I marts 2002 afskedigede Dansk Handicap Forbund en medarbejder,
som herefter gennem HK rejste krav om godtgørelse for usaglig
afskedigelse. Handicapforbundet og HK, der har overenskomst,
drøftede sagen på et møde i september, hvor der ikke kunne opnås
enighed. HK forbeholdt sig imidlertid at videreføre sagen og
anlagde i januar 2003 som mandatar for medlemmet sag ved de
almindelige domstole. Den verserer nu ved Højesteret, som har
opfordret parterne til at udtale sig, om kravet, der støttes på
funktionærlovens § 2b, er omfattet af § 4, stk. 3, om behandlingen
af sager om usaglig afskedigelse i DA/LO hovedaftalen, som
overenskomsten mellem handicapforbundet og HK henviser til, og om
kompetencen til at fortolke denne aftale, jf. herved
arbejdsretslovens § 9, stk. 1, og § 11, stk. 1. De to
hovedorganisationer indtrådte herefter som biintervenienter, DA til
støtte for handicapforbundet og LO for HK med anmodning om
udsættelse på Arbejdsrettens fortolkning af hovedaftalen.
Arbejdsretten udtalte, at hovedaftalens § 4, stk. 3, må anses som
en voldgiftsaftale, der dog efter parternes fælles forståelse giver
LO's forbund frihed til at vælge mellem Afskedigelsesnævnet og de
almindelige domstole som forum for afgørelse af sager om
afskedigelse for så vidt angår lovbaserede krav. Behandling ved
nævnet er betinget af, at sagen forfølges lokalt og på
organisationsniveau inden for de frister, der er angivet i
bestemmelsens litra b, c og d, mens indbringelse for domstolene
ikke er begrænset af særlige søgsmålsfrister. Den fagretlige
tvistløsningsordning er karakteriseret ved, at uoverensstemmelser
skal søges løst ved forhandling, først lokalt og derefter på
centralt organisationsniveau, og den danske arbejdsmarkedsordning
tilsiger, at organisationerne bør have lejlighed til at gennemføre
forhandlinger, herunder med henblik på at der sker en oplysning af
sagen, inder der i en afskedigelsessag vedrørende lovbaserede krav
vælges forum for tvistens løsning. Ordlyden af hovedaftalens § 4,
stk. 3, giver ikke holdepunkter for en forståelse, hvorefter
organisationsforhandling skulle indebære et bindende fravalg af
muligheden for at forfølge et lovbaseret krav ved de almindelige
domstole, og Arbejdsretten fandt på den baggrund hverken, at
begæring om og afholdelse af organisationsmøde i en
afskedigelsessag er udtryk for et valg mellem Afskedigelsesnævnet
og de almindelige domstole, eller at de frister, hovedaftalen
fastsætter for behandlingen af en sag i Afskedigelsesnævnet, kan
tillægges præklusiv virkning i forhold til LO forbundenes mulighed
for at indbringe sagen for de almindelige domstole.