Arbejdsrettens dom af 31. marts 2017 i sag AR2016.0633

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

To landmænd, der drev hver sit større malkekvægbrug, indgav en klage over 3F efter, at forbundet havde iværksat hovedkonflikter mod landmændene og tillige varslet sympatikonflikter mod den ene af landmændene. Sagen angik, om konfliktvarslerne var lovlige.For så vidt angik den ene landmand, hvor der tillige var varslet sympatikonflikter, fandt Arbejdsretten, at hovedkonfliktvarslerne ikke var lovlige, og at sympatikonfliktvarslerne som følge heraf heller ikke var lovlige. Arbejdsretten lagde herved til grund, at 3F havde tre medlemmer blandt de 12 ansatte på virksomheden. Det kunne ikke lægges til grund, at ingen ansatte på virksomheden ville blive omfattet af hovedkonflikten, eller at angivelse af navnene på de berørte ville være uden reel driftsmæssig betydning for arbejdsgiveren. Det kunne endvidere ikke anses for godtgjort, at 3F havde en reel grund til at frygte, at det ville blive misbrugt til organisationsfjendtlig adfærd eller lignende, hvis 3F oplyste de pågældendes navne. Hovedkonfliktvarslet var herefter ikke lovligt, da 3F ikke havde oplyst navnene på de ansatte medlemmer.For så vidt angik den anden landmand, hvor der alene var varslet hovedkonflikt, fandt Arbejdsretten, at varslet måtte forstås således, at der ikke var tale om en strejke, men en blokade, som indebar, at ingen af den pågældende landmands ansatte ville blive omfattet af konflikten. 3F havde allerede ved at indgå Jordbrugsoverenskomsten med GLS-A godtgjort, at landbrugsområdet hørte under 3F's naturlige faglige område. Efter oplysningerne om størrelsen og driften af den pågældende landbrugsvirksomhed måtte arbejdet på virksomheden anses som et nærliggende fagligt interesseområde for 3F. Hovedformålet med at søge overenskomst indgået måtte antages at være at fastholde og forsvare de rettigheder for personalet, som forbundet havde opnået med Jordbrugsoverenskomsten. Arbejdsretten fandt, at 3F's faglige interesse i at opnå overenskomst havde den fornødne styrke og aktualitet til, at 3F med rimelighed kunne iværksætte blokade, også selvom det måtte lægges til grund, at forbundet ikke aktuelt havde medlemmer, der arbejdede hos den pågældende landmand. Arbejdsretten frifandt derfor 3F i denne del af sagen.