Spørgsmålet var, om en række personer med tilknytning til to
andre virksomheder, der var registreret under branchekoden
vikarbureauer, som fra foråret 2011 til sommeren 2012 udførte
arbejde hos en dansk gartnerivirksomhed, var arbejdsudlejet til
denne og dermed i lighed med vikarer omfattet af overenskomsten
på området, eller om der var tale om entreprisearbejde, som faldt
uden for overenskomsten.Henset til fremlagte entreprisekontrakter og til at SKAT efter
et uanmeldt besøg i virksomheden havde henlagt sagen fandt
retsformanden, at udgangspunktet for bedømmelsen af tvisten var, at
der var tale om entreprisearbejde.Det var herefter lønmodtagersiden, som havde bevisbyrden for
anbringendet om, at der reelt var tale om arbejdsudleje, og efter
en gennemgang af bevisførelsen tilkendegav retsformanden, at han
efter en samlet vurdering af det samlede bevismateriale fandt det
overvejende betænkeligt at fravige det nævnte udgangspunkt og
fastslå, at der i perioden eller en del af den reelt havde været
tale om arbejdsudleje. Lønmodtagersiden tog herefter bekræftende
til genmæle over for arbejdsgiversidens påstand om frifindelse.
