Parter
A
(v/adv. Klaus E. Henriques)
Mod
Skatteministeriet
(v/adv.fm. Mads Høeg Sørensen)
Afsagt af byretsdommer
Karsten Ahrentoft Nielsen
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er modtaget i retten den 28. august 2017. Sagen vedrører en prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 29. maj 2017, hvorved Skatteankestyrelsen stadfæstede SKATs afgørelse af 29. april 2015, hvorved A blev pålagt at betale registreringsafgift på 1.048.291 kr. for et køretøj.
Sagsøgeren A har nedlagt påstand om, at sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at den af Skatteankestyrelsen i sag 15-1924223 trufne afgørelse af 29. maj 2017, hvori det hedder ”SKAT afkræver dig herved 1.048.291 kr. i registreringsafgift” er ugyldig/uvirksom. Sagsøgeren A har nedlagt subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til fortsat behandling i SKAT.
Sagsøgte Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Dog gengives de afgivne forklaringer og dele af Skatteankestyrelsens afgørelse af 29. maj 2017.
Skatteankestyrelsen traf den 29. maj 2017 følgende afgørelse:
"SKAT har konstateret, at det pågældende køretøj er omfattet af registreringspligten i Danmark, og at køretøjet derfor forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget.
SKAT har opkrævet 1.048.291 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi er fastsat af SKAT Motorcenter.
Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse. [...]
Skatteankestyrelsens afgørelse
Der skal svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Centralregisteret for Motorkøretøjer efter færdselsloven. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.
Motorkøretøjer skal som udgangspunkt registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område. Det fremgår af registreringslovens § 2, stk. 1.
Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 7, at et køretøj kun skal registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3. Det fremgår af samme bestemmelses stk. 3, at selvom ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreret i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.
Det er ubestridt, at klageren benyttede køretøjet til kørsel den 7. august 2014, og at køretøjet blev benyttet til kørsel den 9. august 2014. Det har ikke været muligt at få bekræftet identiteten af den person, som klageren overlod køretøjet til den 9. august 2014. Det er ubestridt, at køretøjet har været i klagerens varetægt, og at han har rådet over det fra den 7. august til beslaglæggelsen den 18. august 2014. Klageren har ikke kunnet redegøre for det aftalemæssige grundlag for sin råden over køretøjet og har oplyst, at der ikke var nogen aftale vedrørende aflevering af køretøjet.
Der har således ikke været en klar aftale for klagerens besiddelse af køretøjet, og klageren har tilsyneladende ikke været underlagt aftalemæssige begrænsninger i sin råden over køretøjet, og kunne fuldt ud råde over køretøjet. Det bekræftes endvidere af, at klageren uden aftale med sælger lod køretøjet til tredjemand.
Ved politiets ransagning af klagerens bopæl/virksomhed på adressen Y1-adresse, den 18. august 2014, blev køretøjet fundet i en garage, som klageren havde nøgle til, ligesom han var i besiddelse af nøgle til køretøjet samt køretøjets registreringsattest. På klagerens facebookprofil blev der fundet billeder af køretøjet herunder billeder, hvor man kunne se klageren i køretøjet. Herudover har klageren ikke kunnet redegøre for, hvor længe han skulle være i besiddelse af køretøjet, eller hvem køberen af køretøjet var, ligesom klageren har afgivet forskellige forklaringer om, hvorfor han var i besiddelse af køretøjet.
Den fremlagte købsaftale af 9. juni 2014 dokumenterer eller sandsynliggør ikke, at klageren ikke kan anses som ejer af køretøjet. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at købesummen for køretøjet er betalt, at der tilsyneladende ikke blev aftalt nærmere om levering eller leveringstidspunkt for køretøjet til køber, og at købers advokat først rettede henvendelse til SKAT den 17. marts 2016, 21 måneder efter købsaftalens indgåelse.
Sagens konkrete omstændigheder og oplysningerne om klagerens råden og anvendelse af køretøjet fører til, at Skatteankestyrelsen anser klageren for at være ejer af køretøjet.
Idet køretøjet har været anvendt på færdselslovens område, er afgiftspligten indtrådt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og idet klageren er anset for ejer af køretøjet hæfter denne for afgiften, jf registrerings- afgiftslovens § 20, stk. 1.
Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed. "
Sagsøgeren er ikke momsregistreret.
Sagsøgte er ikke momsregistreret.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af A, vidne SM, vidne HT og vidne AR.
Sagsøgeren A har forklaret blandt andet, at han i august 2014 var 20 år gammel og solgte brugte biler for en virksomhed, som lå lige ved siden af hans private bopæl. Han har afsluttet folkeskolens 9. klasse, men har ikke derudover nogen uddannelse.
Han startede sin virksomhed op fra grunden. Det var lejede lokaler, hvor virksomheden var.
På et tidspunkt fik hans far HT en opringning om en Audi i Tyskland, der skulle hentes til Sverige. Hans far bor i Y2-By og hjælper til med virksomheden, selv om han var pensioneret. Det var en af hans fars bekendte, som ringede om Audien. Bilen blev hentet i Tyskland af en person ved navn GW, som de tidligere har brugt i virksomheden.
Han var ikke involveret i handelen. Det er korrekt, at han via opslag og billeder på Facebook gav udtryk for, at det var hans bil, men det var bare noget, som han lod som om. Det korrekte var, at det ikke var hans bil.
Da han fik bilen overdraget, fik han en mappe med papirer, men han kiggede ikke nærmere på papirerne. Bilen var med engelske nummerplader. Han havde ikke fået en dato for, hvor længe han skulle have bilen stående, men han ville senere få besked om en dato. Det var en slags vennetjeneste, at bilen skulle opbevares hos ham, så han tænkte ikke nærmere over det.
Det var samme dato – den 7. august – hvor han blev stoppet af politiet, at han fik bilen fra Tyskland. Hans far havde sagt, at han ikke måtte køre i bilen, men det gjorde han alligevel. Han var 3 gange ude at køre i bilen.
Han brugte bilen den første dag – den 7. august – selv om han ikke måtte. Han havde dengang ikke kørekort, og han angav derfor en kammerats cpr. nr. til politiet. Han har fået en dom på 28 dages fængsel for dette. Bilen blev afhentet af en autotransporter, så den kom hjem til virksomheden igen. Den 8. august kørte han imidlertid på ny i bilen.
Hans far vidste ikke noget om kørslerne.
Han lagde billeder af ham og bilen ud på Facebook for at vise, at hans virksomhed kunne sælge sådanne biler. Han ejede ikke den pågældende bil, selv om det med al tydelighed fremgik af hans opslag på Facebook. Han var ude at køre i bilen – blandt andet ved Ikea.
Han kan ikke huske, hvor mange kilometer han har kørt i bilen.
Politiet foretog den 18. august beslaglæggelse af bilen. Registreringsattesten lå på kontoret.
Forevist "Köpekontrakt Bil", dateret 9. juni 2014 (ekstrakten side 54), forklarer han, at han på daværende tidspunkt ikke kendte SM. Han kender ikke MY.
Forevist ekstraktens side 169 udateret notits fra MY - forklarer han, at han ikke kender noget til den i notitsen nævnte DN eller til, at den pågældende skulle have fået fuldmagt til at sælge bilen.
Den 8. august var han på Cafe med en kammerat. De var også på Y3-Sted sammen. Han tog hjem derfra hjem og satte bilen. Kammeraten og han gik derefter op på hans bopæl. Han har ikke været ude at køre i bilen om aftenen/ natten den pågældende dag – heller ikke i Y4-By. Han kan hverken bekræfte eller afkræfte, om kammeraten har været ude at køre i den.
Foreholdt, at der efter de foreliggende oplysninger er kørt ca. 300 kilometer i bilen, forklarer han, at han ikke ved, hvor mange kilometer han har kørt i bilen, men at han ikke tror, at det er så mange.
HT har forklaret blandt andet, at han har været i Danmark i 19 år.
Han blev på et tidspunkt ringet op af en af hans bekendte, AR, som ville have kørt en Audi fra Tyskland til Danmark. Det var i 2014. AR bad ham om, hvorvidt han kunne hjælpe med at få en bil til Danmark, da AR ikke selv kunne sørge for dette, da noget familie var død i udlandet, og han var nødt til at tage til det pågældende land. Bilen skulle køres videre til Sverige til en, som havde købt bilen af AR. Kørslen til Sverige skulle AR dog selv stå for.
Han kender en, som hedder GW, der ville hjælpe ham med at køre bilen fra Tyskland til Danmark. De ville stille bilen hos hans søn – sagsøgerens – virksomhed.
På et tidspunkt blev han ringet op af sin søn, der fortalte, at bilen nu var kommet. Vidnet tog derefter fra sin bopæl i Y2-By og til sønnens virksomhed for at modtage bilen. Han gav GW penge for transportudgifterne. AR skulle ikke betale noget for opbevaringen hos sønnen, og AR vidste heller ikke, at bilen ville blive opbevaret hos sønnen. Bilens nøgler og registreringsattest gav han til sønnen. Han sagde til sønnen, at de ikke måtte køre i bilen, og at de skulle passe på bilen, indtil AR kom tilbage til Danmark. Han var ikke bekendt med, at hans søn alligevel kørte i bilen, før politiet beslaglagde bilen.
Det har givet problemer for ham, at bilen blev beslaglagt, da han så ikke kunne opfylde sin aftale med AR om at få bilen videre til Sverige. Han har ikke betalt noget til AR, men AR har flere gange bedt om penge som følge af den manglende levering af bilen.
Han kender ikke den oplyste sælger af bilen MY. Det samme gælder køberen SM.
Han ville oprindeligt ikke indblandes i denne retssag, men har valgt alligevel at afgive vidneforklaring, da han gerne vil hjælpe sin søn.
Det var omkring en måned efter beslaglæggelsen, at AR kom tilbage til Danmark fra udlandet.
AR har forklaret blandt andet, at han i 2014 opholdt sig i Tyskland. Han arbejdede dengang som bilforhandler og med bilvaskeri. Han havde virksomhed på Y1-adresse i Danmark dengang.
Han ringede til sagsøgerens far og bad denne om at sende en person, der kunne hente Audien i Tyskland og køre den til Danmark og passe på bilen. Sagsøgerens far fik en til at hente bilen, og vidnet udstedte en fuldmagt til den pågældende til at kunne hente bilen dér, hvor den var placeret i Tyskland.
Han havde solgt bilen til en person MY i Sverige.
Forevist "Köpekontrakt Bil", dateret 9. juni 2014 (ekstraktens side 54), forklarer han, at han indgik aftalen med SM, og at han var der, da SM underskrev aftalen.
Der var ikke noget bestemt fastsat tidspunkt for, hvornår han kom tilbage til Danmark fra udlandet for at hente bilen, da han som følge af sin søsters dødsfald i Y5-Land ikke vidste, hvornår han kunne være tilbage.
Da der opstod problemer med de danske myndigheder, ville MY ikke købe bilen alligevel.
Han fik oprindeligt bilen af sin bror, der ikke kunne sælge bilen, og derfor gav hans bror ham bilen, for at vidnet kunne sælge bilen.
Han har af helbredsmæssige årsager, og da han får morfin, svært ved at huske ret meget.
SM har forklaret blandt andet, at han i juni 2014 havde sin egen virksomhed med bilsalg.
Der kom en person op til ham i Sverige om salg af en Audi til ham. Han havde en kammerat, som solgte og købte biler, og den pågældende spurgte ham, om han ville købe bilen. Det ville han gerne, da det var en god pris, men at han ikke ville kunne betale bilen med det samme. Sælgeren var AR, som han kendte fra bilbranchen. De havde tidligere samarbejdet om bilhandel.
Forevist "Köpekontrakt Bil", dateret 9. juni 2014 (ekstraktens side 54), forklarer han, at det ligner hans underskrift på købekontrakten, men at han ikke kan huske dokumentet, og at han heller ikke kan huske at have underskrevet det. Beløbet er rigtigt, men han har ikke betalt beløbet.
Han betalte en sikkerhed på 10.000 kr., som han dog har fået retur.
Han fik at vide, at der ville være 2-3 ugers leveringstid. Bilen skulle dog stadig stå i den tidligere ejers navn, og når han så fik leveret bilen skulle den overgå til at stå i hans navn. Han kendte ikke ejeren af bilen MY.
Han skulle få leveret bilen af AR. Han vidste, at bilen skulle komme fra England, da det var en engelsk bil, som så skulle ombygges til at være højrestyret til at være venstrestyret.
AR sagde, at når han kom tilbage fra udlandet, ville AR levere bilen til vidnet i Sverige. Han fik aldrig bilen, selv om han spurgte mange gange efter den. Han ved ikke helt, hvorfor han aldrig fik bilen, men han har hørt noget om, at politiet har taget bilen, men han vidste ikke, om der var hold i det. Han blev træt af at vente på bilen.
Forespurgt af sagsøgtes advokat, oplyser vidnet, at det er hans opfattelse, at Audien ikke er hans bil. Købekontrakten er ikke udfyldt af ham. Han ved ikke, hvem der har udfyldt den, men det ligner hans underskrift.
Parternes synspunkter
A har i påstandsdokument af 5. juni 2018 gjort gældende:
".....
at hans rolle i sagen alene har været at medvirke til, at køretøjet blev formidlet fra ejeren i England til køberen i Sverige, jfr. den købsaftale, der fremlægges som bilag 5.
Det bestrides derfor, at han – som alene optrådte efter instruks fra sin far som en ”transitstation”, der var en del af hans arbejde som autohandler – kan anses som ejer af køretøjet, herunder kan gøres ansvarlig for betaling af dansk registreringsafgift, respektive hæftelse herfor.
Når Skatteankestyrelsen således lægger vægt på, at sagsøger har handlet på en sådan måde, at man med rette har kunnet anse ham for at være ejer af køretøjet, bestrides denne vurdering derfor.
Den omstændighed, at han har kørt i køretøjet som mellemmand ændrer ikke herpå, hvorved det ordentligvis bestrides, at køretøjet er taget i brug her i landet, da det kun kortvarigt og erhvervsmæssigt har været anvendt, hvortil kommer at sagsøgte som en bindende og begunstigende forvaltningsakt da også undlod at skride til beslaglæggelse af køretøjet, da det blev stoppet d. 07.08.2014.
Det bestrides, at man kan anfægte dokumentet, hvorved køretøjet er blevet handlet, jfr. sagens bilag 3, selvom betaling først – som ganske normalt – ville ske ved levering.
Det bestrides således samlet, at sagsøgte har løftet bevisbyrden for, at man kan anse sagsøger for at være ejer af køretøjet.
Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende,
at sagen under alle omstændigheder som følge af tvivl om forløbet i forbindelse med ”flytning” af køretøjet fra England via Tyskland til Danmark (og videre til rette modtager i Sverige) bør hjemvises til videre undersøgelse i SKAT......"
Skatteministeriet har i påstandsdokument af 5. juni 2018 gjort gældende: ".....
at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt og dermed registreringsafgiftspligtigt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., da køretøjet er taget i brug på færdselslovens område af sagsøgeren, der er ejer af køretøjet og har bopæl her i landet. Sagsøgeren skal derfor betale registreringsafgift i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens afgørelse af 29. maj 2017 (bilag 2).
Der er tale om et luksuskøretøj i form af en Audi til en nypris på kr. 3.570.713,- med tillæg af ekstraudstyr for ca. kr. 42.976. Da køretøjet blev benyttet i Danmark, var der gået to år siden dets førstegangsregistrering, og det havde kørt 15.395 km den 7. august 2014.
Køretøjet er observeret flere gange fra den 7. august 2014 til den 18. august 2014 i sagsøgerens besiddelse, ligesom han førte køretøjet i Y4-By og omegn, lagde billeder op på Facebook af sig selv og køretøjet, var i besiddelse af nøgler til køretøjet, original registreringsattest mv. Køretøjet blev desuden opbevaret i sagsøgerens garage. Da sagsøgeren den 18. august 2012 blev antruffet af politiet i forbindelse med beslaglæggelse af køretøjet, havde sagsøgeren nøglen til køretøjet i sin bukselomme. Der er ikke fremlagt dokumentation for en bagvedliggende aftale, der knytter sagsøgeren til brug/lån af bilen eller aftale om klargøringsbehov, opbevaring, aflevering eller lignende. Det fremgår således ikke af sagens omstændigheder, hvorfor eller under hvilke vilkår køretøjet var i hans besiddelse, ligesom det ikke er godtgjort, hvor længe køretøjet skulle være i hans besiddelse.
Disse momenter understøtter, at sagsøgeren er ejer af køretøjet.
Sagsøgeren har forklaret, at køretøjet har været ført af en anden person ved flere lejligheder. Politiets efterforskning har vist, at den af sagsøgeren navngivne person ikke er registreret i nogen af Politiets databaser. Denne forklaring er derfor udokumenteret.
Der er fremlagt diverse dokumenter om en købsaftale vedrørende køretøjet (bilag 3). Købsaftalen mangler almindelige vilkår mellem parter, der ikke kender hinanden, navnlig: hvordan eller hvor levering af køretøjet skulle ske, hvordan købesummen skulle betales, hvilken forsikring bilen havde og vilkår om registreringsafgift i forbindelse med eksport fra England/Tyskland til Sverige.
Der har i den forbindelse ikke været nogen henvendelser til SKAT fra den person, der sidst har været registreret som ejer af køretøjet i England. Sag søgte har endvidere noteret sig, at vedkommende end ikke føres som vidne under hovedforhandlingen. Den person, der angiveligt skulle have købt bilen for $ 40.000, kontaktede først SKAT 21 måneder efter (bilag 5), at købsaftalen angiveligt blev indgået, og 19 måneder efter, at levering af køretøjet angivelig skulle have fundet sted i henhold til en mundtlig aftale.
Under hensyntagen til køretøjets værdi og type, sagsøgerens observerede råden over køretøjet, den manglende henvendelse fra den senest registrerede ejer og den sene henvendelse fra ”køberen” sammenholdt med de manglende almindelige aftalevilkår om leveringstidspunkt, leveringssted, betalingsform, forsikringsoplysninger og registreringsoplysninger må det lægges til grund, at der ikke er realitet bag den fremlagte købekontrakt.
Det er derfor ikke godtgjort, at en anden end sagsøgeren skulle være ejer af køretøjet.
Efter den dagældende registreringsbekendtgørelse § 7, stk. 1, registreres et køretøj som udgangspunkt kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet. Sagsøgeren er registreret i Det Centrale Person Registrer med bopæl her i landet (bilag A), og sagsøgeren har derfor bopæl her i landet, jf. dagældende § 8, stk. 1.
Sagsøgeren har ikke bestridt, at køretøjet er taget i brug her i landet. Sagen angår derfor alene spørgsmålet om sagsøgerens ejerskab til køretøjet. Sagsøgeren er under sagens forberedelse blevet opfordret til at oplyse, om sagsøgeren er enig heri. Da denne opfordring ikke er besvaret, bemærkes nedenstående angående ibrugtagningen af køretøjet her i landet.
Efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., skal der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer. Efter lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, skal køretøjer forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område. Det fremgår også af registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
I U2016.507H fastslog Højesteret, at tre kørsler i en Ferrari var tilstrækkeligt til at anse køretøjet for taget i brug på færdselslovens område. Kørslerne havde samlet haft en distance på omtrent 500 km og kunne derfor ikke anses for at være bagatelagtige. Der blev herved også lagt vægt på, at kørslerne ikke var nødvendige af hensyn til reparation, salg eller lignende.
I SKM2012.705.ØLR anså landsretten en kørsel på ca. 348 km i Danmark som ibrugtagning med den følge, at ejeren hæftede for registreringsafgiften, jf. registreringslovens § 20, stk. 1.
Efter politiets observationer af det omhandlede køretøj er der ikke tvivl om, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, jf. færdselslovens § 1. Da sagsøgeren blev stoppet af politiet første gang, og frem til køretøjet blev beslaglagt, var der forløbet 11 dage, og køretøjet havde i perioden kørt ca. 306 km på flere kørsler. Der er endvidere en formodning for, at køretøjet fortsat skulle anvendes i den følgende periode. Det støttes eksempelvis af, at sagsøgeren havde nøglen til køretøjet i sin bukselomme, da bilen blev beslaglagt den 18. august 2014.
Køretøjet har derfor været taget i brug i et ikke bagatelagtigt omfang. Sagsøgeren har forklaret, at kørslen var erhvervsmæssigt begrundet.
Ifølge registreringsbekendtgørelsens dagældende § 20, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, er kørsel i et udenlandsk køretøj på færdselslovens område berettiget uden afregning af dansk registreringsafgift, hvis en person med bopæl her i landet, der er beskæftiget i et automobilfirma, en automobilservicestation mv., fører køretøjet, og kørsel alene finder sted i forbindelse med køretøjets afhentning, udbringning, afprøvning, parkering, klargøring, afskibning eller hjemtrans- port.
Da sagsøgte gør gældende, at sagsøgeren er ejer af køretøjet, er køretøjet ikke ”udenlandsk”, jf. registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, jf. kapitel 4.
Allerede derfor kan sagsøgeren ikke begrunde afgiftsfritagelsen med værkstedskørsel, jf. § 20, stk. 1, jf. § 17, stk. 1.
Derudover falder flere af de af politiet observerede kørsler uden for bestemmelsens område. Herved henvises navnlig til, at besøg på café og kørslen kl. 04.03 den 9. august 2014, hvor politiet eftersatte køretøjet, ikke har den nævnte erhvervsmæssige karakter efter registreringsbekendtgørelsens § 20, stk. 1, jf. § 17, stk. 1 tværtimod.
For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Det gøres gældende, at sagsøgeren var ejer af køretøjet, da den blev taget i brug på færdselslovens område, og afgiftspligten indtrådte, jf. registreringsafgiftslo- vens § 1, stk. 1. Sagsøgeren hæfter derfor for afgiften af køretøjet som ejer heraf.
....."
Rettens begrundelse og afgørelse
Skatteankestyrelsen har i den for retten indbragte afgørelse, besluttet, at A er pligtig at betale registreringsafgift med 1.048,291 kr. Ved vurderingen heraf har Skatteankestyrelsen lagt til grund blandt andet, at A er ejer af køretøjet, og at køretøjet i fornødent omfang har været anvendt på færdselslovens område.
A har under sagen gjort gældende blandt andet, at han ikke er ejer af køretøjet, men at køretøjet efter en aftale mellem A´s far og AR blot skulle opbevares hos A, indtil at AR på et ikke-fastsat tidspunkt kom til Danmark fra udlandet. Til den tid skulle AR transportere bilen videre til Sverige, idet bilen var solgt til SM.
Det er ubestridt under sagen, at A indtil flere gange har benyttet bilen til privatkørsel. Det er endvidere ubestridt, at A på sin Facebook-side har uploadet billeder af sig selv og bilen i private henseender, og på Facebook klart givet udtryk for, at bilen var hans egen.
A har fremlagt en købsaftale, dateret den 9. juni 2014, hvorved bilen efter sigende skulle være solgt af en person ved navn MY til SM. A har ikke nærmere kunnet redegøre for omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse. Dertil kommer, at SM har forklaret i retten under strafansvar, at han ikke har udfyldt købekontrakten (ekstrakten side 54), at underskriften på købekontrakten ligner hans, og at han ikke erindrer at have skrevet under på kontrakten. Direkte adspurgt forklarer han, at han ikke er ejer af bilen.
På ovenstående baggrund finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens vurdering af, at A anses som ejer af bilen, og at bilen i fornødent omfang er taget i brug på færdselslovens område. Betingelserne for at pålægge A at svare registreringsafgiften på 1.048.291 kr. som størrelsesmæssigt ikke er bestridt er derfor opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og registreringslovens § 20, stk. 1.
Skatteministeriets frifindelsespåstand til herefter til følge.
På grund af sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne fastsættes til 88.000 kr. med tillæg af moms, 22.000 kr., i alt 110.000 kr., med renter som nedenfor bestemt.
Sagsomkostningerne udgør Skatteministeriets rimelige udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen heraf har retten lagt vægt på sagens økonomiske værdi sammenholdt med landsretspræsidenternes vejledende salærtakster i civile proceduresager, samt sagens omfang i øvrigt, herunder at sagen var berammet til hovedforhandling til afholdelse allerede den 19. juni 2018, som dog blev aflyst ved hovedforhandlingens start som følge af oplysninger om, at sagsøgeren var syg.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Skatteministeriet frifindes.
A betaler inden 14 dage sagsomkostninger til Skatteministeriet med 110.000 kr.