Parter
A
(Jakob Lund Poulsen)mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Morten Wahl Liljenbøl)
Afsagt af byretsdommer
Kim Gabriel
Indledning og påstande
Denne sag vedrører skattemyndighedernes forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2001 som følge af lavt privatforbrug.
Sagsøgeren, A, har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2001 nedsættes med 40.000 kr. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2001 nedsættes med mindst 30.000 kr.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Retten har beskikket advokat for sagsøgeren i medfør af retsplejelovens § 259, stk. 3.
Sagens omstændigheder
Den 11. september 2006 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse
"...
Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst
Skatteankenævnet har forhøjet overskud af virksomhed med skønsmæssigt 40.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klageren har for indkomståret 2001 forpagtet og drevet møbelforretningen "H1". Klageren har drevet forretningen siden 1998 og frem til maj måned 2003, hvor den afhændes.
Klageren har for indkomståret 2001 selvangivet forretningens omsætning med 249.295 kr. og overskud af virksomhed med 132.448 kr.
Klageren ejer et tofamiliehus, hvor klageren bebor stueetagen og 1. salen udlejes.
Overskud fra denne udlejning indgår i virksomhedens overskud. Klagerens private andel af ejendommens udgifter er opgjort til 23.311 kr.
Klagerens stedsøn er ifølge folkeregisteret tilmeldt klagerens bopæl fra den 29. oktober 2001.
Klagerens privatforbrug er for indkomståret 2001 af skatteforvaltningen opgjort til 29.353 kr., mens sønnens privatforbrug for samme år er opgjort til et negativt beløb. Af klagerens privatforbrug på 29.353 kr. skal blandt andet afholdes den private andel af ejendommens udgifter.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har stadfæstet skatteforvaltningens skønsmæssige forhøjelse af virksomhedens overskud med 40.000 kr., således at klagerens privatforbrug kan opgøres til 69.353 kr. inklusiv den private andel af ejendommens udgifter på 23.311 kr.
Skatteankenævnet har lagt vægt på den opgjorte privatforbrugsberegning vedrørende klageren. Klagerens stedsøn har kun været i Danmark i 94 dage i 2001, hvorfor privatforbruget alene kan opgøres på denne baggrund.
Skatteankenævnet har konstateret, at klageren har hævet 100.000 kr. i banken ultimo 2000. Klageren hævder at beløbet delvis anvendes til afvikling af privat gæld m.v., således at der herefter af dette beløb er kontant ca. 30.000 kr., som opbevares på klagerens bopæl i indmuret boks og anvendes til betaling af husleje i 2001 (skatteankenævnet har ved en fejl skrevet 2002). Skatteankenævnet anfører, at der ved privatforbrugsberegningen er medregnet den selvangivne kassebeholdning 19.310 kr., der anses for at være det beløb, der resterer af den af klageren omtalte hævning på 100.000 kr., hvorfor det er skatteankenævnets opfattelse, at der er taget højde herfor i privatforbruget.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren kan ikke acceptere forhøjelsen på 40.000 kr. og har fremsat påstand om godkendelse af den selvangivne indkomst og dermed virksomhedens selvangivne overskud på 132.448 kr.
Det reelle privatforbrug for 2001 er det beregnede privatforbrug på 29.353 kr. samt de godt 30.000 kr., som klageren havde med som privat kassebeholdning fra ultimo 2000 til anvendelse til private udgifter i 2001, altså i alt 59.353 kr. De 30.000 kr. har intet at gøre med virksomhedens selvangivne kassebeholdning på 19.310 kr. primo 2001.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Når de selvangivne indtægts- og formueforhold ikke levner plads til et antageligt privatforbrug, kan den skattepligtige indkomst ansættes skønsmæssigt. Det er ikke en betingelse for skønsmæssig ansættelse af en selvstændig erhvervsdrivende, at regnskabsgrundlaget er tilsidesætteligt.
Det er ikke dokumenteret, at klageren har afdraget på gæld, der ikke fremgår af selvangivelsen, ligesom det ikke er dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at klageren ved begyndelsen af 2001 har rådet over et større kontant beløb. Skattemyndighedens privatforbrugsopgørelse lægges derfor til grund ved afgørelsen. Der er ikke grundlag for at ændre skattemyndighedens skøn over det skattemæssige resultat af virksomheden.
Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.
..."
Den tidligere sag vedrørende indkomståret 1998.
Sagsøgeren har gjort gældende, at en del af de hævede 100.000 kr. blev anvendt til indfrielse af privat gæld til sagsøgerens søster. Efter sagsøgerens oplysninger blev gælden optaget i 1998. Disse oplysninger er imidlertid bestridt af sagsøgte.
Sagsøgeren selvangav gælden i 1998, men skattemyndighederne kunne ikke godkende dette. Sagsøgerens revisor, LS, skrev den 3. oktober 2002 til Skatteankenævnet herom:
"Skatteforvaltningen har endvidere nægtet at anerkende dokumentation for private optagne lån. Dette er ligeledes foretaget med henvisning til LV E.B.1.5.1 omkring efterfølgende oplysninger om lån og salg af private effekter, jf. bl.a. TfS 1996.501. Jeg skal i den forbindelse anføre, at TfS 1996.501 vedrører forhold, der ikke fremgik af selvangivelse med tilhørende bilag, men at der på baggrund af skattemyndighedernes henvendelse blev foretaget korrektioner til selvangivelsen.
Samtlige forhold for min klient fremgår af den indsendte selvangivelse med tilhørende regnskab. Der er således ikke tale om nogen form for efterfølgende berigtigelse fra min klients side. ... Beløbene er modtaget kontant til Danmark, hvilket bl.a. skyldes et ønske om at undgå indblanding fra de polske myndigheder omkring valutakontrol. Dette forhold er ikke ukendt, når der er tale om tidligere øst-blok lande.
..."
Ved Landsskatterettens kendelse af 11. december 2002 stadfæstedes det, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for, at der i skattemæssig henseende var optaget et lån.
Supplerende vedrørende denne sag
I brev af 1. april 2005 til Skatteankenævnet anførte sagsøgeren blandt andet,
|
at |
hans stedsøn BB havde boet hos ham fra midt i 2001, |
|
at |
de beløb, som skattemyndighederne var kommet frem til vedrørende hans privatforbrug for 2001 og 2002 var beløb efter samtlige faste udgifter var betalt, |
|
at |
telefonen alene belastede sagsøgerens lejere, og |
|
at |
sagsøgeren kendte mange, der havde mindre til underholdning, navnlig når det toges i betragtning, at sagsøgeren og stedsønnen var to om husholdningen. |
I brev af 27. juli 2005 til Skatteankenævnet anførte sagsøgeren, at de 29.353 kr. i privatforbrug var efter betaling af den private andel af ejendommens udgifter (23.311 kr.). Endvidere anførte sagsøgeren:
"...
sidst i 2000 hævede jeg 100.000,- kr. kontant i banken ... for at tilbagebetale et lån som jeg i sin tid optog af min søster i Polen. Efter afdrag, rente og rejseomkostningerne er blevet betalt var der godt 30.000 kr. tilbage, som jeg tog tilbage med og gemte derhjemme. Pengene skulle nemlig bruges til mine huslejeudgifter i 2001. ... jeg [har] en indmuret pengebox med kode til at opbevare mine penge. ... Jeg går ud fra at den ovenfor beskrevet "kassebeholdningsoverførsel" mellem 2000 og 2001 er OK og godkendt. ... Angående BBs ... negative forbrug i 2001 ... skal der bemærkes at BB kom tilbage fra arbejdsophold i England med en opsparing. ..."
Den 13. september 2005 stadfæstede Skatteankenævnet skatteforvaltningens forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2001 med 40.000 kr. til 172.488 kr. En af skatteforvaltningen ansat forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2002 med 25.000 kr. blev nedsat til 0 kr. Af begrundelsen for afgørelsen fremgår:
"Skatteankenævnet har lagt vægt på de af Skatteforvaltningen opgjorte privatforbrugsberegninger for klageårene: 29.353 kr. for 2001 og 41.047 kr. for 2002, ...
I disse beregnede privatforbrug skal tillige rummes Deres private andel af ejendommens udgifter 23.311 kr. i 2001 og 15.442 kr. i 2002.
Skatteankenævnet har godkendt forvaltningens indstilling for 2002, således at Deres selvangivne overskud af virksomhed på 176.258 kr. godkendes. Dette begrundes med at Deres stedsøn har bidraget til husholdningen i dette klageår med et privatforbrug, der af skatteforvaltningen er beregnet til 115.286 kr., jf. sagen.
For 2001 har forvaltningen ligeledes opgjort Deres stedsøns privatforbrug - men til et negativt beløb, jf. sagen. Da Deres privatforbrug ... på 41.047 kr. [parterne er enige om, at der er tale om fejlskrift for 29.353 kr.] tillige skal dække Deres private andel af ejendommens udgifter på 23.311 kr. finder Nævnet ikke grundlag for at ændre forvaltningens skønsmæssige ansættelse af overskud af virksomhed for dette år. Ansættelsen stadfæstes derfor."
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af
sagsøgeren, der har forklaret, at han er født i Polen og kom til Danmark for 26 år siden. Efter noget tid kom han til at beskæftige sig med istandsættelse af møbler. I 1998 forpagtede han virksomheden "H1", hvor han var ansat. Virksomheden gav overskud, men ikke meget. Indtjeningen var nogenlunde konstant. I 1991 købte han en ejendom sammen med sin daværende samlever, CB. Samleveren kom fra Bolivia. Hun havde en søn, BB, fra et tidligere forhold. Familien flyttede sammen i ejendommen. Efter samlivsophøret krævede CB, at sagsøgeren betalte hende 100.000 kr. For at indfri hende omprioriterede han ejendommen i 2000. Han havde endvidere i 1998 optaget et lån på omkring 55.000 kr. hos sin søster i Polen. Han skulle betale lånet tilbage i polske zloty, hvorfor størrelsen af gælden afhang af vekselkursen. Efter aftalen skulle lånet senest tilbagebetales i 2003. Pengene var lånt i forbindelse med, at han skulle foretage indskud i virksomheden i 1998. Beløbet fremgik af selvangivelsen. Der var en skattesag i 1998, hvori lånet også indgik. Skattemyndighederne ville ikke godkende lånet, fordi der ikke var dokumentation herfor. De sagde, at han skulle dokumentere overførsel af pengene eller fremskaffe en erklæring fra søsteren. Han skaffede en erklæring, men de ville alligevel ikke godkende det. Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, hvor han tabte sagen. Han gik ikke videre med sagen til domstolene. Han vidste således i 1998, at myndighederne ikke ville godkende lånet. Han tilbagebetalte lånet i 2000, fordi han fik penge ved omprioriteringen, som han var tvunget til på grund af betalingen til den tidligere samlever. Han hævede kontant 100.000 kr., som han tog med til Polen på juleferie i 2000. Pengene blev omvekslet i Polen. Sagsøgerne vidste, at mange polakker sendte penge til familien i Polen. Det kunne lade sig gøre til Warszawaområdet, for der havde Danske Bank afdeling. Men folk, der boede andre steder, kunne man ikke sende penge til. Sagsøgeren havde ikke selv undersøgt muligheden for overførsel via bank. Han bragte de 100.000 kr. med til Polen kontant og vekslede dem der. Det skete hos en sidegadevekselerer.
Disse var ikke godkendt officielt, men myndighederne gjorde intet, da Polen fik udenlandsk valuta. Sagsøgeren fik ingen kvittering. Efter betalingen af søsteren og rejseomkostninger havde sagsøgeren mindst 30.000 kr. tilbage. De 30.000 kr. lagde han i sin pengeboks på sin bopæl. Han satte dem ikke i banken, fordi renten var så godt som nul. Han havde en pengeboks, fordi han lejede værelser ud til tre udenlandske studerende, som altid betalte kontant. Han brugte pengene umiddelbart efter årsskiftet til betaling af terminsydelse og ejendomsskat. Den halvårlige ejendomsskat var på omkring 10.000 kr., mens terminsydelsen udgjorde 18-19.000 kr. Betalingerne blev foretaget kontant i sagsøgerens lokale bank. Han betalte altid kontant. Af sine kunder modtog han i de fleste tilfælde kontant betaling. De 30.000 kr. var blandet sammen med de penge, der lå i boksen i forvejen. Han mener, at BB flyttede ind hos ham et par måneder før, BB tilmeldte sig folkeregisteret. Den sene tilmelding skyldtes, at BB var usikker på, om han ville bo hos sagsøgeren eller hos sin mor. BB havde arbejdet i England. Før dette år arbejdede han i Danmark som bud. Han blev udstationeret i London for det samme firma. Sagsøgeren kender ikke firmaets navn. Da han kom tilbage, arbejdede han ikke længere for firmaet. Han havde tjent godt, fordi han havde arbejdet meget. Det fortalte BB ham. BB havde de penge, som var nødvendige at leve for. Skattemyndighederne opgjorde, at BB havde en negativ indkomst for 2001, og sagsøgeren ville ikke gøre mere ved det. Sagsøgeren og BB havde fælles husstand. Begge købte ind til husholdningen. Det var tilfældigt, hvem der betalte. BB betalte ikke nogen andel af huslejen. Hvis sagsøgeren havde brug for penge, kunne han henvende sig til BB. Sagsøgeren kan ikke huske, hvornår BB fik job. Da han kom tilbage fra England, havde han et kreditkort, et firmakort, som han kunne hæve frit fra. Han brugte kortet til at betale med i Danmark. Sagsøgeren kan ikke forklare, hvorfor BB havde kortet, når han ikke længere arbejdede for det pågældende firma. For så vidt angår privatforbrugsberegningen kom skattevæsenet frem til, at han kun havde 29.353 kr. på et helt år til privatforbrug. Men han havde jo også de 30.000 kr. Sagsøgeren er enig i, at man ikke kan leve for 29.353 kr. Møbelvirksomheden lukkede i 2003. Det skyldtes, at han ikke kunne forlænge sin lejekontrakt og ikke kunne finde andre egnede lokaler til en rimelig pris. I 2004 var han udsat for en trafikulykke. Han kom på sygedagpenge. I dag modtager han kontanthjælp. Han har endvidere lejeindtægten, den er på knap 84.000 kr. Han har udviklet Parkinson's som følge af færdselsuheldet. For et år siden var han på ny udsat for et færdselsuheld.
Procedurer
Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at omprioriteringen af ejendommen er dokumenteret og ubestridt, herunder er det ubestridt, at omprioriteringen medførte, at sagsøgeren modtog mere end 100.000 kr. Efter sagsøgerens forklaring er der ingen tvivl om eksistensen af gældsmellemværendet med søsteren, uanset at skattevæsenet ikke vil anerkende det. Der er ingen grund til, at skattevæsenet ikke vil anerkende det. Lægges det til grund, at der ikke skete en indfrielse af et gældsmellemværende med søsteren, ville sagsøgeren dokumenterbart have 100.000 kr. til betaling af udgifter i 2001. Det er dermed klart dokumenteret, at sagsøgeren har haft et betydeligt rådighedsbeløb umiddelbart før 2001. Ansættelsen er således foretaget på urigtigt grundlag, hvorfor sagsøgeren skal have medhold.
Sagsøgte har ikke fremlagt praksis, der svarer til denne sag, hvor der er sket en dokumenteret omprioritering. Sagsøgeren har forklaret, at 70.000 kr. af de 100.000 kr. gik til tilbagebetaling af lån, som skattemyndighederne har kendt til siden 1998. Sagsøgerens forklaring er troværdig og må lægges til grund.
Det fremgår ikke af privatforbrugsberegningen, hvordan det primære driftsresultat er fremkommet, hvorfor det er vanskeligt at se, hvad der indgår, herunder om der allerede er taget højde for den private andel af ejendomsudgifterne.
BBs beregnede negative privatforbrug for 2001 er ikke relevant, da man ikke har dokumentation for hans indkomst. Han kan have haft et kontantbeløb, som han har levet for.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at skattemyndighederne i privatforbrugsberegningen har opgjort privatforbruget til 29.353. Der er i beregningen ikke taget højde for sagsøgerens andel af ejendomsskatter mv., på 23.311 kr. Hvis dette beløb fradrages, udgør rådighedsbeløbet 6.042 kr. Dette beløb kan man ikke leve for, og den reelle indkomst må nødvendigvis have været højere. Et meget lavt forbrug berettiger til en skønsmæssig forhøjelse, også selv om der ikke kan påvises fejl i det selvangivne. Dette er fastslået i retspraksis. Sagsøgeren har ikke bestridt, at skattevæsenet er berettiget til at foretage skøn. Skønnet kan alene tilsidesættes, hvis skønnet er udført på klart forkert grundlag eller har ført til et urimeligt resultat. Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden. Der skal ganske meget til for at tilsidesætte skønnet. Skattemyndighederne har forhøjet indkomsten med 40.000 kr., så den bringes op på ca. 46.000 kr., hvilket fortsat er meget lavt.
Der foreligger en omfattende praksis vedrørende kontantbeholdninger. Praksis viser, at sagsøgeren har en tung bevisbyrde. Der gælder et helt ubetinget krav om objektiv dokumentation. Forklaringer er ikke tilstrækkelige. Sagsøgeren skal godtgøre, at han var i besiddelse af 30.000 kr. i 2001. Det er imidlertid udokumenteret, at sagsøgeren havde nogen del af de 100.000 kr. tilbage ved indgangen af 2001. Det har formodningen imod sig, at der opbevares større beløb derhjemme, som ikke er indsat på rentebærende konto.
Sagsøgerens forklaring hænger ikke sammen. I 1998 blev hans oplysning om, at han havde optaget lån ikke godkendt, fordi han ikke havde objektiv dokumentation for lånet. Nu er der tilsvarende ingen dokumentation for tilbagebetalingen. Det lyder mærkeligt, at man ikke skulle kunne overføre penge til Polen. Der er ikke dokumentation for omvekslingen til zloty. Det forekommer endvidere usædvanligt at hæve 100.000 kr., hvis man alene skylder et væsentligt mindre beløb. Det forekommer ligeledes usædvanligt at hæve 100.000 kr., hvis man ikke skal anvende dem alle. Det er usandsynligt, at sagsøgeren bare har lagt pengene i pengeboksen. Uanset dette vides det ikke, om sagsøgeren havde 30.000 kr. tilbage ved indgangen til 2001. Det kunne lige så godt have været et andet beløb. Der kan derfor ikke lægges vægt på, at han har haft et beløb i sin pengeboks. Der er dermed ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.
Der er ikke fremlagt dokumentation for, at der er en fejl i privatforbrugsberegningen. Det primære driftsresultat har sagsøgeren selv selvangivet. Sagsøgeren er derfor nærmest til at vide, hvordan beløbet hænger sammen.
I 2001 havde stedsønnen kun folkeregisteradresse hos sagsøgeren i 2 måneder. Skatteforvaltningens privatforbrugsberegning for 2001 for stedsønnen var opgjort til et negativt beløb. Der er dermed ikke dokumentation for, at stedsønnen i 2001 havde mulighed for at bidrage positivt til sagsøgerens privatforbrug.
Rettens begrundelse og resultat
Det er ubestridt, at sagsøgeren primo november 2000 hævede 100.000 kr. i kontanter, og at dette beløb ikke er medtaget i privatforbrugsberegningen for 2001. Da sagsøgeren imidlertid ikke har ført bevis for, at beløbet ikke er forbrugt fuldt ud i 2000, og da det i øvrigt af sagsøgeren anførte ikke kan føre til andet resultat, findes der ikke grundlag for at ændre forvaltningens skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2001.
Efter omstændighederne findes hver part at skulle bære egne omkostninger.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Hver part bærer egne omkostninger.