Byrets dom af 02. december 2016 i sag BS G-2403/2015

Print

SKM2017.154.BR

Relaterede love

Retsplejeloven
Skattekontrolloven-GAMMEL
Statsskatteloven
Skattekontrolloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af € 66.000,-, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt lufthavn. Sagsøgeren deklarerede ved sin ankomst kontantbeløbet over for de tyske toldmyndigheder og oplyste, at beløbet var hans, og at det stammede fra hans familie i Tunesien. De tyske toldmyndigheder gav SKAT besked om kontantbeløbet, og SKAT forhøjede herefter sagsøgerens indkomst tilsvarende.Sagsøgeren gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån på € 70.000,-, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejsen til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. oktober 2010. Han oplyste, at han havde afbetalt i alt kr. 38.000,- på lånet.Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde lånt € 66.000 af sin søster. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen. Retten bemærkede endvidere, at sagsøgeren ikke i sine selvangivelser for indkomstårene 2010 og frem havde fratrukket renter vedrørende lånet eller i øvrigt angivet lånet som gæld. Desuden havde sagsøger ikke dokumenteret de påståede afbetalinger på lånet.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

(v/Adv. fm. Pernille Levinsky)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. David Staun)

Afsagt af byretsdommer 

Eva Carpentier

Sagens baggrund og parternes påstande 

Under denne sag, der er anlagt den 16. december 2015, har sagsøger, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2010 skal nedsættes med 492.109 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Sagen har for så vidt angår forhøjelsen i indkomståret 2010 med 492.109 kr. været indbragt for Landsskatteretten, der i kendelse af 17. september 2015 blandt andet har udtalt:

"...

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen for indkomståret 2010 nedsættes med 492.109 kr.

Klageren har fastholdt, at 66.000 EUR, som han under flyrejse fra Tunesien via Tyskland til Polen deklarerede ved ankomst til Flughafen Frankfurt am Main den 10. oktober 2010, ikke skal indgå i skattegrundlaget for 2010.

Til støtte for den nedlagte påstand er gjort gældende,

- at de fremlagte lånedokumenter er reelle og gyldige,

- at låneaftalen med SM (klagerens bror) er indgået forud for klagerens indrejse i Tyskland den 10. oktober 2010,

- at de deklarerede 66.000 EUR hidrører fra dette lån, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med den omstændighed, at lånet er optaget to dage før (8. oktober 2010) klagerens indrejse i Tyskland,

- at den omstændighed, at låneaftalen ikke indeholder afviklingsvilkår, ikke ændrer ved lånets realitet,

- at der på baggrund af ovenstående og i øvrigt ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der giver grundlag for at anse dokumenterne for udarbejdet efter SKAT's ændring af skatteansættelsen for 2010.

..."

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter.

Landsskatteretten finder, at klageren er skattepligtig af de 66.000 EUR, svarende til 492.109 kr., som blev deklareret i lufthavnen i Frankfurt am Main. Der er herved lagt vægt på, uanset SKAT's anmodning om dokumentation for, hvorfra midlerne hidrører, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om beskattede midler. Landsskatteretten bemærker, at de fremlagte aftaler mellem klageren og hans søster og bror ikke anses for tilstrækkelig dokumentation for, at der er tale om lånemellemværender, idet der til mellemværender mellem familiemedlemmer stilles skærpede beviskrav. Endvidere er låneaftalerne først fremlagt på et sent tidspunkt i sagsforløbet, ligesom det ikke af aftalerne fremgår, hvorledes lånene er udbetalt, eller hvorledes de skal tilbagebetales. Tillige er det tillagt vægt, at lånene angiveligt, da disse ikke fremgår af de fremlagte kontoudtog, skulle være sket ved kontante overførsler, hvilket må anses for usædvanlige dispositioner henset til beløbenes størrelse. Endeligt fremgår det af låneaftalen indgået den 8. oktober 2010 mellem klageren og "SM", at denne aftale i givet fald må være indgået med klagerens søster og ikke hans bror, således som anført af klagerens repræsentant.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

Forklaringer 

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger.

Forklaringen er udeladt.

Parternes synspunkter 

Sagsøger har i påstandsdokument af 20. oktober 2016 gjort følgende gældende

"...

at låneaftalen mellem Sagsøger og hans søster, SM, er indgået forud for sagsøgers indrejse i Tyskland den 10. oktober 2010,

at de deklarerede € 66.000 hidrører fra dette lån, hvorfor der ikke kan ske beskatning,

at den omstændighed, at låneaftalen ikke indeholder afviklingsvilkår, ikke ændrer ved lånets realitet,

at sagsøger er forpligtet til at tilbagebetale lånet,

at Sagsøger således ikke skal beskattes af de € 66.000, som hidrører fra det pågældende lån,

at det må have formodning imod sig, at der er tale om udeholdte indtægter, idet Sagsøger frivilligt deklarerede € 66.000 ved sin indrejse til Tyskland, og

at hvis der havde været tale om udeholdte indtægter, ville Sagsøger næppe havde oplyst myndighederne om, at Sagsøger indførte beløbet

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 20. oktober 2016 anført følgende:

"Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det overordnet gældende, at A skal bevise sin påstand om, at han ikke er skattepligtig af det kontantbeløb på € 66.000,-, eller kr. 492.109, som han medbragte på sin rejse fra Tunesien til Polen.

Skatteministeriet bestrider, at han har løftet sin bevisbyrde.

...

Al indkomst er skattepligtig, medmindre indkomsten er særligt undtaget fra beskatning, jf. statsskattelovens §§ 4 og 5. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

I lufthavnen i Tyskland havde A et kontantbeløb på knapt en halv mio. kr. på sig. Han bestrider ikke, at det er hans penge.

Han har bevisbyrden for, at beløbet ikke er skattepligtig indkomst. Fra retspraksis om lignende situationer kan som eksempler henvises til UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR), UfR 2009.163 H, UfR 2010.415/2 H (SKM2010.70.HR), SKM2013.613.ØLR, SKM2013.389.ØLR, SKM2015.633.ØLR om indsætninger på skatteyderens bankkonti m.v., og SKM2016.383.BR om et kontantbeløb på kr. 700.000, der blev fundet på skatteyderens loft.

Det er meget usædvanligt at have et så betydeligt kontantbeløb som knapt en halv mio. kr. på sig, herunder på en rejse og i en lufthavn, uden at man er i stand til at forklare og dokumentere, hvorfra pengene kommer på en sådan overbevisende måde, at dette fremstår som utvivlsomt.

Det usædvanlige skærper beviskravene, jf. f.eks. SKM2013.159.BR om en skatteyder, der i Københavns Lufthavn var i besiddelse af et kontantbeløb på ca. 271.000 kr.

...

A hævder, at kontantbeløbet stammer fra et lån, som han havde optaget hos sin søster. At det skulle forholde sig sådan, har han efter fast retspraksis, herunder højesteretspraksis, også bevisbyrden for, jf. f.eks. UfR 2009.476/2H, hvor Højesteret bl.a. bemærkede:

"...

De afgivne forklaringer og erklæringer om lån er ikke således bestyrkede ved objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller an- det, at det kan lægges til grund, at der er tilgået A lån i 1997 som hævdet." (Min understregning)

..."

Der er ingen objektive kendsgerninger, der bestyrker As forklaring om, at han har lånt penge af sin søster.

Der foreligger ingen dokumentation for, at søsteren har overført penge til A, herunder ikke for at en sådan pengeoverførsel måtte være et lån til ham.

Der er heller ingen dokumentation for, at han helt eller delvist har tilbagebetalt det påståede lån.

Der er endvidere ingen dokumentation, at han har betalt renter af lånet, der efter sin ordlyd forrentes med 15 % årligt.

A har i sine selvangivelser for indkomstårene 2010 og frem ikke fratrukket renter vedrørende det påståede lån eller i øvrigt angivet lånet som gæld.

Der er altså ingen objektive omstændigheder, der støtter forklaringen om lån. Selvom der foreligger et "gældsbrev", kan påstanden herom derfor ikke lægges til grund.

...

"Gældsbrevet" er i øvrigt også usædvanligt derved, at beløbet skal afvikles over en så lang periode som 20 år uden de nærmere vilkår for denne afvikling er fastlagt, og at der ikke er nogen sikkerhed for gælden. Henset til beløbets størrelse må det endvidere anses for højst usædvanligt, at lånebeløbet ikke er udbetalt ved bankoverførsel, men angiveligt er udbetalt i kontanter.

Over for de tyske toldmyndigheder oplyste A ikke noget om, at pengene kom fra et lån, endsige fra et lån fra hans søster. Han oplyste blot at beløbet stammede fra hans familie i Tunesien.

...

Sammenfattende gør Skatteministeriet gældende, at A ikke har bevist, at det omtvistede beløb ikke er skattepligtigt.

Derfor skal Skatteministeriet have medhold i sin påstand om frifindelse."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse 

Sagsøger deklarerede i forbindelse med indrejse den 10. oktober 2010 fra Tunesien via Frankfurt til Polen over for toldkontrollen i Frankfurt lufthavn, at han medbragte 66.000 Euro i kontanter. Sagsøger oplyste til toldmyndighederne i Frankfurt lufthavn, at beløbet, som han medbragte, stammede fra hans familie i Tunesien, og at beløbet var til hans eget brug.

Under et møde hos SKAT den 2. august 2012 fremlagde sagsøger en låneaftale, der var affattet på fransk og oversæt til dansk, dateret den 8. oktober 2010 og stemplet i Tunesien den 28. juli 2012, og som vedrørte et lån på 70.000 Euro fra sagsøgers søster til sagsøger. Ifølge låneaftalen skal beløbet afvikles over 20 år med en rente på 15 % om året. Det fremgår ikke af låneaftalen, hvordan lånet er udbetalt eller hvordan det skal tilbagebetales.

Sagsøger har forklaret, at vilkåret om renter alene blev indsat, for at aftalen skulle fremstå som en låneaftale. Han har aftalt med sin søster, at afvikling af gælden kan finde sted, når han arver. Han har dog afdraget i alt 38.000 kr. af gælden. Han betalte selv 19.000 kr. til søsteren i 2012, og hans bror, som skyldte sagsøger penge, betalte i samme år 19.000 kr. til søsteren.

Retten finder ikke, at sagsøger ved bevisførelsen har bevist, at han har lånt 66.000 Euro af sin søster. Retten har herved lagt vægt på, at sagsøgers forklaring om låneaftalen ikke er tilstrækkelig bestyrket af objektive kendsgerninger. Den låneaftale, som sagsøger har henvist til, har et sådant indhold, at den ikke sandsynliggør gældsforholdets beståen. Sagsøger har ikke i sine selvangivelser for indkomstårene 2010 og frem fratrukket renter vedrørende lånet eller i øvrigt angivet lånet som gæld. Sagsøger er ikke i besiddelse af kvitteringer for betaling af de to afdrag hver på 19.000 kr.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse i indkomståret 2010 af sagsøgers skattepligtige indkomst med 492.109 kr., og retten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Sagsøger skal efter sagens værdi og udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 40.000 kr. Beløbet vedrører dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og er incl. moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t: 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 40.000 kr.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=12-0272913&docId=dom-lsr-12-0272913-full