 2 for det beløb der ligger over bundgrænsen og således ikke fradrag for bundgrænsebeløbet.
Sagsøgte har korrekt ikke tidligere medtaget dette punkt i bilag C og D og det skal da heller ikke med. Det forhold at udgifterne er godkendte gør dem erhvervsmæssige og dermed hører de ikke hjemme i privatforbrugsopgørelsen. Bundgrænsen er alene skatteberegningsteknisk og har ikke noget med privatforbrugsberegningen at gøre.
Privatforbrugsberegningen skal vise hvilket rådighedsbeløb sagsøger har og hvilke private udgifter han kan forventes at skulle afholde heraf for derefter at påvise om det hele kan hænge sammen. Erhvervsmæssige udgifter hører ikke hjemme her.
Ad bilag L (2000) og bilag M (2001)
I disse bilag har sagsøgte vurderet hvilke udgifter i bilag 1 og 2 der efter sagsøgtes opfattelse vedrører almindelige daglige fornødenheder.
Sagsøgte bruger ikke bilaget i de øvrige sammentællinger i bilag K, N og O. Sagsøger går ud fra at bilagene skal vise hvor mange daglige indkøb der var uretmæssigt fratrukket. Det bemærkes igen at sagsøger har dokumenteret ved bilag 8 hvilke yderligere udgifter der er afholdt til daglige fornødenheder.
Det er sagsøgtes bevisbyrde at godtgøre at sagsøger har afholdt yderligere udgifter end de ved bilag 1, 2 (SKM opgørelse), bilag 8 (husholdningsbøgerne) og bilag 11-13 (benzin) dokumenterede.
Bilag N + O
Moms skal ikke tillægges overhovedet - alternativt også tillægges i privatforbrugsberegningen til rådighedsbeløbet, jf. ovenfor.
Bundgrænsen for ligningsmæssige fradrag er irrelevant, da privatforbrugsopgørelsen ikke skal omfatte erhvervsmæssige udgifter uanset, hvordan de behandles skattemæssigt.
Sagsøger har taget til efterretning at sagsøgte har anerkendt at kr. 11.600 vedrørende Brd. Dahl skal tillægges rådighedsbeløbet i 2000, da dette beløb ved bilag 16 er dokumenteret betalt i år 2001.
Sagsøgte lægger de i Landsskatteretten skete forhøjelserne til i de pågældende indkomstår. Da det netop er disse forhøjelser vi diskuterer, kan de ikke lægges til, når man skal finde ud af hvor mange penge sagsøger havde til rådighed og hvor mange penge han skulle bruge til privatforbrug.
Sagsøger har herudover taget til efterretning at sagsøgte har godkendt og anvender det af sagsøger i bilag 11-13 opgjorte benzin beløb på kr. 12.600 i begge år.
Sagsøgte skønner udgifter til såvel husforsikring som familieforsikring, hvilket er nyt i forhold til skattemyndighedernes opgørelse og i forhold til sagsøgtes opgørelse i svarskriftet. Sagsøger kan alene anerkende et skønsmæssigt beløb på kr. 2.200 i år 2000, som svarer til det beløb der er dokumenteret for et af indkomståret 2001 og som sagsøgte har anvendt i sit svarskrift.
Der henvises til det som bilag 17 fremlagte støttebilag med den privatforbrugsopgørelse som sagsøger vil gøre gældende under hovedforhandlingen, jf. ovenfor. Bilag 17 tager udgangspunkt i de af skattemyndighederne opgjorte beløb i bilag 1, 2 og C og D som korrigeret ved bilag E og F og viser herudover at resultatet er det samme hvis der korrigeres korrekt for moms, som beskrevet ovenfor.
..."
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført det der fremgår af sagsøgtes påstandsdokument, hvori anføres følgende:
"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn over sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2000 og 2001 kan tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart forkert grundlag.
Uddybende gøres det gældende, at skattemyndighederne var berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2000 og 2001, da sagsøgeren ikke indsendte en kapitalforklaring, og da indkomsten ikke levnede plads til et antageligt privatforbrug.
Sagsøgeren har alene påstået forhøjelsen for indkomståret 2001 nedsat til kr. 30.000,-, og det kan derfor lægges til grund som ubestridt, at sagsøgeren har haft ikke selvangivne indtægter i 2001. Allerede derfor var skattemyndighederne berettigede til at foretage en skønsmæssig forhøjelse for indkomståret 2001.
Sagsøgeren har endvidere anset sig selv for selvstændig erhvervsdrivende, men har desuagtet ikke udarbejdet regnskab for virksomheden. Sagsøgeren skulle, når han anså sig selv som selvstændig erhvervsdrivende, opfylde betingelserne for regnskabsudarbejdelse. Ved bedømmelsen af, om skattemyndighederne har været berettigede til at foretage en skønsmæssig forhøjelse, skal det derfor komme sagsøgeren til skade, at han ikke har ført regnskab i den virksomhed, han anså for regnskabspligtig.
Skattemyndighedernes skøn er baseret på en opgørelse over sagsøgerens privatforbrug. Det er ubestridt, at sagsøgerens kontante privatforbrug inden forhøjelserne udgjorde kr. 104.209,- for indkomståret 2000 og kr. 64.857,- for indkomståret 2001.
Fra sagsøgerens kontante privatforbrug har skattemyndighederne fratrukket en række dokumenterede udgifter på kr. 72.629,- for indkomståret 2000 og kr. 63.376,- for indkomståret 2001.
Opgørelsen i Landsskatterettens kendelse bygger imidlertid på den fejlagtige forudsætning, at de dokumenterede udgifter, der dækker over en række udgifter, som sagsøgeren har forsøgt at fratrække som driftsomkostninger, skal fratrækkes ekskl. moms. Sagsøgeren har imidlertid ikke fradrag for moms på de pågældende udgifter, der alle er af ren privat karakter. De specificerede udgifter udgør derfor rettelig kr. 78.898,28 for indkomståret 2000 og kr. 72.157, 32 for indkomståret 2001. Sagsøgte har som bilag H udarbejdet et støttebilag for 2000 og som bilag J et støttebilag for 2001, der viser, hvorledes tallene fremkommer.
Sagsøgeren har gjort gældende, at dette anbringende er nyt og derfor bør afskæres. Dette bestrides. Det fremgår af svarskriftet side 4, og processkrift A, side 3, sidste afsnit, at beløbene skal medtages inkl. moms. Anbringendet er således ikke nyt og kan dermed ikke afskæres.
Sagsøgte er enig i, at såfremt sagsøgeren i strid med momsreglerne uretmæssigt har opnået momsfradrag for private udgifter, skal der ikke ske regulering i privatforbrugsberegningen for moms. Der er imidlertid ikke fremlagt dokumentation for, at sagsøgeren faktisk har opnået fradrag for sine udelukkende private udgifter, og den omstændighed, at sagsøgeren var momsregistreret, er ikke i sig selv udtryk for, at sagsøgeren har opnået momsfradrag.
I det omfang sagsøgeren har fratrukket moms af sine private udgifter underbygger det, at sagsøgeren bevist har forsøgt at snyde. Sagsøgerens indkomstopgørelse kan også af denne årsag ikke lægges til grund, ligesom det viser, at sagsøgerens oplysninger er utroværdige.
Skattemyndighedernes opgørelse tager endvidere ikke højde for, at de dokumenterede udgifter, der er anerkendt som fradragsberettigede, er lønmodtagerudgifter, for hvilke der gælder et bundfradrag.
Det fremgår af sagsfremstillingen fra Skatteankenævnet(bilag B, side 4), at skattemyndighederne har godkendt lønmodtagerfradrag med kr. 11.055,- for indkomståret 2000.
Den del af udgifterne, der er godkendt, indgår i privatforbrugsberegningen (bilag C) på den måde, at de reducerer posten "konkrete forhøjelser af indkomsten - før AM-bidrag", der i privatforbrugsberegningen indgår som en formuefremgang.
Der gælder imidlertid et bundfradrag for lønmodtagerudgifter, der i 2000 udgjorde kr. 4.300,-, hvilket også fremgår af sagsfremstillingen. Som det fremgår, er der som følge af bundfradraget kun sket fradrag med kr. 6.755,-. Da sagsøgeren imidlertid har haft udgifter på kr. 11. 055,-, "mangler" der at ske fradrag med kr. 4.300,- i privatforbrugsberegningen. For indkomståret 2001 "mangler" der tilsvarende at ske fradrag med kr. 4.400,- (bilag B, side 7).
Sagsøgeren har gjort gældende, at dette anbringende er nyt og derfor bør afskæres. Anbringendet er fremsat i påstandsdokument af 3. oktober 2007. Sagsøgeren har først ved telefonmøde den 22. oktober 2007 protesteret mod, at anbringendet er gjort gældende og har dermed ikke protesteret inden den i retsplejelovens § 358, stk. 1 anførte frist på en uge. Sagsøgeren havde endvidere tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden, at hovedforhandlingen skulle udsættes. Der er dermed ikke grundlag for at afskære anbringendet, jf. retsplejelovens § 358, stk. 6, nr. 2.
Det kan således lægges til grund, at skattemyndighedernes opgørelse er forkert i sagsøgerens favør med kr. 10.569,28 (kr. 78.898,28 - kr. 72.629 + kr. 4.300,-) for indkomståret 2000 og kr. 13.181,32 (kr. 72.157,32 - kr. 63.376 + kr. 4.400,-) for indkomståret 2001.
Sagsøgerens privatforbrug kan efter afholdelse af dokumenterede udgifter opgøres til kr. 20.919,72 for indkomståret 2000 og kr. -11. 700,32 for indkomståret 2001, såfremt de private udgifter medtages inkl. moms og kr. 27.820,- for indkomståret 2000 og kr. + 2919,- for indkomståret 2001, såfremt de private udgifter medtages ekskl. moms. Der henvises til støttebilaget (bilag K).
Sagsøgeren har gjort gældende, at der er to fejl i skattemyndighedernes opgørelse.
Udgift til værktøj
I de dokumenterede udgifter for indkomståret 2000 indgår en udgift til værktøj fra Brdr. Dahl på kr. 11.660,-. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne udgift ikke er afholdt i indkomståret 2000 og derfor ikke skal fratrækkes i privatforbrugsberegningen for indkomståret 2000.
Uanset, om det lægges til grund, at sagsøgeren ikke har afholdt udgiften til værktøj på kr. 11.660,- i indkomståret 2000, kan det ikke føre til, at skattemyndighedernes skøn tilsidesættes. Den eventuelle fejl i opgørelsen opvejes af, at skattemyndighedernes opgørelse er fejlagtig i sagsøgerens favør med kr. 10.569,28 for indkomståret 2000. Den eventuelle fejl ligger endvidere indenfor rammerne af det skøn, der efter retspraksis gives skattemyndighederne.
Dokumenterede udgifter
Sagsøgeren har videre gjort gældende, at skattemyndighederne ikke har taget højde for, at der i de dokumenterede udgifter er indeholdt udgifter til almindelige fornødenheder såsom mad, tøj og fritidsaktiviteter. Sagsøgeren har imidlertid oprindeligt fratrukket disse udgifter som erhvervsmæssige, og det må derfor lægges til grund, at udgifterne ikke vedrører sagsøgerens privatforbrug.
Det er endvidere alene en mindre del af de dokumenterede udgifter, der vedrører udgifter til almindelige fornødenheder. For indkomståret 2000 udgør dokumenterede udgifter til almindelige fornødenheder kr. 17.018,70 (bilag L) og for indkomståret 2001 kr. 18.327,14 (bilag M).
Såfremt det lægges til grund, at sagsøgeren har fratrukket momsen på sine private udgifter, udgør andelen af de dokumenterede udgifter til almindelige fornødenheder for indkomståret 2000 kr. 13.750,75 (bilag L) og for indkomståret 2001 kr. 14.749,53 (bilag M).
Den omstændighed, at der i de dokumenterede udgifter også indgik udgifter til almindelige fornødenheder, har ikke betydning for privatforbrugsberegningen. Sagsøgeren havde forsat alene til yderligere forbrug kr. 20.919, 72 alternativt kr. 27.820,- i indkomståret 2000 og kr. -11.700,32 alternativt kr. -2.919,- i indkomståret 2001. Allerede fordi privatforbrugsberegningen for indkomståret 2001 er negativ, må sagsøgeren nødvendigvis have haft ikke selvangiven indkomst, hvilket sagsøgerens påstand også viser.
Skattemyndighedernes skøn
Sagsøgeren har gjort gældende, at skattemyndighedernes skøn skal tilsidesættes som åbenbart urimeligt.
Skattemyndighederne har forhøjet sagsøgerens indkomst med kr. 35.000 for indkomståret 2000 og kr. 70.000 for indkomståret 2001.
Efter forhøjelsen udgør sagsøgerens rådighedsbeløb kr. 67.579,72 for indkomståret 2000 og kr. 58.299,68 for indkomståret 2001. Såfremt privatforbrugsudgifterne medregnes ekskl. moms udgør sagsøgerens rådighedsbeløb efter forhøjelsen kr. 73.940,- for indkomståret 2000 og kr. 67.081,- for indkomståret 2001. Der henvises til opgørelsen i støttebilaget (bilag N).
Fra dette beløb skal fratrækkes udgift til benzin, som i henhold til sagsøgerens opgørelse udgør minimum kr. 12.600 for hvert af årene 2000 og 2001 (bilag 14 og 15). Sagsøgte har herved ikke anerkendt sagsøgerens opgørelse over udgift til benzin, der formodentlig har været højere. Udgift til lovpligtig husforsikring er endvidere ikke indeholdt i de dokumenterede udgifter, ligesom udgift til familieforsikring alene er medtaget for indkomståret 2001. Herefter fremkommer et skønnet rådighedsbeløb på kr. 50.279,72 for indkomståret 2000 og kr. 43.199,68 for indkomståret 2001. Såfremt privatforbrugsudgifterne medregnes ekskl. moms, fremkommer et skønnet rådighedsbeløb på kr. 56.640,- for indkomståret 2000 og kr. 51.981,- for indkomståret 2001. Der henvises til opgørelsen i støttebilaget (bilag O).
Sagsøgeren har gjort gældende, at det er et nyt anbringende, at sagsøgte har medtagne skønnede udgifter til husforsikring og familieforsikring i støttebilag N og O. Dette bestrides. Det fremgår af svarskriftet side 4, at der skal medtages en skønnet udgift til familieforsikring i indkomståret 2000. Af duplikken side 3, sidste afsnit fremgår, at de gennemførte forhøjelser bygger på en antagelse om, at sagsøgeren har haft yderligere udgifter i forhold til dem, som er specificeret i de fremlagte bilag, og af processkrift I side 2, 5. afsnit fremgår, at sagsøgeren nødvendigvis må have haft andre faste udgifter, end de udgifter der fremgår af bilag 1, 2 og 8, herunder bl.a. til lovpligtig husforsikring. Anbringendet er således ikke nyt og kan dermed ikke afskæres.
Sagsøgeren skal af rådighedsbeløbet afholde udgifter til mad, tøj, licens, kontingenter, fritidsaktiviteter, fornøjelser m.v. Selv når der tages højde for, at der i de dokumenterede udgifter er indeholdt udgifter til almindelige fornødenheder på kr. 17.018,70 for 2000 (bilag L) og kr. 18.327,14 for 2001 (bilag M), kan det ikke føre til, at skattemyndighedernes skøn kan tilsidesættes som åbenbart urimeligt.
Sagsøgeren har alene haft kr. 5.608,- (kr. 50.279,72 + kr. 17.018,70/12) til rådighed pr. måned i 2000 og kr. 5.127,- (kr. 43.199,68 + kr. 18.327,14/12) til rådighed pr. måned i 2001, når der tages højde for den foretagne forhøjelse og den del af de dokumenterede udgifter, der vedrører almindelige fornødenheder.
Såfremt privatforbrugsudgifterne medregnes ekskl. moms, har sagsøgeren haft kr. 5.865,- (kr. 56.640,- + 13.750,75/12) ) til rådighed pr. måned i 2000 og kr. 5.560,88 (kr. 51.981, - + 14.749,53/12) til rådighed pr. måned i 2001, når der tages højde for den foretagne forhøjelse og den del af de dokumenterede udgifter, der vedrører almindelige fornødenheder. Selv hvis det lægges til grund, at sagsøgeren uretmæssigt har opnået momsfradrag for sine private udgifter, fører forhøjelsen således ikke til et åbenbart urimeligt resultat.
Hvis sagsøgerens påstand tages tilfølge, vil sagsøgeren alene have haft kr. 2.691,- (kr. 50.279,72 + kr. 17.018,70 = kr. 35.000/12) til rådighed til almindelige fornødenheder pr. måned i 2000 og kr. 1.793,- (kr. 43.199,68 + kr. 18.327,14 = kr. 40.000/12) til rådighed til almindelige fornødenheder pr. måned i 2001, når der tages højde for den del af de dokumenterede udgifter, der er anvendt til sådanne udgifter.
Sagsøgerens rådighedsbeløb ligger væsentligt under Forbrugerstyrelsens budget for leveomkostninger (bilag G, side 19), hvoraf fremgår, at en person svarende til sagsøgeren skal have kr. 6.552,- til rådighed pr. måned til almindelige fornødenheder, hvis der anvendes discountpriser.
Sagsøgerens påstand om en simpel livsførelse kan ikke tillægges betydning og finder ikke støtte i sagens bilag. Det fremgår således af fakturaerne for de dokumenterede omkostninger (bilag 3), at en stor del af indkøbene vedrører indkøb af øl og vin, ligesom sagsøgerens forbrugsmønster i øvrigt ikke tyder på en simpel livsførelse.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Sagsøgeren har ikke bestridt, at skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans indkomst for indkomstårene 2000 og 2001. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt det af sagsøgeren kan anses for godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn kan tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart forkert grundlag.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand henvist til at sagsøgerens rådighedsbeløb ligger væsentlig under forbrugerstyrelsens budget for leveomkostninger, hvoraf fremgår, at en person skal have 6.552,00 kr. til rådighed pr. måned til almindelige fornødenheder, hvis der anvendes discountpriser. Retten finder, at denne opgørelse fra Forbrugerstyrelsen kan danne grundlag for vurderingen af den skønsmæssige opgørelse i sagen og retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at han har haft et væsentligt anderledes forbrugsmønster end en gennemsnitlig person. Retten finder derfor ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at de af skattemyndighederne udøvede skøn falder udenfor den margin, der efter retspraksis gælder for skønsmæssige ansættelser.
Som følge af det anførte frifindes sagsøgte for sagsøgerens påstande i sagen.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Det er oplyst, at sagsøgeren har afholdt udgifterne til materialesamling og omkostningsbeløbet omfatter derfor alene advokatomkostninger.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøgeren, As påstand i sagen.
Sagsøgeren skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte til 20.000 kr.