Byrets dom af 01. maj 2017 i sag BS 10A-369/2016, BS 10A-839/2016, BS 10A-1112/2016

Parter

A

(v/Adv. Lisbeth Pedersen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

Katrine B. B. Eriksen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under disse sager, der i henhold til rettens beslutning efter retsplejelovens § 254, stk. 1, behandles samlet, har sagsøger, A, over for sagsøgte Skatteministeriet, nedlagt følgende påstande:

BS 10A-369/2016

Principalt:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at SKAT skulle have tillagt sagsøger partsstatus vedrørende sagsøgers tidligere ægtefælles genoptagne skatteansættelse for indkomstår 2008 og 2009 vedrørende fradrag for renteudgifter, som sagsøger har hæftet for solidarisk, hvorfor sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Subsidiært:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 6/11 2015 er ugyldig, og at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Landsskatteretten.

BS 10A-839/2016

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 6/1 2016 i sag 15-3217242 er ugyldig, og at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Landsskatteretten.

BS 10A-1112/2016

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 2/2 2016 i sag 15-2574607 er ugyldig, og at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Landsskatteretten.

Sagsøgte har i alle tre sager påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

BS 10A-369/2016 omhandler følgende afgørelse fra Landsskatteretten:

"Sagsnr. 14-4032683

I afgørelsen har deltaget: K. Lund-Andersen, Kristian Thulesen Dahl og Jens Rosenløv

Klager: A

Klage over: SKATs afgørelse af 25. juni 2014

Cpr-nr.: xxx

Indkomstår: 2008 og 2009

SKAT har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009 for klagerens tidligere ægtefælle.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv. 

Klagerens repræsentant har anmodet om adgang til at udtale sig over for retten på et retsmøde. Anmodningen er imidlertid afskåret, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.

Faktiske oplysninger

Klageren blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, NR, den 30. juli 2008. Af bodelingsoverenskomst af 11. juli 2008 fremgår bl.a., at NR overtager en fælles ejet ejendom beliggende Y1-adresse, og en fælles andelsbolig beliggende Y2-adresse, samt fælles gæld i Danske Bank under forudsætning af, at banken skriftligt bekræfter at være indforstået hermed.

Den 3. december 2009 blev ejendommen beliggende Y1-adresse, tinglyst med overtagelsesdato den 11. juli 2008, svarende til datoen for indgåelse af bodelingsoverenskomsten. Det fremgår af tingbogen, at ejendommen pr. denne dato er overdraget fra klageren til NR for 0 kr.

SKAT traf den 30. marts 2012 efter anmodning fra NR om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009 afgørelse i hans sag. Han blev herved anset for berettiget til det fulde rentefradrag vedrørende gæld til Danske Bank. Klageren blev ikke partshørt i forbindelse med NRs begæring om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009.

I konsekvens af genoptagelsen af NRs skattesag med imødekommelse af fuldt rentefradrag til følge blev klagerens rentefradrag nedsat fra halvdelen af rentefradraget til nul.

Klageren har anmodet om genoptagelse af NRs skattesag for indkomstårene 2008 og 2009, hvilket SKAT har nægtet.

SKATs afgørelse

SKAT har anført, at SKAT ikke kan behandle en klage over NRs skatteansættelse.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, at klage over afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen.

Af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, fremgår, at en klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Den tidligere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 A, hvorefter ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især kan klage over skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende, er nu indeholdt i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (tidligere skatteforvaltningslovens § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1).

Som følge heraf har SKAT ikke kompetence til at behandle klagen over SKATs afgørelse vedrørende NR.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Efter denne bestemmelse er det udelukkende den skattepligtige, der kan anmode om genoptagelse af sin skatteansættelse.

Hvis der er truffet afgørelse vedrørende en ægtefælle/tidligere ægtefælle, som har indvirkning på den anden ægtefælle/tidligere ægtefælles skatteansættelse, kan denne anden klage over sin årsopgørelse eller den afgørelse, som er truffet konkret overfor denne. Dermed får ægtefælle/tidligere ægtefælle mulighed for at få taget stilling til, om ændringen er korrekt. I og med at der er tale om en afledt ændring, vil en klagebehandling indirekte tage stilling til den andens skatteansættelse. Endelig kan vedkommende som nævnt ovenfor klage over ægtefællens/tidligere ægtefælles skatteansættelse.

Da klageren ikke er repræsentant for NR, er det SKATs opfattelse, at SKAT ikke kan genoptage hans skatteansættelse.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende, at afgørelse vedrørende NR om godkendelse af fradrag for yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009 er ugyldig, hvorved tidligere selvangivne renteudgifter for klageren med 103.346 kr. for 2008 og 115.977 kr. opretholdes.

Subsidiært tilpligtes SKAT at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 for NR for så vidt angår godkendelse af fradrag for yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009, idet skatteansættelserne er ulovhjemlede og ugyldige, hvorved tidligere selvangivne renteudgifter for klageren med 103.346 kr. for 2008 og 115.977 kr. for 2009 opretholdes.

Da NR for indkomstårene 2008 og 2009 ikke rettidigt har indleveret selvangivelser, har SKAT foretaget skønsmæssige ansættelser for de to pågældende indkomstår.

NR har ikke reageret på den skønsmæssig ansættelse før han ultimo 2011 anmodede om at få de pågældende indkomstår genoptaget.

Som det fremgår af NRs anmodning om genoptagelse ønskede han fradrag for renteudgifter for 2008 og 2009 vedrørende fast ejendom, jf. bodelingsoverenskomst med den klageren.

Overdragelsen af gælden var under forudsætning af, at Danske Bank skriftligt godkendte NR som enedebitor, hvilket positivt ikke er sket, hvorfor klageren stedse har hæftet solidarisk for gælden til Danske Bank. Yderligere fremgår det ikke af bodelingsoverenskomsten, at klageren skattemæssigt har fraskrevet sig retten til at fradrage 50 % af renteudgifterne.

Bodelingsoverenskomsten var allerede dateret og underskrevet, herunder med vitterlighedsvidner, før klageren skrev under på aftalen. Det er således uvist, hvornår bodelingsoverenskomsten i realiteten var gældende fra, idet aftaler civilretligt er gældende fra dato for sidste underskrift.

I forhold til bodelingsoverenskomsten skal der sondres mellem, hvad der kan aftales civilretligt, og hvad der er gældende skattemæssigt. Klageren ville aldrig skattemæssigt få fradrag for renteudgifter, som hun civilretligt via en bodelingsoverenskomst havde forpligtet sig til at betale uden at hæfte direkte for gælden over for vedkommende kreditor. Det er alene skattemæssigt afgørende, hvem der hæfter over for kreditor, og i denne sag er det uomtvistet, at både NR og klageren hæftede solidarisk over for Danske Bank, der også har indberettet renteudgifter med 50 % til hver i overensstemmelse med bankens opfattelse af, hvem der hæftede for gælden.

Det er tilsvarende uomtvistet, at NR ikke har løftet bevisbyrden for, at Danske Bank har anerkendt ham som enedebitor. Et debitorskifte kan ikke ske uden, at kreditor skriftligt giver samtykke deri.

Det er vedkommende sagsbehandler bekendt, at klageren har gjort indsigelser mod det af NR fremsatte, idet klageren ikke fra Danske Bank har modtaget besked om, at hun var frigjort for 50 % af gælden. Tværtimod har Danske Bank til klageren gjort klart, at idet NR var selvstændig erhvervsdrivende, ville banken aldrig frigøre klageren for sin hæftelse.

Praksis er ganske klar på området, når der ikke foreligger en skriftlig aftale omkring frigørelse for 50 % af gælden, som er tiltrådt af kreditor, jf. hertil TfS 1987, 97 LSR, TfS 1995, 754 LSR og TfS 1999, 899 LSR. I forhold til sidstnævnte afgørelse fremhævede Landsskatteretten særligt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tidligere ægtefælle ikke længere hæftede for gælden - hvilket gør sig gældende i denne sag. I TfS 1993, 51 Ø fandt Østre Landsret, at en ren mundtlig aftale ej heller er tilstrækkelig til at løfte bevisbyrden for, at den ene ægtefælle har retten til de fulde renteudgifter, hvorfor retten fastslog, at renteudgifterne skulle henføres med 50 % til hver ægtefælle.

Ovenstående er i tråd med seneste praksis, jf. hertil SKM2014.48.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at renteudgifter skulle henføres med 50 % til hver ægtefælle - og dette selvom den ene ægtefælle efter påstand gjorde gældende at have afholdt samtlige udgifter til en af ægtefællerne i lige sameje ejet fast ejendom. Der var i SKM2014.48.LSR uenighed mellem ægtefællerne om, hvem der havde retten til renteudgifterne - ganske i tråd med denne sag.

Til støtte for det forhold, at NR ikke har løftet bevisbyrden for, at han skriftligt er godkendt som enedebitor og dermed har retten til at få de fulde renteudgifter er fremlagt kopi af mailkorrespondance mellem NR via dennes rådgiver og SKAT af 7. februar 2012, hvoraf fremgår, at NR tilsyneladende telefonisk havde taget kontakt til banken, men uden at det er specificeret, at banken bekræfter, at NR har retten til de fulde renteudgifter. Det forhold, at NRs rådgiver yderligere skriver, at NR har forklaret, at banken tilkendegav, at det ikke var nødvendigt med et debitorskifte, kan ikke tillægges vægt - og særligt ikke når det er NR og/eller dennes rådgivere, der har konciperet bodelingsoverenskomsten.

Yderligere kan det dokumenteres, at SKAT selv har været i tvivl om, hvordan der skulle forholdes, når de tidligere ægtefæller var uenige. Yderligere fremgår, at SKAT ikke er bekendt med afgørelser, hvor ægtefællerne er uenige - det gør der nu, jf. førnævnte afgørelse: SKM2014.48.LSR.

I forhold til, fra hvilket tidspunkt bodelingsoverenskomsten er gældende, bestrides det, at det er 11. juli 2008. Til støtte herfor er fremlagt mail af 29. januar 2010 fra NRs advokat, hvori det oplyses at det af tinglysningssvaret fremgår, at ejendommen "nu er overskødet til NR". Det fremgår tillige, at overdragelsesdato skulle være 11. juli 2008, og at dokumentet er tinglyst pr. 5. januar 2010.

Der er endvidere fremlagt mail af 6. november 2009 fra NRs advokat med det første tinglysningssvar. Som det fremgår, er overdragelsesdatoen angivet til at være 4. juni 2009, og der er - i strid med bodelingsoverenskomsten, angivet en kontant købesum på 1 mio. kr. Dokumentet er tinglyst pr. 6. november 2009. Der er fremlagt mail af 24. januar 2011 fra NR til statsamtet. Heraf fremgår, at de af SKAT foretagne ansættelser for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 for så vidt angår børnebidrag er "såkaldt skønsmæssige ansættelser, som SKAT selv har fundet på, idet jeg ikke har fået udarbejdet regnskab .... Jeg er i gang med selv at prøve at udarbejde de manglende regnskaber for alle årene for at sende dem ind til SKAT og kan oplyse, at resultatet for 2009 er på 118.320 kr." Der er i mailen henvist til en råbalance for 2009.

Der er fremlagt bankkontoudtog fra Danske Bank for 2008 og 2009 udstedt til begge ægtefæller, hvoraf fremgår, at gælden først den 29. oktober 2009 er indfriet. Det er uomtvistet, at begge ægtefæller har hæftet for gælden indtil den 29. oktober 2009.

Der er fremlagt forslag til afgørelse fra SKAT af 9. januar 2012, hvoraf fremgår, at SKAT i forhold til NR tilsyneladende godkender fradrag med de fulde renteudgifter alene på baggrund af bodelingsoverenskomsten og uden dokumentation for, at klageren var frigjort over for Danske Bank og uden dokumentation for, at NR i sin indkomst har kunnet rumme betaling af de pågældende renteudgifter. Der henvises i denne forbindelse til, at NR selv er af den opfattelse - når der skal betales børnebidrag - at han alene har haft et driftsmæssigt overskud på godt 118.000 kr. Det må lægges til grund, at SKATs afgørelse, der formentlig er dateret den 30. marts 2012, er enslydende med forslag til afgørelse.

Det er gjort gældende, at bodelingen først er virksom pr. 5. januar 2010, hvor der er sket endelig overdragelse af ejendommen - dog uden dokumentation for, at klageren på et tidligere tidspunkt var blevet frigjort over for banken.

Yderligere er gjort gældende, at klageren først har underskrevet bodelingsoverenskomsten ultimo oktober 2009, der viser, at første tinglysningsforsøg er dateret den 6. november 2009.

Man kan udlede af mail fra NRs advokat, at denne illoyalt misleder klageren, idet der som led i tinglysningen er medtaget forhold, som ikke positivt kan rummes i bodelingsoverenskomsten. Yderligere kan det udledes, at NR og/eller dennes advokat også er illoyal overfor klageren i forhold til de anførte datoer, idet der "fifles" med den dato, hvorfra dokumentet skal være gældende.

Yderligere kan af bankkontoudtog udledes, at begge ægtefæller hæftede for gælden til Danske Bank indtil den 29. oktober 2009, hvor gælden blev indfriet. Som følge heraf, har klageren været berettiget til at få de renteudgifter, som Danske Bank har indberettet for hende på hendes skattemappe, og som er medtaget på hendes selvangivelser.

Af forslag til afgørelse kan yderligere udledes, at SKAT har sat skøn under regel, idet SKAT ikke har modtaget behørigt bevis på, at klageren var frigjort for gælden i forhold til Danske Bank.

Som følge af fraværet af dokumentation for SKATs forslag afgørelse har klageren forsøgt at få indsigt i, hvad det faktiske grundlag for en ændring af fordelingen af renteudgifterne for 2008 og 2009 har været, hvilket SKAT har afvist. Ved påklage af manglende aktindsigt fra klageren blev SKAT ved kendelse fra Skatteankestyrelsen pålagt at udlevere alt materiale, der var relevant vedrørende renteudgifter for 2008 og 2009. Det er i denne forbindelse, at korrespondance mv. fremlagt i denne sag er modtaget. Som det fremgår, er der alene modtaget forslag til afgørelse af 9. januar 2012 vedrørende NR. Enten betyder dette, at SKAT fortsat ikke har opfyldt sin pligt til at udlevere relevant materiale, eller at der ikke er nogen afgørelse, der følger op på forslaget. Hvis der ikke er nogen afgørelse, er skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, ikke iagttaget, hvorved der indtræder ugyldighed.

Ugyldigheden medfører for NR omgørelse af godkendelse af fradrag for yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009, og for klageren at hun bevarer allerede selvangivne renteudgifter med tilsvarene beløb.

Det er gjort gældende, at forslag til afgørelse for NR er ulovhjemlet, idet skøn er sat under regel, idet flere garantiforskrifter er tilsidesat. Da forslaget derved er behæftet med flere sagsbehandlingsfejl, der hver for sig og samlet er konkret væsentlige, indtræder ugyldighed. Allerede som følge af officialmaximen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

SKAT har i forbindelse med genoptagelsen af de to indkomstår for NR haft mulighed for og yderligere har været forpligtet til at foretage en høring af klageren, da hun - som følge af den direkte virkning en ændring af retten til at foretage rentefradrag vil have for hende i forhold til det af hende selvangivne - ud fra en skattemæssig vurdering er part i sagen.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Det må have stået SKAT klart, at hvis SKAT 3-4 år senere imødekom NRs begæring om at få yderligere 50 % af renteudgifterne for indkomstårene 2008 og 2009, ville dette få en konkret betydning for klagerens skatteansættelse, hvorfor SKAT burde have sikret, at klageren i 2011 - også henset til at bodelingen var godt 4 år gammel - var blevet orienteret og partshørt om skatteændringen for sin tidligere ægtefælle. Ved ikke at iagttage dette forhold har SKAT de facto tilsidesat forvaltningslovens § 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klageren har haft en konkret og væsentlig interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for NR. Det fremgår yderligere af forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter, hvilket ej heller er sket i forhold til klageren.

Det forhold, at forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tilsidesat i forhold til den ene af ægtefællerne ændrer ikke ved, at skøn er sat under regel, og at SKAT i den forbindelse tilsidesatte væsentlige lovfæstede garantiforskrifter, jf. skatteforvaltningslovens § 20, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3.

Der er henvist til SKM2005.436.LSR, FOB 2004.198 OM, Skat 1988.9.531 og SKM2005.52.DEP.

I forhold til den principale påstand er det muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at nå frem til, at yderligere fradrag for NR vedrørende yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009 i det hele er ulovhjemlet og ugyldig, hvorved klageren opretholder allerede selvangivne renteudgifter med tilsvarende beløb.

I forhold til den subsidiære påstand om genoptagelse er det muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at nå frem til, at der i forhold til NR vedrørende yderligere renteudgifter foreligger flere på hinanden værende myndighedsfejl, der i det hele medfører, at der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet der i forhold til klageren sker en urimelig skatteansættelse.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, at en klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der klages over.

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den samlevende ved indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens § 4.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fremgår bl.a., at en indkomstansættelse kan ændres efter anmodning fra den skattepligtige som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Af SKATs juridiske vejledning fremgår, at en ægtefælle er en klageberettiget part vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til kildeskattelovens § 4. På grund af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser.

Landsskatteretten bemærker, at partsbegrebet i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, svarer til den praksis, der med udgangspunkt i partsoffentlighedsloven og offentlighedsloven har udviklet sig i henhold til forvaltningsloven.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke kan anses for part i NRs skattesag for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009. Retten har lagt vægt på, at genoptagelse af indkomstårene 2008 og 2009 henhører under bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 om ekstraordinær ansættelse. I medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for genoptagelse, at ægtefællerne var samlevende ved indkomstårets udløb, hvilket ikke er tilfældet i det foreliggende tilfælde, hvor ægtefællerne blev skilt den 30. juli 2008. Retten er endvidere af den opfattelse, at uanset at klageren må anses for et have en individuel interesse i sagen, kan denne ikke anses for væsentlig og direkte, idet klageren selvstændigt har kunnet påklage SKATs afgørelse i egen sag, hvilket klageren da også har gjort. Det forhold, at SKAT under behandlingen af NRs sag har undladt at partshøre klageren, kan ikke føre til et andet resultat, idet klageren har fået aktindsigt i et omfang, der har gjort det muligt for hende at varetage egne interesser. Det er endvidere rettens opfattelse, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8's forstand.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

BS 10A-839/2016 omhandler følgende afgørelse fra Landsskatteretten:

"Sagsnr. 15-3217242

Klager: A

Cpr-nr.: xxx

Faktiske oplysninger

Klageren har den 3. december 2015 bedt Landsskatteretten om at genoptage afgørelsen med sagsnummer 14-4032683. Sagen blev afgjort den 6. november 2015.

Klagerens opfattelse

Anmodningen om genoptagelse begrundes med, at Landsskatteretten ikke har tilvejebragt det faktiske og retlige grundlag for sagens afgørelse, samt at sagen er afgjort uden afholdelse af retsmøde, og uden at Skatteankestyrelsen har forelagt beslutningen om afskæring af retsmøde for en retsformand. Afgørelsen af 6. november 2015 er derfor ugyldig.

Landsskatterettens afgørelse 

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten har afgjort, fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor. "

Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke kan imødekommes.

Ved afgørelsen har Landsskatteretten lagt vægt på, at sagen afgjort den 6. november 2015 er anset for tilstrækkelig oplyst til, at der kunne træffes afgørelse i sagen uden afholdelse af retsmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3. Skatteankestyrelsens indstilling om afskæring af retsmøde er forelagt for en retsformand inden afgørelsen af 6. november 2015 blev truffet.

Afgørelsen er truffet af retsformand K. Lund-Andersen i medfør af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3."

BS 10A-112/2016 omhandler følgende afgørelse fra Landsskatteretten:

"Sagsnr. 15-2574607

I afgørelsen har deltaget: K. Lund-Andersen, Morten Fabrin og Bodil Toftemann.

Klager: A

Klage over: Skatteankenævns afgørelse af 4. oktober 2013

Cpr-nr.: xxx

Indkomstår: 2008 og 2009

..........................................................................

Møde mv.

Klagerens repræsentant har anmodet om adgang til at udtale sig ved et retsmøde. I henhold til skatteforvaltningslovens 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at imødekomme denne anmodning, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Faktiske oplysninger

Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen den 23. december 2014, j.nr. 13-6764901. Sagen er genoptaget som følge af, at repræsentanten har anført, at hun ikke inden sagens afgørelse fik meddelelse om, at Landsskatteretten agtede at afskære retsmøde.

Af Landsskatterettens afgørelse af 23. december 2014 fremgår:

"...

Faktiske oplysninger

Klageren er den 30. juli 2008 blevet skilt fra NR.

Klageren har tidligere optaget lån i Danske Bank, konto nr. X1 og X2, i fællesskab med klagerens daværende ægtefælle. Renteudgiften på lånene indberettes med 50 % til hver for indkomstårene 2008 og 2009.

Der er fremlagt en pantsætningserklæring, hvoraf fremgår, at der er pantsat et ejerpantebrev på 1 mio. kr. med pant i andel samt brugsret til lejligheden Y2-adresse.

Pantsætningserklæringen er dateret og underskrevet den 15. juli 2005 af NR, og som debitor, A.

Ifølge indgået bodelingsoverenskomst af 11. juli 2008 fremgår bl.a., at NR pr. 11. juli 2008 overtager “vor hidtil fælles hus beliggende Y1-adresse", samt “vor hidtil fælles andelsbolig beliggende Y2-adresse".

Af bodelingsoverenskomsten fremgår endvidere, at NR pr. 11. juli 2008 som enedebitor overtager al fællesgæld i Danske Bank, samt at det forudsættes, at Danske Bank skriftligt bekræfter at være indforstået hermed.

SKAT har ikke modtaget bekræftelse på, at Danske Bank er indforstået med NRs overtagelse af gælden.

Klageren har til SKAT oplyst, at hun ikke har betalt renteudgifter vedrørende lånet.

Klageren har modtaget printselvangivelser for 2008 og 2009, hvor renteudgifter var fortrykt med 50 % til hende.

NR rettede i 2011 henvendelse til SKAT for at få fradrag for 100 % af renteudgifterne til Danske Bank. SKAT har imødekommet hans anmodning, jf. forslag til afgørelse af 9. januar 2012, der er fulgt op af en årsopgørelse.

Klageren har oplyst, at hun søgte telefonisk rådgivning hos SKAT i sommeren 2009, da hun fik meddelelse om overskydende skat. Klageren forklarede efter det oplyste SKATs medarbejder om bodelingsoverenskomsten og øvrige forhold. Klageren fik ved denne lejlighed at vide, at det er banken som automatisk indberetter oplysninger til SKAT, og at hun - så længe hun står som meddebitor på lånet - helt legalt får halvdelen af rentefradraget.

Der ligger ikke et notat herom hos SKAT.

Klageren har ifølge SKATs vurderingsoplysningssystem stået som medejer af ejendommen beliggende Y1-adresse, fra 1. januar 2008 til 11. juli 2008. Klageren har ikke stået som ejer af Y2-adresse.

Om ejendommen på Y1-adresse, fremgår, at ejendommen den 6. november 2009 blev tinglyst med en overtagelsesdato den 4. juni 2009, og at ejendommen var overdraget af klageren til hendes tidligere ægtefælle for 1 mio. kr.

Den 3. december 2009 blev ejendommen tinglyst med en overtagelsesdato den 11. juli 2008, svarende til datoen for bodelingsoverenskomsten, og at ejendommen var overdraget fra klageren til hendes tidligere ægtefælle for 0 kr.

Pr. 11. juli 2008 er ejendommens offentlige vurdering angivet til 3.000.000 kr.

Om Y2-adresse, fremgår af kontoudtog fra Dansk Bank af 30. juni 2009, at der er afregnet et beløb på 363.875 kr. i forbindelse med salg af lejligheden.

Klagerens repræsentant har den 10. september 2012 bedt om et møde med skatteankenævnet.

Skatteankenævnet har den 30. august 2013 fremsendt forslag til afgørelse vedlagt sagsfremstilling.

Den 10. september 2013 har klagerens repræsentant fremsendt bemærkninger til forslag til afgørelse. Der er ikke i dette brev fremsat anmodning om møde med skatteankenævnet.

Skatteankenævnets afgørelse

Efter kildeskattelovens 24 A er der fradragsret for renteudgifter for den af ægtefællerne, der hæfter for betalingen.

Med udgangspunkt i ægtefællers sambeskatning, vil skattemyndighederne under ægteskabets beståen normalt henholde sig til den fordeling af kapitalindtægter og -udgifter, som ægtefællerne har foretaget.

Når sambeskatningen er ophørt, fordi parterne er blevet separeret eller skilt, skal kapitalindkomsten/-udgiften som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen hos den ægtefælle, den vedrører, uanset hvem der måtte have oppebåret indtægterne eller afholdt udgifterne.

Da klageren og hendes ægtefælle blev skilt i 2008, ophørte sambeskatningen ved skilsmissen, og da de begge hæftede solidarisk for betalingen af den omhandlede gæld, er udgangspunktet, at hver af parterne er berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende gæld, jf. statsskattelovens 6, stk. 1, litra c, medmindre det dokumenteres, at fradragsretten er overgået til den ene ægtefælle alene.

Der er fremlagt bodelingsoverenskomst, hvoraf fremgår, at klagerens ægtefælle pr. 11. juli 2008 overtager den fælles gæld i Danske Bank som enedebitor. Nævnet mener derfor, uanset at banken ikke har godkendt ægtefællen som enehæftende, at fradragsretten til renterne er overgået til ægtefællen fra tidspunktet for bodelingsoverenskomsten. Det er herefter nævnets opfattelse, at gælden er blevet overdraget til ægtefællen alene fra dette tidspunkt.

Nævnet har henvist til afgørelserne fra Landsskatteretten i TfS 1995, 640 og TfS 1995, 787 samt oplysningerne i Den juridiske Vejledning, afsnit C,A.11.2.2.

Nævnet kan derfor alene godkende fradrag for 50 % af renterne indtil tidspunktet for bodelingsoverenskomsten.

Nævnet har endvidere anført, at en uformel forhåndstilkendegivelse som altovervejende hovedregel ikke er bindende for SKAT. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU nr. 1992.212.

Nævnet mener ikke, at klageren kan støtte ret på en påstået telefonisk tilkendegivelse fra SKAT. Klageren har ikke dokumentation for, at SKAT telefonisk har oplyst det, som klageren oplyser, ligesom det ikke er sandsynliggjort, at tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt grundlag.

Nævnet mener derfor ikke, at klageren har en retsbeskyttet forventning om fradragsret for 50 % af renterne i 2008 og 2009.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig samt at hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008 og 2009 skal nedsættes til det selvangivne.

Som det fremgår af SKATs forslag til afgørelse, er der alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Det er ikke oplyst, hvordan SKAT er kommet besiddelse af bodelingsoverenskomsten eller i hvilken anledning.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, er der tilsvarende alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Derudover er der henvist til en enkelt afgørelse fra Landsskatteretten, TfS 1995, 640, hvorefter det oplyses, at som følge af denne kendelse kan fradraget godkendes hos klagerens tidligere ægtefælle, selvom debitor ikke har accepteret ham som enedebitor. Derudover er det oplyst, at der er lagt vægt på, at klagerens tidligere ægtefælle - efter SKATs oplysninger - har betalt samtlige ydelser på lånene, og som eneejer har solgt andelslejligheden. Yderligere er anført, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde en ændring. Dette er positivt forkert, da klageren har fremsendt materiale, der understøtter hendes opfattelse af sagen, herunder uenigheden og urigtigheden af SKATs afgørelse.

Klageren er ikke på noget tidspunkt forud for fremsendelsen af forslag til afgørelse oplyst om, hvorvidt der er sket genoptagelse for hendes tidligere ægtefælle vedrørende de to indkomstår. De i SKATs afgørelse nævnte oplysninger har ej heller været gjort tilgængelig for hende forud for modtagelsen af afgørelsen. Ved modtagelsen af afgørelsen har det ikke været muligt at imødegå det af SKAT anførte.

Det er gjort gældende, at SKAT ved sit forslag og sin afgørelse sætter skøn under regel. Herved indtræder der ugyldighed.

Yderligere er det gjort gældende, at SKAT inddrager usaglige forhold, hvilket tenderer til embedsmisbrug og konkret udgør magtfordrejning, idet SKAT retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Samtlige forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, skal iagttage retsgrundsætninger, der udover forbuddet mod at forfølge usaglige formål (forbud mod magtfordrejning), også omfatter en ulovbestemt lighedsgrundsætning; kravet om proportionalitet mellem indgreb og formål, og pligten til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde, dvs. ikke at sætte sit skøn under en regel.

Lighedsgrundsætningen er et helt grundlæggende ulovbestemt forvaltningsretligt princip, som skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til skatteydere med identiske omstændigheder. Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen skal tilsidesættes i det omfang, at der ved ensartet behandling opstår en urimelig forskelsbehandling. Som en direkte følge af lighedsgrundsætningen kan skatteydere støtte ret på SKATs afgørelsespraksis, den juridiske vejledning og andre offentliggjorte praksisbeskrivelser. Problemet i denne sag er blot, at SKAT vilkårligt kan ændre f.eks. Den juridiske Vejledning således, at praksis fremtræder som værende anderledes, end den reelt er. Dette er bl.a. tilfældet i denne sag.

En skatteyder må som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget - ikke bare en bemærkning om, at SKAT er i besiddelse af en bodelingsoverenskomst og øvrige oplysninger. Der er tale om en uanstændig og uværdig behandling, der på ingen måde kan rummes inden for principperne for god forvaltningskik.

Det er gjort gældende, at klageren som led i SKATs fremsendelse af forslag til afgørelse ikke er blevet partshørt eller har fået adgang til det materiale, som SKAT enten har indhentet eller modtaget fra tredjemand, hvorved SKAT har tilsidesat de væsentlige retsgarantier, som klageren efter lovgivningen er tillagt på det skatteretlige område, ligesom forholdet medfører, at garantiforskriften efter forvaltningslovens 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tilsidesat.

Det er yderligere gjort gældende, at en skatteyder som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget, og en henvisning til at SKAT fra tredjemand har modtaget eller indhentet noget materiale kan aldrig udgøre en afgørelse efter skatteforvaltningsloven, der opfylder skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, in fine, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 2, stk. 1 og 2.

Høring efter skatteforvaltningslovens § 20 sker i form af et forslag til afgørelse, der skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse, herunder med henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse.

Selvom der også over for skatteankenævnet er redegjort for de faktiske og juridiske materielle forhold, der berettiger til en opretholdelse af det af klageren selvangivne, har skatteankenævnet ikke forholdt sig til det anførte. Dette udgør tilsvarende en myndighedsfejl, hvorved der indtræder ugyldighed.

Det er uomtvistet i denne sag, at debitor ikke har accepteret klagerens tidligere ægtefælle som enedebitor, hvorfor klageren stedse har hæftet over for debitor. Det følger direkte af kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt., at

“kapitaludgifter [skal medtages] hos den ægtefælle, som hæfter for betalingen. Kan det ikke afgøres, hvem af ægtefællerne, en kapitaludgift vedrører, skal hver af ægtefællerne medtage halvdelen af denne."

Da det er uomtvistet, at klageren overfor debitor (banken) i indkomstårene 2008 og 2009 har hæftet for kapitaludgiften, er hun berettiget til skattemæssigt at fradrage renteudgifter som sket. Der kan i den forbindelse henvises til følgende afgørelser:

TfS 1987, 97 LSR - fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1991, 60 LSR - M kunne kun fratrække 50 % af renteudgifterne i 1983- 1986, da tidligere samleverske stadig var meddebitor på fælles banklån. M havde betalt alle ydelserne.

Det er gjort gældende, at afgørelserne er relevante for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 627 LSR - trods aftale om, at M betalte terminsudgifter og kunne fratrække alle renteudgifter, kunne M alene fratrække 50 % jf. statsskattelovens 6, stk. 1, litra e, idet den indgåede rentefordelingsaftale ikke kunne tillægges skattemæssig betydning.

Det et gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 254 LSR - fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1999, 899 LSR - ejendom ejet af klager. Klageren hæftede solidarisk med tidligere ægtefælle for gælden. Parterne var derfor lige berettigede til fradrag for renteudgifter, da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tidligere ægtefælle ikke længere hæftede for gælden.

Det er gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

Det forhold, at der måtte være indgået en bodelingsoverenskomst, hvorefter klagerens tidligere ægtefælle civilretligt overtager samtlige aktiver og passiver, afskærer ikke klageren fra skattemæssigt at fradrage kapitaludgiften som sket, idet klageren uomtvistet og dokumenteret fortsat hæftede over for kreditor indtil et af to forhold indtrådte, hvilket er a) indfrielse af lån eller b) salg af ejendommene. Først efter indfrielse af lån og/eller et salg, ville klageren være frigjort for en solidarisk hæftelse. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at debitor har frigjort klageren.

Havde klageren som led i bodelingen påtaget sig en renteudgift uden at være meddebitor for gælden, ville SKAT ikke have godkendt, at hun skattemæssigt fik fradrag derfor. Som følge af dette forhold tilsidesætter SKAT lighedsgrundsætningen, hvorved klageren ikke behandles på samme måde som andre med tilsvarende eller modsatrettede forhold.

Som følge af ovenstående er det gjort gældende, at klageren har fradragsret for de pågældende renteudgifter som selvangivet for indkomstårene 2008 og 2009.

Det følger yderligere af Skat 1988.9.531, at genoptagelse af tidligere indkomstår vedrørende ægtefællers ansættelser i forbindelse med separation og skilsmisse med henblik på en ændret fordeling f.eks. af prioritetsrenter vedrørende fast ejendom ikke imødekommes (ej heller administrativt), da ægtefællerne under ægteskabets beståen er blevet beskattet beløbsmæssigt korrekt.

Også som følge af ovenstående er der tale om, at SKAT har truffet en mod klageren ugyldig afgørelse. Tilsvarende er gjort gældende, at SKAT i forhold til klagerens tidligere ægtefælle også har truffet en ugyldig afgørelse.

Det må have stået SKAT klart, at hvis SKAT imødekom klagerens tidligere ægtefælles begæring, ville dette få en konkret betydning for hendes skatteansættelse, hvorfor SKAT burde have sikret, at klageren i 2011 - også henset til at bodelingen er fra 2009 - var blevet orienteret og partshørt om skatteændringen for klagerens tidligere ægtefælle. Ved ikke at iagttage dette forhold har SKAT de facto tilsidesat forvaltningslovens 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klageren har haft en konkret og væsentlig interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for hendes tidligere ægtefælle. Det fremgår yderligere af forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter.

Endvidere følger det direkte af skatteforvaltningslovens § 36 og 40, at der er en udvidet partsadgang vedrørende afgørelser truffet af SKAT - også i forhold til andre skatteydere.

Det følger direkte af skattestyrelseslovens § 37 A, at der er gensidig klageadgang over en ændring af en ægtefælles eller tidligere ægtefælles skatteansættelse for et indkomstår.

Hvordan skal klageren kunne klage over sin tidligere ægtefælles begæring, når man ikke kender til det, og når man først får indsigt i, hvad formålet med begæring fra klagerens tidligere ægtefælle var ved modtagelsen af skatteankenævnets forslag til afgørelse?

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse alene er baseret på oplysninger fra en tidligere ægtefælle i den sag, som SKAT har afgjort uden at inddrage klageren. Det er gjort gældende, at SKAT har handlet ansvarspådragende, og har påført klageren et formuetab for 2008 og 2009 svarende til den skattemæssige værdi af den manglende fradragsret for renteudgifterne samt den kreditrente, som klageren mister ved at have indbetalt den pålignede skat. Begge krav udgør et formuetab for klageren.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Yderligere er skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, tilsidesat.

Det fremgår specifikt af skatteankenævnets sagsfremstilling, side 2, afsnit 8, at klagerens tidligere ægtefælle i 2011 kontaktede SKAT for at få 100 % fradrag af renteudgifterne til Danske Bank, samt at SKAT imødekom denne begæring.

Klageren har som anført ikke på noget tidspunkt fået nogen henvendelse fra SKAT vedrørende hendes tidligere ægtefælles begæring i 2011 eller meddelelse om, at SKAT uden at orientere eller høre klageren, imødekom den tidligere ægtefælles begæring.

SKAT ikke træffe en afgørelse, før en part er hørt, og der skal ske høring, når:

- Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i SKATs besiddelse,

- og oplysningerne er til ugunst for parten,

- og anses for et være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Høring efter skatteforvaltningsloven er ubetinget, hvorfor denne ikke kan tilsidesættes, og den har været særlig påkrævet i denne sag, da klageren ikke - hvilket SKAT har været bekendt med - har haft samme folkeregisteradresse som hendes tidligere ægtefælle.

Hvis der hos SKAT måtte være forhold, som viser sig at være til gunst for klageren, skal SKAT egenhændigt inddrage disse. Er der forhold, som måtte være til ugunst for klageren, skal SKAT egenhændigt sikre, at hun bliver partshørt herom, jf. forvaltningslovens 19, stk. 1. Sker dette ikke, er der tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, der automatisk medfører ugyldighed af den af SKAT trufne afgørelse.

Manglende partshøring er yderligere et brud på SKATs forpligtelser efter officialmaximen, der indebærer, at SKAT af egen drift skal fremfinde forhold, der er til gunst for skatteyderen.

Tilsidesættelse af officialmaksimen og garantiforskrift, jf. forvaltningslovens 19, stk. 1, ved at unddrage klageren indsigt i materiale, der er til gunst eller ugunst for klageren, er et brud på den for klageren værende retssikkerhed på det skatteretlige område.

Allerede som følge af officialmaksimen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

Det er et centralt element i retssikkerhedsbegrebet, at SKAT har pligt til at påse, at en skatteyder hverken betaler for meget eller for lidt i skat/afgift. Mener skatteyderen, at SKAT opkræver for meget i skat/afgift, skal skatteyderen have adgang til at få spørgsmålet prøvet i det administrative rekurssystem og eventuelt ved domstolene.

Uanset ovenstående er det et grundlæggende princip, at tvister i skattesager og/eller afgiftssager skal afgøres så hurtigt i forløbet som muligt, da dette er ressourcebesparende for SKAT og skatteyderen/den afgiftspligtige - og dette betyder, at SKAT skal medvirke til at få en korrekt løsning uden at indtage en rolle som skatteyderens modpart. Dette er desværre ikke tilfældet i denne sag, da SKAT har overset og tilsidesat klagerens interesser ved ikke at inddrage hende i sin ægtefælles begæring i 2011.

Reguleringer af klageren må de facto være en afledt konsekvens af, at SKAT imødekom hendes tidligere ægtefælles begæring om at få ændret skatteansættelsen for 2008 og 2009 - uden at hun er blevet gjort bekendt med det fulde grundlag for den positive afgørelse for den tidligere ægtefælle, herunder begæringen men også de talmæssige opgørelser mv.

Hvis ovenstående er sædvanlig praksis hos SKAT, er det klagerens opfattelse, at det er i strid med alt, hvad SKAT som offentlig myndighed skal stå for. Det er i strid med den retssikkerhed, som SKAT skal værne om på vegne af skatteyderne. SKAT er som nævnt ikke modpart til en skatteyder.

Det er for klageren af afgørende betydning for at kunne varetage sine interesser, at hun ved, hvordan SKAT har forholdt sig over for den tidligere ægtefælle, herunder i forhold til begæringen og de talmæssige opgørelser mv.

Særligt voldte bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 2, afsnit 8, om, at klagerens tidligere ægtefælles skattesag inddrages, problemer, da klageren ikke på noget tidspunkt har haft mulighed for at forholde sig hertil. Yderligere volder bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 3, afsnit 3, problemer, idet der er lagt vægt på et for klageren udokumenteret forhold, nemlig at den tidligere ægtefælle ifølge SKATs oplysninger har betalt samtlige ydelser på lånene, samt har solgt andelslejligheden som ejer.

I skatteankenævnets forslag til afgørelse var der inddraget et forhold om, at klageren ikke havde gjort gældende, at der var uenighed om den opgjorte rente, og skatteankenævnet stadfæster på dette grundlag SKATs afgørelse. Det blev for skatteankenævnet gjort gældende, at dette forhold ikke kan inddrages som kriterium for afgørelse af klagen, da dette forhold ikke af SKAT er inddraget i hverken forslag til afgørelse eller SKATS afgørelse, samt at hvis skatteankenævnet lagde dette til grund, ville der være tale om en afgørelse, der i det hele er ugyldig.

Det blev yderligere for skatteankenævnet gjort gældende, at hvis skatteankenævnet forsøger at retfærdiggøre en opretholdelse af en ulovlig afgørelse fra SKAT ved at inddrage andre forhold end de, som kan udledes af SKATs afgørelse for at komme frem til, at SKATs afgørelse er gyldig, er der tale om, at skatteankenævnet udøver magtfordrejning. Skatteankenævnet har udeladt dette forhold i sin afgørelse, men har ikke forholdt sig til noget af det andet af klageren anførte.

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse er behæftet med flere mangler, der hver for sig og samlet er konkret væsentlige, hvorved afgørelsen er ugyldig. Var klageren blevet partshørt om sin tidligere ægtefælles begæring og ændrede skatteansættelse, ville SKAT formentlig ikke have truffet den oprindelige afgørelse over for klageren, og dermed har SKAT tilsidesat en for klageren værende garantiforskrift, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, ligesom klageren ikke ville have lidt et formuetab som følge af SKATs ansvarspådragende handling.

Klageren har søgt aktindsigt i sin ægtefælles skattesag fra 2011 vedrørende 2008 og 2009, men dette er blevet afslået ved brev af 22. oktober 2013. Som det fremgår afvises begæringen med henvisning til, at klageren ikke længere har folkeregisteradresse med sin tidligere ægtefælle.

Skatteforvaltningslovens § 18 lyder som følger:

§ 18. Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Det er klagerens opfattelse, at SKATs afgørelse er truffet af samme sagsbehandler, som følge af en konsekvensændring ved, at SKAT gav den tidligere ægtefælle medhold i sin begæring om ændring af renteudgifterne for 2008 og 2009. Som følge heraf foreligger der speciel inhabilitet, da afgørelsen mod klageren blev truffet, og derfor er retsvirkningen, at afgørelsen er ugyldig.

Der blev i forbindelse med indgivelse af supplerende klageindlæg i forbindelse med skatteankenævnets behandling af klagen anmodet om personligt fremmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 6. Hverken klageren eller hendes rådgiver er blevet givet mulighed for at møde frem for skatteankenævnet og over for nævnet udtale sig mundtligt. Retten til fremmøde er en garantiforskrift, og nægtelse eller forglemmelse heraf medfører ugyldighed.

Der er henvist til SKM2001.244.LSR, SKM2012.224.LSR, SKM2012.438.LSR og SKM2015.259.BR.

Repræsentanten har endelig gjort opmærksom på, at hverken SKAT, skatteankenævnet eller Skatteankestyrelsen har taget stilling til, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Det betyder, at SKAT ikke gyldigt har kunnet ændre skatteansættelsen for klageren vedrørende indkomstårene 2008 og 2009. Dette forhold medfører i sig selv ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kildeskattelovens § 24 A, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter, udover hvad der er godkendt af skatteankenævnet. Retten har lagt vægt på, at det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008, at klagerens tidligere ægtefælle pr. denne dato overtager bl.a. ejendommen Y1-adresse, og andelslejligheden Y2-adresse, som enedebitor, Overtagelsen er betinget af, at Danske Bank skriftligt bekræfter at være indforstået med overtagelsen. Det fremgår af sagen, at Danske Bank ikke har fritaget klageren for gældsforpligtelsen, hvorfor hun fortsat som solidarisk hæftende debitor i princippet er berettiget til fradrag for renteudgifter af gælden.

Retten finder imidlertid, at klageren på trods af den manglende gældsfritagelse har anerkendt, at hendes tidligere ægtefælle har overtaget ejendommen Y1-adresse, idet han ifølge tingbogsoplysninger har overtaget ejendommen i forbindelse med bodelingen med virkning fra 11. juli 2008, jf. overtagelsesdatoen på tinglysningsdokumenter.

Retten finder herefter, at klageren i det indbyrdes forhold til sin tidligere ægtefælle er fritaget for gældsforpligtelsen, således at den tidligere ægtefælle alene hæfter for gælden. Efter det oplyste har klageren heller ikke betalt hverken gæld eller renteudgifter.

Vedrørende repræsentantens påstand om ugyldighed som følge af ikke iagttagelse af den korte lignings frist, finder retten i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 1, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, idet der med SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag er indtrådt en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse. Som følge heraf finder den korte ligningsfrist i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, hvoraf fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

For så vidt angår forventningsprincippet finder retten efter det oplyste, at klageren ved SKATs mundtlige tilkendegivelse ikke kan antages at have opnået en forventning af retsbeskyttet karakter, idet der sædvanligvis ikke lægges vægt på mundtlige tilkendegivelser.

For så vidt angår manglende møde med skatteankenævnet ses klageren ikke at have anmodet herom efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling, og retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet. Der foreligger derfor ikke ugyldighed som følge af manglende møde.

For så vidt angår manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhører dette ikke under behandlingen af klagerens sag. Der foreligger derfor ikke foreligger ugyldighed i klagerens sag som følge af manglende partshøring.

Klageren har tillige anført, at der er tale om magtfordrejning m.v. på grund af manglende aktindsigt i klagerens egen sag. Retten finder, at SKAT ses at have opfyldt klagerens begæring om aktindsigt, hvorfor klageren må anses for at have været i stand til at varetage sine interesser i sagen.

Vedrørende klagerens indsigelse om, at en medarbejder ved SKAT er anmodet om ikke at behandle/befatte sig med klagerens sag, henhører sådanne forhold under SKAT, idet bemærkes, at der ikke ses at foreligge inhabilitet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. "

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har anmodet om genoptagelse af sagen. Repræsentanten har skrevet således: "Ved brev af 22/6 2015 til Skatteankestyrelsen blev der fremsendt anmodning om genoptagelse af den af Landsskatteretten i denne sag den 23/12 2014 trufne afgørelse jf. vedlagte kopi af brev af 22/6 2015 og kvittering for modtagelse hos Skatteankestyrelsen.

Det fastholdes, at Landsskatteretten ikke i forbindelse med sagens afgørelse har iagttaget pligten til at sikre en materiel korrekt afgørelse, idet Landsskatteretten ikke har tilvejebragt det faktiske og retlige grundlag for sagens afgørelse. Folketingets Ombudsmand har senest ved Ombudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j. nr. 2014-6 pålagt Landsskatteretten at genoptage en sag som følge af manglende iagttagelse af den for skatteyder værende forkortet ligningsfrist. Det gøres gældende, at Landsskatteretten som følge af Ombudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j.nr. 2014-6 har pligt til at genoptage denne sag som følge af, at Landsskatterettens afgørelse af 23/12 2014 er ugyldig.

Yderligere er Landsskatterettens afgørelse af 23/12 2014 er ugyldig som følge af manglende mulighed for fremmøde for Landsskatteretten forud for sagens afgørelse. Det er som nævnt tidligere en fast og langvarig praksis, at såfremt en borger afskæres fremmøde for en klageinstans er afgørelsen ugyldig.

Som følge af ændringen af klagestrukturen på skattemæssige område, er en klagemulighed nu skåret fra (klageadgang til først Skatteankenævn og derefter Landsskatteretten - nu enten eller), og dermed er det af endnu mere væsentlige betydning for en klager at have tillid til, at når der indgives en klage, som ønskes behandlet af Landsskatteretten, at klager også for mulighed for personligt fremmøde. Hvis dette ikke er tilfældet, og klager ikke umiddelbart får fuldt medhold, så er adgangen til at forklare sig mundtligt for klager gjort illusorisk. Dette kan medføre en skævvridning i den administrative praksis, idet delvist men også åbenlyst forkerte afgørelser fra SKAT ikke bliver undergivet en materiel juridisk prøvelse ved en klageinstans/ domstol jf. grundlovens § 63.

Derved skabes der usikkerhed om, hvorvidt forvaltningsmyndigheden ud fra officialmaximen har indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse fx SKM2015.310.BR jf. U1983.349 H og U1983.196 V og senest Ombudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j. nr. 2014-6.

Den fejl, som blev begået af SKAT, blev gentaget ikke alene af Skatteankenævnet, men også Landsskatteretten. Den pågældende sagsbehandler hos Skatteankestyrelsen burde have indset, at netop som følge af mange myndighedsfejl i forudgående sagsbehandlingsled og klageinstanser, har været det af afgørende betydning, at klager kunne forklare sig mundtligt for Landsskatteretten, eller at sagsbehandleren i sin forberedelse af sagen reparerede på de forudgående instansers fej, så den rigtige materielle afgørelse blev truffet.

Det er i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, lovfæstet, at klager kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen.

I tillæg til ovenstående fremgår af Karnovs note 157) følgende:

"Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille spørgsmål til de fremmødte. Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene må anses for overflødigt, jf. § 44, stk. 3....

Ved L 2008 527 er det med virkning for klager, der indgives pr. 2008-07-01, bestemt, at Landsskatteretten kan afskære retsmøde, hvis retten finder det overflødigt, hvor der alene for tidligere klager kunne ske afskærelse af retsmødebegæring, hvis retsmøde måtte findes åbenbart overflødigt. Lovmotiverne angiver [at) Kravet fra klager før 2008-07-01 om, at et retsmøde for afskærelse skal være »åbenbart overflødig« i skatteforvaltningslovens § 44. stk. 3, overlod et meget snævert anvendelsesområde til Landsskatteretten, hvilket også kommer til udtryk i de relativt få sager, hvori retsmøde de facto er blevet afskåret. Ulempen ved ændringen af bestemmelsen er, at ændringen vil kunne blive opfattet som en svækkelse af retssikkerheden hos rettens brugere (min udhævning) Heroverfor står, at loven med begrebet »overflødigt« giver retten et lidt bredere skøn herunder et mere sikkert grundlag for at afskære sager, hvor der ikke synes at være grund til at afholde et retsmøde, herunder bl.a. sager hvor sagens tvist omhandler en stillingtagen til en lang række enkeltbilag m.v. Der er dog stadig tale om skøn, dvs. et skøn der skal udøves helt individuelt ud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur. Det må fortsat være den klare undtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæringer om retsmøde, idet qrundlæqqende kriterier som »retssikkerhedshensvnet« af hensyn til borgerens retsgaranti er et alment forvaltningsretligt gyldigt og sagligt hensyn, oq dette taler grundlæggende imod afskærelse, medmindre andre vægtige hensyn taler imod."

Af bkg 2013-12-13 nr. 1428 om forretningsorden for Landsskatteretten, følger af § 4:

4. Efter sagsforberedelsens afslutning henføres klagesagen til en af følgende to sagsgrupper efter kriterier, der er fastlagt af den ledende retsformand:

1) Mere principielle sager, herunder alle sager, der behandles på et retsmøde.

2) Øvrige sager.

Stk. 2. Mere principielle sager omfattet af stk. 1, nr. 1, afgøres med deltagelse af de i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, nævnte retsmedlemmer. Øvrige sager omfattet af stk. 1, nr. 2, afgøres efter den ledende retsformands bestemmelse med deltagelse af ansatte i Skatteankestyrelsen efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 2. Stk. 3. Retsmøder afholdes i følgende tilfælde:

1) Hvis klageren anmoder om det, jf. dog skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3."

I TfS 1999.847V har Landsskatterettens præsident i sin udtalelse af 26/5 1998 anført følgende: "Jeg kan oplyse, at der ikke føres statistik over tilfælde, hvor retsmøde afskæres mod klagerens protest. En rundspørge i retten viser imidlertid, at spørgsmålet ikke så sjældent har foreligget i de senere år, når indstilling om afskæring af retsmøde tilsendes klageren fra kontoret under sagens forberedelse. Landsskatteretten kan efter bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 27, stk. 3, afskære retsmøde, hvor denne behandlingsform må anses for åbenbart overflødig. I et sådant tilfælde meddeler rettens kontor under sagens forberedelse klageren/repræsentanten, at kontoret agter at indstille, at retsmøde afskæres. Hvis klageren protesterer imod dette, vil spørgsmålet blive forelagt retsformanden, der træffer afgørelse herom."

Det er for klager og klagers rådgiver uvist, hvad der er lagt til grund i forhold til, at der nægtes fremmøde. Særligt når der fremsættes indsigelser mod afskæring af fremmøde for Landsskatteretten har både klager og klagers rådgiver en forventning om at modtage en forklaring på, hvad der er lagt til grund for en sådan afskæring - det må have stået sagsbehandleren klart, at idet indstilling til Landsskatteretten gik klager imod, var det ikke klagers opfattelse, at sagen var bl.a. i fra dens karakter var tilstrækkeligt oplyst på det skriftlige grundlag, og dette særligt ikke, når flere af de argumenter, som klager har fremført direkte tilsidesættes som værende af ikke væsentlige betydning, selvom der er tale om tilsidesættelse af flere garantiforskrifter og manglende adgang langt hen i klageforløbet for klager til det faktiske grundlag for, hvad SKAT har lagt til grund for den foretage ændring af klagers skatteansættelse for 2008 og 2009. Nok er det i lovforarbejderne anført, at afskæring af retsmøde beror på et skøn, men har lovgiver tilkendegivet at det er den klar undtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæring om retsmøde jf. hertil Landsskatterettens præsident i sin udtalelse af 26/5 1998 i sagen TfS 1999.847V.

Yderligere har spørgsmålet skulle forelægges Landsskatterettens retsformand, der skulle træffe afgørelse derom således, at denne afgørelse kunne efterprøves ved domstolene jf. Grundlovens § 63.

Der er ikke truffet afgørelse af Landsskatterettens retsformand om afskæring af fremmøde, hvorfor Landsskatteretten kendelse af 23/12 2014 også af denne årsag er ugyldig.

Landsskatteretten har i mange år haft en særlig status blandt rådgivere som en uvildig klageinstans, der var i stand til at træffe materielle korrekt afgørelser, men efter omlægning af klagestrukturen virker det som om, at Landsskatteretten er underagt de hos Skatteankestyrelsen værende ansattes ensidige, tilfældige og ulovfæstede håndtering af materielle lovregler, der ikke kan rummes i lovgrundlaget for Skatteankestyrelsens beføjelser.

Ved behandling af genoptagelse af denne sag anmodes om, at den tidligere sagsbehandler, IA, IKKE medvirker, da det flere gange er gjort gældende, at hun er inhabil, og bevidst har tilsidesat pligten til at sikre tilvejebringelse det faktiske og retlige grundlag for sagens afgørelse således, at der kan træffes en materiel korrekt afgørelse, ligesom sagsbehandleren har tilsidesat vedvarende begæringer om personligt fremmøde for Landsskatteretten. "

Repræsentanten har tillige anført:

"...

Folketingets Ombudsmand har i Ombudsmandsafgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, truffet afgørelse om, at Landsskatteretten ikke kunne undlade at tage stilling til, om fristerne for at ændre en skatteansættelse til ugunst for borgeren var overholdt. Folketingets Ombudsmand udtalte, at det påhvilede den enkelte forvaltningsmyndighed ud fra officialmaximen selv at fremskaffe fornødne oplysninger, da formålet med officialmaximen er, at bidrage til at sikre, at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver materielt lovlig og rigtigt og princippet retter sig både imod det faktiske og det retlige grundlag. Landsskatteretten blev af Folketingets Ombudsmand anmodet om at genoptage den pågældende skatteansættelse, der førte til, at skatteansættelsen var ulovlig, da fristerne for ændringen ikke var iagttaget som følge af, at skatteyderen - ganske som i denne sag - var omfattet af den forkortede ligningsfrist. Som følge heraf genoptog Landsskatteretten sagen og den 26/3 marts 2015 måtte Landsskatteretten ændre sin afgørelse, jf. SKM2015.446.LSR.

SKM2015.446.LSR omhandlede den skattemæssige ansættelse af ægtefæller, og selv under ægteskabet kunne SKAT ikke tilsidesætte det forhold, at den ene ægtefælle var omfattet af den forkortet ligningsfrist.

I denne sag er ægtefællerne skilt i 2008, og en til skatteansættelsen sker først i marts måned 2012. SKAT orientere ikke klager forudgående om, at klagers tidligere ægtefælle i 2011 har anmodet om at få fradragsretten for de fulde renteudgifter for 2008 og 2009. Havde dette været tilfældet, ville SKAT have fundet ud af, at klager ville gøre indsigelser. Efter, at SKAT har truffet afgørelse om at klagers tidligere ægtefælle kunne få fradragsretten for de fulde renteudgifter, valgte SKAT at ændre klagers skatteansættelse.

SKAT har ikke som begrundelse anført, at ændringen af klagers indkomstforhold har været omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, og dette er således sagsbehandlerens anskuelse af forhold, hvortil gøres gældende, at det materielt ikke er muligt at henføre forholdet under SFL § 27, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at den forkortede ligningsfrist ikke finder anvendelse.

Af forarbejder til bestemmelsen jf. Lov nr. 381 af 2/6 1999 oplistes 8 typetilfælde for anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, og det kan af disse udledes, at alle vedrører en offentligretlig ændring vedrørende den pågældende skatteyders forhold, hvilket ikke har været klager, men klageres ægtefælle.

SFL § 27, stk. 1, nr. 2, ville kunne have fundet anvendelse, hvis klager fortsat ved udløbet af indkomstår 2008 og 2009 fortsat var samlevende ved indkomstårets udløb, hvilket ikke er tilfældet.

Der er således nogen lovhjemmel for SKAT eller Landsskatteretten til at foretage nogen ændring af klagers indkomstforhold vedrørende begæring i adgang til renteudgifter for 2008 og 2009. Der er således tale om, at SKAT har truffet en ulovhjemlet afgørelse, og der er ikke lovhjemmel til for andre klageinstanser til at kunne opretholde SKATs afgørelse.

Fremmøde for Landsskatteretten fastholdes. "

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kildeskattelovens § 24 A, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter, udover hvad der er godkendt af skatteankenævnet. Retten har lagt vægt på, at det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008, at klagerens tidligere ægtefælle pr. denne dato overtog bl.a. ejendommen Y1-adresse, og andelslejligheden Y2-adresse, som enedebitor. Overtagelsen var betinget af, at Danske Bank skriftligt bekræftede at være indforstået med overtagelsen. Det fremgår af sagen, at Danske Bank ikke fritog klageren for gældsforpligtelsen, hvorfor hun fortsat som solidarisk hæftende debitor i princippet var berettiget til fradrag for renteudgifter af gælden.

Retten finder imidlertid, at klageren på trods af den manglende gældsfritagelse har anerkendt, at hendes tidligere ægtefælle har overtaget ejendommen Y1-adresse, idet han ifølge tingbogsoplysninger har overtaget ejendommen i forbindelse med bodelingen med virkning fra 11. juli 2008, jf. overtagelsesdatoen på tinglysningsdokumenter.

Retten finder herefter, at klageren i det indbyrdes forhold til sin tidligere ægtefælle er fritaget for gældsforpligtelsen, således at den tidligere ægtefælle alene hæfter for gælden. Efter det oplyste har klageren heller ikke betalt hverken gæld eller renteudgifter.

Vedrørende repræsentantens påstand om ugyldighed som følge af ikke iagttagelse af den korte ligningsfrist, finder retten i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 1, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, idet der med SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag er indtrådt en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse. Som følge heraf finder den korte ligningsfrist i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, hvoraf fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

For så vidt angår forventningsprincippet finder retten efter det oplyste, at klageren ved SKATs mundtlige tilkendegivelse ikke kan antages at have opnået en forventning af retsbeskyttet karakter, idet der sædvanligvis ikke lægges vægt på mundtlige tilkendegivelser.

For så vidt angår manglende møde med skatteankenævnet ses klageren ikke at have anmodet herom efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling, og retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet. Der foreligger derfor ikke ugyldighed som følge af manglende møde.

For så vidt angår manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhører dette ikke under behandlingen af klagerens sag. Der foreligger derfor ikke foreligger ugyldighed i klagerens sag som følge af manglende partshøring.

Klageren har tillige anført, at der er tale om magtfordrejning m.v. på grund af manglende aktindsigt i klagerens egen sag. Retten finder, at SKAT ses at have opfyldt klagerens begæring om aktindsigt, hvorfor klageren må anses for at have været i stand til at varetage sine interesser i sagen.

Vedrørende klagerens indsigelse om, at en medarbejder ved SKAT er anmodet om ikke at behandle/ befatte sig med klagerens sag, henhører sådanne forhold under SKAT, idet bemærkes, at der ikke ses at foreligge inhabilitet.

For så vidt angår det rejste habilitetsspørgsmål i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen henvises til styrelsens brev af 14. september 2015 til repræsentanten, hvoraf fremgår, at sagsbehandleren ikke anses for inhabil.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokumenter gjort gældende:

BS 10A-369/2016:

"De faktiske forhold - sagens materielle juridiske kernepunkter:

Denne sag angår for det første om sagsøger vedrørende indkomstår 2008 og 2009 har haft partsstatus i forhold til sin tidligere ægtefælle. Ved partsstatus har sagsøger været berettiget til at få indsigt i grundlag for sin tidligere ægtefælles begæring om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009, ligesom sagsøger har haft en ret til selvstændigt at påklage sin tidligere ægtefælles skatteansættelser for indkomstår 2008 og 2009.

Retten skal afklare, om der er sket sagsbehandlingsfejl hos SKAT og Landsskatteretten, som har medført et materielt forkert resultat for sagsøger, og i bekræftende fald skal sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT, ligesom Landsskatterettens kendelse derved bliver ugyldigt.

Dernæst angår sagen det forhold, om Landsskatteretten ulovhjemlet har afskåret sagsøger fra personligt fremmøde for Landsskatteretten. Hvis dette er tilfældet, så er Landsskatterettens afgørelse ugyldig.

Sagsøger er af den opfattelse, at Landsskatteretten ifm. ugyldighed ved Landsskatterettens kendelse vil hjemvise sagen til fornyet behandling hos SKAT, og derfor er de nedlagte påstande ændret således, at der i givet fald sker hjemvisning således, at sagsøger bevarer sine klageadgang på ny til Landsskatteretten efter en fornyet prøvelse fra SKATs side.

Ad manglende partstatus og aktindsigt:

Det gøres overordnet gældende, at sagsøger skulle have været tillagt partsstatus i forbindelse sagsøger tidligere ægtefælles begæring om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009 vedrørende fradrag til renteudgifter, og idet sagsøger som tidligere ægtefælle har en væsentlig, direkte og individuel retlige interesse, og derfor skulle have været partshørt, ligesom sagsøger ret til at påklage sin tidligere ægtefælles indkomstansættelser vedrørende rentefradrag for 2008 og 2009.

SKAT traf den 25/6 2014 afgørelse om ikke at genoptage sagsøger tidligere ægtefælles skatteansættelser for 2008 og 2009. Det gøres gældende, at denne afgørelse er ugyldig, idet ægtefæller og forhenværende ægtefæller efter den dagældende skatteforvaltningslov § 18 havde en ret til at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse i de indkomstår, hvor i de var ægtefæller og samlevende. Ved ændring af Skatteforvaltningsloven ved L110 2004/2015 blev § 18 overført til bestemmelsens § 37A, stk. 2, men det ændrer ikke ved det materielle indhold, nemlig en ret for tidligere ægtefæller til at påklage sin tidligere ægtefælles ansættelser.

Skatteankestyrelsen har ved kendelse af 26/5 2014, bilag 6, pålagt SKAT at giver sagsøger aktindsigt, idet sagsøger ud fra ovenstående regler og uden fra den praksis der følger af den dagældende offentlighedslov skulle tillægges partstatus. Dermed havde sagsøger også ret til at kunne påklage sin tidligere ægtefælles skatteansættelser, men skulle også ex officio have været gjort bekendt med grundlaget for den tidligere ægtefælles begæringer om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009, hvilket konkret blev afvist uretmæssigt af SKAT og Landsskatteretten.

Det er uomtvistet, at sagsøger i 2008 har været samlevende med sagsøgers tidligere ægtefælle, og af SKATs juridiske vejledning afsnit A,A.7.2 Partsbegrebet fremgår følgende:

"Ægtefæller er klageberettiget part vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til KSL § 4. (min udhævning). På grund af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser. Ægtefæller er til gengæld ikke part i og dermed klageberettiget i den anden ægtefælles afgørelser vedrørende afgifter eller ejendomsvurdering, da de ikke har en direkte økonomisk interesse i afgørelsen. "

Af samme vejledning fremgår under punktet "Hvad betyder det at være part", at SKAT skal i agttage den nedenstående listede forhold, der er hjemlet både i Forvaltningsloven og Skatteforvaltningsloven, nemlig at parten har ret til:

Høring...

aktindsigt...

klage...

Hvis en person er part indtræder der forskellige retsvirkninger, fx. skal personen høres, han er klageberettiget og har ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt. "

Da SKAT efteråret 2011 fik en henvendelse fra sagsøgers tidligere ægtefælle, burde SKAT have været mere opmærksom på, at parterne i 2008 havde været gift og samlevende. Det må lægges til grund, at ægteskabet har været let konstaterbart i SKATs systemer, og det forhold, at SKAT ikke har udvist mere opmærksomhed omkring forholdet, udgør en skærpende omstændighed, idet sagsøger er blevet stillet væsentligt ringere som følge af henvendelsen i 2011 end hun ville have været, hvis henvendelsen til SKAT var fremkommet i efteråret 2009.

Da det klokkeklart følger af SKATs egen juridiske vejledning, på hvilken borgere kan støtte ret, at en ægtefælle er part jf. KSL § 4 i året for samlivet, dvs. 2008, burde SKAT have henvendt sig til sagsøger for at hun kunne blive partshørt og få indsigt i det materiale, som SKAT har været i besiddelse af, men som har været sagsøger ukendt.

Det er ganske urimeligt, at sagsøger skal indgive en aktindsigtsklage for at få adgang til det materiale, som klager automatisk skulle have været givet adgang til i 2011, og det har klart haft en betydning for sagsøgers mulighed for at kunne varetage sine interesser, at klager først i 2014 fik medhold i en til Skatteankestyrelsen indgivet klage om, at sagsøger har været berettiget til at få indsigt i det materiale, som sagsøgers tidligere ægtefælle har indgivet til SKAT sammen med sin begæring. Det forhold, at begæringen først fremkommer sent i 2011 - og dermed 3,5 år efter en skilsmisse, burde have vagt SKATs opmærksomhed, idet SKAT som følge af retsvirkningen ved at flytte renteudgifter 3,5-4 år efter en skilsmisse burde have været klar over, at en afgørelse som sket ville have en direkte økonomisk, negativ konsekvens for sagsøger.

Det fremgår af bilag 2 at sagsøger har hæftet direkte overfor SKAT for ejendommen Y1-adresses værende skatter, og allerede som følge heraf, har sagsøger været klageberettiget.

Endvidere fremgår af bilag 3 svar fra SKAT af 12/5 2014, at SKAT siden 14/ 10 2013 ikke har besvaret henvendelsen fra sagsøger vedrørende påklage af sagsøgers tidligere ægtefælles skatteansættelse vedrørende indkomståret 2008 og 2009. Klagen blev indgivet i et desperat forsøg på at få SKAT til at anerkende, at sagsøger jf. KSL § 5 har været part og dermed klageberettiget. Klagen blev indgivet som følge af SKAT fuldstændige overhøring af enhver henvendelse fra sagsøger om at få indsigt i det materiale, som var indgivet af sagsøgers tidligere ægtefælle i 2011 eller 2012.

Selvom SKAT nægter at lade sagsøger få indsigt i de forhold, som har medført betydelige negative økonomiske konsekvenser for sagsøger 3,5-4 år senere, kan det af bilag 3 ses, at SKAT orienterer sagsøgers tidligere ægtefælle som sagsøgers henvendelse. Der er således ikke symmetri mellem den måde, hvorpå SKAT har behandlet sagsøger og den måde, hvorpå SKAT har behandlet sagsøgers tidligere ægtefælle.

I SKM2005.436.LSR blev det fastslået som ugyldighedsgrund, at ligningsmyndigheden ikke inden der blev truffet afgørelse, havde imødekommet en begæring om aktindsigt, idet det blev lagt til grund, at en korrekt meddelt aktindsigt kunne have påvirket afgørelsens udfald.

Det må lægges til grund, at aktindsigt til sagsøger på et langt tidligere tidspunkt, ikke kan afvises at ville have kunnet påvirke afgørelsens udfald.

Som følge af bilag 3 blev der på ny indgivet klage til SKAT, og det er en til SKAT fornyet henvendelse af 14/4 2014, der har resulteret i afgørelsen af 25/ 6 2014, bilag F.

Som det fremgår, har sagsøger direkte påklaget skatteansættelsen for sin tidligere ægtefælle til SKAT, men som følge af bilag 3, er der på begæring af det af SKAT oplyst, fremsat begæring om genoptagelse.

Ud fra det ovenfor anførte, har det stedse været sagsøgers opfattelse, at hvis SKAT ikke imødekom en direkte klage, så skulle SKAT efter reglerne om remonstration selv have oversendt sin afgørelse dengang til direkte til Landsskatteretten. I stedet har SKAT henlagt sagen og først efter fornyet henvendelse behandler SKAT efter egen fordring til sagsøger en begæring om genoptagelse.

Siden primo 2012 og til primo juni 2014 har sagsøger været fuldstændig afskåret fra at få indsigt i det materiale, som SKAT har lagt til grund for en mod hende foretaget forhøjelse vedrørende indkomståret 2008 og 2009.

Ved indgivelse af klage til Landsskatteretten gik der meget lang tid førend, der sket noget, og da der så endelig skete noget, fremkom der et forslag til afgørelse uden at Landsskatteretten havde indhentet noget materiale fra SKAT endsige en udtalelse.

Endvidere fremgik, at sagsbehandler var den samme sagsbehandler som havde forberedt en af sagsøger til Landsskatteretten indgiven klage vedrørende det materielle, nemlig en klage over SKATs afgørelse vedrørende forhøjelse af indkomstår 2008 og 2009.

Ad ugyldighed - afskæring af personligt fremmøde for Landsskatteretten:

Det gøres overordnet gældendende, at Landsskatteretten har praktiseret en forkert retsanvendelse direkte i strid med lovgivers intentioner, hvorfor Landsskatterettens kendelse af 6/11 2015 er ugyldig.

Endvidere gøres overordnet gældende, at der eksisterer en fast og langvarig praksis vedrørende personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvorfor denne adgang udgør en efter EMRK art. 6 og Efter Menneskeretsdomstolens praksis procestilsikring, og såfremt personligt fremmøde afskæres i denne type klagesag, der ikke er omfatte af de sager, som lovgivers intentioner reguleres af SFL § 13, så er der sket en konventionkrænkelse.

I forbindelse med ændring af strukturen på det klageretlige område er der ikke sket en ændring af den for en skatteyder værende ret til personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvilket følger af lovbemærkninger til L 110 fremsat 24/2 2005 vedrørende § 44 og § 13.

Skatteforvaltningslovens § 44 blev ændret ved lov nr. 427 af 6/6 2005 (L 110-2 04/05) alene som følge af, at Landsskatteretten skulle overtage de klagesager, der dengang blev behandlet af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, og som fremadrette var anset for at falde under landsskatteretspræsidents bestemmelser efter § 13, stk.3, der blev afgjort uden deltagelse af læg retsmedlemmer og dermed uden afholdelse af retsmøde.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår:

"4.3.2. Forslag til ændringer: Med etableringen af en enhedsforvaltning reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til to niveauer; nærmere bestemt til told- og skatteforvaltningen (enhedsforvaltningen) og skatteministeren/skatteministerens departement. Hermed begrænses tilsvarende den ulovregulerede mulighed for administrativt at klage over en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser til en overordnet forvaltningsmyndighed.

Denne reducerede klagemulighed skal ses i lyset af, at det er en egen målsætning, at konkrete forvaltningsafgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt ikke bør kunne påklages til skatteministeren/skatteministerens departement. Klager over konkrete forvaltningsafgørelser bør afgøres i det lovregulerede klagesystem; det vil som udgangspunkt sige af skatte- eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten.

....

Det foreslås for så vidt angår Landsskatteretten, at alle klagesager som udgangspunkt afgøres i Landsskatteretten som sidste administrative klageinstans. Det betyder, at de omkring 1.400 klagesager, der i dag afgøres af Told & Skat eller Ligningsrådet, som udgangspunkt overføres til afgørelse i Landsskatteretten. (Min udhævning) Herved opnås en klarere adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til.

Klager til Told & Skat udgør et meget broget spektrum, der spænder fra klager over afgørelser i traditionel forstand, f.eks. af en anmodning om en bevilling eller dispensation, til klager/indsigelser mod afgørelser/beslutninger, der ligger i det »grå« område mellem afgørelser og beslutninger om sagsbehandling, f.eks. om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes, for at der kan træffes en lovlig afgørelse. Disse klager spænder også fra klager over afgørelser om egentlig myndighedsudøvelse over for en borger til klager over afgørelser om driftsmæssige forhold, herunder personalespørgsmål.

....

Det foreslås, at Landsskatterettens præsident bemyndiges til at henlægge klagesager til afgørelse af en af Landsskatterettens embedsmænd. De afgørelser, der efter forslaget vil kunne påklages til Landsskatteretten, vil udgøre et meget broget spektrum, hvoraf en betydelig del ikke vil kunne bære en egentlig behandling under medvirken af retsmedlemmer. Denne bemyndigelse til retspræsidenten til at henlægge klager til kontorafgørelse er primært tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af Told & Skat til afgørelse af Landsskatteretten. (Min udhævning).

Det forudsættes, at retspræsidenten opstiller generelle kriterier for, hvilke sager der kan afgøres på kontorniveau, og at disse retningslinjer offentliggøres. Retspræsidenten kan ikke bestemme kontorbehandling fra sag til sag, men retspræsidenten kan ud fra en konkret vurdering bestemme, at en klage, der ellers skulle afgøres på kontorniveau, på grund af klagens særlige karakter skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer. (Min udhævning).

Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten. "

Ovenstående dokumentere, at både Landsskatteretten og sagsøgte i forhold til SFL § 44, stk. 3, har anlagt en materiel forkert fortolkning af bestemmelsen, samt at denne forkerte retsanvendelse er direkte i strid med lovgivers intentioner. SFL § 44 og særligt stk. 3 angår alene de 1400 sager, som blev oversendt fra Told & Skat eller Ligningsrådet.

Det fremgår direkte af lovbemærkninger, at afskæring af retsmøder efter § 44, stk. 3 ikke gælder sædvanlige klagesager, hvortil der ydes omkostningsgodtgørelse, men kun sager omfattet af § 13, stk. 3 og som ikke er omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse, ligesom det både af lovbemærkninger og lovens ordlyd af § 13, stk. 3, fremgår, at en sådan sag kan afgøres deltagelse af retsmedlemmer, når særlige omstændigheder taler derfor.

Bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk.3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke holdt retsmøder.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, udtalt ".. at det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Landsskatteretten har foretaget en fejlagtig retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, og dermed er afgørelsen ulovhjemlet og direkte i strid legalitetsprincippet. Det er ikke muligt for nogen sagsbehandler ved Landsskatteretten at fortolke ordlyden af SFL § 44, stk. 3, i direkte modstrid med lovbemærkningerne og lovgivers forudsætning, og hvis dette sker, så udøves der konkret magtfordrejning, idet myndigheden eller klageinstansen retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen / klageinstansen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag."

Det fastholdes, at Landsskatterettens kendelse er ugyldig som følge af forkert retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, i strid med legalitetsprincippet, og dermed skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.

Af Karnovs note 157) til SFL § 44, stk. 3, fremgår, at det af lovbemærkninger til L 2008 527, som omtaler at en afskæring af personligt fremmøde vil kunne blive opfattet som en svækkelse af retssikkerheden hos rettens bruger, samt at der er tale om et skøn, der skal udøves helt individuelt ud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur. Yderligere er direkte i lovbemærkninger anført, at "Det må fortsat være den klare undtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæringer om retsmøde... ". Hertil kommer TfS 1999.847V, hvori Landsskatterettens Præsident i sin udtalelse af 26/5 1998 konkluderer, at "Hvis klageren protesterer imod dette, vil spørgsmålet blive forelagt retsformanden, der træffer afgørelse derom." Efter GLR § 63 må det lægges til grund, at en sådan afgørelse skal kunne underkastes domstolsprøvelse vedrørende men ikke begrænset til de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen samt de af sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen jf. FVL § 24, stk. 1 og 2. En sådan afgørelse vil ikke kunne anses for at være en afgørelse, der giver fuldt medhold jf. FVL § 22 in fine, hvorfor afgørelsen skal være ledsaget af en klagevejledning jf. FVL kap. 7.

Klager er uretmæssigt trods flere begæringer om personligt fremmøde blevet nægtet at møde personligt for Landsskatteretten og dette uden, at afgørelse derom er truffet ved selvstændig kendelse, der har kunnet indbringes for domstolene jf. Grundlovens § 63, og det er sagsøgers opfattelse, at afskæring af fremmøde for Landsskatteretten kræver en selvstændig afgørelse, der kan indbringes for domstolene jf. GRL § 63, stk. 1, til prøvelse af udstrækningen af øvrighedsmyndighedens grænser.

Efter Menneskeretsdomstolens praksis har kravet om en offentlig forhandling to hovedformål: dels at sikre parternes interesse i ikke at blive udsat for en hemmelig retspleje, dels at styrke offentlighedens tillid til retsvæsenet. Offentlighed gør retsplejen gennemskuelig (transparent) og bidrager dermed til artikel 6, stk. 1's formål, en retfærdig rettergang, der er et grundlæggende princip i et demokratisk samfund (se som eksempler Axen, A 72, præmis 25; Diennet, A 325-A, præmis 33; Szücs, Rep. 1997.2468, præmis 42; Gautrin, Rep. 1998.1009).

En afskæring af personligt fremmøde kan - hvis det er en fast processuel sædvane, at der er adgang til at forklare sig mundtligt - udgøre en krænkelse af borgerens rettigheder efter EMRK art. 6.

I Fischer (A 312) fandt Menneskeretsdomstolen, at artikel 6 var krænket i et tilfælde, hvor en forvaltningsdomstol havde afslået klagerens anmodning om mundtlig forhandling. Sagen angik en tilbagekaldelse af en tilladelse til drift af en losseplads. Menneskeretsdomstolen udtalte, at der ikke forelå omstændigheder, som undtagelsesvis ville have kunnet berettige afslaget på mundtlig forhandling. Forvaltningsdomstolen var første og eneste domstol, som behandlede sagen; der var tale om en realitetsprøvelse; prøvelsen angik ikke kun retlige spørgsmål, men også vigtige spørgsmål med hensyn til faktum. Derfor og i betragtning af sagens vigtighed for selve eksistensen af klagerens erhvervsvirksomhed fandt Menneskeretsdomstolen, at klagerens ret til en offentlig rettergang efter artikel 6 også omfattede en ret til mundtlig forhandling.

I SKM2015.801.BR hjemviste retten sagen til Skatteankestyrelsen, idet der blev truffet afgørelse før skatteyderen fik mulighed for at udtale sig personligt, jf. den gældende skatteforvaltningslovs § 35 e.

Da fremmøde for Landsskatteretten med mulighed for at forklare sig mundtligt er en fast og langvarig, udgør dette forhold en procestilsikring, der ikke kan brydes uden at der sker en krænkelse af EMRK art. 6, hvilket har været tilfældet i tillæg til indsigelserne om inhabilitet samt det forhold, at det ikke er konstateret, at sagsøger efter KSL § 4 har været part i sagen.

I U1999.495ØLK har Østre Landsret udtalt, at det påhviler enhver på embedes vegne at påse, at bestemmelserne i menneskerettighedskonventionen, herunder dennes artikel 6, ikke krænkes i forbindelse med rettens sagsbehandling.

Højesteret har flere gange fastslået, at nationale lovregler skal fortolkes i lyset af EMRK art. 6, og den hertil relaterede praksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Ved strafferetlige sanktioner, herunder af disciplinær karakter, finder EMRK art. 7 også anvendelse.

EMD har i visse afgørelser fundet, at konventionens beskyttelse ikke skal være "teoretisk og illusorisk", men en praktisk og effektiv beskyttelse (EMD, Airey mod Irland, dom af 9. oktober 1979, app. nr. 6289/73, pr. 24-26, EMD, Aerts mod Belgien, dom af 30. juli 1998, app. nr. 25357/94, pr. 59- 60, og Steel og Morris mod Storbritannien, dom af 15. februar 2005, app. nr. 68416/01, pr. 63-72. )

Enhver stat / domstol er efter omstændighederne forpligtet til at fjerne hindringer for at anlægge eller fortsætte en allerede anlagt sag, idet udgangspunktet for EMD's vurdering er, om anlæggelse af sag har udgjort en nødvendig forudsætning for, at klager reelt kan få sin sag prøvet ved domstolene. Der lægges herved vægt på 1) sagens betydning for klager (den berørte person), 2) om de regler, som skal anvendes, er komplicerede (gælder både de processuelle og materielle regler), og endelig 3) om klager selv kan føre sin sag på tilstrækkelig vis. Hvis reglerne om fri proces i visse sager er vilkårlige eller for restriktive, vil dette også kunne udgøre en krænkelse.

Retssikkerheden på det skatteretlige område indbefatter i dansk ret en ret til personligt fremmøde for ved de administrative klageinstanser som led i det forhold, at skatteyderen får opfattelse af at få sin sag behandlet ved en neutral og habil domstol. Manglende adgang til personligt fremmøde udgør således en krænkelse af sagsøger rettigheder efter danske lovfæstede og ulovfæstede regler samt EMRIK art. 6.

Ideel set bør samtlige reguleringer ende i et resultat med 100%, men som oplyst af sagsbehandlerne i denne sag, så kan det ende med, at et materielt korrekt resultat nogle gange ender med 150%, dvs. at selvom sagsøgers tidligere ægtefælle har fået fuldt fradrag for renteudgifter, så afskærer dette ikke, at sagsøger opretholder sine egne fradrag for renteudgifter.

Sagsøger har som redegjort for ikke begæret indkomstår 2008 og 2009 genoptaget, og derfor finder SFL § 27, skt. 1, nr. 2 ikke anvendelse, og som følge heraf skal sagsøger opretholde sine renteudgifter.

Landsskatteretten anfører i sin afgørelse, at partsbegrebet i SLF § 35a, stk. 2, svarer en efter partsoffentlighedsloven og offentlighedsloven udviklet praksis.

Skatteankestyrelsen har truffet kendelse om, at sagsøger har haft partsstatus og dermed skulle gives aktindsigt i materiale fremsendt fra sagsøgers tidligere ægtefælle som led i dennes begæring om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009, jf. bilag 6.

Da Skatteankestyrelsen har fundet, at sagsøger har partsstatus og dermed ret til aktindsigt, hvorved den af Landsskatteretten anførte bemærkning om, at sagsøger ikke kan anses for part i forhold til sagsøgers tidligere ægtefælle, er Landsskatterettens kendelse behæftet med sagsbehandlingsfejl, der konkret er væsentlige, hvorved der indtræder ugyldighed. Yderligere gøres i forhold hertil gældende, at Landsskatteretten har tilsidesat legalitetsprincippet, hvorved den trufne afgørelse er ulovhjemlet.

Landsskatterettens afgørelse af 6/11 2015 er indholdsmæssigt en "råkopi" af det materielle indhold i den af sagsøger selvstændigt indgive klage vedrørende retten til fradrag af renteudgifter, og derved gøres gældende, at Landsskatteretten groft har tilsidesat officialmaxien, idet det må have stået Landsskatteretten klart, at klagen havde et materielt andet indhold, som Landsskatteretten således ikke har forhold sig til, og dermed er der sket en grov tilsidesættelse af officialmaximen. Dette medfører også ugyldighed.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014- 6 af 19/5 2014, udtalt "... At det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag. "

Det fastholdes således, at afvisning af personligt fremmøde for Landsskatteretten har været i strid med legalitetsprincippet, hvorfor afskæring er ulovhjemlet og i strid med ikke alene lovgivers intentioner, men også en efter internationale konventioner fastlagt procestilsikring, hvorved Landsskatterettens kendelse er ugyldig.

Ad ugyldighed - inhabilitet/myndighedsinhabilitet:

Det gøres overordnet gældende, at sagsbehandlerens adfærd har medført, at der foreligger inhabilitet, hvilken inhabilitet har medført en sagsbehandling, der er behæftet med væsentlige fejl og mangler, der konkret er væsentlige, idet sagsbehandleren er gået længere end hvad rimeligt er, idet sagsbehandleren har anlagt en forkert retsanvendelse af materielle lovregler, der udgør garantiforskrifter efter dansk forvaltningsret, men også procestilsikringer efter internationale konventioner.

Sagsbehandleren, som har forberedt denne sag for Landsskatteretten, har forudgående behandlet en anden af sagsøger for Landsskatteretten indbragt klage, og det er åbenlyst, at sagsbehandlerne ikke fulgt den sædvanlige fremgangsmåde ifm. forberedelse af sagen, herunder har ikke forudgående indhentet SKATs udtalelse til den indgive klage og sendt denne i høring hos sagsøger.

Det følger direkte af SFL § 35a, stk. 4, at Skatteankestyrelsen kan indhente udtalelse fra en myndighed, der har truffet afgørelsen, samt at hvis denne myndighed efter stk. 5 og uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelser efter SFL kan genoptage og ændre afgørelsen, hvis klager er enig deri.

Som det fremgår af bilag J, må det lægges til grund, at Skatteankestyrelsen tilsyneladende har anmodet om en udtalelse fra SKAT jf. SFL § 35 a, stk. 4, men blot har valgt ikke at partshøre sagsøger derom. Uanset om SKAT har haft bemærkninger eller ej, så skal der tilgå den klagende part kopi af enhver udtalelse, der indhentes fra SKAT. Alt andet er i strid med forvaltningslovens § 19, stk. 1 og officialmaximen. Af bilag J kan udledes, at SKAT til Skatteankestyrelsen har indsendt en udtalelse, men at Skatteankestyrelsen fejlagtigt har vurderet, at sagsøger har været i bekendt med alle bilag. Det er i strid med officialmaximen at anlægge en ensidig antagelse af, at en klager - her sagsøger - kan antages at være bekendt med materiale. Derved sker der en omgåelse af en garantiforskrift til skade for sagsøger. Alene dette forhold medfører ugyldighed.

Det er uvist om Skatteankestyrelsen som led i den indgivne klage reelt har indhentet nogen udtalelse fra SKAT, eller om Skatteankestyrelsen blot for at dække over forholdet jf. ovenfor oplyser, at der ikke var nyt i en sådan udtalelse og at alle bilag var klager bekendt, og derved har SKAT ikke haft mulighed for af egen drift jf. SFL § 35a, stk. 5, at genoptage sin egen afgørelse. Det ville have været lettere, hvis SKAT havde genoptaget sin egen afgørelse og tillagt sagsøger partsstatus som anført i SKATs juridiske vejledning A,A.7.2, hvorefter der i forhold til partsbegrebet fremgår, at "Ægtefæller er klageberettiget parat vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til SKL § 4. På grundlag af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser."

Sagsbehandleren har udarbejdet forslag til afgørelse og sendt denne til høring hos SKAT, hvilket er uhørt, da sagsbehandleren da allerede har besluttet udfaldet af sagen uden at sagsøger har kunnet påvirke denne.

Habilitetsreglerne udgør garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til SKM2005.52.DEP, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Forholdet i SKM2005.52.DEP er ganske identisk med denne sag, som medfører en muligt modsatrettet afgørelse i forhold til en tidligere truffet afgørelse.

Det er for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten gjort gældende, at sagsbehandleren er inhabil, idet indholdet af denne sag set i forhold til den anden af klager indgive klage vil medføre, at sagsbehandleren er sat i en situation, hvor medhold i denne klage vil være modsat af den af sagsbehandleren tidligere foretagne indstilling til Landsskatteretten. Det forhold, at sagsøger yderligere er afskåret fra personligt fremmøde for Landsskatteretten medfører, at sagsøger ikke har opfattelsen af, at hendes klage er behandlet ved en neutral og habil klageinstans.

Landsskatteretten har i flere sager truffet afgørelse om, at SKAT ikke selv kan afgøre habilitetsindsigelser, idet Landsskatteretten efter almindelige forvaltningsretlige regler jf. FVL § 7 var rette klageinstans.

Både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten er blevet forespurgt, hvem der så er rette klageinstans, når det gøres gældende, at en sagsbehandler ved Skatteankestyrelsen / Landsskatteretten er inhabil. Dette er der ikke givet et klart svar på.

Skatteankestyrelsen har oplyst, at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse omkring sagsbehandlerens inhabilitet. Uagtet dette lægger Landsskatteretten til grund, at der ikke er inhabilitet. Spørgsmålet som er ubesvaret er, om der foreligger inhabilitet for sagsbehandleren og hvilken konsekvens dette skal have - eller om der foreligger myndighedsinhabilitet - og hvilken konsekvens dette medfører.

Folketingets ombudsmand har den 13/3 2008i (J.nr. 2006-1740-612) anført følgende vedrørende myndighedsinhabilitet:

"Det er fast antaget at der gælder en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter myndigheders inhabilitet, jf. Niels Eilschou-Holm, Juristen (1986), s. 238 ff, samt Hans Gammeltoft- Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 280 f. Myndigheden kan således selv være part eller på anden måde have en særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald. (Min udhævning) Myndighedsinhabilitet udspringer i vidt omfang af de samme typer af interessekonflikter som den personlige inhabilitet, og retstilstanden om myndighedsinhabilitet beror da også hovedsagelig på den praksis der har udviklet sig med rod i grundsætningerne og reglerne om den personlige inhabilitet. I den offentliggjorte praksis har det forhold som har fremkaldt myndighedsinhabilitet, ofte været af tilsvarende karakter som det der er omhandlet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. en sagligt uvedkommende interesse som følge af myndighedens stilling som (privat) part i sagen. Se bl.a. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 75 ff."

I Juristen (1986), s. 238 ff, anfører Niels Eilschou-Holm (s. 242) som de bærende synspunkter bag grundsætningen om myndighedsinhabilitet følgende: De eksempler på anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige habilitetssynspunkter, der er fremdraget i det foregående, illustrerer i hvert fald meget klart den betydning, ombudsmanden igennem alle årene har tillagt det, at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der på dette grundlag skabes mistillid til den offentlige forvaltning. Hvis man herudover skal pege på et gennemgående element, må det blive en principiel betænkelighed over for at acceptere, at forskellige funktioner forenes hos samme person eller myndighed på en sådan måde, at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller reelt udhules.

Det gøres gældende, at sagsbehandleren har været inhabil og ikke burde have forberedt sagen, samt at sagsbehandleren har tilsidesat de regler og den måde, hvorpå en sag skal forberedes til skade og ulempe for sagsøger, hvorfor der foreligger inhabilitet.

Såfremt der ikke foreligger inhabilitet for den pågældende foreligger der myndighedsinhabilitet, idet både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten burde have forhold sig til den fremsatte indsigelse om inhabilitet og ved ikke at lade en anden sagsbehandler overtage sagens behandling, har Skatteankestyrelsen / Landsskatteretten bragt sig selv i en situation, hvor klageinstansen pludselig har fået en selvstændig, særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald.

Inhabilitet medfører ugyldighed, og som følger heraf er Landsskatterettens kendelse ugyldig."

BS 10A-839/2016:

"De faktiske forhold - sagens materielle juridiske kernepunkt:

I forbindelse med en til Landsskatteretten indgiven klager fik sagsøger ikke mulighed for personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvorfor der over for Landsskatteretten blev fremsat begæring om genoptagelse. I forbindelse med Landsskatterettens behandling af genoptagelsessagen fik sagsøger heller ikke adgang til personligt fremmøde.

Det er et faktum, at Landsskatteretten ikke forud for sine kendelser særskilt og forudgående traf afgørelse om afskæring af sagsøger mulighed for personligt fremmøde for Landsskatteretten. Dette er ikke bestridt af sagsøgte.

Rettens skal således tage stilling til, om Landsskatteretten ulovhjemlet har afskåret sagsøger fra personligt fremmøde for Landsskatteretten. Hvis dette er tilfældet, så er Landsskatterettens afgørelse ugyldig.

Sagsøger er jf. GRL § 63 berettiget til at indbringe kendelserne/spørgsmålet for domstolene til prøvelse af, om afskæring af personligt fremmøde for Landsskatteretten var berettiget, herunder navnlig prøvelse af om den manglende adgang for sagsøger til personligt fremmøde udgjorde en krænkelse af sagsøger rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, om adgang til en fair trail og yderligere en krænkelse af sagsøgers ejendomsret til renteudgifterne jf. art. 1 i tillægsprotokol 1.

Dertil kommer det faktum, at der mod Skatteankestyrelsens sagsbehandler af andre årsager var fremsat indsigelser mod dennes habilitet. Det er sagsøgers opfattelse, at den værende inhabilitet, der opstod fra afsigelse af kendelsen af kendelser af 23/12 2014, sag 13-6764901, til kendelse af 2/2 2016, sag 15- 2574607, har været årsagen til at sagsøger er blevet afskåret adgangen til personligt fremmøde for Landsskatteretten, ligesom det er samme sagsbehandler, der tilsyneladende har været sagsbehandler ved Landsskatterettens genoptagelse af sagen. Tilsyneladende er Landsskatteretten ikke bekendt med dette forhold, hvorved et nyt forhold dukker op af relevans for sagen, nemlig spørgsmålet om, hvem der er rette instans til at afgøre, om en sagsbehandler ved Skatteankestyrelsen er blevet inhabil.

Ad ugyldighed - afskæring af personligt fremmøde for Landsskatteretten:

Det gøres overordnet gældendende, at Landsskatteretten har praktiseret en forkert retsanvendelse direkte i strid med lovgivers intentioner, hvorfor Landsskatterettens kendelse af 2/2 2016 er ugyldig.

Endvidere gøres overordnet gældende, at der eksisterer en fast og langvarig praksis vedrørende personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvorfor denne adgang udgør en efter EMRK art. 6 og Efter Menneskeretsdomstolens praksis procestilsikring, og såfremt personligt fremmøde afskæres i denne type klagesag, der ikke er omfattet af de sager, som lovgivers intentioner reguleres af SFL § 13, så er der sket en konventionkrænkelse.

I forbindelse med ændring af strukturen på det klageretlige område er der ikke sket en ændring af den for en skatteyder værende ret til personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvilket følger af lovbemærkninger til L 110 fremsat 24/2 2005 vedrørende § 44 og § 13.

Skatteforvaltningslovens § 44 blev ændret ved lov nr. 427 af 6/6 2005 (L 110-2 04/05) alene som følge af, at Landsskatteretten skulle overtage de klagesager, der dengang blev behandlet af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, og som fremadrette var anset for at falde under landsskatteretspræsidents bestemmelser efter § 13, stk.3, der blev afgjort uden deltagelse af læg retsmedlemmer og dermed uden afholdelse af retsmøde.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår:

"4.3.2. Forslag til ændringer: Med etableringen af en enhedsforvaltning reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til to niveauer; nærmere bestemt til told- og skatteforvaltningen (enhedsforvaltningen) og skatteministeren/skatteministerens departement. Hermed begrænses tilsvarende den ulovregulerede mulighed for administrativt at klage over en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser til en overordnet forvaltningsmyndighed.

Denne reducerede klagemulighed skal ses i lyset af, at det er en egen målsætning, at konkrete forvaltningsafgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt ikke bør kunne påklages til skatteministeren/skatteministerens departement. Klager over konkrete forvaltningsafgørelser bør afgøres i det lovregulerede klagesystem; det vil som udgangspunkt sige af skatte- eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten.

....

Det foreslås for så vidt angår Landsskatteretten, at alle klagesager som udgangspunkt afgøres i Landsskatteretten som sidste administrative klageinstans. Det betyder, at de omkring 1.400 klagesager, der i dag afgøres af Told- Skat eller Ligningsrådet, som udgangspunkt overføres til afgørelse i Landsskatteretten. (Min udhævning) Herved opnås en klarere adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til.

Klager til Told & Skat udgør et meget broget spektrum, der spænder fra klager over afgørelser i traditionel forstand, f.eks. af en anmodning om en bevilling eller dispensation, til klager/indsigelser mod afgørelser/beslutninger, der ligger i det »grå« område mellem afgørelser og beslutninger om sagsbehandling, f.eks. om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes, for at der kan træffes en lovlig afgørelse. Disse klager spænder også fra klager over afgørelser om egentlig myndighedsudøvelse over for en borger til klager over afgørelser om driftsmæssige forhold, herunder personalespørgsmål.

....

Det foreslås, at Landsskatterettens præsident bemyndiges til at henlægge klagesager til afgørelse af en af Landsskatterettens embedsmænd. De afgørelser, der efter forslaget vil kunne påklages til Landsskatteretten, vil udgøre et meget broget spektrum, hvoraf en betydelig del ikke vil kunne bære en egentlig behandling under medvirken af retsmedlemmer. Denne bemyndigelse til retspræsidenten til at henlægge klager til kontorafgørelse er primært tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af Told & Skat til afgørelse af Landsskatteretten. (Min udhævning).

Det forudsættes, at retspræsidenten opstiller generelle kriterier for, hvilke sager der kan afgøres på kontorniveau, og at disse retningslinjer offentliggøres. Retspræsidenten kan ikke bestemme kontorbehandling fra sag til sag, men retspræsidenten kan ud fra en konkret vurdering bestemme, at en klage, der ellers skulle afgøres på kontorniveau, på grund af klagens særlige karakter skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer. (Min udhævning).

Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten."

Ovenstående dokumentere, at både Landsskatteretten og sagsøgte i forhold til SFL § 44, stk. 3, har anlagt en materiel forkert fortolkning af bestemmelsen, samt at denne forkerte retsanvendelse er direkte i strid med lovgivers intentioner. SFL § 44 og særligt stk. 3 angår alene de 1400 sager, som blev oversendt fra ToldSkat eller Ligningsrådet.

Det fremgår direkte af lovbemærkninger, at afskæring af retsmøder efter § 44, stk. 3 ikke gælder sædvanlige klagesager, hvortil der ydes omkostningsgodtgørelse, men kun sager omfattet af § 13, stk. 3 og som ikke er omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse, ligesom det både af lovbemærkninger og lovens ordlyd af § 13, stk. 3, fremgår, at en sådan sag kan afgøres deltagelse af retsmedlemmer, når særlige omstændigheder taler derfor.

Bestemmelsens stk.1, 2. pkt., er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke holdt retsmøder.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014- 6 af 19/5 2014, udtalt "... at det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Landsskatteretten har foretaget en fejlagtig retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, og dermed er afgørelsen ulovhjemlet og direkte i strid legalitetsprincippet. Det er ikke muligt for nogen sagsbehandler ved Landsskatteretten at fortolke ordlyden af SFL § 44, stk. 3, i direkte modstrid med lovbemærkningerne og lovgivers forudsætning, og hvis dette sker, så udøves der konkret magtfordrejning, idet myndigheden eller klageinstansen retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen / klageinstansen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag."

Det fastholdes, at Landsskatterettens kendelse er ugyldig som følge af forkert retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, i strid med legalitetsprincippet, og dermed skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.

Af Karnovs note 157) til SFL § 44, stk. 3, fremgår, at det af lovbemærkninger til L 2008 527, som omtaler at en afskæring af personligt fremmøde vil kunne blive opfattet som en svækkelse af retssikkerheden hos rettens bruger, samt at der er tale om et skøn, der skal udøves helt individuelt ud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur. Yderligere er direkte i lovbemærkninger anført, at "Det må fortsat være den klare undtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæringer om retsmøde... ". Hertil kommer TfS 1999.847V, hvori Landsskatterettens Præsident i sin udtalelse af 26/5 1998 konkluderer, at "Hvis klageren protesterer imod dette, vil spørgsmålet blive forelagt retsformanden, der træffer afgørelse derom. " Efter GLR § 63 må det lægges til grund, at en sådan afgørelse skal kunne underkastes domstolsprøvelse vedrørende men ikke begrænset til de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen samt de af sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen jf. FVL § 24, stk. 1 og 2. En sådan afgørelse vil ikke kunne anses for at være en afgørelse, der giver fuldt medhold jf. FVL § 22 in fine, hvorfor afgørelsen skal være ledsaget af en klagevejledning jf. FVL kap. 7.

Klager er uretmæssigt trods flere begæringer om personligt fremmøde blevet nægtet at møde personligt for Landsskatteretten og dette uden, at afgørelse derom er truffet ved selvstændig kendelse, der har kunnet indbringes for domstolene jf. Grundlovens § 63, og det er sagsøgers opfattelse, at afskæring af fremmøde for Landsskatteretten kræver en selvstændig afgørelse, der kan indbringes for domstolene jf. GRL § 63, stk. 1, til prøvelse af udstrækningen af øvrighedsmyndighedens grænser.

Efter Menneskeretsdomstolens praksis har kravet om en offentlig forhandling to hovedformål: dels at sikre parternes interesse i ikke at blive udsat for en hemmelig retspleje, dels at styrke offentlighedens tillid til retsvæsenet. Offentlighed gør retsplejen gennemskuelig (transparent) og bidrager dermed til artikel 6, stk. 1's formål, en retfærdig rettergang, der er et grundlæggende princip i et demokratisk samfund (se som eksempler Axen, A 72, præmis 25; Diennet, A 325-A, præmis 33; Szücs, Rep. 1997.2468, præmis 42; Gautrin, Rep. 1998.1009).

En afskæring af personligt fremmøde kan - hvis det er en fast processuel sædvane, at der er adgang til at forklare sig mundtligt - udgøre en krænkelse af borgerens rettigheder efter EMRK art. 6.

I Fischer (A 312) fandt Menneskeretsdomstolen, at artikel 6 var krænket i et tilfælde, hvor en forvaltningsdomstol havde afslået klagerens anmodning om mundtlig forhandling. Sagen angik en tilbagekaldelse af en tilladelse til drift af en losseplads. Menneskeretsdomstolen udtalte, at der ikke forelå omstændigheder, som undtagelsesvis ville have kunnet berettige afslaget på mundtlig forhandling. Forvaltningsdomstolen var første og eneste domstol, som behandlede sagen; der var tale om en realitetsprøvelse; prøvelsen angik ikke kun retlige spørgsmål, men også vigtige spørgsmål med hensyn til faktum. Derfor og i betragtning af sagens vigtighed for selve eksistensen af klagerens erhvervsvirksomhed fandt Menneskeretsdomstolen, at klagerens ret til en offentlig rettergang efter artikel 6 også omfattede en ret til mundtlig forhandling.

I SKM2015.801.BR hjemviste retten sagen til Skatteankestyrelsen, idet der blev truffet afgørelse før skatteyderen fik mulighed for at udtale sig personligt, jf. den gældende skatteforvaltningslovs § 35 e.

Da fremmøde for Landsskatteretten med mulighed for at forklare sig mundtligt er en fast og langvarig, udgør dette forhold en procestilsikring, der ikke kan brydes uden at der sker en krænkelse af EMRK art. 6, hvilket har været tilfældet i tillæg til indsigelserne om inhabilitet samt det forhold, at det ikke er konstateret, at sagsøger efter KSL § 4 har været part i sagen.

I U1999.495ØLK har Østre Landsret udtalt, at det påhviler enhver på embedes vegne at påse, at bestemmelserne i menneskerettighedskonventionen, herunder dennes artikel 6, ikke krænkes i forbindelse med rettens sagsbehandling.

Højesteret har flere gange fastslået, at nationale lovregler skal fortolkes i lyset af EMRK art. 6, og den hertil relaterede praksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Ved strafferetlige sanktioner, herunder af disciplinær karakter, finder EMRK art. 7 også anvendelse.

EMD har i visse afgørelser fundet, at konventionens beskyttelse ikke skal være "teoretisk og illusorisk", men en praktisk og effektiv beskyttelse (EMD, Airey mod Irland, dom af 9. oktober 1979, app. nr. 6289/73, pr. 24-26, EMD, Aerts mod Belgien, dom af 30. juli 1998, app. nr. 25357/94, pr. 59- 60, og Steel og Morris mod Storbritannien, dom af 15. februar 2005, app. nr. 68416/01, pr. 63-72. )

Enhver stat / domstol er efter omstændighederne forpligtet til at fjerne hindringer for at anlægge eller fortsætte en allerede anlagt sag, idet udgangspunktet for EMD's vurdering er, om anlæggelse af sag har udgjort en nødvendig forudsætning for, at klager reelt kan få sin sag prøvet ved domstolene. Der lægges herved vægt på 1) sagens betydning for klager (den berørte person), om de regler, som skal anvendes, er komplicerede (gælder både de processuelle og materielle regler), og endelig 3) om klager selv kan føre sin sag på tilstrækkelig vis. Hvis reglerne om fri proces i visse sager er vilkårlige eller for restriktive, vil dette også kunne udgøre en krænkelse.

Retssikkerheden på det skatteretlige område indbefatter i dansk ret en ret til personligt fremmøde for ved de administrative klageinstanser som led i det forhold, at skatteyderen får opfattelse af at få sin sag behandlet ved en neutral og habil domstol. Manglende adgang til personligt fremmøde udgør således en krænkelse af sagsøger rettigheder efter danske lovfæstede og ulovfæstede regler samt EMRIK art. 6.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014- 6 af 19/5 2014, udtalt "... at det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag."

Det fastholdes således, at afvisning af personligt fremmøde for Landsskatteretten har været i strid med legalitetsprincippet, hvorfor afskæring er ulovhjemlet og i strid med ikke alene lovgivers intentioner, men også en efter internationale konventioner fastlagt procestilsikring, hvorved Landsskatterettens kendelse er ugyldig.

Ad ugyldighed - inhabilitet/myndighedsinhabilitet:

Det gøres overordnet gældende, at sagsbehandlerens adfærd har medført, at der foreligger inhabilitet, hvilken inhabilitet har medført en sagsbehandling, der er behæftet med væsentlige fejl og mangler, der konkret er væsentlige, idet sagsbehandleren er gået længere end hvad rimeligt er, idet sagsbehandleren har anlagt en forkert retsanvendelse af materielle lovregler, der udgør garantiforskrifter efter dansk forvaltningsret, men også procestilsikring efter internationale konventioner.

Sagsbehandleren, som har forberedt denne sag for Landsskatteretten, har forudgående behandlet en anden af sagsøger for Landsskatteretten indbragt klage, og det er åbenlyst, at sagsbehandlerne ikke fulgt den sædvanlige fremgangsmåde ifm. forberedelse af sagen, herunder har ikke forudgående indhentet SKATs udtalelse til den indgive klage og sendt denne i høring hos sagsøger.

Det følger direkte af SFL § 35a, stk. 4, at Skatteankestyrelsen kan indhente udtalelse fra en myndighed, der har truffet afgørelsen, samt at hvis denne myndighed efter stk. 5 og uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelser efter SFL kan genoptage og ændre afgørelsen, hvis klager er enig deri.

Som det fremgår af bilag J, må det lægges til grund, at Skatteankestyrelsen tilsyneladende har anmodet om en udtalelse fra SKAT jf. SFL § 35 a, stk. 4, men blot har valgt ikke at partshøre sagsøger derom. Uanset om SKAT har haft bemærkninger eller ej, så skal der tilgå den klagende part kopi af enhver udtalelse, der indhentes fra SKAT. Alt andet er i strid med forvaltningslovens § 19, stk. 1 og officialmaximen. Af bilag J kan udledes, at SKAT til Skatteankestyrelsen har indsendt en udtalelse, men at Skatteankestyrelsen fejlagtigt har vurderet, at sagsøger har været i bekendt med alle bilag. Det er i strid med officialmaximen at anlægge en ensidig antagelse af, at en klager - her sagsøger - kan antages at være bekendt med materiale. Derved sker der en omgåelse af en garantiforskrift til skade for sagsøger. Alene dette forhold medfører ugyldighed.

Det er uvist om Skatteankestyrelsen som led i den indgivne klage reelt har indhentet nogen udtalelse fra SKAT, eller om Skatteankestyrelsen blot for at dække over forholdet jf. ovenfor oplyser, at der ikke var nyt i en sådan udtalelse og at alle bilag var klager bekendt, og derved har SKAT ikke haft mulighed for af egen drift jf. SFL § 35a, stk. 5, at genoptage sin egen afgørelse. Det ville have været lettere, hvis SKAT havde genoptaget sin egen afgørelse og tillagt sagsøger partsstatus som anført i SKATs juridiske vejledning A.A.7.2, hvorefter der i forhold til partsbegrebet fremgår, at "Ægtefæller er klageberettiget parat vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til SKL § 4. På grundlag af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser."

Sagsbehandleren har udarbejdet forslag til afgørelse og sendt denne til høring hos SKAT, hvilket er uhørt, da sagsbehandleren da allerede har besluttet udfaldet af sagen uden at sagsøger har kunnet påvirke denne.

Habilitetsreglerne udgør garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til SKM2005.52.DEP, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Forholdet i SKM2005.52.DEP er ganske identisk med denne sag, som medfører en muligt modsatrettet afgørelse i forhold til en tidligere truffet afgørelse.

Det er for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten gjort gældende, at sagsbehandleren er inhabil, idet indholdet af denne sag set i forhold til den anden af klager indgive klage vil medføre, at sagsbehandleren er sat i en situation, hvor medhold i denne klage vil være modsat af den af sagsbehandleren tidligere foretagne indstilling til Landsskatteretten. Det forhold, at sagsøger yderligere er afskåret fra personligt fremmøde for Landsskatteretten medfører, at sagsøger ikke har opfattelsen af, at hendes klage er behandlet ved en neutral og habil klageinstans.

Landsskatteretten har i flere sager truffet afgørelse om, at SKAT ikke selv kan afgøre habilitetsindsigelser, idet Landsskatteretten efter almindelige forvaltningsretlige regler jf. FVL § 7 var rette klageinstans.

Både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten er blevet forespurgt, hvem der så er rette klageinstans, når det gøres gældende, at en sagsbehandler ved Skatteankestyrelsen / Landsskatteretten er inhabil. Dette er der ikke givet et klart svar på.

Skatteankestyrelsen har oplyst, at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse omkring sagsbehandlerens inhabilitet. Uagtet dette lægger Landsskatteretten til grund, at der ikke er inhabilitet. Spørgsmålet som er ubesvaret er, om der foreligger inhabilitet for sagsbehandleren og hvilken konsekvens dette skal have - eller om der foreligger myndighedsinhabilitet - og hvilken konsekvens dette medfører.

Folketingets ombudsmand har den 13/3 2008i (J. nr. 2006-1740-612) anført følgende vedrørende myndighedsinhabilitet:

"Det er fast antaget at der gælder en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter myndigheders inhabilitet, jf. Niels Eilschou-Holm, Juristen (1986), s. 238 ff, samt Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 280 f. Myndigheden kan således selv være part eller på anden måde have en særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald. (min udhævning) Myndighedsinhabilitet udspringer i vidt omfang af de samme typer af interessekonflikter som den personlige inhabilitet, og retstilstanden om myndighedsinhabilitet beror da også hovedsagelig på den praksis der har udviklet sig med rod i grundsætningerne og reglerne om den personlige inhabilitet. I den offentliggjorte praksis har det forhold som har fremkaldt myndighedsinhabilitet, ofte været af tilsvarende karakter som det der er omhandlet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. en sagligt uvedkommende interesse som følge af myndighedens stilling som (privat) part i sagen. Se bl.a. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 75 ff."

I Juristen (1986), s. 238 ff, anfører Niels Eilschou-Holm (s. 242) som de bærende synspunkter bag grundsætningen om myndighedsinhabilitet følgende: De eksempler på anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige habilitetssynspunkter, der er fremdraget i det foregående, illustrerer i hvert fald meget klart den betydning, ombudsmanden igennem alle årene har tillagt det, at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der på dette grundlag skabes mistillid til den offentlige forvaltning. Hvis man herudover skal pege på et gennemgående element, må det blive en principiel betænkelighed over for at acceptere, at forskellige funktioner forenes hos samme person eller myndighed på en sådan måde, at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller reelt udhules.

Det gøres gældende, at sagsbehandleren har været inhabil og ikke burde have forberedt sagen, samt at sagsbehandleren har tilsidesat de regler og den måde, hvorpå en sag skal forberedes til skade og ulempe for sagsøger, hvorfor der foreligger inhabilitet.

Såfremt der ikke foreligger inhabilitet for den pågældende foreligger der myndighedsinhabilitet, idet både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten burde have forhold sig til den fremsatte indsigelse om inhabilitet og ved ikke at lade en anden sagsbehandler overtage sagens behandling, har Skatteankestyrelsen /Landsskatteretten bragt sig selv i en situation, hvor klageinstansen pludselig har fået en selvstændig, særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald.

Inhabilitet medfører ugyldighed, og som følger heraf er Landsskatterettens kendelse ugyldig. "

I BS 10A-1112/20167:

"De faktiske forhold - sagens materielle juridiske kernepunkt:

I forbindelse med en til Landsskatteretten indgiven klager fik sagsøger ikke mulighed for personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvorfor der over for Landsskatteretten blev fremsat begæring om genoptagelse. I forbindelse med Landsskatterettens behandling af genoptagelsessagen fik sagsøger heller ikke adgang til personligt fremmøde.

Det er et faktum, at Landsskatteretten ikke forud for sine kendelser særskilt og forudgående traf afgørelse om afskæring af sagsøger mulighed for personligt fremmøde for Landsskatteretten. Dette er ikke bestridt af sagsøgte.

Rettens skal således tage stilling til, om Landsskatteretten ulovhjemlet har afskåret sagsøger fra personligt fremmøde for Landsskatteretten. Hvis dette er tilfældet, så er Landsskatterettens afgørelse ugyldig.

Sagsøger er jf. GRL § 63 berettiget til at indbringe kendelserne/spørgsmålet for domstolene til prøvelse af, om afskæring af personligt fremmøde for Landsskatteretten var berettiget, herunder navnlig prøvelse af om den manglende adgang for sagsøger til personligt fremmøde udgjorde en krænkelse af sagsøger rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, om adgang til en fair trail og yderligere en krænkelse af sagsøgers ejendomsret til renteudgifterne jf. art. 1 i tillægsprotokol 1.

Dertil kommer det faktum, at der mod Skatteankestyrelsens sagsbehandler af andre årsager var fremsat indsigelser mod dennes habilitet. Det er sagsøgers opfattelse, at den værende inhabilitet, der opstod fra afsigelse af kendelsen af kendelser af 23/12 2014, sag 13-6764901, til kendelse af 2/2 2016, sag 15- 2574607, har været årsagen til at sagsøger er blevet afskåret adgangen til personligt fremmøde for Landsskatteretten, ligesom det er samme sagsbehandler, der tilsyneladende har været sagsbehandler ved Landsskatterettens genoptagelse af sagen. Tilsyneladende er Landsskatteretten ikke bekendt med dette forhold, hvorved et nyt forhold dukker op af relevans for sagen, nemlig spørgsmålet om, hvem der er rette instans til at afgøre, om en sagsbehandler ved Skatteankestyrelsen er blevet inhabil.

Ad ugyldighed - afskæring af personligt fremmøde for Landsskatteretten:

Det gøres overordnet gældendende, at Landsskatteretten har praktiseret en forkert retsanvendelse direkte i strid med lovgivers intentioner, hvorfor Landsskatterettens kendelse af 2/2 2016 er ugyldig.

Endvidere gøres overordnet gældende, at der eksisterer en fast og langvarig praksis vedrørende personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvorfor denne adgang udgør en efter EMRK art. 6 og Efter Menneskeretsdomstolens praksis procestilsikring, og såfremt personligt fremmøde afskæres i denne type klagesag, der ikke er omfattet af de sager, som lovgivers intentioner reguleres af SFL § 13, så er der sket en konventionkrænkelse.

I forbindelse med ændring af strukturen på det klageretlige område er der ikke sket en ændring af den for en skatteyder værende ret til personligt fremmøde for Landsskatteretten, hvilket følger af lovbemærkninger til L 110 fremsat 24/2 2005 vedrørende § 44 og § 13.

Skatteforvaltningslovens § 44 blev ændret ved lov nr. 427 af 6/6 2005 (L 110-2 04/05) alene som følge af, at Landsskatteretten skulle overtage de klagesager, der dengang blev behandlet af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, og som fremadrette var anset for at falde under landsskatteretspræsidents bestemmelser efter § 13, stk.3, der blev afgjort uden deltagelse af læg retsmedlemmer og dermed uden afholdelse af retsmøde.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår:

"4.3.2. Forslag til ændringer: Med etableringen af en enhedsforvaltning reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til to niveauer; nærmere bestemt til told- og skatteforvaltningen (enhedsforvaltningen) og skatteministeren/skatteministerens departement. Hermed begrænses tilsvarende den ulovregulerede mulighed for administrativt at klage over en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser til en overordnet forvaltningsmyndighed.

Denne reducerede klagemulighed skal ses i lyset af, at det er en egen målsætning, at konkrete forvaltningsafgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt ikke bør kunne påklages til skatteministeren/skatteministerens departement. Klager over konkrete forvaltningsafgørelser bør afgøres i det lovregulerede klagesystem; det vil som udgangspunkt sige af skatte- eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten.

....

Det foreslås for så vidt angår Landsskatteretten, at alle klagesager som udgangspunkt afgøres i Landsskatteretten som sidste administrative klageinstans. Det betyder, at de omkring 1.400 klagesager, der i dag afgøres af Told & Skat eller Ligningsrådet, som udgangspunkt overføres til afgørelse i Landsskatteretten. (Min udhævning) Herved opnås en klarere adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til.

Klager til Told & Skat udgør et meget broget spektrum, der spænder fra klager over afgørelser i traditionel forstand, f.eks. af en anmodning om en bevilling eller dispensation, til klager/indsigelser mod afgørelser/beslutninger, der ligger i det »grå« område mellem afgørelser og beslutninger om sagsbehandling, f.eks. om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes, for at der kan træffes en lovlig afgørelse. Disse klager spænder også fra klager over afgørelser om egentlig myndighedsudøvelse over for en borger til klager over afgørelser om driftsmæssige forhold, herunder personalespørgsmål.

....

Det foreslås, at Landsskatterettens præsident bemyndiges til at henlægge klagesager til afgørelse af en af Landsskatterettens embedsmænd. De afgørelser, der efter forslaget vil kunne påklages til Landsskatteretten, vil udgøre et meget broget spektrum, hvoraf en betydelig del ikke vil kunne bære en egentlig behandling under medvirken af retsmedlemmer. Denne bemyndigelse til retspræsidenten til at henlægge klager til kontorafgørelse er primært tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af Told & Skat til afgørelse af Landsskatteretten. (Min udhævning).

Det forudsættes, at retspræsidenten opstiller generelle kriterier for, hvilke sager der kan afgøres på kontorniveau, og at disse retningslinjer offentliggøres. Retspræsidenten kan ikke bestemme kontorbehandling fra sag til sag, men retspræsidenten kan ud fra en konkret vurdering bestemme, at en klage, der ellers skulle afgøres på kontorniveau, på grund af klagens særlige karakter skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer. (Min udhævning)

Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten. "

Ovenstående dokumentere, at både Landsskatteretten og sagsøgte i forhold til SFL § 44, stk. 3, har anlagt en materiel forkert fortolkning af bestemmelsen, samt at denne forkerte retsanvendelse er direkte i strid med lovgivers intentioner. SFL § 44 og særligt stk. 3 angår alene de 1400 sager, som blev oversendt fra Told & Skat eller Ligningsrådet.

Det fremgår direkte af lovbemærkninger, at afskæring af retsmøder efter § 44, stk. 3 ikke gælder sædvanlige klagesager, hvortil der ydes omkostningsgodtgørelse, men kun sager omfattet af § 13, stk. 3 og som ikke er omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse, ligesom det både af lovbemærkninger og lovens ordlyd af § 13, stk. 3, fremgår, at en sådan sag kan afgøres deltagelse af retsmedlemmer, når særlige omstændigheder taler derfor.

Bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter §~13, stk.~3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke holdt retsmøder.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014-

6 af 19/5 2014, udtalt "... at det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Landsskatteretten har foretaget en fejlagtig retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, og dermed er afgørelsen ulovhjemlet og direkte i strid legalitetsprincippet. Det er ikke muligt for nogen sagsbehandler ved Landsskatteretten at fortolke ordlyden af SFL § 44, stk. 3, i direkte modstrid med lovbemærkningerne og lovgivers forudsætning, og hvis dette sker, så udøves der konkret magtfordrejning, idet myndigheden eller klageinstansen retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen / klageinstansen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag."

Det fastholdes, at Landsskatterettens kendelse er ugyldig som følge af forkert retsanvendelse af SFL § 44, stk. 3, i strid med legalitetsprincippet, og dermed skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.

Af Karnovs note 157) til SFL § 44, stk. 3, fremgår, at det af lovbemærkninger til L 2008 527, som omtaler at en afskæring af personligt fremmøde vil kunne blive opfattet som en svækkelse af retssikkerheden hos rettens bruger, samt at der er tale om et skøn, der skal udøves helt individuelt ud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur. Yderligere er direkte i lovbemærkninger anført, at "Det må fortsat være den klare undtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæringer om retsmøde... ". Hertil kommer TfS 1999.847V, hvori Landsskatterettens Præsident i sin udtalelse af 26/5 1998 konkluderer, at "Hvis klageren protesterer imod dette, vil spørgsmålet blive forelagt retsformanden, der træffer afgørelse derom. " Efter GLR § 63 må det lægges til grund, at en sådan afgørelse skal kunne underkastes domstolsprøvelse vedrørende men ikke begrænset til de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen samt de af sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen jf. FVL § 24, stk. 1 og 2. En sådan afgørelse vil ikke kunne anses for at være en afgørelse, der giver fuldt medhold jf. FVL § 22 in fine, hvorfor afgørelsen skal være ledsaget af en klagevejledning jf. FVL kap. 7.

Klager er uretmæssigt trods flere begæringer om personligt fremmøde blevet nægtet at møde personligt for Landsskatteretten og dette uden, at afgørelse derom er truffet ved selvstændig kendelse, der har kunnet indbringes for domstolene jf. Grundlovens § 63, og det er sagsøgers opfattelse, at afskæring af fremmøde for Landsskatteretten kræver en selvstændig afgørelse, der kan indbringes for domstolene jf. GRL § 63, stk. 1, til prøvelse af udstrækningen af øvrighedsmyndighedens grænser.

Efter Menneskeretsdomstolens praksis har kravet om en offentlig forhandling to hovedformål: dels at sikre parternes interesse i ikke at blive udsat for en hemmelig retspleje, dels at styrke offentlighedens tillid til retsvæsenet. Offentlighed gør retsplejen gennemskuelig (transparent) og bidrager dermed til artikel 6, stk. 1's formål, en retfærdig rettergang, der er et grundlæggende princip i et demokratisk samfund (se som eksempler Axen, A 72, præmis 25; Diennet, A 325-A, præmis 33; Szücs, Rep. 1997.2468, præmis 42; Gautrin, Rep. 1998.1009).

En afskæring af personligt fremmøde kan - hvis det er en fast processuel sædvane, at der er adgang til at forklare sig mundtligt - udgøre en krænkelse af borgerens rettigheder efter EMRK art. 6.

I Fischer (A 312) fandt Menneskeretsdomstolen, at artikel 6 var krænket i et tilfælde, hvor en forvaltningsdomstol havde afslået klagerens anmodning om mundtlig forhandling. Sagen angik en tilbagekaldelse af en tilladelse til drift af en losseplads. Menneskeretsdomstolen udtalte, at der ikke forelå omstændigheder, som undtagelsesvis ville have kunnet berettige afslaget på mundtlig forhandling. Forvaltningsdomstolen var første og eneste domstol, som behandlede sagen; der var tale om en realitetsprøvelse; prøvelsen angik ikke kun retlige spørgsmål, men også vigtige spørgsmål med hensyn til faktum. Derfor og i betragtning af sagens vigtighed for selve eksistensen af klagerens erhvervsvirksomhed fandt Menneskeretsdomstolen, at klagerens ret til en offentlig rettergang efter artikel 6 også omfattede en ret til mundtlig forhandling.

I SKM2015.801.BR hjemviste retten sagen til Skatteankestyrelsen, idet der blev truffet afgørelse før skatteyderen fik mulighed for at udtale sig personligt, jf. den gældende skatteforvaltningslovs § 35 e.

Da fremmøde for Landsskatteretten med mulighed for at forklare sig mundtligt er en fast og langvarig, udgør dette forhold en procestilsikring, der ikke kan brydes uden at der sker en krænkelse af EMRK art. 6, hvilket har været tilfældet i tillæg til indsigelserne om inhabilitet samt det forhold, at det ikke er konstateret, at sagsøger efter KSL § 4 har været part i sagen.

I U1999.495ØLK har Østre Landsret udtalt, at det påhviler enhver på embedes vegne at påse, at bestemmelserne i menneskerettighedskonventionen, herunder dennes artikel 6, ikke krænkes i forbindelse med rettens sagsbehandling.

Højesteret har flere gange fastslået, at nationale lovregler skal fortolkes i lyset af EMRK art. 6, og den hertil relaterede praksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Ved strafferetlige sanktioner, herunder af disciplinær karakter, finder EMRK art. 7 også anvendelse.

EMD har i visse afgørelser fundet, at konventionens beskyttelse ikke skal være "teoretisk og illusorisk", men en praktisk og effektiv beskyttelse (EMD, Airey mod Irland, dom af 9. oktober 1979, app. nr. 6289/73, pr. 24-26, EMD, Aerts mod Belgien, dom af 30. juli 1998, app. nr. 25357/94, pr. 59- 60, og Steel og Morris mod Storbritannien, dom af 15. februar 2005, app. nr. 68416/01, pr. 63-72.)

Enhver stat / domstol er efter omstændighederne forpligtet til at fjerne hindringer for at anlægge eller fortsætte en allerede anlagt sag, idet udgangspunktet for EMD's vurdering er, om anlæggelse af sag har udgjort en nødvendig forudsætning for, at klager reelt kan få sin sag prøvet ved domstolene. Der lægges herved vægt på 1) sagens betydning for klager (den berørte person), 2) om de regler, som skal anvendes, er komplicerede (gælder både de processuelle og materielle regler), og endelig 3) om klager selv kan føre sin sag på tilstrækkelig vis. Hvis reglerne om fri proces i visse sager er vilkårlige eller for restriktive, vil dette også kunne udgøre en krænkelse.

Retssikkerheden på det skatteretlige område indbefatter i dansk ret en ret til personligt fremmøde for ved de administrative klageinstanser som led i det forhold, at skatteyderen får opfattelse af at få sin sag behandlet ved en neutral og habil domstol. Manglende adgang til personligt fremmøde udgør således en krænkelse af sagsøger rettigheder efter danske lovfæstede og ulovfæstede regler samt EMRIK art. 6.

Folketingets ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, udtalt "... at det følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet.

Af SKM2015.310.BR, fremgår af dommens præmisser, at selvom "selvom retten i første række skal bedømme Landsskatterettens afgørelse, er retten nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag."

Det fastholdes således, at afvisning af personligt fremmøde for Landsskatteretten har været i strid med legalitetsprincippet, hvorfor afskæring er ulovhjemlet og i strid med ikke alene lovgivers intentioner, men også en efter internationale konventioner fastlagt procestilsikring, hvorved Landsskatterettens kendelse er ugyldig.

Ad ugyldighed - inhabilitet/myndighedsinhabilitet:

Det gøres overordnet gældende, at sagsbehandlerens adfærd har medført, at der foreligger inhabilitet, hvilken inhabilitet har medført en sagsbehandling, der er behæftet med væsentlige fejl og mangler, der konkret er væsentlige, idet sagsbehandleren er gået længere end hvad rimeligt er, idet sagsbehandleren har anlagt en forkert retsanvendelse af materielle lovregler, der udgør garantiforskrifter efter dansk forvaltningsret, men også procestilsikringer efter internationale konventioner.

Sagsbehandleren, som har forberedt denne sag for Landsskatteretten, har forudgående behandlet en anden af sagsøger for Landsskatteretten indbragt klage, og det er åbenlyst, at sagsbehandlerne ikke fulgt den sædvanlige fremgangsmåde ifm. forberedelse af sagen, herunder har ikke forudgående indhentet SKATs udtalelse til den indgive klage og sendt denne i høring hos sagsøger.

Det følger direkte af SFL § 35a, stk. 4, at Skatteankestyrelsen kan indhente udtalelse fra en myndighed, der har truffet afgørelsen, samt at hvis denne myndighed efter stk. 5 og uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelser efter SFL kan genoptage og ændre afgørelsen, hvis klager er enig deri.

Som det fremgår af bilag J, må det lægges til grund, at Skatteankestyrelsen tilsyneladende har anmodet om en udtalelse fra SKAT jf. SFL § 35 a, stk. 4, men blot har valgt ikke at partshøre sagsøger derom. Uanset om SKAT har haft bemærkninger eller ej, så skal der tilgå den klagende part kopi af enhver udtalelse, der indhentes fra SKAT. Alt andet er i strid med forvaltningslovens § 19, stk. 1 og officialmaximen. Af bilag J kan udledes, at SKAT til Skatteankestyrelsen har indsendt en udtalelse, men at Skatteankestyrelsen fejlagtigt har vurderet, at sagsøger har været i bekendt med alle bilag. Det er i strid med officialmaximen at anlægge en ensidig antagelse af, at en klager - her sagsøger - kan antages at være bekendt med materiale. Derved sker der en omgåelse af en garantiforskrift til skade for sagsøger. Alene dette forhold medfører ugyldighed.

Det er uvist om Skatteankestyrelsen som led i den indgivne klage reelt har indhentet nogen udtalelse fra SKAT, eller om Skatteankestyrelsen blot for at dække over forholdet jf. ovenfor oplyser, at der ikke var nyt i en sådan udtalelse og at alle bilag var klager bekendt, og derved har SKAT ikke haft mulighed for af egen drift jf. SFL § 35a, stk. 5, at genoptage sin egen afgørelse. Det ville have været lettere, hvis SKAT havde genoptaget sin egen afgørelse og tillagt sagsøger partsstatus som anført i SKATs juridiske vejledning A,A.7.2, hvorefter der i forhold til partsbegrebet fremgår, at "Ægtefæller er klageberettiget parat vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til SKL § 4. På grundlag af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser."

Sagsbehandleren har udarbejdet forslag til afgørelse og sendt denne til høring hos SKAT, hvilket er uhørt, da sagsbehandleren da allerede har besluttet udfaldet af sagen uden at sagsøger har kunnet påvirke denne.

Habilitetsreglerne udgør garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til SKM2005.52.DEP, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Forholdet i SKM2005.52.DEP er ganske identisk med denne sag, som medfører en muligt modsatrettet afgørelse i forhold til en tidligere truffet afgørelse.

Det er for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten gjort gældende, at sagsbehandleren er inhabil, idet indholdet af denne sag set i forhold til den anden af klager indgive klage vil medføre, at sagsbehandleren er sat i en situation, hvor medhold i denne klage vil være modsat af den af sagsbehandleren tidligere foretagne indstilling til Landsskatteretten. Det forhold, at sagsøger yderligere er afskåret fra personligt fremmøde for Landsskatteretten medfører, at sagsøger ikke har opfattelsen af, at hendes klage er behandlet ved en neutral og habil klageinstans.

Landsskatteretten har i flere sager truffet afgørelse om, at SKAT ikke selv kan afgøre habilitetsindsigelser, idet Landsskatteretten efter almindelige forvaltningsretlige regler jf. FVL § 7 var rette klageinstans.

Både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten er blevet forespurgt, hvem der så er rette klageinstans, når det gøres gældende, at en sagsbehandler ved Skatteankestyrelsen / Landsskatteretten er inhabil. Dette er der ikke givet et klart svar på.

Skatteankestyrelsen har oplyst, at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse omkring sagsbehandlerens inhabilitet. Uagtet dette lægger Landsskatteretten til grund, at der ikke er inhabilitet. Spørgsmålet som er ubesvaret er, om der foreligger inhabilitet for sagsbehandleren og hvilken konsekvens dette skal have - eller om der foreligger myndighedsinhabilitet - og hvilken konsekvens dette medfører.

Folketingets ombudsmand har den 13/3 2008i (J.nr. 2006-1740-612) anført følgende vedrørende myndighedsinhabilitet:

"Det er fast antaget at der gælder en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter myndigheders inhabilitet, jf. Niels Eilschou-Holm, Juristen (1986), s. 238 ff, samt Hans Gammeltoft- Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 280 f. Myndigheden kan således selv være part eller på anden måde have en særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald. (Min udhævning) Myndighedsinhabilitet udspringer i vidt omfang af de samme typer af interessekonflikter som den personlige inhabilitet, og retstilstanden om myndighedsinhabilitet beror da også hovedsagelig på den praksis der har udviklet sig med rod i grundsætningerne og reglerne om den personlige inhabilitet. I den offentliggjorte praksis har det forhold som har fremkaldt myndighedsinhabilitet, ofte været af tilsvarende karakter som det der er omhandlet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. en sagligt uvedkommende interesse som følge af myndighedens stilling som (privat) part i sagen. Se bl.a. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 75 ff."

I Juristen (1986), s. 238 ff, anfører Niels Eilschou-Holm (s. 242) som de bærende synspunkter bag grundsætningen om myndighedsinhabilitet følgende: De eksempler på anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige habilitetssynspunkter, der er fremdraget i det foregående, illustrerer i hvert fald meget klart den betydning, ombudsmanden igennem alle årene har tillagt det, at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der på dette grundlag skabes mistillid til den offentlige forvaltning. Hvis man herudover skal pege på et gennemgående element, må det blive en principiel betænkelighed over for at acceptere, at forskellige funktioner forenes hos samme person eller myndighed på en sådan måde, at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller reelt udhules.

Det gøres gældende, at sagsbehandleren har været inhabil og ikke burde have forberedt sagen, samt at sagsbehandleren har tilsidesat de regler og den måde, hvorpå en sag skal forberedes til skade og ulempe for sagsøger, hvorfor der foreligger inhabilitet.

Såfremt der ikke foreligger inhabilitet for den pågældende foreligger der myndighedsinhabilitet, idet både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten burde have forhold sig til den fremsatte indsigelse om inhabilitet og ved ikke at lade en anden sagsbehandler overtage sagens behandling, har Skatteankestyrelsen / Landsskatteretten bragt sig selv i en situation, hvor klageinstansen pludselig har fået en selvstændig, særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald.

Inhabilitet medfører ugyldighed, og som følger heraf er Landsskatterettens kendelse ugyldig.

Sagsøgte har i påstandsdokumentet gjort gældende:

"

Afskæring af møde i Landsskatteretten

For så vidt angår alle tre sager gøres det overordnet gældende, at de tre landsskatteretsafgørelse ikke er ugyldige som følge af, at Landsskatteren undlod at imødekomme sagsøgerens begæring om afholdelse af retsmøde. Landsskatteretten har ikke begået sagsbehandlingsfejl ved at afslå sagsøgerens begæring.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at efterkomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvis afholdelse heraf må anses for overflødig. Bestemmelsen indgår i lovens kapitel 16 omhandlende "klager, hvor Landsskatteretten træffer afgørelser", og Landsskatteretten har således i alle klagesager, som Landsskatteretten træffer afgørelse i, udtrykkelig lovhjemmel til at afskære retsmøde i visse situationer.

Landsskatteretten har i alle tre indbragte afgørelser udtrykkeligt henvist til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 (E1, E10 og E11).

For så vidt angår sag 369/2016 og Landsskatterettens afgørelse af 6. november 2015, er beslutningen om at afskære retsmødet i øvrigt nærmere uddybet i Skatteankestyrelsens brev af 15. december 2014 (E177), hvorved Skatteankestyrelsen informerede sagsøgeren om, at Skatteankestyrelsen ville foreslå, at retsmødet blev afskåret med henvisning til, at sagen fandtes tilstrækkeligt belyst til, at der kunne træffes afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

For så vidt angår sag 839/2016 og Landsskatterettens afgørelse af 6. januar 2016, er det yderligere tilføjet (E10), at beslutningen om at afskære retsmøde blev forelagt for en retsformand inden afgørelsen af 6. november 2015 blev truffet.

Endelig for så vidt angår sag 1112/2016 og Landsskatterettens afgørelse af 2. februar 2016, er det direkte i afgørelsen anført (E11), at retsmødet blev afskåret, fordi sagen måtte anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag, ligesom beslutningen også var blevet varslet over for sagsøgeren ved brev af 22. december 2015 (E140).

Landsskatterettens mulighed for at afskære retsmøde har blandt andet været et tema i Højesteret dom TfS 2000, 901 H, hvor Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten ville have medført et andet udfald af sagen, ligesom skatteyderen ikke i øvrigt havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde. Det var derfor ikke en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten havde undladt at efterkomme sagsøgerens begæring om afholdelse af retsmøde.

Det bemærkes, at denne sag endda blev afgjort efter den mere restriktive målestok, der var gældende før 1. juli 2008, og som krævede, at retsmøde var "åbenbart overflødigt" før skatteyderens anmodning herom kunne afskæres, og på trods af denne meget restriktive formulering var der altså ikke anledning til at underkende Landsskatterettens afskæring af retsmøde.

Tilsvarende har sagsøgeren ikke i nærværende sager påvist omstændigheder, der giver grundlag for at tilsidesætte skønnet foretaget af Landsskatteretten vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde, herunder er der ikke grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde ville have medført et andet udfald af sagen.

For så vidt angår sag 369/2016 og 839/2016 (begge klageforløb 2) bemærkes hertil særligt, at sagsøgeren ikke under retssagen er fremkommet med yderligere oplysninger eller synspunkter i relation til spørgsmålet om genoptagelse af den tidligere ægtefælles skatteansættelse, og at skattemyndighedernes afslag herpå er materielt korrekt, jf. nedenfor afsnit 4.3.

For så vidt angår sag 1112/2016 (klageforløb 1) fremhæves det særligt, at sagsøgeren allerede havde haft lejlighed til at udtale sig under et kontormøde den 23. april 2014 (jf. E150) i forbindelse med den oprindelige behandling af sagsøgerens klagesag, der førte til den tidligere afgørelse af 23. december 2014 (E102), og at Byretten ved den omtalte dom af 12. juli 2016, allerede har fastslået, at skattemyndighedernes afgørelse vedrørende rentefradraget var materielt korrekt, samt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn om ikke at afholde retsmøde.

I øvrigt gælder der ikke efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, et krav om, at Landsskatterettens beslutning om afskæring af retsmøde skal træffes ved en selvstændig afgørelse forud for den materielle afgørelse i sagen.

Beslutningen om at afskære retsmøde har karakter af en procesledende beslutning og er derfor ikke en forvaltningsretlig afgørelse. Der gælder derfor ikke et krav om, at beslutningen skal kunne indbringes for domstolene ved en selvstændig retssag. Sagsøgeren kan således som et led i de nu anlagte retssager få prøvet, om Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde udgør sagsbehandlingsfejl, og i så fald hvad retsvirkningen heraf skal være.

Endelig gøres det gældende, at der ikke er sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det følger således hverken af EMRK art. 6, EMRK art. 7 eller Tillægsprotokol 1, artikel 1, at sagsøgeren til enhver tid har krav på personligt fremmøde for Landsskatteretten eller har krav på en særskilt afgørelse herom. Den af sagsøgeren omtalte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen ændrer ikke derpå.

Det bemærkes derudover, at skattesager, herunder den administrative nævnsbehandling heraf, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for konventionens artikel 6, jf. Ferazzini mod Italien, sag 44759/98, og Ohlen mod Danmark, sag 63214/00, Domstolens beslutning af 6. marts 2003. Ydermere fremhæves det, at artikel 7 kun angår idømmelse af straf, samt at beskyttelsen af den private ejendomsret i Tillægsprotokol 1, artikel 1, indeholder en udtrykkelig undtagelse i form af statens mulighed for at opkræve skatter.

Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at Landsskatterettens afskæring af retsmøde udgør en krænkelse af sagsøgerens rettigheder efter EMRK.

Landsskatterettens afskæring af retsmøde udgør derfor ikke en sagsbehandlingsfejl, som kan føre til ugyldighed af landsskatterettens afgørelser, der er til prøvelse i de tre sambehandlede sager (bilag 1).

Særligt i relation til prøvelsen af Landsskatterettens afgørelse af 6. januar 2016 (sag 839/2016) skal det tilføjes, at eftersom der ikke er begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med afgørelsen af 6. november 2015, er der heller ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering i afgørelsen af 6. januar 2016, hvorefter der ikke er grundlag for at genoptage den tidligere afgørelse i medfør af Skatteforvaltningslovens § 35g, stk. 1-3.

Inhabilitet

For så vidt angår alle tre sager gøres det overordnet gældende, at der hverken forelå habilitet hos Skatteankestyrelsens sagsbehandler, IA, eller myndighedsinhabilitet hos Landsskatteretten. Landsskatterettens tre indbragte afgørelser er derfor heller ikke ugyldige som følge af inhabilitet.

I henhold til forvaltningslovens § 3, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis den pågældende er omfattet af de oplistede tilfælde i § 3, stk. 1, nr. 1-5.

Sagsøgeren henviser ikke til en konkret bestemmelse, men da sagsbehandleren på sagen klart ikke er omfattet af de specifikke tilfælde oplistet i nr. 1-4, må det antages, at sagsøgeren gør gældende, at sagsbehandleren var inhabil i medfør af opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5, der omhandler tilfælde, hvor der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Efter retspraksis lægges der blandt andet vægt på, om der er en risiko for, at afgørelser i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. fx U.1999.689. Et forhåndskendskab til sagens omstændigheder og sagens parter samt tidligere meningstilkendegivelser er ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger inhabilitet, jf. fx U.1998.897H og U.1977.973H. Der kan også henvises til U.2000.186H og U.2007.857H, der begge omhandler dommeres habilitet.

Sagsøgeren har ikke henvist til konkrete omstændigheder, der kunne være egnede til at vække tvivl om sagsbehandlerens habilitet.

For så vidt angår sagen 369/2016, bemærkes det hertil særligt, at sagsbehandleren ikke er inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, i relation til klagesagen, der førte til afgørelsen af 6. november 2015, fordi hun tidligere havde forberedt klagesagen over sagsøgerens egen skatteansættelse.

Klagesagen der blevet afgjort ved afgørelse af 23. december 2014 (E102), og som blev stadfæstet af Byretten ved dom af 12. juli 2016, omhandlede spørgsmålet om fordeling af et rentefradrag, mens klagesagen, der blev afgjort ved afgørelse af 6. november 2015 (E1), omhandler, hvorvidt sagsøgeren har retlig interesse i en genoptagelse af sin tidligere ægtefælles skatteansættelse. Der er således ingen sammenhæng mellem, om sagsøgerens skal have ret i sine materielle synspunkter vedrørende sin egen skattesag, og om sagsøgeren er klageberettiget/part i den tidligere ægtefælles skattesag.

Sag 369/2016 er derfor ikke sammenlignelig med det indgåede forlig, jf. SKM2005.52.DEP, som sagsøgeren har henvist til, idet der her var tale om en situation, hvor det ikke kunne afvises, at sagsbehandleren ville være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i den pågældende klagesag, fordi en begunstigende afgørelse i klagesagen på grund af sammenhængen mellem klagesagen og en afgørelse truffet af sagsbehandleren i første instans kunne indebære en bebrejdelse af sagsbehandlerens egen sagsbehandling af førsteinstanssagen.

Sagsøgeren har i sagen 369/2016 i øvrigt anført (E27), at sagsbehandleren ikke har "fulgt den sædvanlige fremgangsmåde ifm. forberedelse af sagen, herunder har ikke forudgående indhentet SKATs udtalelse til den indgive klage og sendt denne i høring hos sagsøger. " Som det fremgår af Skatteankestyrelsens brev af 3. juli 2015 (E183), har Skatteankestyrelsen indhentet en udtalelse fra SKAT i anledning af klagesagen, og den eneste grund til, at SKATs udtalelse i den anledning ikke blev sendt i høring hos sagsøgeren, var, at SKATs afgørelse ikke indeholdt nye faktiske oplysninger. Sagsbehandleren har således fulgt den sædvanlige fremgangsmåde for behandling af klagesager, og sagsbehandlerens klagesagsbehandling støtter derfor heller ikke, at sagsbehandleren skulle være inhabil.

For så vidt angår sagerne 839/2016 og 1112/2016, skal det ydermere tilføjes, at der ikke foreligger inhabilitet ved, at det er den samme sagsbehandler, der har forberedt sagerne, der førte til de oprindelige afgørelser af den 23. december 2014 henholdsvis den 6. november 2015, og genoptagelsessagerne, der førte til afgørelserne af 6. januar 2016 (E9) og 2. februar 2016 (E11). For at en sagsbehandler kan vurdere, om der er grundlag for at genoptage en tidligere afgørelse, herunder fordi der foreligger relevante nye oplysninger, jf. skatteforvaltningslovens § 35g, er det i sagens natur nødvendigt med et kendskab til den sag, der ønskes genoptaget. Det er derfor ganske naturligt og i overensstemmelse med habilitetsreglerne, at det er sagsbehandleren, som har behandlet den oprindelige sag, der også behandler en eventuel genoptagelsesanmodning.

For så vidt angår sag 1112/2016 kan det i øvrigt tilføjes, at afgørelsen af 23. december 2014 faktisk blev genoptaget (som følge af, at sagsøgeren ikke var blevet varslet om, at retsmøde ville blive afskåret), men at genoptagelsen blot ikke førte til et andet resultat end den oprindelige afgørelse af 23. december 2014 (E102).

Sagsbehandleren hos Skatteankestyrelsen var derfor ikke inhabil.

Sagsøgerens synspunkt om, at Landsskatteretten som helhed led af myndighedsinhabilitet i forbindelse med afsigelsen af de tre afgørelser, er også uden retlige holdepunkter.

Det forhold, at Landsskatteretten under sagernes behandling tog stilling til sagsøgerens indsigelse om, at en sagsbehandler var inhabil, fører ikke til, at Landsskatteretten som myndighed var inhabil. Det fremgår derimod udtrykkeligt af forvaltningslovens § 6, stk. 2, at spørgsmål om en sagsbehandlers habilitet afgøres af myndigheden selv. Landsskatteretten blev derfor ikke som myndighed inhabil, når myndigheden fulgte de udtrykkeligt foreskrevne kompetenceregler i loven og tog stilling til sagsøgerens indsigelse om sagsbehandlerens inhabilitet.

Derudover fremgår det udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 35 g, at den myndighed, som har truffet afgørelsen, selv skal tage stilling til, om der er grundlag for genoptagelse af myndighedens afgørelse. Landsskatteretten blev derfor heller ikke som myndighed inhabil, fordi myndigheden - som udtrykkelig foreskrevet i loven - tog stilling til sagsøgerens genoptagelsesanmodning.

Der foreligger derfor heller ikke inhabilitet hos myndigheden som helhed.

Særligt for så vidt angår muligheden for at påklage Skatteankestyrelsens/ Landsskatterettens stillingtagen til sagsøgerens inhabilitetsindsigelse, bemærkes det, at denne stillingtagen har karakter af en procesledende beslutning i selve klagesagerne. En sådan procesbeslutning udgør ikke en selvstændig afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Spørgsmålet om inhabilitet kan - ligesom spørgsmålet om afskæring af retsmøde, jf. afsnit 4.1. ovenfor - derfor ikke påklages særskilt og uafhængigt af afgørelsen af klagesagerne i øvrigt. Spørgsmålet kan derimod prøves i nærværende retssag i forbindelse med den samlede domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser af 6. november 2015 (E1), 6. januar 2016 (E9) og 2. februar 2016 (E11).

De tre landsskatterets afgørelser er derfor heller ikke ugyldige som følge af inhabilitet.

Særligt i relation til prøvelsen af Landsskatterettens afgørelse af 6. januar 2016 (sag 839/2016) skal det ydermere tilføjes, at eftersom der ikke er begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med afgørelsen af 6. november 2015, er der heller ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering i afgørelsen af 6. januar 2016, hvorefter der ikke er grundlag for at genoptage den tidligere afgørelse i medfør af Skatteforvaltningslovens § 35g, stk. 1-3.

Klageberettigelse/genoptagelse af ægtefællens skatteansættelse (sag 369/ 2016)

Særligt for så vidt angår sag 369/2016 gøres det videre gældende, at sagsøgeren ikke er klageberettiget eller har retlig interesse i en genoptagelse af sagen om den tidligere ægtefælles skatteansættelse for perioden 2008 og 2009.

I henhold til dagældende skatteforvaltningslovs § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1 (i dag § 35 a, stk. 2), kan SKATs afgørelser påklages af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Af forarbejderne til § 35 a (L212 af 24. april 2013) fremgår, at afgrænsningen af de klageberettige svarer til de tidligere gældende regler og er identisk med det skatteretlige partsbegreb.

Det følger videre af kildeskattelovens § 4, stk. 1, at ægtefæller (lige som andre skattepligtige) beskattes hver for sig af deres egen indkomst. Samlevende ægtefæller er dog, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 2, omfattet af særlige regler i kildeskattelovens afsnit III, hvor der i §§ 24 A til 27 findes regler om sambeskatning af ægtefæller i visse henseender. Endelig følger det af kildeskattelovens § 4, stk. 3, at samlivet mellem samlevende ægtefæller ved separation eller skilsmisse i skattemæssig henseende skal anses for ophævet på tidspunktet for separationen eller skilsmissen. Sidstnævnte bestemmelse medfører, at de særlige ægtefællebeskatningsregler ikke finder anvendelse for perioden efter skilsmissen/separationen, og at ægtefællerne således efter skilsmissen/separationen ikke er sambeskattede.

I relation til ægtefællers eventuelle partsstatus betyder disse regler, at så længe ægtefæller er sambeskattede, har ægtefællerne en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteforhold, idet den enes forhold har direkte betydning for den andens egne skatteforhold. Derfor er ægtefæller, der sambeskattes, også parter og klageberettiget i forhold til hinandens skattesager.

Når sambeskatningen af ægtefæller ophører, ophører imidlertid også muligheden for, at den ene ægtefælles skatteforhold har indvirkning på den anden ægtefælles skatteforhold. Derfor er der ikke længere en direkte økonomisk interesse i den andens skattesag, og ægtefællen har derfor ikke længere partsstatus.

I overensstemmelse hermed fremgår blandt andet følgende af Den juridiske vejledning, pkt. A,A.7.2 om det skatteretlige partsbegreb:

"Ægtefæller er klageberettiget part vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til KSL § 4. På grund af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser. Ægtefæller er til gengæld ikke part i og dermed klageberettiget i den anden ægtefælles afgørelser vedrørende afgifter eller ejendomsvurdering, da de ikke har en direkte økonomisk interesse i afgørelsen." (min understregning)

I den konkrete sag vedrører SKATs afgørelse over for den tidligere ægtefælle om, at han er berettiget til at foretage fradrag for samtlige renter på fællesgælden, perioden efter skilsmissen (jf. E99), dvs. SKAT afgørelse omhandler en periode, hvor sagsøgeren og den tidligere ægtefælle ikke var sambeskattede, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 3.

Sagsøgeren har dermed ikke en direkte økonomisk interesse i den omhandlede afgørelse, hverken for så vidt angår 2008 eller 2009, og hun har derfor ikke partsstatus. Sagsøgeren er derfor heller ikke klageberettiget i forhold til SKATs afgørelse, jf. dagældende skatteforvaltningslovs §§ 36 og 40.

Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren har mulighed for at gøre indsigelser mod SKATs fordeling af rentefradraget i relation til den tilsvarende afgørelse, der er truffet over for hende den 30. marts 2012 (E99). Sagsøgeren har også gjort brug af denne mulighed, idet afgørelsen som nævnt er påklaget til Landsskatteretten, ligesom den efterfølgende er indbragt for domstolene, hvor Byretten ved dom af 12. juli 2016 (SKM2016.598.BR) fastslog, at fradragsretten tilkom den tidligere ægtefælle - og dermed ikke sagsøgeren. (Dommen er som nævnt anket).

Havde sagsøgeren derimod fået medhold i sagen for Byretten, ville hun have opnået det ønskede rentefradrag med 50 pct. af renteudgifterne, uanset at ægtefællen samtidigt havde fået fradrag for et beløb svarende til 100 pct. af renteudgiften. Sagsøgeren fik altså ved retssagen ved Byretten en prøvelse af, hvorvidt hun materielt havde ret til 50 pct. af rentefradraget, og denne prøvelse fandt sted uafhængigt af, at den tidligere ægtefælle havde fået et fradrag svarende til 100 pct. af det omhandlede rentefradrag. Det er således et spørgsmål uden for sagsøgerens interesse, hvorvidt SKAT efterfølgende kunne have ændret den tidligere ægtefælles skatteansættelse, eller om der herefter ville være meddelt fradrag med i alt 150 pct. af rentebeløbet.

På samme måde vil SKATs eventuelle ændring af den tidligere ægtefælles ansættelse som konsekvens af, at sagsøgeren måtte få medhold i sagen 369/2016, ikke få betydning for sagsøgeren. Hun opnår ikke fradrag med 50 pct., blot fordi den tidligere ægtefælle får nedsat sit fradrag til 50 pct., idet størrelsen af hendes fradrag alene afgøres af hendes egen skattesag uanset afgørelsen i den tidligere ægtefælles skattesag. Dette forhold viser, at sagsøgeren ikke har en økonomisk interesse i den tidligere ægtefælles skatteansættelse.

Sagsøgeren er således ikke part i sagen om den tidligere ægtefælles skatteansættelse for en periode, der ligger efter separationen, og som derfor vedrører en periode, hvor parret ikke var sambeskattet. Sagsøgeren var derfor ikke klageberettiget i sagen og har heller ikke en retlig interesse i at få sagen genoptaget.

Da sagsøgeren ikke er part i sagen vedrørende den tidligere ægtefælles skatteansættelse, er der i øvrigt ikke grundlag for at fastslå, at sagsøgeren skulle have været partshørt i forbindelse med SKATs oprindelige afgørelse over for den tidligere ægtefælle, cf. replikken (E38, 2. afsnit).

Det bemærkes i øvrigt afslutningsvis, at eventuelle sagsbehandlingsfejl, som SKAT måtte have begået i forbindelse med behandlingen af den tidligere ægtefælles skatteansættelse, ikke er relevante i relation til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har krav på at få den tidligere ægtefælles skatteansættelse genoptaget. Sagsøgeren vil således under alle omstændigheder ikke have partsstatus i den tidligere ægtefælles skattesag for tiden efter parrets separation og skilsmisse.

Rettens begrundelse og afgørelse

Vedrørende spørgsmålet om ret til fremmøde for Landsskatteretten bemærkes, at der ikke består en ubetinget ret til fremmøde. I skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, er udtrykkeligt skabt hjemmel for, at en anmodning om fremmøde kan afslås, hvis "denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig".

Der ses ikke at foreligge nogen formalitetsmangler ved selve afgørelserne om at afvise fremmøde, og der er ikke påvist nogen omstændigheder, der skulle give anledning til at tilsidesætte skønnet over, at fremmøde var overflødigt, eller at fremmøde kunne have haft nogen betydning for sagens afgørelse.

Det er derfor ikke en mangel ved Landsskatterettens afgørelser, at sagsøger blev afskåret fra fremmøde.

Vedrørende sagsøgers inhabilitetsindsigelser bemærkes, at der generelt ikke foreligger inhabilitet, fordi en sagsbehandler behandler flere sager vedrørende samme skatteyder, og der er hverken i sagernes karakter eller IAs arbejde med sagerne noget, der kan give anledning til en formodning om, at hun skulle have haft en særlig interesse i sagernes udfald, og at denne interesse skulle have påvirket hendes forberedelse af sagerne, hvis afgørelse hun i øvrigt ikke deltog i.

Der er således intet grundlag for sagsøgers påstand om, at IA skulle have været inhabil.

Der ses heller ikke noget grundlag for sagsøgers påstand om, at Landsskatteretten ved sin stilling til spørgsmålet om IAs habilitet skulle have pådraget sig myndighedsinhabilitet, eller at Landsskatteretten på anden måde skulle have en sådan særlig, uvedkommende interesse i sagernes udfald, at der foreligger myndighedsinhabilitet.

Vedrørende spørgsmålet i BS 10A-369/2016 om sagsøgers partsstatus bemærkes, at sagsøger blev skilt fra sin daværende ægtefælle den 30. juli 2008, og sambeskatningen ophørte denne dato.

Efter denne dato har den tidligere ægtefælles personlige skatteforhold som udgangspunkt ingen relevans for sagsøger, og sagsøger har ikke partsstatus i ægtefællens skattesager.

Sagsøger er meddelt aktindsigt i det omfang, det har haft betydning for hendes egne skatteforhold, og spørgsmålet om sagsøgers egen ret til rentefradrag vedrørende den tidligere fælles ejendom er særskilt påklaget og afgjort ved Byrettens dom af 12. juli 2016 (SKM2016.598.BR).

Hun har således, som anført af sagsøgte, ingen retlig interesse i skattesagen vedrørende sin forhenværende ægtefælle.

Idet yderligere bemærkes, at sagsøgers henvisning til EMK, herunder til flere bestemmelser, der ikke finder anvendelse på sager og sagsbehandling af den her foreliggende karakter, ikke kan føre til et andet resultat, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge i alle tre sager.

Efter sagernes resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med samlet 32.000 kr. med tillæg af moms.

Retten har herved taget udgangspunkt i, at værdien af hver sag er fastsat til 73.462,82 kr. svarende til det rentefradrag, sagsøger har gjort gældende at være berettiget til. Sagerne blev indledningsvist kompliceret af den måde, sagsøger havde formuleret sine påstande på, men endte med langt hen ad vejen at vedrøre de samme indsigelser. Sagsforberedelsen har alene bestået i et enkelt særligt forberedende telefonisk retsmøde og indgivelse af replik og duplik samt påstandsdokumenter, og hovedforhandlingen varede under en hel retsdag.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger A skal inden 14 dage betale i alt 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=14-4032683&docId=dom-lsr-14-4032683-full

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=15-2574607&docId=dom-lsr-15-2574607-full