Parter
H1 Boligforening
v/G1
(Advokat Tue Martin Berg
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Nanna Jensen)
Afsagt af byretsdommer
Katrine B.B. Eriksen
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 17. juni 2013 vedrørende den råjordspris, der indgår i ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2004 af ejendommen ...1.
Under denne sag har sagsøger, H1 Boligforening v/G1, som ejer af den nævnte ejendom over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at ansættelse af råjordsprisen hjemvises til vurderingsmyndighederne til fornyet behandling.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Sagsøger erhvervede ejendommen fra kommunen ved betinget skøde af 7. marts 2003 fulgt op af endeligt skøde af 8. oktober 2003,
Ejendommen blev overtaget pr. 18. december 2002, og købesummen var 600.000 kr., beregnet med udgangspunkt i en pris på 100 kr. pr. kvadratmeter.
Skødet indeholdt bestemmelse om, at køber for egen regning skulle forestå byggemodning.
Ejendommen var omfattet af kommunens Lokalplan ..., vedtaget den 25. juni 2002, hvorved ejendommen blev udlagt til beboelse.
Sagsøger har i 2003 færdigmeldt opførelsen af 12 almene boliger inkl. byggemodning på grunden til forsyning af boligerne.
Ejendommen er vurderet første gang ved vurderingen pr. 1. oktober 2004. Grunden blev ved denne vurdering vurderet efter kvadratmeterprincippet til 40 kr. pr. kvadratmeter og med samlet grundværdi inklusiv forbedringer på i alt 238.640 kr.
Den 21. februar 2005 anmodede sagsøger om genoptagelse af ejendomsvurderingen med henblik på ansættelse af et fradrag for grundforbedringer.
Vurderingsmyndigheden anerkendte ved afgørelse af 10. januar 2008, at sagsøger havde afholdt grundforbedrende udgifter for 1.129.000 kr., men ansatte samtidig råjordsprisen til 40 kr. pr. kvadratmeter, hvilket svarede til ejendommens vurdering med forbedringer.
Sagsøger påklagede vurderingsmyndighedens afgørelse til Vurderingsankenævn Haderslev, idet sagsøger mente, at råjordsprisen var ansat for højt.
Vurderingsankenævnet forhøjede ved afgørelse af 13. oktober 2010 råjordsprisen til 78 kr. pr. kvadratmeter, idet der blev lagt vægt på, at ejendommen var handlet til 100 kr. pr. kvadratmeter, og at Landsskatteretten tidligere havde ansat en råjordspris på 78 kr. pr. kvadratmeter for en nærliggende ejendom. I afgørelsen nævnes udtrykkeligt, at man har været opmærksom på, at råjordsprisen herved ville overstige den vurderede grundværdi for ejendommen, og det anføres afslutningsvist:
"...
Nævnet skal i den forbindelse pege på, at grundværdien ikke er vurderet efter byggeretsprincippet, som forudsat i vurderingsvejledningen afsnit C,2.1, hvorefter princippet anvendes ved vurderingen af tæt-lav bebyggelse. Nævnet har imidlertid ikke mulighed for at ændre grundværdien som en afledt ændring, idet SKAT kun har behandlet fradrag i grundværdien for forbedringer,
..."
Sagsøger påklagede denne afgørelse til Landsskatteretten, der ved kendelse af 17. juni 2013 stadfæstede Vurderingsankenævnets afgørelse.
I Landsskatterettens begrundelse anføres blandt andet:
"...
Landsskatteretten bemærker, at råjordspriser kan fastsættes med udgangspunkt i den konstaterede salgspris, når ejendommen er handlet umiddelbart op til byggemodning af grunden, jf. herved vurderingsvejledningens afsnit C,3.
En salgspris, der ikke indeholder udgifter til byggemodning eller andre forhold, der kan have betydning for værdien af det ubebyggede areal, kan anvendes ved skønnet over råjordsprisen.
Det er endvidere Landsskatterettens opfattelse, at en salgspris som indeholder udgifter til byggemodning, kan indgå som et element i forbindelse med skønnet.
Videre bemærkes, at oplysninger om tidligere vurderinger kan indgå ved skønnet over råjordsprisen.
Det er desuden Landsskatterettens opfattelse, at der ved skønnet over råjordsprisen kan indgå en sammenligning af andre ubebyggede arealer. En anvendelse af andre arealer som grundlag for skønnet over råjordsprisen forudsætter, efter rettens opfattelse, tilsvarende beskaffenhed og udnyttelsesmulighed.
Til den af klageren påberåbte vurdering for den udstykkede ejendom bemærkes, at denne ikke skønnes at kunne danne grundlag for skønnet over råjordsprisen. Ejendommen er beliggende i et område udlagt til offentligt formål (...), der ikke må bebygges, jf. Lokalplan nr. ... fra 2002. Det fremgår endvidere af oplysninger i SVUR, at der er tale om en ubebygget landsbrugslod vurderet efter hektarprincippet. Der er efter Landsskatterettens opfattelse derfor ikke et anvendeligt sammenligningsgrundlag.
Efter Landsskatterettens opfattelse er der herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af vurderingsankenævnet foretagne skøn over råjordsprisen i 2004 niveau på 78 kr. pr. m².
Der er herved henset til den konstaterede salgspris samt til ejendommens beliggenhed og udnyttelsen af grunden i henhold til lokalplanens bestemmelser. Endvidere har klageren ikke fremlagt oplysninger, der giver Landsskatteretten anledning til at tilsidesætte vurderingen.
Det er i den forbindelse Landsskatterettens opfattelse, at vurderingen for den påklagede ejendom pr. 1. oktober 2004 efter kvadratmeterprincippet på 40 kr. pr. m² ikke er retningsgivende for vurderingen af grunden på det pågældende tidspunkt. Ejendommen er udlagt til tæt-lav boligbebyggelse, og det fremgår af vurderingsvejledningens afsnit C,2.1.1, at byggeretsprincippet skal anvendes ved ansættelse af grundværdien for områder, der er udlagt til tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse.
..."
Der er enighed mellem parterne om, at retten ikke skal tage stilling til den ansatte grundværdi, da sagsøger alene har nedlagt påstand om hjemvisning af ansættelsen af råjordsprisen og ikke grundværdien.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i påstandsdokument af 9. juni 2015 gjort følgende gældende:
"...
Omdrejningspunktet i nærværende sag er, hvorvidt råjordsprisen er ansat korrekt af Landsskatteretten i forbindelse med konstateringen af værdiforøgelsen af forbedringerne foretaget på og uden for ejendommen i henhold til vurderingslovens § 18.
Det følge af vejledningerne som gengivet ovenfor, at der er fast administrativ praksis for konstateringen af værdistigningen reguleret i vurderingslovens § 18, og at denne udfindes ved at sammenholde den aktuelle grundværdi med en fiktiv skønnet råjordsværdi. Værdistigningen er i henhold til praksis altså residualværdien af de 2 værdier. Der henvises i den forbindelse til de i Vurderingsvejledningen 2004-3 indeholdte taleksempler.
For så vidt fastsættelsen af den fiktive råjordsværdi bestrides det ikke, at kriterierne som den konstaterede salgspris, ejendommens beliggenhed og udnyttelsen af grunden i henhold til lokalplanen, er relevante hensyn i forbindelse med denne fastsættelse. Disse hensyn kan dog ikke medføre en råjordsansættelse, der strider mod praksis for opgørelse af værdistigningen i henhold til vurderingslovens § 18 som udgørende en residualværdi af den aktuelle grundværdi (inkl. forbedringer) og råjordsværdien.
Det er med andre ord ikke muligt at skønne en fiktiv råjordsværdi som afspejlende en ubebygget grunds værdi helt uden forbedringer til mere end den for ejendommen fastsatte aktuelle grundværdi, som afspejlende værdien, inkl. forbedringer. Det er åbenbart umuligt.
Således vil råjordsværdien i et givent vurderingsår i henhold til administrativ praksis altid skulle skønnes til en mindre værdi end, eller højst samme værdi som, den ansatte grundværdi, herunder ved hensyntagen til ovenstående relevante forhold som forudgående salgspris i ubebygget stand, beliggenhed, m.m.
På det grundlag gør sagsøger gældende, at Landsskatteretten ved fastsættelse af en råjordsværdi i 2004 på 465.348 kr., dvs. næsten det dobbelte af den aktuelle grundværdi for 2004, inklusiv forbedringerne foretaget i 2003 og før, på 238.640 kr., har foretaget et skøn i strid med den i Vurderingsvejledningen beskrevne praksis for opgørelsen af værdistigningen som grundforbedringerne har medført i henhold til vurderingslovens § 18.
På det grundlag alene skal skønnet tilsidesættes som foretaget på forkert grundlag og sagen hjemvises.
Det gøres endvidere gældende, at det er direkte forkert, at Landsskatteretten i sin afgørelse og ved udøvelse af skønnet over råjordsværdien lægge vægt på, at de anser grundværdivurderingen pr. 1. oktober 2004 for værende misvisende.
Grundværdien har ikke været påklaget eller behandlet af underliggende instanser, hvorfor Landsskatteretten i 2013 heller ikke kan behandle, eller bør forholde sig til, denne i strid med grundsætningen om instansrækkefølgen. Det Landsskatteretten de facto gør ved at tillægge deres vurdering af den ansatte grundværdi betydning er, at de erstatter denne aktuelle grundværdivurdering med deres egen - ikke nærmere specificerede - grundværdi, og lægger denne til grund for deres opgørelse af værdistigningen i henhold til vurderingslovens § 18. Det er der ikke hjemmel til i loven eller praksis.
Tværtimod forudsætter dette, at den aktuelle grundværdiansættelse i 2004 tilsidesættes som forkert af Landsskatteretten, hvilket igen forudsætter, at grundværdiansættelsen har været genoptaget, påklaget og behandlet af underliggende instanser. Af samme årsag er der i nærværende sag således også umiddelbart enighed om, at grundværdien ikke er til behandling. Det bemærkes endvidere, at der ved Landsskatterettens behandling af spørgsmålet om opgørelse af værdistigningen i 2013 ikke er hjemmel til genoptagelse af vurderingsåret 2004 efter Skatteforvaltningslovens §§ 26-27.
Vurderingsmyndighedens grundværdiansættelse i 2004, som afspejlende kontantværdien af grunden i ubebygget stand (med forbedringer), er således eneste relevante grundværdi i forhold til at konstatere værdiforøgelsen forbundet med de fradragsberettigede anlægsudgifter i nærværende sag, og det deri indeholdte skøn over råjordsansættelsen, i 2004.
Til støtte herfor henvises endvidere til det forhold, at sagsøgte til trods for opfordringer, heller ikke har gjort gældende, at grundværdien i 2004 skulle være forkert. Det gøres gældende, at den manglende besvarelse heraf tillægges processuel skadesvirkning, således at retten også af denne årsag kan lægge vurderingsmyndighedens grundværdiansættelse i 2004 til grund som retvisende.
Endvidere fremhæves, at Landsskatteretten begrundelse for at kalde grundværdien for misvisende med henvisning til, at kvadratmeterprincippet er anvendt, også er direkte forkert. Således følger det af Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit H,A.3.2.2.4, at kvadratmeterprincippet kan anvendes for alle grundtyper, uanset plantype.
Desuagtet er vurderingsprincipperne vurderingstekniske hjælpemidler, og at det afgørende er, at grundværdien ud fra et konkret skøn ansættes til grundens kontantværdi i handel og vandel ud fra de i vurderingslovens § 13 indeholdte hensyn, jf. § 6, jf. SKM2014.78.BR og SKM2005.63.HR. Det er således forkert, når Landsskatteretten anfører, at grundværdien skulle have været ansat ved brug af byggeretsværdiprincippet og ikke kvadratmeterprincippet, idet grundværdiansættelsen fastsættes ud fra et konkret skøn.
At grundværdien i 2004 er korrekt og udtryk for vurderingsmyndigheden konkrete skøn bekræftes også kun af det forhold, at vurderingsmyndigheden ved behandlingen af klagesagen vedrørende fradragsansættelsen, som blev anmeldt den 21. februar 2005, altså er blevet klar over, at grundværdien er ansat ved brug af kvadratmeterprincippet. Såfremt de mente dette resulterede i ikke retvisende værdier, jf. vurderingslovens §§ 6 og 13, har vurderings-myndigheden altså haft mulighed for at rette op på forholdet ved vurderingerne i perioden 2005-2009. Vurderingsmyndigheden har imidlertid ikke - udover, hvad der følger af den generelle prisudvikling for området - foretaget ændringer af klagers grundværdier før ved vurderingen i 2010.
På ovenstående baggrund også gøres det gældende, at Landsskatterettens afgørelse er udøvet på et forkert grundlag og desuden går ud over det skøn, der tilkommer vurderingsmyndighederne, hvorfor sagen skal hjemvises til vurderingsmyndighederne til fornyet behandling.
Skulle Retten - mod forventning - komme frem til, at Landsskatteretten har ansat råjordsprisen korrekt, og følgelig at den tidligere ansatte grundværdi ikke er retvisende, gøres det gældende, at denne fejl fra vurderingsmyndighedernes side ikke skal komme sagsøger til skade.
Sagsøger vil i den situation de facto have fået sat sin grundværdi op, men idet denne grundværdiforøgelse ikke er formelt afspejlet i 2004 vurderingen kan sagsøger ikke kan udnytte sit ellers lovhjemlede fradrag - som de jo antageligvis ville have mulighed for at udnytte ved en formelt korrekt ansat grundværdi.
..."
Sagsøgte har i påstandsdokument af 9. juni 2015 gjort følgende gældende:
"...
Det gøres overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landskatterettens skøn vedrørende råjordsprisen.
Landsskatterettens skøn kan alene tilsidesættes, hvis det er udøvet på et forkert grundlag, herunder altså at skønnet er forkert, eller hvis det går uden for rammerne af det skøn, der tilkommer myndighederne i sager af den foreliggende karakter, jf. bl.a. UfR 1999.1178 H og SKM2003.554.VLR.
Bevisbyrden for, at betingelserne for at tilsidesætte skønnet er opfyldt, påhviler efter fast praksis skatteyderen, dvs. boligforeningen, jf. f.eks. UfR 2000.1071 H og SKM2010.43.VLR.
Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Det gøres under alle omstændigheder gældende, at der ikke er fejl i skønsgrundlaget, og skønnet går heller ikke uden for rammerne af det skøn, der tilkommer myndighederne i sager af den foreliggende karakter.
Det fremgår af vurderingslovens dagældende § 6, at ejendomme vurderes på grundlag af værdien i handel og vandel.
Efter vurderingslovens dagældende § 13, stk. 1, forstås ved grundværdien værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. Af § 13, stk. 2, fremgår det, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.
Efter vurderingslovens dagældende § 17 begrænses fradrag for forbedringer af bestemmelsen i vurderingslovens dagældende § 18.
Efter dagældende vurderingslovens § 17, gives der fradrag for grundforbedringer i grundværdien. Fradraget begrænses dog af vurderingslovens dagældende § 18, hvoraf det fremgår:
"...
Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.
..."
Det følger således af vurderingslovens § 18, at fradraget for grundforbedringer er begrænset til den værdiforøgelse af grunden, som skyldes de gennemførte forbedringer. Fradraget kan således ikke være højere end den værdiforøgelse, som er sket af grunden i forhold til værdien uden forbedringer. Grundens værdi uden forbedringer er den såkaldte råjord.
Det fremgår af pkt. H,A.3.3.2 i SKATs juridiske vejledning 2015-1, at:
"...
En grundforbedrings værdiforøgelse kan opgøres som forskellen mellem den ansatte værdi af grunden i forbedret stand og den værdi, grunden skulle have været ansat til uden forbedringen. Værdiforøgelsen, der skal tages i betragtning ved udmålingen af fradraget, er på vurderingstidspunktet.
[...]
Ved grundens værdi forstås råjordsprisen. Opgørelsen laves for udstykningen som helhed.
Ved fastsættelsen af hvilken værdi grunden skulle have været ansat til uden forbedring forudsættes det, at plangrundlaget er på plads, således at bebyggelse er mulig.
[...]
Hvis grunden/udstykningen er handlet umiddelbart op til byggemodningen kan den konstaterede salgspris anvendes som råjordspris.
..."
Det er således et led i opgørelsen over værdiforøgelsen, at der skal ansættes en pris for råjorden. Denne ansættelse beror på et skøn over, hvad grunden må antages at have kostet uden forbedringer.
Landsskatterettens skøn over råjordsprisen på kr. 78 pr. m² i 2004-niveau er sket på grundlag af handelsprisen, herunder den omstændighed, at der i købesummen ikke er indeholdt udgifter til byggemodning, samt til ejendommens beliggenhed og udnyttelsen af grunden i henhold til lokalplanens bestemmelser, jf. bilag 1, side 11f. Skønnet er endvidere lempeligt, da handelsprisen for ejendommen var kr. 100 pr. m², mens råjordsprisen kun er fastsat til 78 kr. pr. m².
Det er uden tvivl relevant ved ansættelsen af råjordsprisen at tage hensyn til den købesum, der blev fastsat, da boligforeningen købte grundarealet af kommunen, jf. SKM2015.182.VLR (som denne sag har været udsat på afventning af afgørelse i) og SKM2013.527.BR.
Det fremgår af skødets § 8 (bilag 3), at handelsprisen på kr. 100 pr. m² "svarer til ejendommens værdi i handel og vandel", og handlen blev endvidere indgået mellem to uafhængige parter.
Det kan også lægges til grund, at købesummen/handelsprisen på kr. 100 pr. m² ikke indeholdt udgifter til byggemodning, og der i købesummen således ikke indgik udgifter, som forøgede grundens værdi i ubebygget stand, jf. skødets § 1 (bilag 3), hvoraf fremgår, at "køber forestår for egen regning byggemodning (...)".
Ved en ansættelse, der beror på et skøn over, hvad grunden må antages at have kostet uden forbedringer, er den konstaterede handelspris - navnlig ved et salg mellem uafhængige parter, og hvor der uden tvivl ikke var indeholdt udgifter til byggemodning - naturligt et helt afgørende moment.
Det er både logisk og følger endvidere af retspraksis, jf. også SKM2015.182.VLR, hvor landsretten fandt, at det i forbindelse med skønsudøvelsen i høj grad er relevant at lægge vægt på ejendommens handelspris.
Når der ikke er indeholdt udgifter til byggemodning, er handelsprisen udtryk for grundens værdi uden forbedringer.
Det bemærkes desuden, at plangrundlaget var på plads på salgstidspunktet, jf. Lokalplan nr. ..., vedtaget den 25. juni 2002 af kommunens byråd (bilag 4).
At Landsskatterettens skøn på 78 kr. pr. m² er korrekt - og endda lempeligt - understøttes altså af, at boligforeningen selv har købt grunden for 100 kr. pr. m², umiddelbart før byggemodningen og på et tidspunkt, hvor plangrundlaget var på plads.
I den forbindelse bemærkes også, at handelsprisen på kr. 100 pr. m² ved betinget skøde er aftalt den 18. oktober 2002 umiddelbart før byggemodning, og at råjordsprisen er fastsat på 2004-niveau. Det har formodningen imod sig, at ejendommens værdi skulle være blevet mindre værd i den mellemliggende periode henset til den almindelige prisudvikling. Boligforeningen har da heller ikke godtgjort, at dette skulle være tilfældet.
Det bestrides desuden, at Landsskatteretten ved skønsudøvelsen skulle have taget hensyn til kvadratmeterprisen for vurderingen før udstykningen af den oprindelige ejendom, ...2 (...), jf. SKM2015.182.VLR og SKM2013.527.BR.
Vurderingen af den oprindelige ejendom er således foretaget på et tidspunkt, hvor plangrundlaget ikke var på plads, hvorfor denne vurdering ikke kan anvendes som grundlag for vurderingen, jf. SKM2015.182.VLR.
Der henvises i den forbindelse til Lokalplan nr. ... fra 2002 § 2.2 (bilag 4, s. 18), hvoraf fremgår, at lokalplanens område opdeles i fem delområder, herunder delområde C. Nærværende ejendom er omfattet af delområde C. Af lokalplanen (bilag 4, side 8) fremgår, at delområde C "kan bebygges med tæt-lavboliger primært familieboliger".
På tidspunktet for udstykningen var Lokalplan nr. ... (bilag 4) ikke vedtaget, hvorfor ejendommen på ...2 blev vurderet som "et ubebygget landsbrugslod" (se bilag 1, side 12).
Den skønsmæssige ansættelse af råjordsprisen af nærværende ejendom i 2004 skulle bl.a. afspejle, at ejendommen netop kom til at ligge i et område, der ifølge lokalplanen blev udlagt til boligbebyggelse, jf. vurderingslovens dagældende § 13, stk. 2.
Det bestrides endvidere, at det anførte om vurderingen af naboejendommen, ...3 (stævning s. 5 og replikken s. 2 med henvisning til bilag 8), er relevant for sagen. Bilag 8 omhandler således grundværdiansættelsen og ikke råjordsprisen.
Sammenfattende gøres det gældende, at boligforeningen ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn vedrørende råjordsprisen.
Boligforeningen har alene henvist til, at råjordsprisen "definitorisk" ikke kan overstige den ansatte grundværdi. Sagsøgerens synspunkt er, at dette i sig selv kan føre til, at skattemyndighedernes ansættelse af råjordsprisen, som beror på et skøn, er forkert, hvilket bestrides.
Hvorvidt den ansatte grundværdi - som notorisk og i modsætning til råjordsprisen ikke har været påklaget og prøvet af vurderingsmyndighederne - er korrekt eller ej, kan hverken gøres til genstand for en prøvelse under nærværende sag, eller i sig selv føre til et andet resultat, jf. også SKM2015.182.VLR og SKM2015.409.BR.
Der er således tale om to adskilte ansættelser, hvoraf kun den ene, nemlig råjorden, er blevet påklaget og prøvet. Ved ansættelsen af råjordsprisen skal foretages et skøn over dennes korrekte værdi, og denne værdi kan ikke tilsidesættes alene af den årsag, at en anden ansættelse, der ikke er blevet påklaget, er højere.
At sagsøgerens synspunkt ikke er korrekt støttes endvidere af ovennævnte SKM2015.409.BR, hvor grundværdien og råjordsprisen var ansat til den samme pris. Retten fandt, at der netop var tale om to adskilte ansættelser, hvorfor ansættelsen af grundværdien ikke havde betydning for, hvorvidt den skønsmæssige ansættelse vedrørende råjordsprisen kunne tilsidesættes.
At råjordsprisen i nærværende sag er ansat højere end den grundværdi, som ikke har været påklaget af boligforeningen, kan således ikke føre til, at den skønsmæssige ansættelse kan tilsidesættes.
Boligforeningen har altså ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn over råjordsprisen skulle være konkret forkert. Tværtimod har foreningen ikke anført noget konkret til støtte herfor. Der er derfor heller intet formål med foreningens hjemvisningspåstand.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Der er enighed mellem parterne om, at uanset råjordsprisen indgår som et element i grundværdien, skal retten under denne sag alene tage stilling til råjordsprisen, idet grundværdien ikke som sådan har været omfattet af klagebehandlingen i Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten.
Da sagsøger købte grunden, var den allerede omfattet af lokalplanen, der er grundlag for den bebyggelse, som sagsøger siden opførte. Grunden var ikke byggemodnet og blev købt for en kvadratmeterpris på 100 kr.
Vurderingsankenævnets og Landsskatterettens afgørelser er truffet på baggrund af blandt andet denne købspris, og den råjordspris, som var blevet fastsat for en ejendom i samme område. Disse parametre er saglige og relevante, og sagsøger har ikke heroverfor godtgjort, at det udøvede skøn ikke skulle være korrekt, eller at der skulle være grundlag for at tilsidesætte skønnet.
At den skønnede råjordspris herved overstiger den samlede grundværdi, hvilket kan synes i modstrid med det forudsatte ved beregning af en grundværdi, kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes, at grundværdien ikke har været påklaget.
Sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge.
Efter sagens resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte. Under hensyn til omfanget af forberedelsen og varigheden af hovedforhandlingen, der alene bestod i forelæggelse og procedure, fastsættes omkostningsbeløbet med 16.000 kr. med tillæg af moms til dækning af udgift til advokat.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.
Sagsøger H1 Boligforening skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.