Byrets dom af 09. juni 2011 i sag BS 150-1594/2008

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H.C.Vinten)

Afsagt af byretsdommerne

Flemming Schønnemann, Britt Falster Klitgaard og Martin Nyvang

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har deltaget tre dommere i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3.

Sagen er anlagt den 4. juli 2008 og angår transaktioner med optagelse af et lån i en bank i Luxemborg, F1 bank, og anvendelse af låneprovenuet til køb af danske skatkammerbeviser, der skattemæssigt er blevet tilsidesat.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om:

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

I 2002 solgte sagsøgers ægtefælle en ejendom beliggende i England. Salget medførte for ægtefællen en skattepligtig avance på 8.830.342,00 kr. i form af genvundne afskrivninger og ejendomsavance. På denne baggrund foretog sagsøger de under denne sag omstridte transaktioner, der isoleret set medfører en højere skattepligtig indkomst for sagsøger. Formålet med transaktionerne var at reducere skatten af ægtefællens indkomst hidrørende fra salget af ejendommen i England fra ca. 59 % til ca. 30 % svarende til den skat, som ægtefællen skulle betale af beløbet ved opsparing i virksomhedsordningen. Den samlede skattebesparelse ved arrangementet er af skattemyndighederne opgjort til 4.262.249,81 kr.

Sagsøgers transaktioner bestod nærmere af følgende:

Ved låneaftale dateret den 18. december 2002 optog sagsøger et lån hos banken F1 bank, Luxembourg. Af låneaftalens punkt 1 fremgår, at lånet skulle udbetales til overkurs på 131,057 %, samt at lånet skulle forrentes med en pålydende rente på 99 %. Videre fremgår det af låneaftalens punkt 1, at de tilskrevne renter forfaldt den 1. maj 2003, samt at sagsøger som låntager skulle betale 370.726,40 kr. i "Borrower contribution". Der var således tale om et overkurslån.

Af låneaftalens punkt 2 fremgår, at låneprovenuet ikke skulle overstige 39.275.000 kr.

Af låneaftalens punkt 3 fremgår det, at formålet med låneaftalen var at finansiere sagsøgers køb af nominelt 40 mio. kr. danske skatkammerbeviser med udløb den 1. maj 2003 eller andre værdipapirer, som kunne indkøbes med bankens accept.

Af låneaftalens punkt 5 fremgår det, at banken forpligtede sig til at udbetale lånet før den 30. december 2002. Enhver meddelelse om udbetaling var uigenkaldelig, og låntager var forpligtet til at hæve lånet i overensstemmelse med en sådan meddelelse.

Af låneaftalens punkt 7 fremgår det, at der på lånet ville blive beregnet renter i perioden fra den 30. december 2002 til den 1. maj 2003, samt at rentebeløbet forfaldt den dag, hvor lånet skulle indfries.

Af låneaftalens punkt 10 fremgår det, at sagsøger som låntager forpligtede sig til at tilbagebetale lånet i ét beløb den 1. maj 2003, og af låneaftalens punkt 11 fremgår det, at sagsøger som låntager var afskåret fra at beslutte en førtidig indfrielse af lånet.

Af låneaftalens punkt 16 fremgår det, at banken til sikkerhed for lånebeløbet samt påløbne renter mm. skulle have sikkerhed som 1. prioritet i kontonr. ... hos banken i henhold til særskilt indgået pantsætningsaftale.

Ifølge en samtidig indgået pantsætningsaftale pantsatte A indestående samt alle de værdipapirer, som ville blive deponeret på kontonr. ... til sikkerhed for det optagne lån hos F1 bank.

Den 27. december 2002 fik sagsøger udbetalt lånet af F1 bank, og af kontoudtog for kontonr. ... fremgår, at lånebeløbet udgjorde 39.253.274 kr. Henset til, at lånet som anført blev udbetalt til overkurs 131,057 %, svarer det til, at det nominelle lånebeløb udgjorde (39.253.274 kr.: 1,31057) = 29.951.299,05 kr.

Sagsøger realiserede ved udbetalingen af overkurslånet dermed en kursgevinst på (39.253.274 kr. - 29.951.299 kr.) = 9.301.945 kr.

Af kontoudtog og handelsbekræftelse dateret den 27. december 2002 fremgår, at det udbetalte lånebeløb på 39.253.274 kr. samme dato - dvs. den 27. december 2002 - blev anvendt af sagsøger til at erhverve de for 40 mio. kr. danske skatkammerbeviser til kurs 99,063356 svarende til en købesum på 39.625.342,40 kr. Skatkammerbeviserne blev deponeret på kontonr. ....

Da de erhvervede skatkammerbeviser udløb og blev indfriet den 1. maj 2003, blev der indsat 40.000.000 kr. på konto .... Sagsøgers konti hos F1 bank gik i nul, og sagsøger realiserede en kursgevinst på skatkammerbeviserne på 374.685 kr.

Landsskatteretten har den 25. april 2008 stadfæstet en afgørelse fra skatteforvaltningen, der for indkomståret 2002 nægtede at godkende selvangivet kursgevinst på 9.301.945 kr. i forbindelse med optagelse af lån og for indkomståret 2003 nægtede at godkende kursgevinst i forbindelse med indfrielse af værdipapirer, selvangivet med 374.658 kr., samt renteudgifter af lån, selvangivet med - 10.048.671 kr. I Landsskatterettens afgørelse hedder det bl.a.:

"...

Sagens oplysninger

Klagerens ægtefælle har deltaget som kommanditist i K/S G1, der har investeret i en ejendom beliggende i England. Ægtefællen har som kommanditist selvangivet ejendommens skattemæssige resultat, der siden anskaffelsen har været negativt, og er selvangivet som negativ udenlandsk indkomst. Den negative udenlandske indkomst er bragt til fradrag i den danske indkomstopgørelse.

Ejendommen blev solgt i 2002, og ægtefællens andel af genvundne afskrivninger og positiv ejendomsavance blev opgjort til 8.830.342 kr.

Ligeledes i 2002 købte ægtefællen værdipapirer på henholdsvis nominelt 19.350.000 euro og nominelt 2.900.000 euro. Der er tale om Treuhandanstalt-obligationer med en forrentning på 7,125 %. Værdipapirerne har en samlet kursværdi pr. 31. december 2002 på 163.705.815 kr. Ægtefællen har ved indkomstopgørelsen for 2002 fratrukket vedhængende renter på i alt 9.105.118 kr. og et kurstab på 276.136 kr.

Ægtefællens køb af værdipapirer blev finansieret ved optagelse af to valutalån på henholdsvis 20.728.687,50 euro og 2.892.375 euro i F2 Bank, Luxembourg.

Om lånet på 20.728.687,50 euro er oplyst, at det er udbetalt den 18. december 2002 med det formål at investere i Treuhandanstalt 7,125 % for nominelt 19.350.000 euro. Lånet, der forfalder til indfrielse den 29. januar 2003, forrentes med 4,765 % p.a. Renterne forudbetales, og der betales ikke låneomkostninger ved låneoptagelsen. Værdipapirerne lægges til sikkerhed for lånet.

Om lånet på 2.892.375 euro er oplyst, at det er udbetalt den 24. december 2002 med det formål at investere i Treuhandanstalt 7,125 % for nominelt 2.700.000 euro. Lånet, der forfalder til indfrielse den 29. januar 2003, forrentes med 5,15 % p.a. Renterne forudbetales, og der betales ikke låneomkostninger ved låneoptagelsen. Værdipapirerne lægges til sikkerhed for lånet.

Ægtefællens dispositioner med hensyn til salg af ejendom i England og låneoptagelse til køb af værdipapirer har ifølge skatteforvaltningens opgørelse medført følgende resultat:

Indkomståret 2002
Personlig indkomst	9.030.428 kr.
Kapitalindkomst	- 8.630.339 kr.
Ligningsmæssige fradrag	0 kr.
Skattepligtig indkomst	400.089 kr.
Indkomståret 2003
Personlig indkomst	469.817 kr.
Kapitalindkomst	10.890.332 kr.
Ligningsmæssige fradrag	0 kr.
Modregnet underskud fra ægtefælle	- 9.974.223 kr.
Skattepligtig indkomst	1.385.926 kr.

Den 18. december 2002 har klageren optaget et lån i F1 bank, Luxembourg, på højst 39.275.000 kr.

Af lånedokument fremgår, at lånet optages i danske kroner til en overkurs på 131,057 % med en rente på 99 % p.a. Lånebeløbet, der skal tilbagebetales den 1. maj 2003, forrentes i perioden 30. december 2002 - 1. maj 2003. Klageren skal betale et bidrag til banken på 370.726,40 kr. Formålet med lånet er at finansiere købet af nominelt 40.000.000 kr. "Danish t-bills" eller anden sikkerhed, der kan accepteres af banken.

Lånet blev anvendt til køb af danske skatkammerbeviser.

Klageren har i indkomståret 2002 selvangivet en kursgevinst på 9.301.945 kr., der er beregnet som forskellen mellem lånets nominelle værdi på 29.951.299 kr. og det udbetalte beløb på 39.253.274 kr., svarende til en overkurs på 131,057 %.

Klageren har i indkomståret 2003 fratrukket renteudgifter af lånet med 10.048.671 kr.

Klagerens dispositioner med hensyn til låneoptagelsen har ifølge skatteforvaltningens opgørelse medført følgende resultat:

Indkomståret 2002
Personlig indkomst	0 kr.
Kapitalindkomst	9.301.700 kr.
Ligningsmæssige fradrag	0 kr.
Skattepligtig indkomst	9.301.700 kr.
Indkomståret 2003
Personlig indkomst	- 300.000 kr.
Kapitalindkomst	- 9.674.223 kr.
Ligningsmæssige fradrag	0 kr.
Underskud modregnet i statsskat	9.974.223 kr.
Skattepligtig indkomst	0 kr.

Ægtefællernes samlede slutskat for indkomstårene 2002 og 2003 kan opgøres til 3.546.204,10 kr. Såfremt klageren ikke havde optaget lånet i F1 bank ville ægtefællernes samlede slutskat have udgjort 7.808.453,91 kr. Den samlede skattebesparelse ved optagelsen af nævnte lån har udgjort 4.262.249,81 kr.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår bl.a. af personskattelovens § 13, stk. 5, at ved overførsel efter stk. 2 eller 4 af underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af ægtefællernes skattepligtige indkomst og personlige indkomst i denne forbindelse bort fra personlig indkomst, der beskattes i udlandet og ikke her i landet.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at klageren og hendes ægtefælle har deltaget i et skattearrangement med det formål at undgå beskatning af genvundne afskrivninger i forbindelse med ægtefællens salg af ejendommen beliggende i England.

Landsskatteretten er endvidere enig med SKAT i, at klagerens og ægtefællens dispositioner må ses under ét, idet der kun herved kan opnås det ønskede resultat af ægtefællernes deltagelse i skattearrangementet.

Landsskatteretten er således enig i, at der efter en samlet bedømmelse af skattearrangementet ikke er en sådan økonomisk realitet forbundet med klagerens lånoptagelse og investering, at dispositionen kan tillægges skattemæssig virkning. Det er rettens opfattelse, at det foreliggende arrangement omfatter en låneaftale og sikkerheder, hvor værdien af arrangementet ligger i, at der kunstigt blev skabt et teknisk underskud fra ægtefællen, og at dette var parternes fælles hensigt allerede på aftaletidspunktet, idet der herved også lægges vægt på klagerens manglende adgang til at disponere over låneprovenuet og værdipapirerne, lånets korte løbetid og den minimale risiko, der er forbundet med dispositionerne.

Der er således ikke tale om et reelt tab, men om et tab, der er alene er konstrueret med henblik på at opnå eliminering af skat.

Landsskatteretten henviser til principperne i sagen vedrørende G2 ApS, der er afgjort af Højesteret den 8. januar 2008, offentliggjort i SKM2007.29.HR.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i et påstandsdokument anført følgende anbringender, der er gentaget og uddybet under proceduren:

Landsskatteretten har ved sin kendelse af den 25. april 2008, ikke bestridt, at de i sagen omhandlede aftaledokumenter og transaktioner er civilretlige gyldige i overensstemmelse med deres indhold, ligesom Landsskatteretten ikke har anfægtet, at de i sagen foreliggende dispositioner er foretaget på markedsvilkår.

Det gøres på den baggrund gældende, at Retten ved sagens afgørelse kan lægge til grund, at de i sagen omhandlede aftaledokumenter og transaktioner er civilretlige gyldige i overensstemmelse med deres indhold, samt at de i sagen foreliggende dispositioner er foretaget på markedsvilkår.

Helt umiddelbart synes der at være grundlag for at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den nominelle rente på 99 % p.a., der var fastsat i låneaftalen med F1 bank, Luxembourg, var markedsmæssig. Det gøres gældende, at en nærmere analyse viser, at denne umiddelbart høje nominelle rente var udtryk for den dagældende markedsrente. Renten skal således ses i sammenhæng med, at lånet blev ydet til kurs 131,057, således at sagsøger fik udbetalt 39.253.274 kr. ved lånets etablering. Da lånet skulle indfries med 29.951.299 kr., opnåede sagsøger en kursgevinst ved optagelsen af lånet på 9.301.945 kr. (39.253.274 kr. - 29.951.299kr.). Når der tages hensyn til omtalte kursgevinst, var den effektive rente på lånet 5,613 % p.a.

Det skal ikke bestrides, at sagsøger valgte at optage lånet hos F1 bank, Luxembourg den 18. december 2002 til overkurs for derved at opnå en skattepligtig overkurs i henhold til kursgevinstlovens § 22 i indkomståret 2002. Omtalte skattepligtige overkurs i indkomståret 2002 blev i hovedsagen modsvaret af et tilsvarende rentefradrag i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e i indkomstret 2003. Som følge af sagsøgers ægtefælles indkomstforhold sammenholdt med reglen i personskattelovens § 13 stk. 5 medførte sagsøgers dispositioner således en skattemæssig fordel for sagsøgers ægtefælle.

Det skal særligt fremhæves, at sagsøgers dispositioner ikke i sig selv medførte en skattemæssig fordel, idet beskatningen af kursgevinsten i indkomståret 2002 blev modsvaret af et i hovedsagen tilsvarende rentefradrag i indkomståret 2003. Reelt medførte sagsøgers dispositioner en forhøjelse af sagsøgers skattetilsvar. Det forhold, at SKAT og Landsskatteretten har tilsidesat sagsøgers dispositioner, har således medført en reduktion af sagsøgers skattebetaling med 51.316 kr.

Den skattemæssige fordel ved dispositionerne er således udelukkende opnået som følge af indkomststrukturen hos sagsøgers ægtefælle sammenholdt med reglen i personskattelovens § 13 stk. 5, der fastslår, at der ved overførsel af underskud mellem ægtefæller skal ses bort fra personlig indkomst, der beskattes i udlandet. Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM2006.459.LSR, fører bestemmelsen i personskattelovens § 13, stk. 5 i visse tilfælde til en forøget skattebetaling. I andre tilfælde, som i nærværende sag, fører bestemmelsen til en reduceret skattebetaling. Det skal videre fremhæves, at den skattemæssige fordel udelukkende er opnået hos sagsøgers ægtefælle.

Det gøres gældende, at det er fast antaget i den skatteretlige teori og praksis, at der ikke skattemæssigt kan ske tilsidesættelse af civilretlige gyldige dispositioner blot som følge af, at disse i sit indhold er usædvanlige og alene er bestemt af skattemæssige overvejelser. Fra retspraksis kan der bl.a. henvises til afgørelserne offentliggjort i TfS 1988.404 Ø, UfR 1992.689 H, UfR 1994.963 H, UfR 1997.1150 H, UfR 1998.584, TfS 1999.45V, UfR 1999.885 H, SKM2003.482.HR og SKM2006.749.HR.

Det gøres gældende, at sagsøger havde en reel ret til at disponere over låneprovenuet og skatkammerbeviserne.

Til støtte for, at sagsøger havde en reel ret til at disponere over låneprovenuet og de erhvervede skatkammerbeviser, gøres det gældende, at hverken den i sagen omhandlede låneaftale eller pantsætningsaftalen indeholdte indskrænkninger i sagsøgers reelle ret til at disponere over låneprovenuet og skatkammerbeviserne - udover hvad der er helt sædvanligt og følger af markedsvilkårene for tilsvarende investeringer.

Af låneaftalen fremgår det under punkt 3, at sagsøgers formål med optagelse af lånet var at finansiere købet af nominelt 40.000.000 kr. danske skatkammerbeviser eller andre værdipapirer, som kunne indkøbes med bankens accept. Formålet med lånet var således at finansiere sagsøgers køb af skatkammerbeviser eller andre tilsvarende værdipapirer, som på forhånd var godkendt af den långivende bank forstået således, at værdipapirerne skulle erhverves gennem banken, ligesom de skulle deponeres (stilles til sikkerhed) ved banken.

Af låneaftalens punkt 16 fremgår, at banken til sikkerhed for lånebeløbet samt påløbne renter skulle have sikkerhed som første prioritet i alle de værdipapirer, som sagsøger som låntager ville deponere på konto ... hos banken i henhold til den særskilt indgåede pantsætningsaftale.

Sagsøger skulle således stille sikkerhed med de værdipapirer, som sagsøger erhvervede, og sikkerheden skulle registreres på en selvstændig bankkonto ved den långivende bank.

Med andre ord indeholdt låneaftalen alene den begrænsning, at banken skulle godkende, hvilke værdipapirer, som låneprovenuet skulle anvendes til, ligesom banken krævede, at de erhvervede værdipapirer blev stillet til sikkerhed for lånet. Det gøres gældende, at sådanne indskrænkninger er helt sædvanlige og i overensstemmelse med markedsvilkårene herfor. Det forekommer således helt utænkeligt, at en bank, der skulle udlåne ca. 40.000.000 kr., ikke samtidig sikrer sig, at låneprovenuet kun bliver anvendt til erhvervelse af de aktiver, som låntager forud for låneaftalen har tilkendegivet, at låneprovenuet skulle anvendes til.

I relation til pantsætningsaftalen bemærkes, at denne på tilsvarende vis ikke indeholdte usædvanlige indskrænkninger i sagsøgers rådighed over de pantsatte skatkammerbeviser. Af aftalen fremgår, at banken - efter almindelige panteretlige principper - havde mulighed for at realisere de pantsatte skatkammerbeviser og søge sig fyldestgjort heri, såfremt sagsøger ikke honorerede sine forpligtelser i henhold til låneaftalen.

Sagsøgte henviser i dennes påstandsdokument til dommen offentliggjort i SKM2007.29.HR. Ved denne dom fandt Højesteret, at der var tale om et konstrueret skattemæssigt tab, som ikke blev modsvaret af et tilsvarende realøkonomisk tab. Afgørende for, om selskabet skulle have medhold i sagen, var, om selskabet kunne støtte ret på den foreliggende administrative praksis vedrørende bevarelse af den fulde skattemæssige anskaffelsessum i tilfælde, hvor der forud var foretaget et delvist tilbagesalg til den udstedende investeringsforening. Højesteret fandt, at dette ikke var tilfældet, da den foreliggende administrative praksis - ifølge Højesteret - forudsatte, at det forudgående delvise tilbagesalg til den udstedende investeringsforening havde udløst beskatning. I den konkrete sag var dette ikke tilfældet grundet den daværende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland. Skatteyderen kunne således - ud fra en formålsfortolkning - ikke støtte ret på den foreliggende administrative praksis, hvorfor skatteyderen ikke var berettiget til det selvangivne tabsfradrag.

Det er væsentligt at bemærke, at Højesteret ikke tilsidesatte det selvangivne tabsfradrag med henvisning til, at dispositionerne var foretaget for at opnå en skattemæssig fordel. Højesterets dom kan således ikke - som antaget af Landsskatteretten og sagsøgte - tages til indtægt for, at der skattemæssigt kan bortses fra sagsøgers dispositioner i nærværende sag.

Såfremt retten følger konklusionen i den indbragte kendelse fra Landsskatteretten, er det reelt udtryk for, at man finder, at der kan ske tilsidesættelse af civilretligt gyldige dispositioner udelukkende som følge af, at dispositionerne er skattemæssigt motiveret. Dette vil i givet fald være en markant nydannelse i dansk ret.

Sagsøgte har i et påstandsdokument anført følgende anbringender, der er gentaget og uddybet under proceduren:

Ministeriet gør gældende, at det foreliggende arrangement efter teori og retspraksis indebærer en ulovlig skatteudnyttelse - indkomstforvridning - således at det kan tilsidesættes i skattemæssig henseende.

Det gøres gældende, at der må anlægges en samlet bedømmelse af sagsøgers og ægtefællens dispositioner.

Det gøres videre gældende, at der ikke foreligger et reelt gældsforhold og dermed en reel forpligtelse for sagsøger til at betale gælden og de beregnede renter. Der henvises til, at det foreliggende arrangement omfatter låneaftaler og sikkerheder, hvor værdien af arrangementet ligger i, at der kunstigt blev skabt et teknisk underskud for ægtefællen, og at dette var parternes fælles hensigt allerede på aftaletidspunktet. Der lægges videre vægt på sagsøgerens manglende adgang til at disponere over låneprovenuet og værdipapirerne, lånets korte løbetid, og at der ikke var nogen reel risiko, der var forbundet med dispositionerne. Endelig lægges der vægt på, at arrangementet, for så vidt angår sagsøger, var selvlikviderende.

Arrangementet indebar for ægtefællerne ikke et reelt økonomisk tab, men et tab, der alene er konstrueret med henblik på at opnå eliminering/reduktion af ægtefællens skat ved salg af ejendommen i England, jf. personskattelovens § 13, stk. 5, samt Højesterets dom i sagen vedrørende G2 ApS, SKM2007.29.HR.

Det gøres gældende, at det af ægtefællerne etablerede arrangement ikke er foreneligt med formålet med den særlige regel i personskattelovens § 13, stk. 5, om overførsel af underskud mellem ægtefæller, når en af dem oppebærer indkomst fra udlandet, og udtryk for et misbrug af regelsættet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagen omhandler et aftalekompleks, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af parter, som skattemæssigt ikke havde modstående interesser. At As formål med dispositionerne alene var at opnå reduktion af hendes ægtefælles skat ved salg af ejendommen i England, kan ikke i sig selv føre til, at dispositionerne skal tilsidesættes som uden realitet i skattemæssig henseende. Der skal foretages en helhedsbedømmelse af arrangementet, jf. herunder fra praksis Højesterets dom af 18. maj 2006 i sag 421/2004 (SKM2006.402.HR) og af 28. januar 2010 i sag 131/2008 (SKM2010.123.HR).

Det fremgår i øvrigt af praksis, Højesterets dom af 8. januar 2007 i sag 337/2005 (SKM2007.29.HR), at der skal være tale om et reelt tab og ikke blot et konstrueret tab, for at dette skal kunne give anledning til skattefradrag, og af Højesterets dom af 25. februar 2009 i 183/2007 (SKM2009.168.HR), at der lægges vægt på, hvorvidt der er tale om et på forhånd fastlagt lukket aftalekompleks.

As låneoptagelse hos F1 bank var sammen med As opkøb af skatkammerbeviser en del af et lukket arrangement. Allerede på aftaletidspunktet var det hensigten med dispositionerne at konstruere et tab, der førte til reduktion af skat. Det var på forhånd aftalt, at der for låneprovenuet gennem banken skulle erhverves skatkammerbeviser, der blev stillet til sikkerhed ved banken. Såvel låneoptagelse som køb og sikkerhedsstillelse af værdipapirer var uigenkaldeligt frem til lånets indfrielsesdato, hvorfor A var uden rådighed over låneprovenuet fra dets udbetaling og helt frem til indfrielsen af lånet. De indkøbte skatkammerbeviser var til indfrielse til kurs pari ved lånets indfrielsesdato, og F1 bank var både bemyndiget og forpligtet til at modtage provenu fra skatkammerbeviserne og anvende dette til afvikling af lån på As vegne. A havde endvidere indbetalt hele det beregnede kurstab på forhånd, således at der hverken var reel risiko for A eller F1 bank. Det fremgår endeligt, at hele arrangementet forløb over en periode på kun ca. 4½ måned.

På denne baggrund finder retten efter en samlet vurdering af hele arrangementet, der ikke var forretningsmæssigt begrundet og som isoleret set medførte en forøget skattebetaling for A med 51.316 kr., at låneforholdet samt køb af skatkammerbeviser i sin helhed savnede realitet i skattemæssig henseende og reelt alene var et udtryk for, at man mod betaling af et gebyr til banken ønskede at gennemføre en skatteudnyttelse.

Retten tager derfor skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

For så vidt angår sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten har fundet, at A skal afholde Skatteministeriets rimelige advokatomkostninger. Retten har ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på sagens værdi, samt det forhold at materialesamling og ekstrakt er udarbejdet af A, således at Skatteministeriet ikke har haft udgifter i den anledning.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøger, A, sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 150.000 kr.