Arbejdsrettens dom af 30. april 2013 i sag AR2012.0395

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Arbejdsretten gav tre lastbilschauffører, som havde været ansat hos DSV Road A/S, medhold i, at DSV skulle tilbagebetale 23.593 kr. og pålagde DSV at betale en bod på 50.000 kr. som følge af en uberettiget modregning.DSV Road A/S foretog i sommeren 2011 en systematisk gennemgang af lønudbetalinger tilbage fra 1. januar 2011 og konstaterede herved, at der var forskel på de timer, som chaufførerne havde anført på de dagsrapporter, som blev udfyldt og afleveret til brug for lønudbetalingen, og de timer, som fremgik af lastbilernes digitale tachografer. I det omfang der var udbetalt løn for timer, som ikke fremgik af tachografen, modregnede DSV uden forudgående drøftelse og uden varsel i chaufførernes lønudbeta­linger i juli/august 2011.Arbejdsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at den arbejdstid, der var registreret på tachografen, ikke var udtryk for den reelle arbejdstid, men kun for en del af den. Dette havde DSV da også erkendt ved at indgå et forlig med de chauffører, som fortsat var ansat, hvorved DSV havde accepteret helt eller delvist at tilbageføre de løntræk, der var foretaget.I forhold til de tre chauffører, som ikke var omfattet af forliget, gav Arbejdsretten dem medhold i de­res krav på tilbagebetaling af de beløb, der ved modregningen var blevet trukket i deres løn, fordi DSV hverken ved den arbejdstid, der var registreret på tachografen, eller på anden måde havde godtgjort, at de tre chauffører havde skrevet for mange timer på de dagsrapporter, der havde dannet grundlag for den oprindelige lønberegning.Som følge af modregningen med et krav, der viste sig ikke at bestå, havde chaufførerne ikke fået over­enskomstmæssig løn, og DSV havde herved begået et bodspådragende brud på den gældende overens­komst. Arbejdsretten fastsatte boden til 50.000 kr.Ved fastsættelsen af bodens størrelse lagde Arbejdsretten vægt på, at det måtte have stået DSV klart, at tachografens udvisende ikke uden videre kunne bruges som bevis for den reelle arbejdstid, og at det var kritisabelt, at modregningen skete uvarslet og på en sådan måde, at hele eller en stor del af lønnen for den pågældende lønningsperiode blev tilbageholdt. Der lagdes endvidere vægt på det samlede om­fang af den uberettigede modregning, idet 3F ikke kunne anses for at have givet afkald på at gøre bodsansvar gældende for så vidt angår modregningen i forhold til de ansatte, hvor efterbetalingskravet var forligt.