En af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder havde med nogle polske
medarbejdere indgået en række arbejdstidsaftaler, hvori den faste
ugentlige arbejdstid var aftalt til mere end 45 timer. Efter
overenskomsten var den normale effektive arbejdstids længde fastsat
til 37 timer pr. uge, idet der herudover kunne etableres fast
overarbejde på indtil 8 timer pr. uge. Bygge-, Jord- og
Miljøarbejdernes Fagforening rejste en sag vedrørende de polske
medarbejderes ansættelsesforhold i virksomheden. Dansk Byggeri
deltog i et lokalforhandlingsmøde, og fik i den forbindelse
kendskab til, at medlemsvirksomheden havde indgået
arbejdtidsaftaler med det ovennævnte indhold. Dansk Byggeri
tilkendegav straks over for virksomheden, at sådanne aftaler var i
strid med overenskomsten og derfor måtte bringes til ophør. At
aftalerne, herunder aftaler der bestemte en fast ugentlig
arbejdstid på 57 og 60 timer, var i strid med overenskomsten blev
senere fastslået ved faglig voldgift. Parterne indgik efter
fremkomsten af opmandskendelsen i den faglige voldgift forlig,
således at sagen for Arbejdsretten herefter alene drejede sig om,
hvorvidt Dansk Byggeri havde pådraget sig et organisationsansvar.
Arbejdsretten udtalte, at Dansk Byggeri ved ikke under sagens
behandling i Arbejdsretten, ved voldgiftsbehandlingen og under den
forudgående fagretlige behandling at have taget afstand fra de
arbejdstidsaftaler, der var klart overenskomststridige, havde
undladt at medvirke til en effektiv efterlevelse af de aftalte løn-
og arbejdstidsregler i overenskomsten. Arbejdsretten fandt det
sandsynligt, at den omstændighed, at man ikke fra Dansk Byggeris
side snarest muligt over for arbejdstagersiden havde erkendt, at
arbejdstidsaftalerne stred mod overenskomstens maksimale ugentlige
arbejdstid, havde været medvirkende til, at spørgsmålet om
efterbetaling ikke kunne afklares med den fornødne hurtighed. Dansk
Byggeri havde hermed gjort sig delagtig i virksomhedens
overenskomstbrud, og blev dømt til at betale en bod på 75.000 kr.
til 3F.