Byrets dom af 05. april 2016 i sag BS 4-974/2015

Dommen

Parter

A
(Advokat, Rene Bjerre)

Mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokat, v/advokat Nikolaj Lysebjerg Hansen)

Afsagt af byretsdommer

Helle Fløystrup dommer

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er indbragt for retten i Y2 ved en stævning modtaget den 8. juni 2015, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A i indkomståret 2010 var berettiget til skattefri rejse -og befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver G2, samt hvorvidt der har været grundlag for at forhøje hans indtægt med en række andre godtgørelsesbeløb, der er udbetalt af hans arbejdsgiver, eller hvorvidt disse udgør refusion af udlæg, A har afholdt for arbejdsgiveren. Sagen drejer sig i den forbindelse om, hvor A har haft sit arbejdssted, om G2 har udført eller har haft mulighed for at udføre kontrol med de udbetalte godtgørelsesbeløb, og om A har krav på yderligere fradrag for erhvervsmæssig befordring.

A har principalt nedlagt påstand om, at Skatteministeriets skatteansættelse for indkomståret 2010 skal nedsættes med 206.642 kr. og subsidiært, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

As krav er opgjort således:

Forhøjelser mht. indberettet rejse -og befordringsgodtgørelse for 2010 193.611,00 kr.

Forhøjelser mht. udbetalte diæter i forhold til de beløb, der fremgår af A' oversigt 31.650,00 kr.

Der er ikke uenighed om den beløbsmæssige opgørelse af de poster, der er omfattet af sagen.

Oplysningerne i sagen

Den 8. juni 2009 indgik A en tidsbegrænset lejekontrakt for perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2012 vedrørende en lejlighed i 2 etager beliggende Y3 i Y1. Lejemålet var på 86 kvadratmeter og måtte ikke uden udlejers samtykke bruges til andet en beboelse og kontor. Den årlige leje var inklusiv à conto varme fastsat til 115.200 kr.

Den 1. september 2009 blev A ansat i en fast stilling som administrator/konsulent hos G2, der havde adresse på et kontorhotel beliggende Y4. Af ansættelseskontrakten fremgik, at arbejdet skulle udføres på de af arbejdsgiveren anviste adresser med udgangspunkt i As bopæl på Y11 i Y2, hvor han var tilmeldt folkeregistret sammen med sin familie. A var i henhold til ansættelseskontrakten forpligtet til at foretage rejser og/eller i øvrigt at henlægge sit arbejde til andet end det normale arbejdssted, når det var nødvendigt for arbejdets gennemførelse. Af kontrakten fremgik i § 7, at A havde krav på godtgørelse i forbindelse med kørsel, rejser og udstationering i henhold til Ligningsrådets regler for skattefri rejse -og befordringsgodtgørelse.

Det er ubestridt, at det var G2, der for hele 2010 betalte lejen for lejemålet på Y3, og at al selskabets post blev videresendt fra adressen på Y4 i Y12 til Y5 i Y1.

Den 1. november 2011 afgjorde SKAT, at skattefrie godtgørelser på 194.784 kr., heraf 193.611 kr., som A havde modtaget fra G2 i 2010, var skattepligtig indkomst.

Ved et brev fra 15. juni 2012 anmodede As revisor SKAT om at genoptage indkomstansættelsen for 2010 for så vidt angik de modtagne godtgørelser fra G2. Der blev samtidig fremsendt skemaer med oversigter over As kørte kilometer, specifikation af udbetalte diæter samt lønsedler for 2010. Revisoren havde beregnet, at A i henhold til kørselsoversigterne var berettiget til at modtage 124.858 kr. i kørselsgodtgørelse for 48.241 kørte kilometer. Det fremgik videre, at A i henhold til lønsedlerne rent faktisk havde modtaget 132.058 kr. for 37.095 km. Revisoren anmodede om, at den skattepligtige indkomst blev nedsat med 194.784 kr., dog med fradrag af et beløb på 7.200 kr., som A havde fået for meget udbetalt i kørselsgodtgørelse.

Af kørselsoversigterne fremgik, at A i starten af hver uge kørte fra sin bopæl i Y2 til Y1. De følgende hverdage kørte han i sin egen bil til forskellige byer på Sjælland, og han overnattede i ugens løb ikke på bopælen i Y2. Arbejdsugerne blev afsluttet med kørsel fra Y1 tilbage til Y2. I alt kørte han ifølge oversigterne i 2010 108 gange mellem Y1 og Y2. På oversigterne var kørslernes formål blandt andet angivet som: "Y6, kontor", "Tilsyn Y12", "Y7", "Y8", "Y12 fogedret" og "fremvisning Y6". Der var for hver uge angivet kilometertællerens start -og slutstand samt antallet af kørte kilometer. Det fremgår af oversigterne, at der på enkelte dage, som for eksempel den 22. og 23. oktober 2010 tilsyneladende var kørt fra Y1 til Y2 uden mellemkommende returkørsel. I perioden fra 25. maj til 4. juni 2010 fremgik det af oversigten, at A kørte i en værkstedsbil.

Af lønsedlerne fremgik, at A hver måned i 2010 fik udbetalt 8.000 kr. som skattefri godtgørelse, dog fik han i marts udbetalt 14.000 kr. I månederne fra januar til september 2010 fik han derudover udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse.

Den 23. maj 2013 traf SKAT afgørelse om, at fastholde den tidligere afgørelse om at forhøje As skattepligtige indkomst med 193.611 kr. SKAT ændrede endvidere As skattepligtige indkomst med hensyn til ikke selvangivet løn og godtgørelse, så den skattepligtige indkomst med fradrag for erhvervsmæssig kørsel blev forhøjet med 89.531 kr., ligesom SKAT ændrede As befordringsfradrag for kørsel mellem Y2 og Y1 til 30.780 kr.

SKAT tilkendegav i forbindelse med afgørelsen, at man kun mente, at der kunne tillægges As egne oversigter over kørsel begrænset vægt, fordi der var fejl heri, og fordi der ikke var ført den foreskrevne kontrol med kørslen, samt endelig fordi oversigterne ikke specificerede den daglige km-stand, formålet med kørslen eller specifikke adresser. SKAT bemærkede i den forbindelse, at der i perioden fra den 28.02 til 11.03 var kørt 1.865 km, uden at km-standen var anført, og at alle km stande var aflæst på As bopæl i Y2.

SKAT tilkendegav også, at A havde angivet al kørsel foretaget på hverdage med udgangspunkt fra Y1 som erhvervsmæssig, og at han ikke havde sandsynliggjort, at han ikke havde foretaget privat kørsel på hverdagene i forbindelse med de ugentlige ophold i Y1, og at SKAT for eksempel ved opslag på Trafikstyrelsens hjemmeside www.bilviden.dk havde konstateret, at hans bil med reg.nr. ...Q havde været til bilsyn den 20. maj 2010 i Y8 med km-stand 227.000 km. uden at dette fremgik af oversigten.

SKAT bemærkede videre, at der af kørselsoversigterne fremgik kørsel til byer, hvor G2 og selskabets dattervirksomheder ikke ejede udlejningsejendomme i 2010, og at man ikke ud fra de foreliggende oversigter kunne vurdere, hvorvidt kørslen var foretaget i arbejdsgiverens interesse.

SKAT anførte i deres afgørelse endelig, at man ud fra en samlet konkret vurdering valgte ikke at reducere As erhvervsmæssige kørsel, der herefter blev opgjort til 21.241 km. svarende til et fradrag på 28.386 kr.

Den 6. marts 2015 traf Landskatteretten afgørelse i sagen. Heraf fremgik blandt andet:

"...

Rejsegodtgørelse/-fradrag

Godtgørelse for rejseudgifter, der påføres en lønmodtager som følge af, at han ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, kan modtages skattefrit, forudsat godtgørelsen holder sig inden for visse satser. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 173 af 11. marts 2009).

Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for, at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 12 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5.

Er der ikke udbetalt godtgørelse for rejseudgifter, har lønmodtageren mulighed for at foretage fradrag for rejseudgifterne efter standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2, eller med de faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Klageren er i henhold til ansættelseskontrakten fastansat hos G2, som ifølge sagens oplysninger har reel kontoradresse i Y1.

Det fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, at "arbejdet udføres på de af arbejdsgiveren anviste adresser med udgangspunkt i medarbejderens bopæl. "

Uanset at det fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, at hans private bopæl regnes som tjenestested, kan bopælen ikke i relation til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A anses for klagerens faste arbejdssted.

Der er herved henset til, at klageren ifølge kørselsoversigterne altid kørte fra sin bopæl i Y2, hvorefter han både startede og sluttede ugen i Y1, inden han kørte tilbage til bopælen. Kørselsoversigterne er ifølge det oplyste udarbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger. Det må derfor have været både klagerens og arbejdsgiverens opfattelse, at klagerens ansættelsesforhold indebar, at hans arbejde reelt tog udgangspunkt i kontoret i Y1. Endvidere skulle klageren hente nøgler og deltage i møder på kontoret i Y1.

Efter de samlede oplysninger om klagerens ansættelses -og arbejdsforhold i 2010 må han anses for at have en så regelmæssig tilknytning til selskabets kontor i Y1, at det i relation til ligningslovens § 9 A må anses for hans faste arbejdssted.

Den omstændighed, at klageren i løbet af ugen kørte til selskabets forskellige ejendomme for at føre tilsyn, medfører ikke, at klageren kan anses for at være på rejse, idet der ikke er tale om rejser med en varighed på mere end 24 timer.

Klageren opfylder derfor ikke kravet om et midlertidigt arbejdssted i henhold til rejsereglerne, og der kan ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse eller foretages fradrag for udgifter til kost og logi efter ligningslovens § 9 A.

Den kendsgerning, at det ikke er muligt at overnatte på sin bopæl på grund af (det faste) arbejdssteds beliggenhed, berettiger ikke til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A og Landsskatterettens kendelse af 17. juni 2003, offentliggjort i SKM2003.453.LSR.

Befordringsgodtgørelse

Efter ligningslovens § 9, stk. 4, skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Kravene til bogføringsbilag vedrørende erhvervsmæssig kørsel skal efter § 2 i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 indeholde: Modtagerens navn, adresse, cpr-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og en beregning af befordringsgodtgørelsen.

SKAT har begrundet afgørelsen med, at arbejdsgiveren ikke har ført kontrol med den udbetalte godtgørelse, ligesom der henvises til, at en del af den ikke-godkendte skattefrie befordringsgodtgørelse vedrører klagers kørsel mellem hjem og et fast arbejdssted.

Klageren har i henhold til lønsedlerne modtaget 132.058 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse for 37.095 km. I henhold til kørselsoversigterne har repræsentanten beregnet, at klager var berettiget til at modtage 124.858 kr. i kørselsgodtgørelse for 48.241 kørte kilometer.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at klagers faste ugentlige kørsel ifølge kørselsoversigterne mellem bopælen i Y2 og arbejdspladsen i Y1 er kørsel mellem hjem og arbejde. Klagers arbejdsplads i Y1 er som ovenfor nævnt ikke midlertidig. Sædvanlig kørsel mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er ikke omfattet af ligningslovens § 9 B. Denne kørsel er allerede derfor ikke omfattet af reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs beregning af klagers kørsel mellem hjem og arbejde på 27.000 km, som er opgjort ud fra afstandsmål på www.krak.dk og antal kørte gange ifølge kørselsoversigterne.

For så vidt angår den udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse for de resterende kørte kilometer (10.095 km efter lønsedler eller 21.241 km efter kørselsoversigter) anses det hverken for dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol med de erhvervsmæssigt kørte kilometer.

Der er herved blandt andet henset til kørselsoversigterne, hvor bestemmelsesstederne alene er angivet med bynavne samt oplysningerne om, at kørselsoversigterne ikke passer med de faktiske forhold, hvilket ikke har muliggjort en fornøden kontrol med antallet af de kørte kilometer, og om udbetalingerne er sket i overensstemmelse med reglerne herom. Der er endvidere henset til, at den udbetalte skattefrie godtgørelse på 132.058 kr. samt kilometerantallet ifølge lønsedlerne ikke stemmer overens med den godtgørelse, som repræsentanten anser klageren for berettiget til i henhold til kørselsoversigterne.

De bilag, som ifølge repræsentanten befinder sig hos SKAT i en sag vedrørende G2, vurderes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Retten stadfæster derfor SKATs afgørelse således, at de indberettede og udbetalte befordrings -og rejsegodtgørelser på 193.611 kr. er skattepligtig indkomst.

Fradrag for erhvervsmæssig befordring

Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse kan lønmodtagere i henhold til ligningslovens § 9 B, stk. 4, 2. pkt., alene foretage fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Da den udbetalte befordringsgodtgørelse er anset for skattepligtig, er klageren herefter alene berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens 9 B, stk. 4, 2. pkt., jf. § 9 C, for den kørsel, der kan anses for erhvervsmæssig.

Repræsentanten har anført, at kørsel mellem hjem og arbejde er erhvervsmæssig for så vidt angår de 60 første kørsler.

Befordring mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen i indtil 60 dage indenfor de seneste 12 måneder er erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Klageren har siden 1. september 2009 været ansat i selskabet og haft fast arbejdssted på Y5, Y1. Han må endvidere antages at have haft en midlertidig bopæl enten på Y3 i Y1  fra samme tidspunkt, jf. den af ham indgåede lejekontrakt, eller et andet sted i nærheden, da det samtidig er oplyst, at han ikke kørte tilbage til Y2 i løbet af ugen.

Det må derfor lægges til grund, at klageren ved udgangen af 2009 har kørt mere end 60 gange til den faste arbejdsplads fra henholdsvis den sædvanlige bopæl i Y2 og den midlertidige bopæl i Y1 (eller et andet sted), hvorefter kørslen i 2010 mellem hjem og arbejdsplads anses for privat. Kørslen mellem Y2 og Y1 kan herefter alene fradrages med Skatterådets satser efter ligningslovens § 9 C, jf. nedenfor under Fradrag befordring hjem-arbejde.

SKAT har anset det for sandsynligt, at der i 2010 har fundet erhvervsmæssig kørsel sted for G2. SKAT har derfor skønsmæssigt godkendt 21.241 km efter ligningslovens § 9 C fordelt på 166 ture a 128 km, svarende til et fradrag på 28.286 kr.

Retten finder ikke anledning til at tilsidesætte SKATs skøn over befordringsfradraget.

Retten stadfæster herefter SKATs afgørelse på dette punkt, dog med den tilføjelse, at der er tale om et ligningsmæssigt fradrag efter ligningslovens § 9 C og ikke et fradrag i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 9.

Fradrag for befordring hjem-arbejde

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, og ud fra satser der fastsættes af Skatterådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages. Efter praksis gives der dog kun fradrag i det omfang, befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.

SKATs opgørelse af et ligningsmæssigt fradrag, jf. ligningslovens § 9 C, som kompensation for den ikke-godkendte udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse for befordring mellem hjem og arbejde Y2 -Y1 på 30.780 kr. er ikke anfægtet.

Retten stadfæster således SKATs afgørelse på dette punkt.

Yderligere skattepligtig indkomst

Ved at sammenholde klagerens selvangivne indkomster med indberetningerne fra hans arbejdsgiver og hans lønsedler for 2010 kan det konstateres, at der ifølge lønsedlerne for januar og februar er bidragspligtig A-indkomst på i alt 45.820 kr. og skattefrie godtgørelser på i alt 44.447 kr., som ikke er indberettet og selvangivet.

Ligeledes kan det konstateres ved at sammenholde klagers månedlige oversigter over logi og rejsegodtgørelser med lønsedlerne, at der, udover de aconto udbetalte diæter på 8.000 kr. om måneden, er udbetalt i alt 31.650 kr. i 2010 i godtgørelse til klageren, som ikke fremgår af lønsedlerne.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts -og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1.

Klageren opfylder ikke kravene i ligningslovens § 9A til at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. Klageren er derfor med rette anset for skattepligtig af en yderligere indkomst på 117.917 kr. Dog vil han skulle godskrives de 7.942 kr. i A-skat for februar, som ikke er indberettet til SKAT, men som er tilbageholdt af hans arbejdsgiver.

Retten stadfæster i øvrigt SKAT afgørelse på dette punkt.

..."

Der har i forbindelse med sagen været fremlagt udskrifter fra As dankort og MasterCard konti for 2010. A har gjort gældende, at markeringerne på kontoudtoget vedrørende dankortkontoen viser udgifter, som han har afholdt til bespisning af ansatte i G2, som han efterfølgende har fået refunderet af selskabet. Det fremgår blandt andet heraf, at A den 18. juni 2010 har betalt 280 kr. med dankort hos Føtex i Y2. Af As kørselsoversigter fremgår, at han samme dag var til møde i Y12, idet han først returnerede til Y2 den 19. juni 2010. A har vedrørende oversigterne fra MasterCard kontoen gjort gældende, at de markerede beløb udgør udgifter til kost og kørsel, som han har afholdt, uden at udgifterne er refunderet af G2.

Der endvidere været fremlagt udskrifter fra posteringslisten for G2 for 2010 vedrørende udbetaling af godtgørelse for fortæring og benzin/diesel til A.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 2009 via sin tidligere arbejdsgiver kom i kontakt med SC, der tidligere havde drevet blandt andet nogle Matas og Inspirationsbutikker med betydelige tab. Kontakten opstod nogle måneder, før han den 8. juni 2009 underskrev lejekontrakten. I de følgende måneder talte de sig ind på hinanden og blev enige om at samarbejde. SC havde et ønske om at drive virksomhed med opkøb og udlejning af fast ejendom. SC boede i Y1, hvor han også havde sit kontor. Han ønskede imidlertid at få kontoret væk fra privaten. Det var SC, der så et opslag i et vindue om, at det var muligt at leje lokalerne på Y3. Lokalerne kunne anvendes til både beboelse og kontor. SC bad ham om at kontakte udlejeren, fordi han ønskede at holde lav profil med sin nye forretning, hvilket ville blive svært, hvis det var ham, der kontaktede udlejeren, idet "alle kender alle i Y1". Endvidere mente SC, at huslejen ville blive højere, hvis det var ham, der indgik lejeaftalen. Det var derfor, det var ham, der kom til at stå som lejer. Han underskrev lejekontrakten nogle måneder før, han blev ansat i SCs selskab, G2, og på et tidspunkt, hvor han alene havde udført nogle få mindre opgaver for SC. De havde dog allerede aftalt, at han skulle ansættes. Han udførte de første opgaver med rådgivning fra juni til september 2009. SC var først og fremmest butiksmand og ikke bekendt med at drive ejendomsvirksomhed. Det var SC, der betalte depositum og husleje for lejligheden i Y1.

Udlejeren af lejligheden vidste, at han boede i Y2, og at lejligheden skulle bruges til kontor og dermed også, at det ikke var ham selv, der skulle flytte ind. Fordi han ikke kom fra whisky-bæltet men derimod fra Jylland, kunne han få lejemålet til en fornuftig pris. Lejligheden var en helt almindelig beboelseslejlighed indrettet i to planer med køkken, bad og et værelse i det første plan og en trappe op til det andet plan, der var indrettet med et stort rum. De indrettede sig med arkivskabe og et skrivebord i værelset nedenunder og med kopimaskine og mødebord i køkkenet. Ovenpå havde de yderligere en række arkivskabe samt to skriveborde og et konferencebord. Lejemålet var udmærket til kontor men ikke til beboelse. Han har ikke på noget tidspunkt rådet over lejligheden, og han har heller aldrig overnattet der. Der var hverken sofa eller andet, man kunne sove på.

Han overnattede inde i Y12 hos forskellige venner og bekendte.  Han sov i perioder på op til 1-2 måneder ad gangen hos sine bekendte. Han betalte ikke husleje men kompenserede ved at give vingaver og lignende, uden at der lå noget skatteteknisk heri. Han købte som regel vinen i Jylland i enten Salling, Føtex eller Bilka. Indimellem købte han også vin i Tyskland. Hans månedlige udgifter til gaver lå på mellem 1.000-2.000 kr. Han synes, at det var en bedre måde at indrette sig på, fremfor at fremleje et værelse, hvor han sad alene efter arbejdstids ophør.

Han begyndte med at arbejde for SC i september 2009. Hans arbejde bestod i at rådgive og hjælpe med at indkøbe og styre renoveringen af ejendommene. Han har indkøbt en del ejendomme af konkursboer og på tvangsauktioner. Det var bl.a. derfor han kørte rundt til forskellige fogedretter på Sjælland. Der var hovedsageligt beboelseslejemål i SCs ejendomsportefølje. En del af de indkøbte ejendomme havde stået tomme i længere tid, og det var hans opgave at sørge for, at de blev sat i stand, så de kunne udlejes til en fornuftig pris. I den forbindelse udarbejdede han planer for renoveringerne, ligesom det var ham, som sørgede for udlejning og administration. Tanken var, at renoveringen skulle være gennemgribende, så det ikke blev nødvendigt at udføre større arbejder, når først lejlighederne var blevet udlejet. Håndværkerne blev ansat af SC, hvorimod det var ham, der sørgede for at sætte istandsættelsesarbejderne i gang og inspicere, at håndværkerne udførte arbejdet efter planerne.

Når det i ansættelseskontrakten blev bestemt, at han som udgangspunkt skulle arbejde ud fra sin private bopæl i Y2, skyldes det, at det var her, han havde sin familie og bopæl, og at han ikke var interesseret i at flytte. Planen var, at G2 skulle være et landsdækkende ejendomsselskab. Det var ikke meningen, at der skulle være et stort kontor, og derfor var det bedst for ham at starte hjemmefra. Han har også i forbindelse med sine tidligere jobs arbejdet en del hjemmefra. Arbejdet var tilrettelagt, så han i løbet af ugen arbejdede med indkøb af ejendomme, fremvisninger og istandsættelse, og så han i weekenderne udførte kontorarbejde med bl.a. at sende kontrakter ud og lave huslejeopkrævninger fra sit kontor på privaten i Y2.

Når der i hans egen beregning af kørselsgodtgørelse for 2010 er forskel på, hvor mange kilometer han har kørt, og hvad han har fået udbetalt herfor, skyldes det, at det indimellem gik temmelig stærkt. Derfor var han ikke opmærksom på, at han fik for meget udbetalt. SC kontrollerede hans indberetninger men var ikke opmærksom på det, da han nåede op over 20.000 km. I løbet af efteråret 2010 fandt de ud af, at han var ved at få for meget, uden at han dog var klar over, at drejede sig om 7.000 kr. Derfor aftalte de, at han ikke fik udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse for oktober til december måned. På den måde troede de, at der var udlignet. Han har ikke betalt penge tilbage til SC på den måde, at han har givet ham penge i hånden. Derimod mener han, at der på en eller anden måde er blevet modregnet. SC var en professionel forretningsmand, der ikke gav ved dørene, og han krævede, at der var orden i tingene.

Det var SC, der kom frem til, at han skulle have 8.000 kr. à conto om måneden som godtgørelse for udgifter i forbindelse med, at han arbejdede på Sjælland. Han accepterede dette tilbud, idet det var en udmærket måde for ham at blive aflønnet på. For ham var det vigtigste, hvad der stod nederst på lønsedlen. Han ved ikke, hvorfor han i marts 2010 fik udbetalt 14.000 kr. i à conto godtgørelse.

I starten var det SC, der lavede kørsels -og godtgørelsesskemaerne og satte dem op ud fra de oplysninger, han gav ham. Senere fandt de ud af, at det var nemmere, hvis han selv stod for det. Foreholdt, at det af skemaerne fremgår, at han den første dag i arbejdsugen kørte fra Y2 til Y1, har A forklaret, at det var sjældent, at han startede med at køre til kontoret i Y1, hvor han ikke havde meget at gøre. Nogle gange kørte han fra Y2 til sit overnatningssted hos sine bekendte i Y12 allerede søndag aften for at blive klar til den kommende uge. Andre gange tog han først af sted mandag morgen enten direkte ud til en ejendom, til en tvangsauktion eller til et møde med SC inde i Y12. I andre tilfælde kørte han direkte til møder med for eksempel långivere, der skulle have ejendommene fremvist. Når der ud for datoen den 16.12.2009 står: "Y6, kontor ", er det ensbetydende med, at han den pågældende dag har været ude på en ejendom i Y6 for dernæst at køre omkring kontoret i Y1. SC ejede ejendomme i både Y12, Y6 og Y9. Han har kun markeret det i oversigterne, når han kørte væk fra Y12. Når der ud for datoen 18.12.2010 står "Y1 - Y2", er det ensbetydende med, at han er kørt hjem til Y2 sidst på dagen, men man kan ikke se, hvad han i øvrigt har lavet. Det var SC, der ville have, at han skulle udfylde oversigterne på denne måde. Han fik godtgørelse svarende til det antal kilometer, han havde registreret ved henholdsvis arbejdsugens start og afslutning. Han tænkte ikke selv over, om disse oplysninger var tilstrækkelige, men i dag er han blevet klogere. SC var hele tiden bekendt med, hvad han lavede, idet han fulgte med i hans arbejde både for at lære og for at holde styr på økonomien. De var stort set hele tiden i telefonisk kontakt, og han afrapporterede løbende til SC. Han og SC var også i kontakt i forbindelse med, at SC udstedte fuldmagter til ham, når han skulle købe ejendomme på tvangsauktion, ligesom han gav ham instrukser om bud og udbetalte kontanter til sikkerhedsstillelse.

Når der i oversigten ud for datoen den 19.01.2010 fremgår: "Y9", skyldes det, at han er kørt fra Y12 til Y9 og retur for at se på en ejendom. Hovedparten af ejendommene lå i Y12, og de dage, hvor der står: "tilsyn, Y12", har han kørt rundt mellem disse ejendomme. SC havde ikke ejendomme i Y7. De kørsler, han har haft hertil, har været i forbindelse med tvangsauktioner. Foreholdt, at det af oversigten for juni 2010 nederst fremgår, at han har fået udbetalt 3.050 kr. den 25. juni 2010, har A oplyst, at han hverken kan huske, om det er ham, der har skrevet det, eller om han har fået pengene. Ved nærmere eftertanke er han sikker på, at det må være, SC, som har skrevet det, men han kan ikke forstå, hvis han har fået beløbet. Når det af oversigten for den 22. og 23.10.2010 fremgår, at han skulle være kørt fra Y1 til Y2 to dage i træk, har A forklaret, at han ikke er kørt denne strækning to dage lige efter hinanden. Det må dække over noget andet. Forklaringen er nok, at han er kørt hjem til Y2 den 23. oktober 2010. Den 22. oktober 2010 må han have lavet noget andet. Der er tale om en fejl formentlig, fordi der er faldet noget ud. Også kilometeropgørelsen viser, at der er tale om en fejl.

Når han i maj og juni 2010 har skrevet: "værkstedsbil", skyldes det, at hans egen bil var til reparation. Det var før, man kunne få lånebiler, og i stedet for lejede han en bil på et værksted. Når antallet af kilometer fra den 13. til den 16. august 2010 går fra 60.588 til 229.976, skyldes det, at han havde to biler. Den ene - med det høje kilometertal - var en gammel Citroen xantia, mens den anden med det lave kilometertal - var en Peugeot 206, diesel. Det var den sidste bil, han som oftest kørte i.

De beløb, han har fået refunderet, er understreget i det kontoudtog, der vedrører hans dankort. Han kan ikke huske præcis, hvad for udgifter det er, han i hvert enkelt tilfælde har fået refunderet. Nogle af posterne går igen. For eksempel: "G3" den 3. og 11. november 2010. Det er et pizzeria på Y10, hvor de renoverede en stor ejendom. Her har han i en del tilfælde købt mad til folkene på byggepladsen, når de arbejdede sent. Han har også købt kaffe og drikkevarer til dem. Han har ikke fået refunderet sine private madudgifter. Han spiste de steder, hvor han overnattede. Når han købte noget til sig selv, betalte han som regel kontant for at holde udgiften adskilt fra de udgifter, han afholdt for G2. Det er også derfor, der er hævet en række runde kontantbeløb på kontoen. Det er også forekommet, at han har betalt private udgifter med sit dankort.

Han har ikke fået refunderet udgifter til benzin, vægtafgift og forsikring af G2 men alene fået refusion for arbejdsrelaterede parkeringsudgifter. De udgifter, der fremgår af selskabets posteringsoversigter, som han har fået refusion for, er udgifter, som han har afholdt på selskabets vegne. Det kunne for eksempel være udgifter til brændstof til håndværkernes maskiner og biler. Han betalte, når de ikke selv havde penge. Håndværkerne havde et betalingskort, men det var ikke altid, SC fik sat penge ind, og derfor er det i en række tilfælde sket, at håndværkerne har ringet til ham for at få ham til at frikøbe deres biler.

De småbeløb, der fremgår af posteringslisten for G2, dækker ikke over refusion for hans private madudgifter. Når der står "Superbest", dækker det over, at han har indkøbt smørrebrød til SCs møder. Når der står "7eleven" dækker det over udgifter, han har afholdt til at købe kaffe til en håndværker eller en formand.

Eftersom de renoverede ejendommene gennemgribende, stod ombygningsarbejderne på over mere end èt år. Formålet var at gøre ejendommene mere rentable ved at istandsætte dem, så de kunne sætte huslejen op. Hans opgave var at fortælle håndværkerne, hvilke opgaver de skulle udføre og føre tilsyn hermed. Han er ikke selv håndværker. Han bestilte de materialer, de skulle bruge, men det var SC, der stod for økonomien og betalte for varerne. Tilsynsbesøgene på ejendommene tog ofte mange timer, fordi han skulle forklare håndværkerne, hvad der skulle laves. Når han i oversigterne har skrevet: "tilsyn, Y12", kan det sagtens dække over, at han har haft flere tilsynsbesøg samme dag.

Han kørte til Y12 enten søndag eller mandag og blev der indtil torsdag eller fredag. Han arbejdede typisk i Y12 3-4 dage og kørte ikke tilbage til Y2 i løbet af ugen. De administrative opgaver udførte han via sin bærbare pc enten ude på byggepladserne eller fra kontoret i Y1.

TK har forklaret, at han i perioden fra 2009 og frem til 2013 arbejdede som konsulent for G2. Selskabet startede op fra et kontorhotel på Y13 men flyttede til Y1 i maj 2009. Y1 Y3. var en beboelsesejendom, hvor de havde indrettet en lejlighed til kontor. Han arbejdede dagligt fra mandag til fredag på kontoret. Lejligheden var indrettet i to etager. Nederst var der et værelse samt bad/toilet og køkkenalrum. En trappe førte op til en repos, der var beregnet som stue. A havde et kontor med et skrivebord nedenunder, og i køkkenet stod en kopimaskine. På 1 sal stod hans eget og SCs skriveborde samt et 4 personers mødebord og nogle arkivskabe. Der var hverken sofaer/ senge eller andre former for overnatningsmuligheder. Det var var ikke fysisk muligt at overnatte i lejligheden med mindre, man var villig til at sove på stengulvet. A kom på kontoret et par gange om ugen. Nogle gange var han der hele dage og andre gange kun i kortere tidsrum. As funktion var primært at være ude i marken. Han har ind imellem mødtes med A, når han selv har været ude på ejendommene.

KJ har forklaret, at han har været arkitekt på nogle af G2S renoveringsprojekter. Der var tale om udlejningsejendomme i Y12. Han har været ude på Y3 i forbindelse med et møde. Som han husker det, var det engang i 2010. Der var tale om et 2 etagers lejemål. I stuen var der toilet, the-køkken, mødebord og arkivskabe. Ovenpå i et ikke særligt stort rum var der indrettet flere arbejdspladser. Som han husker det, var der tre arbejdspladser heroppe. De holdt møder nedenunder, og det var trangt. Han så hverken sofaer og senge. A deltog i nogle af møderne på kontoret. Han har også få gange mødtes med A ude på nogle af ejendommene. Det var ham, der holdt tilsyn med, at byggerierne blev udført i overensstemmelse med tegningerne og de lovmæssige krav. Det var ikke ham, der holdt tilsyn med bygningsarbejderne. Han ved ikke, hvor A overnattede, eller hvordan han indrettede sig med hensyn til kørsel.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

As har i påstandsdokument af 23. februar 2016 anført følgende:

"...

Nærværende sag drejer sig helt overordnet om, hvorvidt A er skattepligtig af en række udbetalinger fra arbejdsgiveren, G2, udbetalt som skattefrie godtgørelser for henholdsvis rejse -og befordringsudgifter afholdt af A i arbejdsgiverens interesse.

Til støtte for den principale påstand gøres det helt overordnet gældende, at godtgørelserne udbetalt af G2 til A i indkomståret 2010 opfylder betingelserne for at kunne udbetales skattefrit.

Nærmere om rejsegodtgørelsen

Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 1, at godtgørelse til dækning af rejseudgifter, der påføres en lønmodtager, der grundet afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin bopæl, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger de af Ligningsrådet fastsatte satser.

Godtgørelse kan udbetales uden nærmere dokumentation for arbejdstagerens udgifter, når udbetaling sker efter Ligningsrådets satser, jf. Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.7.2.5.

Det gøres helt overordnet gældende, at A opfylder betingelserne for, at den udbetalte rejsegodtgørelse i indkomståret 2010 er skattefri i henhold til ligningslovens § 9 A.

Det gøres gældende, at As faste arbejdssted i indkomståret 2010 var hans bopæl Y11, Y2.

Det følger direkte af As ansættelseskontrakt (bilag 2), at "arbejdet udføres på de af arbejdsgiveren anviste adresser med udgangspunkt i medarbejderens bopæl". (min fremhævning)

Mellem A og arbejdsgiveren, G2, var det således en forudsætning ved ansættelsen, at As private adresse udgjorde det faste arbejdssted. Det gøres gældende, at dette skal tillægges afgørende betydning ved vurderingen af As faste arbejdssted i indkomståret 2010.

Det var på ansættelsestidspunktet i 2009 velbegrundet og hensigtsmæssigt, at As ansættelse skete med bopælen som arbejdsplads. Arbejdsgiveren G2´ ejendomsbesiddelser bestod på ansættelsestidspunktet hovedsageligt af ejendomme i Y14 og Y15, hvorfor As adresse var et hensigtsmæssigt arbejdssted i fraværet af kontorlokaler i Jylland. G2´ ejendomsportefølje udviklede sig først senere til hovedsageligt at bestå af ejendomme i hovedstadsområdet og på Sjælland.

As transport til kontoret i Y1 beliggende Y3., og til de byggepladser og ejendomme ejet af G2, hvor hans tilstedeværelse var nødvendig, udgjorde således transport til midlertidige arbejdssteder.

A var dermed af sin arbejdsgiver udsendt til midlertidige arbejdssteder. Pligten til at udføre arbejdet på midlertidige arbejdssteder følger direkte af As ansættelseskontrakt (bilag 2), hvoraf det fremgår, at

"...

medarbejderen har i arbejdsmedfør pligt til at foretage rejser og/eller i øvrigt henligge sit arbejde til andet end det normale arbejdssted, når dette er nødvendigt for arbejdets gennemførelse.

..."

As arbejde, der bestod af administration af ejendomme samt styring af byggepladser på de af G2 A/S´ ejede ejendomme, havde ikke nogen afgørende tilknytning til G2s kontor i Y1. Kontorarbejdet i tilknytning til ansættelsen blev udført på As private adresse i overensstemmelse med ansættelseskontrakten. Det øvrige arbejde blev udført på de enkelte byggepladser og ejendomme ejet af G2.

Det gøres gældende, at det ikke skal tillægges afgørende betydning, at kørselsoversigterne (bilag 5) viser, at kørsel er sket fra Y2 til Y1. Kørslen er angivet på denne måde efter instruktion af As arbejdsgiver. Kørslen fra den faste arbejdsplads og bopæl i Y2 fandt i absolut hovedparten af tilfældene sted direkte til en ejendom eller byggeplads ejet af G2 og ikke til kontoret i Y1.

Transporten til Y12sområdet og ophold her er sket med henblik på at være til stede på midlertidige arbejdspladser i form af byggepladser og ejendomme ejet af G2 og ikke med henblik på at udføre arbejde fra selskabets kontor i Y1.

Det bestrides, at A rådede over kontoret i Y1 beliggende Y3. Ejendommen udgjorde G2s kontorlokaler, og A rådede ikke over ejendommen, ligesom denne ikke var tilgængelig som en overnatningsmulighed for A. Lejekontrakten er alene indgået i As navn med henblik på at opnå den billigst mulige leje. G2 har således til fulde rådet over ejendommen.

Lejligheden Y3., udgjorde G2s kontorlokaler og dannede basis for selskabets drift i 2010. Ejendommen var et kontorlejemål, der blev benyttet fuldt ud af G2, og ikke indeholdt overnatningsmuligheder af nogen karakter.

Det gøres gældende, at A har afholdt udgifter i privat regi i forbindelse med rejserne og opholdene på Sjælland som en del af arbejdet for G2.

Det gøres videre gældende, at A ikke har været forpligtet til at gemme eller opbevare dokumentation for de private udgifter, idet disse er refunderet efter Ligningsrådets satser.

Det fremgår af kontooversigten af As private konto (bilag 6), at A på dage, hvor han arbejdsmæssigt har opholdt sig på Sjælland, har haft udgifter til bespisning og ophold, der ikke er refunderet af G2. Til eksempel kan henvises til udgiften den 15. december 2010 på G4, udgiften den 2. december 2010 samt madindkøb på G3 kr. 66 den 30. november 2010, der ligeledes ikke er refunderet af G2. Herudover fremgår af kontoudskriftet udgifter til mad og indkøb i supermarkeder på dage med ophold på Sjælland, som ikke er refunderet af G2.

Det gøres gældende, at kontoudskriftet fra As private konto dokumenterer og sandsynliggør udgifterne i forbindelse med opholdene og overnatningen på Sjælland i G2 ´interesse.

Nærmere om befordringsgodtgørelse

Til støtte for den principale påstand gøres det videre gældende, at den af G2 udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri i henhold til ligningslovens § 9 B.

Det gøres gældende, at kørslen fra As adresse i Y2 til kontoret i Y1 beliggende Y3., ikke skal kvalificeres som kørsel mellem hjem og arbejde, men derimod som transport mellem arbejdspladser, hvorved kørslen berettiger til skattefri kørselsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B.

Kørslen fra As faste arbejdsplads i hjemmet i Y2 er som absolut udgangspunkt sket til en af selskabets ejendomme for at mødes med en potentiel lejer eller for at føre tilsyn med konkrete byggearbejder eller ejendommene i øvrigt. Kørslen er således ikke sket direkte fra bopælen i Y2, der udgjorde As faste arbejdsplads, og direkte til kontoret i Y1.

Det skal ikke bestrides, at der i henhold til kørselsoversigterne (bilag 5) angiveligt er kørt direkte fra bopælen i Y2, der udgjorde As faste arbejdsplads, til Y1 ved ugens og slutning. Anførslen er imidlertid foretaget efter nærmere instruktion fra arbejdsgiveren og svarer ikke til det reelle kørselsmønster.

Det gøres videre gældende, at A har afholdt omkostninger i relation til bildrift og befordring, der gør ham berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse i indkomståret 2010.

I kontoudskriftet for As MasterCard (bilag 7) er markeret en række udgifter i relation til parkering, benzin m.v., der ikke er refunderet af G2. Kontoudskriftet dokumenterer således afholdelsen af befordringsudgifter, der berettiger til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Endelig gøres det til støtte for den principale påstand gældende, at G2 har ført en tilstrækkelig kontrol med As erhvervsmæssige befordring i indkomståret 2010. Betingelsen om en reel kontrol af befordringen er således opfyldt.

G2 - konkret hovedanpartshaver SC - instruerede A i, hvorledes kørselsoversigterne skulle udarbejdes, og hvorledes han ønskede dem udfyldt. Indholdet i kørselsoversigterne og disses udformning er således baseret på konkrete instruktioner fra G2s ledelse.

Ledelsen i G2 havde en fuldstændig præcis indsigt i, hvilke arbejdsopgaver A løste på de enkelte dage, hvor arbejdet foregik i Y12sområdet. Ledelsen dikterede således arbejdsopgaverne og holdt sig fuldstændig ajour med udviklingen i de projekter, der forløb på de enkelte ejendomme, som A var ansat til at administrere. Ledelsen var dybt involveret i konkrete renoverings -og udbedringsopgaver på de enkelte ejendomme, fremvisning og udlejning af lejligheder til potentielle lejere, såvel erhvervslejere som private boliglejere. Videre gav ledelsen konkrete instruktioner i forbindelse med As eventuelle deltagelse i tvangsauktioner på vegne af selskabet med henblik på at erhverve ejendomme eller lignende opgaver i forbindelse med besigtigelse, gennemgang og vurdering af potentielle ejendomme, selskabet eventuelt ville investere i.

Det gøres gældende, at ledelsen af G2 baseret på de løbende instruktioner til A samt de foreliggende kørselsoversigter udarbejdet på baggrund af ledelsens konkrete instruktioner var fuldt ud i stand til at føre en minutiøs og fuldt ud tilstrækkelig kontrol med den af A oplyste befordring. Dermed er betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse opfyldte.

Om den subsidiære påstand

Den subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at retten måtte finde, at der er fejl i opgørelserne af henholdsvis rejsegodtgørelse eller befordringsgodtgørelse, men at betingelserne for udbetaling af skattefrie godtgørelser i øvrigt er opfyldte. I dette tilfælde bør sagen i overensstemmelse med sædvanlig praksis hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 23. februar 2016 anført følgende:

"...

Det gøres overordnet gældende, at A for indkomståret 2010 ikke er berettiget til hverken skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A eller til skattefri befordringsgodtgørelse efter § 9, stk. 4 og § 9 B.

Det påhviler A at godtgøre, at betingelserne for skattefri rejse -og befordringsgodtgørelse er opfyldt, og denne bevisbyrde har han ikke løftet.

A har således ikke godtgjort at have afholdt udgifter i forbindelse med kørsel og rejse til midlertidige arbejdssteder. As arbejdsgiver G2 har dokumenterbart refunderet A udgifter til både logi, kost og benzin, jf. bilag C, D og F. Herefter påhviler det A at godtgøre, hvilke konkrete udgifter han har afholdt, der skulle berettige ham til skattefri rejse -og befordringsgodtgørelse. Denne bevisbyrde har han ikke løftet.

Herudover kan det konstateres, at As arbejdsgiver G2 ikke har ført den fornødne kontrol med As kørsels -og rejseaktivitet, endsige haft mulighed herfor, hverken i forhold til udbetaling af rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A eller befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 4, og § 9 B.

A har dermed ikke godtgjort, at han er berettiget til skattefri rejse -og befordringsgodtgørelse for indkomståret 2010. A har således heller ikke påvist et grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse (bilag 1).

1.   Rejsegodtgørelse

Efter ligningslovens § 9A, stk. 1, skal rejsegodtgørelse, som en lønmodtager påføres, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2. Efter § 9A, stk. 4, er det desuden en betingelse, at rejsen varer i mindst 24 timer.

Herudover er det en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren kontrollerer, om betingelserne for at udbetale rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage jf. § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse -og befordringsgodtgørelse, som er udstedt i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, 4. pkt. Efter § 1, stk. 2 i bekendtgørelsen skal bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige rejse indeholde:

1. 1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

   2. Rejsens erhvervsmæssige formål.

   3. Rejsens start -og sluttidspunkt.

   4. Rejsens mål med eventuelle delmål.

   5. De anvendte satser.

   6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

   7. Dokumentation for de afholdte udgifter

Det fremgår som nævnt af ligningslovens § 9A, stk. 1, at en lønmodtager kan modtage godtgørelse for udgifter, som lønmodtageren er blevet påført. A har imidlertid ikke godtgjort, at han skulle have afholdt udgifter i forbindelse med de omhandlede rejser. Allerede derfor er A ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. § 9, stk. 4.

Udgifter til logi

A havde i indkomståret 2010, udover sin bopæl i Y2, rådighed over en lejlighed i Y1 (bilag B). A havde altså mulighed for at anvende denne lejlighed til at overnatte i, i forbindelse med arbejdsopgaverne i hovedstadsområdet. Det fremgår imidlertid af en kontospecifikation fra As arbejdsgiver G2 (bilag C), at det var G2, som afholdt udgifterne til husleje for lejligheden, hvilket A heller ikke bestrider.

Det kan herefter lægges til grund, at A ikke har afholdt udgifter til logi på denne adresse, men dog har haft rådighed over lejligheden.

Revisor Johnny Karleby har oplyst, at lejligheden ikke blev brugt af A til at overnatte i, jf. mødereferat af 19. august 2014 (bilag B). Endvidere har A i replikken, på side 2, 3. afsnit, bestridt, at han havde rådighed over lejligheden.

Hvor A ellers skulle have overnattet under de angivne rejser, er imidlertid ikke dokumenteret.

Skatteministeriet opfordrede (1) i svarskriftet A til at dokumentere, hvor han har overnattet i ugens løb i forbindelse med de omhandlede rejser, herunder dokumentere de afholdte udgifter hertil, men dette har A undladt. Det skal tillægges processuel skadesvirkning, hvorefter det kan lægges til grund, at G2 har afholdt As faktiske udgifter til logi i forbindelse med hans rejser, jf. bilag C.

A oplyste i replikken, side 1, at han i forbindelse med sine ophold på Sjælland har overnattet hos kolleger, familie og venner, og at betalingen ofte har været en flaske vin eller lignende.

Over for denne udokumenterede påstand er der i sagen fremlagt en lejekontrakt på en lejlighed beliggende Y3 i Y1, som A indgik den 8. juni 2009 med lejemålets påbegyndelse sat til den 1. juli 2009 (bilag B). Som netop anført afholdt G2 udgifterne til lejligheden, jf. bilag C.

Henset til at A således i 2010 havde en lejlighed på Sjælland i rimelig afstand til de tilsyn, han i arbejdets medfør skulle foretage, må det have formodningen imod sig, at han i stedet for at benytte sig af dette lejemål skulle opsøge kolleger og venner for overnatning. Det må påhvile A at godtgøre, at dette var tilfældet, og denne bevisbyrde har han ikke har løftet.

Herudover må det også have formodningen imod sig generelt, at A størstedelen af ugens dage uge efter uge i et helt år har overnattet hos forskellige relationer.

Selv hvis det kan lægges til grund, at A en gang i mellem har overnattet hos eksempelvis familie på Sjælland, berettiger dette ham ikke til skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A. As arbejdsgiver har stadig godtgjort ham hans faktiske udgift til lejemålet i Y1. Den omstændighed, at A har givet sin familie en flaske vin, er uvedkommende for dette spørgsmål.

A har endvidere bestridt, at lejligheden i Y1 indeholdt overnatningsmuligheder.

Dette er udokumenteret og bestrides. Der er tale om et lejemål i to etager med et etageareal på 86 kvadratmeter, jf. bilag B, side 1. Selv hvis det kan lægges til grund, at lejemålet også benyttedes til kontorlokaler, er der intet i sagens oplysninger til hinder for, at A kunne anvende stedet til overnatning. Det må da også have formodningen for sig, at A indrettede en del af lejemålet til overnatning, henset til at han tilbragte det meste af ugen på Sjælland. At dette ikke skulle være tilfældet, påhviler A at godtgøre, og denne bevisbyrde har han ikke løftet.

Udgifter til kost

A har heller ikke fremlagt dokumentation for udgifter afholdt til kost. Tværtimod fremgår det af en kontospecifikation (bilag D), at G2 har refunderet A udgifter afholdt i diverse supermarkeder, restauranter og lignende. Der er tale om udlæg refunderet til A på i alt kr. 28.500,46, jf. SKATs afgørelse, side 4 (bilag A).

A anførte i replikken, at de omtalte refunderede udlæg til A fra Ejendomsholdning A/S alle "vedrører erhvervsmæssige udgifter til eksempelvis håndværkerbiler, mad til de ansatte håndværkere ved overarbejde, bespisning ved møder m.v.".

Dette er udokumenteret og bestrides. Det må have formodningen imod sig, at ingen af de utallige udlæg, som A har fået refunderet af G2, vedrører mad og drikke til A selv.

Langt størstedelen af de betalinger, som A har fået refunderet af G2, er beløb på under 100 kr. og vedrører betalinger hos bl.a. 7-eleven, pizzeriaer, bagerier, supermarkeder og caféer. Der er altså tale om ganske sædvanlige mad og drikkevarer til én person.

Herudover kan det konstateres, at der i længere perioder er foretaget indkøb dagligt, således at A også har fået refunderet udlæg, som han har afholdt i weekenden. Dette sker eksempelvis mellem den 24. januar - 5. februar 2010, jf. bilag D, side 1-2. Endeligt er en anseelig del af udlæggene betegnet som "hos morfar mk", jf. bl.a. bilag D, side 6.

Det kan altså ikke lægges til grund, at alle de omhandlede udlæg skulle vedrøre

"...

erhvervsmæssige udgifter til eksempelvis håndværkerbiler, mad til de ansatte håndværkere ved overarbejde, bespisning ved møder m.v.

...."

Tværtimod kan det lægges til grund, at A har fået refunderet en lang række udgifter i 2010 af G2 for personlige udgifter i forbindelse med hans rejser på Sjælland.

Bevisbyrden for, at det skulle forholde sig anerledes, påhviler A, og denne bevisbyrde har han ikke løftet.

Skatteministeriet opfordrede (2) i svarskriftet A til at fremlægge dokumentation for afholdte udgifter til kost i forbindelse med de omhandlede rejser, som ikke er blevet refunderet af G2. Kort før forberedelsens afslutning fremlagde A i forbindelse med processkrift 1 kontoudtog fra As privatkonti i F1-Bank (bilag 6 og 7).

Heraf fremgår, at A i 2010 har brugt penge med henholdsvis sit dankort og MasterCard. Dette dokumenterer imidlertid ikke, at han har endeligt afholdt udgifter i forbindelse med de omhandlede rejser.

Når han eksempelvis i processkrift 1, side 2, 4. afsnit henviser til, at han den 15. december 2010 har brugt et beløb på "G4", jf. bilag 6, er der intet til hinder for, at dette beløb ikke er indeholdt i en af de fire udlægsposter, som er anført i bilag D for den 16. og den 17. december 2010. Alle disse er alene benævnt "A udlæg", og det er således ikke til at se, hvad G2 har refunderet A udgifter for.

Sammenfattende kan det lægges til grund, at G2 har refunderet de faktiske udgifter, som A har haft i forbindelse med sine rejser, hvorfor han ikke også kan få skattefri rejsegodtgørelse. I så fald ville han få godtgjort sine udgifter to gange.

Arbejdssted

Selv hvis Retten kommer frem til, at A har afholdt udgifter i forbindelse med de omhandlede rejser, er han alene berettiget til skattefri godtgørelse for de rejser, som han har foretaget til et midlertidigt arbejdssted, og som har haft en varighed af minimum 24 timer, jf. ligningslovens § 9A, stk. 5.

Uanset at A efter ansættelseskontrakten (bilag 2) formelt set skulle tage udgangspunkt i sin private bopæl som arbejdssted, kan denne ikke i forbindelse med godtgørelse efter ligningslovens § 9A udgøre As faste arbejdssted. Dette støttes også af, at A efter det oplyste ikke har udøvet arbejde på sin bopæl, eller at hans bopæl i øvrigt har haft nogen tilknytning til G2.

Som det er oplyst, havde G2 et kontor i Y1, som A jævnligt kørte til og fra. Der forefindes et klart mønster i kørselsoversigterne (bilag 5), hvorefter A ved ugens start kørte fra sin bopæl i Y2 til kontoret i Y1 og tilsyneladende som oftest blev her indtil næste dag, hvor han kørte på diverse tilsyn i hovedstadsområdet. Som afslutning på ugen kørte A igen fra kontoret i Y1 og til sin bopæl i Y2.

Det er i kørselsoversigterne ikke angivet, hvor A kørte til som afslutning på de fleste arbejdsdage. A har oplyst, at han ikke altid kørte tilbage til sin bopæl i Y2 i løbet ugens hverdage (bilag E). Som nævnt ovenfor, havde A i 2010 rådighed over en lejlighed i Y1, jf. bilag C, som G2 finansierede, jf. bilag B.

G2 arrangerede det altså sådan, at A havde en bolig til rådighed samme sted, som selskabet havde kontor, og hvor A efter kørselsoversigterne påbegyndte og afsluttede hver arbejdsuge. Herudover er det oplyst, at A kom forbi kontoret efter nøgler og for at deltage i møder, jf. bilag E.

Det må altså have formodningen for sig, at A i ugens løb anvendte Y1 som base, og at det var både G2' og As opfattelse, at hans arbejde reelt tog udgangspunkt i kontoret i Y1.

Det må herefter lægges til grund, at kontoret i Y1 udgjorde As faste arbejdssted, jf. SKM2013.163.ØLR.

As rejser i ligningslovens § 9As forstand startede således først, da A forlod kontoret i Y1 (eller sin bopæl i Y2, hvis han ikke kørte forbi Y1) og påbegyndte kørslen til de diverse tilsyn. Rejsen afsluttedes derefter ved, at han vendte tilbage til sit faste arbejdssted i Y1 eller kørte tilbage til sin bopæl i Y2.

Herefter er det alene de rejser, som har haft en varighed på over 24 timer, som kan blive omfattet af ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. stk. 4.

Dette har G2s udbetalinger til skattefri rejsegodtgørelse ikke taget højde for, hvorfor A også af denne grund ikke kan få medhold i sin principale påstand.

Arbejdsgiverens kontrol

Under alle omstændigheder er A ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse, da G2 ikke har ført fornøden kontrol med, at betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse til A var opfyldt, jf. U 2007.1526H og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Til dokumentation af arbejdsgiverens kontrol, har A fremlagt en række kørselsoversigter (bilag 5). Kørselsoversigterne opfylder imidlertid ikke kravene til kontrol som fastsat i § 1, stk. 1 i bekendtgørelsen.

Skatteministeriet vil til støtte herfor henvise til følgende omstændigheder:

Der er på kørselsoversigterne alene angivet bestemmelsessteder med bynavne. Ofte er der alene anført "Y12" som destination, og for den 8. oktober 2010 er der eksempelvis alene anført "Tilsyn Byggeri" uden nogen geografisk angivelse overhovedet.

Kørselsoversigterne indeholder heller ikke nærmere angivelse af start -og sluttidspunkt for de forskellige kørsler udover datomarkeringen. Herudover er der heller ikke altid angivet en position for rejsens påbegyndelse eller endelige destination. Det er således ikke til at se, hvor A har påbegyndt sin rejse, eller hvor han har endeligt afsluttet dagens kørsel. Når der alene står eksempelvis "Y7 Ret" ud for den 18. august 2010, er det ikke til at vide, hvor og hvornår A er påbegyndt sin rejse, om A har overnattet i Y7, kørt tilbage til bopælen i Y2, lejligheden i Y1 eller et helt tredje sted.

Dette har afgørende betydning for udbetalingen af rejsegodtgørelse, da rejsens start og sluttidspunkt skal kunne fastsættes præcist og som minimum strække sig ud over 24 timer, jf. ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. stk. 4. Hvis A eksempelvis den 18. august 2010 efter sit besøg i Y7 er kørt tilbage til enten Y2 eller lejligheden i Y1, vil rejsen være afsluttet, men dette er imidlertid ikke til at afgøre ud fra de mangelfulde angivelser i kørselsoversigten.

Ud for den 19. januar 2010 er der alene angivet byen "Y9" som destination. Da der ikke er angivet andre destinationer for denne dag, må man antage, at A ikke skulle til eksempelvis Y12 for at udføre yderligere tilsyn. Fra Y9 tager det omtrentlig en time og tyve minutter at køre til Y2. Det har således ikke været umuligt i ligningslovens § 9As forstand for A at overnatte på sin bopæl i Y2 denne dag, jf. U 2013.2271H og SKM2006.482.ØLR. På trods heraf er der alligevel påregnet rejsegodtgørelse. Det samme er tilfældet for den 1. marts, 27. maj, 10. august, 26. august, 9. september, 23. september og 15. december.

Andre steder i kørselsoversigterne er der anført to på hinanden følgende dage, hvor A skulle have kørt fra Y1 til Y2 begge dage, uden dog at skulle have kørt den anden vej tilbage, altså fra Y2 til Y1. Jeg henviser her til datoerne 18.-19. marts, 22.-23. oktober, 29.-30. oktober og 30.-31. december i bilag 5.

Når man sammenholder kørselsoversigterne (bilag 5) med de fremlagte kontiudtog (bilag 6 og 7), kan man ligeledes konstatere visse uoverensstemmelser. Det fremgår eksempelvis af kørselsoversigten, at A den 18. juni 2010 angiveligt har haft et møde i Y12. Først den 19. juni 2010 skulle han være kørt fra Y1 til Y2. Ikke desto mindre fremgår det af As kontobevægelser (bilag 6), at han den 18. juni 2010 har brugt sit dankort i "Føtex Y2". Dette passer altså ikke med det i kørselsoversigten anførte.

Den 28. december 2010 skulle A også være i Y12, efter at han den 27. december er kørt fra Y2 til Y1. Den 28. december 2010 bruger han imidlertid sit dankort i "G1 Y2".

Når man tager disse mangelfulde angivelser og uoverensstemmelser i betragtning, må det lægges til grund, at G2 ikke har ført, endsige havde mulighed for at føre, den fornødne kontrol med antallet af erhvervsmæssige rejsedage, og om betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt.

Hertil kommer, at A selv har oplyst, at kørselsoversigterne ikke svarer til det reelle kørselsmønster, jf. stævningen side 6, 4. afsnit. I replikken side 3, sidste afsnit, har A uddybet dette og anført, at det var G2 - konkret hovedanpartshaveren SC - som instruerede A i, hvorledes kørselsoversigterne skulle udarbejdes, og hvorledes han ønskede dem udfyldt. Dette efterkom A så.

Hvis man skal lægge til grund, at kørselsoversigterne ikke svarer til det reelle kørselsmønster, kan de i sagens natur ikke udgøre dokumentation for, at G2 i tilstrækkelig grad kunne kontrollere, om og hvornår As var berettiget til rejsegodtgørelse.

Det fremgår eksplicit af § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse -og befordringsgodtgørelse, at der skal foreligge bogføringsbilag indeholdende visse minimumsoplysninger, førend arbejdsgiverens kontrol kan siges at være tilstrækkelig. Såfremt kørselsoversigterne (bilag 5) er angivet fejlagtigt mod bedre vidende, opfylder de selvsagt ikke dette krav.

Den omstændighed, at det er arbejdsgiveren, som har instrueret sin ansatte til at udforme eksempelvis kørselsbogen mangelfuldt, medfører selvsagt ikke, at arbejdsgiveren herved har ført en tilstrækkelig kontrol i henhold til bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, som er udstedt i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5. Kontrolkravene kan arbejdsgiveren ikke blot selv vælge at fravige, med den følge at den ansatte herefter skal have skattefri godtgørelse, desuagtet at bekendtgørelsen ikke er efterlevet.

I denne sag, hvor G2 angiveligt ligefrem har instrueret A til at udfylde kørselsoversigterne i strid med realiteterne, er det desto tydeligere, at kørselsoversigterne ikke opfylder bekendtgørelsens krav.

Sammenfattende har G2 dokumenterbart ikke ført den fornødne kontrol med As rejseaktivitet, endsige forsøgt herpå. A er derfor ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse.

A har således heller ikke påvist et grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse på dette punkt.

Befordringsgodtgørelse

Lønmodtagere kan modtage skattefri befordringsgodtgørelse for udgifter, som påføres lønmodtageren til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, fastsat af Skatterådet jf. ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9B, stk. 1 og 4.

Som anført ovenfor om rejsegodtgørelse, stilles der ligeledes et krav om arbejdsgiverens kontrol, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse -og befordringsgodtgørelse.

Som anført ovenfor under afsnit 1.2 må det lægges til grund, at G2' kontor i Y1 har udgjort As faste arbejdssted, hvortil han er kørt i begyndelsen af hver arbejdsuge, og hvorfra han har modtaget instruktioner, hentet nøgler og deltaget i møder.

A påbegyndte sit arbejde den 1. september 2009 jf. ansættelseskontrakten (bilag 2). Da der ikke foreligger oplysninger om andet, må der være en formodning for, at han i denne periode arbejdede efter samme mønster. Det kan herefter også lægges til grund, at han inden udgangen af 2009 havde haft minimum 60 arbejdsdage for G2 med kontoret i Y1 som arbejdssted.

As kørsel fra sit hjem i Y2 til kontoret i Y1, og den tilsvarende kørsel den modsatte vej er herefter ikke erhvervsmæssig men privat, hvorefter A ikke kan få befordringsgodtgørelse for denne kørsel.

Det er således alene den kørsel, som A har foretaget til de andre (midlertidige) arbejdspladser, som potentielt kan være omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 1, litra a.

Erhvervsmæssige udgifter

Det er en betingelse for skattefri befordringsgodtgørelse, at lønmodtageren er blevet påført erhvervsmæssige udgifter til den pågældende befordring, som udløser godtgørelsen, jf. også Den Juridiske Vejledning 2015-02, afsnit C.A.4.3.3.3. Der kan altså ikke modtages skattefri befordringsgodtgørelse, hvis udgiften til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren.

A har ikke godtgjort, at han skulle have afholdt udgifter til befordringen. Tværtimod fremgår det af en kontospecifikation fra G2 (bilag F), at G2 A/ S i 2010 har refunderet A udgifter til benzin på i alt kr. 6.373,29.

Den omstændighed, at A angiveligt har betalt for benzin mv. på diverse tankstationer, jf. bilag 7, dokumenterer ikke, at han endeligt har afholdt udgifter til befordring i forbindelse med hans kørsel til midlertidige arbejdspladser. En betragtelig del af disse udgifter må antages at være indeholdt i de udgifter, som han har fået refunderet af G2. Resten af udgifterne kan herefter meget vel antages at vedrøre As personlige befordring uden erhvervsmæssig sammenhæng.

Det kan herefter lægges til grund, at G2 har refunderet de faktiske udgifter, som A har haft i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel, hvorfor han ikke også kan få skattefri befordringsgodtgørelse. I så fald ville han få godtgjort sine udgifter to gange.

Arbejdsgiverens kontrol

Under alle omstændigheder er A ikke berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse, da G2 ikke har ført fornøden kontrol med, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til A var opfyldt, jf. § 2, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse -og befordringsgodtgørelse. Efter § 2, stk. 2 skal bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholde:

1. 1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

   2. Kørslens erhvervsmæssige formål.

   3. Dato for kørslen.

   4. Kørslens mål med eventuelle delmål.

   5. Angivelse af antal kørte kilometer.

   6. De anvendte satser.

   7. Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Som anført ovenfor har A fremlagt en række kørselsoversigter (bilag 5), som skulle dokumentere, at G2 var i stand til og rent faktisk førte en tilstrækkelig kontrol med antallet af godtgørelsesberettigede kilometer. Kørselsoversigterne er imidlertid så mangelfulde, at de ikke kan udgøre et tilstrækkeligt grundlag for den fornødne kontrol efter bekendtgørelsen. Jeg henviser til den nærmere gennemgang heraf ovenfor under pkt. 1.3.

Herudover skal det fremhæves, at der på kørselsoversigterne alene er angivet bestemmelsessteder med bynavne, hvilket ikke har muliggjort en fornøden kontrol med det præcise antal af kørte kilometer, og om udbetalingerne er sket i overensstemmelse med reglerne herom.

Ofte er der alene anført "Y12" som destination, hvorefter det præcise bestemmelsessted let kan variere med 20-25 km. For den 8. oktober 2010 er der alene anført "Tilsyn Byggeri" uden nogen geografisk angivelse overhovedet.

Kørselsoversigterne er som oftest desuden alene opgjort for en hel uge af gangen, hvorved der er angivet et antal kilometer kørt, da A kører fra Y2 og dernæst en angivelse af et nyt antal kilometer kørt, når han er tilbage i Y2 igen. De mellemliggende dage er ikke udspecificerede, og kørselsoversigterne indeholder altså som oftest kun oplysninger om det samlede antal kilometer, som A har kørt på en uge.

Eftersom kørslen fra Y2 til Y1 ikke karakteriseres som erhvervsmæssig og derfor ikke skal medregnes i den godtgørelsesberettigede befordring, er det ikke muligt at fastslå, hvor mange kilometer, der kan henføres som godtgørelsesberettigede.

Endeligt skal det bemærkes, at kørselsoversigterne ikke tager højde for privat kørsel. Det er intet sted anført, om han eksempelvis midt i ugen har kørt i sin fritid. Det må i den forbindelse have formodningen imod sig, at A ikke en eneste gang på et helt år har anvendt sin bil til private formål i løbet af ugen men alene til erhvervsmæssige formål.

Det er en forudsætning for at udbetale befordringsgodtgørelse skattefrit, at godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, jf. Den Juridiske Vejledning 2015-2, afsnit C.A.4.3.3.3.

Dette har G2 ikke kunne kontrollere, jf. det netop anførte, hvorfor der også derfor ikke har været tilstrækkeligt grundlag for at føre den fornødne kontrol. A er derfor heller ikke berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, jf. U 2007.1526H og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. A har i stævningen, side 7, nederste afsnit, anført, at der skulle have været ført en minutiøs kontrol med,

"...

hvorvidt den af A angivne kørsel har været i fuld overensstemmelse med den reelle kørsel, herunder hvorvidt kilometerantal m.v. er anført korrekt.

..."

Denne udtalelse er efter Skatteministeriets opfattelse ikke forenelig med As egen oplysning om, at kørselsoversigterne ikke svarer til det reelle kørselsmønster, jf. stævningen side 6, 4. afsnit. Som anført ovenfor under pkt. 1.3, kan kørselsoversigten selvsagt ikke udgøre dokumentation for arbejdsgiverens kontrol, når G2 ligefrem har instrueret A til at udfylde kørselsoversigterne i strid med realiteterne.

Hertil kommer, at kørselsoversigterne ikke stemmer overens med den udbetalte befordringsgodtgørelse, jf. bilag 3.

Sammenfattende gøres det gældende, at A ikke er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse, da G2 som arbejdsgiver ikke har haft grundlag for at føre den fornødne kontrol med As præcise rejsemønster og antal kilometer kørt.

A har heller ikke på dette punkt påvist et grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse (bilag 1).

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Om fast/midlertidigt arbejdssted:

A havde i hele 2010 bopæl i Y2, hvor han var tilmeldt folkeregistret sammen med sin familie. I forbindelse med de opgørelser over kørsel og diæter, han selv har udarbejdet, har han ved begyndelsen af hver ny arbejdsuge anført, at han er kørt fra bopælen i Y2 til Y1, ligesom han ved arbejdsugens afslutning har anført, at han er kørt fra Y1 og tilbage til Y2. Det er ubestridt, at G2 havde kontoradresse på Y3, hvor der var indrettet kontorarbejdspladser til både A og selskabets direktør SC. Efter As egen forklaring lægger retten til grund, at han og SC havde et endog meget tæt samarbejde omkring indkøb, finansiering, renovering og udlejning af selskabets ejendomme, og at alle selskabets ejendomme var beliggende i enten Y12sområdet eller en række andre sjællandske byer. Det lægges endelig efter den forklaring, der er afgivet af vidnet TK, til grund, at A kom på selskabets kontor i Y1 et par gange om ugen, og at han nogle gange opholdt sig på kontoret hele dage og andre dage i kortere tidsrum.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om karakteren af As arbejdsopgaver sammenholdt med oplysningerne i kørselsoversigterne og frekvensen for hans tilstedeværelse på kontoradressen i Y1, har A haft en så naturlig og regelmæssig tilknytning hertil, at dette udgjorde hans faste arbejdssted i 2010 i Ligningslovens § 9A´s forstand.

Retten har ved vurderingen ikke fundet at kunne tillægge det betydning, at det af As ansættelseskontrakt fremgik, at hans bopæl i Y2 udgjorde hans arbejdssted, idet det selv efter As egen forklaring må lægges til grund, at kun en beskeden del af hans arbejde blev udført herfra.

A var derfor ikke i 2010 berettiget til at få udbetalt skattefri godtgørelse for rejseudgifter i henhold til Ligningslovens § 9A.

Godtgørelse for udlæg afholdt for G2

A har gjort gældende, at en del af de godtgørelsesbeløb, der er udbetalt til ham af G2, udgør refusion af udgifter, han på selskabets vegne har afholdt til blandt andet bespisning af håndværkere samt betaling for benzin til håndværkernes biler og maskiner. A har endvidere forklaret, at håndværkerne havde deres egne betalingskort, men at SC ikke altid sørgede for at sætte penge ind, så de kunne betale selv.

Det er ikke alene ved As forklaring godtgjort, at de beløb, der fremgår af selskabets posteringsoversigter, udgør refusion af udgifter, A har betalt for G2. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om ikke ubetydelige beløb, der skulle være afholdt, uden at A har holdt nævneværdig regnskab hermed ud over, at han for det meste betalte udgifterne med sit dankort og sine egne udgifter med runde kontantbeløb, som han hævede med samme dankort. A har heller ikke givet en rimelig forklaring på, hvorfor det var ham og ikke håndværkerne selv, der lagde ud for disse udgifter. Retten har endvidere tillagt det betydning, at det efter oplysningerne i sagen må lægges til grund, at As og SCs aftale om aflønning til en vis grad baserede sig på udbetalinger af skattefrie godtgørelsesbeløb også ud over, hvad der blev selvangivet.

Det har derfor været berettiget, at SKAT har forhøjet As skattepligtige indkomst for 2010 med disse beløb.

Om befordringsgodtgørelse i henhold til Ligningslovens § 9B

Indledningsvist bemærkes, at retten som anført ovenfor lægger til grund, at A i 2010 havde fast arbejdssted på Y3, og at hans kørsel mellem Y2 og Y1 er kørsel mellem hjem og arbejde, som han har krav på at få befordringsfradrag for. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs beregninger af det kilometerantal og det antal dage, der udgør kørsel til og fra arbejde.

Vedrørende den del af det angivne kilometerantal, der ligger ud over de 27.000 km, der udgør kørsel mellem hjem og arbejde, bemærkes, at det er en forudsætning for skattefrihed, at arbejdsgiveren, inden udbetalingen sker, har udført kontrol med blandt andet antallet af erhvervsmæssige rejsedage, herunder start -og sluttidspunkt for rejsen, rejsens formål, mål og eventuelle delmål samt angivelsen af det kørte antal kilometer og den anvendte sats. As egne oversigter indeholder imidlertid kun sporadiske oplysninger, der ikke muliggjorde en nærmere kontrol, ligesom der ikke var overensstemmelse med hensyn til kilometerantal, der fremgik af lønsedlerne og kørselsoversigterne. Det lægges efter As egen forklaring til grund, at kørselsoversigterne er behæftet med fejl i de tilfælde, hvor det ser ud som om, han to dage i træk er kørt fra Y1 til Y2 uden en mellemkommende returrejse, ligesom det lægges til grund, at G2 ikke havde styr på satsen for befordringsgodtgørelse, da kilometerantallet oversteg 20.000 km. Herefter, og idet det endelig bemærkes, at det end ikke er sandsynliggjort, at G2 har udført kontrol, er A ikke berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til Ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9B.

Fradrag for erhvervsmæssig befordring

A blev ansat i G2 den 1. september 2009. Han har forklaret, at han arbejdede mellem 3 og 4 dage om ugen på Sjælland uden at køre hjem til Y2 ind i mellem. Forklaringen om, hvorfor det var ham, der kom til at stå som lejer af lejligheden på Y3 er usandsynlig og ikke nærmere underbygget, og det samme gælder forklaringen om, at han i løbet af 2010 boede på skift hos venner og bekendte i Y12 mod at give vingaver. Retten lægger derfor på samme måde som Landsskatteretten til grund, at A har haft midlertidig bopæl enten på Y1 Y3 eller et andet sted i Y12.

Da det påhviler A at godtgøre, at antallet af kørsler mellem den midlertidige bopæl i Y12 og den faste bopæl i Y2 ikke allerede i 2009 oversteg 60 gange, er det ikke godtgjort, at han i 2010 har haft krav på fradrag for erhvervsmæssig befordring ud over det skønsmæssigt godkendte antal kilometer svarende til et fradrag på 28.286 kr.

Retten tager herefter i det hele Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge som anført nedenfor.

Vedrørende sagens omkostninger bestemmes det, at A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 30.000 kr. heri inkluderet moms Sagsomkostningerne udgør i det hele udgift til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostninger taget hensyn til sagens udfald, karakter og omfang, herunder at hovedforhandlingen har varet en retsdag.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A til Skatteministeriet betale 30.000 kr.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage.