Sagen angik spørgsmålet om gyldigheden af en såkaldt Laval
overenskomst, som 3F havde indgået med en italiensk virksomhed, og
om virksomheden havde betalt korrekt løn til de medarbejdere, der
var udstationerede i forbindelse med et byggeri i Danmark. Parterne
var uenige om, hvorvidt overenskomstens bestemmelse om opsat løn
var ugyldig som værende i strid med udstationeringsdirektivet,
udstationeringslovens § 6 a og pensionsdirektivet. Virksomheden
gjorde i den forbindelse gældende, at virksomheden havde været
udsat for ulovlig tvang fra 3F's side. Derudover var der spørgsmål
om, hvorvidt udmåling af bod ud fra differenceprincippet ville være
i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11
og EU-Charteret om grundlæggende rettigheder artikel 12 om
foreningsfrihed. Arbejdsretten fastslog, at overenskomsten ikke kunne anses for
indgået under anvendelse af ulovlig tvang fra 3F's side, ligesom
Arbejdsretten vurderede, at der ikke var grundlag for at antage, at
overenskomstens bestemmelse om opsat løn og administrationen heraf
var i strid med EU-retten eller af anden grund var ugyldig. Boden blev udmålt efter differenceprincippet og fastsat til 14
mio. kr. Dette fandtes ikke i strid med den negative
foreningsfrihed.
