Arbejdsrettens retsformandsafgørelse af 16. december 2014 i sag AR2014.0024

Info

Resumé:

Virksomheden var omfattet af industriens funktionæroverenskomst, hvorefter lønnen for den enkelte medarbejder i hvert enkelt tilfælde aftales mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Såfremt der er enighed herom på den enkelte virksomhed, kan der etableres andre eller supplerende lønsystemer, og såfremt en af parterne stiller forslag om det, skal der optages lokale forhandlinger.Ifølge ansættelsesbrevet for en butikssælger var gagen aftalt til 17.000 kr. om måneden ekskl. pensionsbidrag, og i tillæg hertil var han omfattet af den gældende bonusordning.Af en rammebeskrivelse for ordningen udarbejdet af virksomheden beregnedes provisionen på baggrund af stykprovision/basisoptjening for en række nærmere angivne kategorier på baggrund af faktorer fastsat af ledelsen. Bonusordningen, der var forhandlet med tillidsrepræsentanten, kunne ændres af ledelsen med 30 dages varsel.I en periode havde virksomheden nogle kampagnetilbud, som ledelsen besluttede at lade ophøre, og butikssælgeren gjorde gældende, at han herved led et omsætnings- og dermed bonustab på godt 28.000 kr.Da der ikke kunne opnås enighed herom, indbragte lønmodtagersiden sagen for Arbejdsretten med krav om betaling af det nævnte beløb samt bod. Arbejdsgiversiden nedlagde principalt påstand om afvisning under henvisning til, at retten ikke var kompetent til at behandle sagen, og subsidiært om frifindelse.Retsformanden bemærkede, at der ikke i forbindelse med ophøret af de omhandlede kampagnetilbud var sket ændringer i bonusordningens rammebeskrivelse.Spørgsmålet om betydningen af ophøret af de nævnte kampagnetilbud for butikssælgerens bonusaflønning måtte anses for at udspringe af den individuelle ansættelsesaftale, og retsformanden fandt herefter ikke, at sagen angik bevis- eller fortolkningsspørgsmål vedrørende krav i henhold til kollektiv overenskomst, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1. Da den således angik butikssælgerens individuelle forhold, forelå der ikke reelt en overenskomstmæssig uoverensstemmelse, og Arbejdsretten fandtes derfor efter den nævnte bestemmelses 4. stykke ikke at have kompetence til at pådømme sagen mod arbejdsgiversidens protest.