A, der efter overenskomsten havde ret til løn under fravær på
grund af sygdom, blev sygemeldt fra sit job som rengøringsassistent
i Kolding Kommune. Jobcenteret i A's bopælskommune - ligeledes
Kolding - indkaldte hende som opfølgning på sygemeldingen til et
informationsmøde. A mødte imidlertid ikke op, og efter reglerne i
sygedagpengeloven meddelte Jobcenter Kolding derpå, at refusion af
sygedagpenge overfor kommunen som arbejdsgiver ville blive
standset. A tog straks kontakt til kommunen og oplyste, at hun
aldrig havde fået indkaldelsen til informationsmødet, men kommunen
foretog efterfølgende modregning i A's løn for manglende
dagpengerefusion. Arbejdstagersiden indbragte sagen for
Arbejdsretten med krav om betaling af de modregnede beløb samt bod.
Det blev til støtte herfor anført, at den foretagne modregning
indebar, at der ikke var udbetalt fuld løn til A, hvilket var et
overenskomstbrud. Arbejdsgiversiden krævede sagen afvist eller
henvist til behandling ved faglig voldgift. Til støtte herfor blev
det anført, at sagen alene drejede sig om berettigelsen af
kommunens modregning i A's løn og derfor henhørte under de
almindelige domstole, subsidiært i det væsentlige var en sag om
fortolkning af parternes overenskomst og derfor henhørte under
faglig voldgift. Formalitetsspørgsmålet blev afgjort selvstændigt
af retten, der bemærkede, at sagens hovedspørgsmål var, om kommunen
havde været berettiget til at foretage modregning i A's løn. Der
skulle i den forbindelse tages stilling til, om de
obligationsretlige betingelser herfor havde været opfyldt, og det
måtte herunder afgøres, om kommunen på grundlag af reglerne i
sygedagpengeloven havde et erstatningskrav mod A. Besvarelse af
disse spørgsmål indebar stillingtagen til offentligretlig
lovgivning, ligesom der måtte foretages en rent bevismæssig
vurdering af, om A havde modtaget indkaldelsen til
informationsmødet. Sagen angik således ikke bevis- eller
fortolkningsspørgsmål mv. vedrørende krav i henhold til kollektiv
overenskomst; der forelå reelt ikke en overenskomstmæssig
uoverensstemmelse. Sagen angik derimod A's individuelle forhold.
Mod indklagedes protest fandt Arbejdsretten herefter ikke at have
kompetence til at pådømme sagen. Efter omstændighederne fandtes der
endvidere uanset den nedlagte påstand om bod ikke tilstrækkeligt
grundlag for at udsætte sagen på de almindelige domstoles
afgørelse, og Arbejdsretten afviste herefter sagen.