Byrets dom af 03. maj 2018 i sag BS 30-650/2016

Parter

A
(v/adv. Khuram Ahmed)

mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten, v/adv.fm. Line Manthey Olsen)

Afsagt af byretsdommer

Peder Johs. Christensen

Sagens oplysning og parternes påstande

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagen, der er anlagt den 15. juli 2016, angår prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om forhøjelse af sagsøgeren, A skattepligtige indkomst for 2010 2012. Forhøjelserne er foretaget med henvisning til, at A har undladt at selvangive indtægter for udleje af værelser på sin ejendom.

Parternes påstande

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der skal ske nedsættelse af hendes skattepligtige indkomstgrundlag med 54.870 kr. for 2010, 118.423 kr. for 2011 og 110.393 kr. for 2012.

Subsidiært har A påstået sagen hjemvist til SKAT til fornyet behandling.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 12. april 2016 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse af 8. maj 2013. I Landsskatterettens afgørelse er det anført:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet virksomheden G1 i indkomstårene 2010 og 2011 uden momsregistrering. Der er tale om en virksomhed, som har udført murerarbejde.

I indkomstårene 2010 – 2012 har klageren modtaget pension fra Y1 med henholdsvis 192.540 kr., 196.212 kr. og 201.936 kr.

Klageren har ejet ejendommen Y2-adr, hvilken ejendom har tjent til beboelse for klageren og hendes datter samt har været anvendt til værelsesudlejning.

Der har i indkomståret 2010 – 2012 hos Folkeregisteret været tilmeldt henholdsvis 2 lejere, 4 lejere og 4 lejere på adressen. Følgende folkeregisterregistreringer er foretaget på adressen:

SKAT indkaldte den 19. juli 2012 materiale fra klageren.

Den 3. september 2012 har SKAT via kontrolgruppen fra Y1-kommune modtaget kopi af udtog fra klagerens bankkonti i en dansk bank.

Den 21. september 2012 har SKAT indkaldt regnskabsmateriale, herunder kopi af lejekontrakter, årsregnskaber, bogføring og kopier af udtog fra bankkonti. SKAT har gennemgået de modtagne bankkontoudskrifter og har oplyst, at der er sket indsættelser på kontoen, som efter SKATs vurdering efter al sandsynlig hidrørte fra bl.a. indtægter i forbindelse med (red.SKAT) udlejning af værelser.

Klageren rettede den 25. september 2012 henvendelse til SKAT, i hvilken forbindelse hun oplyste, at hun ikke havde lejekontrakter, og at hun ikke lejede noget ud. Der var tale om et bofællesskab, hvor beboerne bidrog med penge til fællesudgifter.

SKAT har den 26. oktober 2012 sammen med kontrolgruppen fra Y1-kommune foretaget kontrol hos klageren med henblik på at besigtige ejendommen samt tale med klageren vedrørende driften af virksomheden og ejendommen.

Klageren fremviste ejendommen til bl.a. SKAT. Ejendommen bestod af beboelse, hvor hele førstesalen blev lejet ud til flere lejere. Der var tale om enkeltværelser uden køkken og bad. Til ejendommen hørte tillige en separat beboelse i form af en bungalow, hvor sønnen boede, når han var hjemme.

I forbindelse med kontrolbesøget udleverede klageren et regnskab over ejendommens udgifter, som udgjorde 81.738 kr. afrundet til 82.000 kr. årligt.

Udgifterne bestod af forsikringer, ejendomsskatter, vand, afledningsafgift, gas, briketter, træpiller, licens, Canal Digital og el.

Der er ikke fremlagt forbrugsregnskaber eller i øvrigt fremlagt dokumentation for udgiftsafholdelsen.

Det blev oplyst af klageren til SKAT, at lejerne hver især betalte 3.000 kr. i leje og forbrug.

I forbindelse med, at to af de omhandlede lejere skulle afsone fængselsstraffe, udfærdigede klageren lejekontrakter på de nævnte personers værelser, idet det var et krav for Y1-kommune i forbindelse med ansøgning om betaling af deres husleje.

SKAT har været i besiddelse af en lejekontrakt for én af lejerne underskrevet den 1. januar 2012. Det fremgår af den ikke-tidsbegrænsede lejekontrakt, at den månedlige husleje var på 3.000 kr. tillagt 1.000 kr. i aconto varmebidrag, 217 kr. i aconto vandbidrag, aconto elbidrag på 567 kr., aconto antennebidrag på 213 kr. og aconto forsikringsbidrag på 113 kr. Samlet skulle lejeren betale 5.110 kr. til klageren.

Der er tillige fremlagt bofællesskabskontrakter på 1 side med en lejebetaling på 3.000 kr. inkl. kost samt anden dokumentation på en lejebetaling på 3.000 kr. enten inkl. eller ekskl. kost.

Klageren har ikke selvangivet lejeindtægter ved udlejning af værelser for indkomstårene 2010 – 2012.

Det er oplyst af klageren, ud fra en specificeret beregning af privatforbrug, at hun i indkomstårene 2010 – 2012 havde et rådighedsbeløb til privatforbrug på henholdsvis 142.532 kr., 144.873 kr. og 153.689 kr.

I forbindelse med klagesagens behandling har klagerens repræsentant oplyst, at det ikke har været muligt at fremskaffe en nøjagtig specifikation over ejendommens udgifter, idet klageren ikke længere har regnskabet, som SKAT henviser til.

Klagerens repræsentant har dog oplyst følgende:

”Jeg kan dog oplyse, at udgifterne har bestået af faste udgifter til ejendommen, bestående af betaling til blandt andet varme, strøm, vand, forsikringer, vedligeholdelse i form af slid på ejendommen, bil og trailer som A har benyttet i forbindelse med at hente forplejning til bofællesskabet. Hertil har der været årlige udgifter til træpiller på et sted mellem 35.000 kr. og 40.0000 kr. Der foreligger ikke længere dokumentation på diverse udgifter.”

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af udeholdte lejeindtægter med 54.870 kr. for indkomståret 2010, med 118.423 kr. for indkomståret 2011 og med 110.393 kr. for indkomståret 2012.

SKAT har beskattet klageren på grundlag af lejekontrakter, kontrolbesøg, oplysninger fra folkeregistreret, fængselsophold samt antal måneder pr. år, hvor de pågældende lejere har haft lønindkomst eller har modtaget kontanthjælp.

Klageren skal beskattes i henhold til den regnskabsmæssige metode, idet det er den opgørelse, som giver mindst muligt overskud til beskatning, jf. ligningslovens § 15 P, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6.

Lejeindtægterne i indkomståret 2010 er opgjort som følger:

Lejeindtægterne i indkomståret 2011 er opgjort som følger:

Lejeindtægterne i indkomståret 2012 opgjort som følger:

I henhold til den regnskabsmæssige metode er klagerens indkomstopgørelse ansat som følger:

SKATs udtalelse

Afgørelsen er indstillet stadfæstet.

”Der er ikke umiddelbart kommet nye oplysninger i sagen, men man kan dog fremhæve, at SKAT nu er i besiddelse af 2 stk. dags dato kvitteringer vedr. bilag nr. 18771. På den kopi som SKAT har haft i hele kontrolperioden fremgår det, at der er tale om husbidrag i bofællesskab. Men på den kopi som er vedlagt klagen fremgår det at der er tale om ”husbidrag i bofællesskab incl. kost”. Teksten ”incl. kost” er skrevet på neden under ordet ”bofællesskab”.

(…)”

Klageren har således i forbindelse med klagesagen påført teksten ”inkl. kost”, hvorfor dokumentationen er konstrueret.

I forbindelse med opgørelse af den skattepligtige indkomst har klageren, vedrørende forholdsmæssig andel af driftsudgifterne, fået et skattemæssigt fradrag som om, at lejerne har boet der hele året.

Klagerens opfattelse

Der er fremsat påstand om, at klagerens kapitalindkomst i indkomstårene 2010-2012 skal nedsættes henholdsvis fra 54.870 kr. til 1.000 kr., fra 118.423 kr. til -6.667 kr. til modregning i anden personlig indkomst og fra 110.393 kr. til 14.333 kr.

Til støtte for påstanden er bl.a. gjort gældende, at klageren alene har modtaget et samlet beløb på 3.000 kr. pr. værelse til dækning af både husleje, kost og forbrug.

Det er desuden ikke godtgjort, hvorledes SKAT er kommet frem til et beløb på 2.110 kr. pr. måned pr. værelse i forbrug. Huslejens reelle indhold er skriftligt bekræftet af flere af klagerens lejere i den omhandlede periode.

Bofællesskabets beboere var alkoholiserede og kriminelle, hvilket bl.a. har medført, at folkeregisterregistreringerne ikke er korrekte. Det har ligeledes medført, at lejerne i perioder har boet på gaden og haft fængselsophold, hvormed lejerne i disse perioder ikke har betalt husleje til klageren.

Klageren har i overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 6.000 kr. i leje fra en lejer i indkomståret 2010.

Klageren har i overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 9.000 kr. i leje fra en lejer i indkomståret 2011, ligesom hun i indkomståret 2011 i overensstemmelse med fremlagte checks alene har modtaget 24.000 kr. i lejeindtægt fra en anden lejer. I indkomståret 2011 har klageren tillige i overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 15.000 kr. fra to lejere.

I indkomståret 2012 har klageren i overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 12.000 kr. i lejeindtægt fra en lejer. Klageren har ligeledes i indkomståret 2012 overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 24.000 kr. i lejeindtægt fra en anden lejer. Hun har endvidere i indkomståret 2012 i overensstemmelse med fremlagte checks alene modtaget 24.000 kr. i lejeindtægt fra to lejere.

Der er tillige fremlagt kontrakter, som kan understøtte klagerens oplysninger, ligesom klagerens forklaring er understøttet af erklæringer.

Klageren havde i henhold til sin privatforbrugsopgørelse for indkomstårene 2010 – 2012 råd til at have henholdsvis 2, 4 og 4 lejere boende i indkomstårene 2010 – 2012. Hun havde tillige egne grøntsager i haven samt høns, hvilket sænkede hendes omkostninger til mad betydeligt.

Der er ikke konstrueret bilag af klageren.

Klageren har modtaget følgende lejeindtægter i indkomstårene 2010 – 2012:

Følgende beskatning af klageren skal derfor foretages ud fra den regnskabsmæssige metode:

I forbindelse med udsendt sagsfremstilling er klagerens repræsentant kommet med følgende bemærkninger til forbrugets størrelse:

”SKAT har på baggrund af den pågældende kontrakt medregnet et forbrug på henholdsvis 2.110 kr. og 2.760 kr. til huslejen. Vi skal bemærke, at det pågældende forbrug svarer til en procentmæssig andel på 41 % af den samlede leje. Størrelsen heraf er særdeles atypisk og må fremstå, som åbenbart urimelig. Det må således antages, at de pågældende værelser aldrig ville kunne lejes ud på sådanne vilkår. I overvejelserne herom skal det erindres, at der er tale om leje af et mindre personligt værelse samt andel af et fælles areal.” 

Landsskatterettens afgørelse

Indkomst fra udlejning af værelser er skattepligtig kapitalindkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6.

Udgifter, der ikke har karakter af forbrugsudgifter, skal føres i udlejningsvirksomhedens driftsregnskab, og der er fradrag herfor, jf. Landsskatterettens afgørelse af 20. marts 2000 (TfS 2000, 587).

Forbrugsudgifter opkræves sædvanligvis ud over lejen som a conto beløb, der indgår i et særskilt forbrugsregnskab. Det særskilte forbrugsregnskab vil normalt indeholde årlige opgørelser af forbrug, hvor for lidt eller for meget opkrævet opkræves eller tilbagebetales til lejer. Udgangspunktet er således, at forbrugsudgifter ikke påvirker en udlejningsejendoms driftsregnskab og dermed heller ikke det skattemæssige resultat, jf. DJV 2015, C.H.3.2.2.3.

SKAT har efter omstændighederne tilstrækkeligt godtgjort, at klageren i indkomstårene 2010 – 2012 har haft udeholdte indtægter ved udlejning på henholdsvis 95.870 kr., 173.090 kr. og 165.060 kr.

SKAT har ved beregningen af klagerens leje taget højde for de perioder, hvor enkelte lejere har afsonet fængselsstraffe og ikke har modtaget kontanthjælp. I beløbet er ligeledes medregnet betaling for forbrug, svarende til det beløb, der fremgår af den fremlagte lejekontrakts § 3.

Der er ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på den fremlagte lejekontrakt, oplysninger fra Folkeregisteret via SKAT, oplysninger fra SKAT om indsætninger på klagerens konti og den af bl.a. SKAT foretagne besigtigelse af ejendommen. Hertil kommer, at den fremlagte dokumentation for indholdet af betalingen på 3.000 kr. pr. værelse ikke er ensartet, og at de fremlagte ensidigt indhentede erklæringer ikke kan tillægges særlig betydning, idet de er udfærdiget efterfølgende til brug for klagerens skattesag.

Det er ubestridt, at klagerens indkomst fra udlejning af værelser skal foretages i henhold til den regnskabsmæssige metode, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 15 P, stk. 3, 1. pkt.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at der faktisk er ført et forbrugsregnskab i nærværende sag. Det må på den baggrund antages, at både a conto beløb og udgifter til forbrug rent faktisk har påvirket ejendommens driftsregnskab og dermed den skattepligtige indkomst, og de betalte a conto beløb er derfor skattepligtige.

Klageren har godtgjort, at hendes udlejningsejendom havde årlige udgifter på i alt ca. 82.000 kr.

Der er herved lagt vægt på, at klageren har fremlagt en opgørelse til SKAT over de omhandlede udgifter i indkomstårene 2010 – 2012.

Da udgifterne både dækkede over faste driftsudgifter og forbrugsudgifter, har SKAT været berettiget til at anse de samlede udgifter for forholdsmæssigt fradragsberettigede, således at der i indkomstårene 2010 – 2012 er fradrag på henholdsvis 41.000 kr., 54.667 kr. og 54.667 kr.

SKAT har herved givet klageren et forholdsmæssigt fradrag vedrørende forbrugsudgifter for hele året i de pågældende indkomstår til trods for, at lejerne kun har boet hos klageren en del af året.

Klagerens overskud ved udlejning i indkomstårene 2010 – 2012 er derfor på henholdsvis 54.870 kr., 118.423 kr. og 110.393 kr.

SKATs skøn af overskud ved udlejningsvirksomheden er således udtryk for et passende resultat, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes.

..."

SKATs afgørelse er fremlagt under sagen, og endvidere er fremlagt A’s klage af 30. maj 2012 til Skatteankenævn samt en klage af 26. september 2013 fra R1, der var partsrepræsentant for A.

I øvrigt er der fremlagt en bofællesskabskontrakt mellem A og OM, underskrevet den 1. april 2010, og en lejekontrakt mellem samme, underskrevet den 1. januar 2012. Der er også fremlagt en lejekontrakt mellem A og hendes datter, IN og OO, underskrevet den 1. februar 2011 af A .

Der er endvidere fremlagt et brev af 14. februar 2013 fra Kriminalforsorgen med en opgørelse over perioderne for OM’s sidste tre afsoninger i fodlænke og af fængselsstraffe. Der er også fremlagt en række erklæringer fra IN, OO, OM og NL om, hvor længe de har boet på A ejendom i de omhandlede år. Erklæringerne er udaterede og ikke underskrevet.

Sagsøgers forklaring 

A har forklaret blandt andet, at hun ejer ejendommen Y2-adr, der er et nedlagt landbrug med 4 værelser på 1. salen og 2 værelser i stueetagen. Der er 1 køkken og 1 badeværelse i ejendommen.

Hun drev ikke nogen egentlig udlejningsvirksomhed. Beboerne var socialt udsatte personer. Da OM og hendes datter IN, gik fra hinanden, sagde hun, at OM gerne måtte blive boende på ejendommen, så han kunne have samvær med sin datter. Der var tale om et mere familierelateret forhold end et egentligt lejeforhold. Hun udarbejdede lejekontrakter, da OM og OO skulle afsone deres fængselsstraffe, så de kunne få støtte, mens de afsonede. Vilkårene om betalingen af leje blev skrevet med betaling for forbrug. Lejekontrakterne blev afleveret til kommunen. Kommunen ville ikke godkende kontrakterne og derfor opsagde sagsøgeren kontrakterne. Kontrakterne har kun været i kraft i 3-4 måneder. Lejekontrakten vedrørende OM blev afleveret til Statsfængslet Y3-by, så han kunne bringe den videre til kommunen. Der blev ikke udbetalt støtte til OM. Hun hørte ikke noget om lejekontrakterne fra Y1-kommune. Bofællesskabskontrakten med OM blev udarbejdet før lejekontrakten. Der blev løbende udarbejdet lejekontrakter, da kommunen gerne ville have bevis for, at OM boede der. Sagsøgerens datter, IN, sørgede for, at der blev udfærdiget en lejekontrakt mellem sagsøgeren og OO. Datteren afleverede kontrakten til kommunen. Sagsøgeren har givet opsigelserne af lejekontrakterne til kommunen. Huslejen blev som regel betalt kontant. I 2010 har hun i alt fået 42.000 kr. i lejeindtægt, i 2011 har hun fået 33.000 kr., og i 2012 har hun fået 36.000 kr. i lejeindtægt.

Når OM og OO ikke betalte husleje, så gjorde sagsøgeren ikke noget ved det, da der var tale om socialt udsatte mennesker. Beboerne fik lov til at bruge ejendommen og haven. De havde et værelse, hvor de kunne trække sig tilbage. Det var tanken bag bofællesskabet. Der blev gennemført maddage. Det var sagsøgeren, der købte ind, og hun lavede for det meste mad. Det var mest sagsøgeren, der sørgede for rengøring og tøjvask for beboerne. Det har aldrig været noget formål for sagsøgeren at få profit eller overskud ud af udlejningen. OM fortalte, at kommunen forlangte, at der skulle ske en fordeling af betaling mellem husleje og forbrug. Lejekontrakten med OM blev udarbejdet, da han skulle have dækket sine boligudgifter, mens han afsonede. Sagsøgeren har ikke gennemlæst eller set i den kontrakt, der blev udarbejdet med hendes datter og OO som lejere. Hun har kun underskrevet kontrakten på bagsiden. Det må være en fejl, at den er dateret den 1. februar 2011. Hendes datter er født i 1995 og det er forkert, at der i kontrakten står at huslejebetalingen udgør 6.000 kr.

Huslejen udgjorde 3.000 kr.

Sagsøgeren har siden 2003 fået førtidspension med 200.000 kr. om året før skat. Hun har haft noget arbejde ved siden af. I et år tjente hun i øvrigt før skat 50.000 kr., et andet år 28.000 kr. og et tredje år 14.000 kr. ved siden af hendes førtidspension. De erklæringer, der er fremlagt, er blevet til på foranledning af R1. R1 udarbejdede erklæringerne og bad sagsøgeren om at sørge for, at de blev underskrevet. De blev underskrevet bortset fra erklæringen fra OO. Underskrivningen foregik hos sagsøgeren, som sendte erklæringerne til R1. Bofællesskabskontrakten er udarbejdet, fordi kommunen gerne ville have bevis på, at beboerne boede hos hende. Der er lavet bofællesskabskontrakter for alle, der boede hos hende. Hun ved ikke, hvorfor der kun er en bofællesskabskontrakt i sagen. Hun har udarbejdet en oversigt over, hvor længe beboerne har boet hos hende. Hun har foretaget beregningen blandt andet på baggrund af egne opdateringer af, hvornår hun har fået penge fra beboerne.

Vidneforklaring

NL har forklaret blandt andet, at han i 2010, 2011 og 2012 boede på Y2-adr hos A. Der boede også nogle af A’s børn. Han betalte hver måned 3.000 kr. for at bo der, og betalingen skete kontant. Han skulle ikke betale for forbrug. Han spiser på MacDonalds, eller også laver han selv mad. Han synes, at der var en kontrakt mellem sagsøgeren og vidnet. Han forestiller sig, at OM betalte det samme, men han ved det ikke. Han kan ikke huske, om han boede der i hele 2011 og hele 2012. Han tror, at der blev lavet dags dato kvitteringer for betalingen af husleje. Der var aldrig tale om, at han skulle betale mere end 3.000 kr. Der var heller ikke tale om, at han skulle betale for forbrug.

Forevist en ikke underskrevet erklæring om perioder for vidnets bopæl på A ejendom, har vidnet oplyst, at han ikke ved, om han har set erklæringen før. Han afmeldte på folkeregisteret, da han flyttede fra ejendommen. OM boede der hele tiden.

Forevist en bofællesskabskontrakt mellem A og OM, har vidnet oplyst, at det godt kan være sådan en kontrakt, som han underskrev.

Forevist en lejekontrakt mellem A og IN og OO, har vidnet oplyst, at han tror, at det var sådan en kontrakt, som han underskrev.

Parternes synspunkter

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"at det er en urimelig høj og skønsmæssig ansættelse af sagsøgers indkomst og privatforbrug.

at den skønsmæssige ansættelse af indkomstårene 2010 og 2011 er urealistisk henset til de faktiske forhold i sagen.

at det er et bofællesskab, hvor beboerne i overvejende grad er i familie med hinanden.

at flere af beboerne er socialt udsatte, alkoholiserede og kriminelle og har siddet i fængsel af flere omgange. Der er således ikke tale om, almindelige beboere, der sørger for at betale for deres kost og logi som aftalt, hvorfor sagsøger ofte ikke har modtaget betaling.

at sagsøger ikke har modtaget faste lejeindtægter fra beboerne.

at beboerne i længere perioder har været væk som følge af afsoning af fængselsdomme, behandlingsophold, liv på gaden alkoholisme og kriminalitet. Dette fremgår også direkte af den kontakt som beboerne har haft med det offentlige samt det danske fængselsvæsen.

at det er almindeligt forekommende, at socialt udsatte mennesker, som beboerne hos sagsøgte ikke overholder sine forpligtelser herunder betaling for kost og logi. SKAT har ikke dokumenteret eller nærmere begrundet, hvorfor ovenstående oplysninger ikke tillægges vægt i SKATs skønsansættelse.

at SKAT i sin skønsansættelse ikke har lagt vægt på ovenstående faktiske oplysninger i sagen, men kun foretaget et teoretisk skøn, der ikke stemmer overens med de faktiske omstændigheder i sagen.

at SKATs skøn fører til et åbenbart urimeligt resultat.

SKATs skønsmæssige forhøjelse af sagsøgers indkomstgrundlag i årene 2010, 2011 og 2012 er på denne baggrund ikke korrekt. Der skal derfor ske nedsættelse af sagsøgers indkomstgrundlag i årene 2010, 2011 og 2012."

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn. SKATs skøn kan efter fast praksis alene tilsidesættes, hvis A beviser, at skønnet hviler på et forkert grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H og SKM2007.64.VLR.

A har ikke løftet denne bevisbyrde.

Indkomst fra udlejning af værelser er skattepligtigt kapitalindkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6.

I den skattepligtige indkomst kan fratrækkes et standard bundfradrag på 1,33 pct. af den offentlige ejendomsvurdering eller ejendommens faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 15 P, stk. 1 og 3. Det er ubestridt, at opgørelsen af A’s indkomst skal ske ved at fratrække de faktiske udgifter fra lejeindtægterne, jf. ligningslovens § 15 P, stk. 3. Denne metode kaldes også den regnskabsmæssige metode.

A har anerkendt, at hun havde et skattepligtigt overskud fra udlejning på 1.000 kr. i 2010 og 14.333 kr. i 2012 (bilag 1, side 6, 1. afsnit og hendes besvarelse af duplikkens opfordring 1 i e-mail af 14. december 2016 til retten). Der er altså enighed om, at hun ikke har selvangivet fyldestgørende. SKAT kan derfor skønne, jf. skattekontrollovens §§ 1, stk. 1 og 5, stk. 3.

A's principale påstand er, at SKATs skønsmæssige forhøjelse skal nedsættes til 0 kr. Det strider imod anerkendelsen af, at der er optjent skattepligtig indkomst. Allerede derfor kan påstanden ikke tages til følge.

Dette resultat følger dog også af, at A ikke har godtgjort, at SKATs skøn er udøvet på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn.

A har til Y1-kommune indsendt lejekontrakterne i bilag B og C. Når det efterfølgende påstås, at lejekontrakterne ikke er udtryk for den reelle lejebetaling, men at denne skulle være lavere, må der føres et sikkert bevis herfor, jf. eksempelvis SKM2012.362.VLR, SKM2012.601.ØLR og UfR 1988.906/2 H.

Sidstnævnte dom er kommenteret af Kjeld Hemmingsen i TfS 1988,544 H. I sagen tillagde Højesteret skatteyderens tidligere afgivne forklaring til en offentlig myndighed afgørende vægt. Det anføres i kommentaren, at ”[m]an aner herved den løftede pegefinger med en tilkendegivelse af, at bordet i et vist omfang må fange, når man afgiver erklæringer af denne art.”

Tilsvarende gør sig gældende i denne sag.

At A's bevisbyrde er skærpet følger også af, at hun har afgivet skiftende forklaringer omkring lejeaftalerne under sagen (bilag 1, side 2, næstsidste afsnit sammenholdt med bilag 1, side 3, 5. afsnit), jf. eksempelvis UfR 1998.898 H og SKM2013.389.ØLR, der begge tillægger skatteyders skiftende forklaringer skærpende betydning.

SKAT har i den skønsmæssige ansættelse lagt vægt på lejekontrakter, folkeregister oplysninger og perioder med fængselsophold og/eller manglende bistandshjælp for lejerne.

I perioden 2010 til 2012 har en række personer haft folkeregisteradresse på ejendommen Y2-adr. Det drejer sig om følgende personer (bilag A, side 15):

SKAT har taget udgangspunkt i de registrerede oplysninger i sit skøn. I skønsudøvelsen er dog korrigeret for følgende forhold:

2010

Der er alene medregnet lejeindtægter for OM i 8 måneder, da han alene modtog bistandshjælp i 8 måneder i 2010 (bilag A, side 16).

2011

Opgørelsen er korrigeret for IN og OO til henholdsvis 8 og 5 måneder, idet OO alene har modtaget bistandshjælp i 5 måneder. Tilsvarende skønnede SKAT forbruget til 6 måneder (bilag A, side 17).

2012

OM sad i fængsel fra marts til august 2012 og modtog alene kontanthjælp i 6 måneder (bilag A, side 17 og bilag 5). Opgørelsen er derfor korrigeret fra 12 måneder til 6 måneder. Der er endvidere kun medregnet 5 måneders leje for OO, idet han sad i fængsel en del af året.

SKAT korrigerede derfor også IN og OOs forbrug fra 12 til 8 måneder som et cirka gennemsnit for de to (bilag A, side 17).

SKAT har dermed taget højde for relevante forhold i sin skønsfastsættelse.

A udarbejdede desuden ikke forbrugsregnskaber for lejerne.

Opkrævningen af aconto forbrugsudgifter må derfor ligestilles med opkrævning af almindelige leje, jf. også den juridiske vejledning 2017-1 afsnit C.H.3.2.2.3, Andre indtægter ved udleje af fast ejendom. SKAT har af samme årsag anerkendt fradrag i lejeindtægterne for de oplyste udgifter til drift og forbrug (bilag A, side 18).

Det bemærkes, at SKAT har tilkendt A et fradrag for faste driftsudgifter og forbrugsudgifter forholdsmæssigt i forhold til antal lejere på et år, uanset at lejerne kun har betalt leje en del af året. SKAT har herved indrømmet et forholdsmæssigt fradrag for forbrugsudgifter for hele året, selvom hun alene er blevet beskattet af indtægter for en mindre del af året.

SKAT har desuden begået en mindre regnefejl i 2010, hvorefter indtægter fra opkrævet forbrug fra NL burde være medregnet med 25.320 kr. (12 måneder) og ikke kun 18.990 kr., som er tilfældet (bilag A, side 16). Da beregningen er til A’s fordel, er der ikke korrigeret herfor i Landsskatterettens afgørelse eller Skatteministeriets påstand.

De fremlagte erklæringer fra OM, IN og OO er udarbejdet til brug for skattesagen og kan derfor ikke tillægges bevismæssig betydning, jf. eksempelvis Højesteret afgørelse i UfR 2009.476/2 H.

Hertil kommer, at erklæringerne er i direkte modstrid med de til Y1-kommune indsendte lejekontrakter, hvorfor erklæringerne under alle omstændigheder ikke kan tillægges bevismæssig vægt, jf. det oven for anførte.

Den fremlagte bofællesskabskontrakt (bilag 7) godtgør tilsvarende ikke, at OM alene har betalt 3.000 kr. i leje til A. I modsætning til den udarbejdede lejekontrakt af 1. januar 2011 er der således ikke taget højde for forbrugsudgifter, der er medtaget med 2.110 kr. i lejekontrakten (bilag A, § 3)."

Parternes advokater har under hovedforhandlingen gentaget og uddybet deres synspunkter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Landsskatterettens afgørelse af 12. april 2016 om forhøjelserne af A’s indkomst for 2010, 2011 og 2012 bygger på en skønsmæssig vurdering af hendes indtægter fra udleje af værelser på hendes ejendom blandt andet med henvisning til, at A ikke har selvangivet indkomst fra udleje af værelserne, og at hun ikke har fremlagt kvitteringer for lejeindbetaling.

Forhøjelserne er foretaget på grundlag indhentede folkeregisteroplysninger for OM, NL samt IN og OO for de pågældende år. Forhøjelserne bygger endvidere på oplysninger, der fremgår af lejekontrakter mellem A og lejere og på indhentede oplysninger om perioder for lejeres afsoning af fængselsstraffe og for perioder med manglende udbetaling af kontanthjælp til lejere.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at beregningen af lejeindtægter er foretaget med fradrag for de perioder, der omfatter afsoning og manglende udbetaling af kontanthjælp for lejere. Det fremgår i øvrigt, at skønnet er udøvet ved anvendelse af en regnskabsmæssig metode, hvorefter der er foretaget fradrag af driftsudgifter og forbrugsudgifter til fordel for A, og det kan efter rettens samlede vurdering herefter lægges til grund, at Landsskatterettens har udøvet et lempeligt og forsigtigt skøn.

På denne baggrund finder retten ikke, at A har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt eller i øvrigt hviler på et forkert grundlag.

A’s forklaring og NL’s vidneforklaring, de fremlagte erklæringer, der ikke er underskrevet af udstederne, samt den foreliggende bofællesskabskontrakt kan ikke føre til en anden vurdering.

Retten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Sagens omkostninger fastsættes som nedenfor bestemt med henvisning til sagens karakter og værdi samt sagens omfang og resultat. Omkostningerne udgør et passende beløb til dækning af udgifterne til advokatbistand for Skatteministeriet.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 34.500 kr.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-4738019&docId=dom-lsr-13-4738019-full