Sagen angik lovligheden af et fagforbunds kampagne mod "skamløse
fyringer" med udhængning af virksomheder med deres logoer på en
"skamstøtte" på forbundets hjemmeside. Arbejdsretten udtalte, at
sagen drejer sig om grænserne for den fri meningstilkendegivelse i
forbindelse med faglige organisationers offentlige omtale af
aktuelle emner, og at der ved vurderingen heraf indgik på den ene
side hensynet til ytringsfriheden og på den anden side hensynet til
de generelle freds- og loyalitetsforpligtelser, som kollektive
overenskomstforhold indebærer. Arbejdsretten bemærkede, at det
følger af Arbejdsrettens praksis, at der også i forholdet mellem
overenskomstparter som udgangspunkt er frihed til at ytre sig
kritisk om modparten, og at denne frihed som udgangspunkt også
gælder, hvor kritikken indgår som led i en offentlig kampagne med
et meningsdannende formål, herunder det formål at påvirke modparten
til indrømmelse af fordele. Arbejdsretten bemærkede endvidere, at
det imidlertid også følger af Arbejdsrettens praksis, at et
overenskomstforhold indebærer gensidige freds- og loyalitetspligter
af betydning for sådanne kampagner, og at kritik af en
overenskomstpart således f.eks. ikke må antage karakter af en
opfordring til medlemmer om at foretage overenskomststridige og
ulovlige handlinger eller gives en sådan udformning, at den får
karakter af organisationsfjendtlig handling. Arbejdsretten udtalte
herefter, at det spørgsmål, der skulle afgøres under den
foreliggende sag, var, om et fagforbunds kritik af virksomheder,
som på alle punkter havde overholdt overenskomsten, havde antaget
karakter af en overenskomststridig smædekampagne. Arbejdsretten
fandt, at da en række af FA's medlemsvirksomheder i efteråret 2008
foretog afskedigelser af flerheder af medarbejdere, havde
Finansforbundet som udgangspunkt en loyal og berettiget interesse i
at kommunikere sine synspunkter om disse afskedigelsers forløb og
vilkår til sine medlemmer og offentligheden, og at det måtte stå
forbundet frit for at indtage det standpunkt, at afskedigelser af
denne art burde ske på grundlag af særlige, fremforhandlede
fratrædelsestilbud og kritisere virksomheder, som ikke ville gå ind
herpå, også selv om virksomhederne på alle punkter havde overholdt
overenskomsten. Arbejdsretten bemærkede i den forbindelse, at der i
Finansforbundets "skamstøtte"-kampagne ikke var nogen opfordring
til medlemmerne om at undlade at arbejde for de nævnte
virksomheder, og at der i kampagnen heller ikke var anvendt klare
beskyldninger om overenskomstbrud eller udsagn, som klart
fordrejede forhandlingsforløbet. Arbejdsretten fandt imidlertid, at
kampagnen gennem anvendelsen af "skamstøtten" over "skamløse
fyringer i finanssektoren" og udhængningen herpå af de pågældende
bankers varemærkebeskyttede logoer havde fået en udformning, som i
sig selv måtte anses for utilbørlig og en krænkelse af
loyalitetspligten i overenskomstforhold. Arbejdsretten bemærkede,
at overenskomststridigheden af en sådan smædekampagne ikke blev
mindre af, at den havde til formål at lægge pression på andre
virksomheder, og i øvrigt benyttede sig af udtryk som "sparkede
medarbejdere ud" og andre formuleringer, som let kunne misforstås
som indeholdende en beskyldning om overenskomstbrud. På den anførte
baggrund fandt Arbejdsretten, at Finansforbundet havde udvist en
adfærd, der var bodspådragende. Boden blev fastsat til 100.000
kr.
