Byrets dom af 12. januar 2005 i sag 4C-5391/2004

SKM2005.72.BR

Relaterede love

Relaterede retsområder

Resumé

I sagen havde sagsøgerne nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende at være erstatningsansvarlig for tab, som sagsøgerne havde lidt som følge af ambi-lovgivningen. Skatteministeriet gjorde bl.a. gældende, at kravet var forældet, hvilket spørgsmål blev udskilt til særskilt afgørelse. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at erstatningskrav opstået som følge af vedtagelse af regler i strid med EU-retten, som anført af sagsøgerne, ikke skulle være omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5. Herefter fandt retten, at sagsøgernes erstatningskrav var forældet på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

København Byrets deldom
af 12. januar 2005
4C-5391/2004

Parter

H1 v/A og B

mod

Skatteministeriet, Departementet

Under denne sag, der er anlagt den 30. april 2004 har sagsøgerne, H1 v/A og B, nedlagt påstand

dels	om, at sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, dømmes til at betale sagsøgerne kr. 100.000 med tillæg af renter fra de respektive betalingstidspunkter, af det tab, som det indenlandske køb medførte ved AMBI-forholdene og

dels	at sagsøgte tilpligtes at anerkende at være erstatningspligtig for tab, herunder yderligere rentetab, som sagsøgerne har lidt ved konsekvenserne af AMBI-forholdene og ved følgerne af, at sagsøgerne ikke har kunnet råde over pengene fra de successive uretmæssige indbetalinger/belastninger fra 1. januar 1988 til sagen sluttes.

Sagsøgte har overfor påstand 1 påstået frifindelse og overfor påstand 2 påstået frifindelse, subsidiært afvisning.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstandene blandt andet anført, at sagsøgernes erstatningskrav er forældede.

Sagsøgerne har overfor dette anbringende nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til at anerkende, at sagsøgernes erstatningskrav, der foreløbigt er opgjort til kr. 100.000, der støttes på, at sagsøgerne gør gældende, at det foreløbigt opgjorte tab er en adækvat følge af, at lov nr. 840 af 8. december 1987 blev vedtaget og blev ophævet ved lov nr. 891 af 21. december 1991, ikke omfattes af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer § 1, stk. 1, nr. 5.

Sagsøgte har her overfor påstået frifindelse.

Spørgsmålet om forældelse er i medfør af retsplejelovens § 253 stk. 1, udskilt til særskilt domsforhandling.

Dommen er i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, affattet uden fuldstændig sagsfremstilling.

Sagsfremstilling

H1 ApS under stiftelse anlagde den 28. juli 1998 sag mod sagsøgte om tilbagebetaling af ambi. Den 6. december 2001 tilbagebetalte sagsøgte 360.000 kr. med tillæg af renter til sagsøgerne. Den 12. december 2001 udbetalte sagsøgte yderligere 455.000 kr. med tillæg af rente til sagsøgerne, hvorefter sagen var forligt, og retten traf afgørelse om sagsomkostninger.

Procedure

Sagsøger har til støtte for påstanden i påstandsdokumentet anført:

"Anbringender

Ved et forlig bekræftet af sagsøgte 11. december 2001 fik sagsøgerne tilbagebetalt ambi med kr. 455.000,00, efter at der tidligere, jf. bilag C, var udbetalt kr. 360.000,00. Sagsøgerne modtog således refusion af ambi med kr. 815.000,00. Det fremgår af sagsøgernes stævning, at disse i perioden 1988/1989 - 1990/1991 har haft et indenlandsk køb stort kr. 23.148.000,00. Sagsøgerne gør gældende, at som en konsekvens af vedtagelsen af ambi-lovgivningen forringedes markedsvilkårerne i Danmark i så betydelig grad, at slagterierne forøgede sagsøgernes indkøbspriser med 2,5% af købet kr. 23.148.000,00, mens slagterierne samtidig sænkede priserne som en følge af ambi-lovgivningen på indenlandske varer. Herved blev, som det fremgår af bilag 5, sagsøgernes dækningsbidrag for 1988 betydeligt forringet i forhold til tiden forinden, ambi-lovgivningen blev vedtaget, og de indtjenings- og likviditetsmæssige konsekvenser for sagsøgerne heraf har medført tab, der foreløbigt af sagsøgerne er opgjort til kr. 100.000,00.
Sagsøgerne gør gældende, at det krav, som disse har rejst imod sagsøgte, ikke omfattes af forældelsesloven fra 1908 § 1, stk. 1, nr. 5, fordi der ikke er tale om, at der er forvoldt en skade ved et erstatningsforpligtende forhold i lovens forstand.

Sagsøgernes krav rejses som følge af, at den af Folketinget og Kongen vedtagne lov nr. 840 af 18. december 1987 ved EF-domstolen af 31. marts 1992 er anset for at være i strid med 6. moms-direktivs artikel 33. Det er dette forhold, der danner grundlag for sagsøgernes krav, og der er ikke tale om et erstatningskrav rejst efter dansk rets almindelige erstatningsregler, som ikke finder anvendelse på vedtagelse af den danske lovgivning. Om sagsøgerne har et erstatningskrav beror derfor på selvstændige overvejelser hos domstolene, som hverken støttes på culpabetragtninger eller på overvejelser om objektivt ansvar, men på et helt selvstændigt retsgrundlag, om den danske stat kan tilpligtes at betale erstatning ved en lovgivning, der strider imod EU-retten."

Sagsøgte har i påstandsdokumentet anført:

"Sagsøgtes hovedanbringender

Det gøres helt overordnet gældende, at sagsøgernes erstatningskrav er forældet i henholdt til 1908-loven.

Sagsøgernes krav er formuleret som et erstatningskrav, hvorfor det gøres gældende at kravet er omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5. Det er fastslået i retspraksis, at bestemmelsen omfatter offentlige myndigheders skadegørende handlinger.

Den 5-årige forældelsesfrist for erstatningskrav regnes fra det tidspunkt, hvor den ansvarspådragende handling blev foretaget, jf. 1908-lovens § 2. Sagsøgernes krav vil herefter som udgangspunkt være blevet forældet i perioden mellem 1993 og 1996, da de skadegørende handlinger bestod af sagsøgtes opkrævninger af ambi i perioden mellem 1988 og 1991.

Det fremgår imidlertid af cirkulære nr. 104 af 26. juni 1992, at staten accepterede, at forældelsesfristen for erstatnings- eller tilbagebetalingskrav først skulle løbe fra tilbagebetalingslovens ikrafttræden den 22. maj 1992.

På den baggrund gøres det gældende, at sagsøgernes påståede erstatningskrav blev forældet den 22. maj 1997.

Sagsøgernes påståede erstatningskrav var følgelig forældet på tidspunktet for indgivelsen af stævningen i april 2004."

Rettens bemærkninger

Sagsøgernes krav er formuleret som et erstatningskrav opstået som følge af, at EF-Domstolen anså ambi-lovgivningen for at være i strid med EU-retten.

I EF-Domstolens dom af 2. december 1997 C-188/95 (Fantask A/S), anføres i præmis 49, at forældelsesfristen på 5 år i dansk ret anses for rimelig. Dommen vedrørte et tilbagesøgningskrav.

Efter lov om behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag § 1 afgøres det efter dansk rets almindelige regler, om og i givet fald i hvilket omfang der består krav på tilbagebetaling eller erstatning.

Det er antaget i retspraksis og i teorien, at offentlige myndigheders skadegørende handlinger er omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Retten finder ikke grundlag for at antage, at erstatningskrav opstået som følge af vedtagelse af regler i strid med EU-retten, som anført af sagsøgerne, ikke skulle være omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1. nr. 5.

Efter cirkulære nr. 104 af 26. juni 1992 bestemmes, at forældelsesfristen for erstatnings- og tilbagebetalingskrav først løb fra tilbagebetalingslovens ikrafttræden den 22. maj 1992. Fristen for sagsanlæg udløb således den 22. maj 1997. Stævningen er indleveret den 30. april 2004.

På denne baggrund var sagsøgernes forældet, på tidspunktet for stævningens indgivelse jf. 1908-loven § 1, stk. 1, nr . 5, hvorfor sagsøgte frifindes for den af sagsøgerne nedlagte påstand.

I lighed med fast retspraksis på ambi-området ophæves sagens omkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, frifindes for de af sagsøgerne, H1 v/ A og B, nedlagte påstande.

Sagens omkostninger ophæves.