Parter
A
(advokat Henrik Rahbek)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Trine Andersen)
Afsagt af byretsdommer
Anders Stokbro Jensen
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen vedrører sagsøgeren, A's skatteansættelse for indkomståret 2008.
Påstande
Sagsøger påstår principalt, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's skatteansættelse for indkomståret 2008 skal nedsættes med kr. 261.449.
Der nedlægges subsidiært påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, A's skatteansættelse for indkomståret 2008 skal nedsættes med kr. 261.281
Der nedlægges mest subsidiært påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, A's skatteansættelse for indkomståret 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Sagsøgte, Skatteministeriet, påstår frifindelse, idet Skatteministeriet dog anerkender, at A's personlige indkomst for indkomståret 2008 nedsættes med 18.654,13 kr.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Forklaringer
Sagsøgeren, A, har forklaret bl.a., at det var praktisk, at han mor benyttede hans konto, som var oprettet i en filial af Danske Bank, som hans mor boede tæt ved. Han har ikke selv haft økonomisk vinding af anvendelsen af hans konto. Han anvendte ikke selv kontoen. SKAT har alt regnskabsmaterialet fra H1.1 ApS, og han har derfor været afskåret fra at fremlægge det til brug for sagen.
A's mor, BA, har som vidne forklaret bl.a., at hun var direktør i H1.1 ApS, og at hun indkøbte varer til H1.1 ApS. Hun anvendte sagsøgerens konto i Danske Bank, fordi hun boede tæt ved filialen, og fordi bankpersonalet var flinke til at hjælpe hende med at få leverandørerne til H1.1 ApS betalt. Hun var den eneste, der havde fuldmagt til at hæve på kontoen. Hun havde ikke netbank. Sagsøgeren har aldrig hævet penge på H1.1 ApS' konto. H1.1 ApS' regnskabsmateriale blev fremsendt til SKAT.
Parternes synspunkter
Til brug for rettens behandling af sagen har begge parter indleveret påstandsdokument/sammenfattende processkrift, og har under proceduren i det væsentlige henholdt til de anbringender, der fremgår heraf.
Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte principale påstand gjort det helt overordnet gældende, at Landsskatterettens afgørelse af den 20. januar 2014 er ugyldig, idet den lider af en væsentlig retlig mangel som følge af den direkte tilsidesættelse af officialprincippet i forbindelse med sagsoplysningen.
Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det helt overodnet gældende, at der mellem parterne er enighed om, at de beløb, der - ifølge SKATs opgørelse - er hævet fra H1.1 ApS' konto og indsat på A's private konto, fratrukket 1) indsætninger fra A's private konto til H1.1 ApS' konto og 2) de af SKAT godkendte beløb til varekøb, udgør kr. 168, jf. side 4, 2. afsnit i sagsøgtes processkrift A.
Videre gøres det i forlængelse heraf gældende, at der ikke med hjemmel i statsskattelovens § 4 er grundlag for at beskatte A af hævninger, der er foretaget på H1.1 ApS' konto, hvor det ikke er klart, hvad beløbene er tilgået til, idet beløbene ikke er tilgået A, og at A som fastslået af skatteankenævnet og Landsskatteretten ikke er ejer af H1.1 ApS, hvorfor der ikke er grundlag for en beskatning i henhold til ligningslovens § 16 A.
...
Det er en direkte følge af officialprincippet, at SKAT er ansvarlig for sagsoplysningen. SKAT er herefter ansvarlig for, at en afgørelse er oplyst på et forsvarligt grundlag - både afgørelsens faktiske og retlige grundlag er undergivet officialprincippet.
At offentlige myndigheder er underlagt officialprincippet følger af en helt klar retspraksis, hvortil der henvises til UfR 1983.349 H og UfR 1983.196 V.
Videre skal der henvises til side 145 i Forvaltningsret Sagsbehandling, 7. udgave, 2014 af Karsten Revsbech m.fl., hvoraf der fremgår følgende:
"...
I retsplejen er udgangspunktet med hensyn til sagens forberedelse et forhandlingsprincip, hvorefter sagens parter selv er ansvarlige for tilvejebringelse af processtoffet, herunder for sagens oplysning. For forvaltningen gælder derimod et undersøgelsesprincip (hyppigt betegnet officialprincippet), hvorefter ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages, som hovedregel påhviler forvaltningen.
..."
Videre fremgår der af side 357 i Forvaltningsret Sagsbehandling, 7. udgave, 2014 af Karsten Revsbech m.fl. følgende:
"...
|
d. |
Regler om sagens forberedelse. Fejl i forbindelse med sagens forberedelse kan medføre ugyldighed, enten fordi en bestemt forskrift vedrørende forberedelsen er overtrådt, eller fordi myndigheden ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt, selv om der ikke foreligger overtrædelse af en speciel sagsbehandlingsregel. |
|
1) |
utilstrækkeligt undersøgt. Som nævnt i kap. V.A.1. indebærer undersøgelsesprincippet, at myndigheden har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst og undersøgt, før afgørelse træffes. Er dette ikke tilfældet, bliver afgørelsen som hovedregel ugyldig. |
..."
Det kan direkte af skrivelse af den 14. september 2009 fra SKAT, jf. bilag 40, konstateres, at det af bogføringsbureauet R1 udarbejdede regnskabsmateriale for H1.1 ApS blev sendt til KP ved SKAT. Dette er ubestridt, ligeledes som det er ubestridt, at regnskabsmaterialet, bilag m.v. ikke efterfølgende er blevet udleveret til H1.1 ApS.
Uanset at den pågældende sagsbehandler ved SKAT, som har rejst nærværende sag ved afgørelse af den 13. januar 2011, jf. bilag B, har været i besiddelse af regnskabsmaterialet, bilag m.v. for H1.1 ApS, har den pågældende sagsbehandler ikke inddraget dette i forbindelse med sagsoplysningen af nærværende sag, hvortil der henvises til det anførte side 6, 1. afsnit i afgørelsen af den 13. januar 2011, jf. bilag B.
Videre kan det konstateres, at SKAT valgte at henlægge sin sag vedrørende H1.1 ApS efter en gennemgang af regnskabsmaterialet, bilag m.v., som blev sammenholdt med de af selskabet udarbejdede momsangivelser, angivelser af A-skat m.v., jf. bilag 40.
Netop den omstændighed, at SKAT valgte at henlægge sagen efter en gennemgang af det indkaldte regnskabsmateriale, bilag m.v. for H1.1 ApS, skaber en klar formodning for, at det regnskabsmateriale, bilag m.v., som KP ikke inddragede i sagsoplysningen ved den trufne afgørelse af den 13. januar 2011, jf. bilag B, har kunnet dokumentere hvilke omkostninger, der har været afholdt i H1.1 ApS, og derved kunne belyse, hvad de såkaldte "ukendte" hævninger er gået til.
I den forbindelse bemærkes det videre, at der ikke i forbindelse med sagens behandling ved henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten er foretaget reparation af sagsbehandlingsfejlen, idet KP ved SKAT ikke har overleveret regnskabsmaterialet, bilag m.v. for H1.1 ApS, udarbejdet af bogføringsbureauet R1, til hverken skatteankenævnet eller Landsskatteretten, hvilket ikke bestrides af sagsøgte.
Endvidere har sagsøgte ikke valgt at fremlægge regnskabsmaterialet, bilag m.v. i nærværende sag, selvom sagsøgte må være nærmest hertil, idet regnskabsmaterialet, bilag m.v. fortsat må være i SKATs besiddelse, idet regnskabsmaterialet, bilag m.v. ubestridt ikke er tilbageleveret til H1.1 ApS.
Det gøres således gældende, at Landsskatterettens afgørelse af den 20. januar 2014, jf. bilag 1, er ugyldig, idet der som følge af en direkte tilsidesættelse af officialprincippet ved sagsoplysningen foreligger en klar retlig mangel, som utvivlsom er væsentlig.
I forlængelse heraf gøres det videre gældende, at det må komme sagsøgte bevismæssigt til skade, når sagsøgte ubestridt ikke har tilbageleveret regnskabsmaterialet, bilag m.v. og ikke har fremlagt det i sagen, jf. SKM2014.232.ØLR.
Ovennævnte landsretssag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt nogle selskaber havde fradragsret for en række udgifter afholdt i indkomstårene 2000 og 2001. Landsretten anførte ved den afsagte dom, at selskaberne som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at de afholdte udgifter i selskaberne var fradragsberettigede. Af betydning for nærværende sag anførte landsretten endvidere følgende:
"...
Der må ved bedømmelsen i de foreliggende sager henses til, at SKAT har modtaget et antal bilagsmapper vedrørende appellanternes forhold. Det er ubestridt, at i hvert fald to af disse mapper er bortkommet hos SKAT.
Skatteministeriet har anført, at det pågældende materiale først er bortkommet efter det tidspunkt, hvor SKAT traf afgørelse. Appellanterne har gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at materialet først er bortkommet efter, at SKAT har truffet afgørelse.
Landsretten finder, at tvivlen om indholdet af det bortkomne bilagsmateriale og om tidspunktet for bortkomsten heraf må komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade.
...
Der foreligger ikke underbilag vedrørende lokaleudgifter m.v. 66.801 kr., autoudgifter 459 kr., udgifter til småanskaffelser 3.360 kr. og varekøb på 14.406 kr. Da det ikke kan udelukkes, at dokumentation for disse udgifter forefandtes i det bilagsmateriale, som er bortkommet under SKATs behandling af sagerne, og idet de pågældende udgifter må antages at vedrøre selskabernes forhold, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at beskatte S3 heraf.
..."
Det kan af ovennævnte landsretsdom klart konstateres, at for det tilfælde at regnskabsmateriale, bilag m.v. bortkommer under SKATs varetægt, da kommer det Skatteministeriet bevismæssigt til skade. Sagsøgte har ikke i nærværende sag fremlagt det regnskabsmateriale vedrørende H1.1 ApS, som sagsøgte ikke bestrider, at SKAT er i besiddelse af. Det er uvist, hvorvidt regnskabsmaterialet, bilag m.v. er bortkommet, men det er ubestridt, at det ikke er tilbageleveret til H1.1 ApS.
Da SKAT valgte at henlægge en sag vedrørende H1.1 ApS efter en gennemgang af regnskabsmaterialet, bilag m.v., er det overvejende sandsynligt, at der i regnskabsmaterialet, bilag m.v. er dokumentation for, at de i sagen omhandlede udgifter afholdt i H1.1 ApS var fradragsberettigede for selskabet i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorfor der ikke er grundlag for at gennemføre en beskatning i henhold til statsskattelovens § 4, jf. SKM2014.232.ØLR.
...
Det følger af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes med undtagelse af særligt fastsatte begrænsninger alt, hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad end de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
Det bemærkes, at der mellem parterne er enighed om, at de beløb, der - ifølge SKATs opgørelse - er hævet fra H1.1 ApS' konto og indsat på A's private konto, fratrukket 1) indsætninger fra A's private konto til H1.1 ApS' konto og 2) de af SKAT godkendte beløb til varekøb, udgør kr. 168, jf. side 4, 2. afsnit i sagsøgtes processkrift A.
Foranlediget heraf har A valgt at korrigere sin subsidiære påstand. Dette således der subsidiært er nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's skatteansættelse for indkomståret 2008 skal nedsættes med (kr. 261.449 - kr. 168) = kr. 261.281. Sagen omhandler herefter ikke spørgsmålet om, hvorvidt A er skattepligtig af beløb, som direkte er overført til A's private konto.
I forlængelse heraf henledes opmærksomheden i øvrigt på, at det følger af en klar retspraksis, at en skatteyder ikke i henhold til statsskattelovens § 4 skal beskattes af beløb uanset, at disse er indsat på skatteyderens bankkonto, såfremt det kan dokumenteres, at skatteyderen ikke har erhvervet ret til de pågældende beløb, jf. SKM2013.537.ØLR og SKM2014.245.ØLR [?.red.SKAT]. I nærværende sag har SKAT godkendt beløbene som varekøb, hvortil der henvises til SKATs opgørelse gengivet side 7 i Landsskatterettens afgørelse af den 20. januar 2014, jf. bilag 1. Det bemærkes i den forbindelse, at A i øvrigt også har dokumenteret, at beløbene er anvendt til varekøb, jf. bilag 4-6.
...
Sagen vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt A i henhold til statsskattelovens § 4 skal beskattes af hævninger, der er foretaget fra H1.1 ApS' konto, hvor det - ifølge SKAT og sagsøgte - ikke er klart, hvad beløbene er gået til.
Det gøres i forlængelse heraf gældende, at der ikke i statsskattelovens § 4 er hjemmel til at beskatte A for beløb, der ikke direkte er tilgået ham.
Det er således ikke korrekt, når sagsøgte under sagens forberedelse har gjort gældende, at A i henhold til statsskattelovens § 4 skal beskattes af de hævninger, der er foretaget fra H1.1 ApS' konto, hvor det - ifølge SKAT og sagsøgte - ikke er klart, hvad beløbene er gået til, jf. side 2, 6. afsnit i sagsøgtes duplik og side 2, 4. afsnit i sagsøgtes processkrift A.
En sådan beskatning kan alene finde sted med hjemmel i ligningslovens § 16 A i henhold til hvilken, der kan ske beskatning hos en hovedanpartshaver for udgifter afholdt i dennes selskab, som er selskabet uvedkommende og ikke fradragsberettigede, jf. Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.B.3.5 Maskeret udbytte/udlodning.
Det fremgår imidlertid helt klart af ordlyden i ligningslovens § 16 A, at alene en hovedanpartshaver er omfattet af bestemmelsen, hvorfor andre skattesubjekter ikke kan beskattes med hjemmel i ligningslovens § 16 A.
I forlængelse heraf gøres det gældende, at A ikke er hovedanpartshaver i H1.1 ApS, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte A for hævninger, der er foretaget fra H1.1 ApS' konto, hvor det - ifølge SKAT og sagsøgte - ikke er klart, hvad beløbene er gået til.
A er således heller ikke blevet aktiebeskattet af det i sagen omhandlede beløb på kr. 261.449, og sagsøgte har ikke under sagens forberedelse gjort gældende, at A skal beskattes af beløbet i henhold til ligningslovens § 16 A, hvorfor det kan lægges til grund, at sagsøgte vel reelt er af den opfattelse, at A ikke er ejer af anparterne i H1.1 ApS, idet sagsøgte i sagens natur ellers ville have henvist til, at beskatningen skulle finde sted efter reglen i ligningslovens § 16 A.
Det skal i forlængelse af ovenstående endvidere kort bemærkes, at der rent skatteberegningsmæssigt er forskel på, om en indkomst henføres til ligningslovens § 16 A eller statsskattelovens § 4.
Det forholder sig således, at udbytte efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 beskattes som aktieindkomst i henhold til personskattelovens § 4 a, jf. personskattelovens § 8 a, og indkomster efter statsskattelovens § 4 beskattes som personlig indkomst i henhold til personskattelovens § 3, stk. 1.
Da der sker beskatning af indkomsten med forskellig trækprocent - alt efter om der er tale om aktieindkomst efter ligningslovens § 16 A eller personlig indkomst efter statsskattelovens § 4 - er det i sagens natur ikke uvæsentlig, om beskatningen gennemføres i henhold til statsskattelovens § 4 eller ligningslovens § 16 A.
At A ikke er ejer af anparterne i H1.1 ApS har støtte i skatteankenævnets afgørelse af den 7. september 2014, jf. bilag C, og Landsskatterettens afgørelse af den 20. januar 2014, jf. bilag 1.
Sagsøgte har imidlertid under skriftvekslingen gjort gældende, at A er den reelle ejer af H1.1 ApS, hvilket bestrides af A.
Af de i sagen foreliggende dokumenter vedrørende stiftelsen af H1.1 ApS fremgår det klart, at A ingen forbindelse havde til selskabet hverken i forbindelse med stiftelsen eller den efterfølgende drift.
Sagsøgte har således ej heller ved sine processkrifter i sagen dokumenteret, at de "ukendte" hævninger, der er foretaget fra H1.1 ApS' konto, er overført direkte til A. Sagsøgte har alene anført, at det er "nærliggende at antage, at pengene er tilgået A", jf. det af sagsøgte anførte side 2, 7. afsnit i duplikken.
Det gøres i forlængelse heraf gældende, at der ikke - på baggrund af en antagelse/formodning - er grundlag for at beskatte A af de i sagen omhandlede hævninger med henvisning til statsskattelovens § 4.
Videre i forlængelse heraf gøres det gældende, at A - uanset han ikke måtte være pligtig hertil - har dokumenteret, at hævningerne er ham uvedkommende, og at han derfor ikke i henhold til statsskattelovens § 4 har opnået nogen økonomisk fordel.
Til støtte herfor skal der henvises til specifikation af SKATs "ukendte" kolonne i opgørelsen af ind- og udbetalinger fra H1.1 ApS' konto udarbejdet af A, jf. bilag 8. Der henvises i den forbindelse videre til det anførte side 8-14 i stævningen og side 10-12 i processkrift I.
...
Sammenfattende gøres det således gældende, at de i sagen omhandlede hævninger fra H1.1 ApS' konto ikke direkte kan henføres til A, og at A de facto har dokumenteret, at de i sagen omhandlede hævninger er ham uvedkommende, hvorfor der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for den af SKAT gennemførte forhøjelse af A skatteansættelse for indkomståret 2008.
Sagsøgte har gjort gældende, at A's personlige indkomst for indkomståret 2008 med rette er forhøjet med kr. 261.449,- med fradrag af 18.654,13 kr., jf. om beløbet på 18.654,13 kr. de 2 sidste afsnit i sagsøgtes procedure/synspunkter.
Uanset, hvorvidt A formelt var (ene)anpartshaver i H1.1 ApS, er realiteten, at han var den, der havde kontrollen over selskabet, og dermed var den reelle ejer af selskabet.
A har ikke løftet bevisbyrden for, at han ikke skal beskattes af beløbene indsat på hans private konto fra H1.1 ApS, fratrukket H1.1 ApS' udgifter til varekøb samt A's indsættelser på H1.1 ApS' konto.
Endvidere har A ikke løftet bevisbyrden for, at han ikke skal beskattes af de hævninger fra H1.1 ApS' konto, hvor det ikke er dokumenteret, hvad beløbene er anvendt til.
Sagen vedrører forskellige selskaber, som er stiftet og drevet af familien A. Der har på flere måder været en betydelig sammenblanding mellem familien A og selskabernes økonomi ved betalinger, mellemregninger mv.
I forbindelse med H1.1 ApS' opløsning ved Byretten den 11. juni 2009 (bilag D), forklarede CA, at:
"...
Alle aktiver og passiver er pr. 31. december 2008 overdraget til selskabet H2 ApS, der ligesom H1.1 ApS ejes af hans søn A.
..."
(min fremhævning)
A's far, CA, har således - under strafansvar - forklaret, at A ejede H1.1 ApS.
Varekøb i H1.1 ApS foregik ved, at selskabet H1 ApS indkøbte varerne og viderefakturerede varerne til H1.1 ApS.
H1.1 ApS' betaling for varerne skete imidlertid ikke til H1 ApS, men derimod til A's private bankkonto i Danske Bank. H1.1 ApS anvendte dermed - ligesom øvrige af familiens selskaber - A's private bankkonto til betaling af selskabets varer, og A betalte selskabernes leverandører fra sin egen private bankkonto.
Beløbene fra H1.1 ApS er overført til A's private bankkonto uden, at det udtrykkeligt er angivet, hvad de eksakte beløb vedrører. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at overførslerne fra H1.1 ApS til A's private bankkonto rent faktisk blev anvendt til varekøb for H1.1 ApS.
A har udarbejdet oversigter (bilag 4-5), hvor det er anført, hvad H1.1 ApS' andel udgør af de overførte beløb til leverandørerne. Disse udarbejdede oversigter udgør ikke dokumentation for, hvad H1.1 ApS' andel er. A har ikke redegjort for, hvordan de underliggende bilag i bilag 6 skulle dokumentere, at de anførte beløb i kolonnen "H1.1 Andel" i bilag 4-5 stemmer overens med, hvad H1.1 ApS' andel reelt udgør. Der er således ingen dokumentation for, at de anførte beløb i kolonnen "H1.1 Andel" er korrekte.
Skatteministeriet har opfordret (opfordring 1) A til at redegøre for, hvoraf det fremgår, hvad H1.1 ApS' andel er i relation til de enkelte overførsler til udlandet til dækning af faktura. Denne opfordring har A ikke besvaret, og den manglende besvarelse må tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Opfordring 1 vedrører forhold, som A bør kunne redegøre for på skriftligt grundlag. Parts- og vidneforklaringer under hovedforhandlingen vil således ikke være tilstrækkeligt til at dokumentere rigtigheden af A's oplysninger.
A har gjort gældende, at årsagen til H1.1 ApS' anvendelse af A's private bankkonto, var en praktisk løsning.
Det må anses for et usædvanligt forløb i relation til H1.1 ApS' økonomi, hvis A ikke havde noget med H1.1 ApS at gøre, at han lod H1.1 ApS anvende hans private bankkonto i forbindelse med selskabets betaling af vareleverandører.
Dette usædvanlige forløb skærper A's bevisbyrde i relation til at bevise, at beløbene ikke er tilgået ham, jf. UfR 1998.898 H.
Der er som nævnt overført en række beløb fra H1.1 ApS' konto til A's private bankkonto. Det er ikke dokumenteret, at de overførte beløb fra H1.1 ApS til A's private bankkonto er holdt adskilt fra A's øvrige formue. Det påhviler derfor A at godtgøre, at beløbene ikke er tilgået ham, jf. eksempelvis SKM2010.70.HR.
A har ved at anvende sin private bankkonto til betaling af H1.1 ApS' varekøb foretaget en sammenblanding af sin egen og selskabets økonomi. Med en sådan sammenblanding af A's private økonomi og H1.1 ApS' økonomi, påhviler der A en skærpet bevisbyrde i relation til at bevise, at A ikke skal beskattes af samtlige af de beløb, der er hævet fra selskabet, og hvor det ikke er dokumenteret, hvad beløbene er anvendt til.
Der er desuden ikke dokumenteret, at der er en klar adskillelse af familiens selskaber.
A har anført, at samtlige butikker, som familien har etableret, var benævnt BUTIK.
Desuden var et af familiens selskaber benævnt BUTIK H3 ApS, hvilket selskab det lægges til grund, at A var eneanpartshaver i, jf. bilag A.
Den ensartede benævnelse af samtlige af familiens butikker indikerer en sammenhæng mellem selskaberne. Derudover sløres billedet af, hvilken butik, der i konkrete tilfælde henvises til, når det samme navn anvendes ved alle familiens butikker, og der desuden er et selskab - ejet af A - der har samme navn.
Dette skærper således sagsøgerens bevisbyrde i forhold til at dokumentere en klar adskillelse af selskaberne, ligesom det også skærper sagsøgerens bevisbyrde, at der er tale om interesseforbundne parter i kraft af såvel deres familiære som forretningsmæssige relation.
Det påhviler derfor A at løfte den skærpede bevisbyrde for, at beløbene ikke er tilgået ham, og at han derfor ikke skal beskattes af beløbene.
Denne skærpede bevisbyrde har A ikke løftet.
A har anført kritik af SKATs sagsbehandling. Hertil bemærkes, at den kritik, A rejser, er grundløs. Der er ikke begået sagsbehandlingsfejl, endsige fejl, der kan medføre ugyldighed.
Det fremgår af sagens bilag 40, at SKAT Adresse1 har indkaldt regnskabsmateriale vedrørende H1.1 ApS, og at der er indsendt regnskabsmateriale. Dette regnskabsmateriale blev efterfølgende fremsendt til SKAT Adresse2.
A har ikke dokumenteret, at dette materiale indeholdt de dokumenter, som A efterfølgende fremsendte sammen med klagen til Skatteankenævnet.
Det fastholdes således, at der sammen med klagen til Skatteankenævnet var fremsendt materiale, der ikke tidligere havde været forelagt SKAT.
Skatteministeriet har den 2. december 2014 ændret sin påstand fra "frifindelse" til "frifindelse, idet.....", som det fremgår af påstanden.
Skatteministeriet har anført, at beløbet på 18.654,13 kr. er sammensat af dels en kontant hævning på 17.500 kr. fra kontonr. ..., jf. bilag 22 i ekstrakten, bind 2, side 286, og dels af en hævning på 1.154,13 kr. fra H1.1 ApS' konto, der efter det oplyste er anvendt til betaling af billeje hos G1, jf. bilag 32 i ekstrakten, bind 2, side 270.
Skatteministeriet anerkender således, at der ikke er grundlag for at beskatte A heraf, og sagsøgte tager derfor bekræftende til genmæle for så vidt angår disse to betalinger.
Rettens begrundelse og resultat
Selv om retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten, som anført af sagsøgeren, nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag.
Selv om der er valgt en usædvanlig betalingsmåde, hvor beløb er indsat og hævet på sagsøgerens bankkonto for selskaber, som har et interessefællesskab, finder retten, at sagsøgerens forklaring sammenholdt med sagsøgerens mors vidneforklaring på tilstrækkelig måde godtgør, at der har været indsendt regnskabsmateriale til SKAT, som burde have været inddraget i sagsbehandlingen. Det kan ikke udelukkes, at materialet vil kunne findes hos SKAT Adresse2, som har fået materialet fremsendt fra SKAT Adresse1.
På denne baggrund tager retten sagsøgerens mest subsidiære påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT, til følge.
Efter sagens resultat, skal hver part betale egne sagsomkostninger.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren, A's skatteansættelse for indkomståret 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Hver part skal betale egne sagsomkostninger.