Byrets dom af 10. april 2017 i sag BS 16-1066/2016

Parter

A

(v/Adv. Christian Parbo)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Sune Riisgaard v/Adv. Fm. David Staun)

Afsagt af byretsdommer 

Jan Strange

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 29. juni 2016. Sagen drejer sig om, hvorvidt en række beløb indgået på As bankkonto i 2008 til 2010 er skattepligtig indkomst eller udbetaling af lån. Endvidere drejer sagen sig om, hvorvidt Skatteministeriet har været berettiget til ekstraordinært at genoptage skatteansættelsen for 2008 under henvisning til, at A har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

A har nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for indkomstårene

2008 nedsættes med 222.760,00 kr.

2009 nedsættes med 89.505,00 kr. og

2010 nedsættes med 151.760 kr.

Han har subsidiært påstået skatteansættelsen for 2008 til 2010 hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 11. april 2016 følgende afgørelse:

"...

Faktiske oplysninger

SKAT har i forbindelse med projekt Money-Transfer modtaget oplysninger om, at klageren i 2008, 2009 og 2010 har modtaget følgende beløb fra selskaberne G1 og G2, der er hjemmehørende i henholdsvis Y3-land og Y4-land:

2008

De første 7 overførsler fra G1 vedrører i henhold til teksten på bankoverførslen kommission, mens resten af overførslerne fra G1 og G2. er betegnet som lån.

2009

2010

Klager har den 15. december 2006 indgået en rammeaftale med G2 om lån på op til 900.000 kr. Selskabet har hjemsted i Y4-land og har postadresse i Y3-land. Det fremgår af aftalen, at klageren kan låne op til 900.000 danske kr. Lånet forrentes med en årlig rente på 2 % p.a. regnet fra udbetalingstidspunktet. Renten tilskrives og forrentes først ved lånets tilbagebetaling den 1. januar 2017. Det fremgår endvidere af rammeaftalen, at lånet ydes i takt med, at behov for likviditet opstår hos klageren over en periode på max. 5 år.

Lånet er uopsigeligt fra kreditors side indtil 1. januar 2017, hvor det automatisk forfalder til fuld indfrielse inkl. renter, medmindre debitor på et tidligere tidspunkt indleder salgsforhandlinger om sin bopæl, hvorved gælden forfalder til betaling i forbindelse med handlens effektuering. Fra debitors side kan gældsbrevet til enhver tid indfries helt eller delvist med 1 dags varsel.

Rammeaftalen er underskrevet af klageren som debitor og af IB for G2 som kreditor.

G2 administreres og kontrolleres af IB, der har bopæl i udlandet. IB behersker endvidere selskabet. G1, der har hjemsted i Y3-land. IB var endvidere indehaver af agenturet for G3.

Det er oplyst, at klageren gennem en årrække har kendt IB. Klageren har på provisionsbasis skaffet kunder til IB, da denne drev virksomhed i Danmark.

Der er endvidere fremlagt en intern aftale af 3. januar 2012 om honorar, hvor det fremgår, at G2 betaler klageren et honorar på 1 % af det beløb, som en kunde starter med at investere. Af det beregnede honorar er 50 % anset for at gå til skattebetaling, mens 50 % af den anden halvdel tilbageholdes af G2 v/IB som afdrag på lånet. Klageren vil først modtage provision fra salget, når kunden har betalt forsikringspræmien i 3 år.

Klageren har oplyst, at årsagen til at der først sker udbetalinger fra 2008 skyldes, at klageren indtil 2008 havde egne midler.

Klageren har endvidere oplyst, at han ikke har udført arbejdsydelser for G2 indtil 31. december 2011. 3. januar 2012 indgik han aftale med G2 om, at han skulle finde potentielle kunder for et investeringsfirma, som firmaet havde aftale med.

Den 15. februar 2012 blev der oprettet et gældsbrev mellem klager og G2 på 900.000 kr. Vilkårene i gældsbrevet er identiske med vilkårene i rammeaftalen. Gældsbrevet er udelukkende underskrevet af klageren.

SKAT har anset de modtagne beløb for lønindkomst og forhøjet indkomsten for 2008, 2009 og 2010 med henholdsvis 222.760 kr., 89.505 kr. og 151.760 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse.

Som det fremgår af praksis, jf. afgørelserne i SKM2010.500.BR, SKM2011.81.BR og SKM2011.97.HR, stilles der strenge krav til klagers bevisbyrde for, at der eksisterer et reelt låneforhold og, at der ikke er tale om skattepligtig indkomst, når der foreligger usædvanlige omstændigheder.

På det foreliggende grundlag anses de modtagne beløb for skattepligtig indkomst jf., statsskattelovens § 4.

Efter en samlet vurdering anses der ikke at foreligge et reelt låneforhold mellem klager og G2. Der er herved henset til det foreliggende materiale, herunder at rammeaftalen er indgået i 2006 på meget usædvanlige vilkår og selve gældsbrevet er udfærdiget efterfølgende i februar 2012, samt til beløbsstørrelsen på lånet, forrentningen, tilbagebetalingsaftaler m.v.

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at forhøjelserne nedsættes til 0 kr.

Lånet kan ikke tilsidesættes og der er ikke skærpet beviskrav fra klagerens side.

Lånet er lavet efter ganske almindelig dansk aftaleret og lån er almindeligvis billigere i udlandet end i Danmark.

Denne rammeaftale kan betegnes som en trækningsret, svarende til en kassekredit.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, 6 og 6 B. Klageren har ikke pligt til at føre regnskab.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort, at indsætningerne på klagerens bankkonto vedrører successive udbetalinger på et lån fra IB, først via selskabet G1 og efterfølgende via G2. Lånevilkårene anses at være meget usædvanlige. Der er bl.a. henset til at der ikke er stillet sikkerhed for lånet, at der ikke er aftalt en tilbagebetalingsprofil, samt at der ikke betales renter løbende. Landsskatteretten finder derfor, at der påhviler klageren et skærpet krav om bevisførelse. Landsskatteretten finder ikke, at klageren har løftet denne bevisbyrde og anser derfor indsætningerne for skattepligtig indkomst jf., statsskattelovens § 4.

..."

Af udskrift af 12. august 2016 fra Statistikbanken fremgår, at renten på en 10-årig statsobligation ifølge Danmarks Nationalbank i december 2006 udgjorde 3,89 % p.a.

Af R75 udskrifter fra SKAT vedrørende As skatteoplysninger fremgår, at han i 2008 og 2009 havde selvangivet et overskud ved selvstændig virksomhed på henholdsvis 104.511 kr. og 25.544 kr. og i 2009 et underskud ved selvstændig virksomhed på 15.848 kr.

Af skatteoplysningerne fremgår endvidere, at A ikke havde oplyst om gæld til G2.

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet smed. På grund af krom- og nikkeleksem kom han under revalidering, hvor han gik på handelsskole og derefter fra 2003-2005 læste til finansøkonom. I studieperioden levede han af revalideringsydelse. Han boede på samme adresse, hvor han fortsat bor. Han fik erstatning svarende til en méngrad på 15 % og fik i 2005 udbetalt 700.000-800 .000 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne.

I den periode, hvor han studerede, mødte han IB. De mødte hinanden enten hos venner eller på en ferie. De snakkede godt sammen: De mødes stadig privat. De indgik en rammeaftale om et lån på 900.000 kr. Beløbet kunne også have været større eller mindre, for han vidste ikke, hvor meget han fik brug for. Han havde behov for lånet, fordi det var svært for ham at finde arbejde. IB kunne godt se et potentiale i ham og kunne godt lide ham. Derfor ville han godt give ham et lån på de aftalte vilkår. Renten på 2 % pr. år blev fastsat af IB. De snakkede lidt frem og tilbage om, hvad der var en rimelig rente. Det endte med at være en god forretning for IB for efter finanskrisen gav statsobligationer en negativ rente.

Han kunne trække på lånet, hvis han fik brug for det, for at få sin daglige økonomi til at hænge sammen. Han fik heldigvis ikke brug for hele beløbet. Han levede af sin erhvervsevnetabserstatning indtil 2008. Derefter havde han behov for at benytte sig af rammeaftalen. Han vurderede selv sit likviditetsbehov og gav besked til IB, når han skulle bruge penge. Han kunne godt bede om udbetaling for en periode, hvis han kunne forudse, at han skulle bruge det samme beløb i nogle måneder i træk. Han havde ikke anden indtægt i 2008, heller ikke kontanthjælp. Efter låneudbetalingerne ophørte, har han haft indtægter fra forskelligt konsulentarbejde.

IB ejer alle de selskaber, der har foretaget overførelserne til hans bankkonto. Han selv var ligeglad med, hvorfra pengene kom. Han bemærkede ikke, at der på de første udbetalinger stod teksten kommission. Da han senere opdagede det, kontaktede han IB, som fik sit kontor til at rette fejlen. Han har aldrig arbejdet for nogen virksomhed, som IB har ejet. IB har ikke haft nogen aktiviteter i Danmark. Han kan derfor ikke se, hvordan han skulle kunne have arbejdet for ham.

I 2006 havde han tjent en årsløn alene på værdistigningen af sin bolig. Derfor var forventningen oprindeligt, at han ikke ville få nogen problemer med at tilbagebetale lånet. Imidlertid kom finanskrisen og huspriserne styrtdykkede. IB ville gerne have lidt større sikkerhed, og de indgik den nye låneaftale i 2012, hvor de aftalte, at hvis han indledte salgsforhandlinger om sin bolig, skulle han tilbagebetale det skyldige beløb. Låneaftalerne blev skrevet under hjemme hos ham. Vitterlighedsvidnerne på låneaftalen af 15. februar 2012 er dels IBs kæreste, og dels en person, der har lavet noget IT for IB på et tidspunkt.

Aftalen i rammeaftalen af 15. december 2006 om, at kreditor kunne lade lånedokumentet tinglyse, var en sikkerhed i tilfælde af, at de skulle komme på tværs af hinanden. Da de stadig er venner, har det ikke været nødvendigt at foretage tinglysning

Overskuddet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, som fremgår af hans årsopgørelse for 2008, stammer fra konsulentarbejde. Han havde opgaver for G4 i Y1-by og G5 i Y2-by. Dem arbejdede han også for i 2009 og 2010. Det gik ikke så godt i 2010, hvor han havde underskud. Han har ikke selvangivet gælden til G2., fordi der ikke var nogen renteudgifter. Når der ikke var renteudgifter, var der heller ikke nogen pligt til at selvangive noget.

I 2012 indgik han en aftale med IB om, at han skulle tage ud til virksomheder og få dem til at investere i IB's investeringsselskab. Halvdelen af hans honorar skulle være indtægter og den anden halvdel afdrage på gælden. Han kom imidlertid aldrig i gang med arbejdet. Virksomhederne havde hårdt brug for likviditet og havde svært ved at låne penge i bankerne.

Han har ikke fået udbetalt 900.000 kr., selvom det fremgår af gældsbrevet af 15. februar 2012, at han erkender at skylde beløbet. Gælden udgør kun de beløb, der fremgår af sagen, det vil sige i alt ca. 450.000 kr. Gældsbrevet fra 2012 var alene tænkt som en videreførelse af rammeaftalen.

Han har ikke indfriet gælden den 1.januar 2017. På grund af skattesagen har han ikke haft råd til at betale. Han har derfor aftalt med IB, at han kan vente med at betale gælden, til skattesagen er overstået. Når han skal, tilbagebetale lånet, vil han optage et lån i sit hus eller indgå en afdragsordning med IB.

Parternes synspunkter

A har til støtte for påstanden anført, at udbetaling af lån ikke er skattepligtig indkomst. Allerede fordi skattemyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for, at der er tale om skattepligtig indtægt, skal han have medhold. Hvis bevisbyrden pålægges ham, gøres det gældende, at bevisbyrden er løftet gennem hans forklaring og de fremlagte dokumenter. Det fremgår af retspraksis, at bevisbyrden for et gældsforhold kan løftes, uanset at der ikke foreligger en skriftlig låneaftale, at der ikke er aftalt en afviklingsdato, at der ikke er aftalt forrentning, og at der ikke er sket helt eller delvis indfrielse af lånet. Her foreligger der et lånedokument, som er et tungtvejende, bevis. Da der således er objektive forhold, der dokumenterer gældsforholdet, er bevisbyrden løftet.

Ved vurderingen af lånets vilkår skal der lægges vægt på, at der var en særlig baggrund for lånet i form af en arbejdsskade. IB ville gerne medvirke til at sikre As livsførelse. Derfor blev der indgået en aftale om et lån, der var uopsigeligt fra kreditors side, hvilket ikke i sig selv er usædvanligt. Det medfører ikke skattemæssige konsekvenser at aftale en lav rente. Renten på 2 % var en god forretning for IB, og var ikke i sig selv usædvanlig. At der står kommission på kontoudtoget medfører ikke, at de udbetalte beløb faktisk var kommission. A har forklaret, at der var tale om en fejl, som han fik rettet, og at han ikke har ydet nogen form for arbejde for IB. På aftaletidspunktet forventede begge parter at værdien af As ejendom ville stige fremadrettet, således at han kunne tilbagebetale lånebeløbet. Han har haft en dialog med IB og faet henstand med hensyn til tilbagebetalingen.

Skatteansættelsen for 2008 kan kun genoptages, hvis A har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Det fremgår af retspraksis, at der skal være tale om en kvalificeret og positiv fejl, før det kan anses for groft uagtsomt. As egne forudsætninger for at vurdere, om beløbene skulle selvangives, skal lægges til grund. Hans uddannelsesmæssige baggrund gør ham ikke til særligt kyndig indenfor skattemæssige forhold. Da han er i besiddelse af dokumenter om gældsforholdet, og da dette er opstået på baggrund af et sygdomsforløb, har A ikke handlet groft uagtsomt. Det er ikke i sig selv groft uagtsomt at modtage penge fra et selskab i udlandet, særligt ikke når det sker på baggrund af en skriftlig rammeaftale.

Til støtte for den subsidiære påstand har A anført, at i hvert fald dele af de modtagne beløb skal anses for lån. Kategoriseringen heraf bør ikke foretages af retten, men af skattemyndighederne.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden anført, at det er med rette, at A er blevet beskattet af de beløb, der er overført til hans bankkonto. Det er op til A at godtgøre, at beløb, der indgår på hans konto, ikke er indtægt. Hans egen forklaring er ikke nok til at løfte bevisbyrden, når den ikke er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Han har løbende modtaget betydelige beløb fra udenlandske selskaber i tre forskellige skattelylande. Beløbene fremtræder som indtægt, og det følger af Højesterets praksis, at skatteyderen skal bevise, at der er tale om udbetaling af lån. Bevisbyrden kan kun løftes, hvis det bestyrkes af objektive kendsgerninger, herunder indholdet af låneaftalen og omstændighederne ved låneoptagelsen.

De vilkår, der er aftalt for lånet, indebærer, at rammeaftalen i sig selv ikke er nok som bevis. Det samme gælder gældsbrevet, der angiveligt skulle vedrøre samme låneforhold. Der er en afgørende forskel mellem de to dokumenter, idet den første er en form for kassekreditaftale og den anden et gældsbrev med en ensidig erklæring om at skylde et bestemt beløb. Efter As egen forklaring skal det andet lånedokument ikke tages for pålydende. Det er således et gældsbrev uden realitet, hvis hans forklaring lægges til grund. Når parternes gældsbrev fra 2012 ikke er en realitet har det formodningen imod sig, at rammeaftalen fra 2006 er en realitet. Rammeaftalen fra 2006 indeholder meget usædvanlige vilkår, idet, der er tale om en trækningsret på op til 900.000 kr. uden nogen krav om sikkerhed, idet lånet først skulle indfries ti år efter, og idet der også først på det tidspunkt skulle tilskrives renter. På trods af de gunstige betingelser er lånet ikke tilbagebetalt. Parterne har således ikke ageret i overensstemmelse med lånevilkårene. Bevisbyrden for, at lånet er en realitet, er derfor ikke løftet.

Omstændighederne ved udbetaling af lånene, som udbetales af forskellige selskaber, har også betydning. Det er udokumenteret, at IB kontrollerer selskaberne. Kun for så vidt angår en indbetaling er det dokumenteret, at den kommer fra det selskab, som er kreditor. At IB ikke har afgivet forklaring skal komme A bevismæssigt til skade.

Hvis retten lægger til grund, at A ikke har godtgjort, at det udbetalte beløb er et lån, kan retten også lægge til grund, at han har realiseret en skattepligtig indtægt, som ikke er selvangivet. Han har således handlet i hvert fald groft uagtsomt, og den ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 er dermed berettiget. A kan ikke påberåbe sig ukendskab til loven eller retsvildfarelser.

Rettens begrundelse og afgørelse

Overførslerne af beløb til A er sket fra forskellige selskaber i skattelylande. Kun en af de i alt 24 overførsler er sket fra G2, som A har indgået rammeaftalen af 15. december 2006 med. De første 7 overførsler fremtræder som indtægt, idet de ifølge betalingsoplysningerne vedrører kommission. På denne baggrund påhviler der A en skærpet bevisbyrde for, at de beløb, som er indsat på hans konto, ikke er skattepligtig indtægt.

A har henvist til, at både rammeaftalen af 15. december 2015 og gældsbrevet af 15. februar 2012 er udtryk for en aftale om en trækningsret på op til 900.000 kr., som han har indgået med en bekendt, IB, som gerne ville hjælpe ham økonomisk.

Vilkårene i de to lånedokumenter er usædvanlige. De vedrører begge et beløb på 900.000 kr., som forrentes med en meget lav rente på 2 % p.a. på trods af, at lånet eller lånene er ydet uden sikkerhed. Gælden var uopsigelig for kreditor. Det skyldige beløb skulle ikke løbende afdrages, og der skulle ikke løbende tilskrives renter, men hele gælden inklusiv renter skulle betales den 1.januar 2017. Gældsbrevet af 15. februar 2012 er efter As forklaring ikke udtryk for, at han skylder det anførte beløb. Endvidere har A ikke indfriet gælden som aftalt. Dokumenterne kan på denne baggrund ikke anses som bevis for et gældsforhold.

På denne baggrund har A ikke alene ved sin egen forklaring, som ikke i tilstrækkelig grad bestyrkes af objektive kendsgerninger, løftet bevisbyrden for, at der er tale om et reelt gældsforhold.

I betragtning af de usædvanlige vilkår i rammeaftalen af 15. december 2006 sammenholdt med, at en der af de i 2008 overførte beløb fremtræder som kommission, at beløbene udbetalt i 2008 ikke er overført fra det selskab, som er kreditor ifølge rammeaftalen om lån, og at de involverede selskaber har hjemsted og adresse i skattelylande, har Skatteministeriet løftet sin bevisbyrde for, at A har handlet i hvert fald groft uagtsomt. Den ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 var derfor berettiget.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af As skattepligtige indkomst for 2008, 2009 og 2010, og retten tager Skatteministeriets påstand til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningsbeløbet fastsættes med udgangspunkt i sagsgenstandens værdi og under hensyntagen til sagens enkle karakter og hovedforhandlingens korte varighed til 30.000 kr. til dækning af udgiften til advokatsalær inkl. moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A til Skatteministeriet betale 30.000 kr. i sagsomkostninger. Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-6532758&docId=dom-lsr-13-6532758-full