To landmænd, der drev hver sit større malkekvægbrug, indgav en
klage over 3F efter, at forbundet havde iværksat hovedkonflikter
mod landmændene og tillige varslet sympatikonflikter mod den ene af
landmændene. Sagen angik, om konfliktvarslerne var lovlige.For så vidt angik den ene landmand, hvor der tillige var varslet
sympatikonflikter, fandt Arbejdsretten, at hovedkonfliktvarslerne
ikke var lovlige, og at sympatikonfliktvarslerne som følge heraf
heller ikke var lovlige. Arbejdsretten lagde herved til grund, at
3F havde tre medlemmer blandt de 12 ansatte på virksomheden. Det
kunne ikke lægges til grund, at ingen ansatte på virksomheden ville
blive omfattet af hovedkonflikten, eller at angivelse af navnene på
de berørte ville være uden reel driftsmæssig betydning for
arbejdsgiveren. Det kunne endvidere ikke anses for godtgjort, at 3F
havde en reel grund til at frygte, at det ville blive misbrugt til
organisationsfjendtlig adfærd eller lignende, hvis 3F oplyste de
pågældendes navne. Hovedkonfliktvarslet var herefter ikke lovligt,
da 3F ikke havde oplyst navnene på de ansatte medlemmer.For så vidt angik den anden landmand, hvor der alene var varslet
hovedkonflikt, fandt Arbejdsretten, at varslet måtte forstås
således, at der ikke var tale om en strejke, men en blokade, som
indebar, at ingen af den pågældende landmands ansatte ville blive
omfattet af konflikten. 3F havde allerede ved at indgå
Jordbrugsoverenskomsten med GLS-A godtgjort, at landbrugsområdet
hørte under 3F's naturlige faglige område. Efter oplysningerne om
størrelsen og driften af den pågældende landbrugsvirksomhed måtte
arbejdet på virksomheden anses som et nærliggende fagligt
interesseområde for 3F. Hovedformålet med at søge overenskomst
indgået måtte antages at være at fastholde og forsvare de
rettigheder for personalet, som forbundet havde opnået med
Jordbrugsoverenskomsten. Arbejdsretten fandt, at 3F's faglige
interesse i at opnå overenskomst havde den fornødne styrke og
aktualitet til, at 3F med rimelighed kunne iværksætte blokade, også
selvom det måtte lægges til grund, at forbundet ikke aktuelt havde
medlemmer, der arbejdede hos den pågældende landmand. Arbejdsretten
frifandt derfor 3F i denne del af sagen.