Virksomheden var omfattet af industriens funktionæroverenskomst,
hvorefter lønnen for den enkelte medarbejder i hvert enkelt
tilfælde aftales mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Såfremt
der er enighed herom på den enkelte virksomhed, kan der etableres
andre eller supplerende lønsystemer, og såfremt en af parterne
stiller forslag om det, skal der optages lokale forhandlinger.Ifølge ansættelsesbrevet for en butikssælger var gagen aftalt
til 17.000 kr. om måneden ekskl. pensionsbidrag, og i tillæg hertil
var han omfattet af den gældende bonusordning.Af en rammebeskrivelse for ordningen udarbejdet af virksomheden
beregnedes provisionen på baggrund af stykprovision/basisoptjening
for en række nærmere angivne kategorier på baggrund af faktorer
fastsat af ledelsen. Bonusordningen, der var forhandlet med
tillidsrepræsentanten, kunne ændres af ledelsen med 30 dages
varsel.I en periode havde virksomheden nogle kampagnetilbud, som
ledelsen besluttede at lade ophøre, og butikssælgeren gjorde
gældende, at han herved led et omsætnings- og dermed bonustab på
godt 28.000 kr.Da der ikke kunne opnås enighed herom, indbragte
lønmodtagersiden sagen for Arbejdsretten med krav om betaling af
det nævnte beløb samt bod. Arbejdsgiversiden nedlagde principalt
påstand om afvisning under henvisning til, at retten ikke var
kompetent til at behandle sagen, og subsidiært om frifindelse.Retsformanden bemærkede, at der ikke i forbindelse med ophøret
af de omhandlede kampagnetilbud var sket ændringer i
bonusordningens rammebeskrivelse.Spørgsmålet om betydningen af ophøret af de nævnte
kampagnetilbud for butikssælgerens bonusaflønning måtte anses for
at udspringe af den individuelle ansættelsesaftale, og
retsformanden fandt herefter ikke, at sagen angik bevis- eller
fortolkningsspørgsmål vedrørende krav i henhold til kollektiv
overenskomst, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1. Da den således
angik butikssælgerens individuelle forhold, forelå der ikke reelt
en overenskomstmæssig uoverensstemmelse, og Arbejdsretten fandtes
derfor efter den nævnte bestemmelses 4. stykke ikke at have
kompetence til at pådømme sagen mod arbejdsgiversidens protest.
