3F havde varslet konflikt mod en entreprenørvirksomhed med
henblik på at indgå overenskomst med virksomheden. Sagen angik, om
varslingen af konflikt var ulovlig som følge af passivitet eller
forældelse. Arbejdsretten tiltrådte, at betingelserne for, at 3F kunne kræve
overenskomst med virksomheden, som udgangspunkt måtte anses for
opfyldt. For så vidt angik forældelse fastslog Arbejdsretten, at 3F's
krav om, at virksomheden skulle indgå overenskomst med foreningen,
ikke kunne anses for omfattet af reglerne om forældelse i
forældelsesloven, og allerede af denne grund kunne kravet ikke
anses for at være forældet. Arbejdsretten fastslog endvidere, at virksomheden ikke havde
påvist sådanne omstændigheder, som kunne give virksomheden en
berettiget forventning om, at 3F havde givet afkald på retten til
at iværksætte konflikt med henblik på at indgå overenskomst med
virksomheden. 3F havde derfor ikke fortabt sin ret til at kræve
overenskomst som følge af passivitet. Arbejdsretten vurderede herefter, at den iværksatte konflikt var
lovlig, hvorfor 3F blev frifundet.