I en sag, som Spillerforeningen havde rejst mod
Divisionsforeningen, gav et flertal i voldgiftsretten førstnævnte
medhold i, at det var i strid med partenes overenskomst, at
Divisionsforeningen uden om spillerne havde udviklet og udnyttet en
varemærkestrategi for Superligaen og 1. division. Denne afgørelse
indbragte Divisionsforeningen for Arbejdsretten med krav om
genoptagelse i henhold til arbejdsretslovens § 30, stk. 1, med
henvisning til, at det som følge af Spillerforeningens fremlæggelse
af et meget omfattende bilagsmateriale ét døgn før
hovedforhandlingen måtte anses for overvejende sandsynligt, at
sagen uden førstnævntes fejl var blevet urigtigt oplyst, at den
efter en genoptagelse ville få et væsentligt forskelligt resultat,
og at omstændighederne i øvrigt i meget høj grad talte for
genoptagelse.Arbejdsretten fandt, at de omhandlede bilag angik temaer, som i
forvejen var introduceret i sagen, og som Divisionsforeningen også
før bilagenes fremkomst havde haft anledning til at overveje
bevisførelse om. Forløbet før og under hovedforhandlingen i
voldgiftsretten viste endvidere, at voldgiftsretten havde været
meget opmærksom på, at de ny bilag kunne indebære en vanskelig
situation for Divisionsforeningen, og at en udsættelse af sagen
kunne komme på tale, hvis foreningen ikke med rimelighed kunne
varetage sine interesser. Det måtte derfor antages, at
voldgiftsretten, før den traf sin afgørelse, havde overvejet, om de
nye bilag var af betydning for sagens udfald, og var kommet til den
konklusion, at dette ikke var tilfældet. Under disse omstændigheder
fandtes betingelserne for at tillade sagen genoptaget ikke at være
opfyldt.